De skærende modsigelser mod vores barnekår hos Gud

(Ellevte årgang, 1852)

Hvor underligt er dog ikke Kristi rige og Guds børns liv på jorden! Dér forenes de mest modstridende modsætninger: den største herlighed og den ynkeligste elendighed – og som følge deraf de skarpeste modsigelser. Dér går levende Guds børn, Himmerigets arvinger og Kristi brødre, med Helligånden i deres hjerter, født af Gud og delagtige i Guds natur, en Guds slægt på jorden, som blot venter på, at deres herlighed skal åbenbares – men med våde øjne og beklemte hjerter, i hvert fald ofte sukkende og klagende, som om de var de elendigste trælle under synden og Djævelen.

Er det ikke sandt, som vi for nylig har betragtet her, at vi er Guds slægt, først i begyndelsen skabt til Guds billeder, børn og arvinger, til hvis tjeneste Herren Gud også skabte alt, hvad der er på jorden; at vi dernæst med Guds egen Søns blod er genløst fra syndefaldets fordømmelse og i hans menneskenatur er i slægt med ham – han blev vores bror; og endelig, at vi også er født af Gud, med tydelige træk af delagtighed i Guds natur – vi taler nu kun om disse Guds fødte børn, som har en barneånd, der er fortrolig med Gud, men også ved siden af en selvmistænksom frygtens ånd, som Djævelen skyder sine gloende pile ind i for at bestride og anfægte deres tro og barnekår? Er det ikke sandt, at Herren Gud selv har forsikret os om al denne herlighed, nemlig at vi er hans børn og arvinger, som til sidst skal leve evigt hos ham i himlen; ja, at han har svoret ved sit eget hellige væsen, at han aldrig vil rokke ved denne sin evige udvælgelse, og at han desuden med sine guddommelige segl, de hellige sakramenter, har bekræftet det samme, idet han i den hellige dåb har optaget os som sine børn i en evig nådepagt og i den hellige nadver stadig på ny forsikrer os derom? Sandelig, i sig selv og for Gud er det vist og fast, dette vores himmelske barnekår! Det er også ubestrideligt stort og herligt! Men tror du også, at du skal se og føle det sådan? – se og føle disse herlige ting hos dig selv i dit dunkle hverdagsliv? Vil du absolut føle og se det sådan, så tag straks afsked med dette rige! Kristi rige er et «troens rige». Her er det en grundlov, at troen skal prøves; derfor skal du uophørligt se og føle det modsatte af alt, hvad Gud har lovet os. Sandelig, ingen kristen vil kunne beholde troen på sin benådning og sit himmelske barnekår, hvis han ikke gør sig rede til de mest skærende modsigelser, ja, til den ene styrtregn af anfægtelser efter den anden, her udefra af sorger og modgang og langvarige, frugtesløse råb, dér indefra af synder, af vedholdende, pinefulde fristelser og en ynkelig afmagt, som trods al bøn til Herren synes at blive værre og værre. Det må man gøre sig rede til og dybt indprente sig, at det netop hører med til sagen, at troen skal prøves, og at Gud derfor fører sine underligt, ja, så underligt, at vi ofte ikke ser andet, end at han gør sine egne ord til løgn.

Da Johannes Døberen var født og skulle omskæres, sang Zakarias så profetisk glad om Herren, Israels Gud, hvordan han nu, «således som han har talt ved sine hellige profeters mund, ville frelse os fra vores fjender og af alle deres hånd, som hader os» – og den samme søn, Johannes, ender sit liv for fjendernes hånd i Herodes’ fængsel, hvor han længe sidder gemt bort under en fængselshvælving, som om Gud og hans engle helt havde glemt ham, og til sidst bliver hans hoved ligesom for spøg hentet af bødlen på et fad! Og på samme tid går Kristus uden for fængslet og vidner, at «blandt dem, som er født af kvinder, er der ikke fremstået nogen større end Johannes». Er alt dette ikke som spøg og spot? Hvor var nu Israels Gud og hans løfte ved sine hellige profeters mund, som Zakarias talte om? Lad det være, at dette løfte handlede om vores åndelige fjender, Djævelen, synden og døden, men hvor mange tog vel ordene sådan? Også de fromme i Israel forstod dem som regel på jødisk vis om legemlige fjender; og hvordan måtte denne begivenhed så tage sig ud for dem? Desuden findes der jo så mange løfter om hjælp også mod ydre fjender. Hvordan blev sådanne løfter nu opfyldt? Sandelig, hvis Gud aldrig handlede sådan, ville de ord aldrig blive opfyldt, som siger, at «Gud fører sine hellige underligt». Men på den måde skal man lære at give lidt mere alvorligt agt på sådanne ord. Det er betydningsfuldt, at af de seks navne, som Kristus gives i Es 9, er det første: Underlig.

