Nogle ord om evangeliet

(Fjerde årgang, 1845)

Det første, man må lægge mærke til ved evangeliet, er, at det er det emne, som næsten ingen mener at have mere at lære om – et emne, som næsten alle mennesker mener at have forstået godt og tilstrækkeligt; mens det i virkeligheden forholder sig sådan, at det netop er dette emne, som endnu intet menneske på jorden har kunnet forstå og gribe ret, og som selv Paulus bekendte om: «Mine brødre, jeg mener ikke selv at have grebet det» osv. (Fil 3,12–13). Doktor Svebilius siger: «Loven er nogenlunde kendt af naturen, men evangeliet er en hemmelighed, som er skjult for al fornuft». Doktor Luther siger: «Det er de kristnes allersværeste kunst og højeste visdom, hvori de forbliver skoledrenge i alle deres livsdage; men» – tilføjer han videre – «alligevel har det den slemme plage, at intet synes lettere og hurtigere lært end dette; så snart man har hørt eller læst noget om det, mener man straks at være mester og doktor i det og vil nu høre noget andet, noget nyt» osv. Sådanne indbildte udlærte burde kende sig selv igen på, at de ikke ofte tænker på evangeliet, på, hvordan de mere og mere skal lære Gud at kende og ham, han har sendt, lære forsoningens store hemmeligheder at kende; at de ikke søger at få noget at høre eller læse om det og ikke beder Gud om Åndens lys til det; men tværtimod, når der kommer noget ret evangelisk, venter med en vis utålmodighed på, at det skal slutte, så de kan få noget andet. Sådanne plejer også at tænke og sige: Jeg ved nok, hvad jeg skal tro, jeg ved nok om Guds nåde, den er givet én gang for alle, den sag er helt i orden; men se, hvad vi skal gøre og være, det er der nok at tænke på, det skorter der altid på, lad os høre noget om det osv. Og netop derfor kommer de aldrig til den rette gøren, den rette lyst og kraft, fordi de aldrig lærer at kende, hvad de først og fremmest mangler, nemlig selve livet, den rette omvendelse og den rette tro. De ved ikke, hvor helt fortabt det er med os og vores gøren, de har aldrig for alvor fortvivlet om sig selv; heller ikke har de erfaret, hvad troen vil sige, eller hvad troen og nåden virker, for så ville de ikke sige, at de har nok af den slags; så ville de snarere tænke, som Ordet og erfaringen lærer: «Hvis jeg blot kendte Gud og hans nåde, så skulle lysten og kraften til det gode nok følge bagefter»; som Johannes siger: «Den, som ikke elsker, kender ikke Gud; for Gud er kærlighed». Kendte de Gud, vil han sige, så ville de nok elske, ja, blive brændende i kærlighed og gudsfrygt; for Gud er en så stor og brændende kærlighed, at ingen kan kende ham uden at blive tændt af ham til kærlighed; og kærligheden er moder til alle gode gerninger, kærligheden er lovens opfyldelse.

Kort sagt: De, der synes, at de har forstået evangeliet tilstrækkeligt, har endnu ikke lært de første bogstaver; som Apostlen siger: Hvis nogen synes, at han ved noget, ved han endnu intet, sådan som han burde vide det (1 Kor 8,2). En troende kan vel i anfægtelsens mørke blive så omtumlet og forvirret, at han glemmer, hvad hans egen erfaring har lært ham, så han igen begynder at søge i loven, hvad der aldrig findes dér; men han bliver ikke i det, han lader sig gerne rette, han ærer dog altid evangeliet, han forbliver altid et diende barn ved dets trøsterige bryst (Es 66,11). Apostlen sagde: «Hvis nogen synes, at han ved noget, ved han endnu intet, sådan som han burde vide det». Det gælder især kundskaben om evangeliet. Evangeliet rummer sådanne ting, at den, der ser, hvad det rummer, ikke formår at tro det; den, der har let ved at tro det, ser helt sikkert ikke, hvad det rummer. Han synes vel, at han ser, hvad det rummer, og det synes han så bestemt, at han vil sværge tusind eder på det; men hele hans væsen benægter det. Luther siger med rette, at den, der ret kunne både fatte og tro, hvad evangeliet rummer, «ikke længere kunne leve her på jorden, men ville dø af overmåde stor glæde». Sandelig, han ville ikke være så kold og stiv og uåndelig, som disse udlærte og mætte ånder er; det ville ikke være så svært at følge Kristus, at elske, tjene og bekende Kristus, at lide og give afkald osv., hvis man ret troede, hvad evangeliet rummer.

