Troen, samvittigheden – den store hovedsag i et kristent liv

(Tolvte årgang, 1853)

«Alt, hvad der ikke er af tro, er synd» (Paulus)

Troen, samvittigheden, det gode indre forhold til Gud – se, det er de ømme øjestene, hjertet og livskilden i det nye menneske! Mange ting er vigtige i det åndelige, som kærlighed, ydmyghed, oprigtighed og gode gerninger; men ét alene er livet, ét er hjertet i legemet! Det er troen, samvittigheden, den indre bevidsthed om Guds velbehag. Hertil hører to ting: For det første, at man ved evangeliet og nåden i Kristus er sat fri fra lovens trældomsånd, har fået syndernes forladelse og vished om den og nu lever i en evangelisk barneånd, i et fortroligt venskab med Gud. Dette er den første betingelse og kilden til al sand gudsfrygt, al kærlighed, lyst og kraft til det gode. Mangler denne fortrolige barneånd, så er alt, hvad Gud kræver, svært, tungt og umuligt, og alle gerninger er trællens tvungne og uvillige tjeneste. Deraf følger da for det første, at disse gerninger ikke behager Gud; for han vil ikke have nogen tvungen tjeneste, og «alle de, der holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse» (Gal 3); og for det andet, at jeg er magtesløs, at jeg ikke får nogen kraft til det gode, men at synden ved loven bliver mere og mere vældig – sådan som Paulus udførligt beskriver det i Rom 7. Når jeg derimod har fået forsikring om Guds venskab – når min Gud har tilsagt mig: Vær ved godt mod, min søn, dine synder er dig forladt – åh, så lever jeg, så brænder jeg, så er han og hans åg mig liflige, og hans byrde er let. Når min Gud har tilsagt mig: Du er min, så går jeg bort med en salig hemmelighed i mit hjerte; jeg har en ven, en skat, en herlighed uden lige – så vil jeg, så «tvinger denne Kristi kærlighed mig på salig vis» til i alt at tjene ham, til ikke mere at leve for mig selv, men for ham, som er død og opstået for mig. Se, dér er altså hjertet og livet i al sand gudsfrygt! For det andet kræves der til denne tro, til denne bevidsthed om Guds velbehag, at jeg også ved, at det liv og de gerninger, som jeg egentlig og med vilje øver, er Gud til behag; at jeg gør dem netop, fordi de stemmer med Guds ord og vilje. Hvad jeg fejler af svaghed, hører til de synder, som jeg dagligt lægger ind i Fadervor, når jeg beder: «Forlad os vor skyld», og som jeg tror en evig og bestandig forladelse for; men det liv, som jeg egentlig fører, det, som jeg med vidende og vilje gør som min egen gerning, det må stemme med Ordet; ellers kan det ikke bestå sammen med troen og en god samvittighed, hvis jeg ikke holder det for godt og i overensstemmelse med Guds vilje. Denne bevidsthed, som man kunne kalde troen i gerningerne, er egentlig den tro, som Apostlen taler om i Rom 14, hvor han slutter med de ord: «For alt, hvad der ikke er af tro, er synd.» Alt det, der ikke flyder af et sådant hjerte, som for det første er benådet ved den retfærdiggørende tro på Kristus og lever i Guds venskab, og som for det andet har sin livsregel i Guds vilje og gør sine gerninger i den mening, at de stemmer med Guds vilje – alt det, der ikke flyder af denne kilde, er synd. Her ser vi, hvordan det første bud er kilden og betingelsen for, at alle de andre bud bliver opfyldt. At Gud er hjertets Gud, at hjertet over alle ting tror på, elsker og frygter Gud, det er hovedsagen i alt kristent liv.

Det er ikke uden grund, at vi bruger så mange ord om dette; for næst efter den store hovedartikel om vores retfærdiggørelse ved troen er dette det første og vigtigste lærepunkt, nemlig hvad et ret kristent liv eller gode gerninger, der behager Gud, er. Derfor har Djævelen også til alle tider især sat al sin magt ind på at forvanske disse to hovedpunkter. Ser vi på Kristi tid, finder vi, at det netop var på disse to punkter, læren var forvansket, og at alt, hvad Herren lærte, gik ud på dette: først at intet levende menneske var retfærdigt for Gud, men at al retfærdighed for Gud alene bestod i hans «gang til Faderen»; dernæst at ingen blot ydre gerninger udgjorde et liv, der behager Gud, men at Gud ville have hjertet (Matt 5). Ser vi på Luthers tid, var det netop de samme to punkter, som blev genoprettet ved reformationen, nemlig læren om retfærdigheden af troen og om de rette, gode gerninger i kærligheden, til forskel fra den falske fromhed i selvvalgte gerninger.

