En bestandig nåde for vores bestandige synd

(Tolvte årgang, 1853)

Før vi betragter denne bestandige nåde – som er den tredje uudtømmelige kilde til Guds børns mest velbegrundede glæde – vil vi først undersøge, hvem der får del i den, og til det formål se på to slags syndere. Disse to slags syndere skal vi lære at kende, mens vi betragter Apostlens ord om dem, der «vandrer i mørket», og dem, der «vandrer i lyset». Apostlen sagde: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, og vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hinanden, og Jesu Kristi, hans Søns, blod renser os fra al synd.

Det, der giver vores spørgsmål al dets vægt, er, at «Gud er lys» – for det første hellighedens og retfærdighedens allerreneste lys, som ikke kan tåle eller tillade en eneste synd; for det andet alvidenhedens klart skinnende lys, for hvis ildblik intet skabt er usynligt, men natten er som den klare dag og mørket som lyset (Sl 139); at derfor hele vores indre ligger blottet og åbent for hans øjne, så han hvert øjeblik ser vores hjertes hemmeligste hensigter, tanker og forsætter, ligesom han hører alle vores ord og ser alle vores gerninger – og endelig, at Gud også er en hellig nidkærheds brændende ild, så han, samtidig med at hans kærlighed er usigelig mod alt, hvad der i oprigtighed nærmer sig ham og kommer i ly hos hans elskede Søn, derimod er en «fortærende ild» for al falskhed – og derfor kan intet være mere forfærdeligt end midt for Guds øjne at hykle, lyve eller med forsæt gøre noget, som mishager ham. Se, hvis vores øjne blev åbnet, så vi rigtig kunne se og besinde dette, da ville vi mærke, at det kristne kald er et helligt kald, at det ikke går an på én gang at have fællesskab med Gud og vandre i mørket – da ville det blive magtpåliggende for os at vide, hvad denne vandren i mørket egentlig kan være.

Dette bliver altså det store spørgsmål, som hele vægten i dette skriftsted hviler på, nemlig hvad det vil sige at vandre i mørket. I det spørgsmål skal vi være meget forsigtige, så vi ikke selv udlægger det, men finder Herrens egen mening, Ordets egen forklaring, så vi hverken går til højre eller til venstre – hverken bliver unødigt bedrøvede eller falsk trøstede.

Gud være lovet! Det er alt sammen forklaret i Ordet. Af Apostlens egne ord i dette og det følgende kapitel finder vi den samme forklaring, som Kristus giver i Joh 3,20, når han siger: «Enhver, som gør det onde, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal blive revset.» – Læg mærke til det! – «for at hans gerninger ikke skal blive revset». Når et menneske skyr det revsende ord, ikke vil frem med sit væsen for Gud, som er lyset, og lade synden revse, bekende den og søge opgør og forsoning, men går og holder sig væk og siger som Judas: «Det er vel ikke mig?» – mon ikke det er at vandre i mørket? Sammenlign nu med v. 8 i vores kapitel: «Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.» Og derimod v. 9: «Hvis vi bekender vores synder, så er han trofast» osv. Kort sagt: at sige, at man har fællesskab med Gud, og alligevel vandre i mørket, det er at vandre i hykleri, ikke at have en åben sag med Gud, ikke at ligge med sin synd for nådestolen; med andre ord: når man ikke vil lade synden komme under dommen, ikke vil bekende og opgive den for Gud for at få den både tilgivet og dræbt, men vil have lov at være uforstyrret med sin synd og trækker et dække af undskyldninger og hykleri over sig, som sagt, for at få lov at have synden i fred, ustraffet og i behold. Det ligger jo i Kristi ord: Han kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal blive revset.

