«I, som ligger fangne i et håb»

(Tolvte årgang, 1853)

Zions fanger, åndeligt bundne sjæle, som søger og venter på frelse, men aldrig når frem til nogen troens fred og frihed i Herren, men i lange tider går med den samme ængstelige trælleånd, sukkende, arbejdende og besværede – det er et fænomen på steder, hvor Guds ord er begyndt at virke, som er både meget almindeligt og meget smerteligt. Den ene ser hele tiden på sine mange og svære synder, og at han aldrig kan blive dem kvit, men kun bliver værre og værre; den anden ser på sit hjertes hårdhed og letsind, som gør, at han aldrig kan blive rigtig sønderknust og angerfuld og aldrig rigtig oprigtig, men altid stadig har kærlighed til synden; den tredje har så grufulde onde tanker, ja endog bespottelige tanker mod Gud og alt helligt; den fjerde bærer på sin samvittighed en bestemt, afskyelig synd osv. Af disse eller lignende grunde går de stakkels sjæle i stadig trældom og tænker: «Hvordan skal jeg vove at tilegne mig Guds nåde – jeg, som er sådan? Hvordan kan jeg begynde at tro, så længe jeg ikke er blevet dette mit onde kvit? Umuligt, umuligt!» – Og vi må indrømme, at det også for al fornuft er den allerstørste urimelighed, der findes i verden, og at det derfor også er det allerstørste under af Guds nåde, når en virkelig synder kan tro en hel benådning. Det ville også i sandhed være den største dårskab at tro denne benådning, hvis vi ikke havde en helt anden grund til det end alt, hvad der er i os – en grund til denne tro, som vejer tungere end al menneskelig elendighed. Tænk, hvor ulykkelige vi havde været, hvis vores frelse havde afhængt af vores egen omvendelse!

Men nu spørger vi med profeten: Er der da ingen balsam i Gilead, eller er der ingen læge her? Hvorfor bliver mit folks datters sår da ikke plejet? Er der ingen tilstrækkelig forsoning i Zion for så stor en elendighed, eller er der ingen Frelser? Hvorfor bliver Zions fanger ikke løst? Er der ingen anden vej til frelse, end at de selv må overvinde deres onde? – Hør her, hvad Herrens Ånd siger gennem profeten:

For din pagts blods skyld vil jeg slippe dine fanger ud af brønden, hvor der intet vand er. Vend tilbage til jeres fæstning, I, som ligger fangne i et håb *). Allerede i dag forkynder jeg, at jeg vil give dig dobbelt igen (Zak 9,11–12).

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Sådan siger Herren Kristus selv: «Herren har salvet mig til at forkynde glæde for de fattige, sendt mig for at forbinde de sønderknuste hjerter, for at prædike frihed for de fangne og forløsning for de bundne, for at prædike et nådeår fra Herren og en hævnens dag fra vores Gud, for at trøste alle sørgende» osv. (Es 61,1–3; Luk 4,18). Hvorfor bliver Zions fanger da ikke løst? Hvad er den egentlige årsag til, at disse sørgende i Zion trods alt, hvad der forkyndes om Guds store nåde og forløsningen i Jesus Kristus, alligevel sukker deres dage hen i trældom og kval? Profeten siger: «Vend tilbage til jeres fæstning, I, som ligger fangne i et håb.» Se, dér er fejlen! De vender sig ikke til deres fæstning, de vil umuligt lade sig bevæge til straks at vende sig til deres fæstning, men ligger fangne i håbet om en eller anden sejr over deres onde, om en bedre tid, da de ikke skal være så helt uværdige og elendige. For hvad er vel den fæstning, profeten her taler om? – Herlige ord! – Sådan kalder han vores Frelser. For sådan begynder han i v. 9: «Fryd dig storligen, du Zions datter, jubl, du Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig, sejrrig, ydmyg og ridende på et æsel» osv. Og så følger: «For din pagts blods skyld vil jeg slippe dine fanger ud» osv. «Vend tilbage til jeres fæstning, I, som ligger fangne i et håb.» Men så svarer sådan en fanget sjæl: Hvordan kan jeg vende mig til fæstningen eller begynde at tro på Kristus, mens jeg endnu er så syndig eller så hård, letsindig, ugudelig osv.? Sådan er de uophørligt kun vendt mod sig selv. Men hvis man siger til dem: Du tror ikke Guds ord, du gør Gud til en løgner – så siger de: «Nej, jeg tror da nok Ordet om Kristus, jeg tror da nok, at hans forsoning er tilstrækkelig og hans kærlighed stor; men fejlen er hos mig, det er mit hjertes hårdhed, min forfærdelige sikkerhed og mit hykleri, min grufulde kærlighed til synden m.m., der er hele fejlen.» Se, sådan mærker man, at de vender sig lige bort fra fæstningen til sig selv og ikke tror Guds vidnesbyrd om hans Søn, nemlig at han vil frelse os som helt fortabte, men de vil nødvendigvis komme som forbedrede. De tror ikke og agter ikke på, hvad Kristus siger, at de først må være podet ind i ham ved troen, dvs. først som ugudelige være retfærdiggjort og benådet, fyldt med troens fred og glæde, «før de overhovedet kan begynde at bære frugt» (Joh 15). De tror ikke, at alt, hvad loven siger, det siger den kun, for at vores mund skal lukkes, og for at synden skal «blive overstrømmende», men de mener, at det først skal være blevet noget bedre med dem, før de må vende sig til fæstningen og tage imod nåde. Så har du aldrig forstået, troet eller agtet på Paulus’ ord om hans omvendelse: «Og jeg døde» (Rom 7,10). Du har trods alt, hvad du har hørt om Kristus, alligevel aldrig forstået eller troet, hvad han har udrettet for os, og hvad han egentlig vil, nemlig gøre den ugudelige retfærdig.