Vil nogen derfor med virkelig sikkerhed vide, hvad et liv er, som virkelig behager Gud, så skal han give god agt på Guds egne ord. Herren vor Gud har tydeligt sagt os det, når han blandt alle sine bud sætter dette først: «Jeg er Herren din Gud, som har ført dig ud af trællehuset. Du skal ingen andre guder have ved siden af mig» osv. (2 Mos 20,2–3). Se, dette er det første, største og vigtigste, at Gud, som har forløst os fra trældommen, får lov at være hjertets eneste Gud. Om dette har Luther *) udtalt sig således over dette ord: «Til dette (første) bud hører egentlig følgende gerninger, nemlig at vi tror på, håber på, frygter og elsker Gud. Men ligesom den slet intet gør, som forsømmer det første bud, selv om han holder alle de bud, der står under det, sådan gør heller ikke den noget, som gør alle gode gerninger og flyr det onde, hvis han ikke lever i troen på Gud. For ligesom det første bud er alle de andre buds mål, regel, rettesnor og kraft, som alle lemmerne hænger ved og bevæges af som ved hovedet, sådan er troen, som den kræves i dette første bud, hovedet, livet og kraften i alle de andre gerninger, så at ingen gerning er god, hvis den ikke er virket af troen og ligesom smeltet sammen med den.

*) I en udlægning af Davids 14. salme.

«Men troen har sin kraft deri, at mennesket er fuldt og fast forvisset om, at det behager Gud, at det har en Gud, som er det velvillig og tilgiver det dets synd i alt, hvad det gør og foretager sig – eller at Gud er det nådig med hensyn til det gode og tilgiver det med hensyn til det onde. For hvad er den tro, som ikke er en sådan overbevisning? Derfor gør de meget stor skade med deres lære, som nægter, at denne tro er nødvendig i hver gerning eller til hver gerning, og som mener, at fordi vi ikke hele tiden beder, læser, besøger de syge og hjælper de svage, ja, ikke kan gøre en eneste gerning bestandig og uden afbrydelse, så skifter troen også på samme måde, så den snart er virksom, snart hviler. De forstår ikke, at troen under alle gerningernes skiften forbliver den samme, den tro, som ved alle gerninger tror, at den behager Gud, eller at Gud tilgiver og er nådig. Derfor er alle gerninger lige i troen – sådan som vi da også holder dem. For troen selv alene er hovedgrunden blandt alle gerninger. Men hvor der allerede gøres forskel på gerningerne, dér mangler troen. For den, der tror, gælder alt lige, hvad enten han spiser eller faster, hviler eller arbejder, beder eller tjener sin broder; for han ved, at han i alt tjener Gud og behager ham lige godt, hvad enten gerningerne er store eller små, herlige eller ringe. Han udvælger sig slet ingen gerning; men han forkaster heller ingen, men gør, som Samuel siger, ’hvad der falder for’. Men hvor troen ikke er, dér er man ivrig og gør sig forfærdelig meget umage med at skelne mellem gerninger, udvælge og forkaste dem, idet sådanne mennesker i en tåbelig indbildning tror, at de med den ene gerning skal behage Gud mindre, med den anden mere.

«Ingen kan behage Gud, fordi han gør godt; men han gør godt, fordi han behager Gud. Således er troen på, at vi behager Gud, årsagen til de gode gerninger, men gerningerne er ikke årsagen til troen på, at vi behager Gud.

«Derfor skal vi blive fast ved, at det første bud er ligesom hovedet og begyndelsen til alle de andre bud, og at troen, som kræves i det, er hovedet og begyndelsen til alle de andre gerninger.» Så vidt Luther.

