Et blik på tidens tegn

(Tolvte årgang, 1853)

Ret jer efter tiden*) (Paulus)

*) Normaludgaven har: Køb tiden.

Mange skal prøves og renses og lutres, og de ugudelige skal forblive ugudelige, og ingen ugudelige skal give agt på det, men de forstandige skal give agt på det (Dan 12,10)

Daniels sidste kapitel er unægtelig et af de mest bemærkelsesværdige – visselig i nogle punkter mørkt og hemmelighedsfuldt, sådan som også englen selv (v. 9) erklærer: «Disse ord skal forblive skjulte og forseglede indtil endens tid»; men også i høj grad betydningsfuldt og værd at tænke over. – Det taler om endens tid, om opstandelsen og dommen: «Den store fyrste Mikael står i linnedklæderne oven over flodens vande»; og da en anden engel, som står på bredden, spørger ham: «Hvor længe er der til enden på disse forunderlige ting?», løfter overenglen begge sine hænder mod himlen og sværger ved ham, som lever evindelig, og udtaler en mørk, gådefuld tidsangivelse – som profeten dog straks erklærer, at han ikke forstår. Så følger det, at Herren til den dunkle tidsangivelse også føjer et tegn på den yderste tid og siger: «Mange skal prøves og renses og lutres, og de ugudelige skal forblive ugudelige, og ingen ugudelige skal give agt på det, men de forstandige skal give agt på det».

Tænk, når «den store fyrste Mikael» – som nogle fortolkere holder for at være selve «pagtens engel», Kristus, men som i det mindste taler på hans vegne – hans, som hedder «Amen, det trofaste og sandfærdige vidne, begyndelsen til Guds skabning» – tænk, når han tilmed løfter begge sine hænder mod himlen og bekræfter sine ord med en hellig ed ved ham, som lever fra evighed til evighed – så må hans forkyndelse visselig have en særlig vægt. Og denne forkyndelse, som er slutordet i Daniels profeti, stemmer også bemærkelsesværdigt overens med de ord, som Johannes’ høje åbenbaring slutter med, da Herren Kristus til sidst højtideligt erklærer: «Lad den uretfærdige fortsat gøre uret og den urene fortsat gøre sig uren, lad den retfærdige fortsat øve retfærdighed og den hellige fortsat hellige sig. Se, jeg kommer snart, og min løn er med mig». Der går et friskt pust af verdens aften gennem alle sådanne udtryk. De peger på en tid med kamp, med sigtning og prøvelse, da avnerne og hveden skal skilles ad, da enhver skal blive åbenbar og fri til at vise, hvad han virkelig er indeni; for på den måde skal den uretfærdige blive endnu mere uretfærdig og den hellige endnu mere hellig.

At vores nuværende tid mere og mere får dette præg, er tydeligt for enhver, som har øjne at se med – det er en tid, som på den ene side er fuld af nådevirkninger, nye vækkelser og livsbevægelser i det åndelige, og på den anden side fuld af fræk vantro, oprørsk fornægtelse af Gud og ugudelighed, forenet med en tankeløs letsindighed, som slet ikke ænser sjælen og det evige eller de advarsler, Herren giver; altså, som englen sagde: «De ugudelige skal ikke give agt på det». Men da også de troendes hjerte er fordærvet og listigt og uophørligt vil vende sig bort fra det ene fornødne og synke ned i jordiske bekymringer eller livets lyster, så man bliver forsømmelig og træg, slap og ligegyldig med sit evige vel – enhver, som ikke allerede er helt faldet i søvn, vil visselig kende og indrømme det – så er det i sandhed nødvendigt flittigt at holde øjnene åbne og give agt på Herrens advarende ord såvel som på de tidens tegn, som netop er egnede til at vække os af slummeren, så vi ikke af den almindelige letsindighed omkring os, det ugudelige og sikre væsen, bliver trukket ned i søvnighed og sikkerhed og således sælger vores himmelske arvelod, mister kronen og ender i kødet. Det mente Herren Kristus, da han midt i sin forudsigelse om den yderste tids tegn, og om hvordan verdens sikkerhed skulle blive som i Noas dage, føjer denne advarsel til de troende: «Men vogt jer, at jeres hjerter ikke på et tidspunkt sløves af svir og druk og dette livs bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer». Lad os derfor nøje betragte de anførte advarende ord og se, hvad vi har at lære af dem.

