Kristi rige, et troens rige

(Tiende årgang, 1851)

Salige er de, som ikke ser og dog tror (Kristus)

Vi har i den foregående artikel set, hvilken rigdom af alt muligt godt man kan have – Guds velsignelse, beviser på Guds nåde, varme følelser af taknemmelighed, smukke gerninger, andagt, bøn, sang osv. – og dog mangle det væsentlige i kristendommen, nemlig omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus Kristus. Hvor nødvendigt er det da ikke, at de sjæle, som ved Guds barmhjertighed er blevet vakt til at søge deres frelse, lige fra begyndelsen først og fremmest vogter sig for at blive bedraget med en falsk trøst og blive uægte børn (Hebr 12), blot medvandrere og medgæster ved det himmelske bryllup på jorden, som dog til sidst, fordi de mangler bryllupsklæder, skal kastes ud i mørket udenfor, efter at de for Himmerigets skyld har forladt verdens afguder, «handel og jordegods» osv., som holdt deres brødre fanget! Mange finder det sikkert ubehageligt, at denne advarsel skal komme igen så ofte; men hør! vi taler jo til dem, som læser Guds ord og søger Guds rige. Man behøver ikke at sige os, at den almindelige, frække verdensskares brede vej fører til fortabelse; det ved vi godt. Det, vi først og fremmest har tilbage at frygte, er den falske åndelighed, selvbedraget og halvkristendommen, som i vor tid er mere udbredt og farlig end nogensinde, fordi det nu ikke kræver nogen hårde prøver at være religiøs; det kan snarere begynde at blive «moderne», og gudsfrygten kan blive anset for en (timelig) «vinding» (1 Tim 6,5). Men hertil kommer, at den falske, selvgjorte fromhed også til alle tider har været den største fare for dem, som har søgt Guds rige – også dengang man måtte bekræfte alvoren i sin tro og bekendelse med sit blod. Den, som forstår, hvad den nye fødsel indebærer, er ikke engang sikker på, at alle martyrer har været ægte kristne; som Pontoppidan bemærker på andet blad i sit «Troens Spejl»: «Man kan også besegle sin tro med sit eget blod og alligevel fare til helvede.» Kristus selv siger: «Jeg kender dine gerninger og dit arbejde og din udholdenhed – du har holdt ud for mit navns skyld og er ikke blevet træt – men jeg vil flytte din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig; for du har forladt din første kærlighed.» Det var den kærlighed, som synderinden ved Jesu fødder havde, til forskel fra Simons kærlighed; og her er der ikke tale om den første følsomhed, men om den slags kærlighed, som først forener synderen med Frelseren, nemlig den, der kommer af, at så meget bliver tilgivet, altså af nåden i syndernes forladelse. Den kærlighed kan vare ved, også efter at man er blevet grå i Kristi rige, og den første varme følelse er forbi sammen med barndommen. Men vi vender tilbage til det, der skulle siges. Når man selv i blodige forfølgelsestider, mens man arbejdede og led for Kristi navns skyld, kunne mangle dette ægte liv af nåde, hvor meget større må den fare så ikke være i vor tid! Derfor: hvilken nåde, når den sjæl, der søger saligheden, tidligt bliver bange for denne fare! Vi siger «tidligt»; for sker det ikke i tide, før sjælen når at omgive sig godt med sin selvfromhed og blive styrket i sin falske trøst, så er der snart intet at gøre, så er alt snart forgæves. Åh, hvilken nåde derfor, når en vakt sjæl tidligt og frem for alt andet frygter denne fine, skjulte fare, selvbedrag og falsk trøst, og er optaget af den rette nye fødsel ved Ånden! Selv om denne frygt for falsk trøst, som det ofte sker, vil gå over i en sygelig og lovisk frygt for al trøst, så der er fare for en stadig trældom under loven, så er denne tilstand dog langt nærmere Guds rige end den selvtilfredse åndelighed. Et eneste ord kan forvandle trællesindet til fred og glæde i Helligånden, nemlig når et ord af Kristi evangelium rammer det bekymrede hjerte. Men den sjæl, som er lullet i søvn og fortryllet af selvfromheden, står sjældent til at redde. Derfor endnu en gang: lykkelige de sjæle, som har fået denne ånd, der mistænker sig selv, og som tidligt har lært at bekymre sig om en sand ny fødsel i hjertet – disse elendige sjæle, som altid er utilfredse med deres omvendelse, deres anger, deres bøn, deres oprigtighed, kort sagt utilfredse med sig selv i alt! Til dem har Skriften siden intet andet at sige end lutter trøst og opmuntring.

