«Og ingen kunne lære den sang»

(Tredje årgang, 1844)

«Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg, og med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. Og jeg hørte en røst fra himlen som en røst af mange vande og som en røst af kraftig torden; og den røst, jeg hørte, var som når harpespillere spiller på deres harper. Og de sang ligesom en ny sang foran tronen og foran de fire livsvæsener og de ældste; og ingen anden kunne lære den sang end de hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som var købt fra jorden» (Åb 14,1–3).

Under dette herlige billede har den hellige seer Johannes fået lov at skue og skildre Kristi menighed på jorden – for «Zions bjerg» betegner her, som oftest, menigheden på jorden; ligesom i Hebr 12,22, hvor ordene lyder: «I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem» osv., skønt de, der blev tiltalt sådan, endnu vandrede på jorden. Johannes så Lammet stå på Zions bjerg, omgivet af den store skare, der var mærket og havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander, og han hørte en himmelsk røst som af mange vande, som af kraftig torden og endelig som af harpespillere, der spillede på deres harper. Men det, vi særlig vil hæfte os ved, er den sang, han hørte. Han hørte en «ny sang», som blev sunget foran Lammets trone, og om den sang bemærker han det ejendommelige og mærkelige, at ingen kunne lære den sang undtagen den mærkede skare, de hundrede og fireogfyrretyve tusinde. Spørger man nu her, hvilken sang det kunne være, som ingen andre end de mærkede kunne lære, så finder vi svaret i 5. kapitel i samme seerbog, v. 6–10: «Og jeg så, og se, midt mellem tronen – – stod et Lam, ligesom slagtet – og det tog bogen», den forseglede bog fra v. 1 – og derpå «faldt de fire livsvæsener og de fireogtyve ældste ned for Lammet – – og de sang en ny sang og sagde: Du er værdig til at tage bogen og bryde dens segl, for du er blevet slagtet og har købt os til Gud med dit blod af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag». Og igen, v. 12 – «sagde de med høj røst: Lammet, som er slagtet, er værdigt til at modtage magt og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov». Heraf ser vi, at den nye sang, som ingen kunne lære undtagen de mærkede, ikke er andet end Lammets fortjeneste og ære, Lammets egentlige værdi, eller den rette, dybe mening og kraft i Lammets blod og død for syndere.