Englen siger: «Mange skal prøves og renses og lutres». Visselig skal det først ske gennem de almindelige nådemidler, gennem Ordet og Herrens Ånd; for i den sidste tid skal også Herrens hære være i bevægelse, Ordet prædikes og udbredes til alle folk, så mange skal omvendes, helliges og renses; men den yderste tid skal også bringe et særligt middel med sig. Den store hobs frække, almindelige ugudelighed og sikkerhed og dens had og forfølgelse af de troende skal bringe så megen bedrøvelse over dem, at de derved, som i en smelteovn eller «guldsmedens ild», skal prøves og renses og lutres. «For», hedder det i v. 1 i vores kapitel, «der skal da komme en nødens tid, som der ikke har været, siden der blev mennesker, og indtil den tid» – hvilket også Kristus forudsiger med næsten de samme ord i Matt 24,21. – Når de forskellige elementer i kirken nu er så blandet mellem hinanden, farvenuancerne så mangfoldige, forskellen mellem de troende og de vantro ofte så umærkelig og mængden af de vaklende, løse halvkristne så stor, må der opstå en vældig gæring og strid, en kamp på liv og død. Forførelsen skal være virksom i alle skikkelser og retninger; og da mennesket af naturen elsker mørket mere end lyset, skal antallet af dem, som falder fra og går fortabt, blive meget stort; de frafaldne skal også have stor magt, så enhver, som vil stå fast til enden, må kæmpe til blods – og derfor kan ingen navnkristen, ingen hykler blive blandt sejrherrerne, og Lammets brud skal træde frem ren og lutret som guldet af smeltediglen. – Kristus siger: «I skal høre om krige og rygter om krige. Se til, at I ikke lader jer skræmme; for alt det må ske, men det er endnu ikke enden!» – nøden skal da først begynde – der skal bryde en mere almindelig forfølgelse ud mod Guds børn – «de skal overgive jer til trængsel». – «I skal være hadet af alle folk for mit navns skyld.» Den, som da ikke for Herrens skyld kan give afkald på alt, sit navn, sin ejendom, ja, livet, han må enten åbenlyst falde fra eller blive en glat hykler, som søger at forlige Kristus og Belial, tjene to herrer, være både Guds og verdens ven. Kristus siger: «Da skal mange tage anstød og forråde hinanden og hade hinanden». De, som var forenede, mens der var stille, skal nu skilles. Nu er rensningens tid, da avnerne skal skilles fra hveden. – «Og mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild» – idet de foregiver nyt lys og nye opdagelser og ikke «holder fast ved hovedet, fra hvilket hele kroppen understøttes og holdes sammen af led og sener», men vender mange sind bort fra den enfoldige troskab mod Kristus, og de skal siden visne som afrevne grene. – «Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, som holder ud til enden, skal frelses.»

Sådan skal det se ud; der skal blæse en stærk vind i de yderste dage – «ved havets og bølgernes brusen», verden og dens ugudelighed skal være i stærk bølgegang – og ved den vind skal de lette avner på Herrens tærskeplads blæses bort og skilles fra hveden, men den hellige ild i de troendes bryst skal ved den samme vind blive stærkere, deres nidkærhed større, deres udgang fra uretfærdigheden mere alvorlig. Trængte, jagede og drevne af nøden skal de mere og mere vende deres sind helt bort fra jorden, dø fra verden og sig selv og kun stræbe efter det, som er oventil. Jo mørkere og farligere tiden bliver, desto trofastere skal de holde sig til Gud i bønnen, desto mere alvorligt give agt på hans ord og desto dybere foragte alt, hvad verden byder. – «De skal prøves og renses og lutres.»

