«Små synder»

(Tolvte årgang, 1853)

Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget (Luk 16,10)

Der findes kristne, som utvivlsomt står godt med Gud i den store hovedsag, men næsten helt glemmer en mængde såkaldte «småting», som dog kan være af en sådan art, at følgerne af dem er forfærdende store. Det er et forhold, som er skjult for de flestes øjne, hvordan små ting kan få store følger – hvordan der af de mindste gnister kan komme ildebrande, som ødelægger store byer fulde af kostbarheder – hvordan der gennem såkaldte «små synder» kan komme evig fortabelse ved den åndelige død og forhærdelse, som de fører med sig i samvittigheden. Hvis Judas ikke havde begyndt med det fine, forsigtige nasseri (Joh 12,6), var hans samvittighed aldrig blevet så forhærdet, at han til sidst kunne sælge sin Herre for penge. «Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.» Den, som vil undgå store og svære synder, må begynde med at dræbe deres første, spædeste spire. Desuden kan disse «små synder» hos en kristen også give det mest dødelige anstød for et svagt hjerte, som kun spejder efter tegnene på det hellige liv, der skal bo hos den, som bekender sig til at være omvendt. Hvert ord, hver bevægelse hos et sådant menneske bliver vejet på guldvægt. Og hvor mange og store åndelige velsignelser for dem omkring os går ikke tabt, blot fordi vi forsømmer en mængde små hensyn! Gid vores øjne rigtig måtte blive åbnet! – Vi går nu til selve sagen – og følger her for en stor del et lille engelsk skrift, som har titlen «Småting».

«Små synder!» – Hvad skal man forstå ved «små synder»? Hvis man rigtig kunne betragte, hvad det vil sige at gøre noget imod den store, almægtige Guds vilje, at gøre noget, som han afskyr og forbyder, og som bedrøver hans Hellige Ånd, så ville man visselig aldrig for alvor kalde nogen synd lille; for det er altid en stor synd at gøre det mindste imod den hellige Guds bud. Den forskel, som den romerske kirke gør mellem dødssynder og tilgivelige synder, har heller ingen sand grund. Hvordan kan den, som tror på Den Hellige Skrift, nogen sinde regne en fejl for ringe og undskylde den med den forklaring: «Det er jo bare noget så ringe», og «vi mente ikke noget ondt med det»? Og hvis vi vænnede os til at undersøge vores såkaldte småfejl helt ned til deres inderste grund, så ville vi desuden komme til den overbevisning, at de egentlig har deres udspring i en indre kærlighed til synder, som, når de er vokset helt ud, må erkendes som store og svære synder. Alt for ofte er disse små fejl også blot begyndelsen til disse store synder. Når vi imidlertid tænker: Vi kan nok trække os tilbage i tide; når vi tænker: Vi skader jo ingen andre end os selv, så holder vi tydeligvis fast ved vaner og tilbøjeligheder, som allerede i deres væsen er synder, der mishager den Hellige, og som ved en lille overskridelse bliver egentlige overtrædelser af hans bud. Desuden bedrager vi os alt for ofte med hensyn til, hvor let vi mener at kunne beherske sådanne små synder. Er det nu så let, så er det desto mere strafværdigt, at du ikke gør det. Men den daglige og stadige årvågenhed over for disse finere synder, den bestandige modstand mod disse indre undskyldninger (som: «Bare denne ene gang», og: «Det er jo så lidt») er sandelig ingen let sag og er i mange henseender sværere end modstanden mod de grovere fristelser, mod hvilke vi ruster os med Guds fulde våbenrustning og derfor lettere står imod.

