Den sande kirke

(Trettende årgang, 1854)

Derfor frygter vi ikke, – – – om end havets bølger bruser og svulmer, så bjergene skælver ved dets oprør. Sela.

En strøm går frem, hvis bølger glæder Guds stad, den Højestes hellige bolig.

Gud bor derinde, den vakler ikke; Gud hjælper den, når morgenen gryr (Sl 46,4–6)

Dette er jo en virkelig glad og triumferende sang, et virkelig frimodigt hjerte, som springer over murene med sin Gud, og som på én gang svinger sig over alle højder, over både bjerge og afgrunde! Her er ikke et eneste tegn på forsagthed. Og dog er den glade salme skrevet i en tid, da «havets bølger brusede», da «nødens tider» var inde, som vi ser i v. 2. Hvordan kan man i sådanne tider være så glad og frimodig? Se, hvordan den kongelige sanger taler! «Gud er vor tilflugt og styrke», sådan begynder salmen; «Herren Sebaot er med os; Jakobs Gud er vor borg», sådan slutter den. Det eneste, der behøves, er, at disse ting bliver sande og levende for vores hjerte; det eneste, der behøves, er, at vores øjne bliver åbnet, at der kommer en lille åbning i den tykke sky, som skjuler Guds herlighed for vores øje – så synger og springer vi alle med samme fryd som David. Da Elisas tjener så hæren med heste og vogne, som lå omkring byen, og udbrød: «Ak, min herre, hvad skal vi gøre?», sagde Elisa: «Frygt ikke; for der er flere med os end med dem». Men dermed var den skælvende tjener endnu ikke trøstet. Hvad gjorde Elisa så mere? Elisa bad og sagde: «Herre, åbn hans øjne, så han kan se! Og Herren åbnede tjenerens øjne, og han så. Og se, bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa (2 Kong 6,15–17)». Nu var tjeneren ikke bange længere. Se, her er alt, hvad der behøves: Herre, åbn vores øjne, så vi kan se!

Vores tekst stiller Guds folk frem for os, dets stilling i det store, stormende hav og dets trøst og tryghed i Herren, som bor iblandt det. Det kunne også for os være «et ord i rette tid»; tidens tegn lige nu, bevægelserne, stridighederne og al den megen tale om kirken kunne nu give vores emne et særligt værd. Først må vi forstå, at der med denne Guds stad, den sande kirke, ikke menes en udvortes menighed, som kan omfatte et helt lands indbyggere, alle der er døbt til Kristus; heller ikke menes her noget mindre kirkeligt samfund, som kun holdes sammen af nådemidlerne – sådanne menigheder, som apostlenes skrifter omtaler, som menigheden i Jerusalem, i Rom, i Korinth osv., der dog også rummer hyklere og falske brødre. Nej, her menes den hellige, almindelige kirke, som fx omtales i Ef 5,23–32 og i Hebr 12,22–23 og flere steder, nemlig «de helliges samfund», som består af Kristi levende lemmer i alle kirker og samfund, der har Kristi ord, denne ene nødvendige sæd til Guds rige, og som derfor er spredt ud over hele verden. Det er «bruden, Lammets hustru», som her en lille tid lever i et fjendtligt, fremmed land, langt fra sit rette hjem, sin Brudgoms palads; det er Kristi legeme, som endnu har meget at lide på jorden og venter på sin forløsning; det er Herrens menighed, den gode Hyrdes hjord og hans «plejefår»; det er det «hellige tempel af levende sten, bygget på apostlenes og profeternes grundvold, hvor hjørnestenen er» Jesus Kristus selv; det er de «helliges medborgere og Guds husfolk», blandt hvem Herren lever og regerer som en far i sit hus; det er Herrens plantning og «have, hvor han græsser blandt liljer» – kort sagt, det er «den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, de førstefødtes menighed, som er indskrevet i himlene». Det er om denne Guds stad, David her synger så fryderigt og frimodigt: «Vi frygter ikke, om end havets bølger bruser og svulmer, så bjergene skælver ved dets oprør. En strøm går frem, hvis bølger glæder Guds stad, den Højestes hellige bolig. Gud bor derinde; den vakler ikke» osv.