Men de ugudelige skal forblive ugudelige; og ingen ugudelige skal give agt på det, sagde englen videre. Hvad det betyder, behøver man ikke mange ord om. Se blot på verden i dens nuværende ugudelige væsen, hvordan den lever i «syndig afgudsdyrkelse», i alle slags synder og laster, i løgn, hykleri og uretfærdighed, og hvordan den for alt dette «højst frygter et øjeblik for helvede». – Ja, for ikke at tale om den rå og uvidende masse, så se blot, hvilken sikkerhed og ugudelighed der hersker også der, hvor man har lærdom og kundskab i Guds ord og bekender det med munden, som hos døde, uomvendte præster, der trods deres hellige og ansvarsfulde kald lever hen i en letsindighed, en sikkerhed og kødelighed, som om der slet ingen fare var, hverken for dem selv eller for de arme sjæle, som er dem betroet. For ikke at tale om dem, som lever i åbenlyse laster, i drukkenskab og banden osv., mellem de gange de træder frem på det hellige sted og tager Herrens pagt i deres mund, så se blot på det mere almindelige: at de lever så helt uden bekymring for deres egne og tilhørernes sjæle; at al deres hjertelige glæde er i verden, i deres indtægter og fornøjelser, og at de aldrig tænker på, at også de burde være vakte, omvendte og genfødte sjæle for at kunne hjælpe andre dertil – nej, det er helt, som om de kun var præster for at have deres brød. At utallige, dyrekøbte sjæle under deres forsømmelige omsorg lever hen i sikkerhed, ugenfødte og uegnede til at gå ind i Guds rige og til sidst, efter Herren Kristi egne ord, «kastes i helvede» – det giver ikke disse lejede hyrder nogen uro, maden smager dem lige godt, og deres nattesøvn er lige rolig. Det er, hvad det i overenglens mund hedder: «Ingen ugudelige skal give agt på det»; for til at forklare ordet «ikke give agt på det» tjener eksemplet med sådanne ugudelige, som har lærdom og kundskab. Det er nemlig en hjertets letsindighed og sikkerhed, det er en manglende evne til at besinde sig på og anvende på sig selv, hvad man dog med forstanden ved og i fuld alvor kan sige til andre. For englen siger ikke: De skal ikke vide det, men han siger: De skal ikke give agt på det. Det er netop kendetegnet på dem, som skal fortabes; sådan som Kristus sagde til de skriftkloge: «Hvis I var blinde, ville I ikke have synd, men nu siger I: Vi ser; derfor forbliver jeres synd». Og igen: «Dette er dommen (eller årsagen til fordømmelsen), at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset» osv. Når Gud ikke blot har givet os sit ord og tydeligt sagt os sin vilje og sit råd om vores salighed, men også gennem alle slags tidens tegn og sin Ånds virkninger stiller os det samme for øje, og vi alligevel foragter det hele og går letsindigt og ubekymret vores vej frem – så er det visselig en forklaring på englens ord: «Ingen ugudelige skal give agt på det».

Men de forstandige skal give agt på det, hedder det til sidst. De forstandige, de i sandhed vise, de skal give agt på det – de skal for det første ære Guds ord, tage det alvorligt og tage det til sig selv, frygte dets trusler, mistro deres eget hjerte og lade Herrens ord råde i alt. Ja, de, som gør sådan, er i sandhed vise. For det andet skal de også give agt på tidens tegn og hente forstand, advarsel og trøst af det, som sker; de skal være et besindigt og vågent folk, som venter på deres «Herre, når han kommer». Det er, hvad det betyder: «De forstandige skal give agt på det».

Men dermed er også sagt, hvad vi bør gøre for lykkeligt at komme igennem alle de farer og fristelser, som tiden kan bringe. Apostlen siger (den gamle (svenske) oversættelse): «Ret jer efter tiden!» Og det er en formaning, som han gentager i to af sine breve. I Ef 5,16 er ordene i den græske tekst lidt underlige, men i samme grad lærerige. Der står egentlig: «Køb tiden, for dagene er onde». Talemåden synes at være hentet fra købmændenes måde at handle på. Når de har svære tider, gør de sig den allerstørste umage for at klare sig med deres handel. Og i det hele taget er det købmændenes sag at give agt på tiderne, så det netop særligt hører til deres sprog at tale om, «hvordan tiderne er». De passer på, når en vare er billig, at købe den op for at sælge den på en anden tid, når den bliver dyr; og at købe den på et sted, hvor der er masser af den, og sælge den, hvor den er dyr. Holdes der et marked, hvor der samles mange mennesker, så skynder købmanden sig derhen for at tjene på markedsdagene. Kommer han en dag for sent, er hans rejse spildt. Se, det er, hvad det vil sige «at rette sig efter tiden». Sådan skal vi nu gøre, siger Apostlen – vi, som stræber efter de uforgængelige skatte. Vi skal rette os efter tiderne.

