Den sande helliggørelses hemmelighed

eller svar på spørgsmålet: Hvad er den egentlige grund til, at nogle kristne bærer så lidt frugt, mens andre, som har den samme træge og onde natur, alligevel er så rige på gode gerninger og alle Åndens frugter?

(Trettende årgang, 1854)

Joh 15,4–7

Bliv i mig, og jeg i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, uden at I bliver i mig.

Jeg er vintræet, I er grenene; den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for uden mig kan I intet gøre.

Dette er Herren Kristi svar på vores spørgsmål. Kan noget være mere sikkert og pålideligt end Kristi egne ord? Ordene er jo tydelige og også ganske velkendte, men fjenden har en sådan magt over vores sind, at vi ikke kan standse op og tænke over dem. Kristne, som bekymrer sig om spørgsmålet: Hvordan skal jeg engang få kraft til et bedre liv? bør for alvor rette deres tanker mod disse Kristi ord. Der vil være mange, som ikke har brug for dem, nemlig de sorgløse, letsindige sjæle, som ikke kender til denne bekymring, men er ganske tilfredse med deres gudsfrygt. Og den, som ikke allerede ud fra denne omstændighed, ud fra sin selvtilfredshed, kan mærke, at det står dårligt til med sjælen, kan vel næppe vækkes af noget.

I Kristi tale om sine grene har vi især tre vigtige lærdomme – eller oplysning i tre spørgsmål, som går de troende meget nær, og af dem har vi allerede betragtet de to første. Vi så først, hvordan Herren taler om to slags grene i sig; vi så, at ikke al tro på Kristus er en frelsende tro, og at ikke enhver forbindelse med ham er en sand og salig forening, eftersom han sagde: grene i mig, som ikke bærer frugt og bliver taget bort. Så opstod det første spørgsmål: Hvad er de kendetegn, hvorved de ægte, gode grene skelnes fra de uægte, som skal kastes bort? Og vi betragtede Herrens forklaring, at det første, som kendetegner de gode grene, er, at de bærer frugt; vi så da forskellen mellem gerning og frugt, mellem lovens omhyggeligt udførte gerninger og Åndens frugter, der udspringer af foreningen med Kristus; vi så, hvordan det, der før er så tungt og svært, ved en fuld benådning og forening med Frelseren bliver så let og kært, at det går ligesom af sig selv og bliver vores nye natur, som bevis på, at vi er født af Ånden. Dette var det første kendetegn. Det andet kendetegn ved de gode grene var, at de renses, at de ikke som de uægte grene får lov at vokse, som det falder sig, men at de gode grene står under vingårdsmandens omhyggelige pleje, og han skærer med sin kniv alt det bort, som hindrer væksten, «for at de skal bære mere frugt».

Men heraf så vi også, at de rette kristne, som Herren her kalder gode, frugtbærende grene, alligevel ikke er helt rene, eftersom de stadig skal renses; og deraf opstod det andet vigtige spørgsmål: Hvordan kan vi da være Gud til behag? Og hvordan bliver vi da set for Herrens øjne? – og igen fandt vi i Kristi egne ord, at de, som er i ham ved troen, er «helt rene for Guds øjne alene ved hans ord og ved en vask»; som han sagde: «I er nu rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer» (v. 3), og igen: «Den, der har badet, er helt og holdent ren» osv. Og vi betragtede da, hvordan han, som «har øjne som en ildslue», og «for hvem ikke engang himlene er rene», alligevel anerkender dem som helt rene, der ved troen er vasket i hans blod – hvordan den evige dommer sagde om dem, som endnu vandrede på jorden med alle de skrøbeligheder, vi ser i deres historie: «I er nu rene» og «helt rene». Dér kunne vi så at sige se med øjnene, hvad retfærdiggørelsen i Kristi blod vil sige. Vi så, at mens vi selv ser lutter synd og urenhed hos os, ser Gud os i Kristus som helt rene og velbehagelige børn. Og det har Herren selv sagt.

Nu følger her det tredje spørgsmål, som også for ethvert troende hjerte er yderst vigtigt, og det lyder sådan: Jeg er ved Guds nåde begyndt at tro på vores skjulte renhed og retfærdighed i Kristus; jeg har også fået erfare, at jeg ved nåden har fået et nyt hjerte med Åndens vigtigste frugter, en ny kærlighed og lyst til Guds lov efter det indvortes menneske; men jeg mærker endnu en anden lov i mine lemmer – synden, synden, som endnu hænger ved mig. Hvordan skal jeg nu mere og mere sejre over den? Hvordan skal jeg få kraft til at bære flere og bedre Åndens frugter? Ved siden af mit nye sind lider jeg endnu af stor skrøbelighed, ja, til tider af en ganske ynkelig svaghed. Hvordan skal jeg få mere kraft? Det er dette spørgsmål, Herren svarer på i de ord, vi nu vil betragte.