Men nu er det ikke let at tro. Man må indrømme, at sådanne sjæle kommer ind i en trang port, hvor det ofte ser helt fortvivlet ud, ser ud, som om alt var tabt; for nu er hjertet lige så forvendt til trællesindets og mismodets side, som det før var tilbøjeligt til sikkerhed og falsk trøst. Menneskehjertet er den mest ustyrlige ting på jorden: enten er det hårdt som stål og diamant, så alle Herrens domme ikke formår at knuse det, eller også, hvis det bliver vakt, er det tværtimod den allersvageste, mest sky og forsagte ting, ustadig som kviksølv, og vil aldrig rigtig lade sig berolige af Guds evangelium. Nu ser det lutter nedslående ting, hvor det før kun så trøstende ting. Det samme menneske, som før, da det kun hvilede på sin egen retfærdighed, var stærkt, sikkert og fuldt af trøst – det samme menneske kan nu, da det er blevet rigtig vakt og begynder at søge Guds Søns retfærdighed, ikke længere være rigtig roligt og trygt. Ja, det samme menneske, som før aldrig spurgte efter Herren og hans bud, men levede helt frit i synden og dog altid var ubekymret om Guds nåde, trygt og sikkert – det samme menneske kan nu, da det hver time søger at behage Gud, igen og igen komme i frygt for, at det mishager ham. Især den, som er blevet vakt ud af selvfromhedens falske trøst, får som regel et sådant sind, en sådan mistro til sig selv og sit hjerte, at selv om intet i verden nu ligger ham så meget på sinde som at kunne hylde Sønnen ret og kun blive fundet i ham, kan han alligevel ikke længere være rigtig tryg og vis på sin benådning – og det, skønt han nu dagligt omgås evangeliets ord for at præge det ind i sit hjerte. Før kunne han meget let tro på Guds nåde uden engang at behøve evangeliets ord til hjælp. Hans tro voksede af sig selv ud af hans hjerte. Se da her, hvad et sovende sind vil sige, men også på den anden side, hvad Åndens vækkelse indebærer. Og hvorfor er det nu så svært at tro, når man jo søger Kristus og hans retfærdighed? Åh, jeg har stor grund til det, siger mennesket nu; jeg har langtfra så megen sorg over synden, som der er grund til. Hele mit væsen er kun synd og fordærvelse. Mit hjerte er fuldt af ondt, hykleri, hårdhed, sikkerhed, ulydighed, kulde, hovmod; jeg har den største grund til at frygte. Og det allerværste er, at jeg ved, at Gud vil tilgive alt, hvis bare jeg omvendte mig, men at jeg dog ikke gør det; jeg ved, at jeg bare skulle angre min synd, og jeg kan ikke angre ret; jeg skulle våge og bede, men det bliver ikke til noget; jeg skulle tro på Kristus, sådan som jeg er, men kan ikke; jeg er helt magtesløs. – Se, her er nu den «trange port». «Det er kommet til fødslen, men der er ingen kraft til at føde.»

Når det onde nu på den måde er rørt op, og der er blevet en elendig, svag sjæl, som ikke søger andet på jorden end nåde i Kristi blod, så har Herren intet andet at sige til den sjæl end det, der lyder lyst og godt. Nu siger Herren: Det var bare dette, jeg ville. Du har nu lært, at du er en synder; tro nu også, at jeg er din Frelser, som har gjort alt godt igen. «Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile.» Husk nu, at du ikke kan frelse dig selv, og tag nu imod min fortjeneste, så skal intet ondt ramme dig, ingen synd mere tilregnes dig; du skal være klædt i min retfærdighed, du skal få alt som gave – «du skal leve for min skyld». Og kan sjælen nu tro, kan den blive overvundet af evangeliet og blive trøstet med Kristus alene, så elendig den end er – se, det kaldes en ret og saliggørende tro; så er den en kristen, og både Gud og sjælen er tilfredse. Lammet har fået sin ære, og sjælen har fået sit fodfæste. Og nu bliver der gæstebud og glædesmusik; både den hjemkomne søn og den kærlige Fader glæder sig – der bliver glæde hos Gud og hans engle over én synder, der bliver frelst; og sjælen har fået en ny sang i munden: «Lammet, som er slagtet og har købt os til Gud med sit blod, være ære og pris! Herren har trukket mig op af fordærvelsens grube, op af det dybe dynd, og stillet mine fødder på en klippe. – Spurven har fundet et hus og svalen en rede, nemlig dit alter, din nådestol, Herre Zebaot, min konge og min Gud!»