Mærker du for eksempel, at det er en Herrens besøgelsestid, da der er bevægelser og vækkelser i landet og der, hvor du bor, da mange sjæle bliver kaldet, vakt og omvendt til Herren – åh, så grib tiden! Da er frelsens dag, da kan du gøre lykke – en sådan lykke, at du aldrig i evighed glemmer den tid. Siden kommer der andre tider, da det ikke længere er sådan. Åh, vogt dig, så den tid ikke går dig forbi – «den tid, da du bliver søgt»! Ånden siger: «Søg Herren, mens han kan findes; påkald ham, mens han er nær!» – Når vækkelsernes og de åndelige livsbevægelsers nådige Herrens år er gået forbi; når disse milde strømme af vækstgivende regn og livgivende sol er gået over – disse nådefulde pinsedage, da man ser nådehungrende øjne fyldes med tårer af sorg over synden, hører hjertelige samtaler om synd og nåde, og dejlige sange lyder ud fra husene – åh, når disse søde tider er gået over, så kommer de kolde, tørre og udtørrende vinde, disse øde tider, da man ikke længere sporer nogen vækkelse, ikke længere hører nogen tale et Guds ord, da der ikke længere lyder sange fra husene, men kun de usle, lave, jordiske spørgsmål, kun dyrets bekymringer: Hvad skal vi spise – hvad skal vi drikke – hvad skal vi klæde os i? – Rummet, hvor Guds ord og Ånd før boede, er nu øde; der bor nu kun jordiske sind, synden, forfængeligheden. – Mon du så kan omvende dig, når Herren ikke længere drager dit hjerte, du, som stod Ånden imod, også i den tid, da du blev søgt? Åh nej, siger Kristus: «Ingen kommer til mig, uden at Faderen drager ham». Ånden siger: «Ve dem, når jeg viger fra dem!» Da skal dit sind kun lukkes mere og mere, dit hjerte forhærdes, din forstand forblindes, så du til sidst helt frit kan synde, uden at det rører dig; du skal kunne sænke hele dit hjerte i afgudernes tjeneste uden at bekymre dig det mindste, men være helt let og glad og tryg; du skal frit kunne hykle for Guds ansigt med fromme ord, med bøn og nadvergang og ikke det mindste frygte den Hellige; du skal kunne høre alt Guds ord om døden, om dommen, om evigheden og dog «højst frygte et øjeblik for helvede». Sådan går det efter besøgelsens tid, når der ikke kommer en hel og alvorlig omvendelse. Åh, det er så forfærdeligt, at man kunne ønske at råbe højt over det, at frelsen er så nær ved sjælene, står ved deres dør, de ser den, de fornemmer den dejlige duft, men alligevel ikke skal få den, men går bort og lukkes igen, forblindes og forhærdes! Men hvad hjælper det? Kristus græd over det, da han så på Jerusalem til afsked, men han ville alligevel ikke tvinge nogen til frelse. – Åh, kend dog den tid, da du bliver søgt.

