Guds børn, født af Gud, og de tydeligste kendetegn på den fødsel

(Ellevte årgang, 1852)

De apostoliske ord, vi var begyndt at betragte, lød således: «Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn, de som er født, ikke af blod, ikke heller af køds vilje, ikke heller af mands vilje, men af Gud» (Joh 1,12–13). Mærk dig det! – «som er født af Gud» – født af Gud! – «Herlige ting er talt om dig, du Guds stad.» Endnu går der på vores jord Guds børn – «født af Gud», «delagtige i guddommelig natur» (2 Pet 1,4). Ved sådanne udsagn i Skriften om Guds børn burde dog alle troendes hjerter udvide sig af glæde og undren – og derimod burde den dristige, selviske tilranelse af det høje navn blive forfærdet og vige tilbage. Guds børn er efter Skriftens mening født af Gud, er undere af Guds nåde, er nye, åndelige skabninger på jorden, som røber en «delagtighed i guddommelig natur». Og det er, hvad den sande, levende tro fører med sig. At vi alene af nåde, ved troen, bliver Guds børn og salige, er så nådefuldt og trøsterigt, at man burde græde af glæde over det; men skulle vi da ikke forstå og besinde, at der her menes en sådan tro, hvorved vi bliver født af Gud? Eller mon også en selvlavet indbildningstro, som aldrig fører nogen fødsel af Gud med sig, alligevel gør os salige? (Jak 2,14). Hvem som helst kan gerne tage til takke med den smukke titel Guds barn; mange smigrer sig også med håbet om at være en sand kristen, skønt de mangler de tydeligste kendetegn på den nye fødsel. «Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte!» Her kommer det til sidst ikke an på, hvor megen forstand vi har haft i hovedet, eller hvor mange ord i munden, men på, om der har været sandhed i vores kristendom, om vi har været født af Gud. Åh, det ville dog være forfærdeligt at have gøglet sig gennem tiden med en selvtagen trøst i stedet for en tro, som Gud har virket; at have bedraget sig selv og andre med en løs tanketro, som ingen kraft havde til at ydmyge, genføde og hellige hjertet, men kun bestod i kundskab og ord og i nogle religiøse øvelser, i nogen bøn, læsning og tale, som alt sammen var sat i værk for at vinde kristnes tillid eller noget lignende. Snart er det udspillet; snart kommer den store Hellige, som man har hyklet for, med det alvorlige budskab: «Det er gjort! Aflæg regnskab!» Og da, over for dødens alvorlige ansigt, når vi skal stilles afsløret og blottet for den Helliges øjne – hvor grufuldt, hvis vi hele tiden har hyklet! – hvis vi med alle vores religiøse øvelser kun har «løjet for Helligånden!» (ApG 5,3). Netop fordi nåden er så stor og det himmelske barnekår så herligt, er det også så farligt, hvis der ikke er sandhed i vores kristendom. Læg derfor godt mærke til Apostlens ord i dette skriftsted!

