Enken i Sarepta

eller «Hvad mangler jeg endnu?»

(Tiende årgang, 1851)

Alt var så fredeligt og godt, så smukt og højtideligt i enkens hjem. Hun havde nu den nåde og ære at huse den store Guds profet Elias under sit tag, den største og helligste mand, som på den tid gik på jorden. Så store og underfulde beviser på Guds nåde og magt og hans faderlige omsorg i nødens tid var der i overflod i hendes hus som ellers intet andet sted i hele Israel; sådan som Kristus vidner om denne enke: «Jeg siger jer i sandhed: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der kom stor hungersnød over hele landet; og til ingen af dem blev Elias sendt, men til en enke i Sarepta ved Sidon» (Luk 4,25–26). Til denne ene enke gav Herren gennem profeten det nådefulde løfte: «Melet i krukken skal ikke slippe op, og oliekanden skal ikke blive tom» (1 Kong 17,14). Og sådan skete det. Dag efter dag fik den benådede enke med egne øjne se dette Guds under. Det var ikke nok med, at hun, som kort forinden gik for at lave det sidste måltid til sig selv og sin søn og så dø af sult (v. 12), nu var helt befriet for al nød og i stedet var begavet med rig velsignelse, mens mange tusinder rundt omkring vansmægtede; men hvad der var endnu mere: Hun havde dagligt for øjnene store og åbenbare undergerninger af Gud, og det undergerninger, der netop skete for hendes skyld og til hendes hjælp. Tænk, hvilke følelser alt dette måtte vække i hendes hjerte, når hun hver dag så sin melkrukke og sin oliekande igen og igen velsignet på denne underfulde måde. Den, der har oplevet en stor og underfuld redning i dødsnød, kan et halvt århundrede efter blive rørt til tårer, når han taler om det – hvor meget mere bevægelse, glæde og taknemmelighed må der da ikke have været i de første dage! Men her var endnu mere: Her var en vedvarende underfuld hjælp, som dag for dag viste denne enke Guds nærvær og nåde i hendes hjem. «Melkrukken slap ikke op, og oliekanden blev ikke tom, efter Herrens ord, som han havde talt gennem Elias» (v. 16).

Desuden kan man forestille sig, hvilken helligdom denne enkes hjem var blevet ved den store gæst, hun huste. Hendes hus var nu landets allerhelligste, hvor den store profet Elias boede og gjorde undergerninger. Israel havde mistet ham, enken i Sarepta havde ham – ham, der kort efter for til himlen med flammende heste og vogn. Nu boede han i stilhed og skjulthed hos denne enke, mens Herrens vrede over Israel langsomt gik mod sit mål. Hvilket lys, hvilken nåde må der ikke være udgået fra «Elias’ ånd og kraft» (Luk 1,17) i den lille hytte i Sarepta! Tænk, hvilken undervisning den hellige mand gav sin værtinde, og hvilke bønner der steg op i hendes hus! Og hvor må hun ikke have glædet sig over – med sine rørende erfaringer af Guds nåde og hjælp og med det underfulde og vedvarende under altid for øjnene – nu hver dag at få sidde ved hans fødder, som havde været Guds mund og udtalt løftet om det, og hver dag at få høre den fromme og vise Guds mand tale om himmelske ting! «Hvad hjertet er fuldt af, taler munden.» Han, som siden sammen med Moses blev sendt fra himlen for på forklarelsens bjerg at tale med Kristus «om hans bortgang, som han skulle fuldbyrde i Jerusalem», har sikkert her i hytten talt om den kommende Messias, læst og forklaret stykker af Skriften om ham og nu og da stemt i med en lovsang til Herren. Englene har visselig set med fryd på denne lille kirke i ødemarken. Så fredeligt og smukt, så stille og åndeligt, så helligt og højtideligt var det hos enken i Sarepta!

Men hvad sker der? Uventet viser en lille sky sig over hendes hjem – den vokser – den bliver mørkere – den brister i et skybrud – en mørk sky af sorg. Og hvilke uventede og vigtige opdagelser om hendes sjæls inderste der fulgte af det, skal vi snart se. Hendes søn bliver syg og dør – hendes eneste, elskede barn, nu så meget dyrere for hendes hjerte, da de ved den underfulde velsignelse var blevet befriet fra hungersnøden; han begynder at klage – hans tilstand bliver værre time for time – sygdommen bliver betænkelig, svær, farlig – den stakkels mors nød stiger til det yderste – og efter nogle dage er det lykkeligste hjem forvandlet til et hjem for sorg og tårer. Morens eneste jordiske glæde ligger slået ned, et blegt og koldt lig på båren.

