En undersøgelse af de troendes åndelige renhed

i anledning af Kristi ord: I er allerede rene osv. (Joh 15,3)

(Trettende årgang, 1854)

Efter at Kristus i de nærmest foregående ord, v. 2, har sagt, at den gode gren renses, for at den kan bære mere frugt, tilføjer han i v. 3: I er allerede nu rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer. Det er da et ganske besynderligt sprog, mørkt og dunkelt, især for dem, der ikke lever i troen på den herlige sag, det indeholder. Tænk, hvor gådefuldt det lyder: rene på grund af et ord. Hvad kan det betyde? – «rene ved et ord?» Og samtidig er disse ord meget vigtige; for det første er de vor højtlovede Herres og Frelsers egne ord – og hans ord har altid noget at betyde; og for det andet handler de om et så dyrebart og nærgående spørgsmål, nemlig om vor åndelige renhed for Gud, uden hvilken ingen kan blive frelst – for at det er en åndelig renhed, der her tales om, ser jeg af, at den kommer alene af hans ord: «rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer». Og det er en renhed, som den evige dommer selv anerkender; for det er Herren selv, der siger dette. Og det, han kalder renhed, det må i himlen og på jorden gælde for renhed. Ellers kan vi aldrig være trygge på, at det, vi anser for renhed, også anerkendes som det af ham – vi må høre det af hans egen mund. Alt afhænger af, at han godkender mig; for «Gud er den, som retfærdiggør», Gud er den, der skal dømme os. Og har jeg en renhed, som Gud selv anerkender, så gør det ingenting, om jeg og alle mennesker ser lutter urenhed hos mig; sådan som den himmelske røst svarede Peter i Joppe: «Hvad Gud har renset, må du ikke anse for vanhelligt» (ApG 10,15). Jeg vil derfor undersøge, hvad Kristus kan have ment her, så finder jeg måske en særlig kilde til trøst. Tænk, om der findes et sådant forhold, hvorved jeg for Gud er helt ren og syndfri, og jeg ikke ved det! Tænk, om der findes et hemmelighedsfuldt forhold, hvorved Gud er helt tilfreds med mig og ser mig helt uskyldig, hellig og yndig, midt mens jeg selv ser mig som ulideligt uren, syndig og afskyelig! Åh, hvor godt det ville gøre mit hjerte, hvis jeg vidste, at jeg var ren, uskyldig og velbehagelig for Gud! Vi vil derfor grunde over disse gådefulde ord.

Det første, vi bemærker, er, som lige sagt, at Herren taler om en åndelig renhed, en renhed for Gud; for det kan ikke falde nogen ind, at denne Herre midt i en dybt åndelig tale skulle tale om en blot udvortes, kirkelig eller legemlig renhed – så meget mindre, som han siger, at de havde deres renhed alene ved hans ord. Vi ser altså nok, at han taler om en åndelig renhed. Men hvordan skal denne renhed da forstås? Hvordan var disse disciple nu rene for Kristus ved hans ord? Vi ved, at Skriften kun taler om to slags åndelig renhed. Den ene er hjertets renhed, som Gud virker i os, og som der for eksempel tales om i ApG 15,9: «Han rensede deres hjerter ved troen» – og den renhed bor altså i os. Den anden er en befrielse fra synden, vundet ved et offer, ved hvilken jeg er frikendt for min synd eller retfærdiggjort; om den taler Johannes, når han siger: «Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd» – og den renhed blev i Det Gamle Testamente forbilledet ved sonofrene, når ypperstepræsten over offerdyrets hoved opregnede israelitternes synder og på den måde overførte dem, hvorefter offeret blev dræbt. Sådan siger Esajas om Kristus: «Herren kastede vor alles synder på ham». Og sådan siger Johannes: «Se Guds lam, som borttager verdens synd». Men også denne renhed fra synderne får vi ved Ordet, som Apostlen siger: «Han har renset den i vandbadet ved ordet».

Vi skal nu undersøge, hvordan disse to slags renhed er beskaffet, og hvilken af dem Kristus kan have haft i tankerne her. Da mange mener, at de vakte og troende er alt for tilbøjelige til at trøste sig med den tilregnede retfærdighed i Kristus, og da de selv også frygter, at de måske kun vil trøste sig med den og overse den renhed, som skal virkes i os, vil vi undersøge lidt nøjere, hvordan det forholder sig med den sidstnævnte.

