Nogle ord om kærligheden til Guds børn

(Tolvte årgang, 1853)

«Enhver, som elsker ham, der fødte, elsker også den, som er født af ham» (1 Joh 5,1)

Da missionær dr. Judson lå på sit yderste, og den ransagelse, som er almindelig, når døden står for øje, foregik i hans sjæl, kom han ind i en meget dyb betragtning over, hvordan han havde elsket brødrene, og da sagde han blandt andet om det: «Min kærlighed til brødrene har været meget forskellig, men nogle har jeg elsket over al måde; og alligevel ser jeg nu, at jeg på ingen måde har plantet kærlighedens banner højt nok.» Han talte om dem som Guds børn, genløste med Frelserens blod, omhyggeligt plejet og beskyttet af hans kærlighed, dyrebare for hans hjerte, at de var udvalgt af ham selv, og at de en dag for hele verdens øjne skal modtage retfærdighedens krone. «Derfor,» sagde han, «er det ikke nok at være venlig og hjælpsom mod dem, at holde sig fra at tale ondt om dem og at nævne dem særskilt i sine bønner; nej, vores kærlighed til dem skal være af den mest inderlige og brændende art. I himlen skal den blive sådan, at det ikke blot er en stor synd, men også et stort tab for os, hvis vi ikke allerede her i tiden begynder at søge at elske dem.» «Som jeg har elsket jer, sådan skal også I elske hinanden» var en formaning af Frelseren, som hele tiden lå i missionærens tanker under disse betragtninger, og som ofte flød frem over hans læber, for det meste med en sagte hvisken: «Som jeg har elsket jer» – «som jeg har elsket jer» – hvorpå man hørte ham højt udbryde: «Åh, Kristi kærlighed! Åh, Kristi kærlighed!»

Vi har noget at lære ved denne Guds tjeners dødsleje – så meget mere, når vi hertil lægger Herren Kristi egne ord om sagen. Kærligheden til Guds børn er et emne, der har nogle mere alvorlige sider, end vi i almindelighed ser. Også kristne glemmer ofte sig selv midt i denne verdens mangfoldige gøremål, så de med en uværdig kulde, først over for Gud og så over for brødrene, uden at tænke over det, bereder sig et meget uroligt dødsleje. Da kan det være meget vigtigt i tide at blive vakt til en vis besindelse. Gud åbne vores sind!

Det første, vi må betænke angående kærligheden til Guds børn, er, at denne kærlighed efter Herren Kristi og hans apostles udtrykkelige ord er det mest kendetegnende tegn på «Guds sande nåde», på fødslen af Gud, på Jesu sande disciple. Vi kender Herren Kristi ord: «Deraf skal alle kunne se, at I er mine disciple: at I har kærlighed til hinanden.» Vi kender apostlen Johannes’ så ofte gentagne ord: «Deraf ved vi, at vi er af Gud, deraf ved vi, at vi er Guds børn osv. – når vi elsker brødrene osv.» – og elsker dem, fordi de «er født af Gud» (1 Joh 5). – – Det er mærkeligt, at kristne, som ellers i alt vil ære Herren Kristi ord, ofte med en vis flygtighed farer hen over de ord, vi lige har anført, som om disse ord fra Herrens mund ikke havde nogen særlig vægt og sandhed i sig, som om man ikke rigtig kunne stole på dem. Men hvor står der skrevet, at vi skal gøre et udvalg blandt Kristi ord og holde nogle af dem for sande og vigtige, men andre ikke? Det er jo åbenbart at følge sin egen smag og foragte Herrens ord. Grunden er nemlig, at man ikke forstår, hvorfor denne kærlighed til Guds børn kan være et så kendetegnende tegn på den nye fødsels nåde. Der er ikke noget stort og strålende i denne kærlighed, intet, som er svært og koster meget for en troende; den er noget, som går ligesom af sig selv, som er vores nye natur, når vi er blevet kristne, og derfor synes vi, at denne kærlighed ikke betyder noget. Men hvis vi ser lidt nærmere på sagen, vil vi finde, at den er et så kendetegnende tegn på, at en genfødsel er sket, netop fordi den ikke er virket af en tvungen anstrengelse, men er blevet vores natur, så (læg mærke til det!) det, som ellers er helt umuligt for det ugenfødte hjerte, går let og af sig selv for os. For selv om en hykler kan efterligne alt andet i kristendommen, kan han dog aldrig virkelig i hjertet og på den måde, Skriften lærer, elske Guds børn, men beholder altid en vis uvilje mod dem, især mod de mest benådede og nidkære. Derimod kan den skrøbeligste kristne, som ellers ikke finder et eneste tegn eller nogen lighed med et sandt nådeliv hos sig selv, men i alt er misfornøjet med sig selv, alligevel elske andre kristne på det inderligste – ja, han elsker dem desto mere, jo større mangel og skrøbelighed han ser hos sig selv. Og heraf ser vi, hvilket vidunderligt nådetegn denne kærlighed er, når dette tegn kan mærkes også under vores største svaghed. Men selv om vi ikke forstår, hvorfor denne kærlighed er et så kendetegnende tegn på Jesu disciple, bør det være os nok, at Herren selv har sagt det. Ja, måtte vi dog besinde os på, at Herren har sagt det!