Når intet, hverken sorg eller glæde, sker uden Herrens befaling; når alle vore hovedhår er talt, og ikke ét af dem falder til jorden uden vor himmelske Fader, så må man spørge: Hvad har Herren villet med denne hårde hjemsøgelse midt i det fromme og lykkelige hjem? Hvorfor tog han enkens eneste søn? Af følgerne kan man se Herrens hensigt. Det var en stor og vigtig forandring, som herved skulle frembringes i enkens sjæl. Lad os høre Bibelens beretning: «Og derefter skete det, at sønnen til kvinden, hans værtinde, blev syg, og hans sygdom blev så svær, at der ikke var mere ånde i ham.»

Og hun sagde til Elias: «Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds mand? Du er kommet til mig for at minde mig om min synd og for at slå min søn ihjel.»

Hvad hører vi nu? «Du er kommet til mig for at minde mig om min synd og for at slå min søn ihjel.» Hvad hører vi? Havde hun endnu aldrig gjort op med Gud om sine synder? Var hun en from kvinde og hendes hus en helligdom, uden at hendes synder endnu var trukket frem i lyset? O, en stor, en uventet opdagelse! Den var dyrekøbt, men den var nødvendig for hendes evige salighed. Hun var ubestrideligt en gudfrygtig kvinde; men, som det nu viser sig her, kun gudfrygtig i den betydning og på den måde som fx høvedsmanden Kornelius og purpurhandlersken Lydia og andre af den slags før deres egentlige omvendelse, deres genfødsel ved Ånden, om hvem Skriften dog siger, at de var fromme og gudfrygtige. Hun kendte Gud, men hendes bekendtskab med ham var af den art, Kristus taler om, når han siger: «På den dag skal mange sige til mig: Vi har spist og drukket sammen med dig, og du har undervist i vores gader – og jeg skal bekende for dem: Jeg har aldrig kendt jer.» Kristus vil ikke vide af noget andet bekendtskab med syndere end det, der opstår, når synderen som fortabt bliver frelst af ham. Gud er en nidkær Gud. Efter at han har sendt sin Søn for at blive et offer for vore synder, anerkender han intet som godt, der ikke giver Lammet æren. Og det hjælper ikke at bilde sig ind, at man tror på ham, når man ikke er i nød – og i nød over netop det, som han sonede med sit blod. Mærk dig det! Så længe man finder trøst i sig selv, er det altid bedrag, når man mener, at man tror på Kristus. Men vi vender tilbage til enken. Hun stod i en vis forbindelse med Gud, men denne forbindelse hvilede endnu ikke på den rette grund, det lovede Lams blod. Hun tjente Herren, men mere som den Simon, der indbød ham til sit bord, end som den synderinde, der under måltidet lå ved hans fødder og vaskede dem med sine tårer (Luk 7,36–50). Hun kendte til hans venlighed og kærlighed, men ikke til hans nåde og barmhjertighed, fordi hun endnu ikke havde erkendt sin egen syndighed; og hendes følelser af glæde og undren over de mange velsignelser og den underfulde hjælp, hun havde oplevet fra Gud – disse erfaringer og disse følelser af bevægelse og taknemmelighed, som hun sikkert har betragtet som den kærlighed og det himmelske sind, Herren elsker – alt dette var utvivlsomt for hendes hjerte som søvndyssende vinde, der blot styrkede hende endnu mere i den selvtilfredshed og sikkerhed, der i forvejen ligger så dybt i al menneskenatur. Disse religiøse følelser strøede sand og blomster over hendes hjertes grav, som indenunder var fuld af urenhed. På grund af denne sin skikkelighed kunne hun umuligt se sit hjertes virkelige tilstand i et sådant lys, at hun kunne vågne op over den. – Vor velkendte Krummacher siger i sin «Elias» blandt andet om denne enke: «Kort sagt, hun var kommet i venskab med Gud uden at vide hvordan, uden mellemmand, uden talsmand eller borgen og uden et sønderknust hjerte. Og et sådant venskab har ingen virkelighed, består kun i indbildningen og hviler mere på et blændværk og et selvbedrag end på sandhed og virkelighed. Skulle den kære enke ikke med al sin fromhed gå glip af himlen og til sidst, trods al sin sang, bøn og tro, blive lukket ude fra bryllupssalen for evigt, så måtte Helligånden, under hvis forberedende arbejde hun allerede længe havde stået, hjælpe hende endnu mere og lære hende at forstå, hvad nåde vil sige, så hun kunne flygte til den eneste borgen for syndere og søge forsoning i hans fortjeneste.» Men hvordan kunne det ske, uden at hun på en levende måde lærte sin synd og fordømmelse for Gud at kende? Han måtte derfor rive hendes fromhedsbygning ned og vække hendes sind, som sov derinde. Det skete nu på den måde, vi allerede har set. Hun havde troet at se beviser på sin nådestand i den underfulde velsignelse, hun nød fra Gud. Da den nu blev forvandlet til en pludselig hjemsøgelse af sorg og bittert tab, blev hendes tro styrtet – et bevis på, hvad slags tro den var, og hvad den hvilede på; da begyndte hun at tænke på sine «synder». «Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds mand? Du er kommet til mig for at minde mig om min synd og for at slå min søn ihjel.» Før var hun helt tavs om sine synder, og det forekom hende, som om heller ikke Gud så dem eller huskede på dem; men nu var Gud kommet hende så nær, at han var begyndt at se og tænke på hendes synder. Der ligger i enkens udbrud en meget mærkelig tankegang, som dybt og fint afslører, hvordan det går til, at et menneske ikke kender sine synder. Gud er så fjern! – den sande, hellige, alvorlige Gud – og «der er ingen Gud», sådan er alle deres tanker. Han har ingen vægt og betydning for dem – der er ingen gudsfrygt for deres øjne. Enken sagde til Elias: «Du, Guds mand, er kommet til mig for at minde mig om min synd.» Hun vil sige: «Du, Guds mand, har ført Gud helt ind i mit hus; du, som altid har Gud med dig, hvor du end kommer, har ført ham alt for tæt ind på mig; var du ikke kommet i mit hus, så havde Gud aldrig givet så nøje agt på mig, stakkels jordorm. I skæret fra dette dit hellige selskab er mine synder og misgerninger blevet så skrigende. Gud kunne ikke komme mig så nær uden at blive vred over mine synder.» Noget sådant ville den stakkels kvinde sige. Hvilken tåbelig tale! Og dog kunne Guds engle røres til glædestårer over den eller smile af fryd over den. For med denne blottelse, rædsel og sorg begyndte den hjerteforandring, som først nu gjorde hende virkelig lykkelig.

