Kærligheden er alle loves lov

(Tolvte årgang, 1853)

«Så er da kærligheden lovens fylde» (Rom 13,10)

Intet er så vist som det, Herren Gud selv har sagt. Hvor trygt taler ikke den, som blot siger efter, hvad Gud har sagt forud! Når nu spørgsmålet om, hvad der er rigtig gode og Gud velbehagelige gerninger, er det andet store hovedpunkt, som både vores eget forvendte hjerte og vores svorne fjende, Djævelen, uophørligt vil forvende, så der opstår tusindfoldige forskellige meninger om det – hvilken salig tryghed er det da at se, hvad Herren Gud selv har sagt om det! Når jeg ser Herren selv udtrykkeligt erklære, hvad der er det største og ypperste, så ved jeg, at hvis jeg eller en broder synes, at noget andet er vigtigere, så er det blot en vildfarelse, en forvendthed i vores sind og vores blik. Lovet være Gud, at vi har et fast og afgørende ord fra himlen også i dette spørgsmål!

Sidst så vi, hvad der er kilden og livet i alt kristent liv, nemlig troen, samvittigheden, den salige bevidsthed om Guds velbehag. Nu skal vi betragte selve gerningen og se, hvad der er den fornemste blandt alle gode gerninger, eller rettere: hvad der er alle gerningers regel og rettesnor, alle loves lov, ånd og mening. Det er kærligheden. Vi skal se, at alt, hvad loven byder, egentlig går ud på det ene, at vi skal elske og så blot gøre, hvad kærligheden byder, det, der er godt og gavnligt for vores næste. Så har vi sandelig ramt de rette gode gerninger.

Da en skriftklog spurgte Herren Kristus: «Hvilket er det største bud i loven?» svarede han: «Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din forstand. Dette er det største og første bud. Men et andet er lig dette: Du skal elske din næste som dig selv. På disse to bud hænger hele loven og profeterne» (Matt 22,37–40). Læg mærke til det! Hvad betyder det, at han siger: «På disse to bud hænger hele loven og profeterne»? Jo, det betyder, at alt, hvad der læres i loven og profeterne, alle de mange forskellige pligter, som bliver lagt os på hjertet i lovens bud, i profeternes prædikener eller i beretningerne om Guds styrelser og domme – alt går kun ud på, at vi skal elske Gud og vores næste sådan, som der står i disse to bud; denne kærlighed er summen af «hele loven og profeterne». Gerningerne kan være meget forskellige og mangfoldige, men kærligheden er hovedsagen og rettesnoren for dem alle. Det var også meningen, da Herren i forudsigelsen om den nye pagt sagde, at han da ville «skrive loven i deres hjerte» (Jer 31,33). Denne lov i hjertet er kærligheden, som også langt kraftigere, finere og mere behageligt styrer et menneskes gerninger til gavn for næsten end de mangfoldige forskrifter i den gamle pagt. Og alle de ti bud i Guds lov og alle Herrens og apostlenes formaninger og forskrifter er kun en mere udførlig udfoldelse af det store kærlighedsbud. Det er det, Paulus så udtrykkeligt forklarer i Rom 13, når han siger: «Skyld ikke nogen noget uden det at elske hinanden; for den, som elsker sin næste, har opfyldt loven. For dette: Du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke slå ihjel, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, du må ikke begære, og hvilket andet bud det end er, det sammenfattes alt sammen i dette ord: Du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Så er da kærligheden lovens fylde» (v. 8–10). Læg mærke til det! «Kærligheden gør ikke næsten noget ondt!» Det var meningen med loven. Det var hovedsagen. Så følger: «Så er da kærligheden lovens fylde»; og igen: «Den, som elsker sin næste, har opfyldt loven». Så er dette altså meningen med hvert bud: Du må ikke gøre din næste noget ondt; du skal kun gøre det, som er godt og gavnligt for ham.