Derfor: Hvis du nu ved med dig selv, at din omvendelse til Herren og din tro på nåden i Kristus har båret den frugt med sig, at du har fået en ny, inderlig kærlighed til Guds børn – ikke blot til en bestemt kristen, som har gjort dig noget godt eller forstår at sætte pris på dig eller har en naturlig elskværdighed, der indtager dig, men i det hele taget til alle dem, som du ser elske eller søge Jesus, så de nu er din nye slægt, dine søskende – så vid, at dette forhold alene beviser meget mere end de herligste gerninger, at en ny fødsel ved Guds Ånd er sket i din sjæl. Måske synes du ellers ikke, at du kan være et Guds barn, fordi hele din kristendom forekommer dig alt for mangelfuld; men alle disse mangler og denne din mening betyder intet over for Kristi ord om dette tegn. Hvis din tilstand derimod er sådan, at du nok er blevet vakt af din gamle syndesøvn og har vendt dig fra dine vildveje til gudfrygtighedens vej, til Guds ord, til bøn og omvendelse, men du har den egenskab, at du ikke vil have noget at gøre med andre søgende sjæle, men trives bedst alene, som du siger, «med Gud og Ordet», så ser det vel ud til at være noget meget smukt og åndeligt, men det har blot én ting imod sig, nemlig at det helt strider imod hovedtegnet på Guds sande nåde, og din omvendelse er visselig falsk og forfejlet. Var din omvendelse et sandt Åndens værk, så havde den også dette tegn, kærligheden til brødrene; så ville du være så nedslået over dig selv, at du i almindelighed ville anse andre søgende sjæle for bedre end dig. Og hvis Guds Lams blod var blevet din eneste trøst og ros, hvis du havde været i «den snævre port», hvor både din synd og din retfærdighed er blevet gjort til intet ved Guds Søns blod, og dit hjerte var blevet gjort rigtig saligt ved den overstrømmende nåde – kort sagt, hvis du levede i den omvendelse, hvor du selv aftager og Kristus vokser, så ville du i denne store gave, som er fælles for alle, smelte sådan sammen med alle medarvingerne, at du sandelig ville blive «ét hjerte og én sjæl» med dem, sådan som de første kristne var. Men videre: Selv om du har nogle bestemte brødre, som du holder af, fordi de er enige med dig i et bestemt vigtigt spørgsmål, men det ikke er fødslen af Gud, ikke er den store nåde i Kristus, der forener jer, men en anden overensstemmelse, så er dette ikke den rette, kendetegnende kærlighed. For Johannes siger udtrykkeligt: «Enhver, som elsker ham, der fødte, elsker også den, som er født af ham» (1 Joh 5,1), og dermed giver han at forstå, at den rette kærlighed til brødrene ser på, at de er født af Gud, og elsker dem netop derfor, sådan som han også straks tilføjer: «Deraf ved vi, at vi elsker Guds børn, når vi elsker Gud og holder hans bud» (v. 2), det vil sige, når vi elsker dem for den kære og fælles Faders skyld. Den, som ikke giver agt på denne omstændighed, vil visselig bedrage sig selv – og skal også blive bedraget! Hvor herligt er det derimod, når du ved med dig selv, at det netop er for nådens værk i deres hjerter, at du elsker brødrene – ja, når din fattige, elendige omvendelse alligevel har båret den frugt, ligesom af sig selv, at alle troende er blevet din nye slægt, dine elskede brødre, som forekommer dig så elskværdige, at du ofte synes, at kun du er uværdig til deres kærlighed – åh, en salig tilstand! Du kan vel have en bestemt broder, som du elsker mest, sådan som også Jesus særlig elskede Johannes; men der er dog hos alle, som søger og elsker Frelseren, noget, som gør dem så dyrebare for dig, at de alle er dine brødre, og at deres vel og ve er dit eget. Med den «almindelige kærlighed» kan du ønske, om det var muligt, at hjælpe alle mennesker til det højeste gode, du kender; men med den «broderlige kærlighed» er du på en særlig måde forenet med dem, som står i forening med Frelseren. Se, en sådan kærlighed beviser noget – beviser, at hvor dårligt det end ellers kan se ud med din kristendom, er Kristus dog dit liv, og at Kristi Ånd under alle dine mangler dog bor i dit hjerte.