Det er sandt, det er grufuldt med vores synder, vores hjertes hårdhed, letsind og ugudelighed; men – «du Zions datter, fryd dig storligen! din konge er retfærdig, sejrrig». Alt ville blive læget, hvis du bare lærte Kristus at kende – du ville midt i din største elendighed fryde dig storligen. Der er især nogle punkter, som du ikke tror og forstår: Du tror ikke, at hele verdens synder og dine allerede er taget bort – allerede i Kristi dødsøjeblik helt forsonet, udstreget og udslettet; du tror ikke, at hele verdens synder og dine på korset blev så virkeligt forsonet, at de aldrig et minut har hindret din benådning, men at en evig nåde og retfærdighed siden den stund kun har ventet på at blive taget imod; at Gud med et forsonet hjerte, der brænder af kærlighed, har set efter dig på dine vildveje som efter et barn, der er blevet væk. Troede du det, ville du straks, fuld af salig ydmygelse og kærlighed, løbe i hans favn og udbryde: O, min Herre og min Gud! – – For det andet tror du ikke, at Kristi blod gælder for alle synder; du mener, at det gælder for nogle ydre, fjerne synder og for visse moderate synder, men ikke for de indre eller hjertets ondskab, og ikke for virkelig svære og uhyggelige synder, og ikke for synder, der endnu bor i dig og er stærke og mægtige. Alt dette kommer af, at du ikke i levende tro tænker over, at «Guds Søns blod er udgydt for vores synder»; for troede du det, ville du forsvinde for dig selv, du ville helt glemme dig selv over den forbløffende storhed i sådan en forsoning. Kunne nogen rigtig tro, at Guds Søns blod er udgydt for os, så ville han vel helt miste sig selv og bare synke hen i en evig, salig beskuelse af forsoningens under i Kristi blod. Herren åbne vores øjne og øge vores tro!