Den samme prøve, hvor det ser ud, som om Gud ikke holdt sine egne ord og løfter, må vi alle gennemgå, hver gang vi beder om noget og ikke får det. Gud har jo overalt lovet at høre bøn. Når jeg nu kommer i en eller anden nød, legemlig eller åndelig, og tager Gud på ordet og beder om hans hjælp, beder længe og brændende, men det onde bare bliver værre og værre, så spørger jeg: Hvor er nu Herren og hans løfter om bønhørelse? Det er på denne vej, at mange troende er kommet i den mest uhyggelige tvivl på hele Guds ord, ja, på at Gud overhovedet er til. Men fald til ro, arme hjerte! Herren har også sagt: «Hvad jeg gør, ved du ikke nu, men siden skal du få det at vide.» Herren har også sagt, at ikke vi, men han ved, hvad der er os nyttigst, og han har derfor lært os at bede: «Ske ikke min vilje, men din.» Og det er ikke sikkert, at netop det, du nu beder om, stemmer med Guds vilje, selv om det er et åndeligt gode. Paulus bad også engang om udfrielse fra Satans engel og bad så inderligt tre forskellige gange, men fik afslag (2 Kor 12). Og siden lærte han at forstå, at svagheden var lige så nyttig for ham som styrken (v. 9.10). «Guds vilje er bedre end selv vores gode vilje.» Hvor mange kristne har ikke bagefter forstået og vidnet, at af alt det nådefulde, Gud har gjort mod dem, har intet været mere sundt og velsignelsesrigt end netop det, som de engang anså for deres største onde! «Hvem er vis, så han fatter dette, forstandig, så han besinder sig på det? For Herrens veje er rette, de retfærdige vandrer på dem, men overtrædere falder på dem.» – Desuden kan du lige så godt være en Guds ven, selv om du ikke får alt, hvad du beder om. Moses var en tro tjener for Herren, og Gud talte med ham, som en mand taler med sin ven; men engang bad Moses så indtrængende og inderligt om en lille personlig nåde, nemlig at få lov at gå over og se det gode land på den anden side af Jordan, «det gode bjergland og Libanon», men han fik det ikke. Nej, som om han var træt af hans bøn, svarede Herren: «Tal ikke mere til mig om denne sag» osv. Men Moses fik nu nok lov at være Guds ven alligevel! Tænk på sådanne eksempler! Guds kæreste mænd og tjenere, for hvis bøns skyld han kan skåne et helt folk, beder også om noget for sig selv, men får afslag; og Gud var den samme hulde ven over for dem alligevel! Moses fik ikke lov at gå ind i det gode land, men fik i stedet straks efter lov at gå ind i det himmelske Kana’an – han døde, og Gud begravede ham (5 Mos 34,6). Det samme lykkelige bytte gjorde også Johannes Døberen.

Men af alle nedslående erfaringer og modsigelser mod vores barnekår er ingen så tung og så hård en prøve for troen, som når jeg på grund af en synd, der stadig hænger ved, og en tydelig mangel mener at måtte slutte, at hele min kristendom er falsk, at jeg ligefrem er på en ond vej og dog umuligt kan forandre mig. Det er en særlig tung prøve! Med al min bøn og kamp og al brug af nådemidlerne kan jeg ikke få den kraft til at overvinde alt, som jeg synes, at Ordet lover dem, der har en ret tro; nej, det ser ud, som om jeg ligefrem var dømt til altid at beholde min falske kristendom. Tænk, hvilken tilstand! – Men forstå nu dette ret! Jeg er ved Guds store barmhjertighed kommet til et nyt liv, et liv med Kristus i Gud; jeg ved, hvad det er at være under loven og at være under nåden, sat fri, troende og kendt med Frelseren; jeg har derved også ganske vist fået de mest fremtrædende træk af en kristen, fået et nyt sind og lyst til Guds lov, fået en ny, tidligere ukendt kærlighed til brødrene osv. – jeg er ved alt dette kommet bort fra min gamle vej i verdens og forfængelighedens tjeneste (læg mærke til, at vi kun taler om sådanne) – men der er en bestemt ting, en vedholdende fristelse eller en lænke om hjertet, en ynkelig svaghed og lignende, som helt vil tage livet af mig, og som jeg ikke er blevet helt fri for. Så ser jeg på Guds ord, hvordan det taler om den frihed og kraft, som troen og fødslen af Gud fører med sig, og så – så bliver jeg angst, så rystes min tillid. Og dog kan jeg ikke forandre den ulykkelige tilstand! Jeg flygter til Gud, som har lovet at høre bøn, og beder dag og nat om hjælp, men nej, jeg bliver ikke hørt. Er det ikke, som om Gud ikke holdt ord og løfte, eller som om jeg var dømt til at have en falsk kristendom? Jeg har ved Guds nåde lært at trodse fornuft og følelse og tro tilgivelse for alt ved det evigt gyldige blod; men som allerede sagt er der her en anden sag, der bekymrer mig, nemlig det betænkelige tegn, at min tro, min kristendom er falsk og ikke stemmer med Ordets beskrivelse af en sand kristen; jeg synes altså, at det ikke er fornuften og hjertet, men selve Ordet, der fordømmer mig. Det er sandelig den mest forvirrende og troesødelæggende anfægtelse. Men sådan skal man lære at «give agt på ordene»! Læg mærke til det: Sådan skal man lære at give agt på ordene! Vi har hørt det hundrede gange og også ment, at vi troede det, men aldrig for alvor givet agt på, at en kristen alle sine levedage skal kæmpe med den synd, der bliver boende i ham; og så kan han jo ikke være helt fri for det, som han skal kæmpe imod. Vi har hørt, men aldrig ret besindet os på, at der i en kristen bor to modstridende naturer, Kristus og Adam, det nye menneske og det gamle menneske, Ånden og kødet; at alt, hvad Skriften siger om en kristens frihed og sejrskraft, handler om de tider, hvor Gud skænker den kraft – tider med troens glæde og fred, «glæden i Herren skal være jeres styrke» – men at en kristen også har andre tider. Han har ikke fået kraften på den måde, at han selv kan forvalte den og være stærk, når han vil; nej, han lever stadig i afhængighed, som et barn under sin far, og må hvert øjeblik bede om de gaver og kræfter, han har brug for. Deraf kommer det, at han også har tider med mange slags prøvelser, «hvis så skal være», tider med mørke, fristelser og ynkelig svaghed, hvor det synes, som om kun synden og Djævelen regerede, og al kraft og hjælp var forbi – sådan som vi finder alt dette i de helliges eksempler og vidnesbyrd. Se, når en kristen ikke besinder sig på dette, at han har to forskellige naturer og skikkelser, og at han i fristelsens og svaghedens tid umuligt kan føle sig stærk og hellig, så må han nødvendigvis blive forvirret, fanget i snaren og taget til fange.

