Om at gå ud af kirken

Brev til nogle venner i provinsen

(Attende årgang, 1859)

– – – Ingen kan undre sig over, at I går ud af statskirken, når I oplever sådan noget fra dens forstandere, som jeres brev antydede. Nej, det er et større under, om I alligevel kan blive stille; for så hårde er sådanne erfaringer for det stakkels hjerte. «Man kan forlige alting undtagen forhånelse,» siger Sirak, og igen: «Den, der kaster blandt fugle, skræmmer dem bort» (Sir 23). Desuden er det sandt, hvad I siger om, hvor meget der er galt i vores «statskirke», som at «alle ugudelige også skal høre til den, og åbenlyse lasters trælle får nadveren, blot de ikke er dømt ved en verdslig domstol» osv. Åh, det kan ikke beskrives med ord, hvor meget forvendt og galt der er her. Det er allerede et mål af åndeligt lys, at man begynder at se, hvor ilde det står til; men jeg regner det for endnu en grad mere lys og nåde, når oplyste sjæle, som ser al denne elendighed og tager sig den nær, alligevel kan blive stille i kirkelig henseende og kun «gå bort fra uretfærdighed» – kan blive stille og indse grundene til at blive stille.

Men før jeg fremlægger disse grunde, vil jeg først kort forklare de bibelsteder, I anførte. Først var der tre, som handler om én og samme sag, nemlig 1 Kor 5,13; 2 Thess 3,6; Rom 16,17. Alle disse ord handler kun om, hvordan vi skal forholde os til dem, der gælder for at være omvendte og brødre i Kristus, og slet ikke om vores forhold til en gammel «statskirke», som også omfatter den uomvendte verdens mængde. Apostlen siger udtrykkeligt i det første af disse bibelsteder, v. 9–10: «Jeg skrev til jer i mit brev, at I skulle undgå omgang med utugtige, dog ikke i det hele taget med denne verdens utugtige eller griske osv., for så måtte I gå ud af verden; men nu skrev jeg til jer, at hvis nogen, som kaldes broder, er utugtig eller grisk osv., må I ikke engang spise sammen med en sådan – – fjern den onde fra jer.» Her kan enhver se af Apostlens egne ord, at vi har forstået dette bibelsted ret, når vi har handlet sådan: Hvis nogen ville høre til de troendes flok, men også ville leve i en åbenlys synd, og de formaningstrin, Kristus foreskriver i Matt 18,15–17, var blevet brugt uden frugt, så har vi holdt os fra en sådan og ikke omgikkes ham som en broder – og det dels til hans egen ydmygelse og tugt, dels også for at der ikke skulle gives støtte til den tanke, at de troende godkender et sådant levned. Det er også Apostlens hensigt med ordene om at skille uskikkelige «brødre» ud. Men når levende, åbenlyse kristne tager nadveren i kirken, tænker intet menneske, at de derfor holder alle dem, der samles der, for brødre i Kristus, eller at de godkender de ugudeliges synder. Derfor er det slet ikke det samme som det, Apostlen her sigter til, nemlig det broderlige samvær, hvor man også indbyder hinanden til sit bord, så en falsk broders syndige levned bringer forhånelse over evangeliet. Det sker ikke ved, at jeg tager nadveren i kirken. Derfor er det at fordreje Apostlens mening, når de anførte ord anvendes på nadverens fejring i kirkerne.

Hvad angår det fjerde af de bibelsteder, I anførte, nemlig 1 Kor 10,16–17, så mener vel ingen for alvor, at de troende skal være «én krop» med de vantro, fordi også de går til nadveren? Så grove tanker vil vi ikke et øjeblik nære. Johannes og Peter blev da ikke «én krop» med Judas og fik heller ikke del i hans synd, fordi også han var med ved nadverbordet (Luk 22,20–21). Det er kun de troende, der bliver «én krop i Kristus».