Vi skal snart se, hvor meget det er nødvendigt at præge denne sandhed dybt ind i vores hjerte og bestandig, hele livet igennem, holde den frem for os som «vore fødders lygte og et lys på vor sti». Derfor vil vi betragte endnu et skriftsted om samme emne. Det er 1 Kor 13. Apostlen havde gennem hele kapitel 12 talt om «de åndelige nådegavers antal og brug» og slutter i det sidste vers sådan: «Stræb efter de største nådegaver; og jeg vil vise jer en endnu højere vej.» Hvad er det da for en vej, som var «endnu højere» end «de største nådegaver»? Jo, hør, hvordan han så begynder: «Hvis jeg taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, så er jeg et klingende malm eller en lydende bjælde. Og hvis jeg har profeti og kender alle hemmeligheder og al kundskab, og hvis jeg har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, så er jeg intet. Og hvis jeg uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, så gavner det mig intet.» Her ser vi, hvad der er det allerhøjeste. Det er kærligheden. Over for den er de ypperste gaver og de mest storslåede bedrifter intet for Gud. Og hvorfor det? Hvorfor er kærligheden en højere vej end alle gaver og de herligste gerninger? Fordi Herren Gud kun ser på menneskebørnenes gavn og ikke spørger efter andet, end at man gør det mod dem, som er godt og gavnligt. Ellers bryder han sig ikke om nogen gerninger, hvis de ikke er til gavn. Og det er netop kærlighedens art kun at se på næstens gavn; som Apostlen sagde: «Kærligheden gør ikke næsten noget ondt.» Og længere nede opregner han en lang række af kærlighedens gode egenskaber, hvorved den uophørligt gør godt. Han siger: «Kærligheden er tålmodig og mild, kærligheden misunder ikke, kærligheden praler ikke, den bliver ikke opblæst, den gør intet usømmeligt, den søger ikke sit eget, den bliver ikke forbitret, den tilregner ikke det onde. Den glæder sig ikke over uretfærdigheden, men glæder sig med sandheden» osv. Se, dér er grunden til, at den er «lovens fylde» og højere end de ypperste gaver og de mest storslåede gerninger!

Hvor dyrebart er det ikke for enhver oprigtig sjæl, som kun vil vide, hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje, således at få det at se i Guds eget ord! Men der vil være mange, som ikke vil agte på det, men som, ligesom om de ikke så det, alligevel følger deres eget sind. Og det er et uhyggeligt tegn. De vil ikke blive stående ved Herrens ord og tænke efter, om det virkelig er sådan med dem, som det lærer, men flygter med en vis skyhed bort fra den betragtning. Apostlen lærer os her at agte kærligheden højere end de ypperste gaver og gerninger, som at «profetere», «at kende alle hemmeligheder, at have en tro, så man kan flytte bjerge», ja, at «give sit legeme hen til at brændes», dvs. blive martyr. Man må frygte – og Herren ransager hjerterne – at mange inderst i hjertet alligevel vil sætte kærligheden lavt i forhold til disse glimrende gerninger. Og dog vil de mene, at de gør Guds vilje, gør meget fortræffelige gerninger og handler efter bestemte ord af Guds mund, selv om de ikke tænker over, om deres gerning stemmer med hovedreglen for alle gerninger, kærligheden. Herren har erklæret, at han med hele loven og profeterne ikke vil andet end kærligheden; at alle bud altså skal være underordnet dette hovedbud og afpasses og forklares efter det; at enhver gerning, som ikke er til gavn for mennesker, er en forkert og ond gerning, selv om den var gjort efter bogstaven i et Guds bud. Læg mærke til dette endnu en gang: Selv om du ser hen til et ord fra Gud og efter det gør en herlig gerning, men denne ikke gør gavn, men skade, så begår du en ond gerning – og det Guds ord, du ville følge, var forkert forstået eller anvendt i utide; for kærligheden er alle loves lov, alle gerningers rettesnor.

Herom har vores lærefader Luther anført mange sigende eksempler. I en prædiken på 17. søndag efter trinitatis siger han: «Vi slutter derfor, at alle love, hvad enten de er guddommelige eller menneskelige, ikke forpligter videre, end kærligheden rækker. Kærligheden skal være udlægningen af alle love. Når en lov vil løbe imod kærligheden, skal den straks ophøre. Grunden er, at alle love kun er givet i den hensigt, at de skal fremme kærlighedens udøvelse; som Paulus siger: ’Kærligheden er lovens fylde; og vi skylder ikke nogen noget, uden at vi elsker hinanden.’ For hvis jeg elsker min næste, så hjælper jeg ham, beskytter ham, værner om hans ære og gør mod ham, som jeg ville, at man gjorde mod mig.