Men se her en hovedårsag til, at mange, som altid lærer, alligevel aldrig kommer til sandhedens erkendelse! Jesus sagde: «Ingen kender Sønnen uden Faderen; heller ikke kender nogen Faderen uden Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare det for» (Matt 11,27). Når Sønnen ikke vil åbenbare det for et menneske, er alt forgæves for det. Lige før (v. 25) havde Kristus sagt, hvem han ikke ville åbenbare det for – «du har skjult dette for vise og kloge» – det vil sige sådanne, som ikke er enfoldige i egne øjne, men mener, at de blot ved at studere skal kunne tilegne sig evangeliet. Mange læser og hører evangeliet på samme måde som en verdslig videnskab uden derved at bøje sig for Gud; men for sådanne har han villet skjule det. «Ja, Fader, for sådan behagede det dig» (v. 26). Paulus var vel en mester i at forklare og udlægge evangeliet klart og rigt; men han mente ikke, at det var nok for folket blot at høre hans prædikener og læse hans breve. Han mente, at alt stadig afhang så helt af Guds «åbenbaring», af at Gud gav visdommens og åbenbaringens Ånd, at han uafladeligt påkaldte Gud om det for sine menigheder. Blot i brevet til efeserne fortæller han således to gange, hvordan han på sine knæ for Gud råbte og bad for dem om det, at «vores Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader, måtte give dem visdoms og åbenbarings Ånd til at kende ham og oplyse deres hjertes øjne, så de kunne forstå, hvilket håb det var, han havde kaldet dem til, og hvor rig hans arvs herlighed var blandt de hellige» osv. (kap. 1,17–18); og ifølge kap. 3,14–19 beder han Gud om den nåde, at de måtte «kunne begribe sammen med alle de hellige, hvad bredden og længden og dybden og højden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår erkendelse» osv. Når der nu findes mennesker, som aldrig behøver at bede og bøje sig sådan for Gud, og som heller ikke med flid og alvor søger kundskaben om evangeliet i Guds ord, men ved alt nok i forvejen, mens de største hellige og troshelte trods al deres studeren og bøn har bekendt, at de endnu ikke har forstået det fuldt ud, men jog efter det – hvordan hænger alt dette så sammen? Hvordan andet end sådan, at disse udlærte, som nok forstår det hele, er forhekset af Djævelen, er blinde og døde og først nu behøver at lære de første bogstaver? Gid de i tide ville betænke dette! – Men nu går vi til emnet.

Hvad er evangeliet, og hvad er dets egentlige indhold? Vi skal snart se, hvad Skriften siger om det; men se her først en kort forklaring af Luther, som står i fortalen til Det Nye Testamente: «Ordet evangelium er et græsk ord og betyder så meget som et godt budskab, god tidende, en god nyhed, et godt rygte, som man taler om, synger om og er glad over. Således, da David havde overvundet den store Goliat, kom der et godt rygte og en glad tidende blandt det jødiske folk om, at deres grusomme fjende var slået, og at de var blevet befriet og var kommet til glæde og fred; derover sang de, sprang og var glade. Sådan er også Guds evangelium en god tidende og nyhed, der ved apostlene er gået ud i hele verden, om en sand David, som har kæmpet med synden, døden og Djævelen og vundet sejr og dermed uden nogen fortjeneste har forløst alle dem, som var fanget i synder, plaget af døden og under Djævelens vold, og gjort dem retfærdige, levende og salige og dermed ladet dem komme til fred og ført dem hjem til Gud igen; derfor må de også nok synge, takke og prise Gud og være glade til evig tid, hvis de ellers fast tror dette og forbliver bestandige i troen.