Den egentlige grund til denne vandren i mørket er en sovende, ulydig og ubodfærdig ånd, som regner Gud for intet. For når Gud nu i sit ord siger os sin vilje og sit råd om vores frelse, siger os både om hjertets genfødsel og livets helliggørelse, og vi alligevel kan leve videre i en tilstand, der ikke stemmer overens med dette ord, så ser vi, at væsenet og grunden er forhærdelse og foragt for Gud. Nogle lever meget fromt i det ydre, er helgener i deres liv, langt adskilt fra verden ved andagtsøvelser, en vis kristelig virksomhed og smukke ord og gerninger, men vandrer dog i mørket, for de lever ikke for nådestolen i det «allerhelligste», i «omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus Kristus»; de kender ikke til nogen fødsel af Ånden. De foragter Ordet om hjertets indre forhold og spotter altså den Almægtige. Men Gud er lys, hans øjne ser det, han mærker det godt, og han lader sig ikke spotte. Du kender ikke noget til Åndens fødselsarbejde i din sjæl, nogen snæver port, nogen syndenød og dom, som du har kæmpet med for nådestolen, indtil du endelig ved Herrens liflige budskab fik forløsning fra dommen og vished om tilgivelse og dermed et nyt liv i hjertet; nej, du ved kun, at du selv begyndte på en ny vej, da du indså, at det var nødvendigt, begyndte med andagtsøvelser, bønner og gode gerninger, og er gået sådan frem uden nogen sinde at synke ned i din synds elendighed, i Johannes’ dåb, i en overmægtig og overstrømmende synd; heller ikke kender du til, at nåden midt i din nød «blev endnu større», men din forbedring og din trøst har holdt trit med hinanden, nemlig sådan at din trøst har bygget på din forbedring, og dermed går du fremad og håber alligevel på en god udgang – se, det kaldes at spotte Herren og foragte hans ord; for du ved, du hører, du læser, at Skriften lærer en helt anden vej, gennem den snævre port, hvor vores synd og Guds nåde bliver overstrømmende (Matt 22,11–13; Rom 3,19; 5,20; 7,8), den nye fødsels snævre port; og du ved, at Kristus udtrykkeligt sagde: «Hvis ikke nogen bliver født – født på ny, kan han ikke se Guds rige.» Men du frygter ikke, du håber, at du alligevel skal se Guds rige. Du hører nogle troende tale ud fra deres egen levende erfaring om den nye fødsels værk i hjertet, om syndenød, om tro og vidnesbyrd, om fred og glæde i Helligånden, så du med egne øjne kan se, at det er en stor virkelighed; men da er du stum, så længe det emne varer, indtil man kommer til gerninger, virksomhed og ydre forhold; dér er du hjemme – bare ikke i de indre forhold, omvendelse og tro – men du håber alligevel, at det skal gå dig godt, at du skal få Guds rige at se! Du ser nok, hvad Herren siger om det, men det vil du ikke forstå, ikke udforske, men går hurtigt forbi det; se, det kaldes med sit indre at vandre i mørket og ikke ville frem i lyset. Det var det, Kristus sigtede til, da han talte om en mand ved brylluppet – læg mærke til det: inde i bryllupssalen – som ikke havde bryllupsklædning på. Og da han blev spurgt om det, hedder det: «og han blev målløs!» Om den sag vidste han intet; han kunne tale om alt andet ved brylluppet, men netop om den var han stum. Og dommen over ham lød først: «Bind hans hænder og fødder», det vil sige hans gerninger og vandel, som han havde trøstet sig med, så han ikke havde behøvet Kristi retfærdigheds bryllupsklædning; og for det andet: «Kast ham ud i mørket udenfor» – fra mørke til mørke; han har vandret i mørket i nådens tid, nu kastes han ud i «mørket udenfor». – Åh, det er dog alt for forfærdeligt at have haft omgang med kristne, med Ordet og kristelig virksomhed i hele sin tid og til sidst, når brudgommen kommer, at blive kastet bort for evigt, alene fordi man ikke var oprigtig for Herren, ikke ville høre Ordet om hjertets genfødsel, om lovens fordømmende værk i sjælen og om at iføres Kristi retfærdighed. Men åh, hvilken lykkelig dag, hvis du standsede ved Herrens røst om disse indre forhold og så kom fra den dydige Simons stilling til den grædende synderindes ved Jesu fødder (Luk 7,37–47)!

Men Djævelens værker til vores fortabelse er mangfoldige. Der findes også nogle bekendere iblandt os, som virkelig har erfaret og med en mængde rigtige ord kan beskrive meget af dette indre, deres vækkelse og hvordan deres tro blev tændt osv., og som forstår at tale både om loven og evangeliet, både om troen og helliggørelsen – og som ikke desto mindre nu vandrer i mørket, hvilket viser sig ved, at de frimodigt øver mørkets gerninger og ikke vil lade sig forbyde synden, ikke lader sig revse, men undskylder og forsvarer deres væsen. Det er det, Johannes anfører som kendetegn på dem, der vandrer i mørket, når han tager had som eksempel og siger: Den, der siger, at han er i lyset, og hader sin bror, han er endnu i mørket – og vandrer i mørket og ved ikke, hvor han går hen, for mørket har blindet hans øjne (1 Joh 2,9.11).