Men findes der virkelig noget, som svarer til disse lyse ord, eller er det måske kun ord? Gid vi en gang for alle må gøre os det spørgsmål klart. Findes der virkelig noget så herligt på jorden, som svarer til Skriftens ord om denne Guds stad, Guds folk og Lammets hustru? Vi bekender i den tredje trosartikel: «Jeg tror på en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund». Hvor findes den? Har du set den noget sted? – Her bliver Luthers ord sandelig sande: «Denne artikel bliver nok en trosartikel lige så vel som de andre; og bruden må nok altid synge den vise med sin Brudgom: Salig er den, som ikke tager anstød af mig! – En kristen er også skjult for sig selv, så han ikke ser sin hellighed og sine dyder, men kun ser idel lyder og uhellighed i sig. Derfor kan ingen fornuft se den hellige kirke, om de så tog alverdens briller på. Djævelen kan så godt dække den til med forargelser og partier, at du må tage anstød af det. Sådan kan Gud også så godt skjule den under alle mulige skrøbeligheder og fejl, at du må blive til nar over den og fælde en falsk dom over den. Summa: vores hellighed er i himlen, hvor Kristus er, og ikke for øjnene her i verden som en vare på torvet» (Fortalen til Åbenbaringen). Sådan siger også Paulus om menighedens hellighed: «Kristus har elsket menigheden og givet sig selv hen for den for at hellige den, efter at han har renset den ved vandbadet i ordet». – Se, det er menighedens hellighed. «Kristus har givet sig selv hen for den», og den er gennem dåben og Ordet iført Kristus (Gal 3,27); han er dens hellighed, han, som desuden ved Ånden hver stund arbejder på dens helliggørelse. Men imens ser vi mest vores uhellighed. Og ligeledes: hvem ser, at Gud bor hos os? David siger her: «Guds stad er den Højestes bolig; Gud bor derinde». Hvor ser vi dog nogen sådan herlighed? Under alle slags fristelser, anfægtelser og skrøbeligheder synes vi snarere, at det er Djævelen, der bor iblandt os. «Men lad nu», siger Luther igen, «forargelse, partier, kætteri og fejl være og udrette, hvad de kan; når blot evangeliets ord forbliver rent hos os, og vi agter og elsker det (ja, på grund af vores egne bekymrende synder hele tiden har brug for det), så skal vi ikke tvivle på, at Kristus er nær og med os, om det så går nok så ilde». – Og nu: er blot Kristus med os, er vi blot hans folk, så vil vi ikke have mere; så er det en herlighed, som overgår al beskrivelse, som endnu intet øje har set, og som intet menneskehjerte nogen sinde har kunnet fatte.

Men lad os endnu en gang lægge mærke til, hvad Apostlen siger: «Ikke alle, der stammer fra Israel, er israelitter». Ikke alle, der er kristnet, er kristne. Intet er mere forargeligt for de vantro, end at man drager så skarp en grænse mellem Guds børn og verdens børn og påstår, at de er få, som bliver salige. Men hvad hjælper det? Det er ikke os, men Herren Gud, som har sagt det; forskellen ligger i de to parters eget væsen. Ja, plejer verdens børn ikke selv at påstå, at blandt dem, der vil være kristne, er det dog kun de færreste, der mener det oprigtigt? Herren siger også, at selv af dem, der kommer til brylluppet, skal nogle kastes ud (Matt 22,13; 25,1–12). Hvordan skal det så gå de ubekymrede verdensbørn selv, dem, der aldrig engang har brudt sig om at tage imod indbydelsen til det store bryllup? Når man altså har trukket de falske brødre fra, de tåbelige jomfruer, som har lamper, men ingen olie, avnerne fra hveden – så bliver der sandelig en ringe høst tilbage. Det, der gør en til en sand kristen, er ikke et kirkeligt livs pynt, ikke at man er gået ud fra verdens fornøjelser, ikke Kana’ans tungemål, ikke det bøjede hoved og den ængstelige mine; ja, det er ikke engang den korrekte, rettroende tro i forstanden. «Der er mange mennesker», bemærker en, «som går til helvede med et vist mål af himmellys».