Kort sagt opstår den mest skærende modsigelse og forvirring over den skjulte Kristus endnu i dag af nøjagtig samme grund som i Kristi kødsdage; «for som han var, sådan er også vi i denne verden». Hovedgrunden til, at Kristus for al fornuft var en gåde, «en snare og et net for Jerusalems indbyggere», så at dette store, oplyste Guds ejendomsfolk forkastede sin egen længe ventede Messias, og hans tro disciple til sidst «tog anstød af ham» – grunden dertil var, at Kristus havde to højst modstridende skikkelser og forskellige naturer, nemlig sin guddoms højhed og sin menneskenaturs ringhed, at Guds Søn gik i den dybeste fornedrelse, og at jøderne kun så på de profetier, der handlede om hans herlige guddomsnatur, hans store magt og vælde, hans sejre over sine fjender m.m., og derimod helt glemte, ja, ikke kunne begribe eller agte på forudsigelserne om hans fornedrelsestilstand, hans ringe anseelse, hans lidelse og død m.m. Nej, de læste i Sl 2: «Du er min Søn, i dag har jeg født dig. Bed mig, så vil jeg give dig hedningerne til arvelod og jordens ender til ejendom. Du skal sønderslå dem med jernspir; som lerkar skal du knuse dem.» De læste i Sl 89 Guds eget løfte: «Jeg vil gøre ham til den førstefødte, til den højeste blandt kongerne på jorden.» De læste i Es 9 om denne konges fødsel: «Herredømmet hviler på hans skuldre, og hans navn er: Underlig, Råd, stærk Gud osv.; på hans herredømmes storhed og på freden skal der ingen ende være» osv. Hvordan skulle de så tro og begribe, at det skulle være sagt om den samme «ærens konge», at han skulle være «foragtet og forladt af andre, en smerternes mand og fortrolig med lidelse», så man skulle «skjule sit ansigt for ham»; at han skulle «regnes blandt misdædere» (Es 53), at han skulle råbe: «Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?» – «Jeg er en orm og ikke et menneske, til spot blandt mennesker, foragtet af alle.» – «Mine hænder og fødder har de gennemboret.» – «De deler mine klæder mellem sig og kaster lod om min klædning» osv. (Sl 22). Nej, så modstridende ting kunne de umuligt forene i én person; de skilte dem ad og mente, at det handlede om to forskellige personer. Hvad gjorde de så, da Herren kom? Så længe han gik frem med stor magt og strøede store undere og mægtige gerninger på sin vej, kunne de holde ham for Messias; så kom de og ville gøre ham til konge, så råbte store skarer: «Hosianna, velsignet være han, som kommer i Herrens navn!» Men hvad sker der? Han lader sig gribe, han bliver bundet, hudstrøget, korsfæstet – da fandtes der ingen så ussel, at han ikke vovede frækt at råbe: «Fy! Er du Guds Søn? Er du Israels konge?» For stil de prægtige profetier om hans magt og herredømme op ved siden af denne ynkelige skikkelse! Måtte ikke selv den mindste tanke om, at han var Messias, med ét blive fejet ud af ethvert hjerte, når man nu så ham hænge på korset midt imellem røvere, spottet af alle, og til sidst bøje sit hoved og dø? Hvem af os ville ikke have sagt: «Er du Guds Søn?» Er du den konge, «hvis herredømme skal blive stort» osv.? Men igen sker de mest forbløffende tegn. Hele naturen bæver, solen slukkes, jorden skælver, klipperne revner, så alle slår sig for brystet og råber igen: «Sandelig, denne var Guds Søn!» – Men – Guds Søn dør! Hvordan kan det nu igen begribes? Kort sagt, her er lutter modsigelser og forvirring! Sådan slår det arme menneske sig i stykker, når det ikke vil give nøje agt på ordene fra Herrens mund.

Netop sådan går det også i dag med os, når det gælder Kristus i os. Endnu i dag begår vi samme fejl og bliver derfor lige så forvirrede, så vi tager anstød af den skjulte Kristus hos os selv og hos vores brødre og ikke kan tro, at han bor dér, hvor der ses og mærkes så meget elendighed. Vi læser i Ordet om en sand kristens ikke blot hellige sind og hu, men også om hans styrke i Herren og sejr over alt ondt; vi ser, at troen er en sejrskraft, der overvinder alt, hvad der er i verden – at de gamle ved den «blev stærke efter svaghed, blev vældige i krig» osv. (Hebr 11,34). Vi læser i 1 Joh 5 og 3: «Alt det, som er født af Gud, overvinder verden. Den, som er født af Gud, gør ikke synd; han kan ikke synde, for han er født af Gud». Vi læser i Joh 8: «Hvis Sønnen gør jer frie, så bliver I virkelig frie». Vi læser i Fil 4,13: «Alt formår jeg ved ham, som giver mig kraft» osv. Alt dette er nu Guds ord og evig, urokkelig sandhed. Men så mener vi, at den genfødte også altid må føle sig så hellig og stærk. Når så det modsatte indfinder sig, mørke og fristelser, svaghed og synd, så synes det jo klart ud fra selve Ordet, at vi ikke er født af Gud og ikke har den rette tro. Det er netop den vildfarelse, der mest af alt ødelægger vores trøst i Herren. Åh nej, de nævnte ord går, Gud ske lov, visselig i opfyldelse, men på en helt anden måde, end vi tænker. De går i opfyldelse; det ser vi jo for vores øjne: en sjæl, som får fred og glæde i Herren, får et helt nyt sind, ny lyst og kraft, så den med glæde springer ud af sine gamle syndelænker, sit slaveri under verden og forfængeligheden, og bliver både i det indre og det ydre et helt nyt menneske, som nu begynder at tænke, tale og leve anderledes, og hvor Kristus, Kristus er dens liv, og Kristi vilje og veje i alle ting dens rettesnor. Det kaldes at være en ny skabning; det kaldes at overvinde verden. Den har fået et sind, som ikke «gør synd», som ikke kan forliges med en eneste synd; falder den, så falder den som i ild eller vand. Kaldes det at gøre synd? Tværtimod kaldes det at lide, at lide bittert, at blive voldført og tvunget. Paulus siger udtrykkeligt: «Hvis jeg gør det, jeg ikke vil, så er det ikke længere mig, som gør det, men synden, som bor i mig». Vi ser også af alle troendes erfaring, at når det gjaldt, kunne de samme, som dagligt sukkede over deres svaghed, med glæde hellere lide martyrdøden end fornægte deres tro og deres Frelser. De svageste blev de stærkeste. Det kaldes at «overvinde verden»; det kaldes at «formå alt ved ham, som giver os kraft»; det kaldes at være «virkelig fri».