For at vi ligesom med øjnene kan se, hvad det er at sige, at man har fællesskab med Gud, og dog vandre i mørket, vil vi betragte nogle eksempler på det fra Skriften: Judas var sammen med Kristus og apostlene, men var samtidig en tyv (Joh 12,6). Han kom i brødrekredsen frem for Herren med fri og rolig pande, som var han en tro discipel, kunne også uden tvivl tale dygtigt om åndelige ting og var i alt det, man kunne se, så lig de troende disciple, at ingen af dem havde den mindste mistanke om noget ondt hos ham, hvad vi ser, da Kristus sagde: «En af jer skal forråde mig.» Ingen kastede et mistænksomt blik på Judas, men de blev alle bekymrede, «den ene efter den anden». Der var kun én, der ikke frygtede, og det var Judas. Ja, selv da Herren udtalte de forfærdelige ord: «Ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var godt for det menneske, om det ikke var født», forblev Judas lige rolig og sikker. Det er det rette billede af dem, der vandrer i mørket, og viser, hvad det er: «Mørket har blindet hans øjne.» – Peter gjorde også samme aften et forfærdeligt fald: Han fornægtede sin Herre, han talte usandhed, han svor og bandede; men et eneste blik fra Herren gjorde, at han «gik udenfor og græd bitterligt». Se her forskellen! Begge begår de svære synder, men den ene «med vilje» og med overlagt sind og kan ikke ved de forfærdeligste trusler bringes til at frygte. Den anden er i hjertet oprigtig og tro, men bliver slået omkuld af en svaghed og fristelse, der kommer over ham et øjeblik, og går så udenfor og græder bitterligt. Endnu et eksempel: Ananias og Saffira hører til den troende menighed og vil derfor ligesom de andre overgive deres ejendom til den fælles kasse. De vil give et bevis på, at de har fællesskab med Gud og brødrene – og hvem kunne tvivle på det? Nå, så sælger de deres mark; men de bliver enige om at gemme noget af salgssummen af vejen og alligevel sige for apostlene, at de bragte det hele. Men – «Gud er lys»! – og hans Ånd boede i Peter og fortalte ham, hvordan det forholdt sig. Timen var kommet, da der skulle gives et advarende eksempel mod hykleri, og Herren slår dem i samme øjeblik døde til jorden. Hvad forfærdeligt havde de nu gjort? Marken var deres og også salgssummen for den, bemærkede Peter. Hvad havde de gjort? De havde løjet, siger Peter. Men det havde jo også selvsamme Peter gjort, da han sagde: «Jeg kender ikke det menneske», og alligevel blev han ikke slået død til jorden. Så se nu, hvad det beror på. Apostlen siger: «Hvorfor er I blevet enige?» Hvorfor blevet enige om at lyve? Det er det forsætlige, overlagte i deres synd, og at de nu, da Herrens Ånd gennem Peter talte til dem om det, ikke lod sig ydmyge, men fortsatte i synden, skyede lyset og ikke lod sig revse – det var det, der beviste det falske sind, og det er det, der udgør hele forskellen mellem dem, der vandrer i mørket, og dem, der vandrer i lyset. Synder har de begge, og der er desværre ofte kun ringe forskel på dem; og hvad indre fristelser angår, mærker en troende meget mere ondt hos sig selv end den vantro, især da hans kød ikke er det mindste bedre – men i sindet, dér er den store forskel. Åh, gid enhver ville betænke dette! For – lad det være sagt endnu en gang – syndere er vi alle sammen, ja, store syndere, så vi ville være ulykkelige, hvis ikke Kristus hvert øjeblik bredte sin retfærdighed ud over hele vores væsen; men tænk: Den ene lider, klager og revser sin synd og dømmer sig selv, så han med hele evangeliet knap kan trøstes, og forsker og spørger kun efter midler til at slippe fri af synden; og den anden har ikke i sinde at opgive den, er stærk og frimodig og søger kun at kunne besmykke, undskylde eller skjule synden for menneskers øjne; han tænker, som Sirak siger: «Hvem ser mig? Mørket er omkring mig, og væggene skjuler mig – og den Højeste agter ikke på min synd. Sådan en frygter kun menneskers øjne og tænker ikke på, at Herren også ser ind i de skjulte kroge» – tænk, hvilke forskellige forhold! Det er altså ikke det, det drejer sig om, at vi ikke alle skulle være syndere; der er kun én ting, der er nødvendig: at vi står i omvendelsen, at vi erkender og bekender synden for Gud; ligesom Apostlen jo selv tilføjer: «Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os; hvis vi bekender vores synder, så er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os synderne og renser os fra al uretfærdighed.» Vi mærker nu, at netop disse ord af Apostlen udgør en forklaring på, hvad det er at vandre i mørket og at vandre i lyset.