Den, som nu virkelig vil stå sig godt med Gud, vandre på hans veje og føre et ret kristent liv, han prøve sig selv efter dette stykke! Det er forfærdeligt, hvilket hykleri der øves på dette punkt, idet man nok vil føre et kristent liv, men helt glemmer at give agt på hovedsagen og betingelsen for det, som er at leve i Guds venskab, i troen på hans velbehag. «Lad os ikke friste Herren!» Han ser godt, hvordan det står til med dig; og «Herrens øjne ser efter troen». Hvad hjælper det dig, at du gør dig umage med gudsfrygt og kristendom, når Herren dog til sidst forkaster det altsammen som hykleri og synd? For «alt, hvad der ikke er af tro, er synd». Men også oprigtige og troende sjæle må give god agt på dette stykke, så de ikke mister denne barneånd, denne salige bevidsthed om, at de har Guds venskab og velbehag, både for deres personer og deres liv! Som allerede vist er dette selve hjertet og øjet i det indre menneske, så man nok kan sige om denne hjertelige tillid, som der står skrevet: «Bevar frem for alt andet dit hjerte, for derfra udgår livet!» Men denne virkelige tillid til Guds velbehag er også en overordentlig ømtålelig ting, som meget let kan rokkes og skades, så en hemmelig dom og modløshed gør hjertet sygt, formørker billedet af Guds ansigt og hæmmer den barnlige adgang til Gud. «Ja», som Luther siger, «der findes intet i himlen eller på jorden, som er ømmere og tåler mindre end en øm samvittighed. Man siger nok, og det er sandt, at øjet er en øm ting; men samvittigheden er langt ømmere og mere sart.» Der skal ikke altid grove synder til for at rokke denne ømme barnetillid; hvor ofte var det ikke blot en lille uforsigtighed i tale eller omgang, en forsømmelse i at vise kærlighed, en forbigående kulde og lignende, som bragte nådebarnet i uro og tvivl om Guds velbehag! Og det mærkelige er, at det oftere er nogle forholdsvis mindre og ubetydeligere ting, der vækker denne tvivl, end nogen åbenbare synder. Eftersom det netop er hele evangeliets fornemste indhold og gerning at trøste de svage børn mod alle vedhængende synder og styrke dem i troen, så sker det ofte, at de kan tro forladelse for alle bestemte synder, som de kæmper mere bevidst imod, mens deres tro derimod i stilhed plages og undergraves af nogle tvetydige ting, om hvilke de ikke ved med vished, hvor meget syndigt eller uskyldigt der ligger i dem, og som de derfor heller ikke fører nogen bestemt kamp imod; og derved kommer de til at frygte for noget, som er værre end alle synder, nemlig en falsk sjælstilstand. Og hvor evangelisk man end er, så ved man dog godt, at nåden ikke gør en hykler salig. Hvor stor nåden end er, og selv om den slet ikke grunder sig på vores gudsfrygt, ikke engang på troen, men på Kristus alene, så kender man dog godt det ord: «Du har ingen del eller lod i denne sag, for dit hjerte er ikke ret for Gud» – og det må derfor forskrække enhver opmærksom og redelig kristen, når han finder noget hos sig selv, som han ikke rigtig forstår, men som dog i visse stunder synes ham at være syndigt, og som han dog ved, at han ikke skyr og strider imod; for deraf slutter han, at der er noget falskt i hans ånd, en hyklerisk sjælstilstand. Deraf kommer det, at en sådan ofte siger: «Om jeg så havde gjort den allergroveste synd, ville jeg håbe på forladelse; men her er noget langt værre, nemlig en falsk ånd.» Og læg endnu en gang mærke til, at den egentlige årsag til en sådan rystelse af troen netop ligger i noget tvetydigt, som hverken kan kalde en bestemt kamp frem eller gøres med en klar overbevisning om, at det er uskyldigt, men blot ligger som et lille sandkorn i øjet og skurer og foruroliger den ømtålelige barnetillid så længe, indtil en sygelig trældomsånd tager dens plads.

Men allermægtigst bliver rystelsen af troen, når samvittigheden gribes af tvetydigheder i kirkelige og åndelige spørgsmål, som synes meget vigtige, så det, vi gør i dem, ser ud til at være en hel livsytring, en afgørende erklæring for eller imod Kristus. Når Djævelen nu, netop ved det tvetydige i sagen, anfægter os lige meget, hvad vi end gør – for sådan plejer han at gøre, når vi ikke er fuldkommen visse i vores sind, især da han også kan anfægte en kristen for det, som er bestemt godt – se, når man i så vigtige spørgsmål anklages for at være utro, så er den arme ømtålelige samvittighed rigtig i klemme. Og hermed kommer vi nu til det emne, hvor vi nok må bede Gud give alle kristne en særlig nåde til at forstå det ret og tage det alvorligt til hjerte, nemlig vigtigheden af en forstandig og varsom omgang med tvetydige ting – vigtigheden af for det første selv at «være vis i sit sind» og for det andet med ømhed at give agt på de svage brødres ømtålelige samvittigheder og indre forhold til Gud. Vi lægger et bestemt kapitel af Den Hellige Skrift til grund for vores betragtning, et kapitel, som også med henblik på vores dages særlige fænomener visselig vil vise sig at være «et ord i rette tid» – nemlig Rom 14. Kapitlet begynder således: Tag jer af den, som er svag i troen, uden at dømme om meninger. Den ene tror, at han kan spise hvad som helst; men den, som er svag, spiser grønsager. Den, der spiser, må ikke foragte den, der ikke spiser, og den, der ikke spiser, må ikke dømme den, der spiser; for Gud har taget sig af ham. Hvem er du, som dømmer en andens tjener? For sin egen herre står eller falder han; men han skal blive stående, for Gud har magt til at holde ham oppe. Den ene gør forskel på dag og dag, den anden anser alle dage for lige; enhver skal være fuldt vis i sit sind. Den, som lægger vægt på dagen, gør det for Herren, og den, som ikke lægger vægt på dagen, gør det for Herren; og den, som spiser, gør det for Herren, for han takker Gud; og den, som ikke spiser, gør det for Herren og takker Gud. Mange vil vel mene, at dette kapitel ikke indeholder meget for os; men vi skal snart se noget andet. Før vi betragter de eksempler på tvetydige ting og forskellige meninger, som anføres her, vil vi først betragte, hvad Apostlen antyder i v. 1, nemlig at blandt de troende er nogle stærkere, andre svagere i troen. Han siger: «Tag jer af den, som er svag i troen» osv. De, som skulle tage sig af de svagere, var altså selv stærkere og mere oplyste. Forskellige åndelige aldre, forskellige muligheder for evangelisk oplysning og mange andre omstændigheder må altid føre denne forskel i tro og evangelisk lys med sig. Man må blot ikke blande de «svage i troen» sammen med dem, som slet ikke er kommet til troen, men endnu søger at blive retfærdige ved deres gerninger. Her siger Apostlen om de svage, at de ganske vist endnu holdt den levitiske lov, men at de «gjorde det for Gud» og ikke for derved at blive retfærdige. Men i Galaterbrevet omtaler Apostlen sådanne, som holdt de samme lovforskrifter «for derved at blive retfærdige», og siger om dem: «Kristus gavner jer intet, I er helt skilt fra Kristus – I, som vil retfærdiggøres ved loven.» – Men når man skelner mellem de stærke og de svage i troen, må man altid lægge mærke til, at de er ens deri, at de begge har forstået denne falske selvretfærdighed, har lært at frygte den, straffe deres vantro og stræbe efter blot at blive fundet i Kristus. I denne store hovedsag er de «ét hjerte og én sjæl»; men samtidig er der en stor mængde forskellige grader i deres lys og evangeliske sind, «alt efter som Gud har tildelt enhver troens mål» (Rom 12,3), og hertil bidrager altså ikke blot forskellig åndelig alder og evangelisk lærdom, men også deres forskellige kald. «Gud», hedder det, «har tildelt enhver troens mål» – efter det kald, hvert lem har i legemet – «for», siger Paulus, «han har sat nogle til apostle, nogle til profeter, nogle til evangelister og nogle til hyrder og lærere» (Ef 4,11). Eller: «Er vel alle apostle? Er vel alle profeter? Er vel alle lærere? Har vel alle kraftige gerninger?» (1 Kor 12). Men til hvert særligt kald kræves en særlig retning i blikket på gaverne. Så ser den ene mere på én side af sagen, den anden har øjet mere rettet mod en anden side. Hvilken forskel er der ikke mellem Paulus’ og Johannes’ breve, hvor fuldkommen ens de end er i troen! Hvor forskellig fra dem begge er ikke apostlen Jakob, skønt også han har den samme tro! Endnu større bliver forskellen, hvis man tager visse profeter med. Og dog har de alle den samme frelsende tro i deres hjerter; dog har de alle «talt, drevet af Helligånden». Denne lighed og denne forskel skal altid findes i Guds menighed.

