Et stykke af anstødsstenen på Zions bjerg eller Noget om synd og nåde

(Første årgang, 1842)

«Da bliver han et helligt tilflugtssted; men han er også en anstødssten og en klippe til fald. – – Og mange af dem skal støde an imod den og falde og knuses og fanges i snaren og gribes» (Es 8,14–15)

«Enhver, som falder over den sten, skal knuses; men den, som stenen falder på, skal den slå i stykker» (Luk 20,18)

Alt menneskeligt er falsk, svagt, vaklende, uvist og foranderligt, sådan som fornuft, følelse, tanke og mening er det. For eksempel: snart ser jeg Gud i alt, hvad der møder mit blik, snart synes jeg, at der ikke findes nogen Gud i verden; snart synes jeg, at Gud er lutter overstrømmende nåde og kærlighed, snart igen, at han er træt, unådig, vendt bort og vred; snart synes jeg om mig selv, at jeg er en ganske hæderlig kristen, snart igen en helt hjælpeløs synder. Kort sagt: mening og følelse – alt det er som et rør i vinden, svævende, uvist, falsk, foranderligt og løgnagtigt; som David siger: Alle mennesker er løgnagtige – alt kød er hø. Så ser jeg da endelig, at alt, hvad jeg selv synes om Gud eller om mig selv, ikke fortjener nogen opmærksomhed. Herre, hvad skal jeg da trøste mig ved? – Jo, én ting ved jeg, som er vis, fast og evigt urokkelig: i himlen sidder en dommer på tronen, den store, hellige Gud! Han har talt og sendt et evigt, helligt, urokkeligt ord ned fra himlen, hvis domme står fast og urørlige som det store, vide, høje bjerg, ja, hvoraf ikke en tøddel eller et bogstav forandres eller bliver til intet, selv om himmel og jord forgår.

*) Den anstødssten på Zions bjerg, som Skriften så ofte taler om, er vel egentlig Kristus, helt og holdent, både hans person og hans embeder; men det, som jøden og grækeren, eller selvretfærdigheden og den menneskelige visdom, især og mest dødeligt støder an imod hos Kristus, er hans forhold til syndere, hans domme om synd og nåde. Se Luk 15,2 og 28–30; Matt 20,10–12; 1 Kor 1,23 m.fl.

Hvad siger nu dette evige, himmelske ord om vores største og vigtigste spørgsmål, om Gud og om os, om synd og om nåde? Først: hvad siger Ordet om os, om vores værdighed eller uværdighed, om hvordan vi ser ud for Guds øjne? Svar: Det siger, at Gud har søgt og søgt over hele jorden, om han kunne finde ét eneste menneske, som var retfærdigt for ham, men han fandt ingen. Det siger: «Herren skuer ned fra himlen på menneskenes børn for at se, om der er nogen forstandig, nogen, der søger Gud; alle er veget af, alle sammen er de blevet unyttige; der er ingen, der gør godt, der er ikke en eneste. Gud så, at menneskenes ondskab var stor på jorden. Der er ingen retfærdig, ikke én» (Sl 14,2–3; 1 Mos 6,5; Rom 3,10–19).

