Om Guds evige pagt med sin Søn og testamente til menneskene

(Fjerde årgang, 1845)

«Hvem skulle jeg tro om Gud mere end Gud selv?» sagde Ambrosius. Det er en ulykkelig omstændighed, at der hos alle mennesker, også hos de vakte og de troende, ligger en uendelig tilbøjelighed til at dømme om frelsen efter en eller anden egen indre følelse, egen mening eller fornuft; til at dømme om Guds forhold til os efter noget, som man fornemmer eller erfarer inden i sig selv; til ikke at ville se op til Gud, hvordan han selv har åbenbaret «sin vilje og sit råd om vores frelse», ikke at ville tænke over, hvad der er besluttet hos Gud, hvordan det står skrevet i hans rådslutninger, men i stedet sætte sig hen for sig selv, ængstes, tænke, sukke og spørge ligesom ud i luften: Åh, gid jeg vidste, hvordan det står med min sjæls sag hos Gud! – Hvordan skulle jeg dog på denne måde kunne få det at vide med nogen vished? Hvilken vished kan jeg få af mine egne tanker, følelser og meninger? Hvad betyder de vel i dette store spørgsmål mere end hø og strå for vinden? Det ene øjeblik synes jeg, at Gud er lutter nåde og kærlighed, det næste øjeblik, at han er en streng dommer, der kun har med lov og ret at gøre; det ene øjeblik ser jeg Gud i alt, hvad der omgiver mig, det næste øjeblik synes jeg, at der ingen Gud er; det ene øjeblik synes jeg om mig selv, at jeg er en ganske god kristen, det næste, at jeg er en helt håbløs synder. Således vakler og vender mening og følelse sig hid og did. Og hvad jeg synes det ene øjeblik, kan være lige så falsk som det, jeg synes det næste.

Det er også den samme tilbøjelighed, nemlig til at dømme efter egen mening, som gør, at så utallig mange helt og holdent går glip af salighedens vej. Enhver har sin egen mening og tror ikke på noget hellere end på den. Den ene synes, at Gud må have behag i det, den anden, at han må have behag i noget andet; så vælger enhver sin vej, fornemmer måske derved noget lyst i sit hjerte og dømmer så straks, at det er en god vej, og følger den. Således søger for eksempel den ene at behage og vinde Gud med nogle ydre lovgerninger, såsom barmhjertighedsgerninger, kirkegang og meget mere; en anden med nogle indre, såsom ydmyghed, kærlighed og lignende; en tredje med forsagelse, bøn og ensomhed; en fjerde med en eller anden religiøs virksomhed for sine medmennesker; en femte med alle disse ting tilsammen og så videre. Ved den slags søger man da at vinde nåde og være Gud til behag. Og hvad er årsagen til alle disse vildveje, som de vælger efter egen mening? Sandelig ingen anden, end at de ikke ved eller betænker, hvad Gud allerede fra evighed har besluttet i sit himmelske råd om det faldne menneskes salighed; at de ikke ved, hvilken pagt Gud har indgået med sin Søn, hvilket testamente han har gjort til menneskene; for vi taler nu ikke om dem, der med et sovende og hyklerisk sind glemmer at søge deres frelse eller med en indbildt tro «forvender vores Guds nåde til udsvævelse», men om dem, der virkelig søger saligheden, men blot søger på den forkerte vej. Sådan er det også, når du vel med rette søger frelsen alene ved troen, men søger troen hos dig selv, sætter dig for og anstrenger dig for at tro, kæmper og arbejder med dit hjerte for at få det til at tro, men har dit øje rettet kun indad, ind på dig selv eller på det, du selv erfarer og fornemmer, for at mærke, om der endnu er nogen tro eller ej. Men du får ingen vished, du vakler hid og did; og hvad mener du er årsagen? Sandelig ingen anden, end at du søger på det forkerte sted, søger ud i luften; du søger nemlig hos dig selv det, som aldrig fandtes der, det, som kun var at søge i himlens rådskammer og i Guds ord, hvor det er åbenbaret for os. Mærk dig: Troen tændes ikke ved, at man sætter sig for og anstrenger sig for at tro, men ved at vi vender øjnene bort fra os selv, bort fra det, vi har, fornemmer og er, og vender dem hen på det, Gud har besluttet og åbenbaret om vores frelse. «Troen kommer af prædikenen» (Rom 10,17). Du har anstrengt dig for at tro og har påkaldt Gud om nåde dertil, men har aldrig endnu fået nogen tro, nogen fred, og nu undrer du dig over, hvad årsagen mon kan være. Undre dig ikke. Du har måske endnu aldrig vidst, spurgt om eller betænkt, hvad det var, der blev besluttet i det store råd, som Gud holdt i himlen om menneskenes sag, før verdens grundvold blev lagt; du har måske aldrig vidst eller betænkt, hvilken pagt Gud da indgik med sin Søn, hvilket testamente han gjorde til menneskene. Hvor nødvendigt er det dog at lære dette godt at kende og siden alene rette sig efter det, alene bygge på det! Så står jeg på en fast grund, en grund, der holder i liv og død, for den er en evig grund; den blev lagt dybere og tidligere end jordens grundvolde – «ligesom han har udvalgt os i ham (Kristus) før verdens grundlæggelse» (Ef 1,4); og den består også længere end jordens grund; «for bjergene skal vige og højene vakle, men min nåde skal ikke vige fra dig, og min fredspagt skal ikke vakle, siger Herren, din forbarmer» (Es 54,10).