Vågn da op og se, hvordan en stor skare af evangelister, engle, profeter og apostle ligesom med én mund har vidnet, at Gud elskede verden sådan, at han gav sin enbårne Søn som et sonoffer for hele verdens synder, og at denne forsoning virkelig skulle tjene synderne til forløsning fra deres synder og lovens dom. Sådan vidner profeten her: «For din pagts blods skyld vil jeg slippe dine fanger ud af brønden.» Sådan vidnede Kristus den nat, da han gik til sin lidelse: «Mit blod bliver udgydt til syndernes forladelse.» Sådan vidner Johannes i sit første brev: «Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os for al synd.» Sådan vidner apostlen Peter i sit første brev: «I ved, at I ikke blev løskøbt fra jeres tomme liv, som var nedarvet fra fædrene, med forgængelige ting, sølv eller guld, men med Kristi kostbare blod som et fejlfrit og pletfrit lams.» Sådan vidner Paulus, «at Gud ved Kristus, ved blodet på hans kors, efter at han havde stiftet fred, ved ham forsonede alt med sig, hvad enten det er på jorden eller i himlen». Og skal vi vel anføre flere spredte vidnesbyrd? Tænk, når en hel lang verdensalder med en vidtløftig offertjeneste, foreskrevet af Gud og fuld af utallige blodige ofre, i fire tusind år har forkyndt og afbildet for verden, hvordan et blodigt offer engang i tidens fylde skulle tage verdens synder bort og sone dem! Sådan siger Apostlen i Hebr 10: «Loven, som har en skygge (et «sindbillede», kap. 9,9) af de kommende goder, men ikke tingenes virkelige skikkelse, kan aldrig ved de samme årlige ofre, som de stadig frembærer, gøre dem fuldkomne, som træder frem med dem. For det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan tage synder bort. Derfor siger han, da han kommer til verden: Offer og gave har du ikke villet, men en krop har du beredt mig. I brændofre og syndofre har du ikke behag. Da sagde jeg: Se, jeg kommer, i bogen står der skrevet om mig, for at gøre din vilje, o Gud, – – og i denne vilje er vi blevet helliget ved ofringen af Jesu Kristi krop én gang for alle.» Tænk, du stakkels, lovbundne menneskebarn, hvad du vejer mod dette store vidnesbyrd fra en hel lang verdensalders utallige blodige ofre, som alle råber til dig: Ikke du, ikke du kan læge den skade, som hedder: «syndefaldet»! «Du er vejet på en vægt og fundet for let.» Nej, Zion! Gud slipper (kun) «ved Kristi pagts blod» hans fanger ud af brønden, hvor der intet vand er.

Drag nu her en sund slutning! Har du forstået, at Gud gennem alle disse vidnesbyrd har forkyndt os, at han har givet sin enbårne Søn som et blodigt offer for vores synder – sig, er de så ikke godt og tilstrækkeligt forsonet? Er så ikke hele verdens synder allerede forsonet? Eller gælder Kristi blod ikke for alle synder? Eller har Kristus kun udgydt sit blod for de troende og kun for visse mindre synder? Som Luther siger: «Kristus har sandelig ikke udgydt sit blod alene for indbildte og opdigtede synder, men for rigtige og virkelige synder; og ikke kun for små, men også for rigtig store og svære synder; og ikke kun for tidligere og overvundne, men også for synder, der endnu er stærke, mægtige og herskende!» – for læg mærke til det! hvor skulle vi ellers få hjælp og forsoning for disse herskende og mægtige synder? Og hvor skulle vi få kraft til at overvinde og dræbe dem, hvis vi ikke først ved troen fik tilgivelsens trøst og glæde, som alene er vores styrke til at overvinde de mægtige synder? Vi må jo først få tilgivelse og fred og glæde i Helligånden, før vi kan få kraft til at undertvinge synden. Gud bevare os fra at indskrænke kraften i Guds Søns blod! Skulle det ikke «rense os for al synd»? Sådan siger Herren Gud: «Kom så, og lad os gå i rette med hinanden! Om jeres synder så var blodrøde, skal de dog blive hvide som sne, og om de så var røde som purpur, skal de blive som uld» (Es 1).

Men vi tilføjer endnu: Kristus har sandelig ikke udgydt sit blod kun for ydre synder, men også for hjertets grufulde ugudelighed, hårdhed, hykleri og syndelyst. Ellers var han kun en halv Frelser. Og hvor skulle vi ellers få hjælp og forsoning for dette indre syndevæsen? Nej, «hans sjæl har arbejdet», og hans hjerte er blevet gennemboret, for at vi skulle se, hvordan også sjælens og hjertets urenhed og ondskab blev forsonet. Alt er forsonet, alt er fuldbragt! «Alt er rede, kom til brylluppet!» – «Men jeg er ikke så sønderknust og angerfuld, som jeg burde,» siger du. – Se i haven, hvor Kristus ængstes og jamrer over vores synder, se dér den eneste sønderknusthed og syndesorg, som gælder for Gud. Og hvad vores omvendelse, anger og hele nådens orden angår, så skal du til sidst engang lære, at det hele er fuldbragt og samler sig i ét eneste punkt, nemlig at du er ulykkelig over dine synder og over dit hjertes ondskab og nu kun søger frelse i Kristi forsoning. Se, dér er omvendelsen og nådens orden! For alt er i Kristus. Alt andet er intet. «Den, der har Sønnen, har livet.» Kan dit hjerte finde sin tilflugt og fred i Kristus, så er alt i orden med nådens orden. «Kristus er lovens ende til retfærdighed for enhver, som tror.»

