Nogle ord til de enfoldige i kirkelige spørgsmål

(Tiende årgang, 1851)

«For vi formår intet imod sandheden, men kun for sandheden» (Paulus til korintherne)

Da mange enfoldige kristne i denne tid kommer i bekymring for, hvad de skal tro og gøre, fordi dels mange begynder at gå ud af kirken, dels andre mere bevidst arbejder for religionsfrihed, vil vi gerne gå vores enfoldigere brødre til hånde med nogle råd efter den forståelse, vi har kunnet få af sagen. Sandhedens, kærlighedens og visdommens Ånd lede os! – Det, vi især har anset for vigtigt, er følgende:

1. Ingen skal påtage sig at strides imod åbenbare sandheder. Selv om du frygter for, at de bliver misbrugt, eller for en anden ubehagelig følge, så lad dog enhver klar sandhed gælde som sådan. Sandheden skal jo gå frem og mere og mere komme for dagen. For eksempel: at det står dårligt til i kirken, at mange lærere er lejesvende, «tavse hunde, som ikke straffer synden» (Es 56,10), at mange endog lever i laster – for ikke at tale om, hvor mange der er ugenfødte, åndeligt døde og uerfarne på Herrens veje – videre, at ikke alt er rigtigt i de såkaldte «nye bøger» [de nye svenske kirkebøger fra begyndelsen af 1800-tallet, bl.a. katekismen 1810, kirkehåndbogen 1811 og salmebogen 1819], men at der findes en blanding af to forskellige lærer i dem – alt dette er sandt og kan ikke længere bestrides.*) Videre, at kristne ikke blot har ret, men også pligt til at dømme om læren, at fly falsk lære og ikke lade nogen vildfarelse passere; at i trossager «gennemsyrer en smule surdej hele dejen»; at vi bør «tage os i agt for de falske profeter»; at vi ikke bør «gå i fremmed åg sammen med vantro»; at vi bør bekende sandheden, ikke blot med ord, men også med gerning – alt dette er sandheder, så tydelige og åbenbare ud fra Guds ord og Luthers skrifter, at det må anses for overflødigt at tale længere om det. Endelig, at samvittigheds- og religionsfrihed er menneskeåndens umistelige ret, grundet i hele Guds ord og i Kristi kirkes første indretning, stærkt anbefalet i Luthers skrifter og godt bevidnet af erfaringen i de lande, hvor der er religionsfrihed – også dette er en sandhed, som mere og mere begynder at gøre sig gældende.*) Og at strides imod en sandhed ville være både ukristeligt og uklogt. Lad os derfor altid anerkende, hvad der er sandt og ret. Men

*) Om disse forhold er der fra så mange sider udgivet og bevist så meget på tryk, at der ikke behøves mere om det.

