Om barnekåret hos Gud og de dybe, evige grunde for det

(Ellevte årgang, 1852)

At være Guds barn er noget, der let går over tungen og hurtigt går gennem ørerne og tankerne, men det er en over al måde stor og herlig sag, hvis vi bare får nåde til at besinde os på den. At være Guds barn – tænk! – Guds – barn – den store, almægtige Guds, ikke blot skabninger, ikke blot tjenere og tjenestepiger, men børn, sønner og døtre – hvem kan fatte, hvor stort det er? Selve udtrykket «Guds barn» har mistet al sin vægt for øret, fordi det bruges så tankeløst; men tænk på selve sagen og den store, alvorlige mening, der ligger bag de ord. Den virkelige mening med ordene «Guds barn» er lettere at få øje på og besinde sig på, hvis man ser på de steder i Bibelen, hvor det samme siges med andre ord, som: Guds sønner og døtre – Kristi brødre – Kristi medarvinger – den førstefødte blandt mange brødre osv. I 2 Kor 6,18 står der: «Og jeg vil være jeres Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige» (jf. Jer 31,1.9; Åb 21,7). Hør: Guds sønner og døtre! Og det siger Herren den Almægtige. – Og i Rom 8,17 siger Apostlen: «Er vi børn, så er vi også arvinger, nemlig Guds arvinger og Kristi medarvinger» osv. Her mærker vi alvoren og betydningen i ordene «Guds barn»: at det ikke blot er en smuk og venlig titel, men selve virkeligheden, eftersom vi også skal blive Guds arvinger og hans evige Søns medarvinger. Ja, allermest bemærkelsesværdige i denne henseende er Kristi egne ord, da han på sin opstandelsesdag sagde: «Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.» Tænk, når Herren selv siger: mine brødre – han, i hvis mund der ikke fandtes svig – hvilken strålende forklaring på ordene «Guds barn»! Og endnu mere, når han tilføjer: «Jeg farer op til min Fader og jeres Fader» osv. Havde han blot sagt: Jeg farer op til jeres Fader, så havde det jo været overmåde lifligt; men dog ikke så inderligt forenende, som når han siger: «Min Fader og jeres Fader». Hør: Min Fader og jeres Fader. Det forklarer jo fuldt ud, hvad bror indebærer, og at han mente det ord sandt og virkeligt.

Vi ser altså, at det er en stor, guddommelig virkelighed, at vi, stakkels menneskebørn på jorden, skal være den store, almægtige Guds sande børn, sønner og døtre, og hans evige Søns brødre og medarvinger. Men hvem har et så stort og vidt hjerte, at han kan fatte og tro noget sådant? Hvor sandt Luther dog taler, når han om dette barnekår bemærker, at det er alt for stort, og at vores hjerter er alt for trange og snævre til, at vi nogen sinde i denne tid kan fatte det ret! For tænk dog alvorligt over, hvor stort det er, at vi skal være Guds børn – at en fattig, elendig synder, der nok holder sig til Frelseren, men alligevel dagligt må sukke over mange store mangler og synder, skal have den høje ære, at han ikke kaldes Guds træl eller tjener, men ligefrem Guds barn, søn og arving! Lad så gerne verden beholde al sin pragt, hovmod og ære – en ære, der, når den når sit allerhøjeste og sidste, ikke er andet, end at verden er Djævelens trælkvinde eller hans tro og tjenstvillige brud. Men du, som holder dig til Kristus, skal have den ære, at du med alle dine mangler alligevel er Guds elskede barn og arving; og hvilken menneskelig tanke kan vel fatte og besinde, hvor stort det er? Luther siger: «Det regnes for stor adel, ære og herlighed på jorden at være barn af en mægtig og navnkundig konge og kejser. Hvor meget højere ville det ikke være, hvis nogen i sandhed kunne rose sig af at være søn af den højeste engel! Men hvad er alt dette imod den, som af Gud selv er kaldet og udvalgt til at være søn og arving af den høje guddommelige Majestæt? Et sådant barnekår må sandelig føre usigelig herlighed og rigdom, magt og ære med sig, ud over alt, hvad der findes i himlen og på jorden.»