Når vi nu lægger hertil, at Gud er så hellig, er en så grænseløs, himmelklar hellighedens ild og lys, at end ikke himlene er rene for ham, at han «ikke stoler på sine tjenere og finder fejl hos sine engle», så følger det, at ikke ét eneste menneske kan bestå for ham, at alle sammen fortjener den evige fordømmelse og er lige i det (Rom 3,19–20.23), at Judas og Johannes har fortjent én og samme fordømmelse lige så meget, at Peter og troldmanden Simon, jomfru Maria og skøgen har lige fortjent ét og samme helvede. Nej, det er forfærdeligt og urimeligt! Ja, mærk her, hvordan fornuften støder an, når man ligefrem udtaler, hvad der ligger i ordene: «Der er ingen forskel; for alle har syndet og mangler æren for Gud og bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.» For mennesker er der en forskel, men ikke for Gud. På jorden er der ganske vist en afstand mellem dalbunden og bjergtoppen; men når man betragter begges afstand fra solen, så forsvinder denne forskel; den tages da ikke i betragtning, for afstanden er så stor. Man siger blot om dem begge: afstanden er umådelig. Sådan er der også for os en forskel mellem det ene menneske og det andet, mellem den ene stund og den anden, men ikke for Gud. Alt, hvad der hedder menneske, også den mest trofaste og fromme kristne, er en helt igennem uren jordorm. Hans bedste gerninger er besmittet af den gamle slanges gift; hans tro, kærlighed, bøn og lovprisning, som er hans bedste gerninger og virket af Guds Ånd, er dog besmittet af karrets urenhed: troen blandet med slagger, med selvretfærdighed og vantro; kærligheden ringe, snæver og forsømmelig; bønnen og lovprisningen kold, svag og uværdig til den store majestæt. Ud over disse stadige mangler, som ville være nok til menneskets fordømmelse, falder det også uophørligt i synder og gør sig urent undervejs; det kan aldrig holde så vågen vagt, at det ikke her og der bliver besmittet af ugudelighed. Hele jorden er overskyllet af uretfærdighed som af en svulmende syndflod: afgudsdyrkelse, vantro, sorg og mistrøstighed, misbrug af Guds navn, banden og ugudelig tale, sabbatsbrud, ulydighed, vrede, had, stridigheder, utugt, løsagtighed, urenhed, griskhed, tyveri, bedrag, falskhed, løgn og bagtalelse; og hvor ikke alt bryder frem i gerning, koger hjertet dog af onde begæringer, tanker og indre rørelser, som for den Helliges øjne er urenhed. Kort sagt: af alle de år, måneder, dage og timer, du har gennemlevet, har du hvert minut samlet ny skyld; for hvilken stund var du så varm i kærligheden og så hellig, som Guds øjne kræver? Derfor siger Luther med rette, at det menneske, der på én gang fik alle sine synder at se, aldrig ville kunne trøstes, men i samme øjeblik ville dø af fortvivlelse.

Sådan står det altså til med den faldne slægt? Hvordan vil da et menneskebarn bestå for den grænseløse helligheds fortærende ild? Hvormed vil du betale din skyld, du menneske? Du kan ikke svare ham én gang ud af tusind. Selv om du længe har været en troende kristen og har erfaret meget og udrettet meget, så gælder det ikke mere – ser Gud på dig med sine hellige øjne, så ve dig! Det var en gammel, from Guds tjener, som vidste dette og derfor bad: «Herre, gå ikke i rette med din tjener, for ingen levende er retfærdig for dig» (Sl 143,2). «For Gud er ingen levende retfærdig» – sådan er Ordets dom. Se, hvordan dette strider mod mening og følelse, som altid, når vi har været noget frommere, siger os, at vi da er mere værdige til nåden, eller at Gud da har lettere ved at tilgive os; når vi derimod har syndet, synes vi, at Gud vil have sværere ved at tilgive os. På den måde skulle nåden og retfærdigheden, i det mindste for en del, komme af vores gerninger, af vores værdighed. Men det har vi nu set Skriften benægte. Husk derfor, at du er til alle stunder lige værdig og lige uværdig. Sådan var det himmelske, evige ords dom. Lad os nu for det andet høre, hvad det samme evige, himmelske ord siger os om Gud, om hans vilje og råd om vores frelse. Kan vi ikke forstå, hvad der er i os, men dømmer altid falsk, forvendt og ustadigt om os selv, så kan vi meget mindre forstå, hvad der er i Gud, og dømme ret om ham, som alle himles himle ikke kan rumme, og som keruber og serafer ikke kan udforske – og så skulle mennesket, den svage, fordærvede skabning, den forblindede, svage og ustadige menneskelige mening, forstå ham ret! Langt derfra! Al menneskelig dom om Gud er derfor den mest tåbelige og forvendte, sådan som alle tiders og folkeslags historie til fulde vidner. Den ene har tænkt sig og beskrevet Gud på én måde, den anden anderledes; den ene har troet at behage Gud med det ene, den anden med noget andet, så det er jammerligt at se, hvordan de har faret vild og løbet omkring i mørket. Sådan går det også med os, så snart vi mister Ordet af syne.