Men før vi går i gang med selve betragtningen, vil vi først tænke over nogle omstændigheder, som bør gøre disse Kristi ord særlig vigtige for os. Vi ser af alt det, Kristus her siger, hvor meget det ligger ham på hjerte, at hans troende må bære frugt, ja, som han selv siger, at den gren, som bærer frugt, dog må «bære mere frugt». Gennem hele denne beskrivelse af vintræet og grenene taler han først og sidst om deres frugt. Det er noget, som enhver må lægge mærke til, og som vi derfor bør tænke grundigt over. Nåde og tilgivelse skænker han os frit og for intet; barnekåret hos Gud og det evige liv, alt er det Guds frie gave, vundet til os ved Kristi dyre blod; men når vi nu er blevet så lykkelige, at vi ejer alt dette ved troen og nu står i Guds venskab, i et nåderige, hvor ingen lov må fordømme os og ingen synd tilregnes os, så vil han, at vi ikke skal misbruge denne nåde til løsagtighed og være «uvirksomme eller uden frugt med hensyn til kundskaben om vores Herre Jesus Kristus» (2 Pet 1,3–8), men at vi tværtimod bliver mere og mere rige på alle gode gerninger, Faderen til pris og vores medmennesker til velsignelse. Det formaner og opmuntrer han os til med ord (v. 8), dertil tugter han os med sin «rensning», for at vi «skal bære mere frugt» (v. 2). Han siger også udtrykkeligt, at de, som mere trofast og vedholdende bliver i ham, endog skal bære megen frugt (v. 5). Vi ser også, at der heri er stor forskel på forskellige kristne; sådan som Herren også siger om sæden i den gode jord, at «den bærer frugt og giver dels hundrede fold, dels tres fold og dels tredive fold». Nogle kristne er næsten altid virksomme i kærlighed og gode gerninger; andre bærer meget mindre frugt; og endelig er der nogle, som er så ligegyldige og ufrugtbare, at de næppe synes at vide, at de er kaldet til at leve, «ikke for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem». Og det er noget ganske mærkeligt; for vi taler jo om nogle, som ellers ser ud til at have liv i Guds Søns navn – de kan ikke undvære Ordet om Kristus, de drives af deres syndserkendelse til at søge deres hjertes trøst i evangeliet; dem, som på den måde trænger til evangeliet for at leve og for at få trøst, kan man vanskeligt udelukke fra Guds børns tal – «den, som har Sønnen, har livet»; men det mærkelige er, at de alligevel samtidig bærer så lidt frugt. De har ganske vist de mest væsentlige livstegn, såsom en ny kærlighed, både den broderlige og den almene; de troende er deres søskende, og de er skilt fra verden; de har også fået et nyt hjerte for deres medmenneskers åndelige vel og glæder sig over evangeliets fremgang – og er ved alt dette andre mennesker, end de var før – men deres åndelige liv er dog så svagt, deres kærlighed så kold og snæver sammenlignet med, hvad den er hos visse andre kristne, at den kun formår lidt til at drive dem til at vise den i gerning; de lever for det meste for sig selv eller for dem, som den naturlige kærlighed eller deres egen fordel binder dem til; men af ren kærlighed at ofre noget for andres skrigende nød, hvad enten det er legemlige midler eller egen bekvemmelighed eller nogle sunde ord til sjælene, dertil har de kun ringe lyst eller kraft; mens derimod andre kristne synes helt at leve for deres medmennesker; mens de trofast passer deres jordiske kald, er hjertet dog rettet mod at tjene alle mennesker, og det med en villighed og lethed, som om det var deres natur, skønt de i deres naturlige tilstand kun levede for sig selv. Hvad Åndens øvrige frugter angår, er det på samme måde. Glæde og fred i Herren er noget, disse søvnige kristne næppe kender til, andet end som et minde fra bryllupsdagen ved deres første benådning; deres sagtmodighed, mildhed, langmodighed osv. beror hovedsagelig på deres naturlige anlæg; selve nåden formår kun lidt til at drive dem til for eksempel at ydmyge sig over for mennesker osv. Alt dette er helt anderledes hos andre kristne: med den sværeste natur er de alligevel ved nåden blevet så bøjet, at selv om de forser sig ved utålmodighed eller vrede, erkender de det selv under bitter anger og beder både Gud og mennesker om tilgivelse; og selv om de i det hele taget går mere tynget af deres synder, bliver de dog ved evangeliet igen så vederkvæget og glade, at de stadig erfarer, hvad glæde og fred i Herren vil sige. En sådan forskel med hensyn til Åndens frugter hos forskellige kristne kan enhver se med egne øjne. Og Kristus har alligevel forklaret, at selv om forskellen er så stor som mellem hundrede og tredive (Matt 13,23), hører begge dog til den gode jord. Vi minder igen om, at her er der kun tale om det, som nåden virker i modsætning til din egen natur. Vi må ikke overse, at de forskellige naturanlæg spiller en stor rolle i disse henseender; den ene har af naturen et meget let, glad og tjenstvilligt sind, mens en anden derimod er af en træg, tung og uvirksom natur, og disse forskellige naturanlæg giver hele kristenlivet et ydre præg, og deraf kommer det, at nådegaverne er mange slags, mens Ånden dog er den samme. Men tænk på, hvad det dog betyder, når en træg, tung og vanskelig natur alligevel ved nåden og Kristi kærlighed er blevet drevet til flittigt at bekende Kristus, arbejde for sjæles vel og villigt tjene alle mennesker i alle slags behov. Og omvendt, når et menneske med en let, glad og virksom natur aldrig er blevet drevet til denne kærlighedens virksomhed, men kun tjener sig selv; eller når et menneske, som let kan tale tusind ord om ydre, ubetydelige ting, alligevel aldrig plejer at tale om Frelseren og hans nåde. Tænk, hvilket bevis der ligger i disse forhold! Det er kun disse Åndens åbenlyse gerninger, der her er tale om. Skulle ikke enhver her gå i sig selv og besinde sig på, at der endnu må mangle noget, når disse Åndens frugter ikke følger? Og selv om vi er begyndt at bære nogle gode frugter, vil Herren dog gøre os mere og mere frugtbærende. Ja, «han døde for alle», siger Apostlen, «for at de, som lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem». En kristen har ikke ret til at leve kun for sig selv, men er kaldet til at leve for Kristus og dem, han har købt så dyrt. Det liv, som nogen lever kun for sig selv, er ikke et kristent liv. Også i dit kald i hjemmet har du utallige lejligheder til at fornægte dig selv for at tjene dine medmennesker, bære over med deres fejl, have omsorg for deres sjæle osv., og desuden har du altid ledige stunder, hvor du i kærlighed kunne tænke på de mange dyrekøbte, men ulykkelige sjæle uden for dit hus, bruge lejlighederne til at sige dem et sundt ord, give, låne eller anbefale dem et nyttigt skrift eller på anden måde i deres nød vise, at du tjener Herren. Skulle ikke Guds børn, som har fået barmhjertighed, være sådanne gode, frugtbærende træer? Tænk, når nu sådan noget ikke sker, men det er dig alt for svært, du har ingen drivende kraft, og du derfor lever «uvirksom og uden frugt i kundskaben om vores Herre Jesus Kristus» – hvad er så fejlen? Hvad er grunden?

