Den skjulte visdom

(Femtende årgang, 1856)

David taler om en skjult visdom, som kun Gud kunne åbenbare for ham – du lader mig kende den skjulte visdom*) (Sl 51). De mest øvede og oplyste kristne taler også om en hemmelighed, som de aldrig kan lære helt. Paulus siger, at han endnu ikke havde grebet den, men jagede efter den (Fil 3). Luther siger: «Dette er de kristnes allerhøjeste og sværeste kunst på jorden, som de i alle deres levedage aldrig kan lære til bunds.» Profeten Jeremias siger om denne hemmelighed: De skal ikke mere belære hinanden, det vil sige: denne lærdom kan kun Gud give et menneske. Hvad kan denne skjulte visdom bestå i? Den består egentlig i et åbnet åndeligt syn, et nyt, levende blik på noget, som ellers står for alles øjne i Guds ord, men som ingen dog ser mere af, end hvad der bliver åbenbaret for ham. Men hvilken sag er det så, hvilket emne i Guds ord? David antyder, at det må angå vores fordærvelse og vores forsoning; for lige før ordene om den skjulte visdom siger han: Se, i synd er jeg født osv., og de ord, der følger lige efter, er: Rens mig med isop, så jeg bliver ren osv. Og vi ved, at David var en stor profet, undervist af Gud selv, og at han kendte forsoningens hemmelighed. Paulus siger, at det, han endnu ikke havde grebet, var kunsten at «blive fundet alene i Kristus, uden at have sin egen retfærdighed». Det, Luther kaldte den sværeste kunst, var også troen på Kristi retfærdighed og syndernes forladelse. Se, dette var den skjulte visdom, som de største hellige aldrig bliver færdiglærte i. Hvordan kan det så stå til med åndeligheden hos dem, der aldrig har nogen møje med denne svære kunst, men har det hele så klart for sig: nu gælder det kun om at holde, hvad man bør? Vi mener, at de sover, at de endnu ikke er kommet ind i skolen. Selve ordene om denne hemmelighed kan de godt se, høre og udtale, men at de dog intet ser, viser sig af, at de ikke bliver grebet af den og fyldt med glæde og liv, fred og kærlighed. Nej, her hjælper ingen dyb eftertanke, ingen granskning i Guds ord; det hjælper ikke, at du får hemmeligheden tydeligt beskrevet; det afhænger af, om Gud forbarmer sig over dig, kommer nær til dig og åbner dine øjne. David sagde: «Du, du, Herre, lader mig kende den skjulte visdom.» Dette er noget, de troende oplever dagligt: Det samme ord, det samme kapitel, den samme prædiken, som engang fyldte deres hjerter med lutter fryd og lov og pris, giver nu ikke det mindste; de ser intet mærkværdigt deri, det er helt tomt og dødt. Og i et andet øjeblik kan hele dette mørke igen forvandles til lutter lys, fred og fryd. Det er det øjeblik, da Herren igen åbner mine øjne. Sådan skal man lære at bøje sig for Herren.

*) Den gamle (svenske) oversættelse; den nye har: «Så lær mig da visdom i mit inderste».