Dog er der også, som vores tekst viser, forskellige grader i selve troen og samvittigheden hos de svagere og de stærkere. De har et forskelligt blik for evangeliets frihed. Paulus og de stærke i troen så tydeligt, hvordan Kristus var lovens ende, så skyggebilledet ikke længere var nødvendigt, da det, som var forbilledet på forhånd, var kommet (Hebr 10,1). De svagere i troen havde vel også fundet deres retfærdighed, liv og salighed i Kristus, men kunne alligevel ikke indse, hvorfor den lov, som Gud selv engang havde givet, ikke stadig skulle overholdes – mere om det snart. Den gamle lovbundne vane hang stadig ved deres samvittighed, og deres blik var ikke helt klart. Det forstår vi lettest ud fra det, vi stadig dag for dag finder blandt de troende. Gennem omvendelsens snævre port er de alle, efter længere eller kortere kampe med vantro og selvretfærdighed, endelig kommet til evangeliets hemmelighed og har fundet deres eneste frelse og trøst i Kristus – og han, han alene er nu hele genstanden for deres svagere eller stærkere tro, for deres mere hungrende eller mere mættede og glade samvittighed. Så er de alle «den frie kvindes børn» og alle lige kære for Guds hjerte. Men hvor forskelligt er blikket dog stadig hos de svage og de stærke! Når de første siger: «Nu da du er kommet til Kristus, så tænk på at vise dig den nåde værdig, du har fået!», så siger de sidste: «Har du fundet Kristus, så glæd dig altid i Herren, og Kristi kærlighed tvinger os til alt godt.» Siger de første: «Gud er trofast, så længe vi tror på ham», så siger de sidste: «Er vi troløse, forbliver han trofast, for han kan ikke fornægte sig selv.» Tænker de første: «Nu må jeg gøre godt, når jeg er begyndt at tro», så gør de sidste det gode, før de har tænkt på det. Når de første efter en utroskab, de har begået, slipper deres faste grund og først vil have en vis portion bodssorg, før de går frem og beder om tilgivelse, så begræder de andre ganske vist deres fejltrin lige så meget, men gør ikke det til en forberedelse til nåden; de ser kun hen til Kristus som al deres trøst. Mens de første helst fordyber sig i det, de ved troen er blevet eller skal blive i sig selv, så ser de sidste helst sig selv i det billede, de har uden for sig selv, i deres store Overhoved. Bestræber de første sig på bøn, åndelig samtale osv., fordi en kristen skal, bør og må, så strømmer bønnen og samtalen hos de sidste ud af hjertets frie lyst eller trang osv. – – Her må man dog lægge mærke til, at ingen er så stærk i troen, at han ikke undertiden bliver trukket ned i svaghed og lille tro, så enhver kristen også har sine forskellige tider med svaghed og styrke.