«Denne tidende og trøstelige nyhed, eller evangeliske og guddommelige nyhed, kaldes også et nyt testamente, for ligesom det er et testamente, når en døende mand bestemmer, at hans gods efter hans død skal deles ud til de udpegede arvinger, sådan har også Kristus før sin død befalet og bestemt, at dette evangelium efter hans død skulle forkyndes i hele verden; og derved har han til alle dem, som tror på det, overdraget alt, hvad han ejede, det vil sige sit liv, hvormed han har opslugt døden; sin retfærdighed, hvormed han har udslettet synden; og sin salighed, hvormed han har overvundet den evige fordømmelse. Nu kan jo det fattige menneske, der er dødt i synder og lænket under helvede, ikke få noget mere trøsteligt at høre end dette dyrebare, liflige budskab om Kristus; og dets hjerte må inderligt le og glæde sig over det, hvis det ellers tror, at det virkelig er sådan». Så vidt Luther.

Om dette gode, trøstelige budskab og denne glade tidende taler Skriften mange steder lifligt og lærerigt. Blandt de steder, som egentlig handler om evangeliet, er 2 Kor 5,18–20 et bemærkelsesværdigt sted, som lyder sådan:

V. 18. «Men alt sammen er af Gud, som har forsonet os med sig selv ved Kristus og givet os forsoningens embede».

19. «For Gud forsonede i Kristus verden med sig selv, så han ikke tilregnede dem deres overtrædelser, og han lagde forsoningens ord ned hos os».

20. «Derfor er vi sendebud i Kristi sted, som om Gud formanede ved os. Vi beder i Kristi sted: Lad jer forsone med Gud».

Se, her har vi nu de store hovedsager, som man må lægge mærke til ved evangeliet. Men allerede når vi betragter disse dyrebare ord, skal vi erfare sandheden i Jesu ord om, at han åbenbarer det for hvem han vil, og skjuler det for alle andre. Åh, gid vi blot var blandt dem, Herren vil åbenbare det for – disse trængende sjæle, der er «enfoldige» i egne øjne!

Den første store hovedsag, man må lægge mærke til her, og som vi aldrig kan betænke dybt nok, er denne: at «evangeliet ikke er noget menneskeligt» (Gal 1,11), at det ikke er opstået i nogen menneskelig tanke, men er et budskab fra himlen, den store, evige Guds budskab til Adams faldne slægt på jorden; at den samme store, almægtige Gud, som har skabt alting, skabt himmel og jord og bjergene og havene og alt, hvad der er i dem – ja, som først har skabt menneskeslægten og siden genløst den – at den samme store, evige Gud også har ladet evangeliet forkynde for os, først ved engle og profeter og til sidst ved sin Søn, som også havde «en stor skare af evangelister» efter sig. – «Men alt sammen er af Gud» – sådan lød Apostlens ord – «som har forsonet os med sig selv ved Kristus og givet os forsoningens embede – – og lagde forsoningens ord ned hos os – – vi er sendebud i Kristi sted – Gud formaner ved os» osv. – For vi husker vel alle den højtidelige begivenhed, da Kristus efter det fuldbragte forsoningsværk, opstanden og herliggjort og rede til at fare op til himlen, havde kaldt sine disciple sammen på et bjerg i Galilæa (Matt 28). Om det står der skrevet sådan, v. 17: «Og da de fik ham at se, tilbad de ham. – – v. 18: Og Jesus trådte frem og talte til dem og sagde: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor ud og gør alle folkeslag til disciple» osv.; eller som Markus har nedskrevet ordene: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen. Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som ikke tror, skal blive fordømt» (Mark 16,15–16).