Da det nu er sådan, at al lov altid kun har til formål at oprette kærligheden, så må den straks ophøre, så snart den vil løbe imod kærligheden. Derfor kommer det hele an på en god fortolker, som forstår at udlægge loven efter kærligheden. Tag her et eksempel: De pavelige præster har fastsat, at de den ene time skal holde messe, den anden bede. Det er i sig selv godt og vel; men kommer der en fattig og beder dem om en tjeneste i den time, hvor de skulle holde messe eller bede, så siger de: Kære, gå din vej, for nu må jeg holde messe eller bøn; og så viser de ikke den fattige nogen tjeneste, om han så skulle dø. Var de rigtige kristne, så skulle de i stedet sige: Væk med messen! Væk med sakramentet! Væk med bønnen! Nu vil jeg undvære denne gerning og i stedet tjene min næste; for den kærlighed, jeg viser min næste, er guld værd i forhold til andre gerninger.» Men dette gælder ikke alene om menneskers, men også om Guds bud. Herpå har vi mange eksempler hos de største Guds tjenere og fortolkere af hans lov, Moses, Paulus og Herren Kristus selv. Luther anfører først et eksempel med Moses og siger: «Moses førte Israels børn ud af Egypten og hid og did i ørkenen i fyrre år. Gud havde givet et bestemt bud i 1 Mos 17,12, ’at man skulle omskære alle af hankøn på den ottende dag’. Dette bud stod klart for deres øjne; alligevel udsatte Moses det i ørkenen og omskar ingen i disse fyrre år. Hvem gav nu Moses magt til ikke at holde en lov, som dog Gud selv alvorligt havde påbudt og strengt befalet? Jo, den havde han deraf, at han forstod at afpasse loven efter kærligheden, nemlig at loven skulle tjene folket, og ikke folket være til tjeneste for loven; for på denne rejse måtte de hver dag gå i fuld rustning. For at det kunne være så meget lettere at drage frem, lod han omskærelsen vente og sagde: Selv om denne lov ganske vist er påbudt af Gud og skal holdes, skal man dog forstå den sådan, som kærligheden kræver – og så ventede han med omskærelsen, til rejsen var forbi. Sådan skal man udlægge alle love efter kærligheden og nøden; og hvor det ikke sker, mangler der en rigtig fortolker.

Sådan gør også Kristus her i dette evangelium. Han helbreder en syg på sabbatten, skønt Guds bud om at holde den var meget strengt i Det Gamle Testamente, så alle skabninger, helt ned til oksen og æslet, da skulle hvile (2 Mos 20,10; 35,2–3). Hvad gør farisæerne nu her? De holder sig strengt til bogstaven og holder derfor øje med Herren Jesus for at se, om han ville bryde buddet. Selv havde de ikke hjulpet den syge, om det så kunne være sket med en skefuld vin. Men Kristus bryder igennem til lovens mening, efter kærligheden, og hjælper frimodigt den vattersottige mand og viser dem en soleklar grund til, at han gør det, som om han ville sige: Det er ganske vist befalet at holde sabbatten, men når det kommer an på kærligheden, må lovens ydre strenghed træde tilbage. Som han også siger et andet sted: ’Sabbatten er til for menneskets skyld, ikke mennesket for sabbattens.’

Ligesom Kristus her gør med sabbatten, sådan bør også vi gøre med alle love og ikke holde dem videre, end de tjener kærligheden. Se her endnu et eksempel fra vores tidligere tid under pavedømmet: En mand har lovet at gå på en lang pilgrimsrejse. Nu lyder buddet sådan: Den, der lover noget, bør også holde det. Men denne mand har hustru og børn, tjenestefolk og husholdning derhjemme. Hvordan skal han nu bære sig ad? Skal han holde sit løfte, eller skal han blive hjemme og forsørge hustru og børn? Døm selv, hvad der er mest nødvendigt og mest i overensstemmelse med kærligheden. Jeg mener, at det er nyttigere, at han bliver hjemme og arbejder og forsørger sit hus.» Så vidt Luther.