Der har været megen strid mellem forskellige åndelige folk om denne indre renhed, som Guds Ånd virker i os. Nogle mener, at jo højere de spænder buen i dette spørgsmål, desto bedre gør de, og de har villet påstå, at kristne gennem megen tro og bøn og iver i helliggørelsen skulle blive så renset af Gud, at de til sidst ville være helt syndfri; andre vil derimod næsten ikke vide af nogen indre renhed, men taler om de kristne, som om de i øvrigt var helt ligesom de uomvendte, blot med den forskel, at de tror på Kristus og ved troen har hans retfærdighed. At de sidstnævnte farer vild, er let at bevise med blot nogle få klare ord i Skriften, som det lige anførte: «Han rensede deres hjerter ved troen». – Læg mærke til: «deres hjerter» – der tales ikke om, at skylden slettes ud, men om hjertet. Og igen siger Herren: «Jeg vil stænke rent vand på jer, og I skal blive rene. Fra al jeres urenhed og fra alle jeres afguder vil jeg rense jer. Og jeg vil give jer et nyt hjerte, og en ny ånd vil jeg give i jeres bryst, og jeg vil tage stenhjertet ud af jeres krop og give jer et hjerte af kød» – det vil sige et blødt, bøjeligt hjerte. – «Jeg vil give min Ånd i jeres bryst» osv. (Ez 36,25–27). Der taler Herren udtrykkeligt om et nyt, rent hjerte. Og endelig siger Apostlen: «De kødelige er kødeligt sindede, men de åndelige er åndeligt sindede» (Rom 8,5). Der siger han jo udtrykkeligt, at der er en bestemt forskel mellem de kødelige og de åndelige i deres sind. Vi ser altså, at det er en vildfarelse, hvis nogen mener, at de kristne i sig selv ikke har nogen renhed, som adskiller dem fra de vantro. Og det er en meget grov og farlig vildfarelse, der ville give plads for enhver kødelig forvrængning af det kristne liv. Nej, de troende har sandelig et nyt, rent hjerte, en ny, hellig ånd. Men så kommer den modsatte side og siger: «Har de et rent hjerte, så er der jo ingen urenhed eller synd tilbage hos dem; for Kristus siger, at det er fra hjertet, alt ondt udgår – ’fra hjertet udgår onde tanker’ osv. – og er hjertet nu rent, så kan der jo ikke engang findes onde tanker hos dem. For synden kan ikke ligge i legemet,» siger de, «men i hjertet. Når det nu er rent, så er der intet urent hos dem.» Her farer også de vild, sådan som man gør, når man ikke er blevet ret drevet og øvet i at trænge ind i Skriftens mening. Her kræves blot, at man skelner lidt nøjere mellem hjerte og hjerte. Hvad er det nye, rene hjerte andet end den hellige, villige ånd (Matt 26,41), Kristi Ånd i os, som strider imod kødet (Gal 5,17)? For kødet betegner ikke legemet og heller ikke en bestemt uren lyst, men alt det, som er født af kødet (Joh 3,6), eller den fordærvede natur, som vi ved den naturlige fødsel har i arv fra Adam – også dette indre åndelige onde, som er kilden til alt ondt – dette gamle hjerte, hvorfra onde tanker, lyster og begæringer udgår. Nu siges der intetsteds i Den Hellige Skrift, at kødet hos de hellige er helligt, men tværtimod, at det sådan strider imod Ånden hos de troende, «at de ikke gør, hvad de vil» (Gal 5; Rom 7); og derfor siger samme apostel, at «de, som tilhører Kristus, har korsfæstet deres kød sammen med lysterne og begæringerne» (Gal 5,24). Læg mærke til: han taler jo om dem, som tilhører Kristus, og siger ikke, at de er rene for lyster og begæringer, men siger tværtimod, at de har sådanne, og at deres kød er så ondt, at det uophørligt må korsfæstes – og det siger han om dem, som tilhører Kristus.