Se nu her, hvad en sovende samvittigheds fred er grundet på! Der skal blot til, at sjælen får et eneste levende indtryk af Guds nærvær, så er det forbi med den fred, så er der bæven og angst. Vi har et helt tilsvarende eksempel i Det Nye Testamente, nemlig Peter, da han havde Herren i sin båd. Han havde helt stille og roligt hørt den prædiken, Herren holdt for folket på stranden, og den prædiken var sikkert fuld af stærke og tankevækkende sandheder; men Peter hørte det hele med ro, der var ikke ét ord, der ramte hans slumrende sind, alt var så godt at høre. Men så kom der et eneste øjeblik, og Peter lå forskrækket ved Herrens fødder og råbte: «Gå bort fra mig, Herre, for jeg er et syndigt menneske!» Hvad er der nu sket? Intet forfærdeligt. Blot det under, at en stor mængde fisk på Herrens befaling gik i Peters net, så han mærkede, hvilken person han havde i sin båd. Det havde han nok på sin måde vidst også før, men ligesom i søvne. Nu blev det levende og virkeligt for ham, at det var den almægtige Gud, som alene kan befale over fiskene i dybet, der nu sad i hans båd; og straks blev han bleg og skælvede; straks var hans synder forfærdelige, de samme, som han lige før måske slet ikke så; nu fik synden en betydning for hans sind, som den aldrig før havde haft; nu var Gud forfærdelig for ham, ligesom for Adam, da Herrens røst kom nær; nu råbte han: «Herre, gå bort fra mig, for jeg er et syndigt menneske!»