Du skal derfor lægge mærke til, at hvordan det end står til med dig, om du er troende eller vantro, en Judas eller en Johannes, så er alt straks godt, når du blot nu «vender tilbage til din fæstning», bekender din synd og søger forsoning alene i Kristi blod, og du bliver straks klædt i den fineste klædning; for så grufulde synder kan du umuligt have, at Guds Søns blod ikke rigeligt har forsonet dem. Så uhyggelig en synder kan du umuligt være, at Guds Søns blod ikke også gælder for dig. Det er en forsoning, som «gælder evigt» for Gud. Du må aldrig glemme, at al synd allerede er dyrt udslettet, at Guds hjerte allerede på forhånd er forsonet og formildet, brændende af kærlighedens iver og længsel efter at gøre dig godt, efter at give dig «nåde over nåde». Men dette er også et punkt, som du ikke tror, og derfor er dit hjerte koldt og dødt. Du tror ikke vores Guds og Kristi kærlighed! Bøj derfor dine knæ for vor Herre Jesu Kristi Fader og bed om nåde til sammen med alle de hellige at begribe, hvad bredden og længden og højden og dybden er, og at kende Kristi kærlighed, som overgår al kundskab. Forstår du ingenting af hans hjerte, når han kommer og bliver et menneskebarn for os og siden lider og dør for os? Bed Gud om at åbne dit sind! Forstår du ingenting af hans kærlighed, når du ser ham ved Jakobsbrønden, først sulten sende bud efter mad, men siden ikke have brug for at spise, alene af glæde over at have frelst den syndige samaritanske kvinde? Forstår du ingenting af hans kærlighed, når det milde ansigt begynder at græde, da han får øje på byen, det ubodfærdige Jerusalem, hvis børn han havde villet samle, som hønen samler sine kyllinger under sine vinger, men de «havde ikke villet»? «Og Jesus græd.» Forstår du ingenting af hans hjertes kærlighed, når han tegner sig selv i skikkelse af den fortabte søns far og sætter billedet sådan sammen, at da sønnen var langt borte, så hans far ham og – løb ham i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham – og når han lægger ham de ord i munden: «Nu må man glæde og fryde sig; for denne min søn var død og er blevet levende igen» osv.? Er det meningsløse ord fra vores Frelser? O, har du ikke af alt dette forstået, at han har et hjerte, som brænder af lutter kærlighed og barmhjertighed, ikke mod værdige og hellige, men mod syndere? Selv om han også synes dig at være helt ubønhørlig og aldrig at ville hjælpe dig, ser du så ikke, hvordan den kana’anæiske kvinde oplevede det samme, og der alligevel lå lutter kærlighed bag? Også Paulus måtte forgæves bede om at blive udfriet fra en Satans engel; men lå der ikke lutter nåde og trofasthed bag? «Min nåde er dig nok,» sagde Herren. Det er nødvendigt, helt nødvendigt, at det onde får plage os, indtil vi har lært at lade os nøje med nåde alene. Hvis vi først fik udfrielse og helliggørelseskraft og siden tilgivelse, så fik Lammets blod aldrig sin pris, så lærte vi aldrig at forstå og værdsætte forsoningen, men blev kun selvhellige farisæere. Fornægt derfor ikke Kristi kærlighed, foragt ikke forsoningsblodet, selv om du endnu ikke selv har fået udfrielse fra det onde og ikke føler dig stærk og hellig. Nej, lad Guds nåde være dig nok, vær først en tid salig med nåde alene, og sig så, om ikke denne ydmyge tro udrettede mere godt i dit hjerte end alt andet. Dog skal du vel alle dine livsdage lære at nøjes med nåde alene; for bliver din hellighed en betingelse, så synker du straks ned i al elendighed. Derfor bliver det til alle tider en vigtig regel:

«Fly først til Jesus, tig om nåde, / mod synden bliver der siden nok råd.»