Men vi vil nu komme til selve sagen og betragte denne Guds evige fredspagt i Kristus. Med det formål vil vi også minde os selv om de vigtigste af de pagter, som Skriften siger, at Gud har indgået med menneskene.

En pagt er i almindelighed en overenskomst mellem to eller flere personer med visse gensidige forpligtelser, i kraft af hvilke den ene part er skyldig at opfylde de forpligtelser, han har påtaget sig, så længe den anden part ikke bryder sine. Skønt dette nu aldrig fuldt ud kunne anvendes på Gud og mennesker, eftersom menneskene som Guds skabninger er skyldige uden betingelser altid at adlyde hans befalinger, har Gud dog også, ligesom han af sin underfulde barmhjertighed i flere tilfælde har tilpasset sig menneskene og endog med nådelønninger har villet opmuntre dem til lydighed, ved forskellige lejligheder givet dem allehånde forsikringer under en slags overenskomst og med visse betingelser.

At Gud havde indgået en pagt med Adam i fuldkommenhedens tilstand, ses tydeligt af Hos 6,7. Indholdet af denne pagt var fra Guds side: løfte om evigt venskab, om velsignelse og alle gode gaver, ja, liv og salighed, såfremt Adam for sin del brugte de kræfter, han havde fået, til efter Guds hellige lov at bevare sig i den fuldkommenhed, han var skabt med – i modsat fald skulle han «døden dø», det vil sige, han blev truet med den legemlige, åndelige og evige død (1 Mos 2,16–17). At Adam trådte ind i denne pagt ikke blot for sig selv, men på alle sine efterkommeres vegne, ses klart af, at den fastsatte straf for pagtens brud ikke ramte ham alene, men hele hans slægt, som ved hans fald kom i fordærvelse og elendighed (se Rom 5,12–19). Denne pagt var en lovpagt, eftersom den forsikring, Gud gav ved den, var givet på betingelse af, at loven blev opfyldt.