Så har vi nu set de to forskellige slags syndere. Og nu siger Apostlen om dem, der vandrer i lyset og derfor er elendige over deres synder, som lyset falder på, at de skal have en bestandig renselse – en bestandig nåde og forsoning for disse bestandige synder, nemlig ved et bestemt helligt forsoningsmiddel, der vejer tungere end alle synder. Han siger:

«Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hinanden, og Jesu Kristi, hans Søns, blod renser os fra al synd.»

Her er vi nu inde i det allerhelligste af Guds hemmeligheder! Her er den skjulte visdom, og her er grunden til, at vi med al vores bestandige synd alligevel har en bestandig nåde hos Gud og nyder hans evige og uforlignelige kærlighed! «Jesu Kristi, hans Søns, blod renser os fra al synd.» Dette er helbredelsens kilde i Zion, kilden til al frelse og salighed, al trøst og vederkvægelse. Hvilken menneskelig tanke kan fatte, hvilken tunge kan udsige højden og dybden af Guds overvættes nåde, som ligger heri? «Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd!» Dette er den skjulte helligdom i alt, hvad Gud lige fra verdens begyndelse har åbenbaret om den faldne menneskeslægts frelse. Dette er «kvindens sæd», som skulle knuse slangens hoved. Dette er hemmeligheden bag alle de utallige blodige ofre, som gennem hele Det Gamle Testamentes lange tidsalder skulle afbilde og forudsige det kommende forsoningsblod i Kristus. Dette er hemmeligheden bag påskelammets blod, som var frelsens tegn, da dødsenglen slog alt førstefødt i Egypten, men Israel skulle udfries. Dette er det «pagtens blod», ved hvilket fangerne skulle sættes fri fra brønden, «hvor der intet vand er» (Zak 9,11). Dette er hemmeligheden bag den underlige forordning om blodet: «Ingen af jer må spise blod – for blodet er det, der skaffer soning ved sjælen, som er i det.» Alt sigter til Kristi, Guds Søns, dyre blod. Om ham vidner alle profeterne – om det blod synger den salige skare foran Lammets trone den evigt nye sang: «Du er blevet slagtet og har købt os til Gud med dit blod.» Og dette var kendetegnet på den skare: «De har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod; derfor står de foran Guds trone» (Åb 7).

Vi ved godt, at der med Kristi blod i almindelighed menes hans blodsudgydelse, al hans forsonende lidelse og hans død; men der er også sagt noget særligt om selve blodet. Hvem kan sige, hvad der ligger i disse Guds egne ord: «Jeg har givet jer blodet – for blodet er det, der skaffer soning ved sjælen, som er i det»? Guds første dom lød: «Du skal dø døden.» Syndens løn er døden. Retfærdigheden krævede liv for vores liv. «Og uden blodsudgydelse sker der ingen tilgivelse» (Hebr 9,22). Det er også mærkeligt, at der ved alle Guds forordninger om ofrene ikke gøres så meget ud af noget som af blodet, og hvordan man skulle bære sig ad med det. Men vi behøver ikke at forstå alt. Vi må med Paulus udbryde: «O, hvilket dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje!» Det eneste, der er nødvendigt at forstå og tro og indprente sig i hjertet, er, at dette Kristi blod renser os fra al synd – at «om dine synder end var blodrøde, skal de her blive hvide som sne» – for at vi kan blive «bestænket i hjertet fra en ond samvittighed», få en rigtig trøst og fred i denne Kristi forsoning og med taknemmelighed kunne se op til Gud og omfavne og prise ham, «som elsker os og har løst os fra vores synder med sit blod» (Åb 1,5). Hvad kan være mere vist og klart og bekræftet end dette, når først hele Skriften, både med ord og offerbilleder, gennem hele verdens tid vidner om et kommende forsoningsblod som sin dyreste hemmelighed – og når til sidst Kristus selv siger: «Dette er mit blod, som udgydes til syndernes forladelse»? Ganske vist kan vores synder være forfærdeligt svære og mange, ganske vist er vores hjerter fulde af en grufuld ondskab, ganske vist er vores kristendom ynkeligt skrøbelig – men her er noget, som tusind gange vejer tungere end alt dette: Kristus selv taler og siger: «Mit blod udgydes til syndernes forladelse. Den, som tror på mig, den, som (i troen) spiser mit kød og drikker mit blod, han har evigt liv, han skal aldrig i evighed se døden, han kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.»

