Atter en formaning til de kristne om at troen skal vise sig i livet

(Femtende årgang, 1856)

En af de mest lærerige og mærkværdige tekster i Bibelen om at troen skal vise sig i livet er den, som læses i 2 Pet 1, og som vi nu med Guds hjælp vil betragte. Så snart den sædvanlige apostoliske hilsen er udtalt (v. 1–2), begynder selve teksten med følgende ord:

Eftersom hans guddommelige magt har skænket os alt, hvad der hører til liv og gudsfrygt, ved kundskaben om ham, som har kaldet os ved sin herlighed og dyd;

hvorved de dyrebare og store løfter er givet os, for at I ved dem skal få del i Guds natur, når I er undsluppet den fordærvelse, som hersker i verden på grund af begær;

så gør derfor også I al flid for i jeres tro at vise dyd, i dyden forstandighed, i forstandigheden afholdenhed, i afholdenheden tålmodighed, i tålmodigheden gudsfrygt, i gudsfrygten broderkærlighed, i broderkærligheden kærlighed til alle.

For når disse ting findes og er hos jer i rigt mål, lader de jer ikke være uvirksomme eller uden frugt med hensyn til kundskaben om vor Herre Jesus Kristus.

Før vi anfører mere af denne tekst, vil vi først betragte dette. Gud give os sin Ånd og åbne vores øjne! Læg mærke til, hvordan Apostlen formaner! Før han udtaler selve formaningen (v. 5–7), lægger han først en fortræffelig grundvold for den, hvorved han på én gang tager al undskyldning fra de ulydige og giver de villige børn en stor opmuntring. Det første, der hører hertil, er, at han siger, at «Gud allerede har skænket os alt, hvad der hører til liv og gudsfrygt» – derfor skal vi også stræbe efter det, vil han sige. Med «liv» menes det indre, åndelige liv, og med «gudsfrygt» at dette nye liv træder frem i et gudfrygtigt levned. Og nu siger Apostlen, at alt, hvad der behøvedes hertil, er skænket os af Gud ved hans guddommelige magt. Læg her mærke til, for Guds ansigt, hvad du skal stå til regnskab for, du, som bestandig hører Guds ord og kender din Herres vilje, men aldrig gør efter den og undskylder dig med din svaghed! Du ved, at vi er «dyrt løskøbt fra vores tomme levned, som vi har arvet fra fædrene, ikke med sølv eller guld, men med Kristi dyrebare blod» (1 Pet 1), og at vi derfor ikke mere skal leve for os selv, men for ham, som er død og opstanden for os; at vi skal «være hans egne» og, helt forenet med ham, stå med ham og følge med ham gennem verden; men du vil dog altid tjene to herrer, være både Guds og verdens ven, forlige Kristus og Belial (2 Kor 6); eller du hører til de troendes flok og vil til sidst gå ind i himlen, men gemmer hos dig nogle yndlingssynder, som du ikke vil opgive, og undskylder dig med, at du ikke har kraft til det. Her siger Apostlen, at Herren af sin guddommelige magt har skænket os «alt, hvad der hører til liv og gudsfrygt». Så behøver du ikke for din svagheds skyld at forblive verdens og syndens slave; der findes en kraft, som kan forløse dig. Sådan vidner Apostlen her; sådan vidner tusinde gange tusinde allerede salige ånder i himlen; sådan vidner tusinder og atter tusinder af benådede sjæle på jorden, nemlig med hele deres væsen, som beviser, at en guddommelig kraft har virket både liv og gudsfrygt hos dem. Eller har du ikke set med dine egne øjne, hvordan Herrens Ånd gør undere på jorden, gør de døde levende, de bundne frie, de døvstumme talende, ja, gør de dybest sunkne syndens slaver til de mest gudfrygtige, levende, hellige og salige Guds børn? Ser vi ikke for vores øjne, hvordan syndere ved en guddommelig kraft, ved Ordet, bliver vakt, oplyst, renset, helliggjort og bevaret til evigt liv, midt i de allersværeste ydre forhold? Når dette store bevis på en guddommelig kraft på jorden står for alles øjne, er du uden undskyldning, du, som trods al din kundskab, og skønt du hører Guds ord, dog altid forbliver en slave under verden og dit gamle kødelige væsen. Men ak! der findes også sjæle, som har taget sagen langt mere alvorligt end de nu beskrevne – sjæle, som aldrig ville tage nogen synd med sig på vejen, men kæmper og beder mod synden, så stenene kunne røres, og dog ikke kommer til liv og gudsfrygt, men altid ligger under en åndelig død og afmagt. Ja, det er jo en stor fælles klage hos alt, hvad der hedder menneske, så snart loven rammer det indre, at man ingen kraft har; det er altid et spørgsmål om kraft. Nogle siger, at de har vilje, men ikke evne; andre igen, at de hverken har vilje eller kraft. Hvordan skal alt dette forstås? Her siger Apostlen, at Gud af sin magt har givet os alt, hvad der hører til liv og gudsfrygt; det samme vidner også en tusindfoldig herlig erfaring; og alligevel klager en skare oprigtige sjæle over, at de for deres del mangler kraft. Hvori består så fejlen? Her vil mange svare: «Fejlen er, at du alligevel ikke har bedt nok; du har ikke våget og kæmpet nok; du er ikke alvorlig og oprigtig nok» osv. Og det vil sige, at det er ved din alvorlige bøn, vågen og kamp, du skal få, hvad der hører til liv og gudsfrygt. Men hvor fornuftigt det end lyder, så lad dig ikke bedrage, tro det ikke, men tro hellere Apostlen; lad os se, hvad han i vores tekst siger om vejen og midlet, hvorved vi får det, som hører til liv og gudsfrygt. Han siger: «Ved kundskaben om ham, som har kaldet os ved sin herlighed og dyd». Hør! «Ved kundskaben om ham» – «ved kundskaben om ham», siger Apostlen. Og han har en sådan iver for at indprente den sandhed, at skønt dette kun er det tredje vers i brevet, har han dog allerede to gange gentaget de samme ord; for også i v. 2 læser vi: «Ved kundskaben om vor Gud og Frelser Jesus Kristus». Det er sandt, at du ikke har bedt, virket og kæmpet, som du burde, og at der er megen falskhed i dit hjerte; men rammer loven dig ret og udretter, hvad den vil, så kan den nok gøre dig så elendig, at du ikke engang kan bede, våge og kæmpe, at du må mærke hjertets dybe falskhed uden at kunne gøre dig fri af den. Og hvad skal vi så give dig af råd, når du ikke engang har kraft til netop disse første gerninger, nemlig at våge og bede, hvorved du skulle få kraft? Så er det jo helt forbi med dig, med dit eget gøren. Men skulle loven ikke netop udrette dette? Var det ikke lovens hensigt i omvendelsen, at din mund skulle lukkes, at du skulle blive skyldig for Gud? (Rom 3.) Hvis du kan bede, våge og lægge al falskhed bort, hvis loven kunne gøre dig levende, from, stærk og hellig, «så var retfærdigheden virkelig af loven» (Gal 3), og så var Kristus død forgæves (Gal 2). Glem aldrig, at alt, hvad der kræver noget af os, er lov; heraf følger, at enhver tanke om, hvad vi skal gøre, arbejde og virke for at vinde kraft, liv og gudsfrygt, er at håbe at få af loven, hvad den aldrig kan give. Loven er god, når man bruger den ret, nemlig til at lukke vores mund, til at gøre os til fortabte syndere, og dernæst til at formane de troende, raske og stærke, som har liv og kraft, til at våge, bede og kæmpe; men er du i nød, afmagt og elendighed, mangler du liv og kraft, så nytter loven ikke noget. O, hvor dybt den vildfarelse ligger i hele vores natur – den vildfarelse, som alle troende har at kæmpe med, og som mange bliver fanget og forført af – nemlig at det dog er noget af vores eget gøren, vågen, kæmpen og bøn, der skal hjælpe os, skal give os liv og kraft; at vi ikke ved kundskaben om Kristus kan få alt det, som hører til liv og gudsfrygt, men at den gode Peter må fare vild på det punkt – at evangeliets prædiken, som uophørligt taler om Kristus og ham korsfæstet, ikke skal virke helliggørelse, men kun retfærdiggørelse. Her siger Apostlen dog, at det kun er ved denne prædiken om Kristus, kun «ved kundskaben om ham», at vi af hans guddommelige magt får «alt, hvad der hører til liv og gudsfrygt». Og Paulus siger, at denne «dårskabens prædiken» om «den korsfæstede Kristus» var «en Guds kraft» (1 Kor 1). Og endnu tydeligere, når han spørger galaterne i samvittigheden: «Dette ene vil jeg vide af jer: Modtog I Ånden ved lovens gerninger eller ved troens prædiken? Han, som giver jer Ånden og virker sådanne kræfter blandt jer, gør han det ved lovens gerninger eller ved troens prædiken?» (Gal 3,2.5.) Se, her er grunden til, at du ikke har fået et åndeligt liv i dit hjerte, en Guds kraft, men kæmper og arbejder så møjsommeligt, og alt dog er dødt og afmægtigt. Du kender ikke Kristus – det er Kristi forklarelse, du mangler – dit hjerte har ikke ved guddommelig åbenbaring fornummet den salighed i Kristus, som du har læst, hørt og talt om. O, hvilket nyt liv i dit hjerte, hvilken overnaturlig kraft du ville få, hvis Kristus blev forklaret for din sjæl, så du i Åndens lys så dybden og højden af hans kærlighed, af hans forsoning og nåde, og blev helt fri af loven, helt salig, sådan som du er! Se på virkelig frigjorte og genfødte sjæle, hvordan alt, hvad der hører til liv og gudsfrygt, kommer ligesom af sig selv i deres hjerter: De har en hjertelig glæde over deres Frelser og en fortrolig omgang med ham; de har en ny, hellig lyst til i alt at være ham tro og lydige; de har en ny kærlighed til alle mennesker, så de kan græde og bede på deres knæ for deres omvendelse og tale de mest hjertelige ord for at vække dem; og med brødrene i Kristus er de så forenede, at de har alt fælles med dem, i medgang og modgang, som lemmer på legemet; de har en ny, ydmyg ånd, så at de, selv om de på grund af en heftig og vanskelig natur kan forse sig, dog er villige til at tage skylden på sig, erkende deres fejl og bede om tilgivelse; de har et nyt, rent sind, som lider og pines som af ild, når de mærker kødets urenhed osv. Hvorfra har de fået alt dette? Kun ved den levende kundskab om Kristus og deres egen benådning. Der var en mand, som i al sin tid, også i den vakte og søgende tilstand, aldrig havde kraft til at sige et godt ord om Gud; men til sidst fik han i Åndens lys se Jesus og sin egen fulde benådning i ham, og da blev han sådan, at han ikke kunne lade være med, drevet af en usigelig glæde og kærlighed, at tale om Frelseren til alle, der kom i hans vej; og da hans hustru, som var bekymret over det, formanede ham og bad ham holde op med det, svarede han: «Om jeg så kun havde fået ti tusind rigsdaler, ville det alligevel være svært at beholde den glæde for mig selv; tænk så, nu da jeg har fået hele Frelseren og er blevet så fri for al min synd, at jeg ikke har så meget af den, som kan ligge på mit øje!» – O, du, som aldrig har fået disse genfødslens kræfter, disse Åndens frugter, men kun stræber, beder og kæmper for at være som en kristen, mens alt kun er dit eget arbejde, ikke genfødslens nåde, og som dog håber at blive salig – hvornår skal den lykkelige stund komme for dig, da du ser, hvor falsk din vej er? da du standser og lader dig overbevise om, hvad du mangler: den nye fødsel, som du aldrig kan få, før du, helt tilintetgjort, knust og fortabt, får alt forærende ved troen? Kun sådan kan man få disse guddommelige kræfter.