Her har vi nu hans egen befaling – hans befaling, som skal dømme på den yderste dag – hans, som har nøglerne til døden og til livet, «han, som åbner, og ingen lukker, han, som lukker, og ingen åbner». Vi behøver ikke at tigge og bede noget menneske om evangeliet; det er Guds gave, det er Kristi testamente, Kristi befaling, «Kristi evangelium» og «et evigt evangelium» (Åb 14,6). Åh, så har jeg en fast grund at bygge på, så ved jeg, hvordan jeg kan leve salig og dø salig, hvis jeg blot retter mig efter hans testamente. Kristus sagde: «Mig er givet al magt i himlen og på jorden, gå derfor ud – forkynd evangeliet for hele skabningen». «Hvem er det da, der vil fordømme? Kristus er den, som er død, ja, endnu mere, som er opstået; som også sidder ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os.» Hvad han har sagt, må gælde i himlen og på jorden, i tiden, i dommen og i evigheden. Og det er ham, der har sendt evangeliets glade budskab ud og befalet, at det skal prædikes til verdens ender, altså også for mig. Han sagde: «Gå ud i hele verden». Jeg findes også i verden. Han sagde: «Forkynd evangeliet for hele skabningen». Jeg er også en del af «hele skabningen». Han sagde: «Forkynd evangeliet». «Evangelium», det ord, han selv valgte, betyder, som vi har set, et lifligt og godt budskab, en trøstelig tidende, en glædelig nyhed. – «Forkynd evangeliet» betyder altså: Råb det glade budskab ud, spred den trøstelige tidende. Men hvad var det for en trøstelig tidende, et lifligt budskab? Ja, hvad var det, Kristus her havde haft at udrette og nu havde fuldbragt, og som blev et glædeligt budskab for syndere, når det blev forkyndt? Nu vender vi tilbage til Apostlens ord (2 Kor 5); dér har vi forklaringen på evangeliet. Hans ord lød:

«Men alt sammen er af Gud, som har forsonet os med sig selv ved Kristus og givet os forsoningens embede. For Gud forsonede i Kristus verden med sig selv, så han ikke tilregnede dem deres overtrædelser, og han lagde forsoningens ord ned hos os».

Se, dette var det glade budskab og den trøstelige tidende, som Kristus befalede at prædike for hele skabningen – dette «forsoningens ord», at Gud i Kristus forsonede verden med sig selv – dette kaldte Kristus med ét ord: evangelium. Det udråbte de hellige mænd, fulde af tro og Helligånden, og de råbte det «trøstigt og med åben mund» ud i deres prædikener, som vi ser mange steder i Apostlenes Gerninger, fx kap. 13, hvor Paulus prædikede i Antiokia på en sabbat og råbte og sagde: «Derfor skal I vide, mænd og brødre, at ved ham (Jesus Kristus) forkyndes der jer syndernes forladelse, og at enhver, som tror, bliver retfærdiggjort ved ham fra alt det, som I ikke kunne retfærdiggøres fra ved Moses’ lov» (v. 38–39). Og det samme evangelium skrev de i deres breve, for at det skulle udbredes og føres rundt i hele verden og bevares til dagenes ende. Således læser vi fx i Rom 8,3: «Det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte synden i kødet». Og i 2 Kor 5,21: «For ham, som ikke kendte til synd, har han (Gud) gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham»; og i Rom 5,18–19: «Ligesom fordømmelse kom over alle mennesker ved én overtrædelse, sådan er også retfærdiggørelse til liv kommet over alle mennesker ved én retfærdighed. For ligesom de mange er blevet gjort til syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange gøres retfærdige ved den enes lydighed».