Sådan siger Herren: Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for uden mig kan I intet gøre. Se, her er grunden! Du lever ikke i et inderligt nok fortroligt forhold til din Frelser, men enten i en adspredt, verdslig og letsindig ånd eller også i et lovisk trællesind eller, som det ofte sker, i en blanding af begge dele. Disse to slags grunde til dette kraftløse og ufrugtbare liv adskiller sig fornemmelig ved, at de, som lever i verdslighed, letsind og søvnighed, har lettere ved at trøste sig selv, også til tider kan forsvare sig og ikke vil tro, at sagen er så vigtig – netop det kendetegner den midlertidige søvn. Kristus siger om de ti jomfruer, også de kloge: De blev alle døsige og faldt i søvn. Og Paulus skriver til Timotheus: «Jeg minder dig om at puste nyt liv i Guds nådegave, som er i dig» (2 Tim 1,6); af disse bibelsteder ser vi, at også de troende til tider kan slumre og alligevel ikke være helt døde. Men nu vil den trofaste Herre vække dig af en sådan søvnighed, så den ikke ender med selve døden; det er da en salig stund i dit liv, hvis du lader dig vække. Så behøver du ikke at fortvivle og gå til grunde. Herren siger: Alle dem, jeg elsker, dem irettesætter og tugter jeg; vær derfor ivrig og omvend dig. Kun «omvend dig», du behøver ikke at fortvivle. Så nådefuldt sluttede han sin strenge irettesættelse til den lunkne lærer i Laodikea. Følg da ikke Djævelens indskydelse og den bitre, nærtagende natur, som ved irettesættelsen vil kaste al trøst bort og sige: «Jeg er død, jeg er lunken, jeg bærer ingen frugt, derfor vil jeg lære ikke længere at tro på Guds nåde». Vogt dig! Det er en bitter rod fra Adam. Ydmyg dig under Guds mægtige hånd. «Når vi bliver dømt, bliver vi tugtet af Herren, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden». Pris den evige barmhjertighed for, at du slipper for at blive fordømt sammen med verden. Og hør, hvordan Herren taler. Han siger ikke: Gå bort fra mig, indtil du har lært at bære bedre frugt; men sådan siger han: Bliv i mig! Bliv i mig! Grenen kan ikke bære frugt af sig selv. – Og hør det endnu en gang: Dem, jeg elsker, dem irettesætter og tugter jeg; vær derfor ivrig og omvend dig.