Men mener du, at en sådan oprigtig kristen aldrig mærker det onde, aldrig gribes af fristelser, aldrig bliver svag og elendig over for synden, men altid er stærk og hellig? Alle de helliges eksempel viser os det modsatte. De stærkeste kan blive de svageste, blive «taget til fange» af synden, overrumplet og falde; de kan hele deres liv igennem slæbe rundt på en bestemt fristelse, så mægtig, at de ofte ikke føler andet, end at de er helt og aldeles dens slaver – og alligevel på samme tid i deres ånd være lige så tro og oprigtige og for Gud lige så benådede og retfærdige. Kraften og forvaltningen af den er i Guds hånd – og «Gud fører sine hellige underligt». Åh, hvilke hårde kampe og jammerlige erfaringer vi behøver, for at den dybe, adamitiske indbildning om en egen kraft og retfærdighed kan blive dræbt i os! Åh, hvilken dyb og mangfoldig udblottelse vi må erfare, før vi lærer for alvor at have al vores retfærdighed og styrke i Herren alene!

Men for nu at gå til Skriftens vidnesbyrd om de troendes ynkelige svaghed i fristelsens tider, deres svaghedstider, så lad os se, hvad Paulus siger om det i Rom 7. Han bekender: «Jeg har min lyst til Guds lov efter det indre menneske; men jeg ser en anden lov i mine lemmer, som kæmper mod den lov, som er i min ånd, og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer». Og så bryder han ud i dette klageråb: «Jeg elendige menneske, hvem skal frelse mig fra dette dødens legeme?» *)

*) Om anvendelsen af Rom 7,14–25 har der været megen strid. For de gamle erfarne gudsmænd, Augustin, Luther, Melanchthon og Arndt, som ikke blot tænkte over kristendommen, var det helt klart, så de uden betænkning tog Apostlens ord, som de lyder, nemlig at han her, som så ofte, fremstiller sin egen erfaring, den han taler om, når han siger: «Jeg vil hellere rose mig af mine svagheder» (2 Kor 12,9). Men nogle nyere teologer har syntes, at det, der står her, var talt alt for stærkt om en troende kristens svaghed, og har derfor ment, at selv om ordene lyder, som talte Apostlen om sin egen nuværende erfaring, så må han alligevel mene en tidligere tid, da han var under loven, eller tale på vegne af lovens trælle, som ikke har fået nogen kraft. Også disse teologers tanker er ganske fornuftige; men hele grunden til deres vanskelighed har været, at de har betragtet en kristen som altid den samme, altid i besiddelse af troens frimodighed og den hellige kraft, der følger med den, og ikke har husket, hvad Skriften overalt viser: at en troende kristen også har sine svaghedstider, hvor også loven griber hans samvittighed og altid har den samme virkning med sig, nemlig at «synden bliver overvældende stor», idet troen og Kristus formørkes. I en troende kristen bor ikke blot evangeliet og troen, men også loven, vantroen og synden; som Luther siger: «Loven er helt hjemme hos mig, mens evangeliet derimod er en meget sjælden gæst i min samvittighed»; og en anden gang, da han havde været syg: «Jeg ville nu gerne være død, for nu (læg mærke til «nu») havde jeg en ganske smuk samvittighed». Kort sagt: taler man om en kristens bedre dage, når han har fred og glæde i Herren og den styrke, der følger med, så passer Rom 7,14–25 ikke på ham; så klager og jamrer han ikke over syndens lov i lemmerne, men synger: «I Herren har jeg retfærdighed og styrke». Men han har også andre tider, hvor han fører nøjagtig den samme klage som Paulus her.

De stærkeste grunde, de nyere teologer har anført for deres mening, er, at Apostlen i v. 14 kalder sig kødelig og solgt under synden, mens han i kap. 8 med «de kødelige» mener de ikke-genfødte; men vi behøver blot at huske, at han her sammenligner sig med loven og siger: «Loven er åndelig, men jeg er kødelig» osv. Sammenlignet med mennesker var han derimod åndelig. Desuden var han altid åndelig i sit sind, men taler her om den faldne natur, sådan som han selv minder om, når han siger «i mig, det vil sige i mit kød» osv. (v. 18); og naturen er jo altid kødelig og solgt under synden.