Men for nu at give nogle eksempler på, hvad man plejer at kalde «små synder» – hvilken bør vel have førstepladsen blandt dem? Der findes en synd, som vi visselig alle føler os skyldige i, som vi allerede mange gange har fattet gode forsætter imod, og som bliver begået på så mange forskellige måder og under så mange undskyldninger og udflugter, at den med rette kan kaldes de fleste menneskers vedhængende synd; jeg mener den – at udsætte – at udsætte det, man bør gøre, og det, man burde gøre straks. Hvem kan sige: Den er jeg fri for? Og hvem vil vel regne en udsættelse alene for nogen synd? Når de onde følger af vores udsættelse viser sig, eller når det bliver klart for vores bevidsthed, at det egentlig er en indre ulyst til det gode, som viser sig i vores udsættelse, at det kun var undskyldninger eller modvilje mod det, der holdt os tilbage fra fx at udføre en bestemt god gerning til næstens bedste, da mærker vi, hvilket fordærveligt onde der skjuler sig i denne udsættelse. Og hvor meget godt bliver ikke helt forsømt, blot fordi det bliver udsat? Med et klarere blik vil vi se, at vores svorne fjende driver et stort spil med os, blot ved at få os til at udsætte. I små dagligdags anliggender, som når det kun gælder om at besvare et brev, at udføre små ærinder, at gennemføre små planer til andres bedste eller glæde – hvem af os føler, som vi burde, at vi med udsættelsen her giver plads for en fejl? Men allerede i sådanne ringe tilfælde, når blot udsættelsen tager mere overhånd, skaber den megen uorden og ærgrelse for os selv og andre, og kærlighedens lov bliver overtrådt; og det mest betænkelige er, at denne vane med at udsætte går ind i hele vores væsen og bliver vores natur, så vi til sidst også, ligesom landshøvdingen Felix, udsætter det, der hører til vores udødelige sjæls vigtigste anliggender, «til en mere belejlig tid», som dog aldrig kommer. Lad os derfor give agt på dette onde. Skriften siger: «Udskyd ikke til i morgen, hvad du kan gøre i dag.» Hvor meget af den uvurderlige nådetid, hvor mange fortrinlige lejligheder til at gøre godt, hvor store velsignelser for os selv og andre er ikke gået tabt – blot ved vores udsættelse! Denne synd opstår ofte ved, at vi tænker, at vi kan gøre det og det «ved lejlighed» – men lejligheden vil aldrig komme. Det er kun et narrespil, som de træge og dovne holder sig beskæftiget med. Den flittige vil nødig udsætte noget. For at modvirke synden træghed og dovenskab findes der intet stærkere middel end at blive nøjeregnende også med at udføre disse små ting punktligt. Det er værd at tænke over, hvad Herren Kristus sagde: «Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.» Lad det derfor blive jeres regel, at når I har noget, der bør gøres, om det så er nok så ringe, så udfører I det straks, uden tøven, eller på det tidspunkt, der er fastsat til det. Ved at våge bestandigt imod fristelsen til at udsætte vinder vi desuden det, at hele vores væsen bliver fastere, og at vores vaner i mange henseender bliver bedre. At udsætte er vejen til alle undladelsessynder. Træghed er en fejl, som vi alle dadler hos de unge, og som vi dog så ofte tillader os selv uden den mindste bebrejdelse. Der findes også en «travl lediggang», som nogle gange bedrager os med hensyn til, hvad den egentlig er; vi synes for os selv og andre at have travlt, men ved nærmere undersøgelse er vores beskæftigelse i grunden ikke andet end et mageligt og letsindigt tidsspilde, hvad enten det er med unyttig, tom snak eller med planløs læsning eller med at bruge megen tid på frugtesløst arbejde – ja, hvor mange stunder og dage bliver ikke på denne måde unyttigt slidt op og kommer hverken os eller andre til gode! Og dog burde vi efter Apostlens ord «købe tiden». Når man tænker på, hvordan en kristen, som har fået betroet den store skat, evangeliets hemmelighed, og flere af Åndens gaver, i hvert øjeblik kunne sprede stor velsignelse af et himmelsk og evigt gode blandt dem omkring sig – hvilken uberegnelig skade og synd er det så ikke, hvis han alligevel på den nævnte måde lader den dyrebare tid gå til spilde! På denne måde vil vi finde, at mange forhold, som forekommer os så ringe og frie, alligevel har store følger og medfører stort ansvar. Når vi først begynder at spørge vores kærlighed til magelighed til råds og at lade vores ulyst til virksomhed og vores uorden i småting råde, hvem forsikrer os så om, at vi ikke til sidst synker ned i den selvtilfredshed, som ikke tænker på andet end egen bekvemmelighed og fornøjelse og aldrig vil underkaste sig nogen selvfornægtelse og møje for sin pligts skyld? Legemlig og åndelig træghed er ikke altid forbundet med hinanden, men for begge må vi tage os i agt. Som regel er fristelsen til den sidste større end til den første. Hvor mange lægger ikke en bog fra sig, afbryder en betragtning, som krævede eftertanke, eller viger tilbage for at virke for andre, blot af modvilje mod åndelig anstrengelse; og denne magelighed bliver øvet så længe, til sindet til sidst ikke vil underkaste sig noget andet herredømme end den egne fornøjelses og den tilfældige sindsbevægelses, eller synker hen i en tør, magtesløs følelsesløshed. *)