De andre derimod, som på grund af trællesind er afmægtige og uduelige til at bære frugt, kendes på, at de hele tiden dømmer sig selv. De er ganske vist ikke hele tiden sønderknuste, bedrøvede og optaget af Guds rige, nej, de kan også til tider være helt letsindige; men i deres inderste bevidsthed hersker dom og lov. De ser hele tiden på sig selv og «ved, at de ikke må tro», mener de, for de er så og så ugudelige, døde, hykleriske, ubodfærdige osv. Og så længe de er sådan, kan de jo umuligt tilegne sig den nåde, som «kun tilhører de rette, troende kristne», mener de. Det er et folk, der er ulykkeligt indeni, selv om de ofte nægter det og påstår, at de er helt sorgløse. Dermed udtrykker de egentlig kun en dyb, indre gremmelse over det letsind og den hårdhed, som ofte følger med det lovtrælle sind. Men i virkeligheden ser de først og sidst på deres egen elendighed, deres falske og usle kristendom, og kan derfor ikke rigtig tro Guds nåde. De bærer en skjult fordømmelse i hjertet, men venter ofte på bedre tider, da de skal få kraft osv. Nogle er også faldet i en eller anden grovere synd eller ligger under en mægtig og ihærdig fristelse og er derved blevet jaget bort fra nådestolen. Nu arbejder de på selv først at besejre deres synd, før de vil tro, at de er helt benådede. Det er dem, som først vil se grenen bære gode frugter, før den må podes ind i vintræet. «Men er de kristne», vil måske nogen spørge, «har de nogen tro, de mennesker, der her er beskrevet?» Det afhænger af én ting, nemlig om deres ånd midt i al elendigheden stadig råber og hungrer med øjet rettet mod Jesus, eller om de tværtimod bestemt afslår denne nåde og har øjet rettet mod noget, som de selv først må gøre og blive. I det sidste tilfælde er de «kainitiske helgener», som midt i al deres egen usalighed alligevel er fjender af troens vej og deri slutter sig til de mere tilfredse og selvtilfredse lovhelgener, som udtrykkeligt lærer, at man ikke må tro, før man er blevet så og så forbedret. Men de andre, som trods alt trællesind stadig har øjet rettet mod Jesus og bare ønsker, at de kunne tro, er de «rygende væger», som ganske vist ikke giver noget lys, men dog med deres røg viser, at der endnu er en gnist ild. Åh, I arme, velmenende sjæle! Hør her jeres Herres røst netop til jer: Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, uden at I bliver i mig. Selv om det forekommer dig skrigende urimeligt, er der ingen anden udvej: Midt i denne din ulykkelige, hårde og ugudelige tilstand, hvor kun synden er overstrømmende, må du først lade dig skænke den langt mere overstrømmende nåde og blive saligt forenet med din Frelser, før du kan blive en hårsbred bedre, ja, før du overhovedet kan få en ren vilje til at blive bedre. Lad os nu betragte det betydningsfulde ord: Bliv i mig!

Læg mærke til dette: Bliv i mig! – Bliv i mig! Der må ligge noget særlig vigtigt i disse ord, siden Herren selv gentager dem så ofte. Ikke mindre end ti gange efter hinanden bruger Herren ordet om at blive i ham, nemlig tre gange i v. 4, fjerde gang i v. 5, femte gang i v. 6, sjette og syvende gang i v. 7 og ottende, niende og tiende gang i v. 9 og 10. Heraf kan enhver tænke sig til, med hvilken alvor og iver vores Frelser vil indprente os denne sag, og hvor overmåde vigtig den må være, når han gentager det samme ord så ofte. Så må det også være af stor betydning for os at forstå, hvad Herren mener. Læg da mærke til, hvordan han taler, og tænk på, at han ikke siger: Bliv i min tjeneste, bliv i min efterfølgelse eller bliv i bøn til mig – nej, han taler om et langt inderligere forhold, når han siger: «Bliv i mig», «hvis I bliver i mig». Hele det dybe indhold af dette udtryk kan vel ingen her i tiden helt gennemskue eller udsige; men så meget forstår vi, at det taler om den allerinderligste forening med ham – sådan som han også har udtrykt den med hele dette billede af grene på et træ, og som han samme aften udtalte den i sin bøn til sin himmelske Fader, da han sagde: At de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i mig, og jeg i dig – jeg i dem, og du i mig. Men hvad vi kan fornemme af denne forening, og hvorved den opstår, det antyder Herren med de forklarende tilføjelser: Hvis mine ord bliver i jer – og bliv i min kærlighed. Vi bliver i Kristus, når vi bliver i hans kærlighed og har hans ord, ikke blot i hovedet og munden, men i hjertet, så det er vores virkelige trøst.