Det andet, som Apostlen anfører som grund for sin formaning, er, at «Gud har givet os de dyrebare og store løfter», ja så langt, at vi skal «få del i Guds natur». Apostlen havde i v. 3 nævnt «Guds herlighed og dyd», det vil sige hans guddommelige kraft og hans kærligheds nidkærhed for vores frelse. Nu siger han i v. 4: «Hvorved (ved hans herlighed og dyd) de dyrebare og store løfter er givet os, for at I ved dem skal få del i guddommelig natur, når I er undsluppet den fordærvelse, som hersker i verden på grund af begær». Her har Apostlen sagt noget, som visselig vil fylde os med lutter glæde og kraft, liv og gudsfrygt, hvis det bare kom ind i vores hjerter – «de dyrebare og store løfter – at I ved dem også får del i Guds natur». Gud åbne vores øjne, så vi ser og besinder, hvad Apostlen her siger! Den store Herre Gud, som i begyndelsen skabte denne mærkelige slægt, mennesket, i sit billede, til børn og arvinger, har trods slægtens dybe syndefald dog givet den de store og dyrebare løfter, så det ikke standser ved noget mindre end, at vi bliver «lig hans Søns billede», hans evige Søns «brødre» og «medarvinger» til en evig og over al måde vægtig herlighed i himlen. Med dette store mål for øje gav han allerede på syndefaldets dag mennesket det løfte, som vel må kaldes det «store», og som alle de andre er indesluttet i som i deres frøkorn, nemlig løftet om en Frelser, «kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved». Det løfte blev uophørligt fornyet, først for patriarkerne og siden for profeterne, og blev stillet Israels folk for øje gennem de utallige blodige ofre i deres gudstjeneste, ofre, som alle tilsammen kun var ét eneste stort løfte om en kommende forsoning (Hebr 10). Hvilke løfter om denne Frelser Det Gamle Testamente er fuldt af, kan man få en slags påmindelse om og overblik over, hvis vi blot minder om de navne, han blev lovet under – de højst betydningsfulde, løfterige navne, fx kvindens sæd, slangeknuseren, Abrahams velsignelse, Isajs rod, Davids søn, Forløseren, Herren i Israel, Zions Konge, den store profet, Herrens tjener, Spiren, alle hedningers trøst, Fyrsten og læreren for folkene, hedningernes lys, Herrens arm, Herrens salvede, Guds frelse i Zion, retfærdighedens prædikant i den store menighed, Zions gyldne rose osv. Og om denne lovede person siges der udtrykkeligt, at «Herren lod alle vores synder ramme ham», at «han bar vores synder», at «han gav sit liv som skyldoffer», at «ved hans sår blev vi helbredt», at «for hans pagtsblods skyld sættes fangerne fri af brønden, hvor der intet vand er», at «han tog fanger til fange», at han var «en gift for dødsriget og en plage for døden», at han «ved sin kundskab skal gøre mange retfærdige og bære deres synder» osv. Til sidst, «da tiden var fuldbyrdet, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven, så vi skulle få barnekår». Da bebudede englen for en jomfru i Israel hans fødsel, hans navn og hans ærinde: «Du skal give ham navnet JESUS; for han skal frelse sit folk fra deres synder». Snart hørtes en røst, der råbte i ørkenen: «Bered Herrens vej, gør hans stier lige!» Og da denne «Brudgommens ven» så Guds elskede gå i ørkenen, udbrød han: «Se, Guds Lam, som bærer verdens synd!» Og da den store stund var kommet, da han skulle fuldbringe sit værk, i «den nat, da han blev forrådt», sagde han selv om sit blod: «Dette udgydes til syndernes forladelse». Siden gik en stor skare evangelister ud, hvis kløvede ildtunger dog gav ét og samme vidnesbyrd: «Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd».

Se, fra dette store vidnesbyrd udspringer nu de dyrebare og store løfter til hver enkelt troende. Enhver, ja enhver, som nedslået og skyldig for Guds lov nu påkalder Jesu navn og beder om syndernes forladelse, har de mest bestemte løfter om, at alle hans synder er «kastet i havets dyb» og «aldrig skal ihukommes»; at han er helt ren for Guds øjne, så Gud selv kalder ham «hvid som sne» (Es 1); at hans overtrædelser skal være «så langt fra ham, som øst er fra vest»; at Guds nåde er så vældig over al hans synd, «som himlen er høj over jorden»; at de troende for Gud er «benådet i den Elskede»; at vi «ikke mere er under loven, men under nåden»; at vi, skønt «loven har været vores tugtemester til Kristus», dog nu, «efter at troen er kommet, ikke mere er under tugtemesteren» osv. Alt dette må vel kaldes «dyrebare og store løfter». Men at det stadig kaldes «løfter», skønt vi dog allerede har fået det lovede, er ikke blot en talemåde i Bibelen, som også kalder det lovede for løfte (Hebr 11,13.39), men har også en betydning, som vi aldrig må glemme, nemlig at alt dette, som er givet os, endnu er så fremmed og skjult for vores følelse, vores fornuft og alle vores sanser, at vi kun ved fast at stole på Herrens tilsagn om det kan bevare vores trøst, idet vi ikke ser og føler andet, end at vi stadig har synd og er under loven, så vi må være vederstyggelige og utålelige for Gud i stedet for rene og yndige. Derfor, vil du blive i troen, skal du berede dig på uophørligt at føle og se det modsatte i dig selv og på den mest indtrængende måde holde øjnene fæstet på, hvad den store Gud har gjort og sagt. Ellers er du snart begravet i din elendighed. Du må have Guds tilsagn så indpræget i dig, at du kan se synden hos dig og dog sige: «Jeg har ingen synd, jeg er helt fri, ren og hellig; al min synd er ingen synd, nemlig for Gud, som ved, hvad Kristi blod gælder; der er ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. Skønt jeg selv ingen retfærdighed har, er jeg dog fuldkommen retfærdig for Gud, som ved, hvad Kristi retfærdighed gælder. Det grunder sig alt sammen på Guds eget evige ord om sin Søn.»

Hvilken kraft og betydning et løfte har, når det blot er givet af en person, som ikke kan svigte, det lader Paulus os forstå, når han siger, at den, som vil have Kristus med al hans fortjeneste, ikke behøver at sige: «Hvem skal fare op til himlen? Det er: for at hente Kristus ned; eller: Hvem skal fare ned i afgrunden? Det er: for at hente Kristus op fra de døde. Men hvad siger den da? Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte», når du bekender med din mund og tror i dit hjerte «troens ord» (Rom 10). Læg mærke til det! Han siger: «Ordet er dig nær» – der har du alt, hvad du vil have, mener han, når du blot griber Ordet. Paulus mener, at et ord fra Gud er lige så meget, som om vi havde selve sagen i vores hånd. At et pålideligt løfte har en sådan vægt og betydning, det forstår vi os udmærket på, så snart det gælder menneskelige ting; men når det gælder de himmelske, hvor vi har Gud selv til at stå inde for løftet, da er vi ikke forstandige nok til at være rigtig trygge. Vi vil belyse dette yderligere med en lignelse fra et meget velkendt forhold: Selv om jeg ikke ejer et eneste øre i virkelig mønt, er jeg dog altid helt tilfreds, blot jeg har nok af en vis slags papir, som vi kalder sedler, og hvorpå der står nogle ord, som gør os helt trygge, nemlig de ord, at «Rigets bank indløser denne seddel» med så og så meget. Så er vi så trygge,