Sådan blev sjælen nu salig ved ikke at se og dog tro. Men det var første gang. Siden gælder det hele livet igennem på samme måde kun at holde sig til Kristus og Ordet, trods alt, hvad den ser, føler eller erfarer af sig selv eller af Gud. Snart er gæstebuddet forbi, de første salige følelser lægger sig. Brudgommen synes ikke at være så nær, bryllupsfolket må så småt begynde at faste; om nogle dage begynder den benådede sjæl at spørge sig selv, om alt stadig er vel; snart begynder den at frygte – Frelseren er ligesom forsvundet, Ordet ikke så lyst som før, bønnen ikke så fri og dejlig, livet ikke så fromt og åndeligt. Den flygter med sin bekymring til Frelseren i bønnen, og så opstår der en ny sorg: i bønnen mærkes intet lyst svar og ingen bønhørelse, for det onde hænger stadig ved den – nu er sjælen i mørke, nu er Gud langt borte! Hvad skal sådan en sjæl gøre? Åh, gid den ville høre Frelserens ord til Thomas, som også absolut ville se og føle hans sår: «Fordi du har set mig, Thomas, tror du; salige er de, som ikke ser og dog tror.» – Men går det an at tro på Guds nåde, når man intet mærker til den, men tværtimod kun alt muligt ondt, kulde, tørhed, magtesløshed? Svar: Det går ikke blot an, men er netop det rette, er netop, hvad Frelseren vil, nemlig at du skal begynde at stole på ham alene, på hvad han har gjort og sagt, også selv om du slet intet mærker til det i dit hjerte. Intet glædede Frelseren så meget på jorden, som når han fandt denne tro – som når én, for hvem han skjulte sin kærlighed, alligevel troede. Således brød han ud i glæde over den kana’anæiske kvindes tro, da hun ikke lod sig vildlede, da han lod, som om han slet ikke ville hjælpe hende, og til sidst antydede, at hun var en hund; hun tog ham alligevel stadig på ordet og sagde: Hundene plejer jo at få de smuler, der falder fra deres herrers bord. Da udbrød han: «O kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil» – og nu var hun ikke længere en hund, men et ægte barn. «Men hvis jeg kun med troen skal holde mig til det, Frelseren har gjort og sagt, uden at have en salig smag og kraft af det, så bliver denne tro jo blot en viden og noget, jeg selv holder for sandt? Eller hvordan skal en sådan tro skelnes fra den døde videnstro?» Mærk dig kort følgende: Den døde tro er blot viden og et koldt bifald; den er ikke forbundet med nogen bekymring for at få del i Kristus, ingen hunger og tørst; du derimod er jo bekymret for at få del i det, du tror. Med den døde viden forbliver man det samme verdensmenneske eller den samme gerningshelgen, som man altid har været; din tro derimod, hvor tør og død den end synes at være, holder dig dog på en helt anden vej, giver liv, driver og drager dig i Kristi fodspor gennem verden og gør, at du aldrig mere kan leve frit i synden. Af den døde tro får man ingen lyst og kraft til at omgås sin Frelser, tale om ham og bekende ham; din tro derimod, hvor tør den end er, gør dog, at intet emne er dig så kært og lyst som Kristus og hans nåde. Det er det, Skriften fremstiller som kendetegn på den levende tro. Det er blot en falsk indbildning hos os, at det skal være følelsen, der skal udgøre og bevidne troens liv. Følelsen kan komme og gå, og troen alligevel forblive den samme. Der står intetsteds i Skriften, at man skal prøve sin tro efter følelsen, men efter dens væsentlige frugter, som her delvis er nævnt. Men også når jeg intet ser af Åndens frugter hos mig, men tværtimod kun synd og skrøbelighed, bliver jeg frelst alene ved at tro på den korsfæstede. Det hører også med til troens øvelse, at vi undertiden ikke skal se dens frugter, men må som helt ugudelige sætte vores lid til ham alene, som er kommet for at frelse det fortabte og gør den ugudelige retfærdig. Således dødes den adamitiske stolthed i os mere og mere; vi bliver mindre, og Kristus vokser.