Så vend nu tilbage til jeres fæstning, I, som ligger fangne i et håb. Vi gentager endnu en gang: Det er hele din ulykke, at du ikke straks vender tilbage til fæstningen, men vender dig i tusind andre retninger og tænker og forsøger og bier og håber – håber på alt andet – ja, ligger fangen i at bie og vente på noget mærkværdigt, som endnu skal gå forud i dit eget hjerte, en forløsning, som skal ske dér – forløsning fra en bestemt synd, fra de onde tanker, fra hårdheden, letsindet, magtesløsheden – – og forløsningen i Kristus Jesus, den står i den dunkle baggrund. Ja, dér er fejlen! Og utallige, helt uendelige er de betingelser og forbehold, man så grubler over, og som man ligger fangen for. Men at «Guds Søn døde for os, og at alt bestod deri, at nådens kilde strømmede langt mere end syndens flod – og det for alle syndere» – det er intet for sjælen, det farer man hastigt hen over! O, vågn da op og tænk over dette ene, evigt store og gældende – og tænk over, at hele verdens synder allerede er udslettet, at Gud allerede er forsonet og formildet og brænder af lutter kærlig længsel efter at give dig nåde over nåde – og tænk over, at alle de bekymrende ord, Gud taler, som kræver noget af os og derfor er lovens ord, kun har til formål, at enhver mund skal lukkes og hele verden blive skyldig over for Gud – at alle disse bekymrende ord kun er sagt til frie, sorgløse gudsforagtere, som aldrig spørger efter himlen, eller til sikre hyklere og selvretfærdige farisæere, som selv tror, at de fortjener himlen – men slet ikke til stakkels syndere, som selv straffer og dømmer sig selv, som gerne ville have både omvendelse og tro, anger og bøn m.m., men aldrig finder det hos sig selv, sådan som de ville. O, dem er der tilsagt lutter nåde, lutter kærlighed og tilgivelse! «Så vend da tilbage til fæstningen, I, som ligger fangne i et håb,» siger Herren; «for allerede i dag forkynder jeg, at jeg vil give dig dobbelt igen.» «Allerede i dag» – ja! «allerede i dag» forkynder han dig den samme nåde! «Allerede i dag» prædiker han forløsning for de bundne! Når vi i disse dage *) hører så meget forkyndt om Kristi lidelse og følger vores Frelser på hans martervej; når vi ser ham i haven svede blod og hører ham på korset udbryde om hele den forsoningslidelse, Skriften havde forudsagt: «Det er fuldbragt!» – ja, når vi ser ham, for den samme forsonings skyld, i et øjeblik benåde selve røveren og tilsige ham hele den salige frugt af sin død med den lyse forsikring: «I dag skal du være med mig i Paradis» – skulle vi så ikke engang lade vores vantro venten få en ende og straks løbe i hans favn? Skulle vi ikke i alt dette se hans udstrakte arme også mod os alle og høre de ord fra hans mund: «Allerede i dag forkynder jeg» osv. «Kom til mig, alle I, som arbejder og er besværede, og jeg vil vederkvæge jer, og I skal finde hvile for jeres sjæle»? Ja, endnu en gang: I, som ligger fangne i et håb! Hvorfor tøver I med at vende tilbage til fæstningen? Skal I selv blive værdigere, eller skal Gud blive nådigere? Nej, vend allerede i dag tilbage til fæstningen – tag det store, vigtige skridt at bede om en hel benådning og optagelse i hans pagt, af helt uforskyldt nåde, alene for hans blods skyld! O, tag det store skridt i dag – og vid, at endnu ikke én eneste stakkels synder har taget det skridt forgæves. Tænk ikke på en lang bøn; se, hvor kort røveren bad, men fik straks det trøstende svar: «I dag skal du være med mig i Paradis.» – Men én ting skal du vogte dig for som for døden, nemlig at søge svaret i dit eget hjerte, i din følelse. Nej, se svaret i Guds eget ord! Tag svaret sammen med røveren! Dér ser du, hvilket svar du får. Tag svaret her af Guds eget tilsagn: «Allerede i dag forkynder jeg, at jeg vil give dig dobbelt igen.» Læg mærke til: «dobbelt igen», dvs. som der står i Es 40,2: «dets skyld er sonet, og det får dobbelt igen af Herrens hånd for alle sine syndestraffe». Det hedder «nåde over nåde» – både «retfærdighed og styrke». Lovet være Gud!

*) Dette blev skrevet i passionstiden.