Når kærligheden til Guds børn, som vi nu har set, er en frugt og et tegn på den nye fødsel, så følger deraf videre, at en formaning til denne kærlighed ikke angår hvem som helst, men kun de genfødte kristne. Man må aldrig gå i gang med at formane «den, som er født (blot) efter kødet», til at elske dem, som «er født efter Ånden». Det bliver altid et forgæves arbejde at ville ophæve det gamle fjendskab mellem slangens sæd og kvindens. Det er de troende, det angår, når Herren Kristus og apostlene formaner: «Elsk hinanden inderligt!» Selv om kærligheden er født af Ånden i vores hjerter og vokser ud af vores forening med Frelseren, har den dog, som alle Åndens frugter, brug for at blive plejet og passet godt. Deraf alle Skriftens formaninger og opmuntringer til kærligheden! Og det er et stort tab og en stor fare, hvis du mister kærligheden til brødrene. Nu er der også mange omstændigheder, som vil afkøle denne kærlighed. Vores svorne fjende, som godt ved, hvad han har vundet, hvis han får dig skilt fra brødrekredsen, lægger altid planer mod de kristnes broderkærlighed. Og i vores egne hjerter finder han mange midler. Men da denne kærlighed er en så kendetegnende frugt af livet i Kristus, så er den også altid afhængig af dette liv. Så længe jeg lever i frisk øvelse i omvendelse og tro, elsker jeg også brødrene. Derfor ligger den første, almindeligste og mest væsentlige årsag til en kærlighed, der bliver kold, i et svækket nådeliv. Når et jordisk sind begynder at tage overhånd hos en kristen, så han ikke længere lever i daglig øvelse i omvendelse og tro, i erkendelse af synden og i at gribe nåden, så begynder han også samtidig at blive kold over for brødrene og at se mere på deres fejl end på den nåde, som bor i dem. Også på den måde går de ord fra Herrens mund i opfyldelse: «Fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste.» Dertil kommer, at der hos brødrene er megen uforstand og andre dårlige vaner, som kan støde og afkøle kærligheden. Endelig kommer der også undertiden forskellige meninger til, som splitter brødrekredsen. Uenighederne gælder ganske vist kun mindre væsentlige spørgsmål – for i den store hovedsag er alle troende i hele verden enige – men alligevel kan disse bimeninger tilføje kærligheden dødelige sår. Det sker især på to måder: For det første, når jeg ikke forstår, at en broder kan være en lige så redelig kristen og lige så rigt benådet, selv om han ikke opfatter alle punkter i Guds ord, som jeg gør – når jeg ikke forstår, at der også blandt dem, som har andre meninger i visse spørgsmål, findes troende Guds børn. For så følger det, at jeg begynder at fordømme alle, som har en anden mening end jeg på et eller andet punkt, og en sådan dømmesyge må altid slukke kærligheden. Noget andet er det, hvis jeg blot modsiger den falske mening eller irettesætter en fejl eller en uforstandig opførsel hos min broder, sådan som Kristus irettesatte Peter, da han greb til sværdet, og en anden gang kaldte ham «Satan» (modstander). En sådan irettesættelse kan altid gå sammen med kærligheden; men helt at fordømme den, som dog har sin eneste trøst, sit alt i alle, i Kristi blod, det er helt imod kærligheden og dræber den. For det andet sker det, når disse bispørgsmål bliver så store og vigtige for mig, at de indtager den første plads i hjertet. Det viser sig ved, at alle dem, der er enige med mig i det spørgsmål, selv om de ikke lever i Kristus, alligevel bliver mig kærere end de Jesu venner, der ikke er enige med mig i det spørgsmål. Åh, et alvorligt tegn! Åh, et frygteligt forhold! Læg mærke til det: Når et spørgsmål af måske så overfladisk art, at det kan omfattes med al varme af Kristi fjender, bliver så vigtigt for mig, at jeg møder dem med mere kærlighed og glæde, blot fordi de fremmer dette ene bispørgsmål, end jeg ser de søskende i Kristus, som har fået en lige så kostbar tro «ved vores Guds og Frelseren Jesu Kristi retfærdighed» (2 Pet 1,1) – se, når et menneske, som er min Herres fjende, som endnu aldrig har fået i sinde at søge sin forsoning og fred i Lammets blod, endnu aldrig har ligget som en fortabt synder ved Jesu fødder, men træder Guds Søn under fode og regner pagtens blod for urent, bliver mig kærere end en Jesu ven, som har sit alt i alle i Lammets død og smerte, som er et Guds barn og min bror for evigheden – er det så ikke et alvorligt, et frygteligt forhold? Og vidner det ikke om, at det bispørgsmål, som har været årsagen til dette, er blevet vigtigere for mig end Frelseren, når brødrene i det spørgsmål er mig kærere end brødrene i Kristus?