Han sagde først: «Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn.» Denne «modtagelse» forklarede han med tilføjelsen: «dem, som tror på hans navn». Vi ser her igen, hvordan det overalt i hele Skriften bekræftes, at det kun er ved troen, vi bliver Guds børn. Her siger Johannes: «Han gav magt til at blive Guds børn til dem, som tror på hans navn.» Og således siger Paulus: «I er alle Guds børn ved troen på Kristus Jesus» (Gal 3,26). Kort sagt: når det gælder det store spørgsmål, hvordan vi får Guds nåde og bliver Guds børn, tales der ikke ét eneste ord om gerninger eller fortjenester fra vores side. Nej, «af nåde er I frelst ved tro, og det ikke af jer selv, Guds gave er det». «Gave er det.» Det var Guds frie nåde og velbehag, at han skabte os til sine børn, uden at nogen engang bad ham om det; og det var Guds frie nåde, at han udvalgte os i Kristus før verdens grundlæggelse og, da tiden var fuldkommet, sendte sin enbårne Søn. Alt er fri nåde og gave. «Er det af nåde, så er det ikke mere af gerninger, ellers er nåden ikke mere nåde» osv. Det punkt står altså fast. Men se, hvordan Apostlen forklarer sig. Han tilføjer, at de, som ved troen var Guds børn, også var «født af Gud» – «som er født, ikke af blod» osv. – «men af Gud». Det punkt må man indprente dybt i sit sind. Den, som skal kunne «se Guds rige» og som et Guds barn leve evigt med Gud, må være «født af Gud». Det guddommelige liv, som før syndefaldet boede i mennesket og netop udgjorde Guds billede i det, og hvis tab Gud især havde for øje, da han sagde: «Den dag du bryder det, skal du dø døden» (1 Mos 2,17) – dette guddommelige liv må nu ved en ny fødsel af Ånden genoprettes i os, så vi igen «bliver lig Guds billede» – skønt dette billede ikke bliver fuldkomment, før vi også bliver befriet fra kødets hindrende klædning. Kristus erklærede udtrykkeligt: «Hvis ikke nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige.» Guds rige skænkes os af lutter nåde – det punkt står evigt fast – men du er helt uskikket til at nyde det; du kan umuligt leve det liv med Gud og livet i himlen, hvis du ikke er blevet født af Gud og har fået del i guddommelig natur. Den sande Gud er en hellig Gud; et uhelligt væsen fortæres og pines i hans nærhed. Der må komme en natur, der er beslægtet med Gud, et «nyt menneske, som er skabt efter Gud», før der kan blive salighed i Guds selskab. «Kødets sind er fjendskab mod Gud» og trives ikke hos ham en eneste dag, meget mindre en hel evighed. Derfor siger Kristus: «Du må ikke undre dig over, at jeg sagde: I må fødes på ny. Det, som er født af kødet, er kød. Hvis ikke nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige.» Og her siger Johannes: «De er født, ikke af blod, ikke heller af køds vilje osv., men af Gud.» Og således siger Peter: I er «genfødt, ikke af forgængelig, men af uforgængelig sæd, ved Guds levende ord, som bliver evindelig» (1 Pet 1,23). Og således siger Paulus: «I Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud, men en ny skabning» (Gal 6,15). Hvem skulle du nu tro i dette store livsspørgsmål, om ikke Herren selv? Kristus er jo selve kærligheden og mildheden; Kristus og hans apostle må vi jo høre. Når nu Kristus og hans apostle ligesom med én mund vidner, at Gud har fastsat en sådan vej for menneskenes børn, at de må «fødes på ny og få del i guddommelig natur», hvis de skal gå ind i Himmeriget – hvordan kan du så leve videre hen imod evigheden uden at vide noget sådant med dig selv?