Men dette er endnu kun børneøvelser. Med højere alder og mere nåde, mere tro og flere gaver følger langt sværere fristelser. Her tillader Herren, at Satan får lov at sigte hans trofaste som hvede, så en David og en Peter falder i de groveste synder; dér tillader han, at onde mennesker, ulykker og langvarige anfægtelser ødelægger en kristens hele timelige velfærd, sådan som det gik Job; her befaler han sin ven Abraham at ofre underbarnet, løftets søn, Isak, som var faderhjertets dyreste glæde og undren; dér må Israels yndlingssøn, Josef, med alle sine forhåbninger og åbenbaringer sælges og føres bort som slave til et fremmed land; her lader Herren en Paulus flere gange bede om udfrielse fra Djævelen og få afslag; dér lader han en Johannes, «Brudgommens ven», «den største, der er født af en kvinde», næst efter Guds Søn, sidde som helt forladt i Herodes’ fængsel og til sidst, ligesom for sjov, foragteligt blive dræbt, uden engang som andre martyrer at få lov at prise Guds kraft med sin tro og frimodighed foran en skare tilskuere – nej, det hed bare: «Giv mig her på et fad Johannes’ hoved.» Her må man indrømme, at der krævedes tro uden at se. At Johannes var Guds øjesten, hans hjertes elskede og hans Søns nærmeste ven på jorden, omfattet af Gud med en særlig kærlighed, det kunne man ikke se nu; nu var Guds kærlighed sandelig dybt skjult. Men sådan plejer Gud at handle med dem, han allermest elsker, mest har begavet og mest vil herliggøre: over for dem stiller han sig, som om han slet ikke ville vide af dem, lader alle slags nød og sorg gå hen over dem, lader deres egne synder og skrøbeligheder forskrække dem, verden og Djævelen anfægte dem; og når de flygter til Gud, deres eneste trøst og hjælper, lader han i lang tid, som om han ikke hører dem, og det onde bliver bare værre og værre. Så sukker de kære Guds børn i angst og mener, at Gud har forladt dem, med rette forladt dem for deres synders skyld og forladt dem for altid. Så hører man manden efter Guds hjerte klage bittert: «Jeg er drevet bort fra Herrens ansigt!» Så jamrer Jeremias: «Mod mig vender Herren sin hånd hele dagen. – Han har bygget rundt om mig og omgivet mig med galde og nød. Han har spærret mig inde, så jeg ikke kan komme ud; han har spærret mine veje med tilhuggede sten og gjort mine stier krogede. Og om jeg klager og råber, lukker han ørerne for min bøn.» – Og Daniel, som ved en engel fra Gud havde fået vidnesbyrdet: «Du er os en elskelig mand» (Dan 9,23), udbryder, da han havde været i løvekulen i seks dage og seks nætter, og Herren endelig sender ham mad, i undren over, at Gud ikke helt havde glemt ham; for han råber: «Herre Gud, du tænker jo stadig på mig!» – Men hvilke eksempler behøver vi mere? Foregangsmanden i alt, Guds eneste elskede Søn, råber jo i sin dybeste nød: «Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Jeg klager, men min frelse er langt borte.» Når alle Guds hellige således har sukket og dog midt i det har været i allerhøjeste nåde hos Herren, skulle vi så ikke også berede os på den samme vej? Den, hvis tro ikke bliver prøvet og anfægtet, har sandelig ingen levende tro. «Hvis I er uden tugt, så er I uægte børn og ikke sønner.» I det mindste skal enhver sand kristen anfægtes af sine egne synder, så han får møje med at kunne tro Guds nåde. Siden skal også djævel og verden anfægte ham fra alle sider, så han ikke skal have megen ro på jorden; som Prætorius siger temmelig stærkt: «Enhver kristen må først have en djævel, så en Judas, dernæst en Kajfas og Pilatus, og lade sig hudflette godt og grundigt, helt til blodet flyder; når den ene holder op, må to andre tage over, og når de holder op, må fire indfinde sig, den ene værre end den anden, og sådan videre, indtil lidelsen er fuldbragt. Jo helligere kristen, des større martyr. En from kristen må smage alt, hvad der er bittert i verden, og ofte ikke have en eneste trøster.»