Se, sådan er det med den fred og den ro, vi har, når vi endnu ikke har været i dommen med vore synder, ikke har gjort regnskab med Herren og fået hans nådige forsikring om tilgivelse. Der skal blot til, at Gud kommer os nær, så er det forbi med freden. «Gud er en fortærende ild for syndere.» Derfor skal de, som ikke står sig godt med dommeren, når han kommer, vride sig til alle sider og ikke vil frem for hans øjne, men sige «til bjergene og klipperne: Fald over os og skjul os for hans ansigt, som sidder på tronen».

Hvilket uhyggeligt blændværk, hvilken mørkets magt over sindet er det da ikke her i tiden at gå tryg under den samme Herres øjne, ikke se sine synder, ikke have gjort op med Gud om dem! Hvilken lykkelig erfaring det er i tide at blive vakt af denne dødssøvn og få et vågent sind! Vækkelser, åndelige vækkelser, er noget virkelig underfuldt og herligt på jorden. At et menneskes sind får åndelig fornemmelsesevne, begynder at se, hvad det aldrig før har set, begynder at se sine åndelige synder, sine indre urenheder, hjertets fordærvelse, og bliver lige så forskrækket over det som over de største misgerninger – hvilken nådefuld og nødvendig erfaring! «Synder mangler vi ikke; fejlen er, at vi ikke kender dem.» Selv det frommeste menneske på jorden har så meget synd, at hvis det på én gang fik øjnene helt åbnet, hvis det på én gang så al sin synd, så stod det aldrig til at trøste, men ville af rædsel og fortvivlelse straks dø og fare til helvede. Det er en Guds nåde, at ingen på én gang får se al sin synd, men at de vakte kun lidt efter lidt får se mere og mere. Hvordan skal det så gå dem, som aldrig lader sig virkelig vække, men lever videre i deres forblindelse, skyr lyset og forbliver rolige, indtil de farer herfra med deres uopgjorte regnskab? Da skal de møde Gud, enten de vil eller ej, og da – da skal de forfærdes. For det er umuligt, at en synder undgår rædslen over sine synder. Engang, før eller senere, i tiden eller i evigheden, skal hvert eneste menneske komme i sorg og rædsel over sine synder. Hvor der er synd, dér skal der komme sorg. Lykkeligt, når det sker i tiden, mens alt endnu kan læges! Det lærer vi også af vores enke i Sarepta. Men dette er også lettere at forstå og tro blandt os, der vil være kristne. Derfor ikke mere om det.

Men den allermest tankevækkende lære af denne enkes historie bliver den, som især Kristus har åbenbaret, men som ikke mange vil forstå, nemlig at også en del fromme, religiøse mennesker kan være på en usalig vej. Jeg må jo her igen se, at selv et gudeligt og gudfrygtigt menneske endnu kan være i en sådan tilstand, at det ikke kan komme ind i Guds rige; som denne enke, da hun sad ved Elias’ fødder, så from og rørt over Guds store kærlighed, nåde og magt, og hørte den himmelske sandheds ord og var helt rolig og tryg uden at have gjort op med Gud om sine synder. Jeg må jo her se, at selv et fromt og gudfrygtigt menneske kan leve i det blændværk, at det ikke ser sin synd, men synes, at alt er godt og vel; det er roligt og trygt, midt mens det hører de mest alvorlige ting fra Guds ord, ja, at dette ulykkelige blændværk er så meget stærkere netop på grund af de beviser på Guds nåde, kærlighed og magt, det har fået, og de følelser af glæde og taknemmelighed, det føler over dem; og videre på grund af det åndelige fællesskab, de smukke gerninger, de fromme betragtninger, bønner og sange, som det har sin lyst i. Vi taler altså ikke om ærkeslyngler som Judas blandt de tolv, der var en tyv, men om oprigtigt fromme folk, som kan have alt, hvad der hører til gudsfrygt – blot ikke dens sande liv i hjertet, ikke genfødslen ved Ånden.