Men samtidig skal vi også bruge Ordet, granske Skrifterne, betragte og bede. Det er de midler, Gud har befalet os at bruge. Også nu vil vi betragte nogle Guds ord, som visselig udtaler den skjulte visdom herligt; men kun den, som Herren «vil åbenbare det for» (Matt 11,25.27), kun han skal få glæde og kraft af dem. Lad os med opmærksomhed læse en gammel og kendt tekst fra Bibelen. Det er Luk 22,19–34: «Og han tog et brød, takkede, brød det og gav dem det og sagde: Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig. (20) Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: Dette bæger er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer. (21) Men se, min forræders hånd er med mig på bordet. (22) Og Menneskesønnen går bort, sådan som det er bestemt; men ve det menneske, som han bliver forrådt af! (23) Og de begyndte at spørge hinanden, hvem af dem det mon var, som skulle gøre dette. (24) Men der opstod også strid mellem dem om, hvem af dem der skulle anses for at være den største. (25) Da sagde han til dem: Folkenes konger hersker over dem, og de, der har magt over dem, kaldes nådige herrer. (26) Men sådan skal det ikke være med jer; men den, som er størst blandt jer, skal være som den yngste, og den fornemste som den, der tjener. (27) For hvem er størst, den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er midt iblandt jer som den, der tjener. (28) Men I er dem, som er blevet hos mig i mine fristelser. (29) Og jeg overdrager jer et rige, sådan som min Fader har overdraget mig det, (30) for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. (31) Og Herren sagde: Simon, Simon, se, Satan har forlangt at få jer for at sigte jer som hvede; (32) men jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte. Og når du engang er blevet omvendt, så styrk dine brødre. (33) Da sagde han til ham: Herre, jeg er rede til at gå med dig både i fængsel og i døden. (34) Men han sagde: Jeg siger dig, Peter: I dag skal hanen ikke gale, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.»

Nu blot nogle spredte bemærkninger til denne tekst. Det allerstørste, der står her, er visselig det, vi læste først, nemlig at Kristus siger om sit legeme: givet for jer, og om sit blod: udgydt for jer. Hvor gammelt dette end er for os, ville det dog bringe os i den allerhøjeste forundring, i en usigelig glæde og forundring, hvis vores øjne nu blev åbnet. Tænk, at Kristus selv, dommeren på den yderste dag, den eneste, vi har at spørge i vores dyreste anliggende, han, som vi taler til i bønnen og råber til i dødsstunden – han siger: Mit legeme og mit blod gives for jer – til syndernes forladelse (Matt 26). Og vi ved, at dette er summen af hele Guds evangelium og var den store hemmelighed i alle de utallige forsoningsofre i Det Gamle Testamente. Vi har deri en stor, rødfarvet sky af vidner om denne forsoning. Hvorfor er vores hjerter da alligevel så tørre og kolde, så fattige på tro, fred, fryd og kærlighed? Se, det er, hvad den ulykkelige vantro og letsindighed gør: at vi ikke vil betragte dette allerstørste af alt stort til bunds, ikke med flid og alvor bede Gud om troens gave og derfor ikke tror det ret. Men sagen vil få en anden vægt, når vi engang ligger med døden og evigheden for øje – eller også før, når vi blot kommer i en alvorlig syndenød. Lad os se, hvad der stod i vores tekst om disciplene.

Her tales om to slags disciple. Først taler Kristus om forræderen og derefter om de troende disciple, som dog her begår en svær synd: de «strides om, hvem der er størst». Kristus irettesætter også disse sidste. Men se, hvor forskellige domme han udtaler. Om Judas siger han: «Ve det menneske» osv. Men om de andre: «I skal sidde ved mit bord i mit rige.» Når vi dog her finder svære synder også hos disse sidste, spørger man med god grund: Hvad er hemmeligheden ved, at så anstødelige synder som denne strid ikke et øjeblik fordømte dem, men at de alligevel får en sådan forsikring? Og først: Hvad er forskellen mellem dem og Judas? Forskellen mellem disse troende disciple og Judas er, at Judas er en falsk ånd og ved i lang tid at øve sit hemmelige tyveri (Joh 12,6) har forhærdet sit hjerte så meget, at han endog kan forråde sin Herre for penge og samtidig ikke bliver det mindste forskrækket, selv om han hører de frygtelige ord: «Det havde været godt for det menneske, om det aldrig var født.» De andre har ganske vist forsyndet sig uværdigt, men de havde dog et oprigtigt sind, som lod sig irettesætte og vejlede, selv om de ofte forser sig på grund af den indeboende fordærvelse. Det står jo tydeligt i hele evangeliehistorien. Åh, om det måtte blive givet dig at vågne, du, som ved med dig selv, at du med al din omgang med Herren, hans disciple og hans ord alligevel i det skjulte øver en synd, som du ikke vil opgive! Åh, om du kunne vågne op og se, at du er en Judas og sammen med Judas skal «gå til dit sted», hvis du ikke omvender dig!