Da nu hele menneskeslægten, fordi Adam brød pagten med Gud, ikke blot blev skyldig til evig straf, men også helt ude af stand til nogen sinde at befri sig derfra, nogen sinde at opfylde Guds lov – for Guds lov var både lige så hellig og lige så uforanderlig som Gud selv, og ethvert af Adams afkom var allerede fra fødslen syndigt, besmittet og urent – så var her en frygtelig elendighed. «Her kravler tusind menneskeliv, som ingen nådens daggry så, misdædere, som dømte lå i bånd, i blod, i nag og kiv.» Men da Gud i sin evige alvidenhed havde forudset al denne elendighed og i sin store barmhjertighed ynkedes derover, havde han også, før verdens grundvold blev lagt, før det første menneskeliv blev sluppet ud i verden af skabelsens skød, truffet foranstaltninger til at råde bod på denne elendighed. Han havde nemlig i sit evige himmelske råd besluttet menneskeslægtens frelse ved at give sin Søn hen. Med ham sluttede han nu en ny pagt, som med hensyn til os mennesker var en nådepagt, en fredspagt, men i og for sig selv den samme lovpagt, som Gud havde indgået med Adam, men som dengang blev overtrådt og ikke kunne opfyldes af det faldne menneske; den samme lovpagt, som ethvert menneske endnu har en dunkel fornemmelse af tilbage i samvittigheden, og som siden til menneskeslægtens ydmygelse blev ristet i sten på Sinaj bjerg i stærke og udtrykkelige ord. For således siger Skriften: «Det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket ved kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed» (Rom 8,3). Sønnen påtog sig nemlig i denne pagt på den tid, som Faderen fastsatte, at forene menneskenatur med sin evige guddom, at blive et sandt menneske og menneskeslægtens anden Adam og i denne egenskab at træde i menneskenes sted til deres forsoning og genoprettelse på samme måde, som den første Adam trådte i deres sted til deres fald og fordærvelse; han påtog sig følgelig i alle menneskers sted for det første at opfylde lovens krav og for det andet at udstå den straf, som de havde gjort sig skyldige til ved at overtræde loven – med ét ord: at være «lydig til døden, ja, døden på et kors» (Fil 2,8). Dette påtog Sønnen sig. Til gengæld blev på den anden side, som Paulus siger i Gal 3,16–19, løftet «givet» ham (v. 19) om «testamente» og «arv» til menneskene, det vil sige, han fik på menneskenes vegne forsikring om al den salighed, som fra begyndelsen var tiltænkt og lovet dem, men som var gået tabt ved syndefaldet – hvilket er indbefattet i testamentet (v. 17) og arven (v. 18) – eller med Davids ord: «Han modtog gaver blandt menneskene» (Sl 68,19) for som deres herre og konge at uddele dem blandt dem. Til det formål skulle menneskene overgives til ham som en ejendom, for at de i ham og ved ham kunne bevares og opbevares til saligheden (Joh 17,2.6.24) – ud over at de også skulle være lønnen for hans «møje» (Es 53,11–12; Sl 89,30).

Alt dette kaldes i Skriften en pagt, for så vidt der derved tænkes dels på selve denne handling, at dette blev besluttet i Guds råd, dels også på de personer, som har indgået den med hinanden; men med hensyn til de nådeskatte, som derved blev vundet for menneskene, nemlig syndernes forladelse, evig retfærdighed, fred med Gud, barnekåret, Helligåndens iboende kraft til helliggørelse, sejr over alle åndelige fjender og meget mere, og hvordan disse skatte skulle udleveres ligesom med arveret (Gal 3,18; Hebr 9,15; Rom 8,17), kaldes den et testamente. Således genkender vi her det evige testamente, som omtales i Hebr 13,20, det testamente, som «loven ikke kan ophæve, fordi det var stadfæstet af Gud med henblik på Kristus» (Gal 3,17), det testamente, som har haft sin kraft både før og efter stifterens død, hvilken død for dets visheds skyld er blevet anset af Gud som allerede sket fra verdens begyndelse (Åb 13,8).