Men når sagen nu er så forbløffende stor, og vores hjerter derimod så ynkeligt trange og snævre – hvilket underfuldt Guds værk i et menneske er det så ikke, at det alligevel kan tro og gribe noget sådant! Ser du blot på store hellige, så kan du ganske let tro, at de er Guds børn; men når du skal bøje tanken og tungen dertil, at du også om dig selv skal tro og bekende, at også du er et Guds barn, med alle de mangler og synder, du ved med dig selv, så bliver troen en alt for svær kunst. Nu er det dog helt nødvendigt, at du kommer til denne tilegnende tro; for at du tror det om andre, giver dig ingen salighed og kraft. Enhver må tro dette barnekår for sin egen del, hvis det skal give glæde og styrke i Herren. Men den, der både besinder sig på, hvor stort dette barnekår er, og samtidig selv vil have del i det, kommer sandelig i stor trængsel og anfægtelse for sin tro. For ud over at vi har trange hjerter og er svage og snævre, så vi viger tilbage alene for sagens størrelse, er det desuden vores naturs egen arvelige brøst, at vi bærer en vis bæven og sky for Gud med os, helt fra den stund, da Adam og Eva ved deres fald fik denne rædsel i sig, så de flygtede bort fra Guds ansigt. Denne rædsel er gået i arv til os og følger os endnu i dag. Dertil har vi en fornuft, der er blind i åndelige ting og klog i egne øjne, og som aldrig vil tro, hvad den ikke finder rimeligt og naturligt. Når nu vores lumske hjerte og onde kød er en uudtømmelig kilde til alle slags synder og laster, og samvittigheden ved loven bestandig fordømmer os og skræmmer os for Gud, så vi så ofte ikke blot intet mærker af lys fra Guds nåde og nærvær, men tværtimod angst, uro og kval – hvordan skulle vi så bestandig kunne tro, at vi alligevel er Guds elskede børn, Kristi brødre og søstre? Nej, så må alt, hvad der er i os, fornuft, følelse og samvittighed, råbe i os et bestemt og uophørligt: «Nej, det er umuligt! Skulle jeg være Guds barn? Umuligt, umuligt!» Og det er endnu ikke alt. Hertil kommer også vores svorne fjende, Djævelen, som med al sin grusomhed ikke stræber efter andet end at rive vores barnekår fra os, rive al tillid til Gud ud af vores hjerter og drive os til fortvivlelse og uvilje mod Herren. Alt, hvad han gør og virker med al sin magt og list, de tvivl og anfægtelser, han skyder ind – alt har hovedsagelig kun ét eneste mål, nemlig at berøve os vores barnekår hos Gud og den søde trøst ved det. Og kan han bare berøve os troen, så har han dermed også berøvet os selve skatten; for vi er kun Guds børn ved troen på Jesus Kristus. Nu har den onde fjende også mægtige forbundsfæller i os selv, først i vores onde, syndfyldte kød, vores lumske hjerte og vores blinde fornuft; og når han så har kunnet føre os i synd, har han også vores egen samvittighed og Guds hellige lov som våben, som han anfægter og myrder vores tro med og jager os bort fra Gud med. «Hvordan kan du være Guds barn», hedder det, «du, som har syndet sådan og sådan mod Gud? Du ved med dig selv, hvad der er helt utilbørligt; du har ofte fået tilgivelse og lovet bedring, og alligevel synder du bestandig igen – hvordan kan du være Guds barn?» Det er jo så fornuftigt og tilmed i overensstemmelse med Guds egne ord i loven, at det går os som en pil lige gennem hjertet. Lovens ord er jo også den store Guds alvorlige ord; når vi nu ved med os selv, at vi gør, hvad Gud har forbudt, og undlader, hvad han har befalet, så er det jo så højst utilbørligt, at vi måtte være helt forhærdede, hvis vi ikke blev forskrækkede over det. Men så sigter Djævelen sin pil lige mod livet og siger: «Er du Guds barn?» Kommer det så hertil, at Gud i sin visdom lader en kristen blive i prøvelsens ild i længere tid og lader mange vanskeligheder komme på én gang: her bitre tab og dybe sorger; der langvarig fattigdom og trykkende gæld; her vedholdende fristelser til synd, ynkelig svaghed og virkelige syndefald; der grufulde anfægtelser, fx bespottelige tanker mod Gud og det hellige – sådan som det alt sammen overgik Job, David, Peter m.fl. – ja, når den samme nød varer ved i år og måneder, og al den troende sjæls råb og klage for Herren synes at være forgæves – så er det et ufatteligt Guds under, at en sådan sjæl endnu kan blive i troen, endnu kan regne sig for et Guds barn og Gud for sin kærlige Fader.

Det er især i sådanne erfaringer, at det bliver nødvendigt at have en højere og fastere grund for troen end alt, hvad der er i os, ses eller mærkes – en grund, der ligger helt uden for os og over os. For når alle slags afgrundsmagter på den nævnte måde stormer ind på os, synd, fristelser, fald, tvivl, afmagt, så spørger vi igen: Hvem på jorden kan da have en så urimelig tro, at han stadig kan blive ved at regne sig for et Guds barn, en Kristi bror, en arving til himlen? «Umuligt, urimeligt!» – sådan må alt, hvad der er i os, råbe og skrige. For hvem kan tro noget så højt og herligt, når han oplever noget så ynkeligt og forfærdeligt? Her er kun ét middel, hvorved vi midt i styrtregnen af alle sørgelige erfaringer stadig kan blive i troen – nemlig at vi bestandig og uophørligt ved Ordet retter øjet mod hvad Gud selv har gjort og sagt om vores slægt – hvad Gud selv har besluttet fra evighed og i tiden fuldbragt og forkyndt. Det bliver nødvendigt bestandig at huske på og tænke over de grunde, som dette barnekår hviler på.