Af disse og utallige lignende bibelord ser vi nu tydeligt, hvad evangeliet egentlig er, indeholder og forkynder. Vi ser nemlig – for nu at vende tilbage til de ord, vi var begyndt at betragte, 2 Kor 5,18–20 – at den begivenhed, den nyhed og det budskab, som Guds evangelium forkynder, kan sammenfattes i disse korte ord: «Gud forsonede i Kristus verden med sig selv». – «Verden» er Adams faldne slægt på jorden. Verden var faldet med sin stamfader og dømt til den evige død. Dommen var urokkelig: «Den, der synder, skal dø døden». – Og igen: «Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som er skrevet i lovens bog». – Her fandtes ingen, som kunne frelse sig selv, for her fandtes ingen, som var uden synd. Syndens løn er døden, «og således er døden kommet til alle mennesker, fordi de alle har syndet». Den evige døds rige var helvede, og dets konge, Djævelen, havde altså hele verden under sig: «Jeg under Satan fangen lå og kunne ikke hjælpe mig. – – Men Gud af sin barmhjertighed Sine øjne til mig vendte». – Den store, barmhjertige Gud, som havde skabt slægten til at være hans egne børn, kunne ikke tåle, at de alle sådan skulle gå fortabt, men udtænkte et nådefuldt råd til dens frelse. Ordet blev kød – Gud var i Kristus – det vil sige «hele guddomsfylden boede i Kristus legemlig», og i denne sin antagne menneskenatur forsonede Gud verden med sig selv. Kristus blev slægtens anden Adam; han påtog sig at stå til ansvar i hele slægtens sted over for loven, over for dommen, ja, med ét ord: at gøre, hvad vi burde gøre, og lide, hvad vi burde lide. «Alle i én og én for alle, Døde til liv på vredens dag; Smagte æblets bitreste galde Efter loven» – – og forsonede verden med sig selv, det vil sige vandt for verden den nåde, det hjertelag, som Gud havde over for den før faldet, idet han opfyldte loven, led straffen, gjorde forbrydelsen god igen, sejrede over døden, Djævelen og helvede og «fandt en evig forløsning for mennesket».

Idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser, det vil sige ligesom han før syndefaldet så verden i Adam «meget god» (1 Mos 1,31), sådan så han nu også menneskene benådede i ham, den elskede (Ef 1,6); for vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi var fjender (Rom 5,10).

Og lagde forsoningens ord ned hos os, det vil sige Ordet om denne forsoning, som er sket i Kristus Jesus; og nu «formaner Gud ved os: Lad jer forsone med Gud!» – det vil sige Gud er allerede forsonet med jer; lad nu også jer forsone med Gud, så er alt godt. Kom tilbage, I bortløbne, fortabte sønner! Faderens hjerte og favn har længe stået åbne for jer; Faderens hus og den fineste klædning har længe ventet på jer; I behøver ikke gøre det allermindste for at forsone Faderen, for han var selv i Kristus og forsonede verden med sig selv. Lad blot nu også jer forsone med Gud!

Her ser vi altså, hvad evangeliet egentlig er. Det, der især er værd at lægge mærke til, og som mange ikke ved, er, at evangeliet ikke er et løfte, men et budskab om allerede opfyldte løfter. Evangeliet fortæller ikke om noget, som skal ske, men er, som Luther udtrykker det, «en tidende, et råb» om noget, som er sket, noget, som findes, hvad enten vi tager imod det eller ej; noget, som er virkeligt, hvad enten vi tror det eller ej. Dette er et punkt, som der altid hviler mørke over hos de mange, mange, for hvem evangeliet endnu aldrig er blevet noget evangelium, noget glædeligt budskab, nogen trøst og forløsning. De tænker altid, at Gud skal forsones, at synden skal udslettes, ikke at Gud er forsonet, at synden er udslettet. Men på den måde ville det ikke være noget evangelium, og på den måde taler Guds ord ikke. Evangeliet er en glad nyhed om noget, som allerede er sket – nemlig det, som skete uden for Jerusalems byport på den store forsoningsdag. Det siger: «Gud forsonede i Kristus verden med sig selv». Det siger: «Vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi var fjender». – «Trøst, trøst mit folk, siger jeres Gud; tal venligt til Jerusalem og forkynd for det, at dets strid er fuldendt, at dets skyld er sonet, og at det får dobbelt igen af Herrens hånd for alle sine syndestraffe» (Es 40,1–2). Her forkyndes alle disse trøsterige ting som allerede sket – at Gud er forsonet, at vi er forsonet, at skylden er sonet osv. – for alt dette skete på det tidspunkt, som Gud havde fastsat, og som var forudsagt: «Halvfjerds uger er fastsat for dit folk – indtil overtrædelsen bliver taget bort og synden tildækket og skylden sonet og den evige retfærdighed bragt frem» (Dan 9,24). Åh, gid det måtte blive givet os at tro og betænke, at al den synd, som er i verden, og altså også den synd, som nu tynger og ængster os, allerede for 1800 år siden blev udslettet i Kristi død, «tildækket», sænket ned i havets dyb, og at Gud allerede dengang blev forsonet og «den evige retfærdighed bragt frem»! Det ville blive et virkeligt evangelium.