Disse Guds testamenter med Adam og Kristus må derfor ikke forveksles med det, man almindeligvis kalder Det Gamle og Det Nye Testamente, som også kaldes den gamle og den nye pagt. Ved Det Gamle Testamente menes nemlig den særlige, forbilledlige og forberedende lovens husholdning, som Gud førte med sit folk før Kristi fødsel, og selve den tid, da denne husholdning varede; og ved Det Nye Testamente den nådens husholdning, som begyndte med Kristi komme og den fuldbragte forsoning – en husholdning og en tid, som han selv sammenlignede med et bryllup, der begyndte, da Brudgommen, den længe ventede, kom. Den evige pagt med Kristus var derfor den samme under både Det Gamle og Det Nye Testamente; for Adam og Eva fik efter faldet den samme nådepagt forkyndt som vi, nemlig at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved (1 Mos 3,15). Abraham blev også retfærdig af troen lige så vel som vi, så at Abrahams tro og retfærdiggørelse i Skriften ofte endog stilles frem for os som forbillede. Han «troede Gud (i løftet om Kristus), og det blev regnet ham til retfærdighed» (Rom 4,3). Således havde også David den samme tro, at saligheden tilhører det menneske, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger (v. 6).

Således var det Guds evige rådslutning, Guds evige pagt og testamente, at den enbårne Søn skulle være vores anden Adam og træde i hele menneskehedens sted; at én for alle og alle i én skulle genvinde det, som var gået tabt ved faldet; og således stod nu saligheden beredt for alle og var tilbudt alle i Kristus; således blev nu enhver, som troede på ham, alene derved retfærdig, benådet og salig. Men da mennesket siden Adams fald ikke blot havde et dybt og hemmeligt fjendskab mod Gud, men også en umådelig kærlighed til sig selv og til de ting, som er i verden, hvorved det dels ligefrem foragtede, dels også misbrugte den store pagtsnåde til sikkerhed, fandt Gud det nødvendigt ud over den fornemmelse af loven, som endnu lå tilbage i samvittigheden, også udtrykkeligt, åbenlyst og kraftigt at læse loven op for det på Sinaj, at slutte endnu en pagt med det, lovpagten, som kunne kaldes en tugtens pagt, et fængsel, der skulle lære det faldne, men stolte menneske at sætte pris på nåden og søge den. For det egentlige og fornemste formål med loven var ikke, at løftet skulle gøres til intet, at nådepagten i Kristus skulle ændres, at mennesket skulle blive retfærdigt og saligt af loven, men, som Skriften udtrykkeligt siger, at «enhver mund skal lukkes, og hele verden blive strafskyldig over for Gud» – ikke: blive from og velbehagelig for Gud, men: «blive strafskyldig over for Gud – fordi intet kød skal blive retfærdiggjort for ham af lovgerninger; for ved loven kommer erkendelse af synd» (Rom 3,19–20).

Ud over disse pagter, som er de vigtigste for os, omtaler Skriften endnu forskellige pagter, som Gud har sluttet med mennesker, dels for at være forbilleder for den evige fredspagt, dels også for at gennemføre den; sådanne var hans pagt med Noa om redningen af hans hus ved arken; med Abraham om Kristus, som skulle fødes af hans slægt, og om besiddelsen af det gode land Kana’an. Men disse pagter har alle haft deres tid og deres ende.

For nu at blive ved vores emne, Guds evige pagt med sin Søn, Guds evige råd om vores salighed, som blev sluttet i himlen, før verdens grundvold var lagt, og som med alle sine forunderlige omstændigheder aldrig i tiden kan fattes ret, aldrig betragtes nok, vil vi nu under bøn om visdommens og åbenbaringens Ånd se på nogle steder i Den Hellige Skrift derom, om måske en eller anden saliggørende lysstribe derfra kunne skinne ind i vores sjæle. Spørger nogen, hvordan man kan vide, hvad der blev besluttet i Guds himmelske råd, hvem der var til stede dengang og siden har fortalt os det, så lyder det rette svar: Alle tre personer, der deltog i rådet, har også kundgjort det. Faderen besøgte allerede på faldets dag vores første forældre i deres skam og bedrøvelse og forkyndte dem den besluttede frelse ved «kvindens sæd», Kristus (1 Mos 3,15). Siden åbenbarede han sig ofte for patriarkerne og profeterne og fornyede løftet. Helligåndens åbenbaringer til profeterne var undertiden så tydelige, at en apostel i Det Nye Testamente ikke kunne have talt tydeligere. Men især har den enbårne Søn, som er i Faderens skød, kundgjort os det (Joh 1,18). Derfor kaldes han også «det trofaste og sandfærdige vidne» (Åb 3,14), hvilke ord Büchner forklarer således: «Han er vidne til Guds pagt med os; han kendte sagen godt, for han havde overværet fredsrådet, hvor det blev besluttet, at Sønnen skulle blive menneske og genløse menneskeslægten.» Og i Ef 1,9 siger Apostlen om «vores Herre Jesu Kristi Fader», «at han har kundgjort os sin viljes hemmelighed efter sit velbehag, som han havde foresat sig hos sig selv».