at vi ikke engang bryder os om nogensinde at veksle disse sedler til virkelig mønt, men kan hele vores liv igennem gemme og værdsætte dem, som om det var penge, ja, så vi kalder dem penge, og de fleste mennesker ikke ved andet, end at det er penge; for de gælder i al vores handel som virkelig mønt. Hvad er det nu, som giver disse papirer en sådan værdi? Kun nogle ord, kun et løfte, nemlig at de på anfordring indløses med virkelig mønt. Se, en sådan vægt mente Paulus, at også Guds løfte måtte have, da han sagde: Sig ikke: «Hvem skal fare op til himlen for at hente Kristus ned?» Det behøves ikke, siger han; Ordet er dig nær; så har du Kristus, himlen og saligheden, hvis du blot gemmer Ordet i dit hjerte og stoler på det. Også vores himmelske konge har udstedt sedler på jorden, nemlig i sit ord. Åh, gid vi dog en gang blev så forstandige, at vi kunne stole lige så fast på de ord, Gud har givet os i den store seddelbog, Bibelen, som vi stoler på en jordisk konges ord! Gud vil sandelig ikke svigte disse sine egne forsikringer, når det en dag gælder, at vi vil veksle dem til den virkelighed, de lover, og vil have selve himlen og saligheden. Gid også dette billede må minde os om, hvilken vægt og betydning et løfte fra Gud har! Vi vil aldrig kunne blive i troen, i en virkelig tillid til al den uudsigelige herlighed, som vi lige har betragtet, hvis vi ikke dybt i vores sjæl indprenter os, hvad det betyder, at «Gud selv har sagt det». Det er jo noget så stort, at Gud selv har givet os løfter, at vi alene på grund af dets størrelse ikke kan fatte det. Eller kan noget vel være sikrere end det, Gud selv har lovet? Skulle Gud kunne svigte? Gud? Hvor ubegribeligt fordærvede er vores sjæls kræfter dog ikke, at vi aldrig rigtig kan fatte sådant! Apostlen siger, at Gud ikke blot har udtalt det store løfte i Kristus, men også bekræftet det med sin hellige ed. Han siger: «Da Gud ville vise løftets arvinger endnu tydeligere, at hans beslutning var uforanderlig, trådte han imellem med en ed» – og da han ikke havde nogen større at sværge ved, svor han ved sig selv – «for at vi ved to uforanderlige ting (løftet og eden), ved hvilke det er umuligt, at Gud skulle have løjet, skulle have en stærk opmuntring til at holde fast ved det håb, som ligger foran os» (Hebr 6). Åh, vores store, nåderige Gud! Har du endda bekræftet dit løfte med din hellige ed, og vi tror alligevel ikke! Hjælp os, hjælp os mod vores elendige hjerters mørke og vantro! Store, gode Gud! Tilgiv os og hjælp os!

Men med det store løfte om selve nåden, den uforanderlige, evige syndernes forladelse og friheden fra loven, følger nu siden alle andre herlige løfter og tilsagn. «Hvor der er syndernes forladelse, der er liv og salighed». Den, som har Guds nåde, har alt, hvad herligt er; han er Guds elskede barn og arving; han er Guds Søns bror og medarving; han er Helligåndens tempel og bolig; han har den treenige Guds selskab og nærvær; han er arving til himlen. Om alle disse herlige goder har vi også store og dyrebare løfter. Hør blot, hvordan nogle af dem lyder. I Es 56,5 siger Gud selv om dem, som er i hans pagt: «Dem vil jeg i mit hus og inden for mine mure give et minde og et navn, som er bedre end sønner og døtre». Hør den majestætiske forsikring: «Dem vil jeg i mit hus og inden for mine mure give et minde!» Det forsikrer Gud – og «et navn, som er bedre end sønner og døtre»! Paulus anfører en lignende forsikring fra Gud således: «Jeg vil tage imod jer og være jeres Far, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige» (2 Kor 6). Hør – «sønner og døtre!» Og det siger «Herren den Almægtige». Det er jo noget så stort, at man ingen ord har for det. Således taler også Kristus om sine brødre og siger: «Min Far og jeres Far, min Gud og jeres Gud». Og Paulus siger, at de i evighed skal være ligedannede med «Guds Søns billede», for at han kan være «den førstefødte blandt mange brødre». Må alt sådant ikke kaldes «dyrebare og store løfter»? Men kan nogen sige, at han virkelig tror dem? Gud forbarme sig over vores elendige hjerter, vores sønderslåede kar, som ikke kan holde på noget, men på et øjeblik kan alt være glemt og sindet adspredt i tusind småting. Gud forbarme sig! Gud hjælpe alle kristne til også at begynde noget bedre at «agte på det, som vi har hørt»; for i samme grad, som vi værdsætter disse ting, fæster de sig i hjertet. Og er disse ting ikke dit hjertes egentlige liv og næring, så går det dig aldrig godt. Du kan ganske vist beholde formen af al gudsfrygt, af nidkærhed, af gode gerninger og gå brudgommen i møde med din lampe, men olien har du ikke, livet og Ånden er borte, og så bliver du evindelig lukket ude, så sandt som Kristus ikke lyver. Men selv om du vel egentlig har dit liv i disse ting, er du dog ikke uden skyld, når du beder så lidt om, at troen må blive øget, og så flygtigt farer hen over Guds store løfter, at din tro er nær ved at dø ud, skønt du ellers kunne have den stærk og brændende.

Lad os se, hvilken frugt Apostlen siger, at disse dyrebare og store løfter skal virke i os, hvis vi rigtigt tager imod dem. Han siger: «for at I ved dem skal få del i Guds natur». Det er om dette ord, Luther siger, at han i hele Det Gamle og Det Nye Testamente ikke har fundet noget så stort og herligt. Vi ville næsten blive forskrækkede, hvis vi kunne fatte, hvad vi udsiger med de ord: «få del i Guds natur». Det er noget alt for stort! Og dog kan vi ikke nægte, at vi i hele Guds åbenbaring på jorden finder spor af, at dette fra begyndelsen er Guds høje hensigt med mennesket. Hedenske digtere, kristne apostle og moderne filosoffer har derfor været enige om, at vi mennesker er «Guds slægt» (ApG 17,28). Og da Guds billede i mennesket var ødelagt, har Gud selv sørget for, at det blev genoprettet, nemlig først da han selv kom og forenede sig med vores natur, og siden da han gav sin egen Helligånd i vores hjerter, så vi derved bliver «født af Gud». Således siger Johannes om Guds børn, at de er født «ikke af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud» (Joh 1,13). Således siger Johannes også et andet sted om enhver, som er født af Gud, at «Guds sæd bliver i ham» (1 Joh 3,9). Dette kan vi også til en vis grad se med øjnene i de genfødtes ånd. Hvis du først rigtigt kunne overveje, hvordan selve den menneskelige natur er – hvad man ser allerede tidligt hos børnene, men meget mere hos det voksne og udviklede naturlige menneske – nemlig den almindelige, dybe selviskhed, egennytten, foragten for Gud og det himmelske, ligegyldigheden for næstens vel osv., og du så betragter, hvad du ser hos et genfødt menneske, som også har en helt modsat natur i forhold til den gamle, nemlig et hjerte, som nu intet ønsker sig så højt som det åndelige og himmelske, som lider under det jordiske sind, uophørligt straffer naturens kulde over for Gud og næsten og nu har en sådan ny kærlighed, som på enhver måde søger sine medmenneskers bedste – der er et hjerte fuldt af suk efter Gud og hans nåde, øjnene bliver fugtige af tårer derover, munden taler et nyt sprog, hænderne gør nye gerninger – der er en ny åndelig skabning; hvad er alt dette nye, hvis ikke en «del i Guds natur»? Det kommer slet ikke af kød og blod, for det er tværtimod i bestandig strid mod naturen, og denne strider i alt mod det nye menneske. Til denne strid sigter også det, Apostlen tilføjer: «undsluppet den fordærvelse, som hersker i verden på grund af begær». Dette følger altid med Guds natur. Det må ikke forstås sådan, at vi skulle få Guds natur ved at flygte fra verdens lyster – Apostlen har udtrykkeligt sagt, at det var «ved disse store løfter», vi får del i Guds natur; men han tilføjer, at denne flugt følger deraf. Det er altså en frugt af den nye fødsel, at vi nu flygter fra og undslipper den fordærvelse, som verden ligger nedsunket i ved sine lyster.

Og så har vi nu skuet den kostelige grundvold, Apostlen her har lagt for sin formaning. Vi går nu over til at betragte selve formaningen. Apostlen siger: «Så gør derfor også I al flid for i jeres tro at vise dyd» osv. Når man rigtig betænker alt, hvad vi hidtil har betragtet, alle de dyrebare og store løfter, som Gud har givet os, så kan man være lige ved at gå til af sorg over sin forfærdelige kulde og ulydighed, over at man ikke bestandig tænker på dette: hvordan man med al flid kan bevise sin tro i et gudfrygtigt liv. Tænk! Alt, hvad der hører til liv og gudsfrygt, er givet os, så vi ikke på grund af vores svaghed behøver at være syndens trælle; og vi har store og dyrebare løfter fra Gud selv, som umuligt kan lyve – løfter, som rækker helt dertil og allerede i tiden bevirker, at vi får del i Guds natur og skal leve med ham i evighed! Skulle vi så ikke i den lille tid, som er tilbage at leve i kødet, lade det være vores højeste omsorg nu blot at leve for ham, som har givet os alt dette, blot søge at behage ham og bidrage til hans pris og derfor gøre os al umage for i vores tro at vise dyd? Åh, betænk dog dette, du, som er et benådet Guds barn! Bed Gud om tilgivelse for al din forsømmelse og om nåde til herefter at begynde noget bedre.