Åh, hvad er det så, der er det særlige kendetegn på Guds folk, på dem, som Herren selv kender som sine? Det spørgsmål bliver da for alle oprigtige sjæle det mest nærgående. Gid vi også i et så vigtigt spørgsmål kun må tage svaret fra Herrens mund! Hvad siger Skriften om «de beseglede på Zions bjerg», dette skønneste billede af Guds kirke på jorden? Jo, der var et schibbolet, som kendetegnede dem – «en sang, som ingen kunne lære undtagen de beseglede». Det er det eneste særlige kendetegn! – «Kristus, Kristus», hjertets evigt nye sang, hjertets eneste alt i alt. «Du er blevet slagtet og har købt os til Gud med dit blod, Lammet, som er slagtet» – se, det var schibbolet-sangen. Med andre og enklere ord: til dette Kristi levende legeme hører enhver, som under mere eller mindre syndenød og søgen efter frelse til sidst har fundet sin eneste trøst, sit liv og sin salighed i Frelseren, kun Frelseren, så han, han er hele genstanden for hjertets længsel og hjertets fred – hjertets største sorg, når han mangler, og største glæde, når han er nær. Se, det er brudens kendetegn. Sådan er hun tegnet i Højsangen. Snart hedder det: «Om natten søgte jeg ham, som min sjæl elsker; jeg spurgte: Har I set ham, som min sjæl elsker?» Snart hedder det: «Jeg har fundet! Jeg er min vens, og han er min. Derfor er jeg i hans øjne som en, der finder fred». – «Denne due», skriver en, «er enten på sine vinger eller i sin klippekløft». Og i dette sind, nemlig at Kristus er uundværlig, først og sidst til forsoning og retfærdighed, og ligeså til helliggørelse og forløsning – i dette sind er alle kristne ens. Hvor bemærkelsesværdigt er det ikke, at i alle lande og tider, i alle folk og slægter og tungemål, hvor man finder kristne, er de, skønt de har så forskelligt folkelynne og så forskellige skikke, dog alle så ens i dette hjertepunkt! De kan være meget forskellige i visse andre henseender, i nådegaver og kald og i visse enkelte meninger; men i én ting er de alle ens: Kristus, Kristus er deres liv og deres sang. Ak ja, kristne er Kristi venner, om de ikke er andet. De er ikke fuldkomne væsener, de synes ikke om sig selv; men Kristus, han er dem dyrebar. Ja, det er det særlige kendetegn – men heller ikke noget andet. Vi skal vogte os for at føje andre tegn til end dem, som Herrens eget ord har givet; for så ville vi snart dømme dem til livet, som skal dø, og dem til døden, som skal leve. Mange af os vil se alle kristne fuldkommen ens i alle meninger, kræfter og livsytringer, skønt lemmerne og kaldene er så mangfoldige, mens Ånden dog er én. Finder du sjæle, som for deres egne synders skyld, for deres livs skyld har brug for evangeliet og Frelseren, så det hele deres liv igennem er deres største behov, så må du vide, at der har du brødre for evigheden, at der ser du kristne, «medborgere med de hellige og Guds husfolk», som, hvor skrøbelige de end ellers måtte være, dog er højt agtede i Guds øjne, iklædt Guds Søns retfærdighed og velbehag.

Se, det er altså dem, der udgør det Guds folk, som i vores tekst betegnes som Guds stad. Sandelig en underlig stad! lille og uanselig, og dog så stor og herlig – stor i sin udstrækning, lige så stor som verden, strakt fra pol til pol, og overmåde herlig i sit indre væsen og sin endelige bestemmelse. Engang skal man også se de spredte samlet; da skal man skue bruden i hendes fulde glans og pynt. – Men lad os se lidt nærmere på denne «Guds stad». Vi genfinder i den alt, hvad der hører til en stad. Spørger I efter grundvolden, så er den «apostlenes og profeternes grundvold, hvor hjørnestenen er Jesus Kristus selv». Spørger I efter murene? De er brændende og levende: «Herrens engel slår lejr omkring dem, der frygter ham». Fæstningsværkerne i vores stad er vor Guds evige fuldkommenheder, som omgiver os: hans visdom, almagt og trofasthed. Kun gennem én port kommer man ind i staden, og «den port er snæver»; den, der vil gå ind et andet sted, han er en tyv og en røver. – Omgivelserne omkring vores stad er lyse og forfriskende; for når vi ser ud gennem vores vinduer, falder vores blikke på dyrebare bjerge, på hellige steder: her ligger Golgata, der Oliebjerget, her Getsemane, derovre Betlehem Efrata – idel lyse steder, for på dem ser vi jo hele tiden med vores sjæls øje!

Ja, Zion er et dejligt land / Og Guds udvalgtes bolig; / Er bygget af Herrens højre hånd / Og købt med hans forsoning. / Dens grund er Jesu død og blod, / Dens mure – Shilos *) heltemod, / Regeringsform – forskånsel!

*) Dvs. Fredsfyrstens.