Hvad siger altså det evige, himmelske ord om Guds vilje og råd om vores frelse? «Så elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» «Der er ingen forskel; for alle har syndet og mangler æren for Gud og bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.» «Kristus er ved sit eget blod gået ind i helligdommen én gang for alle, efter at han havde vundet en evig forløsning.» «Så mener vi altså, at mennesket bliver retfærdiggjort ved tro, uden lovens gerninger» (Joh 3,16; Rom 3,22–23.28; Hebr 9,12). Sådan lyder de hellige ord, som himmel og jord skal bøje sig for og tilbede! Lad nu alle verdens vise, ja, engle og ånder, fornuft og følelse sige både det ene og det andet – på tronen i himlen sidder én, Dommeren over alt skabt. Han taler ord, som i alle evigheders evighed står fast som bjergets søjler. De siger, at alt kød er fordærvet, tabt og fortabt – der er ingen forskel – men at den enbårne Søn fra Faderens skød tog vores kød på sig og én gang ofrede et offer, som behagede Faderen, og som gælder evigt. Det siger, at vi derfor nu bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus; at om dine synder var blodrøde, skal de dog i dette offers blod blive hvide som sne – at om de var som sandet i havet, skal de dog alle forsvinde her; for det var ikke en helgen, ikke en engel, men den store, hellige Gud, som har skabt tusinder af verdener, der påtog sig at udslette dem, som tog menneskers kød og blod på sig og dermed udslettede menneskers synder, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv, ikke mere skal dømmes og bedømmes efter egen fortjeneste, men efter denne Mellemmands, og derfor i ham regnes for retfærdig og Gud velbehagelig til alle stunder, ligesom han jo er retfærdig og Gud velbehagelig. Sådan er den store majestæts evige beslutning, sådan er dens forkyndte dom, og over for den er alle vores tanker og meninger kun hø og strå. Hvad betyder det nu, at den blinde, svage, barnlige mening siger noget andet? Hvem er du, som vil strides med Gud? – Åh, gid vi var vise! Åh, gid Gud endelig ret ville åbne og oplyse vores tunge øjne, så vi fik dette himmelske lys at se og nu kunne gøre brug af det i livet! For eksempel: når jeg synes, at jeg har været mere gudfrygtig og åndelig og derfor mere behagelig for Gud, så burde jeg straks sige: Det er en vildfarelse i min tanke, et smukt hjernespøgelse; for Gud har fældet den dom, at alle er uduelige, at ingen i sig selv kan være ham behagelig nogen stund, at ingen kan blive retfærdig af sine gerninger osv. Når jeg en anden stund synes, at jeg har været så syndig, at Gud umuligt kan være mig lige så nådig som før, så bør jeg sige: Det er en vildfarelse i min tanke. Ordets evige dom sagde, at jeg i mig selv til alle stunder var lige fordømmelse værd, men også, at min borgensmand til alle stunder var lige retfærdig; at jeg altså i Kristus til alle stunder var lige retfærdig og Gud behagelig; at hvis retfærdigheden kommer af gerningerne, så er Kristus død forgæves. Men hvis jeg er mere retfærdig og behagelig for Gud, når jeg selv har været frommere, og mindre retfærdig, når jeg selv har været mindre from, så kommer retfærdigheden sandelig af gerningerne – og «så er Kristus død forgæves». Gud bevare mig i sin nåde fra en sådan gudsbespottelse! Når jeg synes: Gud må være blevet træt af mig for alle mine synders skyld, han kan nu ikke have velbehag i mig, nej, han er vred og har vendt sig bort på grund af den eller den synd – så bør jeg sige: Dette billede af Gud er helt mislykket – eller sådan: Dette billede er ikke den sande Guds, men et modbydeligt afgudsbillede, et tankespøgelse; for en sådan Gud, som ser på min stakkels fromhed eller ufromhed og derefter er mig nådig eller unådig og elsker undertiden mere og undertiden mindre, findes hverken i himlen eller på jorden. Den eneste sande Gud er den Gud, der er forsonet ved Kristus, og som elsker med en altid lige brændende kærlighed; han har i mig til alle stunder lige store grunde til at vredes og fordømme, men også i Kristus til alle stunder lige store grunde til at benåde og elske; derfor har han også til alle stunder lige stærk og brændende kærlighed, lyst og velbehag til mig og omsorg for mig. Sådan er Gud beskrevet af det evige, himmelske ord. Synes jeg noget andet, så er det blot en fejltagelse hos mig, en vildfarelse i tanken, et falsk billede af Gud, som kommer af, at Guds rette billede blev udslettet i mennesket ved syndefaldet. Men kære, er dette dog fuldkommen vist og sandt, at Gud aldrig tilregner de troende sådanne synder, som endnu bor i dem og desværre undertiden bryder ud i ord og gerninger? at Gud til alle stunder anser dem for lige retfærdige i Kristus? – eller med andre ord, at retfærdigheden helt og holdent kommer af Kristus alene og ikke af gerningerne? Er det virkelig sådan, det forholder sig? Ja, sådan har den store, hellige Gud talt i sit ord. Gennem David siger han, at saligheden tilhører det menneske, «som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger», og «som Herren ikke tilregner synd». Og gennem Paulus, «at intet kød skal blive retfærdiggjort af lovens gerninger, men at Guds retfærdighed er blevet åbenbaret uden lov – nemlig Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle og over alle, som tror; ja, at alle de, som holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse»; men at der ingen fordømmelse er for dem, som er i Kristus Jesus. Og endelig bevidner den samme Herrens apostel, at hvis retfærdigheden kommer ved loven, så er Kristus død forgæves. Sådan siger også Kristus selv, ikke alene at hans blod er udgydt til syndernes forladelse (Matt 26,28), og at hans liv er givet som løsesum (Matt 20,28), men også at tolderen i templet, som ikke havde andet at fremvise end synd, derfor gik retfærdiggjort hjem frem for farisæeren, som havde gjort meget godt; og at de arbejdere, der var kommet til vingården i den ellevte time, fik lige så meget som dem, der havde båret hele dagens byrde og hede. Med rette siger Paulus: «Er det af nåde, så er det ikke mere af gerninger, ellers er nåden ikke mere nåde; men er det af gerninger, så er det ikke mere nåde, ellers er gerningen ikke mere gerning.»