*) Man plejer at dømme om religionsfrihed ud fra tre grunde: fornuften, Ordet og erfaringen. Dømmer vi efter fornuften, får vi ingen fast bund. Den enkeltes fornuft får vel noget klart for sig, men en andens fornuft kommer til et andet resultat. Så ser den ene lutter vinding og velsignelse ved religionsfriheden, den anden kun farer og forbandelse. Den ene ser, hvor megen vækkelse der skal komme af den, hvordan alle kristne da får fuld frihed til at virke, hvordan alle præster da må gribe til de åndelige våben for at forsvare kirkens hellige lære, mens de nu ligger og sover bag de gamle sorte mure af verdslige love og straffe, som denne lære nu skal omhegnes med; den anden gyser ved tanken om de mange farlige sekter, som da får frihed, og om hvordan katolikker, swedenborgianere m.fl. da skal bygge deres templer på det område, hvor nu kun den evangelisk-lutherske lære må prædikes. – Så ser den ene med angst, hvordan vores børn en dag kan vågne til bevidsthed og eftertanke omgivet af katolikker og ved siden af deres templer, og siger: Det er den menneskelige naturs art hellere at tro løgnen end sandheden osv. Så siger en anden: Men det er den vakte samvittigheds natur ikke at lade sig stille tilfreds med menneskelærdomme og ikke at slå sig til ro, før den når til Kristi kors eller til Ordet om forsoningen i Kristi blod. Og sker der ingen vækkelse, er man lige usalig, hvad enten man er lutheraner eller katolik. Og til vækkelse må religionsfrihed og strid dog give mere anledning end den gamle, stive statskirkeform. – Så bemærker den første, at i lande med religionsfrihed kan man ikke stå inde for, at hvert barn så meget som lærer de første bogstaver i Guds ord at kende; at der vokser egentlige hedninger op, som aldrig har lært Guds ti bud og trosartiklerne, og det gives der mange eksempler på i England og Amerika. Dertil svarer en anden: Men de kristne skal vel gøre noget, og Gud skal vel sørge for den sag; og er de vel saligere, hvis de dør som ubodfærdige kristne end som hedninger? Religionsfriheden giver dog mere anledning til vækkelse. – Den første bemærker: Den nidkærhed og kappestrid, som religionsfriheden vækker, er for største delen partinidkærhed eller kappestrid om at vinde tilhængere og ikke en ren nidkærhed for sjæles frelse, for en grundig genfødsel. Den anden svarer: Alligevel er det bedre end den nuværende søvn. Paulus siger: «Nogle forkynder ganske vist Kristus af misundelse og stridslyst, men andre af god vilje; disse forkynder Kristus af kærlighed, de andre af partiånd … Hvad da? Kristus forkyndes dog på enhver måde, hvad enten det er for et skins skyld eller i sandhed, og det glæder jeg mig over, og det vil jeg også blive ved med at glæde mig over.» – Således står den enes fornuft imod den andens, og begge med lige stor ret til at dømme. Så går man til erfaringen eller frugterne af religionsfriheden i de lande, hvor den råder. Efter alle de mest pålidelige efterretninger om det giver frugterne det allerbedste vidnesbyrd om religionsfriheden. Og på frugten kender man træet. Dog kræves der også, for at man kan bedømme frugterne, et åndeligt øje og hjerte, dels for at kunne værdsætte det, der mest bør værdsættes, dels for at kunne skelne mellem troens frugter og partinidkærhedens eller gerningshellighedens. Ingen må tro, at alt bliver godt ved religionsfriheden. Guds rige er et åndeligt rige og kan egentlig ikke afhænge af nogen styreform. Det bliver altid en snæver port og en smal vej, og det bliver altid få, der finder den. Men når det dog ikke kan nægtes, at slutresultatet er en vinding for Kristi rige, så behøves der ikke mere om det.

Endelig fælder Guds ord den endelige dom. Når vi længe har vekslet ord og tanker om sagen, står der endnu et spørgsmål tilbage, og det er det eneste vigtige, nemlig: Hvad har kirkens overhoved, Herren Kristus, selv ment og villet med hensyn til sit rige på jorden? Var det hans vilje og mening, at det skulle fremmes og forsvares med verdslig magt? Var det hans mening, at man med verdslige straffe, bøder, fængsel og landsforvisning skulle tvinge folk til at tro, hvad de ellers ikke troede? Men man siger: «Tro, hvad du vil, det kan ingen befale over, men du må ikke bekende nogen anden tro end vores!» Så spørges der: Var det Kristi vilje, at man med verdslige straffe skulle tvinge kætteren til at tie eller til at bekende, hvad han ikke troede? Det er næsten forfærdeligt overhovedet at stille det spørgsmål. Tværtimod erklærer Apostlen udtrykkeligt: «Vores stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til at nedbryde fæstninger, idet vi nedbryder tankebygninger og ethvert bolværk, som rejser sig mod kundskaben om Gud» (2 Kor 10). Det er altså kun åndelige våben, kun sandhedens forkyndelse, der skal bruges mod kættere og alle falske lærer. Herren siger udtrykkeligt om alle dem, der er ukrudt blandt hans hvede: «Lad begge vokse sammen indtil høsten, for at I ikke, når I samler ukrudtet sammen, skal rykke hveden op sammen med det» (Matt 13,30). Og mod kætternes forførelse gav han kun det råd: «Tag jer i agt for de falske profeter, som kommer til jer – men forførelserne må komme osv.»