Det er meget vigtigt og nødvendigt, at vi indprenter dette punkt dybt i vores sind, og det af to grunde. For det første er der mange sjæle, som «kun tager skummet af evangeliet» og i letsindig overmod og opblæsthed laver sig selv en tro i hovedet og synes at være overmåde evangeliske, skønt deres tro dog helt mangler den væsentligste egenskab og virkning på dem selv, som Guds ord overalt taler om: den virker ingen genfødsel, gudsfrygt og helliggørelse; der er ingen ny skabning, men kun ord, tanker og ord, som de bedrager sig selv og andre med. Sådanne bør standse ved Guds ord om den nye fødsel og forstå, at Djævelen, forklædt som engel, visselig har spillet dem et farligt bedrag. Andre derimod, de fattige nådens børn, som altid plages af frygt, anfægtelse og mistro til sig selv, bør også ved den nye fødsels virkninger kraftigt overbevises om, at de er Guds børn; sådan som især denne Johannes så ofte fremhæver i sit 1. brev, hvor han idelig bruger de ord: «Deraf ved vi, at vi er Guds børn – deraf ved vi, at vi er født af Gud – deraf ved vi, at vi er af sandheden» osv. Denne trøst gælder slet ikke mod synden og lovens straf, nej, bestemt ikke – der gælder kun én trøst: «Lammet, som er blevet slagtet og har købt os til Gud med sit blod» – men den gælder mod bekymringen for, om troen er ægte. Mærk dig: når du allerede har en tro at prøve og så hører Apostlens formaning: «Prøv jer selv, om I er i troen!» – det er i det spørgsmål, at Kristus og apostlene har henvist os til træets frugt, og som Johannes siger: «Den, som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig.» Lige så sandt som det er Skriftens lære, at vi alene af nåde bliver retfærdiggjort ved troen på Kristus, lige så sandt er det også dens lære, at vi skal prøve os selv, om vi er i troen. Det bør de betænke, som ikke vil høre noget om denne prøvelse, om troens bevis og kraft – hvilket allerede er et mindre godt tegn. «Hele Skriften er indblæst af Gud og også gavnlig til undervisning, til irettesættelse, til oprejsning, til opdragelse i retfærdighed» (2 Tim 3,16). Og det er os og vores sind, der må prøves og rettes efter Ordet, og ikke Ordet efter vores sind. Men vi vender tilbage til emnet. Om selve fødslen af Gud vil vi ikke tale vidtløftigt. Kristus siger: Vinden blæser, hvor den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, eller hvor den går hen; således er det med enhver, som er født af Ånden. Selve underet, eller hvordan Gud føder os på ny og tænder det nye liv, kan vi aldrig helt forstå – vi kan aldrig følge Guds Ånds veje og virkninger i sporene. De ydre midler og visse mærkbare erfaringer af «omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus Kristus» kan nok angives; men hvordan det nye liv, der er beslægtet med Gud, derunder opstår i os, det er et egentligt under af Skaberen selv. Men at en ny fødsel er sket, det kan vi ligesom se med øjnene, når der viser sig et nyt menneske, som er skabt efter Gud. Derfor skal vi så meget mere betragte selve dette nye menneske i dets mest fremtrædende egenskaber. Men lad os først se, hvor kraftigt og rigt Johannes i vores skriftsted vil udtrykke, at den nye fødsel er Guds værk og slet ikke noget menneskeligt. Han siger: «De er født, ikke af blod, ikke heller af køds vilje, ikke heller af mands vilje, men af Gud.» Først siger han: Ikke af blod, dvs. Guds barn bliver man ikke ved naturlig fødsel eller byrd, ligesom Johannes Døberen sagde til jøderne: «Tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til far», og som Paulus skriver: «Det er ikke de, som er børn efter kødet, der er Guds børn, men de, som er løftets børn» osv. Hver enkelt for sig må være født af Gud. Videre: «Ikke heller af køds vilje», dvs. alt, hvad der hedder «kød», kan ikke med al sin iver og sit arbejde omskabe sit hjerte til Guds billede, så det kan se Guds rige; som Paulus igen siger: «Det afhænger ikke af nogens vilje eller løb, men af Guds barmhjertighed.» I den nye fødsels snævre port får mennesket godt og grundigt lært, at det hellere tusind gange måtte fare til helvede, end at det selv kan gøre det mindste til selve hjertets omskabelse. De ydre nådemidler kan jeg bruge, men jeg forbliver alligevel altid lige død og kødelig indvendig, hvis ikke Guds Ånd kommer og giver liv – «ikke af køds vilje»! – Endelig: Ikke heller af mands vilje, dvs. det er heller ikke et andet menneskes værk, fx en trofast lærers, at du bliver født på ny, så du kunne sætte dit håb til et redskab, der kunne gøre dig til Guds barn. Hvor du end vender dig hen, er alt lukket og forgæves, indtil Gud selv ved sin Helligånd føder dig på ny ved sandhedens ord. At vi får «del i guddommelig natur», det værk er lige så helt og holdent Herrens eget, som det alene var hans værk at skabe verden. Midler har han givet os, og midlerne må bruges; at gå uden om midlerne og alligevel begære at blive født af Ånden, det ville være at friste Herren – men, som allerede er sagt, med al brug af midlerne bliver der ingen ny fødsel, hvis ikke Herren selv giver Ånd og liv. I Jer 31 erklærer Herren selv: «Jeg – jeg vil give min lov i deres inderste og skrive den i deres hjerte; – og de skal ikke mere belære hinanden og sige, den ene til den anden: Kend Herren! For de skal alle kende mig, både små og store, siger Herren» – dvs. ved al den lærdom, som den ene broder kan bibringe den anden, er der endnu ikke vundet nogen saliggørende kundskab om Gud eller fået loven skrevet i hjertet, for det er Herrens eget værk. Således siger Herren også i Ez 36: «Jeg vil give jer et nyt hjerte, og en ny ånd vil jeg give i jeres bryst, og jeg vil tage stenhjertet ud af jeres krop og give jer et hjerte af kød» – dvs. et blødt, bøjeligt hjerte. «Jeg vil give min Ånd i jeres bryst og gøre, at I vandrer efter mine love og holder og gør mine retsregler» osv. Åh, det er en stor trøst, at Herren overalt og så bestemt erklærer, at det er ham – ikke os, men ham – der skal gøre dette store værk og give os et nyt hjerte og en ny ånd! Men vi går nu over til at betragte, hvordan det herlige under, det nye hjerte, som Gud har skabt, åbenbarer sig for os her på jorden. For bedre at kunne se det er det nødvendigt først at betænke, hvad der er den faldne menneskenaturs egen art, det gamle menneskes egen og mest kendetegnende natur. Vi ved både af Guds ord og af vores egen stadige erfaring, og vi ser det dagligt for øjnene hos verden, at intet i hele den menneskelige natur er så kendetegnende som dette selvkærlige, sikre, uden bekymring for sjælen, verdslige og jordiske sind, hvorved et menneske kan høre de allerfrygteligste domme af Guds mund, høre beskrivelsen af dem, som de domme rammer, og selv tydeligt blive malet i den beskrivelse og alligevel ikke blive det mindste forskrækket; eller som Skriften siger: «De forskrækkes højst et øjeblik for helvede.» Lad os fx betragte mennesker, der er sunket ned i griskhed eller drukkenskab eller utugtens last og lignende; de har måske aldrig i deres liv tvivlet på, at Den Hellige Skrift indeholder Guds ord, de går derfor i kirke, og dér hører de den forfærdende dom, som læses i 1 Kor 6,9–10: «Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken horkarle eller ægteskabsbrydere eller blødagtige eller drengeskændere eller tyve eller griske eller drankere eller spottere eller røvere skal arve Guds rige.» Denne frygtelige dom hører de i Herrens hus – og så går de lige derfra hen og øver de samme synder og forskrækkes ikke det mindste for den store Guds dom. Sådan er det faldne menneskesind. Det er helt dødt og sovende, ser ikke og fatter ikke det, som hører Guds Ånd til. Men det er ikke nok med, at synderen er dristig og sikker; han er tilmed så forhekset, at han også synes, han er ganske god og har et godt hjerte; og en naturlig følge af denne forblindelse er, at mennesket ikke synes, det behøver nogen omvendelse, ja, at det bliver forbitret, hvis du i kærlighed formaner det til omvendelse, så det – hvis du ikke i tide holder op – i alle onde ånders navn vil vise dig bort. Sådan giver menneskenaturen sig i almindelighed til kende. Men er det et menneske med et mildere sind eller en finere dannelse, så møder du måske en mængde naturlige dyder hos det, så smukke, at du var parat til at forsikre, at det menneske må være af Gud; men kommer du i nærmere omgang med det, så viger du med forfærdelse tilbage for den liglugt, der slår dig i møde; du undrer dig over at møde et sind så kødeligt, så verdsligt, så selvkærligt og frem for alt så dødt for Gud, for Kristus og hans forsoning. Ja, det er måske et religiøst menneske, som har de smukkeste grundsætninger og den mest eksemplariske vandel med lutter gode gerninger, så du synes at se en levende helgen; men kommer du så frem med «prøvestenen», Kristus og hans levende værk i sjælene, så forfærdes du over, hvad der lå skjult i hjertet: der var lutter selvtilfredshed, sikkerhed og en kold ligegyldighed over for forsoningsnåden i Kristus, som kun med en hastig æresbevisning skal anerkendes som det højeste, men i samme øjeblik skubbes til side som tilstrækkelig kendt og troet osv. Alt andet religiøst eller i det mindste kirkeligt kan interessere; men Kristus, syndernes forladelse i hans navn, en daglig erfaring af synd og nåde – det interesserer ikke; det får den fromme mand til at tie eller fremkalder modsigelse; du hører intet af den sang, som i himlen er den eneste og evigt nye: «Lammet, som er blevet slagtet og har købt os til Gud med sit blod!» Læg hertil endnu blot ét kendetegn på det ugenfødte menneske, nemlig at sådanne mennesker – ikke alene det blot dannede og naturligt milde, men også det religiøse – kan elske hvilket naturmenneske som helst, ja, så hjerteligt, at deres øjne bliver fugtige, når de taler om, hvor elskværdigt det er, men ikke mere alvorlige kristne! – dem kan de ikke elske; dem finder de altid modbydelige. Hos dem, som aldrig spørger efter Gud, kan de livligt værdsætte nogle naturlige dyder; men at et menneske brænder for Herren og hans sag, den Herre, som har købt os med sit blod, det er ikke noget, der vinder deres opmærksomhed; det værdsætter de ikke. Hos de første kan de tåle alt, men har de sidste en eller anden uart, kan de ikke tilgive den. Dette er nogle så almindeligt fremtrædende træk hos det naturlige menneske, at vi ser dem for øjnene hver dag.