Når Apostlen siger: «i jeres tro at vise dyd», så betegner «dyd» her en hellig nidkærhed, kraft og drift til det gode. Apostlen ville, at vores tro ikke skulle være en død, uvirksom viden eller blot en doven hvilen; men når vi tror så herlige ting, som Guds løfter indeholder, skal vi også i hele vores omgang vise os sådan, som det sømmer sig for et så benådet og lykkeligt folk her på jorden. Man ser ofte i denne henseende noget, som er både bedrøveligt og besynderligt, nemlig sjæle, som synes virkelig at være kommet til et nyt åndeligt liv, men samtidig er det, som om de ikke vidste, at den nåde, de har modtaget, skulle bruges i livet til at døde det gamle menneske; for en og anden gammel uvane kan de overse så fuldstændigt, som om de ikke vidste, at enhver synd må korsfæstes og dødes. Har disse nu dog virkelig noget åndeligt liv, så viser et sådant forhold altid en åndelig søvnighed og dovenskab, og det er egentlig fra den, Apostlen her vil vække os, når han kræver, at vi i vores tro skal vise dyd – nidkærhed, kraft, virksomhed. Således siger han også selv om sin hensigt med dette brev: «Dette er nu det andet brev, som jeg skriver til jer, og i dem begge vækker jeg ved påmindelse jeres rene sind» (kap. 3). Åh, gid nu enhver, som læser dette, straks vil gå i sig selv og overveje, om der ikke kan findes et sådant forhold hos ham – en kristen pligt, som han stadig forsømmer, en synd, som han endnu ikke oprigtigt korsfæster; for i disse to stykker må gudsfrygtens kraft vises, nemlig i at gøre alt det gode, som er muligt i vores kald, og i at fly og korsfæste synden. Det påhviler jo enhver kristen; eller hvem skal gøre det, hvis ikke også du – du, som nu tror på din Frelser og er blevet benådet med det salige kald at være Guds barn? Og hvornår skal det gøres, hvis ikke nu? Det ville jo være en frygtelig falskhed og ulydighed ikke straks at gøre sin Herres vilje. Dermed er det ikke sagt, at du straks er fri for alt ondt, når du vil opgive og korsfæste det – nej, synden vil vel stadig hænge ved dig, plage og forfølge dig, så længe du er på jorden; men Apostlen siger: «gør derfor al flid» for i jeres tro at vise dyd, kraft og nidkærhed – det drejer sig blot om, at du ikke, mens du bekender troen, må leve i en så falsk og doven stilling, at du lader hellige pligter gå helt i glemme, men at du med alvorlig bøn og årvågenhed må jage efter det gode og fly og korsfæste det onde. Bittert vil det vel ofte blive for dig, mangen hård og jammerlig kamp vil det koste dig; Gud give dig blot tålmodighed og udholdenhed i troen! Her vil du måske spørge: Men hvorfor skal synden stadig hænge ved os? Sagde Apostlen ikke, at «alt, hvad der hører til liv og gudsfrygt, er blevet skænket os», ja, at vi også får «del i Guds natur»? Følger det ikke deraf, at ingen behøver at være skrøbelig, svag og syndig, men at den, som vil, kan være stærk, hellig og fri for alle synder? Svar: Giv blot bedre agt på Apostlens ord. Han siger ikke: alt, hvad der hører til syndfrihed og en fuldkommen hellighed, men således: «alt, hvad der hører til liv og gudsfrygt». Så længe du endnu lever i kødet, må du vel slås med synden og derfor ofte blive svag og elendig, såfremt du er vågen og «ædru»; men alt, hvad der hører til «liv og gudsfrygt», er givet os. Men den, som er virkelig gudfrygtig, har altid møje og kamp med synden; og det viser netop, at han har en hellig og gudfrygtig ånd. Den, som ikke lider under synden, men synes, at han er hellig helt igennem, er sandelig ikke ædru eller vågen. Læg mærke til: Vi har vel en «del i Guds natur», men vi er ikke, som slangen lovede, blevet «som Gud», der er helt ren og hellig; vi har blot nogen del i hans natur, nemlig i ånden, men «hvad der er født af kødet, er kød»; vi har ikke Åndens fylde, men blot «Åndens førstegrøde», siger Skriften. Det kan vi også lære af disse Apostlens ord: «Gør derfor al flid for i jeres tro at vise dyd». Så længe der endnu kræves al flid, al umage, så må der stadig være kamp og strid; og er der endnu kamp og strid, så må der stadig hænge noget ondt, nogen synd og skrøbelighed ved; sådan som hele Skriften desuden vidner. «Derfor», siger Paulus, «vil jeg hellere med største lyst rose mig af mine svagheder, for at Kristi kraft må hvile over mig; for når jeg er svag, da er jeg stærk». Det skal vi også lære til visse tider, og da skal vi ikke mærke nogen styrke og hellighed, men lutter synd og usselhed. Men når Gud giver os kraft – når vi tror og står godt med vores Gud – da skal vi også bruge denne kraft, våge og bede og gøre al flid for at gøre det gode og fly det onde; for når Apostlen siger: «gør al flid», så forstår jeg også, at det ikke er rigtigt, hvad fromme sjæle undertiden er faldet på, at Gud skal udføre helliggørelsens værk i os uden al vores umage, så vi ikke engang skal behøve nogen kamp, bøn og årvågenhed. Nej, Apostlen siger her: «gør al flid!» Kristus siger: «Våg og bed!»

Men vi vender tilbage til formaningen. Når vi nu har nåde til at tro, så lad os ikke sove som om natten, men våge og være ædrue. Gid Gud ville give hver enkelt at lægge mærke til sine forsømmelser, sine synder og sine farer og straks lydigt tage formaningens ord til hjerte! Altså: Du, som tror og er benådet, men for eksempel slæber på et stift og vrangvilligt sind, giv agt på det, død det, slip det ikke løs, men følg din Frelsers eksempel: «Når han blev udskældt, skældte han ikke igen, og når han led, truede han ikke, men overlod det til ham, som dømmer retfærdigt». Du, som tror og er benådet, men slæber på et svært kødeligt begær, vogt dig! Hør Apostlens ord: «Jeg formaner jer som gæster og fremmede til at afholde jer fra de kødelige lyster, som fører krig mod sjælen». – Du, som tror og er benådet, men har hjertet så optaget af jordiske ting, dit jordegods, din handel osv., at du nu først og sidst vil tænke på og tale om dem, så vid, at det er et betænkeligt tegn, at du ikke er rigtig ædru og vågen; og bliver du ikke vågen, så vil disse torne kvæle den gode sæd i dig, så du bliver en falsk kristen, jordisk i hjertet og kun åndelig i munden og i nogle fromme skikke. Du, som tror og ejer alle disse herlige ting, som Gud har givet os i Kristus, men kan se dine medmennesker gå i åndelig død og sikkerhed mod en evig fordømmelse, og du gør ikke det mindste for at vække dem; du taler med dem om alt andet og kender i stilhed den ulykke, der venter dem. Åh, vågn op! Bed Gud om en så oprigtig kærlighed, at den hele tiden arbejder i dit indre, så du søger en lejlighed og en måde at tjene dine medmennesker til frelse på. Du, som tror og er benådet, men ser din fattige bror i nød og har midler til at hjælpe ham, men lukker dit hjerte, hvordan bliver Guds kærlighed i dig? Død her dit kød, som vil beholde alt for dig selv og dine. Se, af den slags eksempler kan du mærke, hvad det er i troen at vise dyd, hellig kraft og nidkærhed. Nu siger Apostlen: Gør al flid; bed Gud om hans Hellige Ånd, så I tror og elsker sådan, at det viser sig i hele jeres liv! Gud tilgive os alt, hvad der mangler her – og fylde os sådan med glæden og kraften fra de dyrebare og store løfter, han har givet os, at der må følge en virkelig forbedring!

Men Apostlen siger videre: «i dyden forstandighed». Et ord, der er rigt på sund lære, også for de mest kraftfulde og nidkære kristne. Hvad betyder det da: «i dyden forstandighed»? Se, her er læren: En sand kristen skal ikke blot vise «dyd», hellig nidkærhed og kraft, men skal også se til, at han viser den på den mest forstandige måde, med visdom og dømmekraft; han må ikke gå blindt til værks, men skal under bøn om oplysning af Herrens Ånd hele tiden overveje, hvad der i hvert enkelt tilfælde er det klogeste og mest tjenlige til at fremme Guds ære og menneskers vel. Er ikke også dette en yderst vigtig formaning? Jo, når vi ret betænker, hvor snedig Satan er til at forvilde os, og hvor stor skade og forargelse det volder, når en kristen i velment, men uklog nidkærhed begår en «dårskab i Israel», giver Djævelen rum og svage sjæle anstød – åh, hvor vigtigt det så må blive for os i frygt for vores egen ånd uophørligt at bede Gud om hans lys og uophørligt søge at få mere og mere kundskab om, «hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje»! De kristne har sandelig brug for at være «fulde af øjne foran og bagpå», som der står om de fire dyr foran Lammets trone (Åb 4).