Men hvad det betyder, at ingen kunne lære den sang undtagen de mærkede, skal her kun antydes med nogle få ord. Skrift forklarer skrift; derfor vil vi føje nogle andre bibelsteder til. I Jer 31,31–36 tales der om, at den «nye pagt» (nådepagten) skulle oprettes, og om hvordan og hvori den skulle adskille sig fra «lovpagten». Blandt det, der skulle kendetegne den nye pagt, var også dette, at ingen skulle kunne blive medlem af den uden at have modtaget en sådan lærdom fra Gud selv, som ingen broder, intet menneske kunne give et andet, selv med de allertydeligste ord. Ordene lyder: Og de skal ikke mere belære hinanden og sige, den ene til den anden: Kend Herren; for de skal alle kende mig, både små og store, siger Herren; for jeg vil tilgive deres misgerninger og ikke mere komme deres synder i hu (v. 34). Hvad er det? Ligger der ikke noget mærkeligt i det? Skal prædikeembedet afskaffes? Nej, Herren siger: Prædik, prædik evangeliet (Mark 16,15); men, siger han her, først da er de medlemmer af nådepagten, når de kender mig; og det sker, når jeg tilgiver deres misgerninger, når den store nåde og tilgivelse bliver åbenbaret for dem; da får de et nyt lys, så at ingen af dem mangler kundskab om mig, hverken «små eller store». Kristus gengiver dette skriftsted blot med ordene: «De skal alle være lært af Gud» (Joh 6,45). Og i Luk 10,22 siger han: «Ingen kender, hvem Sønnen er, uden Faderen, og hvem Faderen er, uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare det». Læg mærke til ordene: «den, for hvem Sønnen vil åbenbare det». Vil han da ikke åbenbare det for alle? Nej, ikke for «vise og kloge» (Matt 11,25), det vil sige sådanne, som anser sig selv for vise, som ikke er børn, ikke fattige i ånden, ikke elendige, jammerlige, blinde og nøgne i egne øjne, som ikke bøjer sig for Gud og beder om alt, hvad de trænger til, men med magt vil trænge sig frem til lys, kraft og retfærdighed. Men et ydmygt barn bliver man aldrig, før man under omvendelsens syndenød ikke blot forstår og taler om omvendelse, men selv er så ilde stedt, at man fortvivler over alle egne kræfter. Men selv når det er kommet så vidt, kan man ikke selv tage det saliggørende lys ud af evangeliet; det beror stadig på en åbenbaring, som Kristus skænker; ja, virkelig en slags åbenbaring eller syn – men ikke uden for Ordet, men i og gennem Ordet, ikke i drømme eller i den blå luft, men i Kristi evangelium. Luther siger: «Da Gud gav os sit ord, sagde han: Jeg vil nok lade det skrive og prædike tydeligt og klart; men alligevel altid indrette det sådan, at det skal bero på min Ånd, hvem der skal fatte det». Jesus sagde: «den, for hvem Sønnen vil åbenbare det». Esajas siger: «For hvem bliver Herrens arm åbenbaret?» (Es 53,1). Paulus siger: «Efter åbenbaringen af den hemmelighed, som i evige tider har været fortiet» (Rom 16,25). Og det er egentlig kun et nyt syn på evangeliets sandheder, der adskiller den sande kundskab fra den falske. Formen og ordene kan være helt ens, men blikket er forskelligt. De adskilles også ved den frugt og kraft, som den levende kundskab fører med sig, såsom fred, glæde, kærlighed og ydmyghed. Tag et eksempel: To mennesker er så ens af natur, som mennesker overhovedet kan være; de har desuden fået den samme åndelige undervisning, er blevet vakt og søgende og bekender nu begge, at de tror på Kristus; men den ene kan være en tåbelig jomfru, den anden en klog, den ene kan have liv, den anden ikke. Da kan disse to have nøjagtig den samme bekendelse og de samme anskuelser om omvendelse, om tro, om helliggørelse; men forskellen er denne: Den ene taler om det med liv, med varme, ja, enten med glæde eller med bekymring, kort sagt med en sådan ånd, som når man taler om en stor arv, der er givet os, men som nogen vil fratage os ved retssager, og som vi den ene gang frygter for at miste, den anden gang håber at vinde. Den anden derimod taler nok om det forstandigt, rent og sandt og med nidkærhed for lærens og livets renhed; men lige så roligt og koldt beregnende om de herligste nådeskatte, som om han talte om andres arv og ejendom – og dog kan han tydeligt bevise, at den også tilhører ham. Hvis han virkelig troede det, hans mund udtaler, ville det vel engang imellem få hans hjerte til at brænde og give ham fred, glæde og liv.

Du, som læser dette: Hvis du tror alt det, som den nye sang om Lammets fortjeneste indeholder – den sang, som for de salige ånder er evigt ny og glæder dem tusindfold – og den aldrig én eneste gang har gjort dig så glad, som når nogen har givet dig en ringe gave, forstår du da ikke, at din tro er død? Du tror, at Gud i Kristus forsonede verden med sig selv; du tror, at vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi var fjender; du tror, at denne forsoning, som skete, mens vi endnu var fjender, altså også omfattede dig, som jo også er en del af verden – du tror sådan noget, men er aldrig blevet trøstet og glad over det, har aldrig fået rigtig fred i samvittigheden; kan du så alligevel have troet rigtigt? Du har måske hundrede gange læst, hørt og holdt for sandt, at Gud elskede verden sådan, dengang den endnu ingen forsoning havde, at han gav sin enbårne Søn, som tog hele verdens syndemasse, vreden og forbandelsen på sig og opfyldte retfærdighedens krav, så at Gud blev tilfreds og nu indbyder alle, som vil, til at komme i hans favn; du har lært og hørt, at den fortabte søns fader ikke lod sig bevæge af sønnens bønner eller af noget andet, men mens sønnen endnu var langt borte, brændte faderen så af kærlighed, at han løb ham i møde; det har du hørt, men ikke forstået det bedre, end at du nok ville blive forbløffet, hvis man sagde, at «Gud ikke har været vred på Adams faldne slægt, siden Sønnen steg ned i menneskehedens dragt». Du har tusind gange hørt, at det kun er vantroen eller vores egenrådige udeblivelse fra nådens bryllup, der fører os i fordømmelsen – og den fordømmelse er netop «Guds vrede» – og at det ikke er noget vredesmod i Guds hjerte, der fordømmer os; og alligevel mener du, at Gud selv formørkes af vrede, når du er syndig og uværdig. På den måde kan du nok af egen erfaring forstå forskellen mellem den kundskab om Gud, som den ene broder kan give den anden, og den, der kaldes at være lært af Gud – du kan nok forstå, hvad det betyder, at «ingen kunne lære den nye sang» undtagen den mærkede skare.