Men nu for det andet et ord til de kristne: Hvad skal vi gøre, når de milde, lune, søvndyssende tider kommer, da verden bliver så from og god, da gudsfrygten næsten bliver moderne, og Kana’ans tungemål begynder at høre til den gode tone? Gud hjælpe da alle, som vil være virkelige kristne! En sådan tid er meget behagelig og rar – og hvem ville ikke takke for freden, og for at verden ikke forfølger, men anerkender kristendommen? – men aldrig er den ægte kristendom i større fare end netop i disse milde, behagelige tider – ligesom alle Guds gode gaver, blot på grund af vores hjertes fordærvelse, sædvanligvis er farlige at bære. I disse milde, behagelige tider er det nemlig næppe muligt for en kristen at forblive vågen og klarsynet; det vil helt dysse os i søvn og trække os ned i lunkenhed, åndelig dovenskab og en slaphed, der vil behage mennesker. En sådan mild og søvndyssende tid er allerede i større og mindre grad begyndt visse steder i vores land; og det er sørgeligt at se, hvordan saltet der vil miste sin kraft. Så laver man sig sin egen helt passende, pæn og behagelig kristendom, som kun beskæftiger sig med nogle bestemte andagtsøvelser og nogle smukke gerninger af menneskekærlighed, som verden kan bifalde og prise; men hjertets genfødsel, den omvendelse, som gælder for Gud, er man mindre optaget af, den skynder man sig hurtigt hen over og er straks tilfreds med nu at være på en ny vej i modsætning til den grove, ujævne og brede, som man før gik i syndens og forfængelighedens tjeneste. Åh, hvilken nød og jammer, når sådanne skal opdage, at de er blevet bedraget i dette, og se, at også de får den samme dom som verden, der har gået den grove, brede vej! Kristus siger jo udtrykkeligt, hvad han vil sige til sådanne, som er med til brylluppet, men uden «bryllupsklædning», eller uden olie i deres lamper, det vil sige, som aldrig er gået gennem den snævre port, hvor man bliver rigtig afklædt og kun dækket med Kristi retfærdigheds kappe og får olie i karret, Åndens salvelse; han vil sige: «Min ven, hvordan er du kommet herind uden bryllupsklædning? – Bind hans hænder og fødder og kast ham ud i mørket udenfor» (Matt 22). Og igen: «Mange skal sige til mig på den dag: Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn og uddrevet onde ånder i dit navn og gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg bekende for dem: Jeg har aldrig kendt jer; gå bort fra mig, I som øver uret» (kap. 7). Vi må ikke tænke mildere, end den barmhjertige Herre selv har talt. Vi må ikke anlægge vores kristendoms vej, som vi selv har lyst. Det gør mig ikke salig, at jeg selv forsikrer mig om det, at jeg selv tilgiver mig mine synder, selv tilsiger mig trøst – nej, jeg må have Guds tilgivelse og Guds vidnesbyrd og vandre på Guds vej. Nu har Kristus frem for alt andet spurgt efter den indre forandring, hjertets genfødsel, en «ny skabning», et hjerte, som er gjort saligt i Kristus; og først da flyder også de gode gerninger ud af den rette kilde, som lyder sådan: «Kristi kærlighed – Kristi kærlighed tvinger os, idet vi har sluttet dette: Én er død for alle, og derfor er de alle døde». Åh, måtte især de unge eller alle nyvakte sjæle vogte sig for ikke at følge enhver åndelighed, som kommer dem i møde, men holde øjnene åbne, så de virkelig følger hans ord, hvis rige de vil komme ind i, så de ikke bliver stående i en halv åndelighed, som aldrig fører til det ønskede mål!