*) Den engelske forfatter giver her yderligere det råd mod fristelsen til udsættelse og tidsspilde, at især de, som selv kan bestemme over deres tid, bør inddele den i bestemte timer til hver gerning og aldrig uden tvingende grund afvige fra dagsordenen. Selv om det hører mindre med til spørgsmålet om «synder», er det utvivlsomt et godt naturligt middel til at bringe den træge skabning til virksomhed og orden. Under de forhold, hvor det kan gennemføres, bidrager det til en virksom og nyttig levevis. Næst efter de synder, som består i at ødsle tiden bort, kommer de, som bliver begået med det lille lem tungen, og de fleste af dem regnes for i det mindste «små synder» eller slet ikke for synd. Man siger: «Bare et lille ord – hvad betyder det? Det må vel være en ringe synd, hvis det overhovedet er en, at jeg siger noget, sådan som det falder mig ind.» Men hvis vi ser lidt bedre på sagen, vil vi finde, at vi ikke begår så mange og store synder med noget som med vores tale eller tavshed. Der findes intet våben på jorden, som har udrettet så store ting som tungen. «Tungen er et lille lem,» siger Apostlen, «og praler af store ting; se, hvor lille en ild der sætter ild til en stor skov», ja, til en stor by fuld af kostbarheder! Og Apostlen tilføjer: «Tungen er også en ild – og når den er sat i brand af helvede, smitter den hele vores krop og sætter livets hjul i brand.» Og videre: «Al natur, både dyrs og fugles og krybdyrs osv., tæmmes og er blevet tæmmet af den menneskelige natur; men tungen kan ingen blandt mennesker tæmme, et ustyrligt onde, fuld af dødbringende gift» (Jak 3). Det er nyttigt, at kristne tænker godt over, hvilket skarpt våben de bærer i deres tunge, så de bruger det med mere eftertanke. Med tungen er de allerstørste ting i verden blevet udrettet. Ved ord kom syndefaldet med alle dets ulyksalige følger ind i verden, ved ord er til gengæld et himmerige blevet plantet på jorden. Med tungen kan vi gøre meget ondt, men også meget godt. Og dog, hvor ringe synes gerningen ikke at være, når man bare «taler»! Vi minder blot om nogle mindre tilfælde: Hvor let kan man ikke fx sige noget om sin næste uden engang at mene noget særlig ondt med det, men som dog får den følge, at det dyrebareste, han ejer på jorden, hans gode navn og rygte, lider skade! Men du mener: Jeg har ikke stjålet, ikke udgydt blod – og alligevel har du voldt ham langt større smerte end ved et betydeligt tyveri; og du burde elske din næste som dig selv og ikke gøre ham noget, som du ikke ville, at han gjorde mod dig; du skulle «forsvare hans gode navn og rygte, tyde alting til det bedste og tale sandheden». Hvor let kan man ikke i ophidset sind med tungen slå sådanne sår i menneskers hjerter, som dag og nat bløder og svier langt værre end mangt et udvortes sår! Men det var jo «bare et ord», mener du, der blev ikke brugt noget mordvåben! Videre: Hvem kan udsige, hvor stor den sjæleskade er, som kan voldes en svag, troende sjæl ved forvirrende ord i åndelige spørgsmål? At bekymre svages samvittigheder er let gjort, men ikke let læget. Og endelig: Hvordan kan man ikke synde blot med tom snak, uden at den indeholder noget egentligt ondt! Det er en uendelig tankevækkende sag, som vi dog så ofte glemmer: at Guds Ånd bor i de troendes hjerter, at hver kristen er «Helligåndens tempel» (1 Kor 6,19). «Hvis nogen ikke har Kristi Ånd, tilhører han ham ikke» (Rom 8). Når jeg nu har så høj og hellig en gæst i mit hjerte, skulle jeg så bedrøve ham med tom snak og misbruge den dyrebare og underfulde gave, han har givet mig, nemlig min tunge, som jeg kan prise Gud med og lægge frø til evigt liv i udødelige sjæle med? Skulle jeg ikke bruge hvert øjeblik til noget nyttigt? Her ser vi, hvordan selv det, der synes så uskyldigt som at tale tomme ord, alligevel for en kristen er en meget betænkelig synd.