Se nu her: Buddene om sabbatten eller om at holde løfter er jo fortræffelige bud, til stor gavn for os mennesker; for tænk, om vi ingen sabbat havde, eller om sandhed og ordholdenhed aldrig blev agtet! Hvilket stort og almindeligt onde! Og dog viser de anførte eksempler, hvordan kærlighed og nød undertiden må sætte de gode bud ud af kraft; når der fx af et ondt og forkert løfte kommer et dobbelt onde, hvis det bliver opfyldt. Dér skal kærligheden da være rettesnoren. Men det går ofte, som Luther igen bemærker: «Når profeterne kom og ville udlægge loven efter kærligheden og sagde: Sådan og sådan mener Herren, sådan og sådan skal det bud forstås, så var de falske profeter straks parat og holdt sig meget hårdt til teksten og sagde: Dér og dér står det skrevet, det og det er Guds ord, man må ikke tyde det anderledes. Hvor meget profeterne end råbte, at sådan og sådan skulle det forstås, så ville det dog ikke hjælpe.» – Ja, sådan sker det endnu i dag, og det er sandelig et meget betænkeligt tegn på en falsk ånd, som ikke oprigtigt spørger efter Herrens vilje alene, men hellere søger at dække over sit eget sind og råd. Gud hjælpe os til at være oprigtige! Hermed har vi berørt selve hemmeligheden og hjertepunktet, som det til sidst kommer an på, om man skal fatte og erkende Herrens gode, velbehagelige og fuldkomne vilje, nemlig – et oprigtigt hjerte, som kun vil vide, hvad Gud vil. Her er sagen! Her er knuden! Det er det, det kommer an på! Mange kan have en så stor nidkærhed for Gud og hans ord, at de kan straffe selve Herren Kristus for synd og alligevel derunder skjule et hjerte, som søger noget helt andet end blot at opdage Herrens vilje, et hjerte, som kun søger støtte for sin egen vilje og mening. Gud gøre os oprigtige! Det er dette oprigtige hjerte, som ikke selv vil noget, som ikke spørger efter andet end Guds vilje – det er egentlig det, der kræves for rigtigt at følge kærligheden som alle loves lov, så man hverken misbruger Guds ord imod kærligheden, som nu er vist, eller fordrejer kærlighedsbuddet imod Guds ord, så man foregiver kærlighed, hvor der ingen kærlighed er, blot for at gøre Guds bud til intet; som fx de gør, der ikke vil udtale de ugudeliges nuværende tilstand og dom under påskud af «kærligheden», som «håber alt, tror alt». Nej, Apostlen siger: «Lad os være sandheden tro i kærligheden!» Og igen: «Kærligheden skal være uden skrømt; afsky det onde, hold jer fast til det gode.» Den oprigtige kærlighed ser ikke blot på næstens fred og velbefindende, men på hans sande vel. Åh, der kræves sandhed og oprigtighed i kærligheden, hvis vi lydigt skal lade den være herskeren og rettesnoren for alle gerninger og foretagender. Hør, med hvilke fine ord Apostlen beskriver den kærlighed, som er lovens fylde, når han i 1 Tim 1,5 siger: «Budets formål er kærlighed af et rent hjerte og af en god samvittighed og af en uskrømtet tro.» Læg mærke til: «kærlighed af et rent hjerte». Hvad er et «rent hjerte» her? Det er et oprigtigt hjerte, som ikke hykler og lyver i sin åndelighed, men virkelig mener, hvad man giver til kende, nemlig at man kun vil vide Herrens vilje. Men et sådant hjerte findes kun hos den, som har en god samvittighed og en uskrømtet tro. Læg godt mærke til de ord! Her kræves en sjæl, som virkelig lever i en daglig øvelse i omvendelsens og troens samfund med Gud – som dagligt ligger ved nådestolen for at få syndernes forladelse og også virkelig tror den, så han alene ved bestænkningen med Kristi blod har en «god samvittighed» (Hebr 10,22), har den søde bevidsthed om Guds velbehag og venskab. Se, kun her opstår den rene, inderlige kærlighed, som blot spørger: «Åh, hvordan skal jeg kunne være til behag for min nådige Frelser, som tilgiver mig alle misgerninger og læger alle mine mangler!» Når man således, trøstet af Kristi kærlighed, går ud til mennesker, så har man den rette kærlighed, som «ikke søger sit eget», «ikke lever for sig selv», men om alt, hvad man foretager sig, i sandhed kan sige: Kristi kærlighed tvinger mig! Som Apostlen siger: «Er vi ude af os selv, så er vi det for Gud, eller er vi ved vor fulde samling, så er vi det for jer; for Kristi kærlighed tvinger os» osv. (2 Kor 5,13–14). Det er «kærligheden af et rent hjerte og af en god samvittighed og af en uskrømtet tro». Det er den «salvelse», som Johannes siger «lærer os om alt» (1 Joh 2,27). Nu er loven skrevet i hjertet og udgør hos de troende Åndens sind, som i alle forekommende tilfælde mærker langt finere, end nogen lov kan foreskrive, hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje. Hvor forgæves er ikke al undervisning om det, når dette sind mangler! Ligesom det er et frugtesløst arbejde at ville uddanne en musikalsk kunstner ved undervisning, hvis eleven ikke har sans for toner, eller hvad man kalder «musikalsk øre», sådan er det også spildt