Hvad følger nu af alle disse soleklare og bjergfaste vidnesbyrd, om ikke det, som Luther siger: at ingen synder formindsker, og ingen gode gerninger forøger den nåde og retfærdighed, som de troende står i for Guds øjne; at Gud ser dem alene i Kristus, sin elskede Søn, som retfærdige og velbehagelige, og det til enhver tid lige meget, så længe de er i ham ved troen? Ja, heraf følger, at jeg ikke er mere retfærdig, benådet og velbehagelig for Gud i den stund, jeg selv er mere from og gudelig, og mindre retfærdig i den stund, jeg selv er mindre from; for så ville retfærdigheden og benådningen jo dog i det mindste for en del komme af gerningerne – og «så var Kristus død forgæves», siger Apostlen; så var Kristi retfærdighed alene, eller «uden lov», ikke en fuldkommen retfærdighed; ja, så var jeg også dårligt hjulpet af Kristus, for jeg kunne aldrig være vis på, hvornår den tilføjelse af fromhed, som jeg selv måtte lægge til, var stor nok. Vi holder for, at mennesket retfærdiggøres ved tro uden lovens gerninger, og at det forbliver sådan, så længe det lever i Kristus ved troen, nemlig til enhver tid lige retfærdigt, i svaghedens stunder og i styrkens; når det af svaghed kommer til at synde, så vel som når det får nåde til at gøre noget godt; når det kommer til at blive vredt, så vel som når det får nåde til at lide med sagtmodighed; når det lider af kulde i sindet, så vel som når det smelter af kærlighed; ja, når det ler, så vel som når det græder.