Men hvis nogen endnu mener, at Apostlen ikke bruger ordet «kødelig» om et genfødt Guds barn, så læs 1 Kor 3,1: «Mine brødre, jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige, men som til kødelige, som til børn i Kristus», sml. v. 3. – – Hvad angår Rom 8,2, har nogle ment, at «syndens og dødens lov» betegner det samme som «loven i lemmerne» (7,23) eller det onde begær, og har syntes, at Paulus ikke kunne tale om Guds lov, sådan som sammenhængen med det følgende vers dog antyder; men når han i kap. 7 kunne sige, at loven vakte synden og blev til død, så kan han også her kalde den «syndens og dødens lov». Ja, det er netop Paulus’ måde at tale på. Se 2 Kor 3,6–7.

Læg mærke til, hvordan Apostlen taler: «Jeg har min lyst til Guds lov efter det indre menneske» – jeg har ved den store nåde fået en villig ånd, så jeg af hjertet elsker Guds lov, elsker alt, hvad min kære Gud elsker, og hader, hvad han hader. Jeg har min lyst, læg mærke til det! lyst til Guds lov, så jeg ikke længere behøver at blive tvunget af trusler eller løfter som de, der er under loven, om hvem Gud selv siger: «Jeg måtte tvinge dem» *) (Jer 31,32); nej, hans løfte er opfyldt: «Jeg vil give min lov i deres inderste og skrive den i deres hjerte» (v. 33). Så gør jeg nu det gode af fri lyst og tænker hverken på himmel eller helvede imens; og efter dette nye indre menneske er jeg hellig, lydig og villig; «men jeg ser en anden lov i mine lemmer» – i kødet, i selve naturen, som jeg har fra Adam – som «kæmper mod den lov, som er i min ånd, og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer» – tager mig til fange, det vil sige: jeg er aldrig helt fri, min ånd mærker lænker, så længe jeg bor i dette dødens legeme; jeg har altid en hindring i det, når jeg vil gøre det gode; jeg må mærke meget hos mig selv, som jeg helst ikke ville mærke; jeg kan ikke gøre alt det gode, som jeg gerne ville (v. 15.19). Sådan er jeg hele tiden fange, så længe jeg er på jorden. For det andet kommer der desuden visse svaghedstider og hårde fristelser, hvor en ond magt, «syndens lov i lemmerne», tager mig til fange, så jeg også gør det onde, som jeg ikke vil (v. 15.19). Var det ikke sådan, at en ond magt tog mig til fange og voldførte mig, så ville jeg aldrig gøre noget ondt – for så hellig er min hu, så villig er min ånd. Læg godt mærke til det! Var jeg fri, så ville jeg være fuldkommen! Nej, jeg bliver taget til fange af syndens lov i mine lemmer. Men derfor er kødet eller synden ikke den, der regerer, eftersom jeg dog ikke kan bringes til at forlade Herrens hellige vej, slutte forbund med synden og give mig til at være dens tjener, men stadig kæmper imod den – som Arndt rigtigt bemærker: «Så længe denne kamp varer i et menneske, så længe hersker synden ikke over det; for den, man altid kæmper imod, har endnu ikke fået overhånd». Sådan bemærker også Luther, «at i en krig er det ikke afgjort ved små træfninger og nederlag, hvem der er sejrherre, men det afhænger af, hvem der til sidst beholder slagmarken». Altså er Ånden stadig den, der regerer og er herre i huset, når jeg aldrig vender om fra Herrens vej, men altid forbliver den samme kristen og, så ofte jeg har været så ulykkelig at blive overrumplet af min synd, står op i omvendelse og tro, er bedrøvet over synden, straffer og dømmer mig selv, men stadig søger tilgivelse og fred med min Gud ved Kristus og ikke beder inderligere om noget end om kraft og forløsning fra synden. Nej, en sådan sjæl er stadig fri i ånden, selv om kødet er sig selv ligt, elsker synden og kæmper imod Ånden. Åh, hvor underligt en kristens liv er! Han er på én gang både fange og fri! Hans stilling ligner Paulus med lænken. Lad os se lidt på det billede:

Det, der derimod beviser, at Paulus i dette stykke taler om sin egen nuværende tilstand, er: 1) selve ordstillingen, idet han her taler som om noget nuværende og før, i v. 7–13, om noget forbigangent; 2) at Apostlen i v. 22 siger: «Jeg har min lyst til Guds lov efter det indre menneske». Det er afgørende. For hvad er «det indre menneske» i Paulus’ sprogbrug? Se om det 2 Kor 4,16; Ef 3,16 m.fl. Vi ser, at det er «det nye menneske», som også Luther skriver om dette sted: «Det indre menneske er her ånden, født af nåden, som i de hellige kæmper mod kødet og fornuften». For hvis man ville sige, at det indre menneske betegner hjertet, viljen eller sindet hos dem, der er under loven, så er det helt forkert, at disse «har deres lyst til Guds lov efter sindet». Tværtimod! Det ydre menneske, hånden og tungen, kan loven regere hos sådanne, men i samme grad vækker den ulyst og modvilje i deres hjerte, som Apostlen i dette kapitel tilstrækkeligt har vist, v. 5.7.8, og som Luther udførligt forklarer i nogle prædikener. Nej, «lyst til Guds lov efter det indre menneske findes kun hos de genfødte». – 3) Hør! Skulle Paulus give en ikke-genfødt under loven den trøst: «Hvis jeg gør det, jeg ikke vil, så er det ikke længere mig, som gør det, men synden, som bor i mig» – han, Paulus, som i samme brev har sagt, at «alt, hvad loven siger, siger den til dem, som har loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden blive skyldig for Gud»? Skulle han nu hjælpe «dem, som har loven», til at slippe for at «blive skyldige»? Og videre: Paulus skiller her sit «jeg» fra synden! Hvilket helligt jeg findes der hos de ikke-genfødte? Er de ikke kødelige helt igennem? 4) Man har syntes, at det lyder alt for ilde i en kristens mund: «Det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg». «Hvad jeg vil, det gør jeg ikke, men hvad jeg hader, det gør jeg» osv. Men hvis denne bekendelse ikke er en kristens, hvordan skal han så tale? Skal han sige: «Jeg gør alt det gode, jeg vil, og hvad jeg hader, det gør jeg ikke»? Ville det være en smukkere bekendelse af en kristen? Skal han ikke have mere vilje end evne? Hvordan skulle Paulus så tale om sin «svaghed»? I sådanne vanskeligheder havner man, når man ikke har eller ikke spørger erfaringen til råds. Endelig er det ikke værd at strides meget, når den samme apostel udtrykkeligt har sagt nøjagtig det samme om de troende i Gal 5, hvor han begynder sådan: «Til frihed har Kristus befriet os; stå derfor fast osv. I er kaldet til frihed, mine brødre, lad blot ikke friheden give kødet anledning osv., for kødet begærer mod Ånden og Ånden mod kødet; og disse står imod hinanden, for at I ikke skal gøre, hvad I vil» (v. 17). Læg mærke til: «for at I ikke skal gøre, hvad I vil». Det er jo nøjagtig det samme som her i Rom 7? Og det siger han til de brødre, som han formanede til at stå fast i friheden. Vi mener, at det er afgørende.