Hvis jeg fx på en rejse ser en stor, smuk ejendom fra vejen, med et pragtfuldt palads omgivet af al naturens og kunstens rigdom og glans, og jeg straks derefter møder en fattig vandringsmand, hvis urene og slidte klæder og blege, udmagrede ansigt vidner om al slags elendighed, og en ven af mig, som var hjemme på egnen, så sagde til mig: «Se på denne fattige vandringsmand! Tror du, at denne stakkel er ejer og herre over den store, smukke ejendom, vi så derovre?», så måtte jeg uvilkårligt udbryde: Det er umuligt, det er spøg! Men min ven svarer mig smilende: «Jeg undrer mig ikke et øjeblik over, at det synes dig umuligt, så længe jeg ikke fortæller dig de besynderlige forhold, det bygger på. Denne stakkels vandringsmand er nemlig lige kommet hjem fra et fremmed land, hvor han længe har flakket om som en fortabt søn og sin faders sorg. Dér er han dels blevet plyndret og slået ilde af en røver, dels har han selv ødelagt sig på alle måder ved et lastefuldt liv, og derfor ser han så ilde ud, som du så ham nu. Men han er i sandhed den eneste søn og arving til den mand, der grundlagde den store, smukke ejendom; og denne hans kærlige far oprettede kort før sin død med blødende hjerte et testamente for sin faldne søn, hvorved han skænkede ham hele den store ejendom – kun på den betingelse, at den ulykkelige søn ville vende hjem til sit fædreland og tage imod sin ejendom. Netop nu er han kommet tilbage til fædrenejorden, netop nu nærmer den rørende stund sig, da han efter alle sine ynkelige vildfarter og mange gennemlevede lidelser igen skal træde ind i det kærlige fædrenehjem, igen skal sluttes i en øm mors arme og derefter blive herre over alle ejendelene.» – Se, når min ven på denne måde fortalte mig grundene til det besynderlige forhold, så kunne jeg tro det, som før syntes mig helt urimeligt og umuligt. Sådan er det også med vores barnekår i himlen. Det bliver for os den allerstørste urimelighed, hvis vi kun ser på det, der er for øjnene, og ikke besinder os på grundene til det. Også vi er fortabte sønner, der ulykkeligt har været ude i et fjendtligt, fremmed land og dér er blevet plyndret og såret på det ynkeligste af den gamle storrøver og ved vores eget syndige liv er blevet ødelagt på alle tænkelige måder, så vi ligner alt andet end himlens børn; men den trofaste, kærlige Fader, som ikke kunne bære, at vi skulle gå evigt fortabt, har selv sørget for, at vores forspildte barnekår blev genoprettet, og har givet os et testamente, hvori han stadig forsikrer os om hele den store arv. Men det ses ikke uden på os; for selv efter at vi er kommet tilbage fra det fremmede, ulykkelige land, det vantro liv i synd og ubodfærdighed, til vor Faders rige, til nådens liv, er vi alligevel – så længe vi endnu ikke er trådt ind i fædrenehjemmet, himlen, men «er borte fra Herren» (2 Kor 5) – stadig behæftet med megen urenhed og bærer stadig vores gamle klæder, har stadig sår og sygdomme tilbage, som endnu ikke er helet helt. Med andre ord: Så længe vi bærer rundt på dette syndens og dødens legeme, må vi endnu altid sukke over synden, der hænger ved os, det onde kød, der strider imod Ånden, så det bestandig synes os urimeligt, at vi skal være Guds elskede børn. Derfor må vi altid have de dybe, evige grunde til dette vores himmelske barnekår for øje og flittigt og grundigt tænke over dem.