Men så siger de, som kæmper for, at en kristen er syndfri: «Kun det er synd, som jeg frivilligt gør imod et klart Guds bud; hvad vi ikke gør i fuld frihed, er ikke synd.» Ja, efter denne forklaring på synd indrømmer vi gerne, at en troende kristen i en vis forstand kan være syndfri; for vi ved, at en troende ikke synder «med vilje» (Hebr 10,26), ikke frivilligt handler imod et åbenbart Guds bud; men gør han noget, som i sig selv er synd, så sker det enten af uklar forståelse, eller fordi fjenden pludselig overrumpler ham, eller fordi den vældige fristelse øver åndelig vold mod ham, som da Peter fornægtede sin Herre. Om en sådan sigtningens stund siger også Paulus: «Jeg ved ikke, hvad jeg gør, for det, jeg vil, gør jeg ikke, men det, jeg hader, det gør jeg» (Rom 7,15). Og sådan må vi forstå det, da der mellem Paulus og Barnabas opstod en så skarp «forbitrelse», at de skiltes (ApG 15,39), og da Peter i ypperstepræstens gård tre gange fornægtede sin Herre, og da han senere i Antiokia hyklede, så Paulus måtte irettesætte ham åbenlyst (Gal 2,11.14). Paulus siger også: «Men gør jeg nu det, jeg ikke vil, så er det ikke længere mig, der gør det, men synden, som bor i mig» (Rom 7,20). Taget på den måde er det vel sandt, at en kristen, eller hans nye jeg, «ikke synder», som også Johannes siger (1 Joh 3,6–9), at «enhver, som er født af Gud, gør ikke synd» – synden er ikke hans gerning, men hans lidelse – men med alt dette har ingen apostel sagt, at vi i os selv er syndfri; tværtimod siger Johannes udtrykkeligt: «Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.» Nej, hele vores natur er så gennemtrængt af synden, at vi ikke engang mærker, når vi synder; den gamle urenhed klæber ved alt, hvad vi gør, tænker eller siger, også når vi vil gøre det gode. Siger Skriften, at «al menneskets retfærdighed er som et tilsmudset klæde», så får vi også erfare, at urenheden har gennemtrængt hver tråd i det klæde. For eksempel at vi ikke så vedholdende tror på vor Gud, som vi burde; at vi ikke elsker ham af hele vort hjerte og af alle vore kræfter, som vi skulle; at tankerne flyver ud efter mange unyttige ting; at vi ikke beder så andægtigt og varmt og ikke betragter Guds ord med den lyst og flid, som vi burde; videre at vore sind hurtigt bevæges af utålmodighed, vrede, egenkærlighed, hovmod eller urene begæringer; og endelig at vi ikke så alvorligt brænder for Guds ære og menneskers frelse, som vi burde – alt dette er jo intet andet end synd og urenhed. Hertil kommer så de egentlige fristelsestider, når Kristus for vort hovmodige hjertes skyld må lade os, som Peter, «sigtes af Satan», når vi gribes sådan af fristelser, at vi ikke føler andet, end at fjenden helt og holdent har os i sin magt, og ingen hellig ånd mærkes, så nådens børn jamrer og klager, som om de var helt fortabte. Det er jo de største helliges erfaring, som vi tydeligt nok ser af Davids klagesalmer og af Paulus’ suk efter at blive udfriet fra «dette dødens legeme».

Og alligevel, hvor rent er ikke deres nye hjerte, deres åndelige sind, midt under alt dette! Hør deres klage, deres selvbebrejdelse, deres bønner! Se deres tårer, deres knæfald, deres kamp! Ja, når det er allersværest, nemlig når de ikke mærker den rene vilje, det hellige, alvorlige had til synden, men klager over, at de elsker deres synd – læg dog mærke til, hvad alene den klage, at de ikke hader synden, egentlig indebærer! – Er den ånd, som klager over det, ikke ren og hellig? Og se, hvilken forskel fra de kødelige, som er så helt tilfredse med sig selv midt i deres syndige væsen og kun søger at kunne forsvare, undskylde og beholde deres synd! De troende er altså sandelig rene i sindet, så synden er deres bitreste plage, tugt og straf, så de i denne tilstand af selvanklage og sorg mere trænger til medlidenhed og trøst end til bebrejdelse og straf; og alt, hvad Skriften siger med straf og trussel, er derfor ikke ment for disse sjæle, der anklager sig selv, men kun for de sikre ånder, som stadig er opblæste med deres synder, når de hellere skulle sørge (se 1 Kor 5,2), «for hvis vi ret dømte os selv», siger Apostlen i 1 Kor 11,31, «ville vi ikke blive dømt». Og så snart korintherne angrede, var der lutter trøst og opmuntring i hans ord til dem. Se 2 Kor 7. Så stor vægt lægger Skriften på det rene sind.