Staden har sine højtider og glædesfester, som når en fattig synder omvender sig, en fortabt søn kommer hjem. Staden har også sin markedsplads, hvor det lyder sådan: «I, som ingen penge har, kom, køb korn og spis, uden penge og for intet, både vin og mælk».

For denne stads borgerskab, / De yngste med de ældste, / De er af dødens gab / Forløst og frelst, / Og hedder derfor syndere, / Og bliver som uværdige / Med rette derfor hilst.

I denne stad findes nu, som teksten siger **), den Højestes hellige boliger. Nu er sandelig hvert hus, hvor et Guds barn bor, også en Guds bolig. «For Herren bor under ét tag med sine» ***), ja, hver troende er selv den Højestes bolig, et levende kongetelt; som Gud selv siger: «Jeg vil bo hos dem og vandre blandt dem – jeg, som bor i det høje og i helligdommen og hos den, der har en sønderknust og ydmyg ånd». – Men ved disse hellige boliger må vi også forstå de mange forskellige stillinger og sjæletilstande, som de hellige efter Guds anvisning befinder sig i. Én holder hof i den nøgne, blotte tros høje klippeborg, hvor han er ubekymret om den ebbe og flod af følelser, der finder sted i hjertet, ubekymret om alle de skiftende åndelige vindstød i sjælen, og frimodigt kan udbryde: «Jeg forkaster ikke Guds nåde, for kommer retfærdighed ved loven» – ved noget, som loven kræver af mit indre eller mit ydre menneske – «så er Kristus død forgæves». Nej, «om jeg føler mig hård eller kold, så er jeg købt alligevel». Dér kryber en anden i den lave hule ved Adullam, går «krumbøjet og meget foroverbøjet», alene fordi han er afhængig af følelser og egne mangler, og kan ikke nå frem til nogen mere varig trøst og vished i nåden. Dér opholder nogle sig i de høje, vide glædespaladser af et lyst, mærkbart samfund med Herren og varmer sig i hans kærligheds solstråler, som skinner sådan i deres sjæl, at de kun kan råbe: «Her er det godt for os at være; lad os bygge hytter her!» Og her ser man igen andre, som er spærret inde i snævre, mørke fængsler, som Jeremias siger i sin klagesang: «Han har muret mig inde, så jeg ikke kan komme ud»; deres dagværk er kamp og strid, anfægtelse, fristelse og tvivl, og deres åndedræt et uophørligt suk, så det glæder dem hjerteligt, når blot en svag stribe håb skinner gennem deres mørke. Åh, hvor mangfoldige er boligerne i «Guds stad». Blandt vægterne sidder den ene blandt granatæbletræerne i haven; den anden må være i ørkenen; den ene i krigsteltet, den anden i vinkælderen, eller hvor de nu kan bo og opholde sig. Men i dét er alle boliger ens, at de alle har deres lille vindue mod øst (mod Jesu værk ser de alle!), og hvor de end bor med deres sjæl, er de dog alle altid lykkelige! For har vi blot vores plads i «Guds stad», så ved vi jo, hvor vi er på vej hen. Vores ophold på denne jord er som en kort hvile i et natlogi. På den anden side af Jordan står der allerede bedre hytter rejst for os.

**) Efter den gamle (svenske) oversættelse lyder 5. vers: Alligevel skal Guds stad blive lystig med sine brønde, hvor den Højestes hellige boliger er.