Men til det mørke og den forvirring, vi lige har nævnt, kommer yderligere, at man nok tror, at der er sket en forsoning i Kristi død; men når det gælder om at bruge den, ved man ikke, hvad den skete forsoning egentlig indebar, eller også omgiver man den med så mange og svære forbehold, som man mener, at selve Ordet stiller, at det bliver nøjagtig lige så besværligt at få del i forsoningen som – hvis ingen sådan havde fundet sted – at få del i retfærdigheden efter loven. Hovedsagen i denne forvirring er, at man ikke vil tage imod, hvad Ordet siger om forsoningen, dens egentlige mening og indhold, nemlig at «vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi var fjender»; man vil ikke tro, at «Gud forsonede hele verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser»; og selv om man bekender det med munden, så hedder det dog i hjertet: Men ingen andre end de fromme, angerfulde og troende blev nogen sinde «forsonet med Gud». Derfor, når evangeliets budskab kommer og indbyder til nådens bryllup med Kristi egne ord: «Kom, for nu er alt rede» (Luk 14,17), så forvandler vantroen de ord til: Vent, tøv, til alt engang bliver rede! – «Men,» siger du, «man må da først være rigtig beredt, rigtig forbedret og angerfuld, før man får lov at komme.» Men Skriften siger: «Den, som tørster, skal komme; og den, som vil, skal tage livets vand for intet» (Åb 22,17). Hvis du sagde, at de ikke vil komme, før de er blevet rigtig beredte, det vil sige nødstedte og knuste, og at de netop er beredte, når de vil komme, og at det kun er denne beredelse, Ordet taler om, så havde du ret. Men allerede den mening, at der kan findes nogen, som ikke får lov at flygte til Jesus, er vildfarelse; for den, som vil, han får lov – «den, som vil, skal tage livets vand for intet!» – Fejlen, grunden til at ikke alle mennesker bliver frelst, er den, som Kristus nævnte om dem, der var indbudt til brylluppet: «De ville ikke komme» (Matt 22,3). Først, mens man sover sikkerhedens søvn, går man helt op i sit jordegods, sin handel og sin hustru, sine pårørende og sine hjemlige forhold; siden, når mennesket er blevet vakt, vil det først prøve alt andet for at frelse sig selv, før det vil tage imod Kristus og tage nåde som nåde. Al omvendelse, anger og sønderknuselse, med ét ord al den beredelse, som Skriften taler om, har derfor kun det formål at drive mennesket til Kristus (Gal 3,24), at få det til at ville komme. Når det så blot er kommet så vidt, at det vil komme, at det sukker: «Åh, gid også jeg måtte komme til Jesus! Åh, gid Gud af lutter nåde for sin Søns skyld ville tilgive mig alt, hvad jeg har gjort! Åh, gid jeg vidste, at også jeg havde nåde og måtte tro» osv. – så er det på høje tid at komme med glæde, at tro, at holde op med alt arbejde, al beredelse; for alt er rede; kom! Og om den samme indbydelse siger Herren igen: «Før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind – og nød dem til at komme ind, for at mit hus kan blive fuldt». – Åh, gid vores øjne blev åbnet, så vi kunne se, hvad sådanne ord fra Jesu mund indebærer! – vanføre – lamme – blinde! – nød dem til at komme – alt er rede!