Vi har flere sådanne eksempler i Det Nye Testamente. Om Kornelius står der udtrykkeligt i Skriften, at han var «from og gudfrygtig med hele sit hus, gav folket mange almisser og bad altid til Gud»; men at han dog ikke kunne blive frelst, uden at Peter blev hentet og prædikede for ham Ordet om syndernes forladelse i Jesu navn, hvorved Helligånden faldt på dem, der hørte talen; og så nødvendig var denne forandring for Kornelius, at da der ikke fandtes noget andet middel til at oplyse ham om den, sendte Herren hellere en engel fra himlen til ham for at sige ham, hvor den mand opholdt sig, som skulle lære ham, hvad han endnu havde brug for. Se ApG 10. Og mærk dig det! Han var dog i forvejen «from og gudfrygtig med hele sit hus, gav folket mange almisser og bad altid til Gud». Om Nikodemus står der, at han ikke blot var medlem af det strengeste religiøse parti i landet, men også havde så megen tro og interesse for Jesus, at denne rådsherre opsøgte ham, mens andre sov, og bekendte, at han vidste, at Jesus var kommet fra Gud. Og alligevel fik han den dom, at han ikke kunne komme ind i Guds rige. Han måtte først «fødes på ny». Du kan altså dyrke din religion med iver og strenghed, gå ind i dit kammer og tale med Jesus i bønnen og meget mere og dog til sidst blive lukket ude fra Himmeriget, blot fordi du ikke er kommet til Jesus som en fortabt synder for at søge din frelse i hans fortjeneste – blot fordi du ikke er blevet født på ny. Men især har vi i Luk 7,36–50 et lærerigt og smukt billede, som på én gang stiller de to slags fromhed og åndelighed for vore øjne, der altid findes, hvor Kristi ord forkyndes. Simon er så from, at mens andre af hans brødre i det samme strenge religiøse samfund kun forfulgte Jesus, indbød han ham til sit bord og gav ham mad. Han antydede også sin strenge opfattelse af helligheden ved at mene, at en hellig mand ikke burde have nogen berøring med et syndigt menneske (v. 39). Imidlertid tjente han Kristus med en god gerning ved at give ham mad og drikke. Imens ligger der ved Jesu fødder en sønderknust synderinde; hun bader hans fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår, kysser dem og salver dem med en kostbar salve. Og Herren fælder dommen sådan: «Ligesom den skyldner, der har fået eftergivet en gæld på fem hundrede denarer, elsker mere end den, der kun skyldte halvtreds, sådan også med denne kvinde. Jeg kom ind i dit hus, Simon, og du gav mig ikke engang vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke et kys; men fra jeg kom herind, er hun ikke holdt op med ivrigt at kysse mine fødder. Du salvede ikke mit hoved med olie, men hun har salvet mine fødder med salve.» Og grunden til denne forskellige kærlighed forklarede Herren sådan: «at mange synder var blevet hende tilgivet, derfor elskede hun meget; at den, som tilgives lidt, elsker lidt.» Her ser jeg jo tydeligt, at Herren vil have os sådan som denne kvinde, sønderknuste over vore synder og salige alene over tilgivelsen, og at Kristus og den ufortjente nåde ved ham skal være vort hjertes alt, vort liv og vor sang. Det var dog dette, der manglede hos enken i Sarepta. Det er dette, der mangler hos mange fromme og gudfrygtige sjæle i dag. De har alt, hvad der hører til gudsfrygten: bøn, sang, gode gerninger, Guds nådeunder, Guds hjælp og velsignelse – det er alt sammen så smukt, så åndeligt og godt – der er blot én ting, der mangler – kun én – hør! – kun én: at de ikke lever i trængslen mellem synd og nåde – at de ikke i «omvendelse til Gud» er blevet rådvilde og ulykkelige over sig selv og i «troen på vor Herre Jesus Kristus» sat fri og salige i ham.

Men her er nu nogle grovere, nogle finere. De første svarer sådan: «Skal jeg absolut blive en værre synder, end jeg er, for at blive salig? Jeg kan jo ikke føle mig værre, end jeg er. Hvis Gud har bevaret mig fra synd, er det vel ikke så slemt.» – Åh, stakkels sjæl! Du behøver ikke at blive mere syndig for at blive sønderknust, ja, fortvivlet over dig selv. Du behøver blot at få øjnene åbnet, så du får se det bundløse dyb af din fordærvelse. Du behøver blot at få øje på dit forhold til det første bud, du behøver blot at få nåde til at se, om du frygter og elsker Herren din Gud af hele dit hjerte, og dernæst, om du med den kærlighed, der tilkommer ham, omfavner din Frelser for hans udgydte blod – om du kysser hans gennemborede fødder og vasker dem med dine kærlighedstårer. Synd mangler vi visselig ikke; fejlen er blot, at du er blind og intet ser.