Om dette har Luther talt med stor kraft. Af hans skrift «Om verdslig øvrighed» anfører vi kun følgende: «Enhver må selv bære ansvaret for, hvordan han tror, og må selv se til, at han tror ret. For lige så lidt som en anden kan fare til himlen eller helvede for mig, lige så lidt kan han tro eller ikke tro for mig; og lige så lidt som han kan åbne eller lukke himmel eller helvede for mig, lige så lidt kan han drive mig til tro eller vantro. Da det altså ligger på enhvers samvittighed, hvordan han tror eller ikke tror, og så længe den verdslige magt ikke lider noget indgreb, skal den også være tilfreds og passe sit og lade folk tro sådan eller anderledes, som de kan og vil, og ikke tvinge nogen med vold. For troen er et frit værk, som man ikke kan tvinge nogen til. Ja, den er et guddommeligt værk i ånden; langtfra at ydre vold kan tvinge den frem og skabe den. Deraf er det ordsprog kommet, som også Augustin har: ’Til troen kan og skal man ikke tvinge nogen.’

«Desuden ser de blinde, elendige mennesker ikke, hvilken helt forgæves og umulig ting de påtager sig. For hvor strengt de end befaler, og hvor voldsomt de end larmer, kan de jo ikke drive folket længere, end at det følger dem med munden og med hånden; hjertet kan de jo ikke tvinge, om de så bar sig nok så meget ad. For sandt er ordsproget: ’Tanker er toldfri.’ Hvad skal det da betyde at ville tvinge folk til at tro i hjertet, uden at se, at det er umuligt? Dermed driver de de svage samvittigheder med vold til at lyve, til at fornægte og sige noget andet, end de mener i hjertet, og belaster således sig selv med afskyelige fremmede synder. For alle de løgne og al den falske bekendelse, som sådanne svage samvittigheder gør, falder tilbage på den, som tvinger dem frem. Det ville jo være meget bedre, selv om deres undersåtter gik vild, ganske enkelt at lade dem gå vild end at tvinge dem til løgn og til at sige noget andet, end hvad de har i hjertet; det er heller ikke ret at ville afværge det onde med det, som er værre.

«Så siger du: Paulus har dog sagt i Rom 13,1: ’Enhver skal underordne sig den øvrighed, som har magten’; og Peter siger i 1 Pet 2,13: ’Underordn jer enhver menneskelig ordning.’ Svar: Der kommer du meget belejligt, for disse ord er på min side. Paulus taler om den øvrighed, som har magten. Nu har du lige hørt, at ingen kan have magt over sjælen undtagen Gud. Så kan Paulus jo ikke tale om nogen lydighed undtagen der, hvor der kan være magt. Deraf følger, at han ikke taler om troen, som om den verdslige magt skulle have ret til at befale over troen, men om udvortes ting, om at ordne og styre dem på jorden – –

«Man indvender igen: Nej, den verdslige magt tvinger ikke til at tro, men forhindrer blot udvortes, at man forfører menneskene med falsk lære; hvordan skulle man ellers kunne holde kættere borte? Svar: Det skal biskopperne gøre; dem er dette embede pålagt og ikke fyrsterne. For kætteri kan man aldrig afværge med vold; dertil kræves der et andet greb, og her er det en anden strid og en anden sag end med sværdet. Guds ord skal stride her; hvis det intet udretter, så vil den verdslige magt vel heller intet udrette, om den så fylder verden med blod. Kætteri er en åndelig ting; den kan man ikke hugge med noget jern, ikke brænde med nogen ild, ikke drukne i noget vand. Men det er Guds ord alene, som her gør det, sådan som Paulus siger: ’Vores stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til at nedbryde fæstninger, idet vi nedbryder tankebygninger og ethvert bolværk, som rejser sig mod kundskaben om Gud, og tager al fornuft til fange i lydighed mod Kristus’ (2 Kor 10,4–5).