Lad os da også nu vende os til denne betragtning: Hvilke er grundene for vores barnekår hos Gud? Lovet være den evige Fader! Den første dybe grund for vores barnekår er den, at vi oprindelig er Guds børn, det vil sige, at Herren Gud fra begyndelsen skabte mennesket til at være barn, til sit billede og sin arving. Vi ved – og åh, hvilken stor, høj trøst, om vi kunne besinde os på det! – vi ved og ser af hele skabelsesberetningen ikke blot de dybe, betydningsfulde udtryk om dette, nemlig at Gud skabte mennesket i sit billede – hvilket også er det samme som at være barn – men også at det netop var mennesket, der var selve det store hovedformål med hele Guds skabelse, så at «alt det, Herren Gud skabte på jorden, det gjorde han for menneskets skyld». Da han så rigt og smukt prydede vores jord og fyldte den med så mange herlige ting, havde han i alt dette mennesket for øje. Mennesket var barnet og arvingen, for hvis skyld alt blev skabt. Da alt var færdigt og stod i sin paradisiske skønhed og rigdom, vendte Herren Gud sig til sine to børn og sagde: «Hersk over alt dette!» – «Gør jorden jer underdanig; og hersk over havets fisk og over himlens fugle og over alle dyr, der rører sig på jorden; – se, jeg giver jer alle frøbærende planter på hele jorden og alle træer med frøbærende frugt osv.» – Læg mærke til: «Gør jorden jer underdanig». – – «Se, jeg giver jer alle» osv. – det vil sige: Jeg har gjort alt dette for jer og til jeres tjeneste. Det kan vi også se, hvis vi blot betragter de skabte ting, hvordan de alle er afpasset efter menneskets behov: hvert husdyr, hvert stykke vildt i skoven, alle fisk i havet, alle jordens skabninger, kilder, strømme, søer, træer, planter – alt er på den mest behagelige måde formet efter menneskets behov og til dets tjeneste. Stands her! Er det ikke et stort og tankevækkende forhold, som vidner om, hvad mennesket er for Guds tanke og hjerte, at hele den rige og prægtige skabelse, som med en sådan mangfoldighed af Guds smukke værker klæder vores jord, er frembragt af Skaberen alene for menneskets skyld? Hver skabning, hver fugl, hvert træ råber til mennesket: Se, hvor højt jeres Fader elsker jer! Alt er gjort for jeres skyld! Mennesket er det kære barn og den høje arving, for hvem han har bygget og smykket det rige hus, hvortil han nu med mildhed indbyder sit barn og siger: «Gør jorden jer underdanig! Hersk over alt! Jeg giver jer alle» osv. – Men det er ikke blot jorden, der skal være menneskets bolig; Kristus siger om den himmelske herlighed: «Det rige, som er beredt til jer fra verdens grundlæggelse» (Matt 25,34). Og det er ikke blot de synlige skabninger, der skal være os til tjeneste; Skriften siger, «at også englene er vores tjenende ånder, udsendt til tjeneste for deres skyld, som skal arve frelse». Kort sagt: Paulus siger: «Alt er jeres, hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas eller verden eller liv eller død eller det nuværende eller det kommende – alt er jeres; men I er Kristi, og Kristus er Guds» (1 Kor 3,22–23).

Mennesket er barnet og arvingen. Åh, hvilken sløvet ånd mennesket fik ved syndefaldet, siden vi ikke kan besinde os på så herlige ting! Hvis jeg standser og spørger mig selv: Hvor er denne underlige slægt kommet fra, som man kalder mennesket – denne på én gang så herlige og så elendige slægt, denne selv i sin faldne tilstand så storslåede slægt, som efterligner selve Skaberen i hans jordiske gerninger og selve den faldne engel, Djævelen, i hans ondskab? Hvor er den kommet fra? Og hvad har Gud i begyndelsen bestemt den til? – så vågner jeg op ved en stor kendsgerning: «Det er et faldent gudsbarn, det er i begyndelsen udgået fra Gud, skabt til at være hans billede, barn og arving. Der findes i hele Guds skabelse intet væsen, som har så høj en bestemmelse som mennesket; selv englene er tjenende ånder for det. Åh, vores himmelske Fader! Hvor store er dine tanker og dine undere, som du gør med menneskenes børn! Vi har altså fundet, at den første, dybe grund for vores himmelske barnekår ligger i, at Herren Gud netop skabte mennesket til, at det oprindelig skulle være Guds barn og arving, så at han også for menneskets skyld skabte og formede hele jorden med alt, hvad der er på den. Men nu spørges der: Hvad har jeg ud af alt dette, når mennesket er faldet? Så længe mennesket var Guds billede, kunne det være Guds barn; men nu er det snarere Djævelens billede! Hvad trøst har jeg af Guds første, evige råd og mening med mennesket, når jeg alle dage i alle mine lemmer og kræfter mærker det dybe syndefald, mærker syndens og Satans magt over min natur, så at jeg gør det, jeg ikke vil, og dermed tusind gange har forbrudt min barneret og fortjent Guds vrede? Svar: «Guds nådegaver og kald er sådan, at han ikke fortryder dem» (Rom 11,29). Det ligger i fuldkommenheden af Guds store væsen, at han selv ville sørge for, at hans evige råd skulle have fremgang, og at hensigten med hans skabelse skulle nås. Han har selv sørget for, at en nedarvet fordærvelse ikke skal udelukke os fra himlen, så at mennesket stadig har samme magt til at blive Guds barn som før, blot med den forskel i måden, at hvor det før skulle bestå den afgørende prøve over for gerningernes lov, skal det nu bestå prøven over for troens lov – at det nu skal tage imod barnekåret som en nåde og ikke som en løn. Denne første grund for vores barnekår, nemlig Guds evige råd og mening med mennesket, styrker mægtigt troen og dens greb om den anden grund. Den vil vi nu betragte.