De fleste derimod, som vil være kristne, men ikke er mere end gudelige, kan vel sværge på, at de ikke har deres trøst i sig selv, men at de føler sig som store syndere og tror på Kristus alene. Hvordan skal sådanne mærke det, hvis det alligevel ikke er sådan? Ja, mon de nogen sinde vil mærke det? Det er noget fint, de i så fald skulle mærke – det gælder om at skelne mellem «shibbolet» og «sibbolet». Dog har det bestemt sine tydelige og sikre tegn; fejlen er blot, at man ikke agter på de tegn, og at det netop hører med til den skjulte død, at den intet fornemmer. Når Kristus siger: «Hvad hjertet er fuldt af, det taler munden» – er det så ikke et tegn på, at Kristus, forsoningen, nåden, ikke er dit hjertes liv og fylde, når du ikke plejer at tale om det? Her er ikke tale om en tilfældig adspredelse og lunkenhed, hvorved også en levende kristen for en stund er træg og ligeglad med det, som ellers optager ham mest: synden og nåden; nej, man må se på hele retningen! – Altså: når du først og sidst og i det hele taget hellere taler og hører om alt andet (lad det så være åndeligt og kirkeligt), hellere om alt andet end om det, som er livet, Frelseren, nåden, troen – hvad vidner det så om? Kan det alligevel stå rigtigt til med kendskabet til synden og nåden? Skulle ikke Kristus være vort alt i alle, vort A og O, vor visdom, vor retfærdighed, vor helliggørelse, ja, vort alt? At der her kræves mere end at tale, at nogle vel taler om det, men ikke viser nogen ånd og sandhed, hører ikke herhen – hvor hjertet er fuldt, ville den tale dog ikke udeblive. Kristus og hans pris var jo tegnet på Zions bjerg, var den sang, som ingen kunne lære undtagen de mærkede (Åb 14,3; 5,9).

Hvad særlig den sande syndserkendelse angår, så er netop dette et af dens vigtigste kendetegn, at når sjælen dog kan tro nåden, er intet så dyrebart for hjertet som Frelseren og Ordet om ham. Men der er endnu flere kendetegn, som skiller den sande og den falske syndserkendelse fra hinanden. Vi taler nu ikke om de ugudeliges tilfældige samvittighedskvaler, som tilstrækkeligt skiller sig fra al sand anger alene ved, at mens de gerne ville undslippe syndens følger, vil de dog aldrig foretage nogen hel omvendelse til Herren for hele deres liv. Nej, med vores enke som udgangspunkt taler vi nu om fromme folk, som alle vil forlade ugudelighedens brede vej. Vi har nu set, at også blandt dem er der nogle, som ikke har den rette omvendelse til Gud. Deres falske omvendelse skiller sig fra den sande fx ved, at de kun kender og angrer visse syndige gerninger – visse ydre synder kender og angrer også de ugudelige – men hjertets ondskab er intet for dem; derfor kan de samtidig have deres tilfredsstillelse i nogle af deres bedre egenskaber og derfor i hovedsagen have et inderligt velbehag i sig selv. Den rette syndserkendelse derimod rammer hele mit væsen og gør, at jeg selv, helt og holdent, bliver en elendig, uværdig og ynkelig skabning, synes, at jeg er en vederstyggelighed for Gud, en forbryder, som han med rette må vredes på: kort sagt, jeg ligner Peter, da han faldt forskrækket ned for Herren i båden, og Adam, da han flygtede for Guds røst – jeg mister den gamle sikkerhedstro. Heraf følger for det andet denne forskel: i den falske omvendelse kan jeg slå mig til tåls uden nogen vished om nåden, blot med et håb om, at Gud vil være eller blive mig nådig; i den rette omvendelse derimod kan jeg ikke slå mig til ro, før jeg har fået forvisning om Guds nåde og venskab; hele verden bliver mig for trang, jeg har ingen ro, før jeg har fået vished om det. I den falske omvendelse synes man, at man angrer synden så godt; i den sande synes man, at man aldrig kan angre synden ret. I den falske omvendelse får man trøst og ro i samme grad, som det er lykkedes for en at forbedre sig; i den sande derimod får man trøst ved, at forbedringen slår helt fejl (Rom 5,20), så man ganske opgiver håbet om alle forsøg på at frelse sig selv og helt opgiver dem som frugtesløse; for nu er der intet andet tilbage end enten at fortvivle helt eller at tage imod nåde, sådan som man er. Når sjælen nu overvindes af evangeliets nåderøst og bliver trøstet, før den tænkte det, bliver den helt fri, på én gang helt retfærdig og salig i Kristus alene. Det kaldes at være klædt af sine egne klæder og iført bryllupsklæder, som manglede hos den mand ved brylluppet, der blev kastet ud i mørket udenfor. Ved denne afklædning af al egen trøst og ved at iføres Kristi retfærdighed får hjertet en sådan lettelse, fred og glæde, liv og kærlighed, at det umuligt kan skjules og være stumt, men bryder ud i glad bekendelse og lovprisning af Frelseren – og dér er så den olie og den brændende lampe, som de tåbelige jomfruer manglede.