Når kærligheden til Guds børn således kan kølne af så mange omstændigheder, hvor vigtigt er det så ikke at give godt agt på sig selv og på de store grunde, vi har til at elske nådesøskendene! – De grunde er allerede antydet. Den største er den, som apostlen Johannes nævner: «Enhver, som elsker ham, der fødte, elsker også den, som er født af ham.» Tænk! De er «født af Gud» – de er «Guds børn». Det er det store forhold, som nu for det meste er dybt skjult, men som engang, forklaret i evighedens lys, skal blive en sag af uforlignelig vigtighed for os. Det var dette, der begyndte at stå klart for dr. Judsons ånd, efterhånden som det jordiske hylster opløstes. Da så han, hvordan man burde elske nådesøskendene, og «talte om dem som Guds børn, genløst med Frelserens blod, omsorgsfuldt værnet og beskyttet af hans kærlighed, dyrebare for hans hjerte» osv. – Tænk dybt over dette! Kan du blot mærke, at et menneske med en fattig ånd søger at kunne tro på Kristus og derfor elsker hans evangelium, så ved du, at dette menneske med alle sine svagheder og sorger alligevel er et elskeligt Guds barn, og at det, vasket i Guds Søns blod, nu stråler for Faderens øjne i glansen af Mellemmandens fuldkomne retfærdighed og derfor ejer Guds høje venskab og velbehag; og så – se vel til, hvordan du elsker og behandler det menneske! Herren siger: «Den, som rører ved jer, rører ved min øjesten» (Zak 2,12). Tror du de ord? En kristen er en underlig og hemmelighedsfuld person; det er svært at forstå ham. Johannes siger: «Ligesom han (Kristus) er, sådan er også vi i denne verden.» Kristus var i fornedrelsens stand «foragtet og forladt af mennesker, en smerternes mand og fortrolig med lidelse» – og dog skjulte Guds elskede Søn, afglansen af Guds herlighed og aftrykket af hans væsen, sig under det slør. Sådan er også en kristen nu på jorden dybt skjult og overdækket af al den elendighed, som fulgte af syndefaldet: en fattig pilgrim, der, tynget af den sørgelige arv fra Adam, ofte vandrer med våde øjne og et beklemt hjerte og oftere sukker end lovsynger. For synden, synden, som altid hænger ved os, er en uudtømmelig kilde til sorg og anfægtelse. Men når nu hele den adamitiske fordærvelse bor i kød og blod, er det trods al årvågenhed ikke muligt, at den ikke skulle stikke frem for menneskers øjne. Men hos en kristen er synden meget stødende; hos ham vil man kun se hellighed. Når så hele verdens løgn og bespottelse kommer oven i det, er der for alle menneskers øjne intet tegn på en Guds yndling her, men bruden må altid synge med sin Brudgom: «Salig er den, som ikke tager anstød af mig!» Men hvad siger Skriften? «For I er døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud; når Kristus, vort liv, bliver åbenbaret, da skal også I åbenbares med ham i herlighed» (Kol 3,3–4). Under al denne ynkelighed, ja endog under synden, gemmer der sig altså en Guds ven, en Kristi brud, englenes glæde, Helligåndens tempel, en arving til det evige liv! Under Jobs onde sår, under spot, sorg, utålmodighed og synd skjulte sig dog Guds kæreste ven i landet. Under Lazarus’ sår og fattige klæder lå der uden for den riges dør en arving til himlen. Men hvem ser den slags i tiden? Også kristne skal vogte sig, så de ikke gør sig til dårer over for Kristi lemmer! Vi skal lære aldrig at betragte en kristen blot efter det, der ses for det ydre øje, men med åndeligt blik trænge igennem det adamitiske hylster og se, hvad der skjuler sig derunder; så ville vi inderligt glæde os, hver gang vi så en kristen, og hjerteligt elske ham som et Guds barn og vores bror for evigheden. For, endnu en gang sagt: når han med alle sine svagheder alligevel dagligt ligger ved sin Frelsers fødder, så er han stadig dyrebar for Guds øjne, et Guds barn, som Gud med sin uforlignelige kærlighed værner om og forsvarer, og som han engang skal herliggøre for hele verden med retfærdighedens uvisnelige krone – og et sådant barn må man vel se til, at man ikke foragter, men for alvor elsker. Det var den første grund. Vi bør elske de troende, fordi de er Guds børn og elsket og omsorgsfuldt værnet af ham.