At du bliver i Kristus, og at han bliver i dig, er ofte den allerstørste hemmelighed; men læg mærke til, om du lever af Kristi ord og Kristi kærlighed. Er det sådan, så lever du i Kristus, og Kristus i dig. Du kan nok selv vide, om du har trøst i Kristus. Altså: Når du er bekymret over dine synder og din elendighed, får du da kun din trøst gennem Ordet om Kristi kærlighed, Kristi retfærdighed, Kristi blod, eller har dit hjerte trøst af sig selv eller af noget, du gør? Læg godt mærke til, om du har din trøst ved at høre eller ved at gøre. Så mærker du, om du lever af troen. Når du aldrig kan blive trøstet ved alt dit eget arbejde, men kun ved at høre evangeliet, så mærker du, at din trøst kommer af tro. Dette er et så vigtigt punkt, at den, som ikke vil bedrages, nødvendigvis må give agt på det. Har du et hjerte, som afhænger af og lever af Ordet om Kristus, ligesom legemet lever af legemlig føde, så bliver du i ham og han i dig. Så mærker du også, hvordan dit hjerte inderligt drages til ham, hungrer og tørster efter ham og kun i ham og hans kærlighed får trøst og liv.

Hvad det vil sige, at vi lever af Kristi kærlighed, og at Kristus lever i os ved troen, det har Paulus beskrevet herligt i Gal 2,19–20: «Jeg er ved loven død fra loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus, og jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds Søn, som har elsket mig og givet sig selv hen for mig.» Se her helliggørelsens rette liv og kraft. Det hedder: Bliv i mig – bliv i min kærlighed. Læg mærke til, hvordan Apostlen taler: «Jeg er ved loven død fra loven – jeg lever nu i troen på Guds Søn, som har elsket mig» osv. Se her, du arme sjæl, hvad det er, du mangler, når du er en slave under synden, når du nok kan forskrækkes, ja, fortvivle over synden, men alligevel ikke helt kan afsky og hade den; tværtimod har synden magt over alle dine sanser og lemmer. Fejlen er, at du ikke er død fra loven, ikke er fri og salig i Kristi kærlighed, men indvortes lovbunden og trællesindet. Hvordan skulle det så være muligt for dig at have liv og kraft og en hellig vilje? «Hvis der var givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden virkelig komme af loven.» Nej, bogstavet slår ihjel; loven gør kun synden levende og «virksom i vores lemmer til at bære frugt for døden». Se Rom 7,4–11. Vil du have liv og kraft til nogen helliggørelse, så må du være «død fra loven» og leve alene i Kristi kærlighed. Apostlen sagde: Jeg er ved loven død fra loven. Først har loven selv slået mig ihjel, min egen virksomhed og indbildning, nemlig da den vakte al «begæring» i mig, «og synden bedrog mig ved buddet og slog mig ihjel» – «og jeg døde». Det var forbi med mig, jeg kunne ikke længere gøre, føle, tænke eller foretage noget, kunne ikke røre en finger for min frelse, jeg var fortabt, jeg var død. Da kom en anden lov, troens lov, og sagde: Tro på Herren Jesus! Evangeliet forkyndte mig hele Kristi fortjeneste, hans død og hans kærlighed, og alt for mig, og min ånd blev levende. Og nu, løst fra den gamle mand (Rom 7,1–3), blev jeg forenet med ham, som er opstået fra de døde (v. 4), «og jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig». Hvordan skal det forklares? «Og det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds Søn.» Hvad tror jeg da? «Som har elsket mig og givet sig selv hen for mig.» Det er selve livet i mit liv, at Guds Søn har elsket mig og givet sig selv hen for mig. Det er det, der hedder: «Bliv i min kærlighed.»