møje at ville gøre Guds gode og fuldkomne vilje fattelig for den, som ikke har dette Åndens sind, denne «kærlighed af et rent hjerte, af en god samvittighed og en uskrømtet tro». Alt dette vil træde endnu mere talende og gribende frem ved Paulus’ eksempel. Vi vender tilbage til Rom 14. Vi husker, at det spørgsmål, som de stærkere og de svagere havde forskellig mening om, var dette: om de troende stadig var bundet til den levitiske lov og tempeltjenesten, til forskrifterne om omskærelsen, om renselser og ofre, forskellig mad og dage m.m. Den første hovedlære, Apostlen giver dem om det, var, at ingen skulle gøre noget imod sin samvittighed. «Enhver skal være fuldt vis i sit sind!» siger han. «Den, som tvivler, er fordømt, hvis han spiser» osv. Nu følger den anden hovedlære: at den, der forstår sin frihed, alligevel ikke er fri til at bruge den efter forgodtbefindende, men er forpligtet til at rette sig efter kærligheden, efter de svages og uforstandiges bedste. Apostlen siger: «Jeg ved og er overbevist i Herren Jesus om, at intet (af det, som den levitiske lov forbyder) er urent i sig selv; men for den, som regner noget for urent, er det urent. Men hvis din broder bliver bekymret for din mads skyld, så vandrer du ikke længere efter kærligheden.» – Læg nu her mærke til, hvordan en kristen skal være alle uforstandiges tjener. Her ser jeg, at selv det, som i sig selv er helt frit og uskyldigt, alligevel ikke må bruges frit. Det skal endnu prøves for kærlighedens ansigt! Apostlen «er overbevist i Herren Jesus om, at intet er urent i sig selv» – «men», siger han – læg mærke til dette «men»! – «hvis din broder bliver» «bekymret» af din brug af dette uskyldige, forvirret, urolig i samvittigheden eller også forledt til at tage noget i brug for tidligt, som han endnu ikke er fuldt vis på er uskyldigt, «så har du handlet imod kærligheden og bragt din broder i synd og sjælefare». Forholdet var, at når de svage så disse stærkeres friheder, blev de ført ind i en labyrint, hvor de hverken kunne komme frem eller tilbage. Ville de efterligne de stærkere, stod deres samvittighed i vejen for dem og sagde: «Det er synd.» Ville de derimod ikke gøre det, blev de alligevel bekymrede og tænkte: «Jeg er ingen kristen, for jeg gør ikke, hvad andre kristne gør; min tro kan ikke være rigtig.» Hvor de så vendte sig, var samvittigheden imod dem. Men at handle imod samvittigheden, især når det er en vedvarende gerning, er en synd, som helt undergraver troen. Og i en så svær og trosdræbende stilling kunne mere oplyste kristne bringe de svage i, blot fordi de ikke gav agt på kærlighedens krav, på de svages behov. Og så store samvittighedsnøder, så stor sjælefare kunne de forvolde ved en så ringe gerning som at spise kød, blot fordi et Guds ord berørte den. Åh, gid enhver kristen her ville lære at åbne øjnene og en gang tænke over, hvor meget også de ringe og frie ting kan føre med sig – hvor vigtigt det er altid at have agt på sig selv for ikke at skade de svage og uforstandige! Mange siger fx: «Skal jeg ikke engang have lov til at tale frit? Skal man lægge bånd på min tunge, når jeg jo ikke spotter Gud, men blot fortæller om mine synspunkter?» Svar: Prøv for Guds ansigt, hvad din hensigt er. Søger du råd hos nogen i en trykkende samvittighedsnød, eller underviser du din broder om noget, som du anser for nødvendigt for hans sjæls salighed, så må du tale; men er det ikke tilfældet, så vogt dig for Herrens skyld og for dine svage brødres vel for at indpode dine egne samvittighedsskrupler i dem, for at rokke ved en sjæls trosfred! «Tungen er et lille lem og gør stort væsen af sig. Se, hvor lille en ild, og hvor stor en skov den sætter i brand!» Tungen er et skarpt sværd, som slår sår, som du siden ikke kan læge. En anden siger: Skal jeg ikke have lov til at klæde mig frit? Eller skal jeg ikke have lov til at gå, hvorhen jeg vil, i de kredse eller til de fornøjelser, jeg har lyst til, når jeg ser, at de er uskyldige? Skal jeg ikke være fri med hensyn til mad og drikke? osv. På alle sådanne spørgsmål svares der blot: Jo, du er fri! Vil du ikke for Kristi dyrekøbte sjæles skyld være bundet i noget tilfælde, så vær fri! Har du ikke den kærlighed, det åndelige sind, som agter på den svage broders bedste, så må du være fri i alt. Men apostlen Paulus siger sådan: «Skønt jeg er uafhængig af alle, har jeg gjort mig til alles tjener. Hvis min mad bringer min broder til fald, vil jeg aldrig nogen sinde spise kød.» Se, det er kun dette sind, der kræves; det er kærlighedens frie forsagelse for de svages og uforstandiges skyld, og som alene Kristi kærlighed skal tvinge os til *). Men se også, hvilken skarphed Apostlen lægger i sin formaning, og hvilke forfærdelige følger han ser, at disse ringe og i sig selv uskyldige ting kan føre med sig! Han siger: «Ødelæg ikke ved din