«I øvrigt kan vantroen eller kætteriet ikke sikrere vinde styrke, end når man uden Guds ord og kun med vold går imod det. For man er da fast overbevist om, at denne vold ikke har en retfærdig sag, men handler imod retfærdigheden, fordi den farer frem uden Guds ord og ikke ved at hjælpe sig på anden måde end kun med vold, sådan som de ufornuftige dyr gør.

«Se derfor, hvor fine, kloge junkere disse er; de vil fordrive kætteri og griber sagen sådan an, at de kun styrker modparten, gør sig selv mistænkte og de andre retfærdige. Kære, vil du fordrive kætteri, så må du sørge for, at du først og fremmest river det ud af hjertet og grundigt bøjer viljen; med vold gør du ikke ende på det, men giver det kun styrke. Hvad gavner det så, at du styrker kætteriet i hjertet og kun udvortes på tungen svækker det og driver det til løgn? Men Guds ord, det oplyser hjertet, og dermed forsvinder også alle kætterier og vildfarelser af sig selv ud af hjertet.»

2. Lad os være forsigtige, når vi anvender de anerkendte sandheder. Tro ikke, at enhver slutning, som drages af en sandhed, derfor er sand og rigtig. For eksempel: Selv om det står dårligt til i kirken, så tro ikke, at det derfor er enhver kristens pligt at gøre sig til reformator. Enhver skal give agt på sit kald. Ingen tager den ære på sig selv, men kun den, som kaldes af Gud, ligesom Aron, Hebr 5,4. Mangen en varm og velmenende kristen har helt uden at tænke over det forbrudt sig mod dette ord, fordi han ikke gav nøje agt på sit kald. Enhver kristen bør vidne om sandheden, og det med ord og gerning, fly falsk lære, tage sig i agt for falske profeter, ikke gå i fremmed åg sammen med vantro osv. Men alt dette kan ske, uden at man derfor bryder det ydre kirkefællesskab. Der kræves særlige tegn, det vil sige nogle særlige omstændigheder, som det afhænger af, om man bør gå ud af kirken. At der ikke prædikes fuldkomment og rent, at en vantro lærer uddeler sakramentet, at mange ugudelige modtager det – det er ikke tilstrækkelige grunde til at gå ud. Men disse grunde skal snart blive fremstillet nedenfor. Vi siger først endnu en gang: Tro ikke enhver slutning, som drages af en sandhed. For eksempel er det sandt, at en lægmand, ja, en kvinde i nødsfald kan meddele et sakramente, fx en nøddåb; men deraf følger ikke, at et kirkesamfund kan indrettes efter nødsfaldshandlinger og ikke behøver særlige lærere. Nødsfaldshandlinger duer ikke til kirkeordning. Det er heller ikke vedvarende nødsfald, hvor sakramenterne endnu uddeles i overensstemmelse med Kristi ord og indstiftelse, selv om læreren var vantro. Imod det har Luther og vores bekendelsesskrifter talt tilstrækkeligt.