Lige så groft eller endnu mere uhyggeligt er det, at nogle vil bekymre jer med 1 Kor 10,21 og anvende Apostlens ord om «de onde ånders bæger» på den hellige nadver, fordi de vantro også tager den. Åh, de burde dog bæve og forskrækkes noget for Herrens hellighed, de, som på den måde drister sig til at fordreje og misbruge Guds ord, blot for at skaffe deres kirkelige mening indpas hos enfoldige sjæle. For de kan jo ikke undgå at se Apostlens egen forklaring på, hvad han mente med «de onde ånders bæger», når han jo udtrykkeligt siger: «afgudsoffer», v. 19–20. Forholdet var, at der i den samme by, som Apostlen skrev til, også var hedninger i ordets egentlige betydning; og deres ofre til afguderne bestod dels af kød og brød, dels af vin, som blev båret frem i et bæger eller en kalk; først hældte man nogle dråber af den på afgudens alter, og derefter drak de tilstedeværende af den for at forny pagten med deres afgud. Det var dette vinoffer til afguderne, som Apostlen kaldte «de onde ånders bæger». «For,» siger han, «hvad hedningerne ofrer, det ofrer de til onde ånder og ikke til Gud» (v. 20). Bægeret fik altså navn efter den, som det blev ofret til. Er det så ikke forfærdeligt, at nogle, som vil kaldes kristne, kalder Kristi bæger for «de onde ånders bæger»? Alene det, at man griber til sådanne midler for at fremme sin sag, er jo et betænkeligt tegn.

Stærkere grunde for at gå ud af kirken synes de at have, som ser på, at den er «statskirke», og på visse håndgribeligt forvendte ordninger i den. Det, de anfører, har så megen sandhed i sig, at ingen kan benægte det. Tænk, når man ser på, at alle landets indbyggere så godt som tvinges til at høre til kirken, og at dens lærere uddannes på en sådan måde, at man ikke engang spørger efter noget nådens værk i deres hjerter, men kun efter et vist mål af studier; og endelig, at en verdslig styrer af staten også er kirkens øverste menneskelige styrer. Når man betænker alt sådant og så ser på den første kristne menighed og siger: «Se, hvordan kirken oprindelig blev dannet, nemlig kun ved Ordet og sakramenterne! Se, hvordan lærerne dengang blev uddannet» osv., så indrømmer vi, at det at gå ud af vores kirke får så stærkt et skin af at være berettiget, at ingen kan undre sig over dem, der har taget det skridt. Snarere kan man undre sig over, at kristne, som ser sådanne forhold og tager dem nær, endnu kan blive i kirken. For dertil kræves virkelig meget tugt af Herrens Ånd, bøn, frygt for sit eget hjerte og underordning under Den Hellige Skrift. Vi taler ikke om dem, der ikke ser de store skavanker i vores kirke, men om dem, der ser dem med ængstelse og bekymring og dog for Herrens skyld og af overbevisning bliver stille. Vi siger igen: Dertil kræves virkelig megen gudsfrygt og nåde, eller at Herrens Ånd, som «udforsker alt, ja, også Guds dybder», lærer os nøje at skelne mellem skinsandheder og virkelighed.

For eksempel de nævnte håndgribeligt forvendte forhold i kirken: De er bestemt en virkelig og sørgelig sandhed; men så lader man det ikke blive ved, at kirken er forsømt, krænket og vansiret, men man siger: «Den er falsk i selve sin grund; den er slet ingen Kristi kirke, men kun en menneskelig indretning. Når kirke og stat er forenet osv., så er selve grunden falsk.» – Dem spørger vi blot: Er dette forhold virkelig vores gamle kirkes «grund» og væsen? Er den på grund af dette forhold kun en «menneskelig indretning»? – «Hvem formørker her mit råd med ord uden forstand?» – Det hellige Ord, som er talt fra himlen, som fortæller os Guds råd om vores salighed; de hellige sakramenter, at vi døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og at vi modtager vor Herre Kristi legeme og blod; Helligåndens værk iblandt os, at han virker et guddommeligt liv i sjælene, så verden forfærdes over det: Er det en menneskelig indretning? Er det statens værk? Er det ikke kirkens grund og kendetegnet på en Kristi kirke?

At meget går galt til i en gammel kirke, nu som altid, eller at den har fået vansirende vedhæng fra staten, det tilintetgør ikke selve væsenet; det er sygdomme og skavanker, som burde afhjælpes. Men det, som udgør selve grundvæsenet og livselementet i kirken, nemlig Ordet og sakramenterne og Helligåndens virksomhed, det stammer dog ikke fra nogen kejser eller et mødes beslutning, men fra én, som hedder Jesus Kristus. Vogt dig for at forhåne det, han dog fra begyndelsen har indstiftet! Vogt dig for at forbande det, han stadig velsigner!