***) Siger en Åndens mand, vor F.W. Krummacher, i en prædiken over emnet, som vi her for en stor del vil følge.

Til sidst taler vores tekst også om stadens brønde. Lovet være Herren for dem! Der er først en hovedbrønd, som profeten siger om, at «en kilde skal åbnes for Davids hus og Jerusalems indbyggere mod synd og urenhed». Det er den klippe, Moses slog (2 Mos 17,6), Immanuel, som blev ramt af loven for vores synders skyld. Det er den store hovedbrønd, som alle de andre strømmer fra. Det er det evige livs og al saligheds kilde, som vi drikker lægedomsvand af mod alle vores sygdomme til evigt liv, og hvor vi vasker vores klæder hvide fra al urenhed. Omkring denne hovedbrønd er staden samlet for bestandig med troens spande og bønnens øsekar, og her har hver krøbling og tigger frihed til at hente så meget, han behøver. Og selv om vi ikke altid synes, vi får så meget, så strømmer livets vand dog på en hemmelig og skjult måde til vores sjæle, hver gang vi øser af lægedomsbrønden. – De andre offentlige brønde i staden er Ordet og sakramenterne, som egentlig er kanaler fra den store hovedbrønd. Og hvem kan udsige al den husvalelse og vederkvægelse, vi har af disse brønde? Når vores sjæl forsmægter i anfægtelsens hede eller bliver tør og kraftløs af jordelivets adspredelser – hvor dejligt er det så ikke at måtte samles ved disse brønde! Ud over disse offentlige brønde har også næsten hver indbygger i Jerusalem en lille, særlig, vederkvægende kildeåre ved sin egen dør. Her oplever én en bønhørelse, som på en mærkbar måde viser ham, at Herren er nær, og som gennem mindet om den nåde, han fik, bliver til vederkvægelse for hele hans liv; der bliver et Guds løfte på en ganske særlig måde beseglet for en anden, så han med egne øjne ser Guds trofasthed. Læg blot mærke til, at dette dog kun gælder dem, som virkelig først og sidst ligger ved hovedkilden og vasker deres klæder i Lammets blod, som virkelig har deres egentlige hjertetrøst i denne livets offentlige brønd. Denne bemærkning er af største vigtighed; for ve den, som kun husvaler sig selv af egne brønde og til sidst bliver fundet i sin egen dragt og ikke har bryllupsklæder! – Gid vi alle må øse vand med fryd af frelsens brønde!

Efter at vi således har kastet et blik på selve staden, spørger vi nu også efter dens beliggenhed; og da hører vi i vores tekst, at den ligger midt i det brusende hav, hvis vilde bølger raser omkring dens mure. Sådan har den hidtil altid ligget, og til alle tider er den blevet sammenlignet med det lille skib på Galilæas Sø, hvor disciplene råbte: Herre, hjælp, vi går under! Men Herren truede stormen og bølgerne, så de kom velbeholdne over. Til nogle tider har havet stormet vildere løs mod staden end til andre. Der har været tider, da det virkelig så ud, som om staden helt og holdent skulle opsluges og begraves i havets afgrund; men før man anede det, dukkede den op igen som en lysende grøn ø, der roligt smilede ad de brusende bølger.

I havet ligger Guds stad vel endnu i dag, ja, lige så meget som nogen sinde. Gud ved det. For alle korsets fjender er først og fremmest dette hav – hvem kan overskue dette verdenshavs vidde, og hvem kan udgrunde dybet af dets fjendskab? Her og der er der allerede storm og vild uro på havet. Lyt blot til, hvordan bølgerne af gudløse fornuftslærdomme stadig frækkere bruser ind mod de hellige mure; læg blot mærke til, hvordan Kristus-hadets strømme stadig voldsommere og mere rasende ruller frem over jordkredsen; se blot, hvordan alle begavelsens og indflydelsens kræfter stadig ivrigere forener sig om at føre udryddelseskrigen mod Herrens rige, mod Israels fattige flok og dens sag. Man ser allerede her og der en skummende vrede. Et forfærdeligt, uafbrudt «Korsfæst, korsfæst!» gjalder gennem hele verden mod Jesus og hans folk. – «Korsfæst!» råber tidens tone, som mange steder skammer sig ved det kristne navn. «Korsfæst!» råber den fine dannelse i verdens strålende selskaber, hvor man så ofte finder Kristus helt trængt bort og udryddet, og hvor intet kristent ord får lov at lyde uden foragt og hånlatter. – «Korsfæst!» råber de Baals profeter, som kun vil have sædelighed, men ikke længere nogen Kristus, hans kors, hans blod eller hans nåde. – Ja, hvor man end lytter og ser, i bøger og skrifter, i selskabskredse og sammenkomster, i de fornemmes og dannedes kredse eller i håndværkernes værksteder og fabrikkernes sale eller i embedsmændenes kontorer og købmændenes skrivestuer, eller hvor man end vender sit øre hen, hvad er så den almindelige tone, om ikke dette «korsfæst, korsfæst»? Så ser det jo ud, som om havets bølger slog højt op omkring staden for at drukne den.

