Den syvende bøn

Men fri os fra det onde!

For at forstå, hvad Herren Kristus her mener med ordet «onde» (svensk «ondo») eller det onde, må man først betænke, at denne syvende bøn hænger sådan sammen med den sjette, at den knap kan betragtes som en særskilt bøn; egentlig udgør den kun sidste del af den foregående. Denne sammenhæng ser vi især af ordstillingen, nemlig af det forbindende ord men, når det hedder: Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. Enhver ved, at ordet «men» har en sådan betydning, at frelsen fra det onde her skal være modsætningen til at blive ført ind i fristelse. – Dernæst bør man vide, at ordet «onde» efter den græske tekst lige så rigtigt kan hedde den onde som det onde; og da Djævelen er alle fristelsers kilde og ophav, synes disse bønner samlet set at have denne mening: Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra Djævelen og alt det onde, han vil føre os ind i. For selv om man oversætter ordet med «det onde», menes der alligevel her først og fremmest fristelsernes onde, eller det, vi fristes til, eller det, fristelsen kan bringe os til. Det ser vi netop af den ordstilling, vi lige har peget på. Det sikre er, at man beder den syvende bøn, når man med en følelse af fristelsernes magt og farlighed råber til den eneste almægtige Frelser og beder: Fri os fra Djævelen og alt det onde, som han vil bringe os ind i!

Når nu en gudfrygtig sjæl, som har lært at mistro sit eget svigefulde hjerte og har erfaret fjendens store list og evne til at forblænde, også frygter for det onde, som den endnu ikke klart ser og kender, frygter for Djævelens listige angreb og sit hjertes mangfoldige falskhed, så har den her den trøstefulde udvej at flygte til den alseende og trofaste Gud med den bøn, at han vil våge og afvende alt ondt. En sådan bøn udtrykker vi passende med det ubestemte ord «det onde». Fri os, du trofaste, mægtige Gud, fra alt ondt, også det, vi ikke forstår. Du, som ser alle Djævelens, verdens og vores eget hjertes skjulte net og snarer, og som har befalet os at påkalde dig i al nød, fri du os! – Ja, det er en af de mest almindelige bekymringer blandt Guds børn, at de siger: Jeg er mig ikke bevidst, at jeg med forsæt vil være falsk eller holde fast ved noget ondt, men jeg frygter, at mit hjerte bedrager mig; jeg ved godt, at jeg mangler den og den kraft, men ved ikke, hvori fejlen består; jeg har erfaret, hvad det vil sige at være «løst fra loven ved Kristi krop» (Rom 7,4.6); jeg bruger også nådemidlerne og vil våge og bede – men alt dette slår ofte fejl for mig, min vågen og bøn bliver så svag; jeg frygter, at der i mit hjerte og i min kristendom er noget falsk, noget, hvormed jeg uden at vide det hindrer Herrens hånd; jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre osv. Se, i et sådant mørke, i en sådan frygt for et ukendt ondt, hvilken usigelig trøst er det da at få kaste hele bekymringen på den trofaste Herre, som selv har lært os at bede: Fri os fra det onde, og at få sige til ham: Fri mig fra netop det onde, som du ser og kender hos mig, men som er skjult for mig! Tag du det bort, som mishager dig, du trofaste, almægtige Gud, og giv du mig selv, hvad der fattes mig! – Og her bliver det da nødvendigt at betænke dybt (hvad vi også før har påpeget som en vigtig iagttagelse), at Gud er den eneste, som kan ransage og rigtigt kende det svigefulde hjertes lønlige gange såvel som Satans dybder; at Gud aldrig har sagt, at vi skal kunne ransage hjertet, men tværtimod. Herrens egne ord lyder: «Svigefuldt frem for alt andet og fordærvet er hjertet. Hvem kan kende det? Jeg, Herren, ransager hjertet og prøver nyrerne» (Jer 17,9–10). Her nægter Herren udtrykkeligt, at noget menneske kan ransage hjertet, og siger, at han alene kan det. Sådan ser vi også, at David, som havde en så rig ånd og i profetiske stunder fik lov at skue tusind år ud i fremtiden, alligevel ikke kunne gennemskue sit eget hjerte; derom vendte han sig til Gud og bad: «Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte; prøv mig og kend mine tanker» osv. Åh, hvilken trøst, at vi også i dette spørgsmål får kaste vores bekymring på Herren! – Dernæst bør man vide og betænke, at Herren Gud også er den eneste, som kan læge, hvad der er forkert hos os. Han har aldrig sagt: I skal skabe nye hjerter i jer, I skal selv gøre jeres hårde hjerter bløde osv.; tværtimod siger han: «Jeg – vil tage stenhjertet ud af jeres krop og give jer et hjerte af kød». Også herom vendte David sig til Herren og bad: «Skab – skab i mig, Gud, et rent hjerte, og giv mig – giv mig en ny, frimodig ånd!» Når nu Gud selv har sagt, at ikke vi, men han er den, som både kan kende vores hjerte og læge, hvad der fejler det, og her lærer os at bede ham om det, så skal vi visselig i det nævnte mørke vende os til ham med al trøst. – Og så sandt som han er en trofast Gud og ikke vil narre den sjæl, som selv frygter og dømmer sig selv og vil give agt på alt hans ord, også det, der mest dræber kødet – så sandt som den trofaste Gud ikke narrer en sådan sjæl, så vist skal vi da tro og vide, at han også vil gøre, hvad vi har bedt om; han vil selv tage hele omsorgen for vores frelse på sig og råde bod på alt, hvad der er ondt og farligt, også det, vi ikke selv forstår. Han har selv lært os at bede: Fri os fra det onde.