Og læg mærke til, at Apostlen siger, at dette var betingelsen for at leve rigtigt for Gud. Han siger: «For at leve for Gud.» «Jeg er ved loven død fra loven for at leve for Gud.» Og når den samme apostel siger nøjagtig det samme i Rom 7, nemlig at forløsningen fra loven er betingelsen for en ret og hellig tjeneste efter Ånden – han siger dér: «Således er også I blevet gjort døde fra loven ved Kristi legeme … for at vi skal bære frugt for Gud», og igen i v. 6: «Men nu er vi løst fra loven, døde fra det, som vi blev holdt fanget af, så vi tjener i Åndens nye væsen og ikke i bogstavets gamle væsen» – så forstår jeg Kristus, når han siger: «Bliv i mig, så skal I bære frugt.»

Se, dette salige liv, hvor jeg er død fra loven og ikke kender til nogen lov, som kan fordømme mig, nogen gerning, som gør mig salig, eller nogen synd, som tilregnes mig – hvor jeg ikke ved af andet end troen på «Guds Søn, som har elsket mig og givet sig selv hen for mig», og således jubler i Kristi kærlighed – det er hemmeligheden ved al sand helliggørelse. Det er det, som giver liv, lyst og kraft til mit ellers iskolde, døde og afmægtige hjerte. Jeg kan ikke glemme og ikke tie om den kærlighed, at Guds Søn har elsket mig og gjort mig den store tjeneste, at ingen synd nu fordømmer mig, at jeg nu lever i et nådens rige, som har magt over gerningerne. Når dette er blevet en virkelig tro – ikke blot en tilfældig følelse, men en virkelig tro – så tager det hele mennesket med sig. Det bliver en kraft over hele mit liv, det omskaber mig, gør mig levende og driver mig til ikke mere at «leve for mig selv, men for ham, som er død og opstået for os». «Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet dette: Én er død for alle, altså er alle døde.» Her kan nu enhver se, hvad det betyder: Bliv i mig, bliv i min kærlighed, så bærer I megen frugt. Det er slet ikke nok blot at bede; tusinder af ulykkelige sjæle beder og kæmper, men får alligevel ingen kraft, intet liv. Kristus siger heller ikke: Bliv i bønnen, men: «Bliv i mig, bliv i min kærlighed.» Man må gøres død fra loven; først da kan man bære frugt for Gud.

Heraf skal du lære, at hvor halsbrækkende det end føles, så er der ingen anden udvej, hvis du nogen sinde vil bære bedre frugt, end at du først kommer i en virkelig evangelisk og salig forening med din Frelser i troen – læg mærke til det: før synden endnu er overvundet – og at du helt tager afsked med enhver tanke om din egen kraft og fromhed. Ja, at du bliver gjort død fra loven, så du ikke lader samvittigheden blive taget til fange, selv om dine synder var tusind gange grovere, men lader det for alvor blive sandhed, at du selv ikke kan andet end synde, og at Kristus helt alene må være både din retfærdighed og din styrke (Es 45,24). Se, det er det, vi skal lære, når Kristus tillader Satan at «sigte os som hvede». Det er det, vi så længe ikke vil tro, nemlig at vi ikke selv formår noget, og at Kristus alene skal være vores Frelser. Det er for at dette skal blive en levende sandhed for vores hjerter, at vi må have disse ynkelige erfaringer af synd og overmægtige fristelser. Den dybe, evige indbildning om en egen kraft lader sig ikke drive ud, før vi synes helt at gå til grunde i elendighed. Vi har nok i hovedet og munden en ren bekendelse af, at vi intet formår, men at alt er Guds gave; men i hjertet gemmer der sig endnu en indbildning, som hvisker: Selvfølgelig er det mig, der skal gøre det; selvfølgelig kan jeg, hvis jeg bare vil. Derfor hører man uophørligt dette «jeg» i alt, hvad de lovbundne siger: «Bare jeg var alvorlig, bare jeg havde en ren vilje, bare jeg var flittig i bønnen» osv. Læg mærke til, at det er «bare jeg», «bare jeg» i alt, hvad der kommer ud af hjertet. Så kan man mærke, hvad der bor derinde. Helt anderledes, når det lyder sådan: «Det er forbi med mig; jeg kan nu slet ikke gøre noget; jeg må hellere tusind gange fare til helvede, end jeg kan gøre det mindste til at besejre det onde; jeg er ikke engang duelig til at tænke noget; jeg mærker, at når jeg bliver duelig til noget, så er det en gave fra Herren.»