Nu siger Apostlen: «Tag imod den, som er svag i troen, uden at dømme over tanker.» Det er sandt, de er uforstandige, disse svage; der er noget sygeligt ved deres kristendom; men netop derfor skal de så meget mere ømt tages imod, plejes og bæres af de stærkere og mere forstandige, ligesom man i et hus mest af alt bærer og værner om det barn, som er sygt og svagt. – «Uden at dømme over tanker», siger Apostlen. Vogt jer for at gøre noget, der rokker ved de svages og følsommes skrøbelige tro og samvittighed – ved at «dømme over tanker» eller misbruge jeres forstand på den evangeliske frihed. Hvad Apostlen egentlig sigter til, bliver tydeligere, når vi først betragter de eksempler, han anfører her. Han siger: «Den ene tror, han kan spise hvad som helst, men den, som er svag, spiser grønsager. Den ene gør forskel på dag og dag, den anden regner alle dage for lige.» Her vil mange straks tænke: Hvilke små, ubetydelige ting: «at spise», «at holde dage»! Men lærer vi det forhold, der her sigtes til, bedre at kende, vil vi se, at spørgsmålet var meget vigtigt. Det burde man straks kunne ane, når Apostlen i v. 15 siger: «Ødelæg ikke ved din mad den, som Kristus er død for», og i v. 23: «Den, som tvivler, er fordømt, hvis han spiser.» Her mærker vi, at det drejer sig om udødelige sjæles fordærvelse og fordømmelse. Sagen er, at det her egentlig drejede sig om at gøre Guds vilje, følge Guds ord og bud, eller tværtimod frit og med forsæt at bryde dem. Det var denne vigtige omstændighed, som ved disse ubetydelige gerninger rørte samvittigheden så mægtigt, at det gjaldt liv og salighed. Det er ved Guds ord, at de mest ubetydelige ting bliver overmåde vigtige. Hvor skæbnesvangert, hvor forbløffende vigtigt blev ikke det at «spise» af en bestemt frugt i paradiset, alene fordi Gud Herren sagde: «Af den må I ikke spise!» Hvor vigtigt er ikke det vand, som Kristus blot siger om: «Hvis ikke nogen bliver født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige»! Se her årsagen til, at det at spise kød, holde dage, omskærelsen osv., som for os i dag er sådanne ubetydeligheder, var så vigtige, at de gjaldt liv og salighed! Årsagen var, at Herren havde talt om dem i sin lov. Her drejede det sig ikke blot om disse to gerninger, at spise kød og holde dage, men spørgsmålet gjaldt hele den lov, som handlede om dem. Til spørgsmålet om at spise kød kom også en anden omstændighed, nemlig at der på torvet stadig også blev solgt kød, som var ofret til afguderne. Da det nu også hørte med til afgudsdyrkelsen, at man spiste og drak det, som var helliget dem, kom de svagere kristne i stor bekymring og mente, at hvis de spiste noget, som var ofret til afguderne, tog de del i dyrkelsen af dem. Det er denne bekymring, Apostlen taler om i 1 Kor 8 og i 1 Kor 10,19 ff. Når det nu i vores tekst (v. 2) hedder: «Den ene tror, han kan spise hvad som helst, men den, som er svag, spiser grønsager», så betyder det: Den ene er så oplyst i troen, at han forstår, hvordan denne ceremonilov kun gjaldt indtil Kristus, men havde sin ende i ham, og at de altså var fri for alle dens forskrifter; de svagere derimod, som endnu ikke fandt tilstrækkelig grund i Ordet til at tage sagen sådan og fra deres spæde barndom var vant til at holde denne lov hellig, var stadig bundet af dens forskrifter i deres samvittighed – på samme måde som vi er bundet af de ti bud. Vi tror alle, at vores synder er tilgivet ved Kristus, men har derfor ikke frihed til at foragte Guds bud. Synder vi af svaghed, så har vi en talsmand hos Faderen; men med vidende og vilje at gøre noget, som strider mod Guds ord, som en fri gerning, det kan ikke forenes med en god samvittighed. Netop på den måde var disse svage på én gang troende og dog bundet af loven. – Når det hedder, at de kun spiste grønsager, betyder det, at de var så bange for at bryde Herrens bud og spise noget kød, som var forbudt i loven eller ofret til afguder, at de helt gav afkald på kød og kun holdt sig til urter og grønsager. Så samvittighedsfulde og gudfrygtige var disse troende, og dog kunne de ikke se det samme i Guds ord, som de stærkere så i det. Der er mange omstændigheder, som gør, at ikke alle kristne kan se det samme i Guds ord i visse spørgsmål. Det er især følelsen, vanen og gamle forestillinger, som påvirker blikket for Guds ord så stærkt. Da Kristus forudsagde for sine disciple, hvordan han skulle overgives til hedningerne, lide og dø, tilføjer evangelisten: «Men de forstod ikke denne tale, og den var skjult for dem, så de ikke kunne fatte den.» Hvad var årsagen til det? Kristi ord var jo tydelige; hvorfor kunne de ikke forstå dem? Kun fordi deres tanker gik en helt anden vej; i deres forestilling var det afgjort, at Kristus kun skulle vokse mere og mere i anseelse og magt og på den måde blive Israels befrier. Når han talte om lidelse og død, kunne de ikke forstå det på anden måde, end at hans ord nu måtte have en anden betydning. Se her, hvordan en mening, man på forhånd har taget til sig, gør, at man ikke forstår Guds ord. Sådan var det også med disse svage i troen. Den lov, som de stærkere ringeagtede, havde været hellig for dem alle deres livs dage; hvordan skulle de nu kunne bryde den med frit mod? Og sådan ser vi, hvordan de troende, som alle i Kristus var «ét hjerte og én sjæl», alligevel fik stik modsatte meninger ud af Guds ord i et så vigtigt spørgsmål som dette: Er vi, som tror på Kristus, stadig bundet af ceremoniloven eller ej?