Og grunden til denne underlige styrelse er, at Herren Gud ikke har fundet noget bedre middel til at dræbe vor gamle Adam. For at kvæle det adamitiske sind i os, som altid vil se, begribe, holde regnskab med Herren og dømme over hans domme – for på den måde at virke og øve i os det, som egentlig hedder tro – har Herren ladet alt det onde blive tilbage hos os på jorden, som er strømmet ud af Adams fald: hele denne flod af synd, al den indre fordærvelse og skaren af onde ånder og deres indvirkning på vore sind, tillige med det mørke og den pine, som kommer heraf og plager et hjerte, der gerne ville være helligt og rent, åndeligt og himmelsk. Når der nu hertil kommer, at en ret vakt sjæls hjerte, som vi allerede har set, er den mest ømfindtlige og forsagte ting på jorden, ligesom et åbent sår, hvor et sandkorn og et vindpust volder smerte, så kan man let forestille sig, hvordan en kristens liv må være fyldt af bitre følelser, bekymringer og anfægtelser – tykke og sorte skyer, som må omgive de troendes sjæle.

Og af alle anfægtelser er de mest vedholdende, forvirrende og nedslående dem, der kommer af vor egen fordærvelse, vore egne synder, vor egen bevidsthed om synd – se, dér er de sværeste prøvelser for troen! Herom siger Prætorius igen: «Enhver kristen er dog, så længe han lever, stadig i kødet og må derfor mærke de medfødte kødelige lidenskaber, som raser i ham, efter Paulus’ egen klage i Rom 7,18–25. Ja, de allermest åndelige, i hvem Guds kærlighed og frygt er størst, mærker dette onde stærkest; deres indre sindsbevægelser er derved ubeskrivelige. Disse rester af synden gør dem så inderligt ondt; de ville gerne være helt rene og kan det desværre ikke; det onde hænger alt for fast ved dem, ja, det er plantet ind og har slået dybe rødder i deres natur; de ville gerne være lutter ånd og liv, men den tid er endnu ikke kommet. Derfor bedrøves de og går foroverbøjede, sukker og græder og mener, at de er de elendigste af alle; ja, nogle gør også for meget ud af det, fordi de endnu ikke rigtig har fattet kraften i deres dåb og tro, i nådens rige, og endnu ikke er helt sænket ned i den frie, uforskyldte tilgivelse ved Kristi blod – og heller ikke husker, at denne elendighed snart skal ende i en evig salighed.» – «Herren lader også nogle komme i ulykke, så de falder i synd, og på grund af denne synd i en sådan forskrækkelse for hans guddommelige vrede, at de næppe kan ånde under den. Ak, hvor arbejder og ængstes de ikke under denne byrde, så angstsveden presses ud over det hele! ’Som en svale, en trane, sådan klagede jeg, jeg kurrede som duen’, som Hizkija fortæller om sig selv, da han beskriver den angst og forskrækkelse, han havde haft over sine synder og for Guds vrede» (Es 38). Så vidt Prætorius (Skatkammeret, kapitlet om de kristnes lidelse).