Men endnu mere almindeligt er det, at vi i fristelsens tider godt ved, hvori det onde består, men alligevel ikke kan gøre os løs fra det. Jeg ser, at det og det er synd, ja, at det er Djævelen, som arbejder på at føre mig ind i det, og alligevel kan jeg ikke befri mig fra det; det har sådan taget mig til fange i «syndens lov, som er i mine lemmer», det holder mig så fast, at selv om jeg ved, at det er synd, fx vrede, had, urene lyster, begær efter min næstes ejendom osv., og jeg ser det farlige i det og plages af det, så kan jeg ikke holde op med at omgås det i hjertet og tankerne; ja, det kan til sidst pine mig sådan, at jeg er lige ved at fortvivle helt; jeg føler mig fuldstændig fortabt, hvis ikke Gud selv gør barmhjertighed mod mig og frelser mig. Her lærer jeg da, hvad det betyder: Fri, fri os fra det onde. Åh, fald så straks ned og bed – og betænk, at vi i sådanne stunder er i en fjendes vold, mod hvem der ikke findes nogen magt i himlen eller på jorden ud over en eneste, nemlig den eneste Almægtige, som derfor højtideligt har erklæret: Jeg, jeg er Herren, og uden mig er der ingen frelser (Es 43,11). «Rør dig ikke», siger Luther, «rør dig ikke i den mening selv at overvinde synden; for så vil den røre sig sådan imod dig, at du er evigt fortabt»; her gælder det kun for alvor at flygte til den trofaste, almægtige Herre og bede: Fri os fra det onde. Og da vil det blive os en vældig trøst, hvis vi ret kan betænke, hvad der ligger i, at Herren selv har lært os at bede sådan til ham. Vi burde dog tro, at Herren ikke ville drive spøg med de nødstedte børn, da han lærte dem denne bøn, men at han virkelig har i sinde at frelse os. Han siger også udtrykkeligt: «Påkald mig på nødens dag, så vil jeg hjælpe dig, og du skal prise mig!»