Den anden dybe, evige grund for vores himmelske barnekår er Kristus, nemlig for det første ved at Guds evige Søn i ham blev vores bror ved at blive menneske – Guds egen Søn et sandt menneske som vi – hvorved han på ny tog mennesket op, adlede og ophøjede det til dets oprindelige ære og værdighed: at være Guds barn; for det andet ved at han med sin fortjeneste, sin opfyldelse af loven og sin forsoningsdød nedbrød skillevæggen, dræbte fjendskabet, lægte syndefaldets skade og gav mennesket det tilbage, som var gået tabt, barnekåret hos Gud, med al den nåde, ære og salighed, der ligger deri.

Også dette er et evigt grundlag for vores barnekår – og det er den egentlige grund til, at synden ikke længere kan berøve os det. Apostlen siger, at Gud «har udvalgt os i Kristus før verdens grundlæggelse», det vil sige: Da Herren Gud endnu ikke havde skabt mennesket, da han ikke engang havde skabt dets bolig, jorden, men kun i sit evige guddommelige råd besluttede menneskets skabelse, men også allerede så dets kommende fald og hjælpeløse elendighed under synden, da besluttede han også selv dets frelse, nemlig ved en person, som på én gang skulle være både Gud og menneske – hans enbårne, evige Søn skulle, da tiden var fuldkommet, iføre sig menneskenatur og som menneskenes bror, Mellemmand og salighedens fører påtage sig deres pligter og skyld for både at opfylde loven og tillige «smage døden for alle». Sådan var Guds evige nådevalg, hvorved han udvalgte os i Kristus før verdens grundlæggelse. Derfor kunne den store, milde Fader også på selve syndefaldets dag straks bringe sit faldne og fortvivlede barn, mennesket, et budskab om forsoning og håb, da han gav det det første løfte om en kvindes sæd, som skulle knuse slangens hoved. Siden blev det samme løfte gentaget uophørligt gennem hele Det Gamle Testamente, først til patriarkerne og siden til profeterne, dels med ord, i dunklere eller klarere forudsigelser, dels gennem en stor mængde forbilledlige sonofre, hvorved en stadig prædiken om og forudmaling af den lovede Frelser hele tiden skulle nære og holde troen ved lige hos Herrens folk. Det er herligt og opmuntrende at se, hvordan der gennem hele Det Gamle Testamente i en lang, ubrudt kæde, under skiftende former og udtryk, skimtes hellige forudsigelser om en stor hjælper og frelser for menneskeslægten, «Zions Konge», «Forløseren», «den store profet», «Herrens skud», «alle hedningers trøst», «fyrsten og læreren for folkene», «Herrens arm», «Herrens salvede», «Guds frelse fra Zion» osv. – Og omsider, «da tiden var fuldkommet, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven, for at vi skulle få barnekåret» (Gal 4,4–5). Læg mærke til ordene: «for at vi skulle få barnekåret!» Det var det store formål, som Gud sendte sin Søn for, og som han blev «født af en kvinde» og «født under loven» for. Det skete alt sammen, for at vi skulle få barnekåret igen. Gud være lovet i evighed!

Dette store værk begyndte Guds Søn med at blive født af en kvinde, med at stige ned til vores natur, antage vores kød og blod og blive vores slægtning og bror; for derved ophøjede han vores natur, der var fornedret ved faldet, til den høje ære, at også vi, som Apostlen siger, «er Guds slægt» (ApG 17,28), og knyttede dermed på ny det første forbindelsesbånd mellem Gud og det faldne menneske. Det er især i Hebr 2,11, at denne herlige sag fremstilles, når Apostlen siger: «Både den, som helliger, og de, som bliver helliget, er alle af én; derfor skammer han sig heller ikke ved at kalde dem brødre.» Hvilken usigelig herlighed for os! Hør her, hvad Apostlen siger! Mange har undret sig uendeligt over, at Guds egen, evige Søn kunne kalde arme mennesker på jorden for sine brødre. Man har set det allerede i Salme 22, hvor Kristus siger til sin Fader: «Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre, midt i forsamlingen vil jeg prise dig.» Man har hørt den dejlige morgenhilsen gennem Maria Magdalene påskemorgen: «Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader» osv. – og over alt dette er man standset i undren over, at Guds Søn kunne fornedre sig sådan. Så kommer Apostlen med sin forklaring og siger: Grunden, som dette underfulde bygger på, er den, at Kristus virkelig er vores bror, at han har samme menneskelige natur som vi, at han er et sandt menneske. Han siger: «Den, som helliger, og de, som bliver helliget, er alle af én; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre.» Og lige nedenfor tilføjer han: «Da nu børnene har det samme kød og blod, fik også han på samme måde del deri» osv. – Hør, dejlige ord: Kristus, Guds Søn, skulle være sine brødre lig, have samme kød og blod som de, dog uden synd! Åh, dette er jo så stor en ære for os, arme, faldne menneskebørn, at englene, som Luther siger, havde grund til at ønske: «Ak, gid jeg var et menneske!» – for mennesket har en fælles natur med selve Guds Søn; mennesket er blodsbeslægtet med og bror til selve Guds Søn! – Apostlen synes også at have haft samme betragtning, da han samme sted yderligere tilføjer, v. 16: «Det er jo ikke engle, han tager sig af, men Abrahams sæd tager han sig af.» Hvor kommer denne usigelige, underfulde nåde og ære, som vederfares mennesket, fra, om ikke fra Guds evige råd og faste udvælgelse, hvorved han skabte mennesket til sit barn og sit billede? Mennesket var barnet, mens alle andre væsener, selv englene, var dets tjenere. De engle, der ikke er faldet, er ganske vist helligere og renere væsener end vi; men fordi mennesket oprindelig var barnet, og «Guds nådegaver og kald er sådan, at han ikke fortryder dem», – så har Herrens store nidkærhed rigeligt hævnet sine forførte og ulykkelige børns fornedrelse og er gået så vidt, at han ved sin Søns menneskevordelse på ny har ophøjet os over englene, eftersom vi nu kan rose os af, at «Guds Søn er menneske som vi, og vi er mennesker som Guds Søn». Og dette var den nådige Herres og Frelsers første skridt til at genoprette vores tabte barnekår – – «født af en kvinde» – – «for at vi skulle få barnekåret».