Men også de kristne, som allerede er genfødt – åh, gid de ville forstå og betænke, i hvilken fare de er i de tider, hvor kristendommen vinder tilslutning og fred, og verden er from og venlig i ansigtet! Da er der fare for, at de bliver lullet i søvn og trukket ned i lunkenhed og i at ligne verden og mister deres åndelige kraft og fasthed. Kristus siger: «I er jordens salt; men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal man så salte det med? Det duer ikke til andet end at blive kastet ud og trådt ned af menneskene» (Matt 5,13). Når en kristen ved at ville behage mennesker mister Åndens kraft og fasthed, så han ikke længere formår med ord og eksempel at revse det onde og bekende Kristus, da duer han ikke til andet end at blive trådt ned af menneskene – han bliver så overmåde føjelig over for alle mennesker, at han lader alting gå an og i det mindste med sin tavshed styrker det syndige, ugudelige væsen, som han burde revse. Da har saltet mistet sin kraft, og lyset er sat under skæppen. Og hele grunden er, at man vil have fred og venskab med alle – nej, grunden ligger endnu dybere: der er allerede en mangel i selve nådelivet, i erkendelsen af synden og i troens forhold til Frelseren. Bliv blot det fornyet, så Kristus bliver dig kærere, så bliver Åndens nidkærhed stærkere end alle menneskers venskab eller had. Hav salt i jer, siger Herren, men ikke naturens eller det ophidsede sinds bitre salt; her tales om den sande kærligheds nidkærhed, som kun Guds Ånd virker. Vær gerne øm, mild og sagtmodig i dine formaninger; vogt dig for alt groft og upassende, når det gælder om at røre ved så ømtålelige ting som menneskers sjælelige følelser; ja, giv dig slet ikke af med det, hvis ikke kærlighed og ydmyghed hersker så meget i dit hjerte, at de kan mærkes i hele dit væsen. Men lad ikke forsigtigheden og ydmygheden blive en kraftløs føjelighed, som nu slet intet gør mere, men blot af ømhed for menneskenes følelser og for fredens skyld lader dine medmenneskers sjæle fare til helvede, uden at du med et eneste ord har søgt at advare dem. Tænk på evigheden! «Elsk din næste som dig selv. – Kærligheden skal være uskrømtet; afsky det onde, hold fast ved det gode. – Jeres tale skal altid være venlig, krydret med salt.»

Men det er ikke kun med bekendelsen og den milde, broderlige formaning, at vi skal vise kristendommens kraft og alvor, men også med «al vores færden». En kristendom, som ikke svier i verdens øjne ligesom salt, men som verden kan godkende og rose som «passende», den kristendom mangler ganske vist saltet, kraften og salvelsen. Tænk på, hvad Herren Kristus siger: «Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer!» – Sådan siger også Apostlen: «Verdens venskab er fjendskab med Gud.» Åh, stands og tænk over sådanne ord! De kan ikke afvises; det er Herrens ord. Hvis du blot tilfældigt og i en enkelt henseende får ros af verden, så er det en anden sag, og det kan vel hænde en kristen, efter Apostlens ord: «Ved ære og vanære, under dårligt rygte og godt rygte.» Men at den egentlige retning i dit væsen og hele din vandel behager verden, det er noget, der slet ikke rimer med Kristi og hans apostles ord og eksempel. Stands dog og tænk over det, så du ikke løber forgæves. Årene iler, og døden kommer jo så ofte uventet; hvis selve vejen da ikke er den rette, er det jo ulykkeligt over al beskrivelse.