Ser du på alle de vansirende vedhæng og skavanker ved kirken, så kunne du med samme ret påstå, at den jødiske kirke på Kristi tid ikke var af Gud, men et menneskeværk; for også den var fyldt og overdækket af menneskeforskrifter. Jesus sagde: «I har gjort Guds bud til intet for jeres forskrifters skyld.» – Jødefolket levede også under en ordning, som Gud ikke oprindelig ville, nemlig under konger, mens Herren Gud selv havde villet være deres konge og styre dem kun ved dommere og præster (1 Sam 8,7; 10,19). Men disse konger i Juda og Israel førte nu et sådant styre også i kirkelige spørgsmål, at de endda kunne påbyde og indføre dyrkelse af hedenske guder blandt Guds folk og bygge templer og offerlunde for dem i Israel. Se 1 Kong 12,28–33; 16,31–33 og flere steder i Kongebøgerne.

Men hermed kommer vi nu til det punkt, hvor vi ved Guds nåde skal få fuld vished om, hvad kristne bør gøre i en sådan stilling. Gud være lovet, som altid giver de elendige lys i mørket! Jeg var helt udmattet af indre strid og forskellige meninger i dette spørgsmål, indtil Gud åbnede mine øjne for det forhold, jeg nu vil fremlægge. Kære venner! Hvis vi ikke vogter os for vores egen ånd, men lader os lede af vores arme hjertes følelse, smag og fornuft og i Skriften søger støtte for det, vi først selv har udtænkt, så vil Gud virkelig gøre med os, som han truer i Sl 81: «Så lod jeg dem gå i deres hjertes hårdhed, så de vandrede efter deres egne råd.» Vi bør derfor altid se efter, hvordan Skriften mener det, eller om de forhold, vi anvender et skriftord på, svarer til det, som det samme ord handlede om.

Når vi tænker efter, hvordan tilstanden var i den jødiske kirke på Kristi og apostlenes tid, og hvordan den nu er i vores gamle kirke, så finder vi den allermærkeligste lighed i forholdene. Guds gamle ejendomsfolk og den kirke og det præsteskab, som Gud havde indrettet for dette folk, lå under en gruelig tyk sky af mørke og ugudelighed i lære og liv, vantro, sikkerhed og hykleri og en mængde menneskeforskrifter, hvormed Guds bud blev gjort til intet; og der var et så groft fjendskab mod de få troende, at kirkens forstandere «dræbte profeterne og stenede dem, der var sendt til dem», så «alt retfærdigt blod skulle komme over Jerusalem, den hellige stad». Så groft bryder det vel ikke ud hos os; men fjendskabet er i almindelighed det samme hos verden til alle tider. Sådan stod det altså til med den jødiske kirke. Men hvad var der mere? Jo, i grunden en Guds indretning; den gamle kirke var oprindelig indstiftet af Gud og havde dog Guds ord, Moses og profeterne og to sakramenter, som Gud havde indstiftet, omskærelsen og påskelammet, og endelig Guds Ånds værk i nogle troende sjæle, så der hist og her krøb en ægte israelit omkring, en from Simeon og Anna, hist og her en profet, som kæmpede for Herrens sag. Netop sådan er det jo også hos os i vores gamle statskirke. Overdækket af ugudelighed og menneskeforskrifter og stående under konger – skønt de dog nu ikke har magt til at påbyde dyrkelse af nye guder eller til at få Guds hellige dræbt som i Jerusalem – men i grunden en Guds indretning, har den Guds ord og sakramenterne fra Jesus Kristus og Helligåndens værk i nogle levende sjæle.

Med hvilken grund kan det forsvares for Gud, at vi i alt andet skulle rette os efter Kristi og apostlenes ord og eksempel, men ikke når det gælder vores forhold til kirken? Det forstår jeg ikke. Og hvad er derimod mere kristeligt, renere og tryggere end nu blot at spørge: Hvordan gjorde Kristus, da han kom til verden i den gamle, forfaldne jødiske kirke? Hvordan gjorde apostlene? Hvordan gjorde de første kristne i Jerusalem? – Og svaret kender vi. Kristus, den fuldkomne, levede først i tredive år stille og underdanigt efter kirkens skikke og gik hvert år op til Jerusalem for, ganske som enhver anden from israelit, at holde alt, hvad der hørte til den gudstjeneste. Og da han til sidst var trådt frem som en stor profet, blev han ikke desto mindre ved med at holde hele kirkens ordning, så han endnu den sidste aften før sin død, ganske som de øvrige jøder, spiste påskelammet. – «Men da han trådte frem i templet, prædikede han og straffede det, der var forkert,» vil måske nogen indvende; «det må vi ikke.» Svar: Er det sandt, at de troende, som ligesom Kristus er i læreembedet, ikke må vidne om sandheden? Ikke enhver from israelit måtte træde sådan frem med straffeprædikener. Kristus begyndte med at bekræfte sin sendelse som profet ved guddommelige undere. Se Joh 3,2, hvad farisæerne vidste om ham. Enhver lærer iblandt os må også i kirken straffe det, der er forkert. Så finder vi altså, at denne indvending intet er værd.