Her skal i uddrag anføres nogle bemærkelsesværdige ord af J.A. James *), der lyder omtrent sådan: «Søgende sjæle glemmer ofte, at det er deres ubetingede pligt straks at tro, straks at gå til Frelseren. De vil vente, til de føler en indre kaldelse (til at tro). De søger og beder, men forstår ikke, at det er deres pligt uden ophold straks at overgive sig til Kristus. De venter på et særligt indtryk på sjælen, en indskydelse om, hvornår det bliver deres tid til at tro – en indskydelse, som de mener også skulle give dem evne til at tro. – – – Men hvor står der i hele Bibelen, at syndere skal vente på en tid, hvor de får lov at tro? Hvor står der: Tro, men ikke nu! Kom, men ikke nu; vent, til du er bedre beredt! Vent på en særlig indskydelse? Tværtimod står der: ’I dag, når I hører Herrens røst, så forhærd ikke jeres hjerter; nu er en velbehagelig tid, se, nu er frelsens dag’. Er Gud ikke rede til at tilgive dig nu, i dette øjeblik? Er Kristus ikke rede?» osv. Eller: Er Gud ikke allerede forsonet? Er din synd ikke allerede udslettet? Er Kristus ikke død for dig lige så vel nu som nogen sinde? Var den fortabte søns Fader ikke fuld af nåde og barmhjertighed, allerede før sønnen kom hjem? Var den fineste klædning ikke allerede gjort klar i forvejen? «Mens han (sønnen) endnu var langt borte, så hans fader ham – løb hen imod ham, faldt ham om halsen og kyssede ham» (Luk 15,20). Er ikke alle nådens skatte allerede rede til at blive modtaget af dig? Hvad venter du på? Ville du hellere stole på en røst fra himlen eller en indskydelse i dit hjerte end på Guds ord, som siger, at alt er rede? Se fast på Kristi tilsagn: «Kom til mig, alle I, som arbejder og er tynget af byrder, og jeg vil give jer hvile» (Matt 11,28). Er det Kristi egne ord? Ja. Er det sandt, hvad Kristus siger? Ja. Står der noget om at vente på en indskydelse? Nej. Hvorfor tvivler du så? Men igen nogle ord af James: «Se på eksemplet med fangevogteren i Filippi (ApG 16,24–34). Samme nat, som han blev vakt til at føle sin synd, kom han til tro på Kristus, blev døbt og ’frydede sig over, at han var kommet til tro på Gud’ (v. 34). Da han i sjælekval råbte: ’Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?’, svarede Apostlen: ’Tro på Herren Jesus, så bliver du frelst’. Apostlen talte slet ikke om nogen forberedelsesvej, nogen lang række af foreskrevne pligter, men sagde ganske enkelt: Tro! og mente naturligvis: Tro nu! Og sådan blev han forstået af den forskrækkede mand, for han troede straks og fik fred».

*) I hans bog The Anxious Inquirer – oversat (til svensk) under titlen «Vejledning og trøst for dem, der er blevet bekymrede for deres frelse».

Med alt dette er det vist og bevist – ikke at alle må eller kan komme lige hurtigt til troen, men at de alle får lov at komme lige hurtigt; at der hos Gud ikke er nogen hindring, men at alt er rede; at evangeliet forkynder en så færdig og allerede eksisterende nåde, at der nu kun er tilbage at tage imod, at komme til brylluppet; at du får lov og bør komme, som du er, hvor vanfør og lam du end er, hvor syndig og uværdig du end er, hvor ung eller gammel du end er, hvor hård eller rørt du end er, for at få og tage imod den nåde, som er givet os i Kristus, både til retfærdighed og helliggørelse.