Men af alle Guds herlige vidnesbyrd om sin fredspagt vil vi nu kun anføre følgende: I Es 53 bliver profeten af Ånden ført frem til apostlenes tid, taler i deres navn og beskriver først Kristi person, skikkelse og udseende; dernæst, hvad han over for Faderen havde påtaget sig at udføre for os; og til sidst, hvad Faderen på sin side lovede ham som løn for hans arbejde. Efter at Sønnens udseende i hans fornedrelse er tegnet i v. 2–3, følger:

V. 4. «Sandelig, han bar vores sygdom og tog vores smerte på sig; og vi regnede ham for en, der var straffet (for sin egen skyld), slået og plaget af Gud».

5. «Men han blev såret for vores overtrædelser og knust for vores misgerninger; straffen blev lagt på ham, for at vi skulle have fred; og ved hans sår blev vi helbredt».

6. «Vi for alle vild som får; hver og en så på sin egen vej; og Herren kastede alle vores synder på ham».

Så meget om det, Sønnen havde taget på sig. Men i v. 10–11 står der, hvad Faderen på sin side lovede Sønnen. Der hedder det nemlig:

V. 10. «Når han har givet sit liv som skyldoffer, skal han se efterkommere, som skal leve længe». – – V. 11. «Fordi hans sjæl har slidt, skal han se og mættes. Ved sin kundskab skal min tjener, den retfærdige, gøre mange retfærdige, og han skal bære deres synder».

12. «Derfor skal jeg give ham mange som hans del, og talrige skarer skal han få som bytte, fordi han gav sit liv hen i døden» osv.

I Sl 89 får man ligefrem Faderen at høre tale om Sønnen og om pagten med ham, og det på den allertydeligste måde. Der hører man ham give Sønnen løfte om evige efterkommere og om en evig nåde over «hans (Sønnens) børn». Hans børn er de, som «er omkring ham» (v. 8), og som «ophøjes ved hans retfærdighed» og «altid fryder sig i hans navn» (v. 17), det vil sige dem, der hænger ved ham, som børn hænger ved deres mor, som hungrer og tørster efter retfærdighed, kun ser op til ham for at få den og har al deres trøst og ros i ham alene osv. – Ordene lyder sådan:

V. 25. «Min trofasthed og min nåde skal være med ham (’Nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus’, Joh 1,17), og i mit navn skal hans horn ophøjes».

27. «Han skal kalde mig sådan: Du, min Fader, min Gud og min frelses klippe».

29. «Jeg vil bevare min nåde for ham til evig tid, og min pagt med ham skal stå fast».

30. «Jeg vil lade hans efterkommere bestå til evig tid og hans trone, så længe himlen varer».

31. «Hvis hans børn forlader min lov og ikke vandrer efter mine retsregler»,

32. «hvis de bryder mine forskrifter og ikke holder mine bud»,

33. «så vil jeg nok straffe deres overtrædelse med ris og deres misgerning med plager»;

34. «men min nåde vil jeg ikke tage fra ham, og jeg vil ikke svigte i trofasthed».

35. «Jeg vil ikke bryde min pagt, og hvad mine læber har talt, vil jeg ikke ændre».