Se, det var det, Kristus ville sige, da han tilføjede: Uden mig kan I intet gøre. Og det er værd at lægge mærke til, at der i grundteksten står en dobbelt nægtelse, som udtrykker: «slet intet». Jeg vil ikke glemme, at Herren selv her har sagt: «I kan slet intet, slet intet gøre». Og han har oven i købet føjet et billede til, som på det stærkeste udtrykker dette «slet intet», nemlig grenen, der er brækket af stammen og ligger på jorden og visner; det er jo umuligt, at sådan en gren skulle bære frugt i den tilstand. Se, om sådan en gren siger Kristus: «Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, uden at I bliver i mig». Al bøn, al alvor, al kamp og strid er frugtesløs, indtil I først er podet ind i mig. Uden at I bliver i mig, kan I ingen frugt bære. Sådan taler Kristus her. Og sådan siger Apostlen: «Vi er ikke engang i stand til at tænke noget som af os selv». Tænk over det: Når man ikke engang kan styre sine tanker, hvad kan man så gøre? Sådan siger den samme apostel også, at Gud endog må give dig den gode, oprigtige vilje. Han siger: «Gud er den, som virker i jer både vilje og gerning for sin gode viljes skyld». Og det virker han i de ydmygede sjæle, som af deres egne frugtesløse anstrengelser kun har lært, at de selv slet intet formår. Når de hører hans røst og lader sig vende til Jesus, gør han dem levende i ham. Men vil de selv stride og virke, så må alt det onde stadig herske over dem. Det havde en gammel kristen lært, da han gav en yngre broder, som klagede over sin ynkelige afmagt i kampene, det underlige svar: «Det er jo ikke muligt, at du kan sejre, mens du strider». Da det blev anset for alt for kættersk, tilføjede den gamle: «Så længe du strider, mener jeg, så længe dit eget jeg endnu har en kraft, det ikke har prøvet, og agter at sejre ved den». Nej, du skal blive til intet. Så kommer Herren og spørger dig: Har du endnu nogen evne at prøve? Kan du endnu gøre noget selv? Svarer du da af hjertet: Nej, jeg er fortabt, det er forbi med mig, så siger Herren: Så kan jeg nok drage dig op af det dybe dynd og stille dine fødder på en klippe og gøre dine skridt faste.

Så har vi altså fundet, at alt liv, al lyst og kraft til at bære frugt afhænger af at blive i Kristus. Når jeg har den salige hemmelighed i mit hjerte, at jeg er i Guds venskab, at Gud har tilgivet mig alle mine synder, og at jeg har en så usigelig stor tjeneste og nytte af Kristus, nemlig at ingen synd tilregnes mig, men at jeg lever i et sådant forhold af vedvarende skyldfrihed, som om intet var synd, som om der aldrig var givet os nogen lov, hverken et eller ti bud – åh, så bliver denne Herre mig for alvor dyrebar, og så bekymrer jeg mig ikke meget om hele verden, så vil jeg leve for min Herre, så bekender jeg ham med ord og eksempel og «gør nu med glæde, hvad der før var svært». Jeg er ganske vist ikke befriet fra det urene og genstridige kød, men i denne troens forening med Frelseren ligger dog den egentlige kraft til at bære frugt; desuden kan jeg nu først bede ret imod alt ondt, for nu beder jeg i troen og i Jesu navn og ikke med den selvretfærdige hensigt, som før gjorde, at Herren ikke kunne høre mig; for så ville kun min selviske indbildning have fået næring. Nu har jeg alt i Herrens nåde og ser kun på, hvad der behager ham; og så gælder det, som Herren her siger: «Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så skal I bede om alt, hvad I vil, og det skal ske for jer» (v. 7). Og hvad du ikke får ad denne vej, nemlig ved at blive i ham, det skal du overlade til hans visdom og gode vilje. Han kunne nok, om han ville, gøre dig helt hellig og ren som en engel; men han ved bedst, hvad der er nyttigst for os. Du svarer: «Den Hellige kan da ikke ville det onde; fejlen må bestemt være hos mig, når jeg ikke får den og den kraft!» – Sandelig, fejlen er bestemt hos dig, men det er nemlig en sådan fejl, som Kristus har talt om. Du vil fx leve i din egen styrke og ikke i hans nåde; det er fejlen. For en sådan tilbøjeligheds skyld lod han Peter sigte af Satan og Paulus slå i ansigtet af Satans engel, for at lære ham ikke at hovmode sig, og sagde: «Min nåde er dig nok, for min kraft fuldendes i svaghed» (2 Kor 12). Den gang var det sundere for Paulus at lære svagheden at kende end styrken. Eller du vil leve i forfængelighed, i en adspredt og verdslig ånd og ikke holde dig tæt ind til din Frelser, men vil dog selv føre et virksomt og kristeligt liv; så er det fejlen, for så tager frugterne straks af, og Herren siger: Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv osv. Det samme gælder, hvis du lever i vantro og trællesind, som det allerede er vist; så kan du ikke bære frugt.