Men om enhver ugudelig lærer og enhver falsk lære inden for kirken er tilstrækkelig grund til at gå ud af den, derom vil vi nu rådspørge Skriften. Hvad gjorde og sagde Herren og Mesteren Kristus selv? Hvad gjorde hans apostle? Kristus vidnede ofte om, hvordan de skriftkloge og farisæerne havde forvansket læren inden for den jødiske kirke og «gjort Guds lov til intet for deres skikkes skyld» (Matt 15), at de ikke kendte Kristus, hans person og værk, og ikke forstod Guds retfærdighed og forsoningens nåde; nej, den rette omvendelses, sønderknuselsens og troens vej ved en korsfæstet Frelser var «for jøderne en forargelse», og ingen var så blind som ypperstepræsterne; kort sagt, den jødiske kirke var ikke længere sådan, som den var stiftet af Gud, ligesom den kristne, der også er stiftet af Gud, ikke er sådan, som den var i begyndelsen; og se nu, trods alt dette lærte Kristus både med ord og med sit eget eksempel, at de troende ikke skulle gøre andet end at vidne om sandheden med ord og gerning, men ikke gå ud af kirkens fællesskab; de skulle vente, til de blev drevet ud. Han sagde ikke: «I skal gå ud af synagogen», men: «De skal udelukke jer af synagogerne». Og efter det ord handlede han selv, og det samme gjorde hans apostle. Kristus gik selv i 30 år som et stille medlem af den jødiske kirke, modtog begge dens sakramenter i kirkens orden og gik flittigt i synagogen og i templet. Og da han siden optrådte som lærer imod vildfarelserne, afbrød han dog ikke det ydre kirkefællesskab. Endnu den sidste aften før sin død modtog han i kirkens orden dens sakramente, det, der svarer til nadveren, da han med sine disciple spiste påskelammet ligesom de andre jøder. Af Apostlenes Gerninger ser vi videre, hvordan de disciple og apostle, som blev i Jerusalem, også efter den store pinsedag blev ved med – ved siden af deres egne andagtsøvelser – at gå i templet og deltage i jødernes offentlige gudstjeneste. Sådan blev de ved i hele 40 år, eller indtil Jerusalems tempel blev ødelagt og dermed også den jødiske gudstjeneste. Skulle man ikke standse op og betænke sådanne tydelige eksempler i Skriften? Det Nye Testamente og den kristne menighed var jo nu begyndt med indstiftelsen af dens to sakramenter og Helligåndens underfulde udgydelse på den store pinsedag. Alligevel gik Paulus, da han kom tilbage fra sine apostelrejser i Lilleasien og Grækenland, op i templet og rensede sig på jødisk vis for dermed at udtrykke sit kirkefællesskab med jøderne. Og hvorfor det? Det forklarer han selv, når han siger: «For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder» osv. (1 Kor 9,20–22). Paulus så nemlig, at et fuldstændigt brud med den jødiske statskirke ville gøre ham ude af stand til at virke så velsignelsesrigt på jøderne, som når han hørte til kirken. Se her, hvordan en apostel tænker! Se her den rette nidkærhed, den sande kærlighed og visdom! Men vi anfører endnu et eksempel. Se Åb 3,1–6. Kristus siger der til læreren i Sardes: «Du har ord for at leve, og du er død.» Men i v. 4 siges det, at han «havde nogle få navne i Sardes, som ikke havde besmittet deres klæder». Her var altså en død lærer og nogle få troende kristne, og de skilte sig alligevel ikke fra den kirke, hvor den døde lærer prædikede, og fik heller ikke befaling til at skille sig