Men i samme grad som vi også kan udrette meget godt med tungen, bliver også vores tavshed en synd, når vi kunne «tale det, som fremmer den gensidige opbyggelse», og ikke gør det. «Den, som ved at gøre det rette og ikke gør det, for ham er det synd.» Og så mærker vi her, at også når vi ingenting gør, når vi blot tier, hvilket synes at være det mest uskyldige, pådrager vi os dog stor skyld over for Herren, som med renter kræver de pund tilbage, han engang har overladt os. Han straffer også den tjener som utro, der ikke havde ødelagt noget, men gav alt det tilbage, han havde modtaget, men blot ikke havde forrentet det, men gravet det ned i jorden. Også han blev straffet som en «utro tjener». Således ser vi, at Gud dømmer det som synd, også når vi ingenting gør. Hertil hører den synd, som ofte omtales som en dyd, nemlig ikke at irettesætte og straffe andre. Vi ved alle, at der også findes en dadlen og straffen, som er en grim uskik, hvor et menneske blot af sin natur, sin egenkærlighed og sit pirrelige temperament drives til at misbillige og dadle alt hos andre. Det er en syndig dadlen. Men vi taler her om en irettesættelse og straf, som er en kærlighedspligt, en hellig nidkærhed for Guds ære og medmenneskers vel. For det første er der en irettesættelse, som tilkommer nogle på grund af deres embede, som far og mor i hjemmet, dernæst lærere og øvrighedspersoner. Hvilken velsignelse og hvilket vel for tid og evighed ville der ikke blive fremmet, hvis enhver gjorde sin pligt her! Men når far og mor tillader al egenrådighed hos deres børn og tjenestefolk; når lærere ikke «i tide og utide overbeviser, irettesætter, formaner med al sagtmodighed og undervisning», men i tavshed ser på ugudeligheden; når øvrigheden, som skulle være «Guds tjener, en hævner, til straf for den, der gør det onde», ofte «ser gennem fingre» med det – se, så må al ondskab og fordærvelse tage overhånd. Og i en sådan ondskab er også den skyldig, som ingenting gør, når han burde gøre noget imod den. Men der er også en irettesættelse, som tilkommer enhver kristen. Herren siger, at «du skal irettesætte din næste, så du ikke for hans skyld kommer til at bære synd» (3 Mos 19,17). Her kræves ganske vist stor visdom, kærlighed og ydmyghed; det er en svær kunst at irettesætte sin broder, så det gavner; men den må dog ikke glemmes – den oprigtige kærlighed kræver det. Irettesæt ikke unødigt, irettesæt ikke, når du er ophidset, men lad den sande kærlighed, den hellige nidkærhed lede dig.

Ligeledes findes der mange fejl, som hører ind under betegnelsen tankeløshed. Dag efter dag og time efter time er den en kilde til forskellige små forsømmelser, små overilelser, små ubehageligheder, som vi ikke gerne betragter i deres sande væsen, fordi vi i almindelighed ikke tænker på, at de er overtrædelser af kærlighedens bud. Gid vi dog måtte huske, at hver gang vi ikke tager hensyn til andre, lever vi kun for os selv, og det er egenkærlighedens store synd. Gid vi dog måtte føle det som en bebrejdelse, ikke som en undskyldning, når vi må sige til os selv: «Det tænkte jeg ikke på»! Så ville vi sikkert gøre os umage for at undgå tankeløse ord og handlinger, som bedrøver andre, for i rette tid at vise små tjenester, for at være punktlige med at holde løfter og betale små gældsposter, og i det hele taget for i al vores omgang at være «venlige, milde, sagtmodige» og «gå foran med at vise hinanden ære» osv., sådan som apostlene formaner til. Ikke at tage hensyn til andre plejer som regel at såre meget og bliver regnet for den største kærlighedsløshed. Da det dog så ofte kun kommer af tankeløshed, er det meget nødvendigt for kristne, som skal vise sig at være et kærligt og venligt folk, at de bestandigt giver agt på deres væsen, deres ord og fagter.