Men videre: Hvordan gjorde apostlene og de første kristne i Jerusalem? Ved siden af deres egne sammenkomster til gensidig opbyggelse blev de også ved med at holde fast ved forbindelsen med den jødiske gudstjeneste, så længe Jerusalem og dets tempel stod, som enhver kan se i ApG 21,17–26; dér ser vi også, at selv Paulus, som ude blandt hedningerne ikke nævnte et ord om den levitiske gudstjeneste, alligevel lydigt rettede sig efter den, når han var i Jerusalem. Og det fortæller han selv, ikke som en svaghed, men som et eksempel, som alle kristne burde følge, idet han siger: «For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøderne; for dem, der er under loven, som om jeg var under loven, for at vinde dem, der er under loven» (1 Kor 9,20). Men i Jerusalem var der «mange tusinde jøder, som troede» – dvs. de var kristne – og «alle var de nidkære for loven» – dvs. de holdt dens forskrifter om renselser, omskærelse og lignende (se ApG 21,20–21).

Åh, her gyser min fornuft og mit hjerte, og jeg ville nu sige til disse: «Kære apostle og første kristne! Hvordan kan I stå i kirkelig forbindelse med jøderne, som har dræbt jeres Herre på korsets træ, og som ligger under en så sort sky af al slags ugudelighed og vildfarelse? Hvad har retfærdigheden at gøre med uretfærdigheden? Gå ud fra dem og skil jer fra dem, gå ikke i fremmed åg sammen med vantro» (2 Kor 6,14). Men jeg ved, hvad Paulus ville svare mig, nemlig: «Vi går bort fra uretfærdigheden – den er ’det fremmede åg’ for vores ånd; men en gudstjeneste, som Gud har indstiftet, er ikke et fremmed åg for os, når vi nu holder den for kærlighedens skyld.» – «Ja, men hvordan kan I stå i kirkelig forbindelse med dem, der har dræbt jeres Herre?» Sådan ville jeg alligevel spørge. Men så ved jeg, at de ville svare: «Så stor er den guddommelige mildhed og sagtmodighed, som vi nu for Kristi kærligheds skyld vil efterfølge. Så stor er den guddommelige nidkærhed for sjæle, at vi underkaster os det mest krævende og besynderlige, blot for at frelse des flere» (1 Kor 9,22).

Åh, hvor tryg den kristne er, som følger Kristi og apostlenes ord og eksempel! Tusinde tanker, der strider imod det, kan vel fremsættes og forsvares dygtigt; men det hele forsvinder som støv for vinden, når vi nu ser, hvad Kristus og apostlene lærer os. Til sidst står du der i den ængstelige tomhed, at du ikke har grund i Skriften, men kun i egne meninger og tanker. Salig og tryg er den, der holder sig til Guds ord! Og den, der ikke i alt vil rette sig efter Kristus og hans vidner, vil i det mindste lide af utryghed og måske også komme ud i noget værre. Gør han det af uvidenhed, i ydmyghed og i den enfoldige mening, at han bør gøre sådan, så handler Gud altid nådigt med ham og fører alt til en god ende; men gør han det i en dristig og opblæst ånd, så må han som regel falde i mange slags galskaber, ja, fra den ene galskab til den anden, som sørgelige eksempler desværre også viser. Vi har aldrig set sådanne galskaber blandt de kristne, som i ydmyghed og tålmodighed er blevet stille i kirken, som blandt dem, der i en opblæst ånd har forladt den. Man begynder med at se på virkelige anstødssten, som ugudelige præster og visse forvendte ordninger i kirken; derefter går man skridt for skridt videre, til man til sidst også mistænker og angriber de hellige og guddommelige ordninger, som sakramenterne, ægteskabet, øvrigheden m.fl. Også sådanne frugter bør man se på. Gud bevare alle kristne i en ydmyg, gudfrygtig, tålmodig og lydig ånd, som i alt lader sig lede af Guds ord.