Det er nu sandt, at Kristi disciple visselig også havde et sådant rent sind ved Kristi ord den aften, da han sagde: «I er allerede rene» osv. – det ser vi på Peter, da han gik ud og græd bitterligt, da han var faldet og havde fornægtet sin Herre; ja, vi ser det af hele hans historie, at han ikke var den, der ville fornægte sin Herre, lyve og forbande sig – derfor kunne disse ord: «I er allerede nu rene» ganske vist også tydes på deres rene sind. Men der er en omstændighed, af hvilken vi med god grund slutter, at Kristus alligevel taler om en anden renhed. Det er den omstændighed, at han tidligere samme aften havde sagt nøjagtig det samme om dem, at de var rene, men da sagde det i en sammenhæng, som bestemt viser, hvad han havde i tankerne, nemlig den høje, fuldkomne renhed, som består for selve Guds dom – den, vi har ved troen på hans blod. Det var nemlig, da han vaskede disciplenes fødder (Joh 13) og i den forbindelse sagde: «Den, der har badet, behøver kun at vaske fødderne, men er helt ren; og I er rene, dog ikke alle.» Johannes bemærker hertil: «For han vidste, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.» Se nu her: af denne tilføjelse fra evangelisten ser vi for det første, at han taler om en åndelig renhed, som den falske Judas ikke kunne have – vi ser, at han med hele fodvaskningen og talen om vaskning igen er inde i sit eget skønne billedsprog og taler om vores åndelige renhed for Gud – foruden at vi også uden denne udelukkelse af forræderen godt kunne have forstået, at Kristus ikke bekymrede sig om deres fødders renhed, allermindst nu i den højtidelige afskedsstund. Han taler altså om åndelig renhed. Hvad betyder da fødderne og deres vaskning andet end, som Luther siger, «vandringen og dens rensning»? Og så ser jeg noget dyrebart i hele sammenhængen i hans tale. Han udtrykker dette forhold: «Det er kun jeres vandring, der er uren – kun jeres egen retfærdighed, livets retfærdighed – den må stadig renses; men under den har I en anden renhed, som er fuldkommen; I er allerede vasket på en sådan måde, at der ikke mere behøves nogen vaskning af det hele; I er helt rene.» Tænk endnu en gang over Herrens egne ord: «Den, der har badet, behøver kun at vaske fødderne – men er helt ren – og I er rene – dog ikke alle.» Herren skelner altså på den ene side mellem deres egne fødders, deres vandels renhed, og antyder om den, at den altid må fornyes, og på den anden side en renhed, som de havde ved et andet bad, ved hvilket de var helt rene. Og nu ser vi, at når han siger, at de er rene, så taler han om denne sidstnævnte, fuldkomne renhed. Det kunne man også forstå, eftersom det er ham, der taler, han som nu gik hen for at udgyde sit blod til verdens forsoning og lige før samme aften havde sagt: «Mit blod udgydes til syndernes forladelse» (Matt 26,28). Ja, at vi et øjeblik kan drage i tvivl, hvad Herren her har i tankerne, kommer egentlig af, at vi med vort hjerte og vore betragtninger ikke er ret inde i Guds store frelsesråd og i Kristi sind. Hvis vi blot betænkte, hvad Kristus havde i sit hjerte, ja, hvis vi kunne besinde os på, hvad der i himlen er det eneste store, nemlig at Gud gav sin enbårne Søn til en forsoning for verdens synder, og hvis vi kunne besinde os på, hvordan han gennem en hel lang verdensalder på fire tusind år med utallige blodige sonofre og renselser, bestænkninger og vaskninger blev ved med at male et kommende sonoffer for sit folks øjne og verdens rensning fra synderne ved dets blod, så ville vi ikke et øjeblik kunne tænke, at Kristus selv nu skulle tale om nogen anden renhed hos sine disciple end denne. Hvis vi var i himlen og dér så og kendte, hvad der er hele den salige skares eneste emne for beundring og lovsang, hvordan den hvidklædte skare sammen med alle englene kun har én eneste evigt ny sang at synge foran tronen, nemlig om «Lammet, som har købt os til Gud med sit blod» – og at hele forklaringen på deres lykkelige lod er den, at de har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod – hvis vi fornam, hvordan intet er stort og intet gælder for syndere i Guds øjne og hjerte uden én ting, at hans egen, enbårne Søn har udgydt sit blod på jorden til deres synders forladelse – så ville vi ikke et øjeblik drage i tvivl, hvad Forsoneren selv mente i den stund, da han gik hen for at udgyde sit blod og sagde: «Den, der har badet, er helt ren», helt ren, ganske ren. Ja, hvis vi blot havde været med Kristus på det hellige bjerg og lyttet til de himmelske gæster, Moses og Elias, og hørt dem tale med ham alene om «hans bortgang, som han skulle fuldbyrde i Jerusalem» (Luk 9,31), så ville vi forstå, at man i himlen ikke regner noget andet for stort. Og hvis vi blot levede i troen og var ret inde i denne forsoning, så ville vi selv have kunnet ane, hvad Moses og Elias havde at tale om, uden at evangelisten havde fortalt os det. Vores forståelse af Kristi ord afhænger altså af, hvor nær vore egne tanker er hans tanker og sind.

