For dit er riget og magten og æren i evighed. Amen

Vi har nu, efter den nåde, Gud har givet os, betragtet de egentlige bønnepunkter i denne uforlignelige bøn, alle bønners bøn, «Fadervor». Men skal vi ikke blot forstå, men også flittigt og med hjertens lyst bruge denne bøn, kræves der egentlig endnu én ting, nemlig at vi også til sidst kan sige et ret amen til vores bøn – det vil sige, at vi beder med en virkelig tro og tillid i hjertet til, at Gud også vil bønhøre os. Det er det, «amen» vil udtrykke. For dette ord, der stammer fra hebraisk, er egentlig et ord, der bekræfter og forsikrer, og her betegner det vores fulde vished om, at disse bønner er vor himmelske Fader velbehagelige og visselig hørt af ham. «Amen, amen, det er ja, ja, sådan skal det ske.» Men dette ord kræver også oprigtighed; det skal siges af hjertets fulde mening. Og hvordan går det mon med det?

Her må vi igen lægge mærke til et sørgeligt forhold, nemlig hvor mange ellers oprigtige Guds børn der fejler på dette punkt, idet de går fra deres bøn uden at gøre sig klart, hvad de kan vente sig af den. De slutter bønnen uden overhovedet at spørge: Mon jeg nu også virkelig får det, jeg beder om? Mon Gud virkelig vil gøre det, jeg har bedt ham om? Eller hvis de så stiller sig selv det spørgsmål, er de så usikre på det, at de ingen trøst eller kraft har af deres bøn, men går derfra lige så ulykkelige, som de gik til den. Og ikke nok med, at bønnen derved bliver et smagløst, ja, tungt og ængsteligt arbejde; en sådan sjæl er også uden hjælp og trøst hos Herren i alle de bekymringer, der kommer. Det er vantroen og letsindigheden i bønnen, der gør dette, og som er årsag til, at vi ikke gør os klart, om vores bønner er vor Fader velbehagelige og hørt af ham. Eller hvad er ellers årsagen, når et bekymret menneske også efter sin bøn er lige så utrøstet og ængsteligt som før, ganske som om der ikke fandtes nogen Gud og Frelser, som det havde bedt til, og som havde hørt dets bøn? Og hvorfor vender det efter bønnen tilbage til det samme arbejde på at frelse sig selv, den samme egen stræben og sorg som før? Alt viser, at det har bedt uden tro og mening, at det i sin bøn blot har fægtet i luften, blot har råbt, men ikke har givet agt på grundene til en virkelig vished om bønhørelsen, men i stedet kun har givet agt på sig selv og sin bøn, på sine følelser og fornemmelser under den.

Men har vi da nogen grunde til en virkelig vished om bønhørelse? vil nogen måske spørge. Og det spørgsmål er meget vigtigt. Ja, vi har sådanne grunde, at hvis vi blot fik vores øjne åbnet, ville vi begynde at råbe af lutter glæde over sådanne forhold. Derfor kan man vel mest rigtigt sige, at her kræves der egentlig kun, at Gud gør nåde med os og åbner vores øjne – ligesom da Elisas tjener var forskrækket over de mange fjender, der havde omringet dem, og alt blev hjulpet ved, at Elisa bad: «Herre, åbn hans øjne, så han kan se!» Straks så han bjerget fuldt af brændende heste og vogne rundt om Elisa (2 Kong 6). Sådan ville også vi være fulde af trøst i vores bøn, hvis vi blot havde åbne øjne til at se, hvilke grunde vi har til bønhørelsen. Vi vil kun pege på de tre vigtigste.

Den første og vigtigste grund er, at det er Herren Gud selv, som har sagt til os, at vi skal påkalde ham i nøden, og har forsikret: Jeg vil hjælpe dig, og du skal prise mig. Hvis Gud aldrig havde sagt noget om bøn, ville vi aldrig her i tiden kunne vide, om han virkelig ville høre os eller ej; vi ville være blevet i en evig uvished. Nu behøver vi ikke at være i en sådan. Det er Guds egen befaling, at vi skal flygte til ham, og Guds egen forsikring, at han vil høre os. Stands og tænk! Kan noget af det, Gud selv har sagt, være uvist? Hvad er Gud? Tror du på Gud? Kan man stole på Gud? Kan Gud svigte et eneste af sine ord? Er et ord fra Guds mund ikke mere vist end alt det, du ser for dine øjne? Bed Gud om at åbne dine sanser, så du kan se, hvad der ligger i, at Gud selv har befalet os at bede. Til sidst vil du opdage, at der intet er i al din bøn, som bevæger den store Gud til at give dig noget, men kun hans eget ord og løfte. Gud gør alt for sin egen skyld. Luther siger fortræffeligt: «Hvis Gud ikke havde befalet os at bede og lovet at høre, kunne ingen skabning med al sin bøn udbede sig det mindste. Mærk dig derfor dette! Det er ikke den bøn, der er andægtig, bevægende og lang, om timeligt eller evigt godt, som er god og ret, men den, som bygger og stoler fast på Guds velsignelse. Den bliver hørt (hvor ringe og uværdig den end er i sig selv) for Guds sandheds og forsikrings skyld. Guds ord og løfte gør din bøn god, ikke din andagt. Og desuden er troen på Guds løfter jo den rette andagt, og uden den er al anden andagt lutter bedrag.» Se nu, hvilken fast grund for vores trøst i bønnen, hvis vi blot, i stedet for at famle efter egne følelser, holdt vores øje fæstet ved det, Gud har sagt til os.