Men du, som frygter, du, som ved med dig selv, at intet på denne jord ængster og bekymrer dig så meget som netop dine synder; at selv om du må bekende: «Også jeg har stadig synder at slæbe på», så kan du dog løfte dine hænder mod himlen og tage den Almægtige til vidne på, at du ikke har råbt så ofte og alvorligt om noget som om forløsning fra dine synder – lad ikke Satan forvilde dig til fortvivlelse! Tænk, er du ikke fuldt overbevist om, at hvis bare dette ene var at finde hos Judas, at han havde råbt og klaget sådan for Herren, så kunne han umuligt være gået fortabt? Alt, hvad du ved af Guds ord, forsikrer dig om, at så kunne han ikke være blevet ulykkelig, så var han blevet hjulpet. Så lad det da gælde som et afgørende bevis for, at du med al din store elendighed dog ikke behøver at gå fortabt, men skal få evigt liv, hvis du blot vil lade dig sige og tro på den enbårne Søns navn.

For lad os nu se, hvordan Herren gør med de andre disciple, som fejlede. Og her kommer vi til det egentlige emne, nemlig at tale et ord med Herrens elendige, som dømmer sig selv og har svært ved at tro på deres Guds venskab. Nogle plages blot af en underlig ustadig gudfrygtighed: Når de har oplevet Guds største nåde og har gjort de alvorligste forsætter om at fly synden og elske og tjene deres Gud og deres næste, så har de i næste øjeblik glemt sig selv igen og syndet. Eller de mærker, at de alligevel ikke rigtig elsker Gud over alle ting, men at hjertet altid vil smyge sig hen til andre ting; de beder så inderligt om en hel og rigtig kærlighed til Gud, og den vil dog aldrig komme. Det går lige så dårligt med at elske deres næste som sig selv; de mærker deres hjerte så koldt, forfængeligt, letsindigt og ugudeligt, at de for alt dette må anse sig selv for en vederstyggelighed for Gud og sjældent med fuld frimodighed kan tro, at Gud virkelig er forsonet over deres uretfærdigheder, holder af dem og vil gøre dem evigt salige. Nej, så høj en nåde kan de sjældent rigtig tro. Andre igen har også nogle meget svære og uendelige fristelser og anfægtelser, så de med David «klager over deres hjertes jammer»; de gyser for syndens magt og forfærdelighed og ville krybe ned i jorden, hvis de kunne, blot af afsky for sig selv, for de synder, de har at kæmpe med. Atter andre har også haft et svært fald, så de anser sig for helt faldet fra nåden. For alle sådanne har vi et bemærkelsesværdigt spejl i vores tekst. Dér får vi med egne øjne at se, hvordan Kristus handler med nogle disciple, som har forsyndet sig på en meget uværdig måde. Og hvad kan vel være tryggere, end når jeg får se Herren selv afgøre sagen? Gud være tak og pris, at vi får se det allerede her i tiden. For det kan vi dog tro, at Herren er den samme til alle tider, at han ikke er ustadig eller gør forskel på folk.