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Paulus med lænken og soldaten

I ApG 28 fortælles det, at da apostlen Paulus efter den svære sørejse (kap. 27) kom som fange til Rom og blev overgivet til den øverste officer, «fik han lov til at bo for sig selv», det vil sige, han måtte opholde sig og bo, hvor han ville, hos en god ven eller i et værelse, som han selv lejede, men «sammen med en soldat, som bevogtede ham». Hvad det betyder, oplyser gamle kilder os om, som fortæller om romernes forskellige måder at holde fanger fængslet på. Nogle blev kastet i mørke, uhyggelige fængsler; andre blev holdt i forvaring i rådhusene, sådan som det skete for Paulus i Cæsarea; men endelig blev nogle betroet til en soldat, som blev forbundet med fangen på følgende måde: en lænke blev med den ene ende fastgjort om fangens højre hånd og med den anden om soldatens venstre hånd; lænken var ganske lang, så de desto friere kunne gå ved siden af eller efter hinanden. Sådan var vores apostel lænket. Når han gik ud, slæbte han lænken og soldaten med sig; når han var hjemme, gjorde soldaten sig vel løs af lænken, men Apostlen måtte beholde den om sin hånd og plejede da, fordi den var så besværligt lang, at vikle den om livet – hvilket forklarer hans ord til jøderne i v. 20: «For Israels håbs skyld er jeg bundet med denne lænke». Paulus har ofte i sine breve talt om denne lænke, som i Fil 1,7.13.14; Kol 4,18; 2 Tim 1,8, hvoraf man kan se, at den har været et betydningsfuldt vedhæng for ham.

Se her et billede af en kristens åndelige tilstand i dette liv. Han er fri og alligevel ikke helt fri. Han ligger ikke som de andre i syndens og vantroens mørke hule og heller ikke i Moses’ arrest; nej, han går fri under Guds skønne himmel, som hedder syndernes forladelse; men alligevel ikke helt fri! Han har sit besværlige følge at slæbe på: først det almindelige, dette dødens legeme, syndens lov i lemmerne, og dernæst en bestemt fristelse, som er hans egen, og som er hans «soldat, der bevogter ham». Og den kan plage, udmatte og pine en troende sjæl langt mere end Paulus’ lænke og soldat. Man hørte aldrig Paulus jamre og klage over jernlænken; men én gang hører vi ham jamre og sukke efter «befrielse» – det var, da han talte om syndens lov i sine lemmer. Da udbrød han: «Jeg ulykkelige menneske! Hvem skal befri mig fra dette dødens legeme?» Det er kendetegnet på et helligt sind, at det lider mere under synden end under noget andet i verden.

Ud over at alle troende slæber på jernlænken, det vil sige dette dødens legeme, med al den tyngde, synd og skrøbelighed, som det fører med sig, såsom lunkenhed, vantro, træghed, forsømmelighed, utålmodighed og alle mulige mangler, så har hver især desuden sin egen særlige svaghed eller sin egen svære fristelse: den ene har et ondt og vanskeligt temperament, som skaffer ham tusind kampe og sorger gennem hele livet; den anden har en udpræget gerrig natur, som aldrig lader ham få ro for de usle jordiske bekymringer; den tredje må slås med en utugtens djævel; den fjerde med en bespottelsens og tvivlens ånd osv. Dertil kommer så også forhold og personer i hjemmet, som pirrer det onde endnu mere, så at mangt et Guds barn har et jammerligt liv alene på grund af sin vedhængende synd. Hvor underlige er dog ikke Herrens veje! Og alligevel er de alle sammen godhed og trofasthed! Forfatteren til den lille bog «Hvad er det at prædike, og hvem skal man tro?» siger i artiklen om den daglige renselse fra synden: «Skulle nogen ved denne artikel komme til at tænke: Hvorfor befrier Helligånden ikke de troende fra synden på én gang og helt? Hvorfor må den helligede sjæl hele tiden råbe: ’Ak, jeg ulykkelige menneske, hvem skal befri mig fra dette dødens legeme?’ – så er dette mit svar: For at det ikke skal gå os, som det er gået de faldne engle. For mig er det, man kalder ’dødens legeme’, et onde, som er nødvendigt hver dag og nyttigt her, ja, uundværligt. – – Imens bliver det hele tiden min længsel at blive befriet fra alle bånd gennem en salig død; men ikke før min Herre finder det godt, for at jeg ikke skal falde fra himlens dør tilbage i helvede, hvilket ville ske, hvis jeg straks slap for mit bekymringsfulde onde. Men ved dette middel forbliver synderen og Frelseren, den syge og lægen, fåret og hyrden, det svage barn og den kærlige mor altid sammen! – Og hvor herligt er det ikke at være salig på den måde! Sådan lærer man hele tiden at blive i ham, holde sig tæt til ham og se på ham; sådan lærer man at erkende, at man alle dage og alle øjeblikke har lige så meget brug for Frelseren som dengang, vi første gang slog os for brystet.»