Tænk da, hvilket herligt Guds underværk det er, at et sådant menneske bliver så forvandlet, som det sker i den nye fødsel! – at når det mest kendetegnende i hele den menneskelige natur er at være sikker, letsindig, ubekymret om sjælen, at tro godt om sig selv, at mene at have et godt hjerte, at være ligegyldig over for Kristus, fremmed for ham og uvillig over for hans venner osv., at man da tværtimod får et sind, som på disse punkter er det stik modsatte: at der i stedet for en stadig sikkerhed og sorgløshed, en stadig selvtillid og selvbehag nu bliver en stadig bekymring for sjælens frelse, en fremherskende tilbøjelighed til at være i frygt og ængstelse, til at mistænke sig selv og være utilfreds med sig selv; at i stedet for at tro, at man har et godt hjerte, bliver nu intet på jorden så pinefuldt hele livet igennem som netop hjertets ondskab; at i stedet for den tidligere ligegyldighed over for Kristus, fremmedheden og skyheden over for ham, bliver nu intet så kært og uundværligt som netop Kristus og Ordet om ham, intet så dejligt som troens omfavnelse af ham; at man i stedet for den dybe uvilje mod de troende nu tværtimod får den inderligste kærlighed til dem og et sådant fællesskab og bånd med dem, at de bliver min nye slægt, at det, der angår dem, angår mig: visselig er alt dette en meget herlig forandring, en omskabelse af selve hjertet – ikke blot en forandring i levevis og sæder, men i selve hjertet og sindet! Lovet være Gud, at han endnu har et sådant værk iblandt os, og at vi også kan se og erfare det!