Heraf følger, at selv om det ser nok så urimeligt ud, at du skal holde fast ved at blive i ham, når din kraft forekommer dig så skrøbelig, så er der intet andet råd; hvor skal du flygte hen? Han er den eneste, som har magt i himlen og på jorden! Han er den eneste, der knuser slangen, han, som er kommet for at nedbryde Djævelens gerninger. Søg blot at blive endnu nærmere forenet med ham og komme til en endnu vissere tro. For selv om han endnu bærer sig underligt ad og lader dig ligesom Paulus endnu bære en torn i kødet og blive slået i ansigtet af Satans engel, så afhænger din frelse dog kun af, at du bliver i ham; tager du dig noget andet for, så er det allerede afgjort, at det ikke bliver andet end døden, som Herren videre siger her: «Hvis nogen ikke bliver i mig, er han kastet ud som grenen og visnet». Læg mærke til dette visnet!

Det er den sørgelige følge af at blive borte fra Frelseren. Hvor ofte har vi ikke set, at når en sjæl ved sin forstand, ved det naturlige lovsind eller ved lovlærere er blevet bragt under trældom, har opgivet sit fæste i Kristus og har sat sig for på egen hånd at kæmpe og bede og stride, eller blot at vente på en større kraft eller en dybere anger, før den ville tage imod den store nåde i Kristus, så blev følgen, at den for hver dag blev stadig tørrere, blev endnu mere kold og død, så den til sidst ikke engang kunne bekymre sig om sin tilstand, men lod alt gå, som det ville, og til sidst blev helt død! Det ligger i Kristi ord: han er visnet – han er visnet «som grenen». Nu ved vi, at hvis en gren er skåret af sin stamme, så kan den endnu podes ind og blive levende, hvis det blot sker snart; men får den lov at ligge længe i den adskilte tilstand, så den når at visne, så duer den ikke mere til at podes ind; det er for sent, den er død. Sådan går det også med sjæle. Derfor er det et vigtigt ord, når David siger: «Derfor skal alle hellige bede til dig i rette tid»*). Læg mærke til: «i rette tid!», dvs. før de visner sådan, at de ikke mere kan røres af nogen bekymring, men er helt døde. Se, den sjæl, som selv er bekymret over, at den er visnet, som selv straffer og dømmer sig selv, den er ikke helt død; den har netop i denne bekymring beviset for, at den ikke er helt visnet; for den, som er blevet helt død og forhærdet, er nu særdeles tilfreds med sig selv eller også, i afgjort fortvivlelse, fjendtlig mod sandheden og vil ikke høre noget Guds ord. Men sådan kan man blive, når man begynder at gå bort fra Frelseren; for når hjertet så lider af tomhed og lede, når det ikke længere har sin skat og glæde i Frelseren, så står det åbent for alle mulige andre guder, skatte og lyster, og så lægger Djævelen det ene bånd efter det andet på den arme sjæl. Mange sørgelige eksempler har vist os dette. Og disse agtede engang at indtage himlen! Nu er de igen i fjendens vold, «to gange døde og revet op med rode». Og hvordan begyndte det? Kun med, at de lod sig jage bort fra nådestolen. De var måske faldet i en grovere synd. Det var ganske vist allerede slemt, men kunne dog være blevet hjulpet, hvis de blot var blevet i troen; men så lod de også den falde, flygtede bort fra nådestolen, ligesom Adam flygtede fra Gud, da han havde syndet, og de begyndte nu at kæmpe med egne kræfter og ville vise Gud bedre frugt, før de igen ville bede om hans nåde; og så gik det, som Herren her siger: grenen kan ikke bære frugt, når den ikke bliver på vintræet; den visner – de blev mere og mere bundet i synden, mere og mere magtesløse og til sidst helt ligegyldige. Og nu er de døde. Se altså her alvoren i Kristi formaning: «Bliv i mig. Hvis nogen ikke bliver i mig, er han kastet ud som grenen og visnet, og man samler dem og kaster dem i ilden, og de brænder». – Når intet ord fra Kristi mund kan være uden sin dybe betydning, hvorfor slutter det så her med «brænder»? Forfærdelig er denne antydning; men den kommer fra den evige Sandheds mund. Herren bevare alle troende! Herren være lovet for den nådefulde opfordring: Bliv i mig! Bliv i min kærlighed! Ligesom Faderen har elsket mig, sådan har også jeg elsket jer – bliv i min kærlighed!

*) Den nye (svenske) oversættelse: «Derfor skal alle fromme bede til dig på den tid, da du er at finde».