Ja, der mangler ikke varsler af den mest betænkelige art; skrigende stormfugle over vor tids hav og mangfoldige tegn forener sig om at forberede Guds stad på en dag, som skal brænde som en ild og gløde som smelterens digel. Ganske vist står der endnu i dag mangt et «bjerg» iblandt os, som bryder is og bølger og beskærmer Guds stad. Som en dæmning mod vildfarelsernes flod har vi den vidtstrakte udbredelse af Guds ord; til vor Guds stads udvidelse og befæstelse er den dyrebare mission i gang med en stor skare af evangelister; til vor næring, styrke og vederkvægelse har vi Herrens skønne gudstjeneste, når brødre er endrægtigt sammen; til at holde vore hoveder oppe er der også hist og her spredt nogle dyrebare Guds mænd, som med kærlighedens nidkærhed støder i deres basuner og opmuntrer os. Men hvem kan forsikre os om, at ikke også disse bjerge, før vi ved af det, kan falde, disse højder vige og disse vore støtter briste? Så fik de vilde havbølger frit løb, og det kunne være forbi med vor Guds stad! – «Forbi?» – Å nej, det være langt fra! Lad os da høre igen, hvad vores tekst siger:

Om end havets bølger brusede og svulmede, så bjergene skælvede ved dets oprør. Sela. Alligevel skal Guds stad blive lystig med sine brønde, hvor den Højestes hellige boliger er (efter den gamle (svenske) oversættelse). – Å, hvilket trøstefuldt ord, som en gylden regnbue i skyerne! Dette ord er som skabt til hurtigt at slå al lilletro ned og jage en hel hær af modløse tanker på flugt. – Lad os tænke over, hvordan det lyder. «Alligevel skal Guds stad blive lystig med sine brønde». Å, et saligt «alligevel»! Dette vor Guds dyrebare «alligevel» betyder mere end disse bjerge og højder, som kan falde. Hvis vi blot har dette «alligevel» i vor troshånd – hvad kan så ængste og forurolige os? Med dette «alligevel» kan vi stå trygt på vore mure; og hvor mørk udsigten end er, hvor meget havet end bruser og svulmer, vil vi dog trøstigt råbe til hinanden dette vor Herres alligevel – «alligevel skal Guds stad blive lystig med sine brønde»; dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Han har sagt det, som hedder Amen.

Og tænk nu blot en gang over, hvilke trøsterige ting der her loves Guds menighed, nemlig ikke alene at hun på den onde dag skal bestå, blive opretholdt og bevaret fra fortvivlelse og frafald, men at hun også skal blive lystig, ja, blomstre endnu skønnere end i fredelige tider. – Hvordan det kan gå andre riger og stæder, er uvist, det beror på Guds domme; men Guds stad har allerede sit visse løfte: Guds stad skal altid blive lystig med sine brønde. Selv i de barskeste tider, når store bedrøvelser kommer, vil den Almægtige dog have sine under en særlig omsorg, som David siger: «Han skjuler mig i sin hytte på ulykkens dag; han beskærmer mig i sit telt, han fører mig op på en klippe» (Sl 27,5). Og de brønde, det livets vand og de skatte, som han har givet sin stad, kan ingen fjender tage fra os. Vi har altid den største gave og glæde tilbage. «Hvem skal skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller trængsel eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? – I alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os». – Og hvilken menneskelig tanke kan nogen sinde fatte højden og dybden, længden og bredden af Kristi kærlighed? – højden og dybden af denne lykke at stå i forening og venskab med selve Herren Gud og være under et sådant nåderige, at ikke engang vore tilbageværende uværdige synder og elendigheder nogen sinde kan fordømme os, alene for vor Herre Kristi store retfærdigheds skyld! Og alt dette kan ingen fjende tage fra os. «Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. Hvem er den, som vil fordømme? Kristus er den, som er død.» Kort sagt: «Er Gud for os, hvem kan da være imod os?» Endelig kommer hertil endnu, at «er vi børn, så er vi også arvinger, nemlig Guds arvinger.» Endelig står det herligste endnu tilbage, nemlig den herlighed, som Gud skal give – «hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte.» Og hvem kan tage dette fra os? Forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller sværd? Nej, her bliver Luthers ord sandt: «Jeg bliver altid enten under himlen eller i himlen». Vi finder altså, at Guds stad altid skal blive lystig. – Men når disse rige trøstekilder således ikke kan tages fra os, og vi har en uforgængelig lykke, så burde de hjerter, som ejer denne lykke, også være lige så bestandig glade i Herren. Guds stad, som skal være lystig, består jo af mennesker. Men lystige eller glade kristne er der nu ganske få af; og dog hører vi her, at det ingen synd er at være «lystig» i Herren, tværtimod bliver vi alvorligt opfordret dertil; og den, som ikke behøver at sørge, kan derfor holde hovedet højt og tænke over sin store lykke. Vi har grund og årsag nok til at være glade i Herren og gå gennem dette liv med en glad ånd. For hvad mangler vi endnu, når vi er i Kristus og i ham har alt, hvad vort hjerte kan ønske; når vi står i den Almægtiges venskab og har vort navn i livets bog? Hvad mangler vi, når vor sjæl er i de hænder, som ingen skal kunne rive os ud af, når vi ved, at han har elsket os helt fra begyndelsen, og at «han formår at bevare vort betroede gods til den dag *)»; ja, når vore fjender allerede ligger slagne under vore fødder, og vi har sejrsheltens forsikring: Jeg lever, og I skal leve; og at vi engang, prydet med hans sejrskranse, skal kaste anker ved det forjættede lands gyldne kyst? Ja vel, kunne vi blot det, så måtte vi vel uophørligt fryde os og lovsynge, og ingen ville have grund til at bebrejde os, at vi var alt for lystige. Gud vil ikke have noget imod det. Han ville have sin lyst deri. Men vor svage tros øje ser så mørkt og svagt gennem tågen, som omgiver os i denne tid, og vi ser mere på os selv end på vor saligheds høvding, og vi vil ikke søge alt hos ham alene, men også finde noget hos os selv. Og deraf kommer det, at vi med al vor rigdom alligevel er så fattige på glæde, og at vort liv er så sorgfuldt som en fattig tiggers, midt mens Herrens Ånd dog siger til os: Alt er jeres.