Dette herlige værk begynder altså allerede med, at et menneske bliver vakt af sin sikkerhedssøvn og under sine elendige forsøg på omvendelse dag for dag mere og mere ydmyges og knuses over sin ondskab; men selve den nye fødsel, eller at et nyt hjerte, en «delagtighed i Guds natur», opstår i sjælen, det sker egentlig først, når troen tændes i hjertet. Når et menneske, der, slået ned af Guds domme over sin synd og hele sin tilstand, i sin omvendelse har søgt og søgt at frelse sig selv, men forgæves – og tværtimod er blevet mere og mere ulykkelig og helt rådvild – når en sådan sjæl hører det søde budskab om Kristus og hører det sådan, at dens øjne i en lykkelig stund åbnes, så den ser, hvordan alting er i ham, alting er rede, alting fuldbragt, og at alt, hvad loven siger, kun havde det formål, at dens mund skulle lukkes, og den skulle blive skyldig for Gud, at synden skulle «blive overstrømmende, for at nåden, ’som helt uforskyldt nåde’, skulle blive endnu mere overstrømmende» – se, når den forlegne sjæls øjne åbnes til at se dette, og al dens længsel og forhåbning nu vendes mod Jesus, hans forsoning og hans nåde, hvilket alt sammen kaldes at «tage imod ham», at «tro på hans navn» – se, i samme øjeblik sker det underværk, at der i dens indre opstår noget helt nyt, som følger den som en ny natur, så længe den lever i troen på Guds Søn: et nyt sind, et nyt åndeligt syn, ny lyst og kærlighed, ja, en ny retning i hele dens væsen, og det for hele livet. Selve denne nyskabelses stund bliver især mærkbar, når en sjæl pludselig føres over fra en tung trældomsånd og sorg til en klar og herlig vished om nåden. Men også de, som mere langsomt og efterhånden er kommet både til vækkelse og til troens vished – når dette dog virkelig er sket og ikke blot er et selvindbildt bedrag – kender alligevel en tid, da denne store forandring indtraf i deres liv; de husker deres gamle vantroens liv som en lang, mørk nat, og den nuværende tid er i sammenligning dermed som en ny, herlig dag, da retfærdighedens sol er stået op for dem med salighed under sine vinger. De kan i det mindste stemme i med den blindfødte: «Én ting ved jeg, at jeg var blind og nu ser» – og synger derfor med glæde:

«Den tid går aldrig af min hu, / da jeg først Jesus så».