Her svimler og forskrækkes dog fornuft og følelse ved sådanne ord. Mærk her, hvor dybt den smitte sidder i os, at retfærdigheden skal være af gerningerne, og hvordan den smitte sidder også hos troende kristne. Vi taler ikke om, hvordan Kajfas herved vil blegne og skælve af hellig vrede og forbavselse, sønderrive sine præsteklæder og råbe: Kætteri, kætteri! for Kristus skal altid være «en anstødssten og en klippe til fald for dem, som fortabes». Men den, som vil tro og frelse sin sjæl, besinde blot, hvad Herrens ord har talt. Vi har allerede set det. Kommer retfærdigheden ved gerningerne, så er Kristus død forgæves. Er jeg mere retfærdig for Gud i den stund, jeg selv er frommere, så kommer retfærdigheden visselig ved gerningerne, og Skriftens lære er da falsk. Dette lærepunkt er ømtåleligt. Det er om det, Apostlen siger: «En smule surdej gennemsyrer hele dejen» (Gal 5,1–9). Men Gud er jo evigt uforsonlig over for al synd, og han elsker retfærdighed; hvordan kan han da holde mig lige så retfærdig og kær i den stund, jeg kommer til at synde, som i den stund, jeg gør hans vilje? Svar: Gud har i sandhed en streng og hellig vrede mod al synd, men – højlovet være forsoningens råd! – al denne vrede vendte han mod den eneste Søn og udøste den over ham; al syndens skyld og straf lagde han på ham. «Herren kastede alles vore synder på ham; han (Sønnen) blev såret for vore overtrædelser og slået for vore misgerninger; straffen blev lagt på ham» (Es 53). Var jeg ikke iklædt hans retfærdighed, så var den mindste synd fordømmelig; men det er for hans skyld, at der ingen fordømmelse er for dem, som er i Kristus Jesus (Rom 8,1). Og når Gud hjemsøger synden hos sine børn, som han altid er mest nøjeregnende med, så sker det ikke af vrede og ikke for at kræve nogen syndens skyld ind, men af faderlig kærlighed og for at dræbe syndens rod og begæringer. Derfor siger Herren selv om sin Søn: «Hvis hans børn forlader min lov og ikke vandrer efter mine retter, hvis de bryder mine forskrifter og ikke holder mine bud, så vil jeg vel hjemsøge deres overtrædelse med ris og deres misgerning med plager, men min nåde vil jeg ikke tage fra ham, og jeg vil ikke svigte i trofasthed. Jeg vil ikke bryde min pagt, og hvad mine læber har talt, vil jeg ikke ændre» osv. (Sl 89,31–36). Den nåde, som Faderen lovede sin Søn, var naturligvis ikke en nåde over ham selv, for hans egen person; for en sådan nåde behøvede han ikke – og en sådan nåde kunne ikke komme på tale, fordi hans børn syndede – men det var naturligvis den nåde, som Sønnen søgte og dyrt købte, nemlig nåde for sine børn, sine troende. Derfor blev spørgsmålet om den nåde, som var lovet Sønnen, knyttet sammen med spørgsmålet om børnenes synder. Men nu siger Herren her, at eftersom denne nåde var grundet på Sønnen og lovet ham, så skulle den ikke rokkes, når børnene syndede; for hvis nåden blev rokket eller formindsket ved deres synder, så «blev pagten brudt», den pagt, som netop indeholdt, at de skulle have «en evig nåde» og deres synders forladelse, «uden lov», «uforskyldt», alene ved Sønnen.