Men nu behøver vi desuden ikke her at forestille os, hvad Herren havde i tankerne; vi har allerede af hans egen tale mærket det, som netop er vist, da han så udtrykkeligt skelnede mellem en dobbelt renhed. Hertil kommer nu, at hele tankegangen er den samme begge steder, hvor Kristus taler om deres renhed: han taler først om en mangelfuld renhed og behovet for en fortsat rensning og derefter om en fuldkommen renhed, som de på samme tid ejede: «I er allerede rene» – for ved fodvaskningen antyder han først, at de havde behov for en stadig rensning under vandringen, og taler derefter om den fuldkomne renhed; og på samme måde har han her i Johannes’ 15. kapitel i de umiddelbart foregående ord talt om rensningen af den gode gren, for at den skal bære mere frugt, og så taler han straks om en renhed, som de allerede havde: «I er allerede rene» – så mærker vi, at det er den samme sag, han omtaler. For når den samme Herre taler på samme måde, blot med to billeder, så forstår vi, at han taler om den samme sag. Og endelig vil vi bemærke, at Kristus aldrig plejede at rose vores iboende renhed og styrke, men tværtimod plejede at advare imod at se på den og glæde sig over en særlig nåde. Det ser vi samme aften: da Peter forsikrede om sin særlige troskab og styrke, forudsiger Herren straks hans fald for at slå denne trøst ned; og en anden gang, da disciplene med glæde fortalte om den kraft, de havde fået til at uddrive onde ånder, advarede han straks: «Glæd jer ikke over, at ånderne er jer underlagt, men glæd jer over, at jeres navne er skrevet i himlen». Kun over den uforskyldte frelse, den nåde, som er fælles for hver synder, måtte de glæde sig. Og når han endnu en anden gang fremstiller, hvordan en mand takkede Gud – ikke sig selv, men Gud – for at han var fromere end andre syndere, så er dette en farisæer; og tolderen, som slår sig for brystet og skammer sig, han går retfærdiggjort hjem. Af alle disse steder kan vi mærke, hvordan Kristus var sindet i disse spørgsmål. Ja, her finder vi, at den ånd, der meget vil fornøje sig over Guds kraft i os hellere end over forsoningens nåde, ikke stemmer så godt overens med Kristi sind som den modsatte, der hos sig selv føler lutter elendighed og har al sin trøst alene i Kristus. Han vil selv med sit dyre blod være vores renhed og vores trøst.

Men vi vender tilbage til vores spørgsmål. Af alt dette kan vi nu forstå, hvad Kristus mente, da han sagde: «I er allerede rene». – Og se nu, hvilken bemærkelsesværdig antydning, når han siger: «på grund af det ord» – eller ved det ord – «som jeg har talt til jer». På det første sted sagde han: «ved en vask» – her siger han: «ved mit ord». Hvem ser ikke nu, hvad Kristus sigter til? Det er den samme Herre, som i den store missionsbefaling sagde: «Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst». Det er den samme Herre, om hvem hans apostel sagde: «Han har renset menigheden i vandbadet ved ordet» (Ef 5,26). Her har vi altså de to midler, hvorved vi bliver renset i Kristi blod. Ja, på denne måde har Gud åbenbaret sit råd om vores rensning fra synden. Nu har vi forklaret nok; nu er der kun brug for betragtning og tro. Gud give os sin nåde dertil!