Det andet var, at han også blev født under loven. Det er et kort, men overmåde rigt ord om det store hovedærinde, som Guds Søn havde på jorden, nemlig «som den anden Adam at træde i vores sted over for Gud», at være sine brødres borgen og Mellemmand og i vores sted fuldføre det, som vi burde, men ikke kunne. «Født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven.» Præcis det samme læser vi i Rom 8,3: «Det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed.» Hvilken vældig og evig trøst! Hvilket saligt Guds råd for vores arme slægt! Det samme, som loven kræver af os, men aldrig kan få af os – det samme, som jeg så ængsteligt, men forgæves arbejder på – det samme har denne vores anden Adam taget på sig og fuldført, så helt i mit sted, som havde jeg selv gjort det. Jeg burde elske Gud over alt, og i stedet er jeg så sørgeligt kold og tilbøjelig til afguder, at selv om jeg sled mig selv i stykker over det, kunne jeg alligevel ikke forandre mit hjerte – og for alt dette går jeg nedtrykt og halvt fordømt under loven; så kommer den barmhjertige Herre og siger: «Hos mig skal du hente din frugt» (Hos 14,9). «Menneskesønnen er kommet for at tjene» (Matt 20,28), «født under loven». «Det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn» osv. – Jeg burde frygte Herren over alt, så at jeg var mere bange for at synde imod ham end for døden og helvede; jeg burde stole på ham alene; jeg burde være flittig og varm i bøn og i bekendelsen af Kristi navn; jeg burde elske min næste som mig selv, være mild og sagtmodig, ren, kysk, uegennyttig osv. – men når jeg i alt dette finder uophørlige fejl og mangler, ja, håndgribelige synder, så at jeg forskrækkes og intet mindre kan synes, end at jeg skulle være Guds elskede barn, så kommer Herren her og siger: «Alt dette har jeg gjort for dig, født af en kvinde, født under loven. Det, som loven ikke kunne udrette, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn.»

Men dermed var det ikke nok: den nåderige Herre måtte også bære syndens straf og lovens forbandelse, da han blev en forbandelse for os og, som Skriften siger, «betalte det, han ikke havde røvet», for at ingen synd eller lov mere skulle kunne gøre vores barnekår omstridt, for at enhver anledning til trællefrygt og mistillid skulle være fjernet, og for at vi igen skulle få en fortrolig barneånd over for Gud. Også dette tilføjer Apostlen i det nævnte 2. kapitel af Hebræerbrevet, når han siger: «Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på samme måde del deri, for at han ved døden skulle tilintetgøre ham, som havde døden i sin magt, det er Djævelen, og for at han skulle gøre alle dem fri, som af frygt for døden hele deres liv igennem måtte være trælle».

Se, dette er i korthed, hvad den nåderige Herre har gjort for at genoprette vores barneret. Det er også værd at lægge mærke til, at det var netop da hans store forsoningsværk var fuldbragt – det var om morgenen på selve opstandelsesdagen – at han begyndte at kalde sine skrøbelige disciple for brødre og så udtrykkeligt erklærede, at de virkelig var det, da han sagde til Maria: «Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, og til min Gud og jeres Gud». Læg endnu en gang mærke til de dejlige ord: Han siger ikke blot brødre, men: «min Fader og jeres Fader». Hvad betyder det, om ikke at vi virkelig er Guds børn ved ham, hvor urimeligt det end må forekomme vores arme fornuft? Men hvad vil man sige, når det behager Gud selv at gøre det? Det er underligt, men dog virkeligt. Apostlen siger: Han har «i kærlighed forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus efter sin viljes velbehag». Det var Guds egen viljes velbehag, hans eget frie nådevalg, at han besluttede at råde bod på syndefaldet ved sin Søn og genoprette vores barneret – ja, det var lige så meget Guds frie rådslutning, som at han besluttede at skabe os. Vi kan da ikke sige andet om det end et evigt og uophørligt: «Gud ske tak for hans uudsigelige gave!»