Men selv om troen endnu er svag og kæmpende, mere er en rygende væge end et brændende lys, mere består i sult end i mæthed, så betyder det kun lidt, når blot der er en fattig ånd, som kun længes efter nåde i Kristus, når blot jeg ikke slår mig til tåls uden denne nåde, men søger efter den. At jeg ikke bryder mig om mig selv og har min trøst i Kristus alene, er jo summen af alt, hvad loven og evangeliet skulle virke, er jo det, hele Guds ord kræver. Findes det, så er der liv, selv om alt andet godt synes at mangle og alt ondt at være i overflod. Mangler det, så er der død, selv om der i øvrigt var overflod af alt godt. Døm ikke efter det ydre, men døm med en retfærdig dom. At synd og skrøbelighed hænger ved, og at der er mangler både i forstand og levned – for sådant bør vi ikke fordømme os selv eller andre. Kristus bor også i stor skrøbelighed, så «det er den største kunst under solen at se Kristus i de svage»; derfor: så længe blot dette ene væsentlige findes: en fattig ånd, som hungrer efter nåde i Kristus, så er der altid liv. Men selv om jeg ærgrer mig til døde over en syndig gerning, en begået fejl, men ellers er tilfreds med mig selv, ikke lider under hjertets ondskab, lunkenhed, hårdhed, sikkerhed, hykleri, men i det hele taget er selvtilfreds og sikker, så er det ikke noget godt tegn!

Er dette nu en «hård tale», så er det dog Kristi lære. Vi må ikke gøre vejen hverken bredere eller smallere, end den i sandhed er. Desuden er det kun hårdt for den stolte Adam – for fattige syndere er det ikke hårdt, at Jesus kun frelser det, som er fortabt. Vær da ikke bange for lyset, selv om det oplyser en ulykkelig tilstand hos dig! Det sker til din egen evige glæde og salighed. Bliver dit øje og hjerte åbent for sandheden, så bliver dit liv fremover langt lykkeligere, end det har været; du gør store og salige opdagelser. Sådant begynder vel med bekymring og sorg, men en «sorg efter Guds sind, som virker omvendelse til frelse, som man ikke fortryder». Sådan gik det også vores kære enke i Sarepta. Der blev stor sorg, da hun så sit elskede barn ligge dødt på båren, og især fordi hun så en hjemsøgelse fra Gud i det og nu blev stillet for Guds dom med sine «synder». Det var altså en dobbelt sorg; men den blev også forvandlet til en dobbelt glæde: ikke blot den, at hun på ny fik sit elskede barn igen af Guds hånd, da den døde dreng ved Elias’ kraftige bøn blev levende igen (v. 19–23); men det, som især blev hendes store glæde og lykke, var, at hun gennem alt dette kom til et sandt kendskab til Gud og til en levende tro på hans ord. Hun udbrød med glæde til Elias: «Nu forstår jeg, at du er en Guds mand, og at Herrens ord i din mund er sandhed» (v. 24). Her ses, som også Krummacher bemærker, at Elias tidligere havde sagt noget til hende, som hun ikke havde villet tro og regne for Herrens ord. Det var uden tvivl netop den alvorlige sandhed om hendes sjæls tilstand, om den sande omvendelse og troen; for sådan må en Guds mand altid tale til et menneske i dets selvretfærdighed, og sådant plejer så ikke at blive taget godt imod og regnet for Herrens ord. Nu var hun på én gang både sønderknust over sine synder og overbevist om sandheden i Elias’ prædiken. Derpå måtte så følge omvendelse, forsoning med Gud og et sandt kendskab til ham. Det var nu den egentlige lykke, som vores enke vandt: at hun ikke længere behøvede at have sine misgerninger liggende i et mørkt og truende baghold, men nu fik dem trukket frem, slettet ud og tilgivet.