Der findes ingen sværere kunst på jorden end på én gang virkelig at kende synden som synd for Gud, ramt af alle lovens domme, og alligevel på samme tid at tro på Guds nåde og venskab og se sig selv ren fra alle synder, alene ved Lammets blod. Troen er ikke så let en sag, som de uerfarne drømmer om. Derfor bliver det helt nødvendigt for den, der har megen og svær synd og alligevel gerne vil være i Guds nåde, at han særlig gør sig umage med dette stykke og dybt overvejer, hvad der her står om Kristi forsoningsblod. Det er en sørgelig skade, at vores sind, fordi vi er vant til at høre det, så at sige er ude af stand til dybt at besinde sig på dette allerhelligste og største, som dog tusind gange vejer tungere end alt andet både i himlen og på jorden. Når nu den grufulde syndflod fra Adams fald bruser i alle vores årer og fylder samvittigheden med rædsel, og Guds klare ord imod synden står os imod og fordømmer os, og Djævelen med utallige glødende pile sårer vores hjerter og samvittigheder, så er det et Guds under, at vi trods alt dette stadig bliver i troens trøst; men dertil er det også helt nødvendigt støt og uophørligt at se hen til det evigt gyldige forsoningsmiddel og Guds egne faste ord om det – og igen at se derhen, mens vi beder om Åndens lys, ja, uden sideblikke at holde øjnene fæstet alene på dette. Gør du ikke det, har du straks hjertet fuldt af uro og fordømmelse.

For – endnu en gang sagt – syndens magt og hjertets ondskab er forfærdeligt store og svære, så det her bliver en hård kamp at kunne tro. Det er slet ikke til at forestille sig, hvilke grufulde synder et menneske kan have på sin samvittighed, så det ofte ikke kan åbne sit hjerte for nogen – og det gælder også en alvorlig sjæl. Og selv om der ikke er tale om nogen usædvanlige og grove synder, er det jo dog alt for svært at kunne tro på Guds venskab, når man så bestandig og i alt, hvad man gør, tænker og taler, må finde synd og urenhed; og endelig (hvad der ofte er værre end alt andet) dette uhjælpeligt døde og falske hjerte, som hverken helt og bestemt kan hade synden eller ret angre den eller tro eller elske Gud, men hvor man tværtimod ikke mærker andet end kærlighed til synden og letsind og hykleri. Når nu dertil kommer, at hele vores indre er gennemtrængt af lovisk sind, så samvittighed, fornuft og følelse alt sammen kun taler om ret og fortjeneste – mens en virkelig nåde derimod er noget helt fremmed for vores sind – åh, hvilken trykkende tyngde, hvilken brydekamp, hvilken kamp på liv og død opstår der så i sjælen! Gud står hellig og forfærdelig for sjælens øje, alene med retfærdighedens dommerblik, og alle nådens tilsagn skubbes til side alene ved dette ene: Du ved med dig selv, hvordan du har handlet, har været og er lige imod Guds ord. Hvad skal jeg da stole på? Alt er forgæves og flyver som lette avner for vinden, hvis man ikke da kan få fodfæste i Guds eget urokkelige evige råd, Guds egen almene, evigt gyldige dom i sagen. Og hvad er dette Guds evige råd og fastsatte beslutning om vores frelse? Det er netop det, vi nu skal betragte i dette skriftord: «Vandrer vi i lyset» – kommer vi blot og lader os straffe, men flygter også til nådestolen med vores elendighed – «så har vi fællesskab med hinanden, og Jesu Kristi, hans Søns, blod renser os fra al synd.»