Men selv om denne bøn egentlig handler om fristelsernes onde, nægtes det ikke, at vi her også skal bede, som Luther siger, om frelse fra «alt ondt på legeme og sjæl, gods og ære» m.m., især fordi også sådant ydre ondt kan føre fristelser for sjælen med sig; men da skal vi altid betænke (hvad der blev fremstillet mere udførligt under den tredje bøn), at når intet ondt kan ramme os, ja, ikke et hår falde af vores hoved uden den himmelske Faders vilje, så er det altid noget større, noget indre ondt, som Herren med det ydre onde vil angribe og læge; det er en farlig sjælstilstand, en falskhed i ånden, en selvkærlig indbildning, en slaphed, utroskab eller ulydighed, som Herren vil ramme med den sorg, han sender; derfor skal vi først og fremmest bede Gud om, at han vil oplyse os om dette sjælens onde og først fri os fra det, så vil han nok også lindre den sorg, han har sendt. Sådan hører vi profeten tale i Klag 3. Når han dér taler om sorg, som når én bliver forladt eller bliver uretfærdigt dømt, og om alt sådant har sagt: «Hvem er det, der befalede, og det skete, uden at Herren havde befalet det?» osv., så tilføjer han: Hvorfor knurrer så mennesket, mens det lever? Enhver knurre over sine synder! Lad os ransage vore veje og omvende os til Herren! En overmåde vigtig formaning, hvis vi ret vil frelses fra det onde! Herren er en stor og trofast ven, en ven for evigheden. Han vil frelse sjælen – han vil frelse os fra den evige fordærvelse, fra helvede. Og hvor usigeligt bittert må ikke det udvortes menneske da ofte angribes, hvis det indvortes skal holdes i live og ved sundhed! Vær derfor ikke så kødeligt sindet, at du kun ser på mennesker og ydre omstændigheder, når noget ondt rammer dig. Tro dog stadig, at der lever en Gud iblandt os, som har talt alle vores hovedhår, og at ikke det mindste onde sker os uden hans vilje. Gå så i dig selv og ransag dit væsen, om der ikke er noget i det, som Herren vil pege på med dette pinefulde onde. Sandelig, hvis vi ikke er forblindede, vil vi da snart mærke, hvor Herren vil hen, og blive nødt til at erkende, at det er en synd eller utroskab, som er grunden til det onde, vi lider. Vi vil finde og erkende, at vi ikke ved et eneste ondt, som rammer os, kan undskylde os, som om det ikke stod i nogen sammenhæng med vores synder. Og så længe du ikke vil opsøge grundårsagen, nemlig din synd eller utroskab, og søge forløsning fra den, så får du ingen ro i din sjæl, for så vidt du er et ægte barn, som skal opdrages til himlen. David taler om at fortie synd for Herren, dvs. ikke for Guds ansigt at vedgå sin synd og søge nåde; og han siger derom: «Så længe jeg tav, tærede mine ben hen ved min stadige klage. For dag og nat var din hånd tung over mig osv. Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren; da tilgav du mig min syndeskyld. Derfor skal alle fromme bede til dig, mens du er at finde; sandelig, om så store vandfloder kommer, skal de ikke nå dem» (Sl 32). Se, her er vejen til at blive frelst fra det onde. Får du derimod ro i synden, får du ro, mens du beholder en utroskab, du er dig bevidst, eller en synd, du holder fast ved, så er befrielsen fra det ydre onde din største ulykke; så venter der dig en ny sorg i evigheden. Derfor, hvad ondt der end rammer os, og hvilken nød vi end kommer i, så kan vi ikke bede: Fri os fra det onde, uden at tænke på vores synder. Dog bemærker vi igen: Dette gælder ægte Guds børn, som har en gudsfrygtens ånd i deres hjerter. Og se, så vil det heller ikke vare længe, selv om den ydre sorg i begyndelsen optager alle vores tanker, før vores øje vender sig til det indre, eftertænker og opdager, hvad Herren sigter til; og så går det, som allerede er sagt, at du ingen ro får, du kan ikke have nogen ret tillid til Herren, før du har bekendt dine synder for ham, før du har anklaget og dømt dig selv og givet dig skyldig i alt og sagt: Jeg har fortjent tusind gange mere end dette onde i tid og evighed, for jeg har syndet. Fri mig, fri mig fra min synd! Og i samme øjeblik, som vi sådan ydmyger os for Herren, bekender vores synd for ham og giver ham ret i hans domme – i samme øjeblik vender trøst og vederkvægelse tilbage og en barnlig tillid til hans nåde sammen med vished om dette: Herren vil høre min bøn, han vil frelse mig fra alt ondt.

Men se, netop fordi alt, hvad Herren gør, sigter på at helbrede vores største onde, synden, og gøre os åndeligt raske og evigt salige, derfor – ja, hvad mener I vel, han derfor gør? – derfor handler han så ofte stik imod vores mening og vilje; han tager ikke den ydre nød bort, ja, ofte heller ikke den indre, men lader også meget åndeligt ondt plage vores sjæl og trætte og udmatte vores gamle menneske gennem stadige ydmygelser, når vi meget hellere ville være stærke og raske. «Herren fører underligt den, han har kær», som han selv siger: «Mine tanker og veje er ikke som jeres; men som himlen er højere end jorden, sådan er også mine tanker og veje højere end jeres». Derfor lader han dit pinefulde onde vare endnu en tid, ja, måske hele livet igennem, og lader oven i købet endnu noget nyt ondt komme til. Det vil blive dig alt for hårdt, ja, uudholdeligt, og du vil tage anstød af Herrens styrelse, hvis du ikke dybt betænker og fæster i dit hjerte hans trofaste hensigt og mål med det, nemlig at rense og forløse dig fra det største onde, synden, at hellige hele din ånd, sjæl og legeme og at opdrage dig til himlen. Åh, når en sjæl kommer til klar bevidsthed om dette, hvor kan den da ikke endog rose sig af sine lidelser, glæde sig og takke Gud for sine bitreste erfaringer og til sidst blive et sådant forunderligt menneske, som sætter sorgen højere end glæden, lidelsen højere end nydelsen, fattigdommen højere end overfloden, foragten højere end æren, døden højere end livet! Se, et sådant sind må vi have, sådan må vi forstå og elske Guds underlige styrelse, hvis vi ret skal kunne bede bønnen: Fri os fra det onde.