Således ser vi nu, på hvilke grunde mennesket er Guds barn. Men de fleste af disse børn er bortløbne børn, fortabte sønner, som lever langt borte fra deres Faders hus og hjerte, i syndens og vantroens fremmede land, og over dem klager den barmhjertige Fader således: «Jeg har opfostret børn og opdraget dem, og de er faldet fra mig» (Es 1). Så længe de er borte fra Faderens favn og rige, har de intet gavn af deres barneret og er i sandhed, på grund af deres gudsforglemmende sind, som Skriften vidner, «vredens børn», ja, «Djævelens børn» (Ef 2,3; Joh 8,44; 1 Joh 3,10). Det er sandt, at mennesket aldrig bliver Djævelens barn i samme betydning, som det er Guds barn; for Djævelen har hverken skabt eller født det, men det er ved det ubodfærdige og gudfjendtlige sind, at mennesket er i slægt med Djævelen og derved er Djævelens og dødens barn. Denne forklaring giver Kristus i Joh 8,42–44. Heraf følger, at der endnu kræves et stort guddommeligt nådeværk, før mennesket i sand og salig betydning er Guds barn; og dette er det tredje, vi skal betragte.

Det tredje værk af den store Gud, hvorved mennesket i fuld forstand bliver Guds barn, er Helligåndens værk i mennesket, hvorved det bliver født til Guds barn – født af Gud. Om det læser vi i Joh 1,12–13 disse dyrebare ord: «Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem som tror på hans navn; de er født, ikke af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud». Læg nu mærke til, du som læser dette, hvordan Apostlen taler! Det gælder evigt liv, liv og død – det gælder det store spørgsmål, om du er Guds barn eller ej. Barneretten er vundet for dig, den ejer du; nu gælder det virkelig at tage imod den og nyde den. Det er derfor overordentlig vigtigt at forstå disse ord ret og rette sig efter dem, så du ikke bedrager dig selv med en falsk trøst.

Hvad vil det da sige at tage imod ham? Det lærer vi allersikrest af de eksempler på, hvordan Kristus blev taget imod, som den evangeliske historie fortæller om, og af den forklaring på det, som Apostlen selv føjer til. Han siger først om Guds Søn, der blev menneske: «Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham». Derpå følger: «Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn». Hvordan gik det til, at de ikke tog imod ham? Hvad siger historien? Den fortæller, at da Johannes Døberen, Kristus og apostlene begyndte at prædike: «Omvend jer, Himmeriget er nær!», så havde de fleste ikke tid, men gik bort, som Kristus siger, «den ene til sin jord, den anden til sin handel; og nogle hånede og slog budbringerne ihjel», og både de første og de sidste kom til at «dø i deres synder»; Jesus græd over det, men den dom kunne ikke ændres. At andre derimod tog imod ham og blev Guds børn, skete på denne måde: Der fandtes i jødernes land, ligesom hos os, også en flok arme, bekymrede syndere, som sukkede efter Israels trøst. Nogle var gamle lovtrælle, som dog aldrig, sådan som farisæerne, fik trøst i deres gerninger, men arbejdede i angst, var tyngede og sukkede ud af dybet af deres nød: Ak, gid Israels frelse ville komme fra Zion osv. Andre var sunket ned i synd og skam, syndere og synderinder, toldere og skøger, men vidste dog af loven, at et sådant liv aldrig kunne få en god ende, og var derfor i angst over deres synder. Da nu evangeliets basun begyndte at lyde over landet, da det trøstefulde budskab begyndte at høres, at Herrens længe ventede Salvede var kommet, omsuset af rygtet om, at «han gik omkring og gjorde vel og helbredte alle», og mange vidnede: «Han er sandelig Guds Søn og Israels konge», og: «Han tager imod syndere!» – da drog disse elendige sjæle sig hen til ham, sådan som dyrene, der forsmægter af tørst, haster hen til den kilde, de har fundet; og de hørte hans nådefulde ord og så hans herlige gerninger, især hans nåde mod syndere, og de faldt ned for hans knæ og bad og håbede på hans barmhjertighed. Og alle dem, som således tog imod ham og troede på hans navn, gav han magt til at blive Guds børn; dem gav han dejlige forsikringer om, at deres synder var tilgivet, han spiste og drak med dem, lærte og formanede dem og kaldte dem sine «brødre». Men de var sådanne, som ikke blot søgte en tilfældig afløsning for så igen at gå bort og følge verdens og syndens vej; de ville tværtimod for altid blive ved med at være hans egne, blive og leve under ham i hans rige. Læg mærke til det! De blev hans venner og efterfølgere for resten af livet og blev under hans ledelse mere og mere fornyet og helliget i sandheden. De blev altså en flok, som veg af fra den almindelige mængdes vej, og blev derfor kaldt et «parti» – «nazaræernes parti», som blev hånet og forfulgt af den store mængde, hvilket de led med lyst og glæde. Sådan blev de, som tog imod Jesus. Og dem alle gav han magt til at blive Guds børn. Ja, alle, alle, som tog imod ham. Historien nævner ikke én eneste, som søgte nåde hos ham, men blev afvist som alt for syndig og uværdig. Den samaritanske kvinde, så hedensk og lastefuld hun var – hun havde haft fem mænd, og den, hun nu havde, var ikke hendes – fik straks nåde; og den barmhjertige Herre, som sulten og træt af vejen havde sendt sine disciple af sted for at købe mad, behøvede nu ikke at spise – så mættet var nu hans hjerte, der hungrede efter synderes frelse (Joh 4). Simon, Jonas’ søn, falder forskrækket ned og råber: «Gå bort fra mig, for jeg er et syndigt menneske», og får straks det trøstefulde svar: «Frygt ikke, herefter skal du fange mennesker». Den lamme nåede ikke at åbne munden for at bede, før Jesus råbte til ham: «Vær ved godt mod, min søn, dine synder er dig tilgivet!» – Saulus var en «spotter og voldsmand», som drog omkring og slog Guds børn ihjel, og ham blev der straks vist barmhjertighed, så han også blev den største apostel. Kort sagt: «Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn».