At trøste sig med noget, som strider imod Skriften, er jo yderst betænkeligt. At sige: Jeg håber dog at være en kristen, selv om jeg ikke kan fortælle om nogen væsentlig forandring eller vending i min historie, men blot gradvis er blevet forædlet – det strider lige imod både Skriftens ord og eksempler. Alle de omvendelser, der fortælles om dér, begyndte jo på et tidspunkt, begyndte med en vækkende erfaring og førte til sidst til en hel omfavnelse af Kristus og hans nåde. Også ordene genfødsel, omvendelse osv. udtrykker noget, som må have en bestemt tid. Det samme gælder, når Kristus udtrykker det sådan, at «den stærke, som havde huset i sin magt, bliver bundet af den stærkere, og hans hus plyndret», eller at «den fortabte søn vendte tilbage fra sit ulykkelige fremmede land til sin far» – alle sådanne udtryk peger på meget mærkbare begivenheder, som indtræffer på en bestemt tid. Der er derfor grund til at frygte, at du bedrager dig ganske forfærdeligt, du, som ikke vil vide af en omvendelsestid, en egentlig genfødsel. Men at du ikke har klar besked om alle nådens virkninger i dit hjerte, at du ikke kan angive dage og timer, men først gennem flere gentagne stik af loven er kommet til vækkelse og ligeså efterhånden gennem evangeliet er kommet til Kristus, til trøst og liv i hans navn – det strider ikke mod Ordet og er lige så sundt som den meget hurtige overgang. Men nu, da det ikke hjælper os at have fået dette nådeliv engang, hvis det nu er tabt, så lad os give endnu lidt nøjere agt på det nye menneske, der er opstået ved fødslen af Gud, og dets mest kendetegnende ytringer.

Det væsentlige, ja, selve væsenet i det nye menneske, som vi også kaldes kristne efter, er, at Kristus er blevet vores hjertes liv og livsfornødenhed – Kristus, den korsfæstede, som bærer synden bort, Frelseren, vennen frem for andre venner. Ja, netop det, at Frelseren i sin forsoning er os det nødvendigste og dejligste, det vidner om, at vi er kristne, at vi har spist af livets brød og desto mere hungrer – drukket og desto mere tørster (Sir 24,21). Når en kristen tænker på, hvad der især kendetegner hans nye liv og er det største i det, så er det dette, at han er blevet kendt med og forenet med Frelseren, at Kristus er blevet hele hans livs genstand, hans A og O, hans første og sidste. I hans nye liv er Kristus solen, som oplyser og bestråler alt, og som alt drejer sig om. Kristus fundet er hans glæde, og Kristus forsvundet hans sorg – kort sagt: Kristus er hans liv. Derpå kendes en kristen. Her er der to forhold at lægge mærke til: først, at det nu er blevet os en ny natur at være optaget af Guds venskab. Mens vi før var helt ligegyldige over for Gud og hans nåde og kun havde jordiske behov og ønsker: Hvad skal vi spise? Hvad skal vi drikke? osv., er vores stadige hovedspørgsmål nu: Er jeg et Guds barn? Har jeg Guds venskab? osv. Det er ligesom åndedrættet eller hjerteslagene i det nye menneske. Men læg mærke til: dette må ganske enkelt være din nye natur, ikke en tilfældig omsorg, men en natur, der varer ved gennem hele dit liv, at du først og sidst er bekymret for at have Guds venskab. Det kan skifte meget med din trøst, din fred, din kraft m.m.; også selve denne omsorg for Guds venskab kan for en tid blive afbrudt af adspredelse; men snart vågner vi op af det med så meget større bekymring; og at det dog er denne omsorg, som i det hele taget og alt i alt griber os dybest, er noget, der i særlig grad kendetegner det nye menneske og slet ikke er af kød og blod, men stik imod vores natur. Det andet forhold er, at i din bekymring for Guds nåde er intet andet blevet din trøst end Kristus, Kristus, hans forsoningsblod og hans evangeliums ord. Dér har du dit tilflugtssted, dit liv, din føde og din glæde. Dette er selve væsenet i det nye menneske. Det var det, Kristus talte mest om: «den, der spiser mig» – «den, der kommer til mig» – «den, der holder fast ved mit ord» – «den, der tror på mig». Det er stærke, eftertrykkelige ord om dette hovedpunkt, når Kristus siger: «Den, der spiser mig – jeg er livets brød; mit kød er den sande mad osv. – den, der spiser mig, skal leve evigt». Sådanne ord udtrykker netop, at Kristus er de troendes livsfornødenhed, deres livsbetingelse, deres alt i alle.