Endelig må man spørge, om også det skal regnes blandt de «små synder», som man plejer at kalde dårligt humør, men som egentlig ikke er andet end en kvalt eller tilbageholdt ondskab i hjertet. Det er den, vi taler om. Der findes ganske vist et dårligt humør af en helt anden grund og art, som man mere trænger til at blive trøstet for end straffet for, og mere om det nedenfor. Men her handler det om den vrede mod et bestemt menneske, som bor i hjertet og kun forsigtigt kommer til udtryk. Apostlen Jakob har et mærkeligt ord i sit brevs 5. kapitel, 9. vers, hvor han siger: «Suk ikke mod hinanden, brødre, for at I ikke skal blive dømt.» Hvad kan det betyde? Må man da ikke sukke? Skal man blive «dømt», fordi man sukker? Nej, Apostlen sagde: «Suk ikke mod hinanden.» Dermed har han slået en snigende slange lige i hovedet, nemlig den ondskab i hjertet, som forsigtigt kommer til udtryk, men som man ikke afskyr, tværtimod nærer, og som, når den ikke kan bryde ud i vrede ord og gerninger, dog må give sig luft i det mindste i suk mod og over den, der har fornærmet én. Åh, det stakkels menneskehjerte – mere lumsk end alt andet og fordærvet! Hvem kender ikke de udslag, som den indestængte ondskab giver sig – for eksempel det bortvendte blik, de korte, tørre svar, den kolde ligegyldighed over for det, en anden siger eller gør? Eller endnu værre: den korte, vrisne tale og optræden, det mørke ansigt, forsættet om ikke at smile eller være venlig, den mine, som om man var en martyr eller havde store lidelser at bære; endvidere den fordækte tale om, men ikke med den, der har fornærmet én – eller det rolige hånsmil – eller den påtagne ydmyghed – eller ønsket om at være glemt eller død og den slags? – Åh, det stakkels menneskehjerte! Hvilken uhyggelig skikkelse, når det blot bliver rørt det mindste ved og træder frem!

Hertil hører også den pirrelighed og mistænksomhed, som får én til for eksempel at føle sig tilsidesat og til at udlægge små udslag af tankeløshed, glemsomhed eller hastværk som store fornærmelser. Det værste ved det er, at vi oftest kun lader denne sårede følelse og dårlige humør komme til udtryk over for vores nærmeste, kun i hjemmet og over for vores egen familie. Når en fremmed kommer og er til stede, er vi i stand til at aflægge dette dystre, utilfredse og ubehagelige væsen. Og sådan kan man forbitre for sig selv og sine kære den velsignelse, Gud har tilbudt, da han gav os en familie.