ved din mad den, som Kristus er død for». Tænk, hvilken sammenstilling! Ødelægge! – «ødelægge en sjæl, som Kristus er død for» – en sjæl, som Kristus har betalt med sit blod! – Og du skulle ødelægge den! – Og det blot med mad!

*) Vi har i dette 14. kapitel af Romerbrevet set, i hvilke betydningsfulde spørgsmål de kristne på Paulus’ tid var uenige; dog vil mange undre sig over, at der i visse egne af vores land findes troende kristne, som endnu ikke ser noget ondt i et mådeholdent brug af stærke drikke, mens de fleste kristne derimod anser al brug af dem for helt uforenelig med en kristens sind. Men de første siger: Den samme apostel, som straffer drukkenskaben, forbyder ikke det mådeholdne brug af den samme vin, som gjorde drankeren uskikket til Guds rige, men siger: «Drik ikke længere kun vand, men brug lidt vin for din maves og dine hyppige skrøbeligheders skyld» (1 Tim 5,23). Men her burde de lægge mærke til, hvilken overvejende sandhed der ligger på den fuldstændige afholdenheds side, når man siger sådan: Selv om jeg kan bruge denne vin som lægemiddel, er det noget andet end det daglige brug! Selv om jeg selv uden skade kunne bruge den dagligt med måde, så forbyder kærligheden mig at give mine børn og tjenestefolk et eksempel, som engang kan føre dem i ulykke. Hvis de begynder med min mådeholdenhed – sådan som også enhver dranker er begyndt mådeholdent – men ender med umådeholdenhed og fordærvelse for legeme og sjæl, så er jeg ikke fri for deres blod. Havde jeg lært dem ikke engang at begynde med det mådeholdne, så var de aldrig faldet i umådeholdenhedens fordærvelse.

Skulle vi ikke engang vågne op over de store, forfærdelige følger af misbruget af de små ting? Det er her, Åndens fine, skarpe øje er nødvendigt for at se disse indre, skjulte forhold. Det er her, der kræves kærlighed til Kristus, som gav sit blod, og ømhed for de sjæle, han købte så dyrt. Ellers har den apostoliske formaning ingen vægt. Ellers skjuler der sig stadig i hjertet en Kain, som siger: «Skal jeg vogte min bror?» Skal min frihed indskrænkes på grund af andres uforstand? Skal jeg ikke have frihed til at gøre det, som er uskyldigt? En gerning, som i sig selv er uskyldig, bliver da vel ikke strafværdig for andres skyld? Jo, siger Herren, du er strafværdig, når du «lever blot for dig selv, ikke elsker din næste som dig selv, men med din frihed ødelægger dem, som Kristus er død for!»