Men vi bør også elske dem for det hellige, som den guddommelige nåde har virket i dem. Det er sikkert, at ikke en eneste af dem er, hvad han burde være; men de er heller ikke, hvad de engang var. Selv om de er langt fra fuldkomne, er de ikke desto mindre hellige i Skriftens mening; der bor dog i dem en ånd, en lyst og et sind, som er helligt, som er den hellige Guds værk og egentlig er en «del i Guds natur» (2 Pet 1,4). Hvor ellers end hos hans børn finder vi fx den sande, uegennyttige kærlighed – en kærlighed, der rent og virkelig kun ser på næstens gavn og på næstens sande og evige vel? Hvor ellers end hos dem, der står under Guds Ånds daglige tugt, findes den sande ydmyghed osv.? Men vi finder endnu mere hos dem. Det, der først og fremmest kendetegner dem og gælder mere for Gud end alt andet, er, at de hylder og ærer Sønnen, at Kristus er deres «alt i alle». De har ikke deres ære i sig selv, men i ham. Når de er allermest skrøbelige, har de dog det sind, at Kristus er dyrebar og kostelig for dem; mens det derimod er verdens allerstørste synd, at den intet vil have med vor Herre Kristus at gøre, at den foragter og bespotter ham, som har elsket os og givet sig selv hen for os. Endnu en gang sagt! De kristne kan have mange mangler og skrøbeligheder, og ingen føler og beklager det så bittert som de selv; men den dyd har de, at de er Kristi venner; at de, hvis de blot altid turde tro, at de har hans nåde, ikke ønsker sig noget højere; at de altså holder ham for kostelig, tilbeder ham i hjertet, dagligt ligger for hans nådestol og, når de har fået trøst og kraft dér, også følger ham og bekender ham over for en vantro og ugudelig verden. Verdens børn ser intet elskeligt i Kristus, i hvert fald ikke deres eneste Frelser; men for hans troende er hans navn alene liflig, ja, «liflig som udgydt olie»; i hans kors har de det fælles samlingspunkt, hvor de alle mødes – kort sagt, de «hylder Sønnen». Er det ikke hovedgrunden til, at ethvert troende hjerte elsker brødrene?