Men Gud elsker og lønner jo dog gode gerninger? Følger det ikke deraf, at også min person har mere nåde og velbehag hos Gud i den stund, jeg er mere from og virksom i det gode, end i den stund, jeg falder og synder? Svar: Visselig har Gud behag i sine børns gerninger; men hvorfor? – alene for personens skyld, alene fordi personen i forvejen er ham velbehagelig ved Kristus. Alt, som ikke er af tro, er synd. Når nu personen først ved troen må være Gud velbehagelig, før gerningerne kan behage ham, så følger det jo, at det ikke er gerningerne, der gør personen velbehagelig; men den i forvejen velbehagelige person gør, at gerningerne behager ham. Når man først holder dette punkt rent og klart, så nægtes det ikke, at en troende kristens gerninger behager Gud. Alt, hvad de retfærdiggjorte børn gør i troen og kærligheden, må alt sammen regnes for vel gjort, var det end nok så ringe i sig selv; mens derimod ingen af de synder, som endnu hænger ved dem, bliver tilregnet dem. Det gør Kristi retfærdighed, som de er klædt i. Kort sagt: Et barn i huset er du alene ved fødslen; det forbliver du også til enhver tid, så længe du forbliver i huset, hvad enten du er rask eller syg, sorgfuld eller glad. Gud betragter i sandhed sine børns forsyndelser ikke som skyld – for al syndens skyld er lagt på den eneste Søn – men som sår, lyder og lidelser, sådan som en øm mor ser på sit syge barns plager og klynken, der imens gør det lidende barn til det, hendes hjerte ømmer sig allermest for. Ja, synden er også for de troende selv ikke en lyst, men en lidelse, den største lidelse. For de enfoldiges skyld kan endnu en lignelse gøre alt dette anskueligt: Der var i gamle dage en stor konge, som blandt sine mange tro tjenere havde én, som han nærede stor nåde, kærlighed og tillid til, og som havde ansvaret for en stor del af rigets (kronens) midler. Men denne tjener misbrugte tilliden så groft, at han ødslede det meste af de midler, der var betroet ham, bort og derved kom i en gæld på ti tusind dukater. Afsat fra sit embede, helt forarmet, syg og ude af stand til at arbejde kunne han nu ikke gøre det mindste for at betale sin uhyre gæld. Hvad skulle kongen her gøre? At eftergive gælden tillod retfærdigheden slet ikke; for det var ikke kongens private ejendom, men rigets. Hvad var der andet tilbage end at dømme den skyldige skyldner til livsvarigt fængsel som straf for hans bedrageri – medmindre en anden betalte hans gæld og købte ham fri? Hvad skete der? Kongens søn, arvingen til riget, bevæget alene af sit eget hjertes ømhed og den skyldiges nød, tog sig af hans sag og betalte hele hans gæld og udvirkede og vandt dermed kongens nåde for forbryderen. Kongen var tilfreds, den dømte var fri. Glad og forundret over denne store, uventede nåde bad den benådede under tusind tårer om tilgivelse for sine forbrydelser – som dog allerede var tilgivet – og havde nu for resten af sine dage intet højere ønske end at få vist sin redningsmand og sin konge en smule taknemmelighed, om end nok så ringe. Men hvad behøvede han, som havde mange tusind tjenere? Dog, som en ven af flid og god vilje, og for at opfylde den taknemmelige tjeners ønske, lod han ham gøre, hvad han formåede med sine svage kræfter, og gav ham en plads blandt sine tro tjenere. Hans plads eller beskæftigelse blev nemlig om sommeren at luge ukrudt i kongens rige have og om vinteren at lave tændstikker. Tænk nu, om denne tjener en dag, da han havde luget meget ukrudt eller lavet flere tændstikker, havde tænkt: Nu vil kongen sikkert benåde mig og skåne mig for fængslet, da jeg har gjort så meget. Hvilken dårskab! Som om han ikke i forvejen var benådet ved kongesønnens løsesum! Som om hans gæld endnu ikke var betalt og nu kunne betales med nogle tændstikker! Som om den store konges nåde eller unåde afhang af nogle tændstikker! – Men omvendt: Tænk, om den benådede tjener en dag havde været mere kraftesløs og uvirksom og da tænkt: Nu er kongen sikkert vred på mig, fordi jeg har gjort så lidt i dag. Hvilken dårskab! Som om kongen havde eftergivet gælden og benådet ham for hans tændstikkers skyld! Som om disse spåner betød mere end den løsesum, kongesønnen havde betalt, ti tusind dukater! Klogest havde den benådede tjener gjort, om han havde været helt tilfreds med den store løsesum, kongesønnen havde betalt, og så, tryg og vis på kongens uforanderlige nåde, i al uskyld havde arbejdet med sine små gøremål og imens sunget denne enfoldige vise i sin lille frie hytte:

Alt, hvad jeg kan gøre, er kun tændstikker; / for dem har jeg sandelig ikke fået tilgivelse. / Om jeg skulle gøre flere eller færre, / det rører vel ikke min sag hos kongen. / For at jeg ejer kongens høje nåde, / det gjorde sønnen efter sin faders råd. / Han gjorde også, at min ringe tændstikgerning / nu behager den højeste konge i verden; / derfor vil jeg glad arbejde til min sidste stund, / da nåden er den samme hvert minut.