36. «Én ting har jeg svoret ved min hellighed, og over for David lyver jeg ikke»:

37. «Hans efterkommere skal bestå til evig tid og hans trone for mit ansigt så længe som solen».

Se, her har du, hvad det indebærer, at Kristus er vores anden Adam (Rom 5,11–19), at han er trådt i vores sted og står for Guds ansigt os til gavn (Hebr 9,24), en retfærdig for uretfærdige (1 Pet 3,18). I Es 53 stod der, at han, den retfærdige, skal «gøre mange retfærdige (ikke finde, men ’gøre retfærdige’); for han bærer deres synder». Paulus siger, at «ligesom de mange er blevet gjort til syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange gøres retfærdige ved den enes lydighed» (Rom 5,19). Her i Sl 89 står der: «De skal ophøjes ved din retfærdighed» (v. 17). Læg mærke til det: ikke ved deres egen, men «ved din retfærdighed»! Alt dette viser sig her i virkeligheden, når Faderen siger, hvordan han ville handle, hvis Sønnens børn syndede: Han ville nok «straffe deres overtrædelse med ris og deres misgerning med plager» til en sund tugt for dem, men om nåden ville han ikke tale med dem, men med ham, som han havde sluttet «pagten» med, og for hvis skyld de skulle bevares. For det er da bemærkelsesværdigt, at når han har taget det tilfælde, at «hans (Sønnens) børn» synder, og sagt, hvordan de skal tugtes med ris, så siger han: «Men min nåde vil jeg ikke tage fra ham». Sønnen havde ikke selv brug for nogen nåde (det var ikke forudsat, at han havde syndet), men sandelig kun for børnenes skyld, som havde syndet; og alligevel hedder det: «Men min nåde vil jeg ikke tage fra ham». Der ser man jo tydeligt, at han ikke forhandler om nåden med os, men med vores Mellemmand, som han har sluttet pagten med. Først når vi ikke længere er Sønnens «børn», det vil sige ikke længere hænger ved ham i troen, men står i egne klæder og går i eget navn, først da må vi selv stå til ansvar for os selv, som Paulus siger: «Den, der holder sig til gerninger (til sig selv), ham tilregnes lønnen ikke af nåde, men som skyldighed (efter fortjeneste); men den, der ikke holder sig til gerninger, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham tilregnes hans tro som retfærdighed» (Rom 4,4–5). – Det fortjener også at bemærkes, at når Faderen her regner årsagerne op til, at børnene, når de har syndet, kun skal tugtes med ris og ikke forkastes, nævner han også den årsag, at han havde lovet Sønnen evige efterkommere. Sønnen kunne ikke få evige efterkommere, hvis børnene blev forkastet, så snart de syndede; så ville det straks være slut med hans rige, for der er intet menneske, som ikke synder (1 Kong 8,46).

Vi har nu set, hvordan Faderen har talt om Sønnen og om pagten med ham; nu skal vi også se, hvordan Sønnen har talt om Faderen og om den samme pagt. Læg blot mærke til følgende steder:

«Derfor siger han, da han træder ind i verden (til Faderen): Offer og gave ville du ikke, men et legeme har du beredt mig. Brændofre og syndofre har du ikke behag i. Da sagde jeg: Se, jeg kommer – i bogen står der skrevet om mig – for at gøre din vilje, o Gud» (Hebr 10,5–7).

Og til Nikodemus: «Så højt elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal gå fortabt, men have evigt liv» osv. (Joh 3,16).

Og til jøderne: «Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv; jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen. Dette bud har jeg fået af min Fader» (Joh 10,17–18).

«Alt, hvad min Fader giver mig, kommer til mig; og den, der kommer til mig, vil jeg sandelig ikke støde ud. For jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som har sendt mig. Og dette er hans vilje, som har sendt mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men at jeg skal oprejse det på den yderste dag. – – Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; hvis nogen spiser af dette brød, skal han leve til evig tid; og det brød, som jeg vil give, er mit kød, som jeg vil give for verdens liv» (Joh 6,37–39.51).