Tænk nu, du, som er en rigtig svær synder! Hvad kan du lægge på vægtskålen imod det, der står her? Læg mærke til, hvordan Apostlen taler. For at du i nogen grad kan mærke, hvad det store forsoningsmiddel gælder, vil vi betragte hvert ord i dette dyre skriftord. Betragt først, hvem den person er, der her tales om. «Jesu Kristi, Guds Søns, blod.» Tænk – «Jesus Kristus» – den «kvindens sæd», der var lovet så længe forud, «Herrens salvede» (Kristus), «hvis udspring er fra fortiden, fra evighedens dage», men som dog blev født i Betlehem (Mika 5,1), da engle sang i skyen: «I dag er Frelseren, Herren, født jer»; og igen: «Han skal hedde Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.» Denne Herres, «Jesu Kristi, blod» – tænk, hvad det gælder! Hvilken kraft ville dette skriftord ikke have, selv om der kun stod sådan; men der står endnu noget herligere i det! Apostlen vil med vilje pege på personens værdighed og betydning, derfor har han endnu indsat to vigtige ord: «Guds Søns» – «Jesu Kristi, Guds Søns, blod». Så følg da Apostlens pegefinger og se på de ord: «Guds Søns!» Åh, er det muligt? Er det sandt? – Guds Søn! Og Guds Søn udgyder sit blod for os! – Er det sandt? Ja, er dette ikke sandt, så er intet sandt i Guds ord, så må vi kaste det hele bort. Nej, du ved, at det er sandt. Åh, så tænk da over, hvad dette vejer! Den store, almægtige Herre Gud, som i tidens begyndelse skabte denne slægt, mennesket, han har så elsket verden, at han gav sin Søn, sit eget væsen, lader ham iføre sig vores kød og blive vores bror og Mellemmand. Tænk, hvilken person! Herren Gud gav os ikke en engel eller en helgen, for noget sådant slog ikke til, men den enbårne Søn, sand Gud af Gud, Faderen lig i guddommelig magt og herlighed – en sådan person gives hen til de faldne børns frelse. «Fordi børnene nu har det samme kød og blod, fik også han på samme måde del deri, for at han ved døden skulle tilintetgøre ham, som havde døden i sin magt, det vil sige Djævelen, og for at han skulle befri alle dem, som hele deres liv igennem måtte være trælle af frygt for døden» (Hebr 2). Og det er bemærkelsesværdigt, at denne hans påtagne menneskenatur er forenet med guddommen på en sådan måde, at hans blod i Skriften også kaldes «Guds blod»; som når Paulus siger: «Helligånden har sat jer til tilsynsmænd for at vogte Guds menighed, som han har vundet sig med sit eget blod» (ApG 20,28). Tænk, hvilken dyr løsesum! Himlene er hans hænders værk, jorden og alt, hvad der er på den, har han skabt, så alle mennesker over for ham «kun er som en dråbe i spanden og som et støvkorn på vægtskålen» (Es 40,15); og en sådan person giver sig selv og sit liv og blod hen til menneskers frelse. Vi synes, at hvis han blot havde givet en eneste tåre eller et eneste forbedende ord, så burde det have gældt mere end hele verdens synder; men nej, Guds krænkede retfærdighed var for stor, menneskenes syndeskyld over for en sådan Gud var for betydelig – det kostede den store Mellemmand hans liv og blod. Men tænk, hvad dette blod så gælder for Gud! Tænk, hvad det gælder, at hans egen elskede Søn har kæmpet på jorden for menneskenes synder! Hans jamren om natten i haven, hans blodsved, hans tårer, piskeslagene mod hans hellige legeme, tornekronen på hans hoved, hans gennemnaglede hænder og fødder på korset, hans angstråb under mørket, hans dyre død – tænk, hvad alt dette gælder i himlen – for Guds hjerte! Her er grunden til, at de grufuldeste synder i samme øjeblik er forsvundet for Guds øjne, så snart en synder nærmer sig ham i Jesu navn. Her er grunden til, at de største syndere har fået nåde, og at alle deres overtrædelser af Guds lov og alle lovens hellige domme i samme øjeblik så at sige bliver til intet. Det er alene Jesu Kristi, Guds Søns, blod, der udretter sådan noget.