Se, at du er blevet religiøs, så religionen og kirkelige ting ligger dig på sinde, beviser endnu ikke, at du er en kristen; men læg mærke til, hvordan Kristus taler: den, der spiser mig, – mig – den, som har sin livsfornødenhed netop i Kristus, hans nåde og hans forsoning. Lige så lidt ligger der noget bevis på en sand kristendom i, at du ærer Kristus som din lærer eller dit forbillede – det kan den mest sikre kristne farisæer gøre – men her er spørgsmålet, om han i sin forsoningsdød er blevet din daglige trøst imod synden. Dette alene kendetegner en kristen. Dette er det, der i Åbenbaringsbogen omtales som kendetegnet og sjibbolet-sangen, som gjorde de mærkede kendelige; for ingen kunne lære den sang undtagen dem – og den sang var: «Lammet, som er blevet slagtet og har købt os til Gud med sit blod». Dette er det, Luther så ofte gentager, når han i sin udlægning af Gal 4,6 fremstiller tegnene på, at Guds Ånd bor i vores hjerter, og siger: «Den, der gerne hører, taler, tænker og skriver om Kristus, skal vide, at sådant visselig ikke sker af menneskelig vilje eller fornuft» osv. Ja, dette er så væsentligt og kendetegnende for det nye menneske, at hvis jeg bare finder det hos et menneske, siger jeg straks: Det er en kristen – ligesom jeg straks, når jeg ser et menneskeligt legeme foran mig og hører det tale et menneskeligt sprog, siger: Det er et menneske. Har en sådan kristen så en anstødelig fejl og uart, siger jeg: «Det er en skavank, en sygdom, men – en kristen er han; for det er umuligt, at nogen på den måde kan have sin livsfornødenhed, sin trøst og sit liv i Kristus og ikke være en Kristi ven, en kristen». Så væsentligt er dette.

Det andet, som i særlig grad åbenbarer fødslen af Gud, er, «at han har givet os af sin Ånd» (1 Joh 4,13 og 3,24), eller som Paulus siger: «De åndelige er åndeligt sindede» (Rom 8,5), det vil sige, de har en ny, hellig natur, som er ét med Ånden, som lider under al synd og elsker alt helligt; og af denne Guds Ånd, som bor i dem, føres de ad en helt ny vej og bliver helt andre mennesker, som nu har andre tanker og en anden lyst eller smag for tingene, en anden tale og et andet liv, end de havde før. Også når det onde kød, som altid elsker synden, strider imod Ånden, ja, overrumpler og vælter os, kan vi dog ikke slutte venskab og pagt med synden, men bliver stadig stående i et stridsforhold til den. Når jeg har fået den store nåde og kan tro, at Gud for Kristi skyld har tilgivet mig alle mine synder og er min kærlige Fader, som er hjertelig tilfreds med mig, så bliver alle hans bud og forordninger så kære for mig, at alt, hvad han vil, det vil også jeg, for han er min, og jeg er hans. Og når jeg i en sådan tro har fred og glæde i Herren, har jeg ikke blot lyst, men også kraft til det gode, som der står skrevet: «Glæden i Herren er vores styrke». Men også i mørkere tider, når synd og fristelser synes helt at overvælde os, røber Helligånden, denne «Guds sæd» i os, sig ved, at vi da hader allermest den synd, som frister os mest, og at vi aldrig kan slå os til ro i en eneste synd. Synden er for os et uudholdeligt og dræbende element, som luften og det tørre land er for fisken. Det er det, Johannes mener, når han siger: «Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd» – det vil sige, synder han, så er det ikke hans gøren, men hans liden (Rom 7,16–24), «for hans (Guds) sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, for han er født af Gud» (1 Joh 3,9). Peter kunne for eksempel falde i fornægtelse, i løgn, i ed og forbandelse; men det var ikke Peters sind og element, Peter var ikke en, der bandede og løj; se på hans sind: «han gik udenfor og græd bitterligt». Sådanne eksempler viser, hvordan Ånden og «Guds sæd» røber sig hos os også i de mest ynkelige tider af svaghed. Men om dette punkt vil vi sige mere i næste artikel.