Se, sådant kan dybt, dybt skjule vort liv i Gud, især når elendigheden varer længe, og en almindelig afmagt, tørhed og død trykker sjælen, så man sørger over sit tidligere varme og åndelige liv som over et tabt paradis; når man bruger nådemidlerne, når man råber til Gud om barmhjertighed, og alt synes at være lige frugtesløst *), når man klager med Jeremias: «Du Israels håb, du hjælper i nødens tid, hvorfor er du som en fremmed i landet? Hvorfor er du som en rådløs mand og som en kæmpe, der ikke kan hjælpe?» (Jer 14). Skal sjælen nu frelses, så bliver det visselig nødvendigt at øve sig i dette: ikke at se og dog tro. Men dertil bliver det igen nødvendigt at have en ret fast grund for sin tro; det duer ikke længere at tro ud i luften, gætte og tro, at Gud vel alligevel er nådig – nej, den tro flyver sin vej – nu kræves det at have en fast og vis grund, og en grund, som ligger helt uden for os selv. Nu bliver det nødvendigt at gå til bunds i spørgsmålet: Hvordan ved jeg, at Gud ikke kan have forladt mig helt? Jeg har jo fortjent det; er det ikke muligt, at jeg er opgivet som helt uhjælpelig og derfor glemt af Gud? Her er det allerede en stor hjælp for troen dybt i sit hjerte at indprente sig de ord og eksempler i Skriften, som viser, at det netop er Herrens måde med sine børn at skjule sig og lade alt se håbløst ud og dog have dem i sin kærligste tanke og omsorg; at det netop er grundreglen i hele Kristi rige på jorden: «Vi vandrer i tro, ikke i skuen; vort liv er skjult med Kristus i Gud»; at det netop er grundloven i dette rige: «Salige er de, som ikke ser og dog tror»; at tro, tro, ved troen, af troen netop er grundtonen i hele Guds ord; «troen er en overbevisning om ting, som ikke ses» (Hebr 11). Det er allerede en stor hjælp at betænke og huske dette vel; men det er ikke nok; jeg har endnu brug for en vis grund, hvorpå jeg kan vide, at Gud aldrig kan glemme mig, at jeg altid kan få, ja, altid ejer hans nåde. Om Gud vil, skal vi en anden gang betragte denne evige nådegrund mere udførligt; nu vil vi slutte med en lille antydning af den gennem et bibelsted, som kort og kraftfuldt udtrykker den.

*) Meget mere herom i 6. årgang: «Kristus tabt og dog ikke tabt».

I Es 49,15–16 siger Herren:

«Mon en kvinde kan glemme sit diende barn, så hun ikke forbarmer sig over sit livs søn? Ja, selv om hun glemte ham, vil jeg ikke glemme dig. Se, på mine hænder har jeg tegnet dig!» *)

*) Vi følger her for det meste en udlægning af biskop Hersleb.

Det bedrøvede Zion, flokken af Herrens troende, havde i det nærmest foregående vers ynkeligt klaget: «Herren har forladt mig, og Herren har glemt mig!» Det svarer Herren på sådan, at når Zions klage er som et menneskes, der går alene i en skov eller ørken og taler med sig selv – går alene og så at sige klager sin nød for bjergene og skovens træer – så er Herrens svar ligesom et ekko eller en genlyd i bjergene. Zion hører en røst, men ser ikke den, der taler. Nu ved vi jo, at et ekko svarer på det sidste og ikke på det første ord. Sådan er det også her. Zion har sagt: «Herren har forladt mig, og Herren har glemt mig!» Det sidste ord, «glemt mig», det griber han. «Hvad? Glemt mig! Hvad siger du? Glemt mig! Mon en kvinde kan glemme sit diende barn?» Han svarer ikke på det første ord: «forladt mig»; for det er vel muligt, at Herren for en tid kan forlade – eller rettere sagt lade, som om han forlader sine børn, når han «skjuler sit ansigt for dem» (Sl 13,2), «skjuler sig i nødens tider» (Sl 10,1). Men det er ganske umuligt, at han blot et øjeblik kan glemme dem. Over det første undrer Herren sig altså ikke, at der siges: «Herren har forladt mig»; men at Zion samtidig skulle sige: «Herren har glemt mig», det kan han ikke tåle; det er for hårdt sagt; det vil han vende fra sig. «Mon en kvinde (egentlig en mor) kan glemme sit diende barn, så hun ikke forbarmer sig over sit livs søn? Ja, selv om hun glemte ham, vil jeg ikke glemme dig. Se, på mine hænder har jeg tegnet dig!»