Endelig skal der også komme sådanne tider i vores liv, hvor denne bøn for vores hjerter kun får denne betydning: Kom, Herre Jesus, forløs os fra hele jammerdalen! Før det bliver vi jo ikke helt frelst fra det onde. Sådan siger også Luther i vores børnelærdom, at vi i denne bøn også beder om, at Gud vil «give os en salig hedenfart og i nåde tage os fra denne sorgens dal til sig i himlen». For hvor godt vi end kan have det til sjæl og legeme, så bliver dog altid synden, dette sørgeligste onde, tilbage i vores væsen, og er vi da ægte børn, som står under tugten, er vi oprigtige, så vi ikke kan leve frit i nogen synd, så må hele vores liv altid være et korsfæstet liv, en langsom og smertefuld død, og derfor denne jord altid en sorgens dal. Det skal vi ikke lade os bilde ind på anden måde. Ganske vist skaffer Herren os også hvile og vederkvægelse i denne dal – ellers ville vi ikke holde ud – og når der på den måde gives os vederkvægelsens tider fra Herrens åsyn, så vi kan være «glade med gudsfrygt», så skal vi tage imod den tid med taknemmelighed og bruge den, men altid forberede os på nye prøvelser. For hele jordevandringen er dog en kæde af vekslinger mellem sorg og glæde, en stadig ustadighed og uro. Sirak siger: «Her er altid sorg, frygt, venten og til sidst døden». Derfor sagde også Apostlen, at vi «må gå gennem mange trængsler ind i Guds rige». Som netop bemærket skal i det mindste én elendighed gøre os livet bittert, nemlig at vi aldrig kan være uden synd imod vores nådige Gud. Selvom vi er benådet med den store, usigelige lykke at være Guds børn, at være udvalgt fra verden, ført fra mørket til lyset, fra Satans magt og ind i Guds elskede Søns rige, så er det dog en stadig sorg, at vi alligevel hver dag på ny trætter vores nådige Frelser med vores synder, med vores vantro, vores ulydighed, lunkenhed, utålmodighed og meget mere. Det er den største elendighed, at når vi ser tilbage på et tidsrum af vores liv og på den ene side ser, hvor usigeligt trofast og nådefuldt Herren har ført os, hvor trofast han har kaldt, draget og plejet os, hvor langmodigt han har tilgivet os alle vores synder og tugtet os for vores uarter og ikke ladet os mangle noget, som tjente til vores åndelige vel, så må vi på den anden side skamme os og bedrøves på det dybeste over den utroskab, lunkenhed og ulydighed, som vi har mødt al denne hans nåde med, så vi har elsket og takket ham så lidt for al hans kærlighed, været så utålmodige under hans tugt, ulydige mod hans bud, ikke for alvor har våget og kæmpet mod synden og ikke med hjertelig lyst har omgået ham i bønnen – og hvilken uværdig syndighed er ikke dette hos et benådet Guds barn! Hvor burde ikke hvert åndedrag og hvert pulsslag tilhøre vores Frelser! Hvor burde ikke mit hjerte hvert øjeblik brænde for ham, som så dyrt har købt os med sit blod og siden gennem hele livet har båret mig på sine kærlige arme! Og se, mit hjerte er stadig så koldt, så ustadigt, så ulykkeligt og utro! Er ikke alt dette et sådant onde, at man nok derfor må bede: Kom, Herre Jesus, og gør ende på dette syndige liv? Fri os fra det onde, kom og tag os herfra!