Se nu her, hvordan Kristus stadfæster hele Skriftens store hovedlære, at vi «ved troen bliver retfærdige for Gud». Paulus siger: «Troen kommer af prædikenen»; og her siger Kristus: «I er rene ’ved mit ord’». I har ikke gjort mere end at høre mit ord, og så er troen opstået i jeres hjerter, og så er I rene. Og dette siger Kristus selv, han, som skal dømme på den yderste dag. Åh, det kan glæde et menneske inderst i sjælen, at Herren selv har talt sådanne ord: «Rene ved mit ord». Ikke en eneste gerning nævner han, men kun sit ord. Alene ved det var de rene, fordi det havde virket troen. Når hele Skriften binder al frelse alene til det korte ord troen, vil vi nu samle al vores opmærksomhed om dette ene punkt: Hvordan kommer man til troen? Og hvad er troen? Hver vakt og frelsessøgende sjæl har til sidst al sin bekymring i dette punkt, og al dens frelse afhænger af dette spørgsmål. Hør da, hvad Kristus siger: «Ved mit ord». Således siger Herrens Ånd: «Hør, så jeres sjæl må leve» (Es 55). Kun: «hør»! Troen kommer af det, man hører. Troen kommer ikke af sig selv. Det er alle de vaktes vildfarelse og skade, at de bare tænker og tænker og tænker uafbrudt, men ikke hører, hvad Gud siger. På den måde opstår troen ikke, heller ikke ved bare at ønske og vente på Helligånden, og heller ikke ved at arbejde på sit hjerte for at bringe det til tro. Nej, Kristus siger «ved mit ord». Stands og hør, hvordan Gud taler, tag Gud på ordet og stol på, at han ikke lyver, hvor dårligt det end ser ud med din fortjeneste eller din elendige omvendelse, og hvor lidt du end mærker i dit hjerte. Kan du blot tage Gud på ordet og med hjertets tro gribe hans vidnesbyrd om Kristus, så har du også dermed hele Frelseren og alt, hvad han har erhvervet. Læg mærke til, hvor herligt apostlen Paulus har talt om det i Rom 10,6–8: «Retfærdigheden af tro siger således: ’Sig ikke i dit hjerte: Hvem skal stige op til himlen?’ det vil sige for at hente Kristus ned, ’eller: Hvem skal stige ned i afgrunden?’ det vil sige for at hente Kristus op fra de døde. Men hvad siger den da? ’Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte.’ Det er troens ord, som vi forkynder. For hvis du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, så skal du blive frelst.» – Hør en sådan lære! Se ikke hid og did efter Kristus, vil Apostlen sige, spejd ikke omkring i uvisse rum, i en dunkel, uendelig fjernhed! Hvad siger Skriften? Ordet er dig nær. Hør! Du har Ordet – troens ord! – Ja, men Kristus? Hører du ikke: Du har Ordet! Tag Ordet, så har du Kristus. «Sig ikke i dit hjerte: Hvem skal stige op til himlen? det vil sige for at hente Kristus ned. Eller: Hvem skal stige ned i afgrunden?» osv. Du synes, at Kristus er så langt borte, som var han i himlen eller i afgrunden; du ved ikke, hvor han er, eller hvordan og hvornår han skal blive din. Du strækker dig efter ham ud i en ubestemt fjernhed. Det behøver du ikke, siger Apostlen. Ordet er dig nær, troens ord. Griber du det ord, så griber du Kristus. For i samme øjeblik Ordet om Kristus får plads i dit hjerte, i samme øjeblik har du også Kristus med al hans fortjeneste, ja, alt, hvad det ord indeholder. Så meget betyder troen. Og så meget betyder det ord: I er allerede rene på grund af mit ord. Alene ved min tale er I rene. Sådan frelser troen os. Gud giver dig et ord, du griber det, og straks har du, hvad det ord indeholdt og lovede. Det var dette, Kristus uophørligt ville lære os, når han gik omkring og hjalp alle, kun med ord. Han sagde et ord, de troede det ord, og straks skete det. Særlig lærerigt er eksemplet med den kongelige embedsmand i Joh 4,46–54. Hans søn ligger for døden; så går han hen til Jesus og beder ham komme og helbrede hans søn; men Jesus begyndte med at straffe vantroen og siger: «Hvis I ikke ser tegn og undere, tror I ikke». Alligevel gentog embedsmanden sin bøn. Men nej, Kristus gik ikke med ham. Men hvad gjorde han i stedet? Han gav ham et ord og sagde: «Gå, din søn lever. Og manden troede ordet og gik.» Men han var så langt fra sit hjem, at han først næste dag mødte de tjenere, som var sendt ud for at bringe ham budskabet: «Din søn lever». Og da han spurgte om timen, hvornår det var blevet bedre med ham, fandt han, at det var netop den time, da Jesus sagde: Gå, din søn lever – altså netop den time, da han med troen greb Ordet. Men se her, hvad det er at «vandre i troen». Manden fik intet at se; Kristus gik ikke med ham, og han fik heller ikke noget lægemiddel at bære og se på; han fik slet intet, som kunne ses eller mærkes, fik kun et ord, og med det ord alene gik han til næste dag og måtte i den lange nat nøjes med Ordet alene; derefter fik han vidnesbyrd gennem tjenerne. Se nu her: på denne måde skal også vi nøjes med et eneste ord fra denne Herre, vandre i troen og slet intet se af dets opfyldelse; men vi skal vide, at der hjemme er alt nu vel, i vores rette hjem i himlen; for Guds øjne er vores sjæl ren og rask; ja, selv om vi må vandre under mørke og nat i vores sjæl, så skal vi, når vi alligevel holder os til hans ord, dog en gang, i det evige lysets dag, når vi er kommet hjem, få det at se med øjnene, at det virkelig var, som Ordet lovede. Det ville den himmelske veltalenhed i disse Kristi ord: «I er allerede rene på grund af mit ord», lære os. Han ville altid rette vores øjne mod sit ord.

Dette er overmåde vigtigt at indprente dybt i sit hjerte; for det er helt ubegribeligt, hvilke langvarige og pinefulde kvaler det koster mangen sjæl at komme bort fra sine følelser og fatte denne hemmelighed, at vi må begynde med blot at gribe et ord af Kristus og stole på det. Man vil hele tiden mærke noget i sit hjerte og få en mærkbar erfaring af Åndens liv, før man vil tro. Men det kan ikke ske for os, før vi først har grebet Ordet, som det nu er vist.