I barnefrihedens ægte liv / glæder den frelste træl sig. / O, hvilket saligt tidsfordriv / for legemet og for sjælen,

at jeg får tjene kongen til min sidste stund, / at nåden er den samme hvert minut! Anvendelsen er let at gøre. Når Guds egen, enbårne, elskede Søn til forsoning for vore synder har givet, ikke sølv eller guld, men sit eget dyrebare blod, hvad betyder så vore arme, besmittede og ringe gerninger for den store, hellige Guds øjne mere end spåner? Hvad er alle vore bodstårer, bønner og kampe mod det onde andet end at luge ukrudt – som vi dog selv for en del har plantet? Hvad betyder også alle vore synder over for det dyrebare forsoningsblod? Desuden er pagten allerede sluttet mellem Faderen og Sønnen, synden allerede borttaget. Hvilken dårskab og bespottelse at ville fuldkomme den løsesum, som Sønnen allerede har betalt, med vore arme tilføjelser! Skulle vi ikke nu langt hellere lade det være gjort og afgjort: først at vore personer nu – Gud være lovet – for evigt og til enhver tid er Gud velbehagelige alene ved Kristi retfærdighed, som er tilregnet os, og som jo til enhver tid er lige fuldkommen; dernæst at derfor også vore små, ubetydelige gerninger, som vort kalds enkle arbejde, er velbehagelige for den store konge, alene på grund af det behag, han har i vore personer, som er ham kære i hans Søns retfærdighed?

«Men denne lære forringer og svækker jo læren om helliggørelsen?» kunne nogen frygte. Svar: Lad mennesket prøve sig selv! Hvad virker den hos dig? Du behøver ikke mere for at prøve din sjælstilstand end blot at give agt på, hvad denne lære virker. Får den dig til at tænke: Godt, godt, nåden dækker over alle synder, så vil jeg leve frit efter mit køds begæringer – så mærker du deraf, at du ingen kristen er, men en død hykler. En sand kristen, som dagligt mærker, hvad synd vil sige, smelter ved denne nådefulde lære, får nyt liv og ny lyst til det gode af den og bryder snarere ud sådan: Gode Gud, hvilken nåde! Hjælp mig blot til i alle mine levedage at leve dig så meget mere tro og lydig, eftersom du har bygget min salighed på så fast en grund! – «Ophæver vi da loven ved troen? Slet ikke, vi bekræfter tværtimod loven» (Rom 3,31).

O, hvilke gode kristne vi skulle blive, hvis vi flittigt brugte denne lære! For eksempel når vi har forsyndet os af svaghed, af letsind, utålmodighed og vrede: at vi da, så snart samvittighedens stød ville slå vor tillid ned, straks mindede os selv om den evige nåde og sagde: Ak ve, hvordan har jeg dog båret mig ad over for min kære Fader! jeg, som dog har en evig nåde ved Kristus, en retfærdighed og nåde, der til enhver tid er uforanderlig! O, min trofaste, evigt kærlige Fader! Tilgiv dit arme barn, tilgiv mig!

Ja, ak, jeg ved, at du tilgiver; / men o, mit hjerte i mig græder, / at jeg har syndet sådan mod dig, / som dog er lige kærlig mod mig!

«Til frihed har Kristus befriet os; stå derfor fast, og lad jer ikke igen fange under slaveriets åg. – I er helt skilt fra Kristus, I som vil retfærdiggøres ved loven; I er faldet ud af nåden. – En smule surdej gennemsyrer hele dejen. I er kaldet til frihed, mine brødre; lad blot ikke friheden give kødet anledning, men tjen hinanden gennem kærligheden» (Gal 5,1.4.9.13).