Det var jo en højst uværdig synd at «strides om, hvem der var størst». Blot en tanke i den retning er jo en grim synd; men her bryder den også ud i gerning, i strid om det. Var sådan noget passende for Jesu disciple? Skal kristne gøre noget sådant? Gud bevare os! Men hvad gør Herren nu? Er han tilfreds med deres kævl? Gud bevare os for en sådan tanke! Nej, Herren irettesætter dem. Han siger: «Folkenes konger hersker over dem, og de, der har magt, kaldes nådige herrer. Men sådan skal det ikke være med jer; men den, som er størst blandt jer, skal være som den yngste, og den fornemste som den, der tjener.» Og for at knuse dem endnu mere holder han dem sit eget eksempel for øje og siger: «Hvem er størst, den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er midt iblandt jer som den, der tjener.» Nå, så er han altså vred på dem? Det havde de vel fortjent; men se nu, hvordan denne Herre har det i sit hjerte! Hvad synes vi? Midt i den alvorlige revsetale for deres upassende synd begynder han at tale om deres ærespladser i himlen, om hvordan de skulle sidde med ham i hans rige på troner og dømme Israels tolv stammer. Åh, hvad ser jeg? Hvad hører jeg? Du milde Frelser! Jeg mente, at vi for så uværdige synder skulle miste din kærlighed og vores barneret, eller at vi i det mindste for en stund eller en dag skulle være udelukket fra din nåde. Men nej, her ser jeg noget andet. Midt i irettesættelsen taler han alligevel om deres pladser i himlen. Nåden og barnekåret – det var en sag for sig, som ikke kunne rokkes; det stod på en anden og fastere grund end som så. At de var Guds børn og i evighed skulle være med Kristus i himlen, det var en afgjort sag, som ikke afhang af deres arme, ustadige fromhed. Irettesætte dem, vejlede og formane dem, det ville Kristus; men det var også alt, hvad han ville. Se, sådan er Kristus sindet, den kære, milde, trofaste Frelser! Djævelen derimod, han sætter brodden mod selve livet, han vil ligefrem fordømme os, når vi har syndet; men sådan er Kristus ikke.

Det er, hvad vi her ser med vores egne øjne. Præcis det samme ser vi også med Peter og hans svære fald, som omtales i det sidste vers af vores tekst. Hvad gjorde Kristus, da Peter tre gange fornægtede ham, talte usandhed og svor? Det var jo alt sammen forfærdelige synder. Kristus sender ham et blik, som får Peter til at græde bitterligt, men dermed var det gjort. Peter havde fået sin tugt og ydmygelse, sin advarsel både mod overmod og mod modløshed, og mere end det ville Herren ikke; nej, bagefter trøster han ham på den allerkærligste måde. Tidligt påskemorgen lader han hilse til disciplene, og Peter bliver nævnt særskilt, for at han ikke skulle gå med den tanke, at han nu var udelukket. Og siden taler Herren så venligt og mildt med ham, som om Peter ikke havde gjort det mindste ondt, men var det allerbedste barn. Og dette var, hvad Kristus viste af sit hjertelag efter sin opstandelse, da han var gået ind i sin forklarede, evigt uforanderlige tilstand, hvori han er i denne stund og alle dage indtil verdens ende. Lovet være den milde, trofaste Frelser!

Hvad skal vi nu lære af alt dette? Skal vi lære, at det ikke er farligt at synde mod Gud? At når Kristus viser så stor og vedvarende nåde ved disse sine disciples synder, så kan vi roligt strides om, hvem der er størst, fornægte vor Herre, tale usandhed og den slags? Ja, sådan siger nogle, at læren må blive, når man fremfører de eksempler, som vi nu har fremført. Men sådanne «spottere» er allerede udtrykkeligt beskrevet af Herrens Ånd (Rom 3,8), og Apostlen tilføjer, at «deres dom er retfærdig». Evangelisterne har sandelig ikke nedskrevet disse eksempler på disciplenes svaghed og Kristi nåde, for at man skulle gå uden om dem og fortie dem, men tværtimod, for at de skulle betragtes – og ikke som eksempler på vantros synder, men på troendes svagheder; for vi må dog lade Kristi dom gælde, når han netop til disse disciple før sin død siger: «I er grene i mig; jeg i dem og de i mig; nu er I rene» osv. – At disse disciple fik en helt anden kraft på den store pinsedag, gjorde dem ikke til kristne og Jesu venner, men til apostle, som nu blev «iført en sådan kraft fra det høje», som ingen efter dem har haft, skønt de heller ikke derefter var fejlfri (Luk 24,49; Gal 2,11; ApG 15,39). Det er højst nødvendigt, hvis du vil bevare evangeliets sandhed ren, at du ikke tror, at nåden afhænger af forskellige grader af fromhed og kraft; for så har du allerede taget fejl i selve troen. Hvis vi mener, at nåden afhænger af vores helliggørelse, så har vi straks en anden grund for troen end «den, som er lagt». Men hvis nåden ikke afhænger af helliggørelsens grader, så har evangelisterne gjort ret i at fremstille de svageste disciples benådning som eksempel på Kristi kærlighed. Så forstår du nok nu, hvad vi skal lære af disse eksempler: ikke at synden ingenting betyder, ikke at vi bør efterligne disciplenes svagheder, ikke engang at enhver er en kristen, som ligner dem i disse svagheder, men at Kristi nåde er så stor og urokkelig over for hans venners skrøbeligheder, som du ser her. Du skal lære alvoren af Kristi forsoning og syndernes forladelse til styrke for din arme tro; og så skal den styrkede tro føre øget kærlighed og kraft til alt godt med sig; du skal erfare, at Kristi kærlighed tvinger os, såfremt du er et levende lem i ham. – Får det derimod den modsatte virkning på dig, så du nu vil synde frit, fordi nåden er så stor, så er det et tegn på, at du er død. Det tegn er lige så sikkert, som at den gren på et frugttræ, der lever i stammen, ved solens varme kun får så meget rigeligere saft og frugt, mens den gren, hvis blade visner af den samme sol, med rette må anses for at mangle en levende forening med stammen.