*) Normaludgaven har: «det, som er betroet mig».

Men dette svage og bekymrede væsen – hvordan og hvornår skal det engang læges og vige for en stærkere og gladere ånd? Jo, hør! Hvor underligt det end lyder, skal det ske, netop når man skulle tro, at det måtte blive rigtig svagt og elendigt, nemlig når havet med sit rasen og svulmen begynder at bruse rigtig voldsomt ind mod staden, så bjergene skælver ved dets oprør – da skal vi blive stærke og glade kristne. – Går det ikke også sådan med den enkelte kristne? Når han bliver svag, så bliver han stærk. Når svære anfægtelser bryder ind over ham, så alle hans egne bygningsværker styrter sammen, alle egen evnes og viljes højder falder, og egen retfærdigheds bjerge viger, så han helt og holdent må bygge på Kristus og lade sig nøje med hans nåde, da først bliver han sat fri, og da bliver han herlig! – Og sådan er det også gået indtil denne dag med Guds menighed på jorden. Aldrig har den blomstret skønnere, aldrig har den lyst klarere gennem natten end på den onde dag og i forfølgelsens tider. Spørg blot kirkehistorien. De herligste stjerner på kirkens himmel, de mest glædesfyldte troshelte er midt i storme og uvejr nået til deres storhed; og aldrig har Lammets brud på jorden stået herligere smykket end i martyriets og blodvidnernes tider, hvis fodspor lyser for os indtil denne dag. Det er naturligt, for da blev disse dyrebare sjæle svage, og «når jeg er svag, så er jeg stærk». Der var intet andet tilbage for dem end helt og holdent at overlade sig til Kristus – og han – han formår alt. Og det var så hans sag at gøre det. Og sandelig, hvis Herren nogen sinde er til stede hos sine og viser sig selv virksom, så er det vel i sådanne dage med trængsel og bekymring, når havet raser og bjergene skælver. Han vil ikke vise sin magt, før mennesket har prøvet sin egen og kender sin svaghed. Deraf kommer det, at hans nåde og kræfter altid holder trit med behovene og prøvelserne; jo stærkere de sidste er, desto rigere de første.