For nu at se af nogle eksempler fra Bibelen, hvad dette vil sige, så lad os først betragte apostlen Paulus, som her har givet os det mest fremragende forbillede. Denne apostel var fuld af tro og hellig nidkærhed, så han endog «har arbejdet mere end de andre»; men samtidig var han så bange for en uklog udøvelse af sin hellige nidkærhed og så opmærksom på sine omgivelser, på lejligheder og omstændigheder og på, hvad der var mest gavnligt for andre, at man i sandhed kan sige, at han gjorde sig til en frivillig træl under alle de uforstandiges uforstand, som han selv siger om det: «Skønt jeg er uafhængig af alle, har jeg gjort mig til alles tjener for at vinde de fleste. For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder; for dem, der er under loven, som var jeg under loven, for at vinde dem, der er under loven. For dem, der er uden lov, er jeg blevet, som var jeg uden lov, for at vinde dem, der er uden lov. – – For de svage er jeg blevet svag for at vinde de svage; for alle er jeg blevet alt for på enhver måde at frelse nogle» (1 Kor 9). Det må vel kaldes at være «fuld af øjne foran og bagpå». Denne apostel vidste godt, hvordan vi ved Kristus var fri for jødernes lov «om mad og drikke og forskellige vaskninger»; men var han derfor fri til altid at handle efter denne sin forstand? Langtfra! Når han var i Jerusalem, gik han op i templet og rensede sig efter loven ligesom enhver anden jøde, «for at vinde jøder»; men når han var ude blandt hedningerne, nævnte han ikke et ord om disse ceremonier, men fulgte deres skikke i alt, som ikke i sig selv var syndigt. Han spurgte ikke blot om, hvad der i sig selv var det rigtigste, men om, hvad der var det nyttigste for sjælene; for han vidste, at dette var Guds højeste vilje, nemlig kærligheden: at gøre mennesker gavn – og at den ene form var lige så god som den anden, når han blot var mennesker til tjeneste og Guds rige til fremgang. Så var han den ene gang, som om han var under loven, når det var mest nyttigt; den anden gang, som om han var uden lov, når det var mest nyttigt. Se, denne visdom havde apostlene lært af deres Mester, Herren Kristus, som også brød selve sabbatsbudets bogstav (2 Mos 20,10), når kærligheden krævede det (Matt 12, Luk 6 og 13). Og om denne visdom, dette at give agt på menneskers gavn, siger Apostlen: «Den, som tjener Kristus i dette, er velbehagelig for Gud og prøvet over for mennesker» (Rom 14). Og sådan en visdom hedder: «i dyden forstandighed».

Men åh, hvilken oprigtig ånd og streng opmærksomhed på hjertet der her kræves, så der ikke skjuler sig en skalk bag påskud om denne visdom, mens det i virkeligheden ikke er Guds ære og sjæles vel, man søger, men kun menneskers gunst og kødelig ro, så din visdom og forsigtighed egentlig er naturens måde at sno sig uden om korset, uden om menneskers had og forfølgelse. Åh, hvor er hjertet falsk, hvor er vejen smal! Den ene foragter Ordets lære om visdom og ydmyghed under påskud af «oprigtighed» og hellig nidkærhed; den anden er et kraftløst salt, som har mistet sin saltkraft og derfor har så let ved at bøje sig efter alles smag, men kalder det visdom og forsigtighed. Åh, hvor nødvendigt det er at give streng agt på hjertet, på bevæggrunden: om det virkelig er Guds ære og menneskers vel, du søger og virkelig fremmer, eller om det kun er menneskers gunst og kødelig ro.

Vi vil nu med nogle eksempler fra de nuværende forhold vise, hvad det er: «i dyden forstandighed». Det er dyd, det er en hellig nidkærhed og kraft, at du brænder for Guds ære og hans riges vækst, søger at vække de sovende og formane de usædelige; men det er «forstandighed» og dømmekraft, at du også giver agt på den rette måde og den rette stund. Den rette «stund» er i almindelighed den første stund, det vil sige, at du straks irettesætter den synd, du ser; men visdommen kræver ofte, at du ikke gør det – for eksempel når din næste er ophidset, eller når han lige har forset sig mod dig; for så vil din formaning altid blive taget som et udtryk for din egen harme. Vælg tværtimod en lejlighed, hvor forholdet mellem dig og ham er så godt som muligt, så han kan indse, at du drives af kærlighed. Den rette «måde» er i almindelighed at afpasse irettesættelsen efter forseelsen: at irettesætte en sværere fejl hårdere og en mindre mildere. Men visdommen lærer ofte, at man ikke må gøre sådan, men skal afpasse irettesættelsen efter personens tilstand; så hvis det er en mere stærk og selvtilfreds person, irettesætter du den mindste fejl, men hvis det derimod er en svag, sårbar discipel, så tier du enten helt eller bruger de allermildeste ord, lader ham forstå, at du selv kender fristerens magt og din egen svaghed, og at du anerkender det gode, som findes hos din bror, og du trøster ham også i hans sorg over hans synd og advarer ham kun mod selve synden. Hvorfor skal vi bruge sådan en måde? Allerførst fordi det er den måde, Mesteren brugte. Når han ville irettesætte lærerne i Lilleasien for de sværeste fejl, begyndte han med at nævne det gode, som fandtes hos dem; det kan du se to ubeskriveligt smukke eksempler på i Åb 2. Vi anfører kun hans ord til læreren i Pergamon. Først opmuntrer han ham på det venligste, men så tilføjer han: «Men jeg har lidt imod dig: at du dér har nogle, som holder fast ved Bileams lære». Ja, se også i kapitel 3 Herrens ord til den selvtilfredse lærer i Laodikea; til ham siger Herren de forfærdeligste trusler på grund af hans lunkenhed; men bagefter tilføjer han endnu de kærlige ord: «Alle dem, jeg elsker, dem irettesætter og tugter jeg; vær derfor ivrig og omvend dig». Og da han irettesatte sine disciple for deres utilbørlige strid, talte han samtidig om deres troner i himlen. Den anden grund til, at du bør bruge sådan en måde, er, at du sikkert ved med dig selv, at det er den måde, der tjener til forbedring, der vinder og overvinder vores hjerter; og det må jo være formålet. Men samtidig med at du bruger denne milde måde, så se også til, at du ikke er så hensynsfuld over for følelserne, at din formaning ikke får den nødvendige alvor og det nødvendige eftertryk; for så forfejler den også sit formål. Den store hovedregel bliver: Giv agt på, hvad der virker godt, hvad der gavner din næste; for kærligheden er alle loves lov og alle gerningers rettesnor.

Men endnu et eksempel: Det er dyd, det er en hellig nidkærhed og kraft, at du afskyr alt forfængeligt og løsagtigt væsen, som prål og overflod i mad, klæder og bohave, letsind og ubetænksomhed i omgangen med andre osv., og at du alvorligt gør dig umage for at spæge det gamle menneske og brænder for det blandt medkristne – det er dyd, hellig nidkærhed og kraft. Men også her gælder: «i dyden forstandighed» – også i den henseende skal du bruge forstand og dømmekraft, så du ser på nytten og formålet: Guds ære og dit og andre menneskers gavn, og efter det retter målet og graden af det ene og det andet i hvert enkelt tilfælde, så du ikke havner i et blindt formvæsen som farisæernes, munkenes og lignende helgeners åndelighed. Ser jeg på formålet med for eksempel faste og mådehold i mad, klæder, søvn, bohave osv., så må jeg undertiden være mere streng, undertiden mindre, alt efter hvad omstændighederne kræver – altså leve strengere, når det er nødvendigt, for eksempel for at spæge mit eget kød eller af hensyn til de frommes skik på stedet eller mine timelige midler osv., men derimod mindre strengt, når omstændighederne kræver den forandring, det vil sige, når sådan en forandring bedre tjener til at fremme Herrens sag og mit eller mine medmenneskers vel. Apostlen formaner: «Hvad enten I spiser eller drikker eller gør hvad som helst, så gør alt til Guds ære». Se, at give sådan agt på omstændighederne, på formålet, på kærlighedens og visdommens forskrift i hvert enkelt tilfælde, det er «i dyden forstandighed»; det er, hvad Paulus’ eksempel lærer, når han var alt for alle – og om det siger han endnu et andet sted: «Jeg kan finde mig i ringhed, jeg kan også finde mig i overflod. I alt og under alle forhold er jeg indviet, både i at være mæt og at sulte, både i at have overflod og at lide mangel» (Fil 4). Og sådan viser de helliges eksempler, at enhver stiv form for en kristens liv er en vildfarelse; for eksempel spiste Johannes Døberen hverken brød eller drak vin, levede i ørkenen af græshopper og vildhonning og bar det grove bælte af kamelhår; men Kristus levede blandt mennesker, spiste brød som andre, kunne også drikke af vintræets frugt og havde en sådan klædning, at da soldaterne havde delt den i fire dele, var den vævede kjortel endnu tilbage. Se, sikke en forskel mellem de to største mænd, jorden har båret! Når vi nu blot forstår hovedreglen, nemlig at se på formålet, kærligheden, nytten, så kan vi i alle tænkelige tilfælde finde ud af, hvad vi bør gøre, og forstå, at alt er lige godt, når det blot tjener til Guds ære og menneskers bedste – alt lige godt: en grå eller en rød klædning, vin eller vand, et glad eller et sorgfuldt ansigt, at bøje knæ eller at bære en seng på sabbatten – alt beror på, hvad der i øjeblikket er brug for eller gør mest gavn. Det så de blinde farisæere ikke; for dem var det helligere ikke at gøre noget på sabbatten end at gøre godt; da rettede Jesus dem og sagde: «Sabbatten er skabt for menneskets skyld» osv. For dem var det helligere at se bedrøvet ud; da rettede Jesus dem og sagde: «Når I faster, så se ikke bedrøvede ud som hyklerne, for de gør deres ansigter ukendelige»; nej, «salv dit hoved og vask dit ansigt» også på fastedagen, «så du ikke viser dig for menneskene» osv. Det er sandt: Dette sagde Jesus egentlig mod hykleriet, at de «gjorde deres ansigt ukendeligt» og antog en vis mine af hellig alvor og bedrøvelse; men det kan også forvilde velmenende sjæle til at anse noget sådant for helligere i sig selv. Nej, «i dyden forstandighed». At gøre godt, at gøre gavn, det er, hvad Gud ser efter, når det gælder vores liv. Med velment iver for at gavne mennesker at overveje, hvad hver person, hver lejlighed og hver omstændighed kræver, det er det, der hedder: «i dyden forstandighed».