Men hvordan kan jeg så vide, at det gælder mig? siger du. Kristus er død for alle, og Ordet taler til alle, men derfor er ikke alle frelst. Herren sagde jo også selv: «I er ikke alle rene». Svar: Giv kun agt på Ordet! Kun Ordet fra Guds mund skal også give dig denne vished. Troen kommer af prædikenen, og «den, som tror, har vidnesbyrdet i sig selv». Og at ikke alle bliver frelst, skyldes netop, at de ikke tror. Havde Judas troet Kristi ord, så var også han blevet ren og frelst; men han troede kun sine egne tanker og Djævelens indskydelser og foragtede det, Kristus sagde til ham. Giv altså agt på Ordet, hvordan Gud taler, så ser du, hvem han dømmer salige, og omvendt. Du kan jo med øjnene se, hvad Skriften mener med den saliggørende tro: ikke at sove på en gammel kundskab, men at en fattig, nødstedt synder griber nådeløftet. Det ser du jo i alle eksemplerne på dem, der blev frelst. Synden og Guds dom forskrækkede dem, men Ordet om Kristus drog dem til hans fødder, og så sagde han: «Din tro har frelst dig». Jeg kan jo så med øjnene se, hvem der bliver frelst! At få sin trøst i nådeløftet og siden under alle anfægtelser fra synden og loven uophørligt at hente trøst af det samme løfte, det er tro. En sådan tro binder sjælen til Kristus og hans ord, så den ikke kan leve uden det. Troen kommer af prædikenen. Har du din tro ud af luften, ud af ingenting, ud af hjertet, ud af dine egne tanker, så Ordet ikke behøves dertil, så er det ikke tro, men en kødelig sikkerhed; derfor har Kristus her så fint sagt kun: «ved mit ord». Han ville ikke engang nævne troen, men kun sit ord, for at fæste al vores opmærksomhed alene på Ordet, og for at vi skulle vide, at vi ikke bliver frelst ved en tro, der vokser ud af hjertet og egne tanker, men alene ved den, der opstår af hans ord. Er du altså bekymret over dine synder eller dit hjertes ondskab, kulde, hårdhed, sikkerhed og al ugudelighed, og er du blevet til skamme med alt dit eget arbejde og får nu Ordet om Kristus at høre, og det indtager dit hjerte og virker en smule trøst, længsel, håb – se, så er det en tro, der gør dig ren og frelst. – Kristus siger: «Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn». Nu er også du en af verden. Altså er Kristus også givet til dig. Får det plads i hjertet, så det trøster og indtager din sjæl, så er der jo tro. Så siger Kristus igen: «for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv». Tror du det ord, så har du fuld vished for, at du, du ikke skal fortabes, men have evigt liv. På denne måde må troen stå på Ordet, og så har den straks alt, hvad Ordet indeholder og lover.

Ja, tag her som eksempel netop dem, om hvem Kristus sagde disse ord: «I er allerede rene». Du har her hans eget vidnesbyrd om nogle, som endnu var på jorden, og som du så at sige kan se med øjnene i deres historie – i dem får du altså at se, hvordan de er, som Herren selv kalder rene. Det var alle de elleve disciple, som var tro. Hans oprigtige venner og disciple var de; hele jødernes fjendskab og alle hans bud om forsagelse vendte dem ikke bort fra ham. De troede på ham, ikke kun at han var «Kristus, den levende Guds Søn» (Matt 16,16), men også at de havde hans nåde, hvor dunkelt de end ellers forstod ham. Ved denne tro var de vidt adskilt fra verden; de levede og døde for deres mester som hans egne. Men sammen med dette rene sind ser vi den fordærvede natur hos dem bryde frem i mange slags skrøbeligheder under deres vandring. Ja, samme aften, som Kristus kaldte dem rene, forudsagde han også, hvordan de «alle skulle tage anstød af ham», og at Peter tre gange skulle fornægte ham. Og alligevel føjede han til, at Peter var i troen: «Jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte». Og: «I er allerede rene!» Her ser du, hvordan de var, som Herren kaldte rene. Er du endnu verdens ven, så hjælper ingen fromhed; du må være hans discipel, «være hans egen og leve under ham i hans rige». Kan du for verdens gunst eller ugunst eller for læren om forsagelse og kødets dødelse endnu holdes tilbage fra en hel forening med Kristus og hans sag, så har du ikke den rette omvendelse og tro. Men er det blevet sådan med dig, at du ikke spørger efter noget, blot du var hans og med vished turde tro det, så er al din skrøbelighed ingen hindring for din benådning; så har du anger nok, omvendelse nok; tro blot hans ord, hans nådeløfter, så er alt vel. Du er ren i ham. Kort sagt: er du blevet en sådan, der dagligt utilfreds med sig selv, renset og revset, alligevel trods al din elendighed tror på ham og hænger ved ham og hans ord, så er du ren i ham, helt ren. «Men», siger du, «jeg mærker noget helt andet, jeg mærker en uendelig urenhed i hele mit indre; alle slags synder dukker uophørligt frem; og hvad der er allerværst: jeg mærker undertiden kærlighed til en bestemt synd og mærker ikke, at jeg da virkelig hader den eller har en ren vilje til at blive den kvit.» Svar: Det lyder ikke godt, og alligevel er det ikke til døden. At du mærker al urenhed hos dig, vidner kun om, at Ånden straffer alt, hvad der er i kødet. Og «i mit kød bor intet godt». Og at du synes, du elsker visse synder, er ikke underligt. Hvordan kan man mærke fristelser, onde lyster og begæringer (dem mærker jo også de, «som hører Kristus til», Gal 5,24) – hvordan kan jeg mærke disse fristelser og lyster anderledes end som kærlighed til de synder? Tænk på det! Men er du en kristen, så skal du også vide med dig selv, at du også hader disse synder. «Hvad er det? Kan jeg både elske og hade de samme synder? Det strider jo mod hinanden!» Ja, det er rigtigt. Det «strider mod hinanden» altid hos en kristen. Kødet og Ånden, «de står imod hinanden, så I ikke gør, hvad I vil» (Gal 5). At du ikke har en «ren vilje» til at blive en synd kvit, beviser, at du på én gang har både kærlighed til synden og had til den – det første i kødet, det sidste efter Ånden. En kristen er ikke lutter ånd, men også kød; en kristens liv er et delt og sønderrevet liv under den daglige kamp; derfor mærker vi ikke den rene vilje alene, men mærker den bedrøvelige blanding af kød og ånd. De uerfarne, selvgjorte helgener forstår intet af dette forhold; for dem er det en mørk og farlig tale; men se du på Davids jammer og på Paulus’ suk efter forløsning fra dødens legeme, blot for den mægtige lov i lemmerne, og vid, at det netop er denne kamp, som allermest vidner om det rene sind. At du hader og fordømmer netop din kærlighed til synden, det vil sige dine lyster og begæringer, at du hader mest de synder, du mest elsker – det er det vigtigste tegn på det rene sind. De kødelige er kødeligt sindede, men de åndelige er åndeligt sindede. Mangen vantro kan hade de synder, som han ikke selv elsker; men at hade netop den synd, som jeg selv efter kødet elsker mest, det vidner om det rene sind. Og jeg mener, at i den stund disciplene stredes om, hvem der var den største, i den stund følte de ikke had til egenkærligheden. Men da de var kommet tilbage til deres eget egentlige sind, har de visselig hadet den. Den ene stund sagde Peter: «Jeg kender ikke det menneske», den anden stund græd han bitterligt over det.