Heraf ser vi nu, hvad det vil sige at tage imod ham. Også i vore dage kan man se de samme ting ske. Du ser jo den store, almindelige, sorgløse mængde, som for handel og jordegods ikke har tid til at agte på indbydelsen til Lammets bryllup; de bekender Kristus i kirken, de er opkaldt efter hans navn, de fejrer hans fødsel, hans lidelse og død, de spiser og drikker med ham osv., men ellers vil de ham intet, men lever hele deres liv tilfredse uden ham, i forfængelighed og synd – og de skal dø i deres synder, blot fordi de ikke har «hyldet Sønnen». Men du ser også en lille flok arme syndere, hvis hele liv er en søgen efter Jesus. De er i øvrigt ingen fuldkomne mennesker; de sukker og klager selv dagligt over deres synder og skrøbeligheder; men én ting kendetegner dem: De kan ikke undvære Frelseren og hans nåde; deres tanker og suk er disse: Åh, gid jeg vidste, at jeg var Guds barn og havde mine synders forladelse! Åh, gid jeg ret kunne tro og følge Frelseren! osv. Se, det er dem, der tager imod ham, og som tror på hans navn. Er også du én af dem, så har han også givet dig magt til at blive Guds barn. Selv om du ikke altid kan tro med fuld vished og glæde, så er det dog visselig at tage imod ham, når din søgende ånds blik er rettet mod den Ophøjede, med længsel og ønske om blot at kunne tro på ham og på ham alene – sådan som vi jo tydeligt ser, at de, der kom til Jesus, ikke kom med fred og fryd, men snarere kom grædende, sukkende, bedende – og se! – til sådanne sagde Herren dog: «Din tro har frelst dig!» Hvori viste disses tro sig? Sandelig ikke i fuld vished og glæde, men i et bekymret hjertes flugt hen til ham. Deres tro på hans navn bestod i, at de søgte nåde alene ved ham og ikke ved egne ofre og gerninger, sådan som farisæerne; for, som Luther siger, «havde de ikke troet, så var de ikke kommet til ham». Men se! Da nu Jesus så nådefuldt tog imod dem og trøstede dem, og de troede hans ord, så kom de også til en fuld trosvished og fred. Sådan skal det også gå dig. Du skal tro ham på hans ord, så skal hans Ånd vidne med din ånd, at du er et Guds barn. Læg endnu en gang mærke til det: De kom til Jesus og søgte nåde ved ham – og de fik altid straks lov at blive Guds børn. Nu kan vi ikke søge ham ved at gå hen til ham i det ydre; men når vi har et hjerte, som ikke kan undvære ham, som altså også ville søge ham i det ydre, hvis han var synligt hos os – et hjerte, som søger ham åndeligt i hans nådemidler og sukker og ønsker at kunne tage ret imod ham – hør, hvad er så mere sikkert og tydeligt, end at her er den samme modtagelse af Jesus, som Johannes taler om her? Og alle, alle, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn. Altså er også du og jeg, med denne modtagelse, lige så visselig Guds børn som den samaritanske kvinde, Simon Peter og Maria Magdalene – for de var syndere lige så vel som vi, og han er lige så vel vores Frelser som deres. Når nu også vi tager imod ham ligesom de, så giver han også os magt til at blive Guds børn lige så vel som dem. Alle, alle, som tager imod ham – Gud ske tak for hans uudsigelige gaver!

Hvordan vi også ved en sådan modtagelse og tro bliver født af Gud og ved denne fødsels ytringer bliver endnu mere forvisset om vores barnekår, derom vil vi med Guds nåde tale videre i det følgende.