Apostlen siger om dette blod, at det «renser os fra al synd». Hvad menes der med denne «renselse»? «Hjælper det os til at blive rene?» Nej, det renser os, siger han. – «Renser det os fra lysten til synd?» Ikke sådan; det renser os fra synden. «Ja, fra synden med den åndelige søvnighed og træghed!» Nej, brug bare øjnene: «fra al synd», siger han. Og det gør «blodet»? Ja, blodet. Men lærer Johannes ikke selv, at Ånden renser os? Jo, men ikke i samme betydning, som Guds Søns blod gør det. Det er helt nødvendigt, at du først forstår og tror, hvad dette blod gør, før du kan få nogen renselse ved Ånden. Havde der her været talt om Ånden, så havde renselsen betydet helliggørelsen; men her tales der om blodet, forsoningsmidlet. Det er altså forsoningens renselse, det er udslettelsen af skylden, der her tales om. Det er det, Kristus selv sagde om sit blod: «som udgydes til syndernes forladelse». Det ville give liv og ånd i dit hjerte, hvis du fik nåde til at se, hvordan Guds Søns blod alene renser os for Gud fra al synd, så Gud selv siger: «I er rene.» For det første blev alle verdens synder udslettet i Kristi død; som Apostlen udtrykkeligt siger, at Kristus «stiftede fred ved blodet på sit kors og forsonede alt, hvad enten det er på jorden eller i himlen» – og derfor ser Gud, der er tilfredsstillet, alle mennesker som dyrt forsonede, og hans sendebud beder nu kun: «Lad jer forsone med Gud» (2 Kor 5,19–20). Men for det andet følger heraf – og det er det, vores tekst egentlig sigter til – at enhver, som holder sig til Kristus, som lader sig straffe for synden, men dog holder sig ved nådestolen og således «vandrer i lyset», for det samme blods skyld for Guds øjne bestandig er ren fra alle sine synder, så alt det urene og syndige, som endnu bor i hans kød og desværre daglig rører sig i tanker, ord og gerninger, aldrig tilregnes ham; men han er for Guds øjne til alle tider ren, alene ved det evigt gyldige blods forsonende kraft; han er som under et bestandigt nåderegn; det er afgjort hos Gud, at der aldrig skal tilregnes ham nogen synd, for han har blodets forsoning for sig, og derfor er han ren. Se, her er hemmeligheden ved, at Kristus sagde om sine skrøbelige disciple: «Den, som har badet, er helt og holdent ren; og I er rene, dog ikke alle; for han vidste, hvem der skulle forråde ham» – hvem der vandrede i mørket. Men de øvrige skrøbelige disciple, som dog var oprigtige med alle deres svagheder, og som samme aften viste sig ganske ynkelige, de var helt og holdent rene; og det siger han, som har øjne som en ildslue, og som skal dømme på den yderste dag. Her ser vi, at dette blod gælder noget mere for Guds øjne end for vores – at for Guds øjne er alt rent, hvor vi ser lutter urenhed, så snart nogen er i Kristus; at selv om vi ikke ser og tror meget af blodets forsonende kraft, gælder det dog for Gud. I himlen, hos Gud, har Kristi, hans Søns, blod stor værdi.

Apostlen siger, at det renser fra al synd. Her skal man lægge godt mærke til, at når Skriften taler om synder, så mener den virkelige synder, eller det, som er helt imod Herrens hellige lov og altså fortjener Guds unåde og fordømmelse. Det er en meget almindelig vildfarelse hos os, at vi nok indrømmer, at alle synder bliver tilgivet, og at vi stadig har synder; men så snart en virkelig synd viser sig, bliver vi straks forbløffede og mister modet og siger: «Jeg har jo virkelige synder, det er jo lige imod Guds lov» osv. Det var altså noget helt uventet. Men hvad er synd dog, om ikke noget, som er imod loven? Åh, lad os huske på det, vi netop har betragtet: «Guds Søns blod er udgydt for vores synder!» Skulle noget så forfærdende stort gøres for os og ikke have større formål og virkning end, at kun nogle små mangler skulle blive tilgivet derved, men ikke de rigtig store og svære synder mod Guds lov? Tænk dig: Skulle en så dyrebar forsoning gives – Gud selv, Gud skulle blive menneske, Guds Søn udgyde sit blod – og det skulle ikke have større formål og virkning end at skaffe os denne halve hjælp, som straks bliver til ingen hjælp, hvis ikke vi selv er mægtigere frelsere? Nej, lovet være Jesu navn! Han er en fuldkommen Frelser. Luther siger: «Han har sandelig, sandelig ikke udgydt sit blod kun for nogle tænkte og indbildte synder, men visselig for sande og virkelige; og ikke kun for nogle små og ubetydelige, men også for de rigtig store og svære; og ikke kun for de overvundne og fjerne synder, men også for de stærke og mægtige, ja, herskende synder» – for hvor skulle vi ellers få hjælp mod disse herskende synder? Og hvordan skulle de nogen sinde kunne kues og dødes af Ånden, hvis vi ikke først fik denne underfulde og vældige trøst, at de er sonet med Kristi blod? Det er dog sandt, at Johannes siger: «Der er en synd til døden; det er ikke den, jeg siger, at man skal bede for» (1 Joh 5,16). Kristus har også talt om denne synd (Matt 12,31–32); og af Hebr 6 kan man se, at grunden til, at den ikke kan tilgives, er, at de, som har begået den, aldrig igen kan fornyes til omvendelse. Men det er også kun den, som bliver til døden for os. Kan et menneske derimod vende sig til nådestolen, så er der rig forsoning og nåde for alle tænkelige synder. Åh, lovet være Gud, som selv har gjort og sagt dette!