Et andet tegn på den nye fødsel og delagtigheden i Guds natur, det tegn, som Kristus og apostlene mest har fremhævet, er kærligheden – først kærligheden til brødrene, men også «i broderkærligheden kærlighed til alle». Kristus siger: «Deraf skal alle forstå, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden» (Joh 13,35); og Johannes gentager atter og atter i sit første brev: «Deraf ved vi, at vi er født af Gud – deraf ved vi, at vi er Guds børn – deraf ved vi, at vi er af sandheden: at vi elsker brødrene, hvis vi har kærlighed til hinanden». Og Paulus siger: «Om jeg talte med menneskers og engles tunger – om jeg havde profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og havde al tro, så jeg kunne flytte bjerge osv., men ikke havde kærlighed, så var jeg intet» osv. Man kan undre sig over, hvorfor Kristus og apostlene har fremhævet dette tegn så meget; men man kan også forstå nogle af grundene. Af alle den nye fødsels ytringer er vel ingen så underfuld og så uforklarlig ud fra naturlige grunde som netop denne. For at jeg begynder at elske Gud, når han viser mig så overmåde stor nåde, at han tilgiver alle mine synder og læger alle mine brøst, er noget ganske naturligt, for han har gjort mig så meget godt. Men hvad har for eksempel fjerne fremmede gjort mig, som kan forklare, at jeg så glæder mig over dem og elsker dem, blot når jeg hører, hvordan de er blevet omvendt og benådet? Hvordan skal det forstås, at når jeg på mit ensomme værelse, hvor ingen kristen er nær mig, alene af Gud gennem et bibelord bliver husvalet og forvisset om min benådning – hvordan skal det forklares, at jeg da straks mærker en brændende kærlighed opstå i mit hjerte til alle dem, som er født af Gud, og også en «kærlighed til alle», så jeg gerne ville drage alle, som jeg før ikke brød mig det mindste om, til Jesus – hvordan skal dette forstås? Det er et så underfuldt fænomen, at det aldrig kan forklares på anden måde end med disse ord af Peter, at vi også bliver «delagtige i Guds natur – for Gud er kærlighed».

Men hold al naturlig kærlighed nøje adskilt herfra, den kærlighed, hvormed vi for eksempel elsker dem, som blot er enige med os (partikærlighed), eller dem, som blot elsker og værdsætter os (egenkærlighed), og læg mærke til Apostlens forklaring af den kærlighed, som beviser noget, nemlig: «Enhver, som elsker ham, der fødte, elsker også den, som er født af ham. Deraf ved vi, at vi elsker Guds børn, når vi elsker Gud» – det vil sige, når vi elsker dem, fordi de tilhører Gud. Kun af den kærlighed «ved vi, at vi er Guds børn».

Her har vi nu set nogle kendetegnende træk hos det nye menneske. Glem aldrig, at de udgør noget helt nyt i os, noget, der strider lige imod vores egen natur, og at de netop derved kraftigt beviser, at en fødsel er sket. Å, hvilket herligt under, som endnu sker på jorden, at vi virkelig bliver «født af Gud», og at vi kan se noget af det med vores øjne! – Og så har vi nu betragtet de tre store forhold, som kraftigst forvisser vores hjerter om barnekåret hos Gud: først, at Herren Gud i begyndelsen skabte mennesket til sit barn og skabte alt, hvad der er på jorden, alene for menneskets skyld; dernæst, at Guds evige Søn kom til jorden og blev vores bror og med sit blod genløste os til Guds børn; endelig, at Helligånden føder os på ny, så vi også er fødte Guds børn. Alle vores skrøbeligheder tilsammen kan ikke gøre et sådant barnekår til intet!

Men tro ikke, at du i anfægtelsens mørke vil kunne se tegnene på din nye fødsel! – i mørket ser man ingenting – i anfægtelsen mærker man ikke meget til sin tro og sin hunger efter Kristus eller sin nye, hellige lyst til Guds lov eller sin kærlighed til brødrene – nej! Gud kan sådan lade alle sine værker i os blive tildækket og kastet om, at hverken vi selv eller andre ser dem, ja, «så man til sidst ikke ved, hvem der er en kristen», som Luther siger. Da bliver det nødvendigt at have noget andet til trøst end det, der findes i os, nemlig hvad Gud selv i sit eget væsen er og har gjort for menneskene. Når synden, loven og vores egen samvittighed fordømmer os, så lad os aldrig glemme det evigt gyldige blod! Og når vi i langvarig anfægtelse og svaghed synes helt at være «overgivet til et uværdigt sind», til Djævelen og vores egne mægtige synder, da skal alene den evige kærlighed, trofasthed og mildhed mod menneskene, som er Guds eget væsen, endnu forvisse vores hjerter om, at han, som med så stor mildhed gik efter os, da vi kun flygtede fra ham og aldrig ville høre hans røst – han vil umuligt nu, da vi med usigelige suk råber efter ham, lade os være uhørte og lade os gå til grunde i nogen åndens falskhed eller kødets svaghed. Nej, han vil selv rette, hvad der er galt – han selv alene. Du er jo stadig vores Fader og vores Forløser; fra fordums tid er det dit navn! Amen.