Den, der vil lytte videre til, hvordan Sønnen engang talte med Faderen selv om denne store sag, kan læse Joh 17. Mange andre vidnesbyrd fra den treenige Gud om den himmelske fredspagt kan man desuden læse i Skriften, som for eksempel disse:

Zakarias siger: «For din pagts blods skyld vil jeg sætte dine fanger fri fra brønden, hvor der intet vand er» (Zak 9,11).

Jesus siger: «Dette er mit blod, den nye pagts blod, som udgydes til syndernes forladelse» (Matt 26,28).

Og: «Dette skal være min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort» (Rom 11,27).

Og Paulus viser, hvordan dette skal forstås, nemlig sådan, at Kristus er vores anden stamfar, af hvem vi nu lige så ufortjent arver retfærdighed og liv, som vi af den første Adam arvede synd og død; ja, at vi alle, «mens vi endnu var døde ved vores overtrædelser», i Kristi død blev regnet for Gud som døde sammen med ham og i Kristi opstandelse regnet som opstået sammen med ham, ligesom vi i Adams fald faldt med ham og i Adams død døde med ham. For det behagede Gud at sætte Kristus i hele menneskeslægtens sted, at se os i Kristus og se Kristus adlyde, lide og dø for os, så at vi for Gud i Kristi død har udstået vores død og i Kristi opstandelse er opstået retfærdige, som nogle, der har udstået deres straf og nu er «forsonet med Gud». Og alt dette, for at Gud kunne sætte hvert eneste menneske på dets egen prøve, ved det nye prøvetræ, Kristus; for nu skal evigt liv eller evig død ikke afhænge af delagtighed i Adams skyld (som sammen med hele slægtens synd er taget bort af Guds Lam), men af hvert menneskes forhold til Kristus, af tro eller vantro. Paulus’ ord lyder sådan:

«Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af sin store kærlighed, som han har elsket os med, gjort os, der var døde ved vores overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og oprejst os med ham og sat os med ham i himlen i Kristus Jesus» (Ef 2,4–6).

For – «én er død for alle, og derfor er alle døde» (2 Kor 5,14).

«Ligesom altså fordømmelsen kom over alle mennesker ved én overtrædelse, sådan er også retfærdiggørelsen til liv kommet over alle mennesker ved én retfærdighedsgerning. For ligesom de mange er blevet gjort til syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange gøres retfærdige ved den enes lydighed» (Rom 5,18–19).

«Derfor er han mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede, efter at der er sket en død til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt, kan få den evige arvs løfte – – for et testamente bliver gyldigt ved døden» (Hebr 9,15–17).

«Jesus er blevet borgen for en så meget bedre pagt» (Hebr 7,22).

Sådan er meningen med og opfyldelsen af Faderens løfte: «Jeg vil slutte en fredspagt med dem». – «Og en nådepagt; den skal være en evig pagt» (Ez 34,25; 37,26). Dette ligger på bunden af alt, hvad Kristus gjorde og led for os; dette må man se i Kristi lidelse for at kunne forstå og betragte den rigtigt. I Herrens store pagtsskrift står det ganske vist tydeligt beskrevet, men det er dog en sådan Guds hemmelighed, som han beholder for sig selv og sine børn og kun åbenbarer for den, han vil, nemlig kun for dem, der frygter ham og elsker hans pagt; som David siger: «Herren har fortrolig omgang med dem, der frygter ham, og sin pagt vil han kundgøre for dem» (Sl 25,14). Med dem slutter han også en særlig pagt, som han siger: «Jeg vil trolove dig med mig for evigt, og jeg vil trolove dig med mig i retfærdighed og ret, i nåde og barmhjertighed» (Hos 2,21). Se her til sidst, hvordan nogle gamle Guds mænd, blandt dem Scriver og Lütkemann, har fremstillet en sådan trolovelse, et sådant Guds testamente til den troende sjæl:

«Jeg, den evige, almægtige Gud, Frelseren Jesu Kristi Fader, forpligter, sværger og forskriver mig med fuld kraft over for dig (og over for alle mennesker på jorden, som i erkendelsen af deres synder med en fast tillid sætter deres tro på min Søn Jesus Kristus) ved min Søns allerhelligste forsoningsblod, at jeg vil tilgive dig alle dine synder og aldrig mere tænke på nogen af dine misgerninger; men jeg erklærer dig lige så fri for lovens svære forbandelse, lige så kvit og fri af Djævelens store overmagt, lige så sikret mod min retfærdige vrede og lige så retfærdig og salig for mig, som havde du selv opfyldt loven og gjort fyldest for dine synder – ja, som var du født uden synd og aldrig havde begået en eneste misgerning. Og alt dette for min Søns, Jesu Kristi skyld, som har opfyldt loven for dig, er blevet en forbandelse og et skyldoffer, med sit guddommelige blod har vasket dine synder bort og forsonet min vrede, har overvundet Djævelen, helvede, verden og døden og bragt evig retfærdighed frem i lyset. Og ikke det alene, men jeg vil også sørge for, at du herefter ved Kristus skal have et uophørligt fællesskab med os, hele den hellige Treenighed – sådan at jeg vil være din evige Fader, og du skal i evighed være min kære søn, datter og arving; og at han, min Søn, din Frelser, skal være din evige Mellemmand og Forløser, og du hans genløste bror, søster og medarving; ja, at du ved Helligåndens kraft, som han giver dig som sin trolovede brud, skal blive trolovet og forenet med ham til ét kød for evigt. Til yderligere styrke og forsikring og til din tros bekræftelse har jeg desuden trykt Helligåndens segl i dit hjerte og din samvittighed og under det ladet sætte mine to store segl og min nye pagts kraftige segl: først den hellige dåb som den nye fødsels sakramente, dernæst den hellige nadver som et sakramente på det sande, levende fællesskab, som du får med din Brudgoms, Herres, Frelsers og Genløsers, min Søns, legeme og blod. Dette taler, skriver, lover, sværger, bevidner og besegler jeg, Herren din Gud, sammen med min kære Søn og Helligånden, at holde fast og evigt og, så sandt som jeg lever, imod al fornuft og alle helvedes porte at opfylde på dig i handling og gerning. Dog alt dette på den måde og med den betingelse, at du herefter, så længe jeg under dig livet, skal tjene mig i hellighed og retfærdighed; leve tugtigt, retfærdigt og gudfrygtigt; standhaftigt følge efter din Genløser Kristus; ikke leve for dig selv, men for ham; mandigt kæmpe imod dit kød (hvor verden og Djævelen har deres tilholdssted); gå frem i helliggørelsen; rense dig fra al besmittelse af kød og ånd; bruge mine sakramenter og segl værdigt; kæmpe den gode kamp til enden; bevare troen og en god samvittighed. Dertil vil jeg altid rigeligt give og skænke dig visdommens, forstandens, rådets, kundskabens og Herrens frygts Ånd, hvis du alvorligt beder mig om det og ikke står mig imod med fordømmelige synder imod samvittigheden. Men hvis du af svaghed falder en eller anden gang, skal det, så længe du ikke bliver ved i det, men ved min nåde rejser dig igen, ikke være fordømmeligt; men du skal ved daglig omvendelse blive stadig stærkere i din Herre Kristus og i hans styrkes kraft altid vokse i alle ting; og jeg vil rense dig som en levende vinranke, så du altid bærer mere og mere frugt og bliver fyldt med retfærdighedens frugt, som ved Jesus Kristus virkes i dig, indtil du af nåde modtager livets salige krone. Givet i den hellige Treenigheds hemmelige råd og åbenbaret ved vores begges Mellemmand, Jesus Kristus». *)

*) Om Guds evige fredsråd, som her er omtalt, kan man læse mere i vores bekendelsesskrifter (Symboliska böcker, Fosterlands-Stiftelsens forlag 1880, s. 642), ja også i Luthers skønne salme «Nu fryde sig hver kristen mand».