ud. Nøjagtig den samme bemærkning kan gøres om menighederne i Pergamon og Thyatira, hvis lærere Herren revser, den første, fordi han ikke rensede Bileams og nikolaitternes lære ud, og den sidste, fordi han tillod en falsk profetinde i menigheden at lære og bedrage folket. Blandt alt det, Kristus lod skrive til disse menigheder, findes der ikke et eneste ord om, at de skulle bryde kirkefællesskabet. Alt dette er visselig tydeligt for ethvert rent og enfoldigt øje. Dog vil vi endnu betragte et ord af Kristi mund. Han sagde til sine disciple: «På Moses’ stol sidder de skriftkloge og farisæerne. Derfor: Alt, hvad de siger til jer, skal I holde og gøre; men efter deres gerninger skal I ikke gøre» (Matt 23,2–3). Dette ord har Luther forklaret således: «Man skal høre farisæerne, dog ikke længere end på Moses’ stol, det vil sige, så længe de lærer Moses’ lov og Guds bud.» Vi skal altså ikke følge deres lære, når de kun giver os menneskebud. Men læg nu mærke til, hvad dette ord indeholder! Farisæerne var så ugudelige lærere, at Herren advarede mod at gøre efter deres gerninger. Og Luther forstår med rette Kristus sådan, at man ikke engang skulle gøre efter deres lære, når de prædikede menneskebud; for det plejede farisæerne at gøre. Kristus siger udtrykkeligt: «I lærer børnene, at de skal sige til far og mor: Korban, det vil sige offergave, er det, som du kunne have fået hjælp af fra mig» – hvorved de helt ophævede det fjerde bud (Mark 7), og igen: «I har gjort Guds lov til intet for jeres skikkes skyld» (Matt 15). Og da Jesus så det jødiske folk, «fik han medlidenhed med dem, fordi de var som får, der ikke har nogen hyrde» (Matt 9). Læg nu mærke til det: Sådanne lærere var farisæerne! Og alligevel sagde Kristus til sine disciple, at de skulle gøre efter deres lære, når de prædikede gerninger efter Moses’ lov. Hvis han havde været af samme sind som mange blandt os, ville han jo have sagt: «I må aldrig sætte jeres fod inden for det rum, hvor farisæerne prædiker. I må aldrig høre deres prædiken; for de er ugudelige, de siger, men gør ikke» (v. 3). Er dette ikke klart, så ved vi ikke af noget andet i Skriften, der er klart! Men det er bittert, det koster kød og blod meget, at vi, som er oplyst med evangeliets lys, forstår omvendelsens og troens største hemmeligheder og let mærker de ugudeliges vildfarelser, alligevel helt stille og beskedent skal høre deres lære, når de blot sidder på Moses’ stol eller kun lærer gerninger efter Guds lov. Det koster meget. Mangen en har vredet sig under dette ord og sagt: «Farisæerne må dog have prædiket loven med dens fulde brod, til sønderknuselse og omvendelse.» En barnlig indvending! Hvilket menneske har nogen sinde hørt, at farisæerne, disse hyklere, prædikede loven med dens fulde brod og prædikede sønderknuselsens og troens vej? Kristus siger ikke: Hent sønderknuselsen i deres lære, men således: «Hvad de siger til jer, det skal I holde og gøre.» Det drejede sig altså kun om gerninger i deres prædiken. Lovens åndelige kraft var netop det, farisæerne intet vidste om, sådan som Kristus viser i sin bjergprædiken (Matt 5 og 6) og flere andre steder. Nu er der ikke andet tilbage at indvende mod dette ord, end at det ikke må anvendes på vores tid og vores forhold. Men hvem vover at sige et så løst ord?