Men nu, for det tredje, kan tiden også omvendt blive barsk og urolig, når forfølgelsens storme rejser sig, og der er fare for, at menneskefrygten kvæler og hæmmer Guds værk. Så gælder det igen: «Ret jer efter tiden!» *) – Da gælder Apostlens «feltprædiken»: «Bliv stærke i Herren og i hans styrkes kraft. Tag hele Guds rustning på, så I kan stå imod på den onde dag, udføre alt vel og blive stående.» Skriften giver os at forstå, at vi endnu har mere ydre forfølgelse i vente, og at vores fjende, Djævelen, til sidst skal have en stor vrede, fordi han ved, at han ikke har lang tid. Men for nu ikke at tale om kommende tider – forfølgelsen skræmmer, jager og bøjer allerede mangen en sjæl bort fra Kristi fodspor. Forfølgelsen har mange veje og grader. Efter at slangens fjendskab mod kvindens sæd i kirkens første tider så frugtesløst prøvede sin magt gennem blodig forfølgelse, går den nu som regel finere og forsigtigere til værks, men kan dog usigeligt pine og forskrække vores svage kød. Hvor bittert må troende børn og tjenestefolk i husene ikke ofte lide for Kristi navns skyld, blot ved bitre ord og blikke! Hvor bliver en kristen håndværker eller handlende, der har kone og børn at forsørge, ikke forskrækket og plaget i sit hjerte blot ved at se, hvordan de gamle kunder trækker sig tilbage på grund af hans kristne nidkærhed og bekendelse! Hvor bittert må en trofast lærer ikke ofte høre for både af sine foresatte og af sine tilhørere, fordi han forstyrrer den gamle fred og ikke lader syndesikkerheden, vantroen og ugudeligheden være i fred! Da gruer det svage kød for lidelsen; da er der fare for, at man viger af og laver sig sin egen mere bekvemme fromhedsvej for at få ro og følger de mere fornuftige rådgivere, som siger: «Skån dig selv, dette skal ikke ske dig» *) (Matt 16,22). Denne fristelse bliver især stærk, når man først er blevet forfulgt på en mere følelig måde og er blevet træt af forfølgelsen, og der så følger en stille ro, hvor verden viser et venligt ansigt. For det trætte sind er det en så stærk fortryllelse, at det er et Guds under, om man ikke da bliver overvundet. Men at nogen bliver overvundet, behøver ikke at vise sig i en hel og åben tilbagevenden til verden, men kun i disse nye principper om tilpasning og klogskab, hvorved man nu skal kunne være både Guds og verdens ven på én gang. Så skal man ikke gøre det og det, som verden misbilliger – og hvad Kristus vil, hvad sjælenes vel kræver, det spørges der ikke efter. Derimod kan man nu deltage i det og det, som verden elsker, og om Kristi ord og eksempel og om enfoldige sjæles anstød bekymrer man sig ikke. Sådan ser det ud, når den indre kraft er svækket, og man begynder at følge vindene. Men hvad siger Skriften? Sådan siger Apostlen: «Ingen af jer må lide som morder eller tyv eller forbryder eller som en, der blander sig i andres sager. Men lider han som kristen, skal han ikke skamme sig, men prise Gud for dette navn» (1 Pet 4,15–16). – «Lider han som kristen», det vil sige, når han lider alene for Kristi skyld, for troen, bekendelsen og efterfølgelsen af Kristus, for det, som Guds klare, utvetydige ord kræver. Hvis han derimod gør noget ondt og forkert eller blander sig i andres sager, så lider han ikke for Kristi skyld. Men de, som lider for Kristi skyld, har den største opmuntring og trøst i Skriften. Hvor er det ikke lifligt og styrkende, når Kristus siger: «Salige er I, når de håner og forfølger jer og lyver alt ondt om jer for min skyld. Glæd jer og fryd jer» osv. «I er jordens salt» osv. «Frygt ikke for dem, som slår legemet ihjel, men ikke har magt til at slå sjælen ihjel; men frygt hellere for ham, som har magt til at ødelægge både sjæl og legeme i helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden uden jeres Far. Men på jer er endog alle hårene på hovedet talt. I er mere værd end mange spurve. Derfor: Enhver, som bekender mig over for menneskene, ham vil også jeg bekende over for min Far, som er i himlene. Men den, som fornægter mig over for menneskene, ham vil også jeg fornægte over for min Far, som er i himlene. Den, som elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd; og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, som ikke tager sit kors og følger efter mig, er mig ikke værd. Når verden hader jer, så vid, at den har hadet mig før jer. Hvis I var af verden, ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer ud af verden, derfor hader verden jer» osv.

*) Normaludgaven: Køb tiden.