Kort sagt: Ser du sådan på din iboende syndefordærvelse, at den helt overdøver Kristi ord om renheden i hans blod, så stands dog endnu et øjeblik og læg mærke til, hvordan disciplene var netop samme aften, da Kristus kaldte dem rene. Her ligger hele vores teksts styrke. Det vil jeg aldrig holde op med at betænke. Betænk, at han kalder dem rene, han, som har øjne som en ildslue og til sidst skal dømme levende og døde. Han kalder dem rene i samme stund, som han forudsiger deres svagheder, og samme aften, som de syndede så svært; da de gik ud med deres bedrøvede Herre til Getsemane, opstod der strid mellem dem om, hvem der var den største; siden, da han svedte blod, kunne de ikke våge med ham, hvor meget han end bad dem om det; da han blev taget til fange, flygtede de; da han aflagde en god bekendelse, fornægtede Peter sin Herre. Og læg mærke til det! Om dem sagde Herren dog: «Nu er I rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer». Åh, det vil jeg aldrig glemme. Her ser jeg dog med egne øjne, hvad den store forsoning indebar. Her ser jeg med egne øjne, hvad det er, dette, som udgør hele evangeliets hovedlære, nemlig at vi bliver retfærdige ved troen. Her ser jeg den store alvor i forkyndelsen af, at «Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd». Det er jo helt urimeligt for al fornuft, at så urene væsener på samme tid skal være rene for Gud; men så begynder jeg at ane, at Kristi blod nok gælder noget mere for Guds øjne end for vores – gælder noget mere i himlen end for os på jorden. Vi her nede ser det ikke og agter det ikke, men for Gud er det nok højt agtet, at hans Søn har udgydt sit blod på jorden. Åh, var vi deroppe og så i det sande lys, hvad Guds Søn gælder, og hvor meget vi gælder over for ham, så ville vi se os selv og alle mennesker så små som et gran i vægtskålen over for den store, uendelige Herre, som gav sig selv helt og holdent til vores forsoning; så ville vi sige: Al vores elendighed, som i sig selv er så tung, er dog intet over for ham og hans blod; derfor kunne han med god ret sige: «Den, der har badet, er helt og holdent ren, ja, helt og holdent ren». Og Gud ske lov, deroppe for Gud er det sådan. Den, der har badet, er helt og holdent ren, samtidig med at han her nede sukker over al urenhed og selv ser sig helt uren. Gud ske lov! Midt i al elendighed er vi for Gud rene, uskyldige og yndige. Det har vi Kristus at takke for. Og det har han selv sagt. Selv om jeg ikke forstår alt om årsagerne til og måden for den renhed, han taler om, så ser jeg i det mindste, at han dog selv har sagt om sådanne, som endnu gik her nede med deres køds urenhed, at de var helt rene. Jeg ser i det mindste, at de var yndige for ham som elskelige børn. Og han har samme aften sagt, at det, som gjaldt dem, også gjaldt alle, som ved deres ord skulle tro på ham (Joh 17,20). Så vil jeg studere denne hemmelighed og aldrig glemme: Herren Kristus selv, den eneste, jeg behøver at spørge, han sagde selv: «Nu er I rene ved et bad og ved min tale». Amen.