Heraf skal vi én gang for alle lære, at der også blandt troende kristne kan opstå helt forskellige meninger, og at de dog på begge sider er optaget af sandheden og vil grunde deres tro alene på Guds ord. Her er årsagen til de mange forskellige kirkesamfund inden for den evangeliske kirke og deres forskellige meninger på visse punkter. Man skal derved blot nøje lægge mærke til og holde fast ved, at på ét punkt er de ikke skilt; på ét punkt er de alle enige: det er den store hovedartikel om, «hvordan vi bliver frelst». Gud være lovet! Det punkt er dog ikke tvetydigt i Skriften. I det spørgsmål finder alle troende og alvorligt søgende sjæle altid det samme, nemlig at «vi retfærdiggøres uforskyldt af Guds nåde ved forløsningen i Kristus Jesus». Derfor er det også kun dette punkt, som gør os til kristne og salige. Et andet punkt, som også er helt utvetydigt, er dette, at vi skal frygte og elske Gud over alle ting og gøre hans vilje. Også om det er alle kristne enige. Men når det derefter drejer sig om visse enkelte gerninger, kan der opstå forskellige meninger og handlemåder også blandt de troende, som det nu er tydeligt af dette kapitel. Og, det skal siges endnu en gang, de kan på begge sider gøre det af den reneste nidkærhed for Guds ord og Guds vilje. Det er sandt, ikke alle splittelser er af den slags. Nej, nogle kommer, som Luther siger, «af den lede selvbehagelighed» og af, at det arme menneskehjerte, dette urolige onde, ikke kan nøjes med at være så ringe og upåagtet, at det blot går i de gamle spor, på den gamle vej, som alle «almindelige kristne» vandrer, men vil bringe noget nyt på banen og være klogere end alle andre; sådan som Luther netop også siger om vores tekst i en prædiken på 2. søndag i advent. Efter først at have beskrevet disse svage og stærke omtaler han endnu to forskellige sindelag og siger: «Dog gør Apostlen i denne sag forskel på to slags folk: nogle, som i sandhed er svage i troen, dem, der allerede er nævnt. Det er gode, fromme og enfoldige sjæle, som gerne gjorde det bedre, hvis de bare vidste og kunne; de er ikke stivsindede, og dem fejler intet andet, end at deres samvittighed og tro er svag. De andre er stivsindede; de nøjes ikke med selv at føre et sådant liv, men kræver det også af andre og vil ikke høre den rette sandhed, men strider imod den. De er skyld i, at de andre er svage; for med sådanne læresætninger sårer de de svages samvittighed og fanger dem i snarer, så de mener, at det må være sådan. De gør sig en fornøjelse af at bringe de enfoldige samvittigheder under deres lydighed. Om dem taler den hellige Paulus ikke her, men i Tit 1,11 og flere steder.»