Men skal jeg på den måde uophørligt våge og kun give agt på andre, så jeg ikke engang må spise, drikke eller tale frit, ja, ikke engang må være tryg, når jeg gør det, der i sig selv er det rigtigste, så må jeg jo blive et menneske, der er bundet på både hænder og fødder, ja, et «korsfæstet» menneske; og så ser vi, hvilken sammenhæng Apostlens ord har, når han tilføjer:

«I forstandigheden afholdenhed», selvfornægtelse; det vil sige, at hvis en kristen hele tiden skal kunne vise denne «forstandighed», så må han stadig holde sig selv og alle sine egne menneskelige tilbøjeligheder eller lyster tilbage og i alt våge mod sit køds lyster, hvad enten de vender sig mod sanselig nydelse – nydelse af overflod i mad, drikke og klæder eller af bevidstheden om at eje meget, det vil sige gerrighed, eller af at tilfredsstille nyhedstrangen ved idelig at høre, se og tale om unødvendige ting – eller de vender sig mod det åndelige hovmods nydelse, hvor man også sædvanligvis på en eller anden måde vil udmærke sig i tale, fagter og levevis. I alt skal en kristen være på vagt. Vores fordærvede natur er sådan, at den altid drages mod en eller anden yderlighed; får den ikke lov at være fri i sanselige nydelser, så vil den tage sin erstatning i en eller anden åndelig forfængelighed, for eksempel i en usædvanlig nøjsomhed, for alligevel at blive udmærket på en særlig måde og deri have en lige så kødelig nydelse; ja, naturen kan endog have en nydelse i umådelig sorg, når den ikke får have den i glæde. Åh, hvilke fordærvede skabninger! Nu lærer Herrens Ånd, at denne fordærvede natur i alt skal holdes tilbage og korsfæstes. Det er afholdenhed. Således siger for eksempel apostlen Paulus til de troende: «De, som har hustruer, skal være, som havde de ingen; og de, som græder, som græd de ikke; de, som glæder sig, som glædede de sig ikke; og de, som bruger denne verden, som brugte de den ikke» osv. (1 Kor 7). Hør dog sådan et sprog! Det forklarer os, hvad «afholdenhed» vil sige. Giver Gud dig lykke og glæde, siger Apostlen, så glæd dig med måde; for Herren kan igen sende dig bedrøvelse. Det er kun i Herren, du må glæde dig af hele dit hjerte, ikke i gaverne, ikke engang i de åndelige, som udmærker netop dig; for den glæde er den mest giftige. Og Gud kan snart tage alle gaver fra dig. Sender Gud dig bedrøvelse, så sørg med måde! Han kan snart glæde dig igen. «Herrens højre hånd kan forvandle alt.» Har du, eller får du, meget af denne verdens goder, så vogt dig! Vær i hjertet, som havde du intet. Vogt dig, så du ikke falder i overmod, forfængelighed og ødselhed. Åh, det er jo for naturen en alt for pinefuld stilling, som med rette betegnes som korsfæstelse, hvor man har både hænder og fødder fængslet; ser den åbne mark, men ikke må gå på den; lider sult og ser maden, men ikke må spise den; tørster og ser vandet, men ikke må drikke af det. Sådan er et korsfæstet menneskes liv; sådan er også en kristens åndelige stilling, når alle den fordærvede naturs kræfter, hjerte, lyster og begær er korsfæstet – de hungrer og tørster efter at mætte deres lyst med sanselig nydelse i samme grad, som man har fået de ydre midler til det, men Ånden holder dem tilbage. Og sådan må det være, hvis vi skal følge i den korsfæstedes fodspor. En kristens hjerte skal under alle omstændigheder have sin egentlige lyst og sin største glæde i Herren og frygte for alt, som vil indtage den første plads i hjertet og blive hovedglæden frem for Gud og hans venskab. Åh, er dette da det eneste rette liv for en kristen? Hvad er det så værd at være lykkelig i denne verden, når man alligevel ikke må give hele hjertet lov til rigtig at nyde, men skal holde så meget strengere vagt, jo mere lejlighed man har? Så kan det være lige så godt ikke at være eller have noget særligt her på jorden. Ja, det er netop sådan, forholdet er med de kristne – for enhver, som virkelig ved, hvad korsfæstelse vil sige, og som ikke listigt trækker sig uden om korset, så han kun taler om det, men i virkeligheden lever frit efter kødet. Det er sandt, hvad Prætorius siger: «De kristnes største lykke er ikke at have nogen særlig lykke her på jorden». Åh, hvor uudholdeligt dette er for naturen!

Nu ser vi, hvor godt det næste ord kommer på sin plads: «i afholdenheden tålmodighed», udholdenhed. Den, som virkelig øver sig i denne afholdenhed – åh, hvor ofte vil hans hjerte dog ikke briste i ham af lutter pinefuld utålmodighed! For det første må jeg ikke have min glæde i noget jordisk – ikke min egentlige glæde, min hovedglæde – men alle sanselige glædeskilder skal enten blive genstand for samvittighedskval og revselse, kamp og afholdenhed, eller også snart tages bort eller blive så fordærvet for mig, at de bliver min bitreste lidelse. For det andet må jeg heller ikke hengive mig til at nyde åndelig udmærkelse, men skal frygte en sådan glæde som den allerfarligste gift. Og for det tredje – og nu kommer det sværeste – giver Gud mig heller ikke af den rene, åndelige glæde i ham så rigeligt, som mit hjerte begærer; også den glæde bliver uddelt mere sparsomt, trods al min hunger efter den – sjældnere en fuld glæde, og så er den kort og afbrudt. Åh, hvilket underligt, pinefuldt og hængende liv! Sandelig, et korsfæstet liv eller en langsom død på korset, hvor både krop og sjæl vansmægter, og det lyder: «Jeg tørster» – og så gives der for følelsen kun eddike og galde. Tænk, hvilket liv! Når tiden kommer for en kristen, hvor han for alvor skal gennemgå denne korsdød, hører det også med, at han skal være ensom og elendig. Ofte skal han ikke have et eneste menneske i hele denne onde og troløse verden, som han rigtig kan åbne sit arme hjerte for; han må «blive stum og tavs og tie i sin sorg» (Sl 39), og menneskene lægger hellere sten på byrden. Verden smiler og siger: «Sådan, sådan, det har han godt af», og vores nærmeste træder på afstand, modløse og undrende, som Jobs arme trøstere, og mener: «Var du retfærdig, gik det dig ikke så ilde.» Åh, hvor har vi da brug for tålmodighed! Men stille, stille! «Ved jeres tålmodighed skal I vinde jeres sjæle» (Luk 21,19). Det er kun en lille tid endnu, så kommer det, som skal komme. Bliv ikke træt! Giv ikke op, så du helt kaster «Herrens bånd og lænker» (Sl 2) fra dig og samtidig kaster din «frimodighed, som har en stor løn», bort. Nej, hold dig stille på korset. Det gælder kun en lille ond stund; det bliver snart bedre. Så sandt som Gud ikke kan lyve, følger der på en sådan korsdød i overvættes mål «en evig fylde af herlighed». Sådan siger Apostlen: «Salig den mand, som tålmodigt udholder fristelse, for når han er blevet prøvet, skal han få livets krone, som Gud har lovet dem, der elsker ham» (Jak 1,12). Se på de gamles eksempel. «Vi priser dem salige, som tålmodigt har lidt.» Se på martyrerne, når de står bundet til en pæl for at blive brændt levende. Også det er jo en bitter lidelse. Men hvad gør de? De løfter øjnene op til Gud, til himlen, til de utallige engle og de førstefødtes menighed, til det evigt herlige og salige liv hos Gud og Frelseren – og så er de ikke ulykkelige længere. Der er næppe nogen, der er så ugudelig og grov i sine tanker, at han ikke regner disse lidende mænd for lykkelige. Men nu får også du gå mod den samme salighed som martyrerne, når du blot løber med udholdenhed i det kapløb, du har foran dig. Nu gælder det. Herren siger: «Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets krone.» Lad os se på martyrerne! Og dernæst på et endnu meget større og dyrebarere eksempel: «Lad os se på Jesus, som i stedet for den glæde, der lå foran ham, udholdt korset uden at agte skammen og sidder ved højre side af Guds trone.» «Tænk på ham.» «Lider vi med ham, skal vi også herliggøres med ham.» – Ja, så sandt som Herren ikke kan lyve, så sandt er Kristi død og hele Kristi rige ikke bestemt kun for dette liv.