Men ud over sorgen over, at vi så stadig synder mod vores Gud, har vi også en kilde til stadig uro og slid i det gamle, forgiftede hjerte, dette urolige onde, som aldrig lader os være i fred for dets altid nye begæringer. Hjertet er en gudløs ting. Gud, hans nåde og venskab, det er ikke nok. Nej, det gamle hjerte peger os uophørligt hen på andre ting, på dette og hint sanselige gode, som skal give os mere glæde, end Gud giver. Men da vi i dette altid bliver bedraget, fordi en genfødt sjæl aldrig kan stilles tilfreds med noget jordisk, og da sjælens Brudgom er en hellig, nidkær vogter over sin bruds hjerte og derfor dels dæmmer op for eller tager vores nye, afledende glædeskilder fra os, dels i det indre straffer os for hjertets afvigelse, så får vi uophørligt ny uro. Og det mest trættende er, at hjertet aldrig lader sig lære, men hvor bittert det end har måttet angre sin dårskab, kommer det snart igen med en ny. Åh, det trættende hjerte! – Den gamle Bunyan skriver:

«Hvad må en Jesu ven af fristelser dog lide? / Alt ondt skal plage den, som hos sin Gud vil bie; / For står han end fast, når hjertet vil bedrage, / vil det dog ikke tage mod fornuft, / men kommer snart i en ny skikkelse igen, / det kommer snart igen, igen, igen».

Her er altså en stadig kilde til uro i dette liv. – Hertil kommer også den utryghed, som følger med vores svage tro, og det mørke, som altid hører til vandringen i tro, hvor vi intet ser af det, vi håber på, nemlig at vi aldrig kan beholde en fuld og klar vished om Guds venskab, men så ofte kommer i frygt. Dels gør den daglige syndenød, at man aldrig kan være, som man bør, og bevidstheden om Djævelens stadige stræben efter på ny at fange vores hjerter, at vi også frygter for et egentligt frafald og for at miste himlen; dels er der det indre mørke, at vi ofte i lang tid ikke får mærke noget lifligt af Guds nåde og nærvær, mens Satan også skyder sine glødende pile ind i vores bange hjerter – alt dette medfører en vis åndelig utryghed, som gør vores liv ganske lig soldaters liv i felten, hvor de hverken dag eller nat er sikre mod kugler og nye angreb og kampe. Kort sagt: synden, mørket og kødets strid imod Ånden – det var af sådanne grunde, at Paulus så træt og bedrøvet udbrød: Jeg elendige menneske, hvem skal frelse mig fra dette dødens legeme? (Rom 7,24)

Og hvem vil bebrejde Herrens trofaste, at det under sådanne forhold ofte bliver dem langt at bo blandt dem, der hader freden (Sl 120), og at de da undertiden løfter deres hænder mod himlen og beder: Kom, Herre Jesus! Apostlen siger jo: «Vi sukker i vores jordiske telt og længes efter at blive overklædt med vores bolig fra himlen». Sådan siger også Kristus om det mærkværdige tidspunkt, hvor tegnene begynder at vise sig på hans komme: «Løft jeres hoveder, for da nærmer jeres forløsning sig». Før den tid er vi aldrig helt forløst; kødet, Djævelen og verden følger os. Derfor bliver også dette en kristen bøn: Herre, kom og forløs os helt fra det onde; kom og tag os fra denne jammerdal til dig i himlen! Dog sådan at vi altid beder i underkastelse under Faderens gode vilje. Vi må altid vogte os for det listige hjerte, som snart vil dø og snart vil leve her, begge dele med lige selvisk utålmodighed. Derfor skal vi altid bede Gud om et helt underkastet sind.

Men hvilken usigelig trøst er det ikke, når det bliver rigtig bittert og tungt på denne jord, da at huske på, at alt skal have en ende! Jeg skal ikke altid være syndig og svag og bange og ængstelig; der skal ikke altid være mørke og afstand mellem mig og min Frelser; Satan skal ikke altid friste og anfægte mig; verden skal ikke altid forfølge mig og lyve om mig. Engang skal jeg tage en glad afsked med hele hæren af indre og ydre fjender og med sandhed sige:

Jeg takker dig til slut, fordi / du trættede mig og, når jeg dør, / at du ikke kommer efter.

«Herren skal redde mig fra al ond gerning og frelse mig til sit himmelske rige». Og hvad siger Skriften om det rige og om Herrens forløste på den dag? Skriften siger sådan: «De, som Herren har frelst, skal vende tilbage til Zion med jubel, og evig glæde skal være over deres hoved; fryd og glæde skal de få, og sorg og suk skal fly». «Og Gud skal tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg, heller ikke skrig, heller ikke pine skal være mere, for det første er forbi». «Og intet forbandet skal være mere; og Guds og Lammets trone skal være derinde, og hans tjenere skal tilbede ham. Og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander. Og nat skal ikke være mere, og de behøver ikke lys fra lampe og lys fra sol, for Herren Gud lyser over dem, og de skal regere i evighedernes evighed» (Es 35,10; Åb 21,4; 22,3–5).