Men vi handler her om ømme samvittigheder, disse virkelig svage, for ud fra Apostlens ord at finde ud af først, hvad de selv skal gøre for ikke at miste selve troen og livet, og dernæst hvordan de stærkere skal forholde sig for ikke at «ødelægge dem, som Kristus er død for». Det første, Apostlen fremstiller som af største vigtighed, er, at enhver skal være fuldt overbevist i sit sind, v. 5 – det vil sige, at ingen kristen skal gøre noget, som han ikke med vished holder for ret og velbehageligt for Gud; for det er selve hovedsagen. Og Apostlen gør så meget ud af det, at han i v. 23 siger: «Men den, som tvivler, er fordømt, hvis han spiser, fordi det ikke sker af tro; og alt, hvad der ikke er af tro, er synd.» Det betyder mindre for sjælen, om selve gerningen i sig selv er den rigtigste, sådan som Apostlen så bemærkelsesværdigt udtrykker det i v. 6: «Den, som agter på dagen, gør det for Herren, og den, som ikke agter på dagen, gør det for Herren; og den, som spiser, gør det for Herren, for han takker Gud; og den, som ikke spiser, gør det for Herren og takker Gud.» Se, hvilket gyldent ord! Det er om sådanne sjæle, der her er tale, som «gør, hvad de gør, for Gud», det vil sige, de gør det for Guds skyld, i den overbevisning, at de gør Guds vilje. Det er hovedsagen. Med sådanne sjæle skal enhver leve i fred! At du i kærlighed og gudsfrygt søger at oplyse dem om det rigtigste, er altid godt; men vogt dig vel for at foragte eller fordømme dem, som virkelig kun søger at forstå og leve efter Guds vilje. Det er den anden formaning, Apostlen giver her: «Den, som spiser, må ikke foragte den, som ikke spiser; og den, som ikke spiser, må ikke dømme den, som spiser.» Det er denne indbyrdes foragt, dømmen og fordømmelse, som gør så meget ondt i sådanne tilfælde, hvor alvorlige sjæle får forskellige meninger. Til denne foragt og dømmesyge bliver også kristne fristet, især når de ikke kan tro og begribe, at også de, der ikke finder det samme i Ordet som de selv, kan være lige så oprigtige og gudfrygtige sjæle. Men se her, hvad Apostlen siger: De kristne på hans tid var delt i forskellige meninger i et så vigtigt spørgsmål som dette: om de stadig var bundet af den levitiske lov, den jødiske gudstjenestes ydre forskrifter, eller om de ved Kristus var fri for dem – og det var et spørgsmål, som greb deres samvittighed så mægtigt, at det gjaldt deres sjæl og salighed (v. 15.23) – og dog var de på begge sider så troende og gudelskende sjæle, at hvad de end gjorde, så gjorde de det for Gud.

Men du kan ikke forstå det; du siger: Hvordan kunne de være tro mod Ordet og alligevel komme til så forskellige meninger? Svar: Tror du ikke på det, som allerede er vist, nemlig hvordan følelsen og forudfattede meninger påvirker blikket, så se det her, hvor Apostlen siger det. Den, som stadig holder den levitiske lov, gør det for Herren, eller for Herrens skyld, og den, som ikke agter på den, gør det også for Herren. Den første så i Ordet, at Gud selv havde givet denne lov, men så derimod ingen bestemt ophævelse af den og tænkte: Kan den samme gerning, som lige før var en synd, nu være helt uskyldig? Skal vi nu foragte det, som vi helt fra barndommen har holdt helligt? – og han holder den lov «for Gud». Den anden tænkte: Kristus er selve virkeligheden; skyggebilledet, forhænget er nu revet itu og det rette lam ofret; så er vi fri for skyggebilledet, og jeg ville gøre en stor synd, hvis jeg ikke bekendte dette med både ord og gerninger – og han «spiser for Gud». Sådan ser vi, hvordan de på begge sider var tro mod Ordet og dog i disse dunklere spørgsmål kom til forskellige meninger, alt efter om den ene eller den anden forestilling stod mest levende for deres hjerte.