Men her står der endnu et ømtåleligt spørgsmål tilbage, nemlig om synder, som bliver ved. Du siger: «Der bliver ingen ende på min synd; jeg er sikker på, at den kommer igen; hvad nytter det så, at jeg beder om tilgivelse? Gud kan vel ikke tilgive synder, som bliver ved?» – Svar: Lad os undersøge dette spørgsmål lidt grundigere, for det er af stor betydning. Her er det virkelig nødvendigt at skelne klart mellem to forskellige forhold. Det kommer kun an på, hvad du mener med, at synden bliver ved; det kommer an på dit sind. Er det sådan, at du ikke i dit sind opgiver synden, men tænker at blive ved med at øve den – sådan som det før blev beskrevet om dem, der «vandrer i mørket» – så er det et frygteligt selvbedrag, hvis du alligevel tror, at du lever under nåden. Nej, så hedder det: «Du har ingen del eller lod i denne sag, for dit hjerte er ikke ret over for Gud» (ApG 8,21). Men mener man derimod med, at synden bliver ved, at de samme synder stadig bor i kødet, i «det gamle hjerte», hvor de jo ikke kan være stille og uvirksomme, men rører sig med alle slags onde lyster og begær, ja, til tider heftige fristelser, som også, når vi ikke våger, eller når vi er blevet indtaget af selvbehag og formastelighed, bryder ud i ord og gerning, og som er vores største sorg, så vi også bestandig flygter til nådestolen – taler man om dette forhold, så må man sige: Ja, Gud tilgiver bestandig denne synd, som bliver ved. Er det ikke hele evangeliets store hovedlære, læren om den evige nåde over dem, som er i Kristus? Er det ikke evangeliets hovedlære, at «salig er den mand», som «Herren ikke tilregner synd», ikke den mand, som ikke har nogen synd – et folk, som Gud ikke tilregner nogen synd; et folk, som aldrig skal dømmes efter loven, som står under et helt andet styre, under et nådestyre, hvor ingen gerning gælder, hverken til salighed eller fordømmelse, men hvor kun dette gælder: «Den, som har Sønnen, har livet»; et folk, hvis retfærdighed og hellighed for Gud ikke består i noget andet, som kan tænkes eller nævnes, end i Kristi blod, som renser dem fra al synd; et nådefolk, som på én gang er store syndere og dog meget hellige, ja, bestandig syndere og bestandig hellige – er det ikke selve hjertepunktet i vores tekst? «Dem, som vandrer i lyset», siger Apostlen, «dem renser Jesu Kristi blod fra al synd». Så ser jeg da, at de stadig har synder, disse, som vandrer i lyset; for der står ikke: har renset, som om det gjaldt nogle tidligere synder, men der står: renser, altså bestandig og vedblivende; hvilket viser både, at synden bliver ved, men også, at nåden ikke mindre bliver ved. Ja, Apostlen siger det jo udtrykkeligt: «Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os». Altså siger de, som ikke bedrager sig selv, men er i sandheden, ikke: Vi har ingen synd. Altså har de stadig synder, disse, som ikke bedrager sig selv, og som sandheden er i. Ak ja, hele naturen er fuld af synd og urenhed. Jeg er født i synd. At tro, at en helgen har været ren for synd i sig selv, ville være lige så tåbeligt, som hvis nogen sagde, at vor Herre Gud var faldet i synd, hvilket strider mod selve hans væsen. Sådan strider det også mod selve vores væsen at være syndfri, når man taler om vores kød, vores gamle hjerte. Det er en uudtømmelig kilde til al urenhed. Deraf alle de troendes bestandige jammer og klage – og deraf deres bestandige behov for det rensende blod. «Hvis vi bekender vores synder», tilføjer Apostlen, «så er Gud trofast og retfærdig, så han tilgiver os synderne», så han ikke tilregner os nogen synd, men ser os i Kristus som fuldkommen rene og smukke; «for Jesu Kristi, hans Søns, blod renser os fra al synd.»

Ren fra al synd! Hvem kan udsige den lykke og herlighed, som ligger i det? Ren fra al synd! Så urimeligt, så lige imod følelsen! – og dog så bekræftet, så fast grundlagt! Herren selv har gjort, besluttet og sagt det – «den, som har badet, er helt og holdent ren». Lovet og priset være hans navn, han, som elsker os og har løst os fra vores synder med sit blod! Amen.