Det, vi her har betragtet, er endnu ret let at fatte, nemlig at vi for kærlighedens og brødrenes vel må give afkald på brugen af en del uskyldige ting, og at vi ellers begår en stor synd, endog med en gerning, der i sig selv er uskyldig. Men noget langt mærkeligere, noget, som for mange vil se ud som et frygteligt kætteri, er, at Apostlen videre lærer, at vi undertiden begår den samme svære synd mod kærlighedsbudet, når vi blot strider for det strengt rette og sande i åndelige sager, og at det undertiden bliver vores pligt at tie med vores bedre forstand. Apostlen siger i v. 22: «Har du tro, så hav den for dig selv over for Gud. Salig er den, som ikke dømmer sig selv i det, som han anser for rigtigt.» Meningen er: Har du den stærkere tro, som her omtales, denne indsigt i den kristne frihed, så tak Gud for dette højere lys og brug den for din egen del – blot ikke når du dermed forvirrer de svage. Apostlen har med sit eget eksempel vist, hvordan dette skal gå til. Han siger i 1 Kor 9,20–22: «For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder; for dem, som er under loven, som var jeg under loven for at vinde dem, som er under loven. For dem, som er uden lov, er jeg blevet som var jeg uden lov – for at jeg kan vinde dem, som er uden lov. For de svage er jeg blevet som en svag for at vinde de svage; for alle er jeg blevet alt for i hvert fald at frelse nogle.» – Læg dog i Herrens navn mærke til, hvordan den sande visdom og kærlighed handler! Læg dog mærke til, hvad det ord betyder: «Kærligheden er alle loves lov!» Skam dig og vig bort, selvkloge ordkløveri, som for din lille private visdoms skyld kaster Guds højeste bud og vilje, kærligheden og sjæles vel, bag dig! Læg mærke til og hør, hvad Apostlen her så uophørligt gentager: «for at vinde dem; for ikke at lægge nogen hindring (v. 12); for i hvert fald at frelse nogle». Det er kun det, der ligger ham på sinde. Det er kun det, Gud og kærligheden bekymrer sig om! Se, sådan er en apostels hjerte! Sådan er en apostels måde at tænke på! Når han er i Jerusalem, omgivet af mange tusinde jøder, som alle er nidkære for loven og endnu ikke er modne til læren om friheden fra den, men for den lærdoms skyld ville forkaste hele hans prædiken om Kristus, så tier han som en mur om sin evangeliske visdom, så går han helt pænt i templet og overholder dets gudstjeneste. At dets præster forvanskede loven (Matt 5) og korsfæstede Kristus, var ham ikke kært, men kunne heller ikke jage ham bort; for hvad gjorde Paulus ikke for sjæles frelse! «For at vinde dem, for i hvert fald at frelse nogle», se, det var hele hans sag! – Men når han derimod var ude blandt hedningerne, så tav han helt om den levitiske lov og brændte af hellig iver mod de falske apostle, som bekymrede hans galatere med læren om, at omskærelsen var nødvendig. Alt gik kun ud på at holde alle fast ved enfoldigheden i Kristus og «ikke lægge nogen hindring» for det ene saliggørende ord om omvendelse og tro. Se her, hvorfor han i Antiokia straffer det samme hos Peter, som han selv gør i Jerusalem! Da Peter i Antiokia var omgivet af en skare omvendte hedninger og alligevel rettede sig efter nogle få jødekristne, som kom fra Jakob, fra Jerusalem, hvor de troende endnu var nidkære for loven, da irettesætter Paulus ham åbenlyst i alles påhør. Se Gal 2,11–21. Men da Paulus kommer til Jerusalem, hvor han kun havde jøder omkring sig, så gik han selv i templet og rensede sig m.m. Se ApG 21,17–27. I brevene til romerne og galaterne straffer Paulus det at hænge fast ved omskærelsen; men da han kommer til Lystra og finder den troende discipel Timotheus, «hvis far var græker», hvad gør han så? Jo, han (den samme Paulus) omskærer ham selv. – Og hvorfor? – «For de jøders skyld, som var på de egne; for alle vidste, at hans far var græker» (ApG 16). Sådan lader han her sin klare forstand om det rette vige for kærlighedens nidkærhed for «i hvert fald at frelse nogle». Hvor klart han end vidste, hvad der i sig selv var det rigtigste, gjorde han dog kun det, som var mest gavnligt, nemlig ikke at støde disse jøder bort fra sin prædiken. Sådan gør den sande kærlighed og visdom: Om nogen så ville se dobbelthed, menneskebehag og hykleri heri og sige: Paulus vandrer ikke efter nogen fast regel, så vil den hellige apostel svare med Åndens vidnesbyrd: «Kristi kærlighed tvinger mig sådan» – «for at vinde de fleste». Og den, som i sand tro og kærlighed vil følge de eksempler fra Moses, Kristus og Paulus, som nu er anført, bør ligeledes trøste sig, hvis han får den samme beskyldning.

Også blandt os opstår mange meninger: Den ene bekymrer sig om sabbatten, fordi den ikke holdes på den foreskrevne syvende dag, «da Gud hvilede fra al sin gerning», men på den første, da Kristus opstod, og spørger: Hvor befaler Guds ord denne forandring? Den anden bekymrer sig om de små børns dåb og spørger: Hvor står den påbudt? Den tredje bekymrer sig om, at kvinden beder med utildækket hoved, eller at nogen spiser blodmad osv., eftersom der også tales om det i Det Nye Testamente (1 Kor 11; ApG 15,20). En fjerde mener, at det ikke er nok, at vi går ud fra verden og uretfærdigheden og ikke følger falske røster, men at vi også bør gå ud fra den ydre kirke *) osv. Se i alle disse spørgsmål nøje på de eksempler fra Moses, Kristus og Paulus, som er anført. Gør blot det, som er mest gavnligt for din næste. Finder du, at det er mere nyttigt, at du bekymrer dig selv og andre med spørgsmålet om sabbatten, om barnedåben, om kirken, end at du i enfoldighed driver Ordet om omvendelse og tro, om kærlighed og ydmyghed, om bøn og tålmodighed, så gør det! Tror du virkelig, at disse ydre forandringer (i sabbatten, dåben, kirken m.fl.) er nødvendige for sjæl og salighed – så besind dig! Herren er hellig og nidkær! Prøv for hans øjne, om du virkelig tror, at disse ydre forandringer er nødvendige til saligheden – se, da må du for din samvittigheds skyld arbejde for dem, da må du frimodigt forurolige sindene med disse spørgsmål og rive dem bort fra enfoldigheden i Kristus! Men ellers, hvis du tror, at vi er frelste og salige uden disse spørgsmål, og alligevel dermed «bekymrer samvittighederne» og rokker ved de enfoldiges tro, så må du nok frygte lidt for den Herre, som har købt dem med sit blod. Driver Kristi kærlighed dig, så følger du hans eksempel, og så hører du Apostlens formaninger. Vi vil endnu en gang høre, hvordan Apostlen taler: «Ødelæg ikke den, som Kristus er død for.» Og igen: «Lad os derfor stræbe efter det, som fremmer freden og den gensidige opbyggelse» – «Vi, som er stærke, har pligt til at bære de svages skrøbeligheder og ikke behage os selv. Enhver af os skal søge at behage sin næste, ham til gode, til opbyggelse. For heller ikke Kristus behagede sig selv» osv. «Budets formål er kærlighed af et rent hjerte og af en god samvittighed og af en uskrømtet tro.» «Alt er mig tilladt, men ikke alt gavner mig. Alt er mig tilladt, men ikke alt opbygger.» «Vi har ikke gjort brug af den ret, men tåler alt for ikke at lægge nogen hindring for Kristi evangelium. – Skønt jeg er uafhængig af alle, har jeg gjort mig til alles tjener – for at vinde de fleste.» Måtte vi alle have det sind, som kommer til udtryk i sådanne ord.