Hermed er det nu vist, hvad det betyder, når Apostlen siger, at også han «tages til fange ved syndens lov, som er i hans lemmer», og vi har set, hvordan en kristen på én gang er fri og ikke fri. Dermed forklares også det, Apostlen siger, at han i sig selv, det vil sige i sit kød eller efter sin adamitiske natur, var «solgt under synden» (v. 14). Og hvor levende rammende og sand er ikke beskrivelsen af fristelsens og overilelsens øjeblik i v. 15: «Jeg ved ikke, hvad jeg gør; for det, jeg vil, gør jeg ikke, men det, jeg hader, det gør jeg.» «Jeg er en gåde for mig selv; en fremmed magt, de onde begærs magt, river mig med mod min bedre viden, som i øjeblikket bliver helt formørket, så jeg gør det, jeg afskyr.» – «Når jeg gør det, jeg ikke vil, så indrømmer jeg, at loven er god» (v. 16), det vil sige: mit nye jeg, mit sind er helt enigt med loven og er altså helligt. «Men nu er det ikke længere mig, der gør det, men synden, som bor i mig» (v. 17.20). Er det ikke klart? Når jeg kan løfte mine hænder mod himlen og tage Gud og hans engle til vidne på, at jeg i alle mine levedage ikke har bedt så inderligt om noget som om den nåde at slippe fri af min synd, og jeg alligevel bliver taget til fange af den – er det så alligevel min gerning? Hvorfor råber jeg, hvorfor knæler jeg, hvorfor kæmper og sveder jeg for at slippe fri af synden, hvis jeg ville blive i den? Men det, som sådan tager mig til fange, er det min gerning? Er det ikke min lidelse? Sandelig, det er ikke Paulus, men hans soldat, der gør sådan noget; sådan som han siger her: «Nu er det ikke længere mig, der gør det, men synden, som bor i mig.» – Luther siger: «Paulus, den allerhelligste apostel, klager: ’Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.’ Han vil ikke gerne være i synden og må alligevel være i den. Jeg og flere andre ville også gerne være uden synd; men det lader sig ikke gøre, selv om vi undertvinger den. Når vi er kommet til at falde i synd, så rejser vi os vel igen; men imens plager og piner vi os nok med den osv. Sådan ligger Kristi rige og befinder sig midt i synder; dér har han oprettet det, i Davids hus. Ja, tag selv David, som han dog giver det skudsmål, at han var ’en mand efter hans hjerte’. Ingen behøver her at skamme sig ved at bede: ’Forlad os vore synder.’ Er alt dette sandt? Ja, sandt er det; for hvis de ville lyve, så var de Djævelens børn. Men derfor hader fromme kristne dette liv og ville gerne over i det andet; dog når de ikke så langt her, at de kan sige: Jeg er uden synd. Mener de at være nået så langt, så har Djævelen selv bedraget dem. Ingen hellig nægter, at han befinder sig i synder; men alle bekender det, og det gør dem hjerteligt ondt, at de må slæbe på dette usle kød; derfor råber de også med Paulus: ’Jeg ulykkelige menneske’ osv. Sådan brøler og klager de alle sammen, fordi de mærker synden og længes efter at blive befriet fra den» osv. (nr. 71 i Ep. B.).

Midt i en sådan jammer over synden ligger nu Kristi rige, «så at der i synderne ingen synd er», så at vi på samme tid er retfærdige, yndige og elskelige børn for Gud, alene fordi vi er svøbt ind i Kristi retfærdighed ved troen. Men er dette ikke det underligste rige, helt ligesom dets Herre, i hvem guddomsfylden boede under den mest foragtede og ynkelige skikkelse? Når vores liv nu er så fuldt af omskiftelser og skærende modsigelser, hvordan kan en kristen så dømme om sin tilstand ud fra forskellige stunders fromhed og kraft? Så bliver det en vigtig sandhed, som Luther udtaler, når han siger: «En kristen kan ikke rigtig kendes på andet end på samvittigheden», det vil sige på hans indre forhold til Gud; «for de sande kristne kan falde, og de falske kristne kan hykle.» «Ja,» siger han, «Gud har ved siden af Åndens frugter også ladet noget, der strider mod Ånden, blive tilbage hos en kristen, for at hans egen tro kan have noget at øve sig på, og overmodige dommere noget at støde sig på.» For at kunne prøve nogen efter gerningerne kræves der altså et åndeligt øje, og at man kan se den indre grund. Det ene menneske kan have en frommere natur og vandel og ikke være en kristen, mens et andet har en vanskeligere natur og alligevel er en kristen. Fromhed og dyder er kostbare Guds gaver, som alle troende inderligt beder om, men får i forskelligt mål; sådan som Luther igen siger: «Du er from, kysk, sagtmodig og lader dig ikke let opbringe, men din bror har ikke disse gaver (eller ikke i samme mål), derfor skal du hjælpe ham» osv. (om fodvaskningen). Når det nu forholder sig sådan, hvor nødvendigt er det så ikke at give godt agt på det væsentlige! Hvor en sjæl kæmper, klager og ængstes over synden som synd mod Gud og straffer og dømmer sig selv, men samtidig for alle sine skrøbeligheder ligger ved nådestolen og beder om tilgivelse og fred med Gud, hvor kun Kristi blod trøster ham – åh, dér er en kristen. Det er en sandhed, som står klar som solen. Det bliver et senere spørgsmål, om han også er en stærk kristen, smykket med en smuk vandel; men en kristen er han. Vi minder igen om artiklen «Guds børn, født af Gud», og vi kan aldrig minde nok om det: Giv agt på det væsentlige! En sjæl, som ligger ved Jesu fødder, ja, som ved troen er blevet et nyt menneske og ikke kan forliges med en eneste synd, men i alt vil lade sin Frelsers ord regere, dømme og lede sig, men samtidig må slås med en svær satan, en ond soldat – åh, skal en sådan sjæl gå glip af nådens trøst og ros? Skal en sådan gå nedslået og fordømt omkring? – Nej, for liv og salighed, tværtimod! «Glæden i Herren skal være jeres styrke!»