Hvad er så den egentlige årsag til, at Guds stad aldrig kan gå under, men tværtimod bliver endnu mere herlig, jo voldsommere den angribes? Vores tekst siger det. «Gud bor derinde. Gud hjælper den, når morgenen gryr». Se, her er hemmeligheden! «Gud – Gud bor derinde». I dette lille stormomtumlede skib hviler han, som er så stor, at han «udmålte himlen med sin håndsbred og fattede jordens støv i et skæppemål», han, for hvem alle mennesker er «som en dråbe i spanden og som et støvkorn på vægtskålen». Han bor derinde. «Dette er mit hvilested til evig tid», siger han, «her vil jeg bo». Men hvem kan se dette i stormens og mørkets tid? Da synes det, som om Gud var tusind mil borte, eller som om han sov så tungt, at han ikke kan vækkes. Og dog er han nær, og dog våger han; men vi ser det ikke. Han virker altid iblandt os, men kan ikke altid mærkes. Han bærer os altid, men ofte uden at vi fornemmer det. Han er altid nær, men ofte så skjult. Dog, lovet være hans navn, vi får også ofte se det. Med hvilke herlige beviser på sin kraft og nærværelse går han ikke gennem verden i denne tid som en mægtig og trofast hyrde for sin hjord! Denne verdens fyrste må kastes ud, og vi ser med glæde, hvordan den stærke fortrænges af den stærkere og må opgive det ene bytte efter det andet. Hvor kalder Hyrden ikke nu mangt et bortkommet får tilbage fra ørkener og bjergkløfter! Nye vækkelser forlyder fra alle kanter. Den hellige ild, som Herren kom for at tænde, begynder at brænde flere og flere steder. I egne, hvor man i mands minde ikke har set tegn på åndeligt liv, men hvor alt har ligget i en tung dødsslummer under blot ydre formers iagttagelse, er der opstået en spørgen og søgen efter sandheden og vejen til livet. Og Herren hører sine elendiges råb. De blinde ser, de lamme går, de døve hører osv. Hvor mangen forvirret og bekymret sjæl har ikke fornummet hans søde tilsagn: «Vær ved godt mod, dine synder tilgives dig», så han helbredt og glad og stærk har kunnet begynde at løbe på væddeløbsbanen! – Og sådan verden over: Hvor går Herrens værk ikke frem med Åndens og kraftens bevis! Øer, som i årtusinder har ventet på ham, synger nu hans lov, og mørke hedenske ørkener bliver lyse, for «deres lys kommer, og Herrens herlighed stråler op over dem». Hottentotten i Sydens brændende sand vederkvæges nu ved Guds stads liflige brønde, og Kinas ældgamle bomme brydes af vældige storme, som samtidig fører de første frøkorn til evigt liv med sig over egne, hvortil budbærernes liflige fødder ikke nåede; og for manden ved Nordpolen bliver det nu varmt ved den gode Hyrdes milde hjerte, og hans isverden blomstrer op til et paradis, efter at retfærdighedens sol har udgydt sine stråler over den. Således bekræftes det fra land til land med vældige røster: Gud bor derinde.

Lad os da ikke frygte, når den Mægtige i Israel er os nær. Den, som strider mod os, strider mod ham; og ve den, som drager i krig mod den Almægtige! Før skal tornene sejre i strid mod ilden og avnerne overvinde stormen, end dødsrigets porte skal få magt over os, når vi står på klippen Kristus og har ham med os!

Han hjælper den, når morgenen gryr, synger den hellige sanger; og sandelig er det også Herrens måde. Hans hjælp åbenbarer sig som regel som et morgenlys, efter at det lige forinden har været mørk nat. «Hans lys skal bryde frem som morgenrøden», synger profeten. «Om aftenen gæster gråd, men om morgenen kommer jubel». Efter en kamp, der varede, til morgenrøden brød frem, fik Jakob Herrens velsignelse. Så lad der da ikke være nogen angst iblandt os, selv om der nærmer sig os «en dag med nød og angst, en dag med mørke og dunkelhed, en dag med skyer og tåge» (Sef 1,15). Han hjælper, når morgenen gryr; og hver gang vor himmel formørkes, sker det kun, for at solens milde skin desto mere velkomment og vederkvægende skal stråle os i ansigtet. Og allerede i selve mørket og skylregnen ligger der en velsignelse. Herrens urtehave visner og tørrer bort i stille vejr og solskin, men friskes op og trives ved storm og regn. Ja, Guds plantning ligner palmetræet, som trives og vokser desto livligere, jo mere det trykkes ned af byrder. Således tjener de voldsomste storme kun kirken til fremgang i friskhed, mod og kraft. Og over evne går det dog aldrig – vel over vor egen, men aldrig over hans, som det nærmest angår. Vi skal aldrig glemme, at Zion er «Guds stad», at «Gud bor derinde», at vor sag er Herrens og derfor skal føres til sejr af ham. Da vi altså er i det rige, som ikke «kan rystes», som altid skal «blive lystigt med sine brønde», og har en nåde, som varer evindelig, eftersom den «er vældig over gerningerne», og har ham med os derinde, som er den Almægtige og hjælper, når morgenen gryr – måtte vi så blot med mere glæde og troskab tjene ham denne lille tid og med trøst vente på det, som skal komme over verden, når brudens forløsning og forklarelse nærmer sig!

Kun den, som deler striden, / Skal dele sejren, freden / Og himlens glæde få.