Her hører vi nu mangt et bekymret spørgsmål: «Hvordan stemmer alt dette overens med Luthers mange kraftige ord om at gå ud af kirken?» Det skal vi finde svar på i det følgende punkt:

3. Det er især i tre tilfælde, at det bliver nødvendigt for kristne at gå ud af kirken. Indtræffer ingen af dem, så kan de endnu i ydmyghed, tålmodighed og påkaldelse af Gud blive stille. Det første er, når kirken selv lærer og forsvarer som sin egen lære – især i salighedslærens hovedspørgsmål – det, som er i åbenbar strid med Ordet, og således ophæver salighedens grund eller de væsentlige og uundværlige salighedsmidler; altså ikke, når en af Skriftens lærdomme blot er fremstillet skævt, men når den ligefrem modsiges, og det ikke blot af enkelte lærere, men i kirkens egen bekendelse og lære. – Det andet: når kirken selv driver dem ud af sit skød, udelukker og forjager dem, som elsker og forsvarer sandheden, eller når den med tyranni og vold forbyder dem at skaffe sig den opbyggelse, de har brug for. Før vi nævner den tredje tvingende omstændighed, skal det bemærkes: Det var disse to omstændigheder, som indtraf på Luthers tid og var stærke grunde til, at han krævede brud med kirken. Mens vores kirke endnu bekender som sin egen lære, at vi bliver retfærdige ved troen på Kristus uden nogen hjælp fra gerningerne, nægtede den pavelige kirke derimod dette og lærte, at man ved bodsøvelser og gode gerninger gjorde sig værdig til Kristi fortjeneste. Når vores kirke bekender kun én mellemmand og talsmand hos Gud, påkaldte den pavelige kirke flere, nemlig Maria og andre helgener. Når nadveren i vores kirke uddeles efter Kristi indstiftelse med både brød og vin, gav man i den pavelige kirke folket kun brødet. Så meget om læren; flere eksempler går vi forbi. Videre: Da Luther kun prædikede og stred mod disse vildfarelser, blev han udelukket af kirken og bandlyst, og ellers havde han, som han selv bevidner, «aldrig haft til hensigt at forlade den romerske stol». Vi derimod må skrive og prædike mod alle misbrug i vores kirke og bliver dog ikke bandlyst og forjaget af den grund. At Luther og hans medarbejdere lagde vægt på sådanne omstændigheder og gjorde dem til grundlag for at gå ud af kirken, kan man se fx af Concordia Pia, s. 842, Umeå-udgaven, hvor det hedder: «Eftersom de ikke vil være rette biskopper, men verdslige herrer og fyrster, som hverken prædiker eller lærer, døber eller forretter Herrens nadver – og desuden forjager, forfølger og fordømmer de dem, som er kaldet til evangeliets tjeneste – så kan Guds menighed ikke for deres skyld være så forsømmelig, at den af den grund skulle blive uden tjenere ved Guds ord.» Og straks derefter følger igen samme grund til, at de ikke kunne anerkende paven som kirkens overhoved; «for», hedder det, «at lyve, at udgyde uskyldigt blod og at styrte legemer og sjæle ned i den evige fordærvelse, det er det egentlige kendetegn på det pavelige regimente». På den følgende side opstilles grundene i denne form: «Derfor forkaster vi disse vildfarelser, 1) når menneskebud i sig selv holdes for gudstjeneste; 2) når menneskebud påtvinges Guds menighed med trusler.» Af disse og flere lignende steder i reformatorernes skrifter kan vi kun se, at de omhyggeligt gav agt på omstændighederne, at de ikke blot og bart krævede, at man skulle gå ud, men med megen besindighed og med gode grunde gjorde rede for, hvornår og i hvilket omfang der skulle ske et brud; sådan som også deres ord på s. 480 i C. P. viser, hvor det hedder, at forandringer i kirken «må ske uden letsindighed og forargelse, med skønsomhed og i god orden; og at man nøje overvejer, hvad der til enhver tid kan være nyttigt og gavnligt for at bevare en god orden, disciplin osv.». Når vi således finder, at Luther gav agt på omstændighederne – flere end blot ugudelighed og vildfarelser – og kun under sådanne betingelser og af sådanne grunde talte om at gå ud, så forstår vi, hvordan hans ord stemmer overens med Bibelen, dens ord og eksempler; så forstår vi, at Luthers ord kun må tages i hans egen mening og under sådanne omstændigheder, som han selv havde for øje.