Se, af sådanne trøstegrunde for troen og håbet må tålmodigheden udspringe, få liv og holdes ved lige. Det mente Apostlen, når han nu tilføjer: «i tålmodigheden gudsfrygt». Skal din tålmodighed forblive en sand kristen dyd – ikke en stoisk selvforhærdelse mod lidelsen, men en Åndens frugt – og skal du kunne holde ud i tålmodigheden under de rette prøvelser, så må du uophørligt på ny forfriske din trætte ånd ved nådens kilde, fordybe dig i Gud og hans kærlighed, hans magt og trofasthed, hans nærvær og velbehag og hans evige løfter, og således på ny fyldes med levende tro, kærlighed og længsel efter evigheden. Og dette sind er gudsfrygt, det vil sige et sind, som i alting ser på Gud, ærer Gud, tilbeder Gud og i alt vil gøre Guds vilje. Nu er gudsfrygten ganske vist født i hjertet samtidig med troen, og den er netop den nye skabning i en kristen. Men når Apostlen her nævner den lige efter ordet «tålmodighed», udholdenhed, så har han dermed peget på noget, som ingen kristen må glemme, når det gælder at øve sig i disse stykker, nemlig dette: Hvis du så længe ser på, hvad du skal gøre og øve dig i – dyd, forstandighed, afholdenhed, tålmodighed – at hele dit hjerte bliver optaget af lutter disse dine dyder, så vil hele din kristendom blive forvendt og forfalsket eller tørre ind og dø. Det går som med et træ, man så længe pudser, renser, beskærer og binder op, at det tørrer ind mellem hænderne, fordi man har glemt roden og den jord, som det skal hente saft og vækst fra. Sådan siger Kristus: «Hvis nogen ikke bliver i mig, er han kastet ud ligesom grenen og visner» osv. Men at blive i sine egne gerninger og dyder er ikke det samme som at «blive i Kristus», for det lyder sådan: «Bliv i min kærlighed.» Det kan godt ske, at din kristendom ikke tørrer så meget ind, at den helt bliver til intet og du vender tilbage til verden. Men det sikre er, at den bliver forvendt og forfalsket – ja, allerede er forfalsket – når dine egne dyder, din egen hellighed er blevet dit A og O, dit første og sidste, din hovedsag, og Kristus kun skal være en hjælper dertil. For så flyder dine dyder ikke længere af nåden, af troen og Kristi kærlighed, men af selvforgudelsens urene kilde; de er ikke «Åndens frugter», men «lovens gerninger» (Gal 3,10; Rom 7,6). Derfor vender Apostlen her tilbage til selve roden og siger: «i tålmodigheden gudsfrygt». Tilbage til Gud og til det, han har gjort for dig! Tilbage til de dyrebare og store løfter, som er givet os! Giv derved din ånd nyt liv, så Kristus, Kristus alene, bliver dit liv og din glæde. For til sidst vil du lære, at når du længe har gjort alt efter yderste evne og under påkaldelse af Gud, så er det til syvende og sidst lutter skrøbelighed, så Kristus må brede sin retfærdigheds kappe ud over det hele og sige: «Jeg tilgiver – jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld.» Men åh, Kristus siger endnu mere. Han siger til sine skrøbeligste disciple: «Jeg overdrager jer et rige, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige.» – «Den, som sejrer, ham vil jeg give at spise af den skjulte manna» osv. Med denne store, overvættes nåde: «Styrk de trætte hænder, og forfrisk de kraftløse knæ»; så skal I igen «få ny kraft, så I farer op med vinger som ørne, løber og ikke bliver udmattede, vandrer og ikke bliver trætte» (Es 40,31). Det er det, der hedder: «i tålmodigheden gudsfrygt».

Men en ny prøve på, om din dyd, forstandighed, afholdenhed, tålmodighed osv. er af den rette ånd, er, at du i gudsfrygten også har broderkærlighed. Det er den syvende ædelsten i denne smukke perlekæde: «I gudsfrygten broderkærlighed». Med fornuften alene er det ret svært at finde sammenhængen på dette sted, men for erfaringen er den meget tydelig, og det på to måder. For det første, hvis man tænker på gudsfrygten alene: I erfaringen er der intet, som så tydeligt træder frem og straks afslører en frelst sjæl, en ånd, der har fået liv i Kristi kærlighed, som netop broderkærligheden. Se på de sjæle, som er kommet til et sandt liv i Kristus – og det er jo den sande gudsfrygts rette kilde – hvordan deres tro og glæde og kærlighed til Gud straks viser sig i en særlig kærlighed til brødrene i Kristus. Og dernæst: hver gang en gammel, tør kristen får nyt liv i ånden, mærkes det altid på en fornyet, inderlig kærlighed til brødrene. Det ser man i erfaringen. Og for det andet kan man forstå Apostlens tankegang på dette sted, når man betænker, at han her har talt om nogle dyder, som ofte fremholdes af en meget kødelig, selvkær og bitter ånd, nemlig dyderne «forstandighed», «afholdenhed» og «tålmodighed». Vi ved jo, hvordan dels strenge, filosofiske hedninger som en Sokrates m.fl., dels jødiske og katolske gerningshelgener er gået så vidt i sådanne dyder, i selvspægelse og tålmodighed, at de har kunnet pine sig til døde med dem. Men ét sikkert tegn har altid kendetegnet dem, nemlig denne selvkære og dystre ånd, som ikke så nogen, der var helligere end den selv, og som kunne have alt andet godt og smukt – blot ikke kærligheden til brødrene, ikke en mild, venlig, broderlig kærlighed. Her er grund nok til denne bemærkning: «i gudsfrygten broderkærlighed».

Apostlen vil sige: Se til, at I har den rette gudsfrygt – den skal kendes på det store, afgørende tegn: broderkærligheden. At netop den er det afgørende tegn, har Kristus og hans apostle udtrykkeligt erklæret. Sådan siger Kristus: «Deraf skal alle kunne se, at I er mine disciple: at I har kærlighed til hinanden» (Joh 13,35). Sådan siger Johannes: «Deraf ved vi, at vi er født af Gud, at vi er af sandheden, at vi er Guds børn, nemlig af at vi elsker brødrene, at vi har kærlighed til hinanden» (1 Joh 3,14.19; 4,7.20). Sådan siger Paulus: «Om jeg talte med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, så var jeg et klingende malm og en buldrende bækken. Og om jeg havde profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og al kundskab, og om jeg havde al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, så var jeg intet» osv. (1 Kor 13). Dette store hovedtegn på den rette ånd er ved Guds nåde undertiden blevet et middel til at vække bedragne sjæle, når de dog har haft et sind, der ærede Kristi ord. Og skulle du ikke dog en gang blive forskrækket over dig selv, hvis du hos dig mærker en så falsk ånd, at du vender dig bort fra Kristi egne ord og alligevel tilsiger dig selv trøst, skønt dette tegn fordømmer dig? Åh, gid du dog kunne standse op foran Herren Kristus og betænke, hvad han og hans apostle her siger: Selv om du ellers er det frommeste og mest alvorlige menneske, rig på dyder, forstandighed, afholdenhed og tålmodighed og streng mod al synd, men blot også har den egenskab, at du ikke elsker de kristne som dine brødre, eller det folk, som stræber efter at tro på og følge Kristus, men tværtimod har en bestemt tilbøjelighed til at søge og finde fejl hos dem, til at fremhæve og udmale dem – så er det et sikkert tegn på, at du endnu er bedraget i din åndelighed, og at du endnu ikke har «Guds sande nåde» (1 Pet 5,12). Nej, du er endnu på en ond vej, selv om du gør de mægtigste gerninger, giver alt, hvad du ejer, til de fattige eller bliver brændt på bålet for at bekende sandheden. Sådan siger Paulus: «Om jeg uddelte alt, hvad jeg ejer, og gav min krop hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, så gavnede det mig intet.» Men her siger mange: «Jeg elsker da de kristne, nemlig dem, som er rigtige kristne, som er, som de bør være.» Et tankevækkende tegn på, hvordan din kærlighed er! At de kristne bør være sådan, som Guds ord byder, er sandt nok; men din kærlighed er ikke af den rette slags, når det er betingelsen. Du ved ikke, hvad det er at elske de kristne. Dem skal man elske, om de så er nok så mangelfulde. Dem skal man elske alene for Kristi skyld, alene fordi de elsker Kristus eller blot stræber efter at kunne elske ham, og så skal man ikke spørge efter, hvor gode eller fejlbehæftede de selv er. Netop det er prøven på den ægte, fødte kærlighed, som er tegnet på «Guds sande nåde», at man elsker dem, «som hører Kristus til» (Mark 9,41) – alene derfor – uden hensyn til deres egen fuldkommenhed. Den, som elsker dem for deres dyders skyld, han elsker ikke Kristus i dem, men dyderne; og dem kan vores Adam godt elske, dem kan enhver Kristi fjende elske. Det ser du på farisæerne, som i deres iver for helligheden aldrig ville komme nogen synder nær og havde den indvending mod Kristus selv og hans disciple: «I holder ikke loven.» Det er sandt: kærlighed kan man ikke selv skaffe sig; kærligheden er en fin og selvstændig ånd; den kan aldrig befales, den må fødes i et hjerte. Men hvor kærligheden til Kristus er født i hjertet, der viser den sig ved, at man ufrivilligt begynder at elske alt, hvad der hører ham til, alt, hvad der elsker ham og søger ham, uden hensyn til nogen anden egenskab hos personen. Sådan siger Johannes om den rette kærlighed til Guds børn: «Enhver, som elsker ham, der fødte, elsker også den, der er født af ham.» Mærk dig og forstå det: Det er et bedre tegn på din kærlighed til Kristus, når du elsker de mere fejlbehæftede kristne, end når du elsker de mere fuldkomne. Det er jo lige så klart og enkelt som følgende eksempel: Hvis jeg har et meget smukt og elskeligt barn, og det kommer ud til naboerne og bliver omfavnet med megen kærlighed, beværtet og får gaver, så kan jeg intet slutte deraf om deres kærlighed til mig; for det kan jo være for barnets egen elskværdigheds skyld, at de elsker det sådan. Men hvis jeg har et mere fejlbehæftet og grimt barn, og det alligevel bliver omfavnet med den samme kærlighed, så tænker jeg: Det sker ikke for barnets skyld, men for dets fars; det er mine ægte venner, som elsker dette barn alene fordi det er mit barn. Nu har vi ganske vist alle den egenskab, at vi mere elsker de mere fejlfri og smukke børn, de mere fromme og forstandige kristne; det gør enhver kristen også. Men den kærlighed beviser ikke så meget om vores egen ånd som det, at vi elsker de mere skrøbelige kristne. For intet er en smukkere prøve på en sjæl, der elsker Gud, end at man, samtidig med at man lider under en fejlbehæftet kristens skrøbeligheder, dog ikke kan lade være med at elske ham, alene fordi denne skrøbelige kristne alligevel elsker Jesus. Se, sådan noget beviser, at jeg elsker for Kristi skyld. Derimod er det ikke noget godt tegn, hvis jeg kun elsker dem, som er, som de bør være. Det kan en hykler og farisæer gøre. Er jeg en kristen, så ønsker jeg sikkert af hele mit hjerte, at alle kristne var fuldkomne. Men sådanne finder jeg ingen steder; hos dem alle finder jeg større og mindre fejl, uarter og levn af den gamle Adam. Men jeg elsker dem dog sådan, at jeg er helt ét med dem, så det, der angår dem, angår mig. Og den kærlighed afhænger ikke af de dyder, jeg kan finde hos dem, men af den gode egenskab, at de er det folk, som søger og ærer min Herre Kristus og stræber efter rettelig at kunne tro på, elske og følge ham. Og så spørger jeg ikke efter, hvor godt det er lykkedes for dem, men kun om de stræber efter det. Når jeg nu finder et folk, som uafladeligt er optaget af det spørgsmål, hvordan man ret kan tro på og følge Kristus, så Kristus er midtpunktet for hele deres stræben, mens derimod hele verden – også hvor den ellers er meget smuk og ædel, vis og velgørende – regner Kristus for intet, trods alt, hvad han har gjort og lidt for os, så kan jeg ikke undgå at være indtaget i det første folk, at se et himmelsk skær over det folk og en mørk nat over det sidste – ja, at se i disse to folk det, Paulus så: «lyset og mørket, Kristus og Belial» (2 Kor 6), det, Johannes så: «Guds børn og Djævelens børn» (1 Joh 3), eller med Kristi ord: «fårene og bukkene», «hveden og avnerne». Nu – at du ikke blot forstår og erkender dette, men i hjertet føler det sådan, at du elsker alt, hvad der elsker Jesus, at det er dit folk, dine brødre, så det, der angår dem, angår dig – det er broderkærlighed.