Men vi vender tilbage til teksten – og kommer nu til det, som egentlig udgør den «skjulte visdom». Vi har set den milde, trofaste Frelser elske sine disciple helt urokkeligt, også ved deres største elendighed; vi har set ham midt i irettesættelsen flette de herligste ord ind om, hvordan de skulle være sammen med ham i himlen; og vi vover ikke et øjeblik at tænke om Herren Kristus, Guds Søn, at han skulle kunne være ujævn i sin nåde og ikke dømme alle og til alle tider efter den samme grundlov; nej, vi ved, at han endnu i dag og i evighed er den samme. Så spørges der: Hvordan kan det være muligt, at han skal være mig lige nådig til alle tider, også når jeg har forset mig? – at jeg ikke et øjeblik skal være udelukket fra hans nåde? Hvordan er det muligt? Svar: Johannes siger: «Hvad end vores hjerte anklager os for, så er Gud større end vores hjerte og ved alt». Læg mærke til de ord: «Gud ved alt» – derfor fælder han en anden dom end vores hjerte. Hvordan skal det forstås? Det skal vi nu se. Kristus sagde i teksten, at hans «legeme og blod blev givet for os». Er det ikke sandt, at hvis du rigtigt kunne tro og besinde, hvad det vejer, at Guds Søn giver sit legeme og blod for os, så ville du begynde at råbe af lutter glæde og sige: «Alle synder er jo intet imod det, næppe mere end en gnist mod det store hav!»? Men netop sådan ser Herren det altid. I himlen holdes Kristi blod altid i høj ære; der gælder det mere end hele verden. Du og jeg har så ynkelige hjerter, at de ikke et øjeblik kan fastholde og besinde det, som dog er større end hele verden; for vores mørke og skrøbelige hjerter har Kristi blod ganske ringe værdi, men for Gud har det altid en umådelig og uudsigelig værdi. Det ved Kristus; derfor kunne han sige: «Den, der har badet, er helt og holdent ren, og I er rene». Du og jeg kan ikke rigtig tro, men Kristus tror fuldkomment, at hans blod gælder; derfor kan han dømme, som vi nu har set. Besind dette dybt, så skal du i din allerværste syndenød kunne sige til Gud: «Hellige Fader! Hvis du nu vil forkaste mig, så må du først forkaste din elskede Søn, hans legeme og blod, som du har taget imod som løsesum for mig. Du kan ikke forkaste mig, så længe du godkender løsesummen». Sådan skal du sige – og siden

«Hav trøst i al din skrøbelighed, / indtil du får bud om det, / at Gud har forkastet løsesummen».