*) På dette sidste punkt er spørgsmålet levende. Nogle siger: Kristus siger om sine får: «Den fremmede hører de ikke» *) (Joh 10). Andre svarer: Hvis ordet «høre» her betegner det ydre øres hørelse, så er også alle de Kristi får, som blot udvortes hører hans røst! Se v. 16 og 27. Men er det sådan? – Så siger de: Paulus befaler: «Træk ikke i fremmed åg sammen med vantro» osv. «Gå ud fra dem» osv. (2 Kor 6). Andre svarer: Er det sandt, at Apostlen der taler om at bryde det ydre kirkefællesskab, så er sandheden på jeres side; men Paulus’ eget eksempel beviser det modsatte. – Så siger de: Paulus befaler os ikke engang at spise sammen med horkarle; hvor meget mindre bør vi da tage sakramentet sammen med dem? – Andre siger: Se nøjere på teksten. Den står i 1 Kor 5,11. Men se, hvad Apostlen siger i v. 10. Han taler om en spisning, som betegnede «broderskab»; men at modtage sakramentet i kirkerne ligner at spise på et værtshus, hvor enhver kommer blot for madens skyld uden engang at kende den, som spiser ved hans side. Det er kun Kristus og sakramentet, vi søger, ikke de vantro gæster og ikke nogen falsk lære. De første siger: Men er alt dette da godt og rigtigt i vores kirke? Svaret er: Bestemt ikke! I kirken og samfundet sker der meget uret, som ikke hvem som helst kan rette eller blot er kaldet til at rette. Bed, bekend, bi! Det er nok, at Skriften aldrig taler om at gå ud af et kirkesamfund, men kun straffer og truer kirkesamfundene, mens den blot befaler de troende medlemmer ikke at følge fremmede røster, blot at våge og holde sig ubesmittede! Det er nok, at jeg ser, at den første troende apostoliske menighed i Jerusalem stadig sammen med mængden af fjendtlige jøder gik i templet og overholdt dets ydre skikke. Og havde Kristus nogensinde befalet dem at skille sig fra tempeltjenesten, så kunne han aldrig have sagt: De skal udstøde jer af synagogerne. Det er denne «udstødelse», vi skal afvente. Ja, sådan lærer Ordet; men følelsen, det svage hjerte, lærer det noget andet?

*) Den nye (svenske) oversættelse (normaludgaven) har her «følge».

Det er visselig en stor nåde, som aldrig kan prises nok, at mennesker begynder at blive nidkære for Guds sag og ære, for at Ordet bliver trofast fulgt i kirken og i det enkelte menneskes liv! Men det er en endnu større nåde og visdom, når man også forstår at bruge sin forstand og nidkærhed efter kærligheden, efter næstens behov, ståsted og gavn. Den, som tjener Kristus heri, er Gud velbehagelig og agtet af mennesker. Det kræver bestemt megen selvfornægtelse; men når Gud har været os så nådig, at han har givet os sin Søn og sin Ånd, udvalgt os fra verden og flyttet os over i sin elskede Søns rige og endnu dagligt og mildt tilgiver alle synder og læger alle vores mangler, skulle vi så ikke gerne og med glæde holde hans bud og ikke længere leve for os selv! Og dette er hans bud, at vi skal tro på hans Søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, efter det bud han har givet os. Gud være lovet, at det dog er vist og fast, at dette er det største, det eneste store, blivende og væsentlige, nemlig – troen og kærligheden!