Men nu: denne kærlighed har mange anstød at udholde og overvinde, hvis vi altid skal blive i kærligheden: her anstødelige skrøbeligheder hos brødrene, dér nogen uklogskab, manglende «forstandighed», hvorved du selv bliver såret og fristet til utilfredshed; og under det hele ligger den onde og listige fjende, som kan gøre et helt bjerg af et sandkorn, som forstørrer, puster til og vækker vrede og utålmodighed. Den, der alligevel altid skal blive i kærligheden og overvinde alle disse anstød, må have, om vi så må sige, en rigtig «vedholdende kærlighed», så at du, selv om man til tider slår dig lige i ansigtet og kaster groft sand og snavs i øjnene på dig, alligevel følger efter og siger: Ingen skal dog få mig vildledt; det er jo mine søskende for evigheden; også denne prøvelse skal få en ende. Ja, den, som ikke kan udholde sådanne prøver, forsvinder nok med tiden og bliver en fjende af det folk, som trods alle sine skrøbeligheder dog stadig går med Kristus ind i himlen. Det sidste led i denne gyldne kæde er dette: «i broderkærligheden kærlighed til alle». Hermed har Apostlen givet endnu et kendetegn på den rette broderkærlighed, hvorved den skelnes fra den blotte partikærlighed, som også elsker sine «brødre», men fordi de er enige i visse meninger eller levemåder, og som derefter ikke har nogen «hjertelighed og barmhjertighed» for andre mennesker. Den, der elsker for Kristi skyld, har den egenskab, at han for Kristi skyld også elsker alle mennesker, ligesom Kristus elskede hele verden, også sine fjender, så højt, at han gav sit blod for dem. Og også her nytter intet bud og ingen anstrengelse – at elske er at elske – at elske er hjertets frieste gerning; det er kun fødslen af Gud, kun det at have «del i Guds natur» (og «Gud er kærlighed»), som gør, at jeg får et hjerte, der ikke længere kan nøjes med mit eget vel, men nu har en hidtil ukendt ømhed for alt, hvad der hedder menneske, og det er «kærlighed til alle». Kærligheden til alle indebærer ikke, sådan som broderkærligheden, nogen fortrolighed eller noget venskab; for med kærligheden til alle elsker vi også vore fjender. Kristus havde ikke fortrolighed og venskab med verden, men tjente den med et brændende hjertes barmhjertighed helt ind i døden. Sådan skal også vi gøre. Og Gud give alle kristne at være meget opmærksomme på denne vor hovedpligt! Kærligheden til alle indgår i alle kristne dyder, er «lovens sum» og er derfor et omfattende emne, som vi ikke nu har plads til at udfolde. Måtte blot alle kristne i tide tage sig de formaninger til hjerte, som alle apostlene har givet om kærligheden i alle dens veje; for som allerede sagt er kærligheden «lovens opfyldelse». «Hele loven er opfyldt i ét ord: Du skal elske din næste som dig selv.»

Vi har nu set, hvordan alle de dyder, der her er regnet op, hænger sammen som i en kæde, udspringer af eller går over i hinanden ligesom lemmerne på et legeme. Dette forhold viser os igen, hvad den rette art af et sandt kristent liv er, nemlig at det må være født, være Åndens levende frugter og ikke lovens gerninger – noget, vi ofte har talt om, men en tankeværdig sandhed, som nogle mennesker aldrig agter på, til deres egen fortabelse. Nu slutter Apostlen sin formaning med følgende bemærkninger: «For når dette findes og er hos jer i rigt mål, lader det jer ikke være uvirksomme eller ufrugtbare med hensyn til erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus.» Læg mærke til det ord! – «uvirksomme eller ufrugtbare med hensyn til erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus.» Gud bevare derfor alle kristne fra, at de, når de er blevet benådet med det himmelske lys, denne for verden skjulte erkendelse af Gud, alligevel skulle leve deres nådetid igennem «uvirksomme og ufrugtbare»!

«Men den, som ikke har dette, er blind og kortsynet og har glemt, at han er blevet renset fra sine tidligere synder» – han er faldet i søvn – han har måske en tid været en benådet kristen, men er faldet fra. «Derfor, mine brødre, gør jer så meget mere flid for at gøre jeres kaldelse og udvælgelse fast; for når I gør det, skal I aldrig nogensinde falde.» Apostlen siger her, at denne iver, som nu er beskrevet, for at troen skal vise sig i gerninger, er at «gøre sin kaldelse og udvælgelse fast», det vil sige bekræftet. Ved troens kraft, og ved at den viser sig i livet, skal du få den store, salige vished, at du er udvalgt til evigt liv, at du i sandhed er født af Gud, nu er et Guds barn og i al evighed skal være hos Gud i himlen. Selve troen skal ganske vist ikke grundes på gerningerne, men ved troens frugter får du et vidnesbyrd om, at din tro er af den rette slags, og derved bliver din tillid til Gud fastere og dermed hele din kristendom mere fast og virksom. Men se vel til, at du ikke heraf gør dig selv en fælde til din evige fortabelse. Læg mærke til det! Hvis du gør gerninger blot af den bevæggrund, at du dermed vil bevise din tro, så er de sandelig ikke beviser på troen; for de udspringer ikke af troen og kærligheden, men af denne din anstrengelse for at skaffe dig nogle trøstegrunde. Nej, sådan mener Apostlen det: Hvis selve troen og erkendelsen af Kristus virker sådan et liv i jer, at det frembringer disse gode gerninger, så beviser de, at jeres tro var levende. Hvis du ved med dig selv, at netop den store nåde, som troen tog imod, har gjort dit hjerte så levende til kærlighed og gode gerninger, at du derved begyndte et nyt liv og stadig af den samme nåde gøres levende til det gode, så er det et sikkert bevis på, at din tro er Guds værk i dig, og at du nu er et saligt menneske. Men nu kan åndelig dovenskab og skødesløshed gøre, at også en genfødt kristen falder i synder og sårer sin samvittighed; derved får han forfærdelige anfægtelser og mener at se bevis på, at hans tro er falsk, så hele hans trøst i Kristus og evangeliet bliver rokket; mens det i virkeligheden var, at hans fejlagtige liv var en følge af hans skødesløshed og ikke af hans tro; for blot en større årvågenhed havde ført det modsatte med sig. Heraf ser vi, hvordan det går til, at flid efter gode gerninger giver fasthed i troen, eller egentlig i bevidstheden om sin tro. Dette er Apostlens mening her; og dette er, hvad Luther mener, når han siger, at jeg «ved et retfærdigt liv bliver vis på min tro, som ved de rette frugter af et godt træ, og således bliver den stærk og fast; mens derimod et liv i synder og laster rokker og hindrer troen» (Luth. Ep.-Post. nr. 56, § 84). Det mener også Johannes, når han siger: «Mine børn, lad os ikke elske med ord eller med tunge, men i gerning og sandhed. Og deraf ved vi, at vi er af sandheden, og vi kan berolige vore hjerter over for ham» (1 Joh 3,18–19).

Der var meget mere at sige om dette, men pladsen er opbrugt. Vi må befale os til Gud og hans nådes ord, som har magt til at opbygge os og give os arven blandt alle dem, der er helliget. Gud give os alle sin Helligånd, så vi nu ikke blot forstår dette, men også har det i daglig og alvorlig øvelse! Gud være os nådig og nær! Amen.