Den tredje omstændighed – og den fører en indre nødvendighed med sig for dig til at gøre noget – er denne: når din samvittighed allerede er bundet i sagen. Den, som holder noget for synd og alligevel gør det, synder mod sin samvittighed, selv om gerningen i sig selv er god. Samvittigheden afhænger altså af overbevisningen. Men det er umuligt, at alle får den samme overbevisning om en sag. Derfor kan en anden, som også vil bygge på Guds ord, forstå sagen på en anden måde, selv om vi forstår den på denne måde og kun bygger på Guds ord. Sådan har også Luther endog været «uenig med sig selv» i visse spørgsmål, som angår vores emne. Sådan var der også i apostlenes tid forskellige meninger blandt de troende om, hvorvidt de var frie for den jødiske kirkes skikke og love eller ej. Hvordan Paulus da dømte, kan enhver se af Rom 14. Det går alt sammen ud på, at enhver skal følge sin samvittighed. «Men», siger han, «den, som tvivler, er fordømt, hvis han spiser, fordi det ikke sker af tro» (det vil sige af overbevisning om at gøre Guds vilje). Gerningen (at spise kød) var i sig selv ringe, den var uskyldig; men gjort mod samvittigheden «fordømte» den, idet den dræbte troen. Det er denne omstændighed – at det her ikke afhænger af, hvor stor gerningen er, men af samvittigheden – der gør, at Rom 14 bør anvendes på alle de tilfælde, hvor oprigtige kristne forstår Guds ord forskelligt.*) Derfor har vi her rettesnoren. Men så bliver det nødvendigt at skelne skarpt mellem samvittighedsskrupler og blot et ubehag i følelsen. Hvis fx nogen ved nadvergangen plages af at høre en elendig prædiken eller skriftetale og af at se en ugudelig præst og mange ugudelige nadvergæster ved alteret – så er det ikke samvittighedsskrupler; han har endnu ikke gjort synd ved selve nadvergangen. Men hvis han har den overbevisning: «Jeg synder mod min Gud, når jeg går herhen; jeg styrker kirkens vildfarelser, jeg fornægter Kristus blot for den ydre freds skyld, jeg burde vidne mod vildfarelsen, ikke blot med ord, men også med gerning» (nemlig den gerning aldrig at gå herhen) osv. – se, så er det samvittighedsskrupler. Alligevel at råde en sådan til at blive ved med det, han holder for synd, uden at kunne overbevise ham om andet med Guds ord, det ville være at myrde hans sjæl. Her er nu den mest alvorlige side af denne sag. Derfor: Hvad du bestemt holder for synd, det skal du ikke gøre; hvad du bestemt holder for Guds vilje, det skal du gøre straks. Det er Apostlens råd. Men endnu en gang: Skeln vel mellem samvittighedsskrupler og blot et ubehag i følelsen, ærgrelse, fortrydelse, lyst til frihed og noget nyt! Mange, som endnu aldrig for alvor har bekymret sig om at «gå bort fra uretfærdighed», ivrer for at gå ud af kirken; det går ofte sådan, at den, der har mindst besvær med sit eget onde, har mest tid til at besvære sig over kirkens onde. Men også sande, gudfrygtige kristne bør vogte sig for at gå for meget op i det, som dog ikke er vores hovedsag og livsnerve. «Den, som har Sønnen, har livet», om han så levede under den hårdeste religionstvang. Kristi rige er et åndeligt rige, uafhængigt af styreformer. Ellers havde Kristus aldrig tilladt, at hans rige i så mange århundreder har stået under denne form. Men ligesom han tillod, at hans ejendomsfolk Israel kom under kongestyre, skønt det ikke var efter hans første indstiftelse og vilje (se 1 Sam 8), og ligesom han tillod skilsmisse, som Jesus dog sagde om: «Fra begyndelsen var det ikke sådan, men på grund af jeres ondskab tillod Moses jer at skille jer fra jeres hustruer», sådan plejer Herren også endnu – dels til straf og dels til gavn – at tillade, at hans rige står under forhold, som ikke stemmer overens med hans første ordning og vilje. Men når hans tid kommer, forandrer han en form, som indtil da er gået an. Derfor skal kristne ikke ødelægge deres fred ved barnligt at lægge Herrens store rigssager på deres svage hjerter. «Herren er Konge i Zion.» Han skal nok gøre det. Det er skadeligt for sjælen at være så bekymret for kirken, at man glemmer sit eget liv i nåden – at jeg stirrer sådan på skyerne, som Herrens vind driver, så jeg ikke bliver var en slange, som ligger foran min egen fod og stikker og forgifter den. Anderledes er det, når enfoldige sjæle allerede er grebet af samvittighedsnød og, kun drevet af den, handler i gudsfrygt efter bedste overbevisning; da må ingen fordømme eller foragte dem, men betænke Rom 14,3–4. Men endnu en gang: «Herren regerer endnu, Herren er Konge i Zion.»

*) Nogle siger: «Rom 14 må ikke anvendes her, for dér handler det kun om små frie ting – at spise kød, at gøre forskel på dage osv. – men her er der store ting på spil.» Det er uforstand! Det drejer sig om at adlyde eller ikke adlyde Guds ord! Så afhænger det ikke af, hvor stor gerningen er, men af samvittigheden. Hele syndefaldet skete ved en ganske lille gerning.