*) Normaludgaven: «Gud bevare dig, Herre. Dette skal ikke ske dig.» Dette er milde og liflige ord fra Frelseren. De skal også trøste og styrke os tilstrækkeligt, hvis vi blot tror dem og står i et virkeligt bekendtskab med den trofaste Herre. Og her er nu hele hovedsagen, eller det, der egentlig er brug for i alle de kampe og farer, vi møder. Vi spørger ofte med ængstelse: «Hvor får jeg kraft til det hele? Jeg ser, hvad jeg bør gøre, men hele nøden består i, at jeg ikke har kraft til det.» Åh, gid vi dog engang lærte og troede det, som så ofte gentages i Guds ord, at al kraft afhænger af den inderlige forening og det inderlige bekendtskab med Frelseren. Det nytter ikke noget, at du kæmper – tænk aldrig på at sejre i fristelsens stund – det bliver kun afmagt, nød og død, så længe du ikke står i et fortroligt bekendtskab med Frelseren, men stadig er syg i samvittigheden, bundet under loven og fremmed for Gud. Derfor er intet så nødvendigt som at nå frem til en hel troens vished; sådan som Skriften jo så udtrykkeligt bevidner i de ofte gentagne ord: «Dette er sejren, som har overvundet verden: vores tro. Glæden i Herren skal være jeres styrke. Ved troen er de gamle blevet stærke efter svaghed, er blevet vældige i krig» osv. Kun en hel troens vished og forening med Kristus, hvorved vi fyldes med Helligånden, giver os den rette lyst og kraft til at kæmpe og sejre i alt, hvad vi kan møde. Den fred, som udgydes i vores hjerter sammen med Guds kærlighed, styrker os sådan, at alting bliver let for os, så vi glade udbryder med Asaf: «Herre, når jeg har dig, så har jeg ikke lyst til noget på jorden; om end mit legeme og min sjæl vansmægter, så er Gud dog mit hjertes klippe og min del for evigt.» Det er i denne troens vished, at vi med Paulus kan sige: «Hvem skal skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller trængsel eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? Men i alt dette vinder vi en overvældende sejr ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv osv., hverken det, som nu er, eller det, som skal komme, hverken det høje eller det dybe skal kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vores Herre.» – Men for af hjertet at kunne sige noget sådant må vi have en fuld og velbegrundet vished om, at vi ikke blot er kaldet, men også virkelig er benådede Guds børn. Og den, som har fået det vidnesbyrd, ved det lige så sikkert, som et menneske, der lever legemligt, ved, at han lever. Den, som ikke har fået det, behøver ikke at overtale sig selv til at tro, at han har det, men må hellere med al flid søge det ad de veje, Ordet foreskriver. Det er allerede en stor nåde, at han dog kan være et Guds barn, også med en tro, der kun hungrer og tørster; men med en så svag grad af tro har han ikke megen kraft i kampene, og hvis han ikke søger vished, men nøjes med sin svage tro, så er det ikke noget godt tegn. «Gør jer derfor, mine brødre, så meget mere flid for at gøre jeres kaldelse og udvælgelse fast; for gør I det, skal I aldrig nogen sinde falde» (2 Pet 1,10). Det er ganske vist en overmåde svær kunst altid at blive i troens tillid, når synden og Satan endnu ofte raser så voldsomt i vores kød og blod, og vi ikke føler noget godt i os, ingen sødme fra Ånden og nåden, men stort mørke, kulde og død. Men så gælder det netop om ikke at følge fornuften og følelsen, men helt og holdent at vende øjnene bort fra alt, hvad der ses og føles, og kun se på, hvad den store Gud har gjort for os. Glem aldrig de dybe, evige grunde for vores himmelske barnekår! Du er dog stadig et menneske og altså en af den store, dyrebare slægt, som Gud skabte til at være hans børn, og til hvis tjeneste han skabte alt andet. Du er dog stadig et menneske og altså en af dem, som Gud gav sin enbårne Søn for, han, som blev vores bror og genløste os med sit blod. Det er sandelig grufuldt med vores synder; men så svære kan de dog aldrig være, at det, som Gud har gjort for os, ikke gælder tusind gange mere. Så grufuldt kan du dog aldrig have syndet, at Guds Søns blod ikke rigeligt læger det. Og det hjælper ikke at sige: Hele verden er genløst, men bliver ikke salig af den grund. Bland ikke de mest forskellige ting sammen blot for at forvirre dig selv og blive i vantroen. Verden vil intet vide af Gud, mens du derimod har din største nød i, at du er så syndig over for denne Gud, og din største længsel efter blot at være hans egen og blive fundet i Kristus og hans retfærdighed. Så skub da ikke Guds nåde fra dig – skub ikke den milde Frelser fra dig, han, som så nådefuldt vil læge og tilgive alting. «Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn.» Det gavner dig intet at blive i din vantro; du må komme til tro. Kan du ikke tro, så klag den nød for Gud og bed ham om den dyrebare gave, som er så helt nødvendig både til din retfærdighed for Gud og til kraft i kampene. «Han vil og kan og gør, hvad han os lovet har.» Amen.