Det er ikke uden grund, at vi bruger så mange ord på dette emne; for det er forfærdeligt, hvordan den erfaring, der her er beskrevet, undergraver manges tro og dermed alt liv og al kraft, hvis de ikke også på dette punkt lærer at give agt på Ordet. Det er ved Guds nåde alle troendes kendetegn at have ømme, selvmistænksomme hjerter, som altid frygter det værste, og i det går de til sidst så vidt, at de ikke engang tør tage imod den trøst, som Gud selv vil, at de skal have. Når Djævelen så tilmed skyder alle sine brandpile netop mod disse hjerter og tager Guds eget ord til våben, så er det sandelig et Guds under, at de alligevel kan bestå i troen! Sandelig er det nødvendigt også på dette punkt at give skarpt agt på Ordet! Så længe bryllupsdagene varer, når brudgommen er nær og troen er i ungdommelig munterhed, er det ikke nødvendigt; men der kommer andre tider, når brudgommen er borte og bryllupsfolket faster, disse underlige tider med tørke og fristelser; da er der brug for hele Guds ord.

Men der er også nogle, som kun alt for godt kan give agt på Skriftens lære om de troendes svaghed og har hele deres evangelium deri. Det er dem, der forvandler vor Guds nåde til tøjlesløshed, har meget let ved at trøste sig selv og vil blive ved at være svage; de kan nok udvælge visse stykker, hvori de øver deres gudsfrygt, men gør også undtagelse for en bestemt synd, som de vil beholde! Det er ikke sådanne, Ordet trøster. En kristen er ganske vist svag, men ikke ethvert svagt menneske er en kristen. Vi har også set, hvilket guddommeligt værk der bor i ham. Han er et nyt menneske! Han er født af Gud. Det er sådanne, vi taler om.

Så har vi nu set, hvordan de mest skærende modsigelser skal anfægte vores tro på vores himmelske barnekår, og at vi alligevel ikke skal behøve at fortvivle, at vi alligevel skal have den allersikreste grund for det, nemlig Guds evige udvælgelse! – Vi er Guds børn – det er Guds eget værk – for det har Gud selv skabt os til; dertil er Guds Søn kommet og blevet vores bror og har genløst os; dertil føder Helligånden os på ny. Men det er kun vigtigt altid at holde disse grunde for øje. Åh, den, der skal gå gennem labyrinten af alle de skrigende modsigelser, ydre og indre, gennem den tykke sky af al livets ynkelighed, synd, sorg, anfægtelser og Djævelens anslag, og komme hjem som et Guds barn til det evige fadershus og Guds skød, han må have et uforbederligt stædigt og ubøjeligt blik på ét eneste punkt og ikke lade sig bringe til det mindste sideblik, om så verden styrtede sammen og tusind faldt ved hans side, men kun holde øjet på én ting: hvad Gud selv har gjort og sagt – hvad Gud fra begyndelsen har gjort for vores barnekår, hvad han tænkte, hvad han bestemte denne slægt til, og hvad han siden har gjort i Kristus for at genoprette den. For her bliver det dog en kamp på liv og død. Om det er muligt, vil vores arvefjende Djævelen med vold og magt rive os bort fra troen og bringe os ud af fatning, så vi kommer til at se til siden på noget, som vi selv er, gør eller føler, så al virkelig tillid til Guds nåde og til vores barnekår hos ham bliver revet ud af vores hjerte. Da bliver det nødvendigt at se på, hvad Gud har gjort og sagt. – – Og til sidst, når vi er i et sådant mørke, at vi slet intet ser af alt det, Gud har gjort for os eller i os, da står hans egen guddommelige trofasthed endnu tilbage, ved hvilken han selv endnu vil hjælpe sine elendige, som klager for ham, og igen byde: «Der blive lys!» For trods alt, hvad vi gør for vores tro, skal alting til sidst hvile på Herrens barmhjertighed, han, som alene kaldes «troens banebryder og fuldender».

Men når vi nu har set, hvor svagt kødet er, og hvor mange og mægtige fristelserne er, men at vi alligevel må være Guds børn, skulle vi så ikke inderligt elske og flittigt følge den trofaste Frelsers kærlige formaning: «Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse! Ånden er villig, men kødet er svagt.» – Gud hjælpe os på den onde dag! Vores fjende har svoret os døden – og synden er hans egentlige våben! Fader, vor Fader, led os ikke ind i fristelse! Du er jo vores Fader! Amen.