Nu er spørgsmålet, om også den slags udslag af det onde hjerte skal regnes blandt de «små synder». Det er ganske vist almindeligt at regne dem sådan eller slet ikke at betragte dem som synder; men hvad enten vi ser på deres oprindelse eller på deres virkninger, vil de vise sig at være meget svære synder. Skulle en kristen ikke være en efterfølger af ham, som var «mild og ydmyg af hjertet»? Skal vreden ikke, også i sin kvalte og forklædte skikkelse, bedrøve Helligånden, som bor i vores hjerte og ser og kender alt? Vi så også, hvor alvorligt apostlen Jakob betragtede blot denne «sukken mod brødrene», da han sagde: «Suk ikke – – for at I ikke skal blive dømt.» Han havde vor Herres ord for øje, der lød: «Hvis I ikke af hjertet tilgiver hver sin bror» hans overtrædelser, så vil jeres himmelske Fader heller ikke tilgive jer. Læg mærke til dette Herrens ord! Hvis jeg skal tilgive «af hjertet», så må hjertet ikke beholde ondskaben, men så skal jeg virkelig blive venligt sindet over for dem, der har fornærmet mig – sådan som vores himmelske Fader også tilgiver synden, så han ikke mere tænker på den, men bliver nådig og mild mod synderen og igen taler venligt med os som med sine elskede børn. Og sandelig, en kristen, som virkelig lever i sin Guds nærvær og venskab, kan umuligt få ro, før han af hjertet tilgiver sin næste og igen kan tænke og tale venligt om ham og med ham. – – Vi har talt om det dårlige humør og den synd, der ligger i det. Nu ser vi, at det bliver en lige så stor synd for os ikke at tilgive dette dårlige humør hos vores medmennesker, som det er for dem at nære det. Når det er ondskab i deres hjerte, bør vi ganske vist en gang imellem, i et bedre øjeblik, formane dem i kærlighed – vi må ikke kalde «det onde godt» – men vi må også straks tilgive det, så vi ikke bliver «onde med de onde», sådan som Herren advarer: «Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.» Vi må aldrig glemme, at det er vores alles kald som kristne uophørligt at bære hinandens byrder i kærlighed, også når de består i synd og skrøbelighed; vi er kaldet til at tjene enhver efter hans behov, også med mild overbærenhed og tålmodighed, og det er den dyrebareste tjeneste, vi kan vise en stakkels synder, en kristen, som ikke har nogen sværere lidelse og bekymring end sine egne skrøbeligheder. Ja, for sådan en er mild overbærenhed fra mennesker en langt dyrebarere gave og tjeneste, end hvis de skænkede ham meget guld og sølv. For sådan er de kristne jo: de ville meget gerne være bedre, hvis de kunne; de kæmper og beder mod deres svagheder, men må dog slæbe sig af sted med denne «syndens lov i lemmerne, som kæmper mod den lov, der er i deres sind».*) Skulle vi så ikke bære over med deres skrøbelighed i tålmodighed, ja, med inderlig medlidenhed? Som Luther netop siger om dette: «Hvis du nu er mild og sagtmodig og ikke let lader dig opirre, men din ægtefælle, din husherre, din bror, din medtjener ikke har denne gave, så foragt ham ikke for det; hold ham denne hans svaghed til gode, og husk, at vi er kaldet til altid at bære hinandens byrder.» Ja, husk, at hele Kristi rige er et «tilgivelsens rige», hvor vi altid må have tilgivelse fra Gud og altid tilgive hinanden.

*) Samtidig er det ofte nødvendigt at huske, at der også findes et «dårligt humør», som slet ikke kommer af nogen ondskab i hjertet, men af fysiske årsager og andre ydre omstændigheder. Vi ved jo, at der er visse sygdomme og legemlige tilstande, som altid fører en stor irritabilitet med sig, og den hører op, når denne legemlige tilstand ændrer sig. Sådan kan et sind, der er overlæsset med store opgaver eller bekymringer, umuligt være lige så mildt og sagtmodigt som i en roligere tid. Det er en skam, når man ikke forstår og tænker på den slags. Når det dårlige humør allerede er ens lidelse og ikke en forsætlig ondskab, er det jo en hård uretfærdighed at tilskrive hjertet det og ved bebrejdelser at øge lidelsen, som man tværtimod burde lindre.

Vi har nu betragtet nogle såkaldte «små synder», og dog – hvor store og svære er de ikke! Hvordan skulle det så se ud, hvis vi også betragtede de forholdsvis store synder, som dem mod det første og andet bud: at vi for eksempel er så kolde over for vores nådige Gud og ikke med inderlig kærlighed omfavner og priser vores Frelser for alt, hvad han har lidt og gjort for os og stadig gør; at vi ikke bekender ham flittigt og trofast, men ofte «skammer os ved hans navn»; at samkvemmet med Gud i bønnen, som skulle være vores højeste glæde, ofte er os en modbydelig tvangsgerning; og at, som Luther siger, «når du møder op ved nadverbordet, går du som en træklods både derhen og derfra, eller du lader andre gå derhen og bliver selv borte – ligeledes hører du Guds dyre ord om, hvordan han har elsket os, hvordan hans Søn er død for os osv., med samme andagt, som hvis man ville fortælle dig et eventyr; du betænker ikke, at det angår dig, men er helt iskold derved, ja, du spørger (til tider) ikke det allermindste efter din sjæls salighed og det evige liv. Sådan gør ikke blot alle sikre og vilde mennesker, som slet ikke spørger efter Gud, men også ofte vi, som dog elsker hans ord og gerne ville være kristne.» Sådan har vi også mod den anden tavle mange store og svære synder, idet vi ikke elsker vores næste som os selv, men først og sidst tænker på vores egen fordel; og idet vi er så ligegyldige over for næstens evige vel, så falske i kærligheden, at vi ofte ser tavse til, at han går fortabt – foruden alle de andre uhyggelige synder, som ligger i kød og blod, i hjerte og begær. Åh, når øjnene en gang imellem bliver åbnet lidt klarere i lyset fra Guds ord – hvilken forfærdende syndemasse også hos en kristen! Man kan helt gå til grunde under vægten af en sådan frygtelig syndighed!