Dette er den egentlige grund til, at nåden er så uforanderlig. Men Johannes siger: «Gud ved alt». Der er endnu flere forhold, som Gud ved, og som gør nåden urokkelig. Der står i vores tekst, at Kristus vidste i forvejen, at Peter skulle falde og fornægte ham (v. 34). Så tænker jeg sådan: Hvis denne Peters skrøbelighed havde været en grund for Kristus til at forkaste ham, så havde han gjort det allerede i forvejen, så havde han aldrig på noget tidspunkt været ham nådig; for han kendte fra begyndelsen alle Peters skrøbeligheder, han troede aldrig på noget tidspunkt noget bedre om Peter. Det er en tankevildfarelse hos os, at vi synes, at Gud får øje på vores synder nu og da, skønt han dog har set dem alle fra begyndelsen. Han ser på et øjeblik alt, hvad der bor i os, alt det onde, som skal bryde ud gennem hele vores liv. Skulle han nogen sinde forkaste os eller blive træt af os for den slags, så skulle han aldrig have begyndt at frelse os, drage os til sig og benåde os. Han ved, at vi egentlig er de samme til alle tider, både i de bedre og i de dårligere stunder. Hos en kristen er der to naturer, kødet og Ånden, som altid strider mod hinanden. Det ene øjeblik træder Ånden så herligt frem, at man knap mærker noget til kødet, men kun liv og fred og kærlighed og gudsfrygt. Det næste øjeblik træder kødet og Djævelen så grueligt frem, at man knap mærker noget til Ånden. Hvem kunne i «sigtningens» time se noget af Ånden hos Peter? Men i en anden stund trådte Ånden igen frem, da «han gik udenfor og græd bitterligt». Kristus ved altså til alle tider, at vi egentlig er de samme gennem alle disse skift; han lader sig ikke vildlede. I den stund Peter viser sig så stærk og trofast ved Getsemane Have, ved Kristus alligevel, hvordan han samme aften skal falde; og i den stund han falder, ved Kristus alligevel, at Peter i hjertet, i ånden, er den samme trofaste ven. Hvornår skulle han så forkaste ham? At besinde dette hører også med til den «skjulte visdom».

Men endnu en gang: «Gud ved alt». Kristus siger i vores tekst, at disse samme skrøbelige disciple engang skulle være i himlen, hvor de skulle sidde på deres troner og sammen med ham dømme Israels tolv stammer. Da skulle ingen synd og skrøbelighed hænge ved dem. Kristus ved, hvordan vi engang gennem hele den uendelige evighed skal være helt rene, herlige og smukke, fulde af kærlighed og hellighed, til uendelig lov for ham. Nu tænker jeg, sådan som også en ældre lærer skriver, at vi med al trøst kan sige til ham: «O, min kære Gud! Jeg beder dig om, i det øjeblik jeg falder, at se på mig i den tilstand, jeg engang skal have i himlen, hvor jeg slet ikke skal synde mod dig, men uendeligt elske og lovprise dig. Vil du derimod betragte mig, sådan som jeg er på jorden, så finder du en synder, som hver dag og stund krænker dig med en eller anden synd. Men betragter du mig i Paradis, så ser du en helgen, som tilbringer den endeløse evighed uden en eneste gang at krænke dig, men altid og fuldkomment elsker og priser dig. Se på mig i den tilstand, og bliv ikke vred over, at du i 30, 40 eller 50 år – det vil sige to eller tre sekunder af den lange evighed – må se mig underlagt svaghed og skrøbelighed.»

Dette er vores «skjulte visdom». O, gid den måtte gribe, styrke og glæde alle troende hjerter, så de ikke elsker noget højere end denne kære, milde Frelser; så skal den kærlighed være den rette helliggørelses kilde og kraft; for «kærligheden gør alting let», og «kærligheden er lovens opfyldelse». Gud forøge for sin kærligheds skyld troen og kærligheden i os! Amen.