Altså lader Herren i disse ord tilstrækkeligt forstå, at han hverken kan eller vil glemme sit Zion. Han kan ikke. Lige så lidt som en mor kan glemme sit barn, lige så lidt kan han gøre det; og selv om hun kunne gøre det, så vil han dog ikke; «selv om hun glemte ham, vil jeg ikke glemme dig». Han viser også grunden til, at han lige så lidt vil, som han kan, lige så lidt kan, som han vil; for han siger: På mine hænder har jeg tegnet dig! Hvordan kan jeg så, hvordan skulle jeg så ville glemme dig? Et andet sted viser han, at han også nærer en fars kærlighed (Sl 103,13); men det er ikke nok, han har mere, han har en ømmere kærlighed, han har en mors kærlighed: «Mon en kvinde kan glemme sit diende barn?» Han viser, at han har en endnu større kærlighed end en mor: «Selv om hun glemte ham (altså regner han det for muligt, at en kvinde engang kunne gøre det), vil jeg ikke glemme dig.» Han viser, at hans kærlighed er mageløs og uden sammenligning, eftersom den er større end en mors kærlighed.

Dette er nu den første og dybeste grund til al den godhed, nåde og barmhjertighed, som Herren Gud har vist menneskeslægten helt fra skabelsen, nemlig hans eget væsens særlige kærlighed – en kærlighed, som endnu intet menneske har kunnet begribe, fordi ingen har erfaring af noget, der ligner denne kærlighed; for den er som hele Guds øvrige væsen: umålelig, uendelig og ufattelig. Af sit høje væsens kærlighed skabte Gud mennesket så kostbart udrustet og så rigt omgivet af alt, hvad det kunne have brug for, som hele naturen taler om. Af denne kærlighed sendte han det sin Søn som frelser, da det ved sit brud mod Skaberen havde pådraget sig en sikker og retfærdig fordømmelse; som Kristus siger: «Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn» osv. Af denne kærlighed er det, at han ikke blot tager imod de største syndere, men også selv opsøger dem; som Kristus siger, at faderen løb sin uværdige, fornedrede søn i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham – og udbrød: «Lad os spise og være glade; for denne min søn var død og er blevet levende igen.» Det er denne guddommelige kærlighed, der taler her: «Mon en kvinde kan glemme sit diende barn» osv. Men hvem kan begribe eller udtale denne kærlighed? Johannes kunne ikke udtrykke sig anderledes om den, end at Gud var selve kærligheden – «Gud er kærlighed». Dette var nu den første grund til, at Gud i hvert fald aldrig kan glemme os eller holde op med at tænke på os.

Den anden omstændighed, som den kære Gud her henleder sit arme Zions opmærksomhed på, er, at barnet er kommet af moderens liv; han siger: «hendes livs søn». Meningen var fuldt udtrykt alene med ordet barn; tilføjelsen «hendes livs søn» skulle blot pege på en omstændighed, som går et morhjerte meget nær. Men da Herren med det hele vil udtrykke sit eget hjerte og forhold til mennesket og ikke kan pege særskilt på en omstændighed i billedet, som ikke skulle have noget tilsvarende i det, som billedet maler, så finder vi her en højst bemærkelsesværdig og trøsterig påmindelse. Mennesket er den store, kærlighedsrige Guds «livs søn». Eller hvorfra er mennesket kommet? Hvorfra er vi? Denne besynderlige slægt på jorden, som hedder menneske, hvorfra er den kommet? Er mennesket ikke Guds livs søn? «Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det» – til sit barn og sin arving over alt – og «blæste af sin egen Ånd livsånde i dets næsebor». Det er det, Herren endnu tydeligere minder sit arme Zion om i 54. kapitel af samme Esajas’ bog, når han siger: «Frygt ikke – for han, som har skabt dig, er din mand. Hans navn er Herren Zebaot» (v. 4–5). Det var det, Job påberåbte sig i sin dybeste nød, da han sagde: «Dine hænder har skabt mig og formet mig helt og holdent, og dog ødelagde du mig. Tænk på, at du har formet mig som ler» osv. (Job 10). – Denne trøst har vi ikke brug for, når vor tro står højere, så vi i evangeliets lys ser al den kærlighed og nåderigdom, som er givet os i Kristus; det er i forladthedens mørke, i den dybeste nød og svaghed, når man ikke ser andet, end at man er et menneske, at denne trøst dog bliver stående: Jeg er dog stadig dit livs søn, o Gud! Eller som David beder: «Herre, din nåde varer evindelig; forlad ikke dine hænders værk» (Sl 138,8); eller som Paulus siger: «Vi er Guds slægt; Gud har gjort hele menneskeslægten af ét blod» (ApG 17,26–29). Også dette er en dyb grund til, at Herren ikke helt kan glemme os. «Mon en kvinde kan glemme sit diende barn, så hun ikke forbarmer sig over sit livs søn?» osv. Men er dette ikke nok, så vi stadig kunne tro, at Gud også kunne glemme sin «livs søn», så følger nu en tredje grund, som dog burde være tilstrækkelig, nemlig:

«Se, på mine hænder har jeg tegnet dig.» Hermed vil Herren til sidst fuldt overbevise sit bedrøvede Zion, sine arme børn på jorden, om, at selv om han ville – hvad han dog udtrykkeligt nægter – så kan han dog ikke glemme dem; for, siger han, «på mine hænder har jeg tegnet dig». Hvad skulle jeg så gøre af mine hænder, hvis jeg skulle glemme dig, når du står skrevet ind dér og således altid står som et mindeskrift for mine øjne? Men det er ikke kun dette billede, Herren sigter til. Her er noget dybere. Herren har tegnet os på sine hænder, ikke blot sådan som man kan bære en mands navn indfattet i en ring dér, men ordet i grundsproget betegner håndfladen; derfor, og da Herrens Ånd også i Det Gamle Testamente, længe før disse ord blev talt, havde forkyndt, at Kristi hænder og fødder skulle gennembores, som i Davids 22. salme, hvor Messias klager: «Mine hænder og fødder har de gennemboret», så er det med god grund, at biskop Hersleb mener, at ordene «se, på mine hænder har jeg tegnet dig» sigter til den håndtegning, som Herren Kristus fik af naglerne i sine hænder, de hænder, som han også med særlig omhu ofte viste sine disciple efter sin opstandelse. Hersleb tilføjer: «Hullerne efter naglerne i Kristi hænder er for ham en stadig påmindelse om dem, for hvis skyld han lod sig gennembore sådan. Dér har han skrevet os op, ikke med blæk, men med sit eget blod; ikke løseligt, men helt tværs igennem; ikke med pen eller griffel, men med jernstift, jernnagler eller søm – for at han aldrig skal kunne glemme os, hvad han i øvrigt aldrig vil; men det skal hedde, som David siger: ’Glemmer jeg dig, Jerusalem, så glemme min højre hånd mig!’ Sådan vil Herren også her sige: ’Du behøver ikke at frygte, du sukkende sjæl, at jeg skal glemme dig, så længe jeg ikke glemmer min højre hånd, mine to hænder, som du står skrevet på; jeg måtte først glemme mine egne hænder, hvis jeg skulle glemme dig.’» Sandelig mener Herren noget stort med sine ord: Se, på mine hænder har jeg tegnet dig – og noget stort var det også, at Kristus for op fra jorden til himlen med gennemborede hænder; men det, der for os er det mest begribelige, sikreste og nyttigste, er, at vi alle for evigt er skrevet ind i de sår som delagtige i den forsoning, som er sket i Kristus Jesus; at vi alle har del i den, er det, Skriften tydeligst har åbenbaret; og fra den delagtighed kan vi aldrig skilles, hvor håbløst ilde det end kan se ud for os, ja, selv om vi er faldet fra og er borte fra Herren og derfor ikke står skrevet i de levendes bog, så står vi dog stadig tegnet i Kristi forsoningstegn, dvs. den forsoning er dog sket for os og kan aldrig blive til intet, men gælder evindelig og bringer altid frelse, så snart vi igen tager imod den. Det forstod den evangeliske sanger, som skrev: – – «Gud være lovet, jeg er sluppet for min uro, / siden jeg ser mig skrevet ind i dine sår. / Før skal du fornægte dig selv og din Fader, / før jeg nogen sinde skal blive strøget ud» osv. Hvordan kan det være sådan? Hvad så, hvis jeg falder fra? Svar: Jeg kan vel mangle i de levendes bog, men jeg står dog altid tegnet i Kristi sår som delagtig i den evigt gyldige forsoning. Dette er den tredje og sidste grund til, at alt kan læges, og at jeg aldrig kan glemmes af Gud. Det gælder om at holde fast ved dette, når alt ser håbløst ud. Sådan skal man gøre vold på Guds rige ved – «ikke at se og dog tro». Amen.