Er det da tænkeligt, at vi samtidig skulle kunne tro, at vi alligevel er i Guds nåde og venskab? Det er jo helt urimeligt, umuligt! Sådan må det forekomme os. Og alligevel er det helt nødvendigt, at vi bliver i den tro. Hvordan skal det så blive muligt? Åh, det bliver ganske enkelt umuligt, hvis vi ikke fuldstændigt, som Luther siger, «kryber ud af vores gamle skind», forkaster vores egne øjne, vores fornuft og følelse og begynder at se med nye, åndelige øjne, begynder at lære et bogstav af Abrahams troskunst, nemlig at tro på ham, som «kalder det, der ikke er, som om det var». – For skal jeg selv være retfærdig, god og ren for at behage Gud, skal jeg dømmes efter loven, skal Gud se på mig, så er alt tabt! – så må hans vrede blusse op over os alle! Her bliver det altså helt nødvendigt, at vi for alvor tror og betænker, at al vores retfærdighed og velbehagelighed for Gud ikke består i noget, som kan tænkes eller nævnes, andet end Kristi egen gang til Faderen, eller at Kristus er gået ind i det allerhelligste med forsoningsblodet og er «for Guds åsyn til gode for os». Blot dette, at Kristus er «for Guds åsyn til gode for os», og at Kristus er retfærdig, det er al vores retfærdighed for Gud, sådan som vi så ofte har betragtet, men aldrig kan beholde i hjertet; vi glemmer det uophørligt, så snart vores egne synder står frem for vores øjne. Herren får aldrig lov at straffe os for synden, uden at vi straks vil kaste hans nåde bort – skønt han så utallige gange har vist os, hvordan han uophørligt måtte straffe og irettesætte sine disciple for deres mange slags skrøbeligheder og dog aldrig af den grund udelukkede dem fra sin nåde. Åh, den fordærvelige vantro! Se så igen, hvordan apostlen Paulus sagde: «Jeg forkaster ikke Guds nåde, for kommer retfærdighed ved loven, så er Kristus død forgæves» (Gal 2). Stands og tænk! Spørgsmålet er blot, om Kristi død gælder noget, eller om den er forgæves! Det afhænger hele vores salighedssag af! Det er ganske vist sørgeligt, at vores synder er så mange og svære; det er ganske vist strafværdigt, at vi ikke er mere årvågne og kæmper mod det onde; det er ganske vist en stor sandhed, at Gud elsker vores forbedring og helliggørelse; men – stands og læg mærke til det! – kommer vores retfærdighed ved vores gerninger, så er Kristus død forgæves. Det er jo en sag for sig med vores retfærdighed og vores nådestand hos Gud; den har vi Kristus at takke for; den kan ikke rokkes, så længe vi stadig i troen holder os til Kristus og stræber efter at høre hans røst. Anderledes er det med dem, der giver deres synder frit løb, undskylder og hylder dem, dem, der blot hykler og bedrager sig selv med tale om troen uden virkelig at tro; men vi taler om dem, der selv straffer og dømmer sig for deres synder og stræber efter at være oprigtige, men alligevel må slæbe sig af sted med alt ondt og dog holder sig til Kristus og evangeliet – de bør ikke et øjeblik blande deres skrøbelige helliggørelse sammen med retfærdigheden for Gud. Vores helliggørelse er altid fuld af mangler, så længe vi bærer rundt på kødets hytte, og så længe må vi altid straffes og formanes og mærke mangler; men samtidig er vores retfærdighed og benådning for Gud dog helt fuldkommen. Det har vi Kristus at takke for, han som er for Guds åsyn til gode for os; som Johannes siger: «Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde; og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, som er retfærdig. Og han er forsoningen for vores synder» osv. Skal vi have noget gavn af Kristi død, så må den vel sone de synder, som ellers vil fordømme os, nemlig dem, som stadig ligger i vores kød og dagligt ængster og tynger vores hjerter. Den dyrt købte nåde må vel hjælpe dér, hvor der er brug for den, hvis vi skal have nogen virkelig hjælp og glæde af Kristus. Om dette har Prætorius nogle ganske fortræffelige ord, hvor han svarer på følgende spørgsmål:

«En kristen siger: Jeg mærker dog stadig synden hos mig; den rører sig dagligt, og trods min modstand bryder den dog til tider frem som frugten af et træ; hvordan kan jeg så slå mig til ro og tro, at jeg har Guds venskab og velbehag?»

«Svar: Kære sjæl! De samme synder, som du stadig mærker hos dig, og som til tider bryder ud hos dig, har Kristus allerede taget bort og dækket over med sin retfærdighed, så de ikke kan tilregnes dig, hvis du ikke med vilje giver dem frit løb hos dig. Vil du ikke tro på nåden for virkelige synder, men kun for indbildte og malede, så må du også have en blot indbildt og malet Frelser og ingen virkelig forsoning. Jeg ved ikke at tale om andre synder end dem, som jeg desværre dagligt mærker hos mig og slæber på; har du andre, må du selv vide det. Og netop disse synder, som jeg mod min vilje og til min ærgrelse må slæbe med mig til min grav, er sonet i Kristi blod og vasket bort i min dåb. Det bør vi tro, medmindre vi vil sige som de pavelige, at kun arvesynden er taget bort i dåben, mens vi selv må udslette gerningssynderne med vores bod og omvendelse, og at Kristi blod og dåben slet ikke har noget med dem at gøre. En sådan frelse ville være os til ringe hjælp, og i så fald havde vi kun en halv Frelser. – Da det nu forholder sig sådan, at vi, Gud være lovet, er renset fra alle synder, så de tidligere, nuværende og kommende ikke tilregnes os, når vi bliver i Kristus og stræber efter helliggørelsen, eftersom de alle er dyrt betalt i Kristi blod, hvorfor skulle jeg så selv gøre mig skyldig og pine mig med det, som Kristus har frelst og hjulpet mig fra? Hvorfor skulle jeg så længere pine mig med det, når jeg er renset med så dyrebart et blod? Jeg vil langt hellere gøre min Herre Kristus den ære, at jeg nøjes med det og lader mit stakkels hjerte blive stillet tilfreds af det – især fordi det er Guds alvorlige vilje, at vi på denne grund en gang skal få fred og have en evig fred.»

Og se – kun i denne salige fred har vi den rette lyst og kraft til helliggørelse og til at døde kødet. Når vi er af med den værste bekymring, nemlig vores synder og lovens dom; når vi har en tilstrækkelig og evigt urokkelig retfærdighed og har en ypperstepræst, som hver time varetager den sag for Gud, og vi nu lever her på jorden som Guds børn og blot venter på åbenbaringen af den herlighed, som ganske vist allerede er givet os (Joh 17,22) – se, når vi kender vores stilling sådan og har fred og samkvem med Gud, så har vi dér den rette kilde, lyst og kraft til helliggørelse; så kan vores hjerte med inderlig glæde og kærlighed leve i Guds nærvær og kun stræbe efter at behage ham og gerne forsage al ugudelighed og verdslig lyst. Ja, kun i denne salige troens forening med Frelseren har vi den rene Helligånd, som både ser og afskyr de fineste synder. Eller skulle vi så lade vores «små synder» være i fred, fordi vi har så rig og evig en nåde? Åh, sådan er Herrens vilje ikke – og sådan er Åndens sind ikke hos en kristen. Netop fordi vi lever under en evig nåde, er det både Guds og vores vilje desto trofastere alle dage at arbejde på at døde vores syndige uarter; for Gud er hellig. Han elsker ikke at se synden hos sine kære børn, som han er så nært forenet med; og vi har også fået «del i guddommelig natur», som elsker det hellige og lider under alt uhelligt. – Åh, Gud, giv os dagligt mere af denne troens fred og denne hellige natur ved din Helligånd! Amen.