Den samme lykke vil Herren i denne stund give alle dem, som er med ved brylluppet, i nådens rige, men ikke er klædt i bryllupsklæder, hvis de blot vil høre hans advarsel. Det er ganske vist svært at blive berøvet sine egne klæder, sin egen fromhedsdragt og gamle trøst – men dermed begynder blot et nyt og saligt liv. Du har ikke haft nogen sand fred i dit hjerte, heller ikke den helliggørelseskraft, som man dog kan have her på jorden, og som viser sig hos de troende, der med glæde går ud fra verden og uretfærdigheden, og som bestandig med ord og vandel er Jesu vidner blandt den vantro slægt. At du ikke formår sådant, men først i hjertet i det skjulte er uden fred og fremmed for Gud, dernæst er en slave under verden og stum over for Gud, uden noget godt at sige om Lammet, ude af stand til at synge den nye sang – alt sådant kommer af, at du ikke rigtigt kender det, som du burde og kunne kende om dig selv og om Kristus, at du aldrig rigtigt har været «fortabt» i dig selv og aldrig rigtigt frelst, fri og salig i Kristus. Vær da ikke bange for lyset! Søg hellere at opdage det værste hos dig. Kan du ikke frygte for dig selv og for alvor råbe: «Ransag mig, Gud, og se efter, om jeg endnu er på en ulykkesvej» – kan du ikke længere drage sådant i tvivl, så er du i det mindste ikke langt fra forhærdelsens frygtelige dom (Matt 13,10–15). Men bliver du slået ned, opmærksom og blottet og klædt af hele din åndelige dragt – så glæd dig og pris! Du mister intet; du vinder mangefold mere, når Jesus breder sin retfærdighed ud over dig og siger: «Vær ved godt mod, dine synder tilgives dig.» Eller var ikke synderinden ved Jesu fødder tusind gange lykkeligere og mangefold mere glad og brændende i kærligheden end den fromme Simon ved bordet? Og grunden var, at «hendes mange synder var tilgivet». Var ikke den nedbøjede synderinde langt mere yndig i Guds øjne, benådet og retfærdig, alene i Kristi retfærdighed, end Simon med al sin fromhed og lydighed? Du ville være glad, hvis du selv kunne gøre og være det, du burde. Men tænk: når Guds egen Søn er kommet og har gjort alt det, du burde, ikke for sin egen, men for din skyld, – når Guds Søn skænker dig sin fortjeneste og retfærdighed og nu står for Guds ansigt for os – skulle du så ikke være lige så glad og lykkelig, som om du selv havde gjort det, du burde? En sådan retfærdighed havde synderinden. Derfor: «En synder ved Jesu fødder» – se, dér er den ægte kristendom. – Se, dér er, hvad Luther mener med en kristen, når han siger: «Det er ikke evangeliets sag at gøre fromme folk, men at gøre kristne.» – «En synder ved Jesu fødder» – se, dér er det syn på jorden, som Gud og hans engle glæder sig over – og se, dér er den største salighed for et menneskehjerte! Her græder man glædestårer, her smager og ser man, hvor god Herren er; man kysser hans gennemborede fødder gennem den glæde og kærlighed, sjælen får af Frelseren, når den kan sige: I disse fødder er min fromme vandel; i Jesu gennemstukne side er mit fromme hjerte; i Jesu angstsved er min tilstrækkelige anger over synden; kort sagt: jeg er intet. Han er mit alt i alt. – Åh Jesus, lad os altid ligge ved dine fødder! Amen.