Kan jeg ud fra Guds almindelige befaling om bøn være vis på, at det behager Herren, at vi påkalder ham i nød, så må jeg være særlig vis på Herrens velbehag i denne bøn, som han selv har lært os. Ellers kan jeg nok komme i frygt for, at netop min bøn i øjeblikket ikke er efter hans behag, for hvad vi skal bede om, som det sig hør og bør, ved vi ikke. Men når nu Kongen selv har formuleret de bønner for os, som han særlig vil høre, og mit eget hjerte af sig selv har nøjagtig de samme bekymringer, ønsker og bønner, som Herren har formuleret, så må jeg vel være vis på, at min bøn behager ham – mærk: når mit eget hjertes bøn stemmer helt overens med det, Herren selv har lært os at bede. Derfor har Fadervor en uforlignelig værdi, fordi den ikke blot er den fuldkomneste bøn, men også er dikteret af Herren selv. Han må vel elske og ville give det, han selv har lært os at bede om. Er det ikke vist? Tænk endnu en gang over dette forhold: Kristus, den trofaste Frelser, har selv sagt: «Derfor skal I bede sådan: Fader vor» osv., og vi gør nøjagtig, som han har lært os, og beder ud fra vores eget hjertes trang netop det samme, som han har dikteret – skulle vi så alligevel være i tvivl om, hvorvidt han vil høre os?

Men om denne Herrens inderlige vilje til at høre os skulle vi også blive forvisset alene ved det første ord i denne bøn, ordet Fader. Vi har i betragtningen over dette ord set, hvilken dyb og virkelig mening det har i Jesu mund. Gud er vores rette, vores virkelige Fader, som har skabt alt, hvad der findes på jorden, alene for os, sine børn, og som også har givet sin Søn hen for at genoprette vores forspildte ret som børn – skulle han så ikke skænke os alt med ham? Skulle vor himmelske Fader være hårdere end vi, som er onde? En jordisk far plejer dog at have ømhed over for sit barn, så han ikke giver det en sten i stedet for brød. Hvad skal vi da tænke om vor himmelske Fader? Gud åbne vores øjne! Så vil vi sige: Herren Gud har befalet os at bede; han er vores Fader, vores virkelige Fader – efter hvem alt faderskab i himlen og på jorden har sit navn – så må han også visselig ville høre vores bøn, især når han også selv har lagt os ordene i munden.

Men den anden grund til vores vished om bønhørelse siger os, at han også kan gøre alt. Den er udtrykt i de kraftige slutord i Fadervor: For dit er riget og magten og æren i evighed. Disse ord skal ikke blot være en lovprisning af Gud, men også en mægtig trøst for os, nemlig at vores Fader er en mægtig Herre og Konge, som med stor lethed kan gøre alt, hvad vi beder om, selv om det skulle synes os umuligt. Også denne trøst har vi brug for, for det er en af de mægtigste hindringer for vores tro i bønnen, at vi anser det ene og det andet for umuligt. Det er hedningen i vores hjerte, der ikke vil tro, at Gud kan gøre mere end vi. Når vi så forgæves har søgt hjælp i vores egne og andre menneskers kræfter, mener vi, at vores sag er helt håbløs. Så skulle der en Gud til, som kunne gøre mere end vi og andre mennesker. Men har vi en sådan hjælper? Herren Kristus lærer os her at bekende, at vor himmelske Fader er en sådan. For riget er dit, det vil sige: Du er en almægtig og enevældig Konge over alle dine skabte værker; du kan befale over alle kræfter, både i naturens og i åndernes riger; derfor kan du helbrede alt og give alt, hvad der er nødvendigt for vores salighed. Magten er din, det vil sige: Du kan også selv udføre alt, hvad du vil; også når du har befalet os noget, må du selv give os kraften til det; derfor må vi bede dig om alt. Og herligheden eller æren er din, det vil sige: Du skal i evighed have lov og pris for alt; derfor må du også gøre store og herlige ting. Vi, arme skabninger, betyder ikke meget; men æren er din, o Herre! Giv os, hvad vi har brug for, så din ære kan blive herliggjort! Hvem takker dig i dødsriget? Frels os derfor til dit himmelske rige. For ligesom dit rige og din magt, sådan skal også din ære være, nemlig i evighed. – Ja, også her mærker vi, at hvis vores øjne blot var åbne, ville vi have stor trøst og sige: Kan noget være umuligt for Gud, den almægtige Skaber?