Her har vi nu et billede for vores øjne, som forklarer mange af nutidens fænomener. Hvor mange forskellige meninger opstår der ikke også nu blandt de troende! Ser vi bort fra mange mindre uenigheder, er spørgsmålet om udtræden af kirken for øjeblikket det mest gribende. Man siger da: Skal vi kristne blive i ro og tage imod sakramenterne i en kirke, hvor der forkyndes vildfarelser, dels i autoriserede bøger, dels af ugenfødte præsters mund, hvor de fleste præster ikke er hyrder, men herskere over menigheden (1 Pet 5,3)? Nogle mener, at det er grund nok til at træde ud, andre siger derimod nej – og på begge sider har man Guds ord for øje. Der har vi altså det samme fænomen som i apostlenes dage. Som tidligere nævnt har nogle enfoldige, der kun ser på de eksempler, teksten nævner, om at spise kød og holde dage, plejet at mene: «Det handler jo om frie, valgfri ting; vi derimod handler om læren! Det er to forskellige ting» osv. Men vi håber, at det nu står klart for enhvers øjne, hvis man ikke med vilje lukker dem, at spørgsmålet om at spise kød osv. ikke var hele sagen; det havde ikke bundet samvittigheden og ført fordømmelse med sig (v. 23), hvis det ikke havde været læren, hvis det ikke havde været Guds ord om det, der voldte denne bekymring. Det var spørgsmålet om hele den lovs bindende kraft for en troende, der egentlig skilte dem, altså afgjort et spørgsmål om læren. Og det er meget let for os at regne deres stridsspørgsmål for ubetydeligt, frit og valgfrit; men det var slet ikke sådan på den tid, da Paulus skrev dette kapitel; da var det betydningsfuldt og bindende for samvittighederne. Og det er netop et sådant spørgsmål, vi har brug for at se behandlet af en apostel. Det har vi nu her. Og dette eksempel er så meget mere bemærkelsesværdigt, som det ikke blot er lige så vigtigt som spørgsmålet om udtræden af kirken, men også i grunden det samme spørgsmål. Den, som endnu ikke har indset det, skal blot læse ApG 21, så vil han se, at det netop drejede sig om de troendes forpligtelse over for den levitiske tempeltjeneste, om at holde den udvortes, om det udvortes kirkefællesskab med jøderne. Også de, som undrer sig over det, må dog se det med egne øjne, hvis de læser det nævnte kapitel i ApG fra v. 20 til v. 26. Eller hvad betyder det, at den apostolske menigheds ældste i Jerusalem med apostlen Jakob i spidsen siger til Paulus: «Du ser, broder, hvor mange tusinder af jøderne der er kommet til tro, og alle er de nidkære for loven» osv.? Her tales der altså om de troende i Jerusalem. Og de er alle nidkære for loven! Hvilken lov menes der her? Se v. 21 – – «omskære deres børn og leve efter skikkene». Se v. 23.24.26: de går i templet og renser sig osv. Der var kommet et falsk rygte til Jerusalem om, at Paulus på sine rejser ikke blot tav om denne ceremonilov over for omvendte hedninger, men også lærte de jøder, som boede blandt hedningerne, at opgive den lov, at «ikke omskære deres børn, ikke leve efter skikkene», med renselser, adskillelse af mad, fejring af dage osv. Det var et falsk rygte; for Paulus brugte aldrig sin indsigt så uklogt, men tog altid hensyn til forestillingerne hos de folk, der omgav ham; derfor irettesatte han kravet om omskærelse blandt galaterne, men omskar selv Timotheus i Lystra «af hensyn til de jøder, der var i de egne» (ApG 16,3) – og siger selv: «For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder; for dem, der er uden lov, er jeg blevet, som var jeg uden lov – – for at jeg kan vinde dem» osv. (1 Kor 9,20). Det var dette falske rygte, hans brødre i Jerusalem ville gendrive, da de rådede ham til at gå i templet og udføre de sædvanlige renselser og ofre, som hele den øvrige troende menighed dér overholdt. Alt dette fortælles der om i det nævnte kapitel, ApG 21. Her ser vi hele det spørgsmål, som vores tekst, Rom 14, handler om. Det var de omvendte og troende jøders overholdelse af lovens udvortes ceremonier og den levitiske tempeltjeneste. I troen og ånden var de langt fra den vantro del af den jødiske menighed, som fornægtede Herren og desuden, som Kristus siger, «gjorde Guds lov til intet for deres skikkes skyld» – det var ikke for lærens skyld, de troende gik i templet, det var kun for de udvortes skikke, og dermed hverken styrkede de de vantro jøder eller tog selv imod deres falske lære.

Her ser vi nu i sin helhed det spørgsmål, som vores tekst handler om. I Rom bestod menigheden både af hedninger og af jøder, som var blevet omvendt; derfor blev spørgsmålet om disse levitiske skikke så levende og bekymrende dér. Hvad siger Paulus så i sit brev til dem? Det har vi nu allerede set. Gid vi også som kristne ville rette os efter det. Den store hovedsag var samvittigheden, troen i hver gerning – at enhver kun gør det, som han er vis på er Gud velbehageligt, og således «gør det for Gud»; for «alt, hvad der ikke er af tro, er synd». Dernæst lærer Apostlen, hvordan vi skal agte andres samvittighed, ikke bekymre og rokke deres tro med vores meninger, ikke dømme og såre den, som Gud har taget imod, som Gud har retfærdiggjort, som Gud ikke vil have såret. Anderledes er det med disse stivsindede, som ikke agter på Guds tydeligste ord, når de går dem imod, men kun forfægter deres mening og har deres lyst i at forvirre og beherske de uskyldige sjæle; dem skal man afgjort straffe alvorligt med Ordet – men svage, uskyldige sjæle, som kun vil vide det rette, skal man møde som Guds børn og behandle deres svage samvittighed som hans «øjesten», også selv om de farer vild i noget. De bliver nok klogere med tiden.

Så meget om tvetydige spørgsmål og om samvittigheden og troen i de gerninger, som man udfører med vidende og vilje. På en helt anden grund står vores samvittighedsfred, når det gælder det syndige, som hænger ved os. Dér gælder det alene at blive «renset i hjertet fra en ond samvittighed» med Kristi blod og sige: Er jeg syndig, så er Kristus retfærdig; er jeg faldet, så er Kristus ikke faldet, og «han er for Guds ansigt for os». At have denne trøst i Herren og leve i venskab med ham og i den glade bevidsthed om hans velbehag både i vores personer og i vores gerninger – det er hovedsagen, det er livet og hjertet i al kristendom. Bevar frem for alt andet dit hjerte, for derfra udgår livet.