Videre bør vi også elske dem, fordi verden hader dem. Verden elsker ikke vores konge, derfor elsker den heller ikke hans folk. Verden korsfæstede Kristus; intet under da, at den forfølger dem, der bekender ham; som Kristus sagde: «Hvis verden hader jer, så skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.» Det skal enhver kristen tænke over til sin trøst. Men når nu verden skal hade alle Kristi venner, bør de til gengæld elske hinanden så meget mere, og netop fordi de er medbrødre i trængsel og modgang, i udbredelsen af Kristi rige og i lidelsen for hans navn. Når de kristne på jorden ikke kan have verdens venskab, men må finde sig i al dens fjendskab, løgn og bespottelse, trænger de vel til at blive vederkvæget af brødrenes kærlighed. Når mange svage hjerter, som er følsomme over for menneskers dom og venskab, alligevel får liv af Herrens Ånd til at gå ud fra lejren med Kristus og bære hans forhånelse, hvor rimeligt er det så ikke, at kristne med så meget mere kærlighed tager sig af og støtter sådan en sjæl! Det er også en vigtig grund til, at vi bør elske brødrene, nemlig at kærlighedens forenende og sammenholdende kraft giver styrke i kampene. Det ser ud til, at Kristus netop tænkte på det, da han gav dette «nye bud» om kærligheden netop i den stund, hvor han forudsagde, at han skulle gå bort fra dem, og hvordan verden skulle hade dem. Det er med disse to forhold, hans bud om den indbyrdes kærlighed hænger sammen (se Joh 13,34–35; 15,17–18), som om han ville sige: Hidtil har jeg været jeres samlingspunkt, herefter skal kærligheden holde jer sammen; og når verden hader jer, så elsk hinanden. Det var vor Herres sidste bud, hans «sidste vilje». Sandelig, en vigtig grund til at elske brødrene.

Endelig er det jo også en nærgående og stærk grund, at de er vores brødre – brødre i ordets højeste, sandeste og saligste betydning. Det er kun sande brødres indbyrdes kærlighed, vi taler om. Den, der er født af Gud, stemmer jo i med Apostlen: Vi kender herefter ingen efter kødet. Den, der er en åndelig bror, en bror i Kristus, en bror for evigheden, han er vores bror. Dette nye forhold og dette sind følger af den nye fødsel. Det mærker man straks, når man er blevet født af Gud. Man ser en kristen og tænker: «Åh, du er min bror, vi har samme Fader og samme arv.» – Og føler du det ikke altid så levende, så tænk dog på, at han er født af den samme Ånd og skal være din bror og medarving i evighed. Tænk på Kristi ord: «Ingen kommer til mig, uden at Faderen drager ham.» Ingen er blevet en sjæl, der søger nåde og trøst i Kristus, uden at Guds Ånd har besøgt og vakt ham og lært ham at kende sin synd over for Gud. Altså ved du, at den samme dyrebare Ånd virker i ham som i dig. I har den samme Frelser, det samme forsoningsblod, den samme Faders nåde, det samme rige, den samme arv og den samme vej. Vi må ikke glemme, hvor vi kommer fra: Gud skabte os alle til at være sine børn; Kristus kom og blev bror til os alle og genløste os med sit blod. Nu kommer Ånden og føder os på ny. De, der således er født af Gud, er Guds børn, og de er alle søskende indbyrdes. Men her på jorden er alle Guds børn spredt og blandet med vantroens børn. Så kommer Herren og «samler alle sine spredte børn» og tager dem hjem til sig i himlen. Da skal det blive en stor og åbenbar sandhed, hvad vi nu ser så dunkelt, at kun disse sjæle, som er indpodet i Kristus og født af Ånden, er vores sande brødre; for da skal det ske, som der står skrevet: «Han skal skille dem», de troende og de vantro, «fra hinanden»; og «to skal være ude på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage; to skal ligge i én seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.» – Og snart er denne pilgrimsvandring forbi; da skal alle menneskelige forhold og menneskelige følelser høre op, og kun disse evighedsforhold blive tilbage. Men måtte vi allerede i tiden tænke over dette og allerede her elske dem som brødre, som vi skal elske sådan i evighed!

Men det sker ikke, det bliver kun til ord og magtesløse forsætter, hvis ikke nådelivet holdes ved lige og vokser, hvis vi ikke lever i Kristi kærlighed; men så skal også kærligheden til brødrene altid blive fornyet i vores hjerter. «Som jeg har elsket jer» – det er både bevæggrunden og forbilledet – «som jeg har elsket jer, sådan skal også I elske hinanden.» Det er vor Herres sidste vilje – det var den døende missionærs sidste betragtning: «Som jeg har elsket jer.» – – Åh, Kristi kærlighed, Kristi kærlighed!