Den tredje grund til vores vished om bønhørelse, eller rettere den første og sidste grund, ligger endelig i vores Frelser: i hele hans hengivelse, hans fortjeneste, hans forbøn, hans trofasthed, hele hans person – se, det er det, som frem for alt burde forvisse os om, at alt, hvad vi beder om i hans navn, også virkelig bliver givet os. Om denne første og sidste grund for al nåde skal vi lade os minde ved selve ordet amen – ikke blot fordi Frelseren så ofte brugte det ord (i vores bibel oversat med «sandelig, sandelig»), men især fordi han også selv hedder Amen. Sådan kalder han sig selv i Åb 3,14: «Dette siger Amen, det trofaste og sandfærdige vidne osv.» Og Paulus siger om ham i 2 Kor 1,20: «Alle Guds løfter er ja i ham, derfor også amen ved ham.» Det vil sige: I Kristus er og bliver alle Guds tilsagn opfyldt; dér, i ham, har vi vores fuldkomne værdighed, vores fortjenester. Her bliver da på én gang den mægtigste hindring for troen gjort til intet: vores uværdighed. Hør, det er i Kristus alene, at Gud har velbehag. Kristus sagde: «Alt, hvad I beder Faderen om i mit navn, det skal han give jer.» Og hvad det er at bede i Jesu navn, ved vi, nemlig at bede om alt på Jesu regning, på Jesu fortjeneste, på den uendelige værdi af det, han har gjort og lidt for os – når vi siger til Faderen: Se ikke på os, se på din Søn; hos os er der lutter elendighed, i ham er al vores værdighed osv. Og Gud har én gang for alle erklæret, at han ikke vil se på os syndere, men kun på sin Søn; når vi tror på hans Søn, vil han ikke gå i rette med os og spørge efter vores synder, men han vil give os alt efter sin Søns fortjeneste. I ham er alle Guds løfter ja og amen. Beder du i Jesu navn, så kan ikke det mindste suk være forgæves, så kan ikke din største uværdighed hindre bønhørelsen – alt er ja og amen i ham. Gud åbne vores øjne og øge vores tro!

Og så har vi nu også betragtet grundene til vores vished om bønhørelse. Af den første så vi, at Gud vil; af den anden, at han kan; af den tredje, at han i sandhed skal gøre det, han har lovet os, eller at det er ja og amen i ham, som er givet os. Kan vi tro dette, hvad står der så mere tilbage? Nu står der intet andet tilbage end det stykke, der hedder øvelsen, eller at vi går til selve gerningen og flittigt beder denne allerbedste bøn, alle bønners bøn. Af flere grunde bør den være os særlig kær under vores pilgrimsvandring gennem denne jammerdal. Det er en bøn, i hvilken alle Guds børn over hele jorden mødes ved den ene, fælles Faders fødder – den bøn, der allerede bedes på mere end tre hundrede og halvtreds forskellige tungemål, så denne bøn er et bemærkelsesværdigt ydre udtryk for den Åndens enhed, der er mellem Guds børn. Man kan i sandhed sige om hele den store skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål, som med alle deres større og mindre forskelle dog alle af hjertet beder det samme Fadervor, alle af hjertet beder: Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje osv. – man kan jo om hele denne store skare i sandhed sige med evangelisten: «I hele skaren af dem, som troede, var der ét hjerte og én sjæl.» De har alle de samme bekymringer, de samme hjerteønsker, de samme kampe, den samme tilflugt, de samme hovedanliggender. Og alle disse bekymringer, kampe og anliggender er med den guddommelige Mesters egne ord sammenfattet i denne bøn; derfor kan den også med rette hedde alle Guds børns bøn. Og derfor siger vi også: Fader vor, og hele vejen igennem vores og os. Vi skal derfor her bede for og med alle Guds børn på jorden, lige indtil Herren kommer og samler sine børn, som har været spredt, og troen og bønnen går over i den evige, salige beskuelse og nydelse. Hjælp os alle til det, o vor Fader, du som er i himlene! For dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.