iv. ἐπιτιμάω, ἐλέγχω (αἰτία, ἔλεγχος).

Man kan «irettesætte» en anden uden at få den irettesatte til at erkende nogen skyld hos sig selv. Det kan skyldes, at der ikke var nogen skyld, så irettesættelsen var unødvendig eller uretfærdig; eller at irettesættelsen, selv om der var skyld, ikke formåede at få synderen til at indrømme den. Og i denne mulighed for at «irettesætte» for synd uden at «overbevise» om synd ligger forskellen på de to ord. I ἐπιτιμᾶν ligger blot tanken om at irettesætte. Ordet kan derfor bruges om en, der uretfærdigt standser eller dadler en anden – i den betydning «begyndte Peter at irettesætte» sin Herre (ἤρξατο ἐπιτιμᾶν, Matt 16,22; jf. 19,13; Luk 18,39) – eller om en irettesættelse, der er virkningsløs og ikke gavner den irettesatte, fordi han ikke derved kommer til at se sin synd, som da den angrende røver «irettesatte» (ἐπετίμα) sin medforbryder (Luk 23,40; jf. Mark 9,25). Men ἐλέγχειν er et langt mere indholdsmættet ord. Det betyder at irettesætte en anden på en sådan måde og med så virkningsfuld brug af sandhedens sejrrige våben, at man får ham – om ikke altid til at bekende sin synd, så i hvert fald til at blive overbevist om den (Job 5,17; Ordsp 19,25) – ligesom ἐλέγχειν i juridisk græsk ikke blot betyder at svare en modstander, men at gendrive ham.

Når vi holder denne forskel klart for øje, hvilket lys kaster den så ikke over en mængde steder i Det Nye Testamente, og hvor meget dybere mening giver den dem ikke! Således kunne vor Herre spørge: «Hvem af jer kan overbevise (ἐλέγχει) mig om synd?» (Joh 8,46). Mange «irettesatte» ham; mange beskyldte ham for synd (Matt 9,3; Joh 9,16); men ingen fik hans samvittighed til at erkende synd. Også andre steder vinder ved, at man gør sig den fulde betydning af ἐλέγχειν klar, som Joh 3,20; 8,9; 1 Kor 14,24–25; Hebr 7,5 [sandsynligvis Hebr 12,5]; men frem for alt det store sted Joh 16,8: «Når han [Talsmanden] kommer, skal han irettesætte verden for synd og for retfærdighed og for dom.» For sådan har vi i den engelske King James-oversættelse (A.V.) gengivet ordene, idet vi med vores «reprove» [irettesætte] følger det latinske «arguet». Men jeg tror, at kun få, der i nogen grad har forsøgt at lodde dybden i vor Herres ord, vil nægte, at «convince» [overbevise], som oversætterne desværre har henvist til randnoten, eller «convict» [dømme skyldig, overbevise om skyld] ville have været den bedre gengivelse. Det ville have givet dette Helligåndens værk en dybde og en fylde af betydning, som «reprove» til dels ikke formår at udtrykke.1 «Han, som skal komme i mit sted, skal så indtrængende vise verden dens egen ‹synd›, min fuldkomne ‹retfærdighed› og Guds kommende ‹dom›, han skal så ‹overbevise› verden om dette, at den selv må erkende det; og i denne erkendelse kan den finde – og er den på rette vej til at finde – sin egen salighed og frelse.» Se mere om ἐλέγχειν i Potts Wurzel-Wörterbuch, bd. iii, s. 720.

Mellem αἰτία og ἔλεγχος, hvoraf det sidste kun findes to gange i Det Nye Testamente (Hebr 11,1; 2 Tim 3,16), er der en lignende forskel. Αἰτία er en anklage, men ordet forsøger ikke at foregribe, om den er falsk eller sand. Derfor kunne det bruges – og blev faktisk brugt – om anklagen mod selve herlighedens Herre (Matt 27,37). Men ἔλεγχος indebærer ikke blot anklagen, men også at anklagen er sand, og desuden at dens sandhed bliver gjort åbenbar. Ja, mere end alt dette: meget ofte også at den anklagede erkender dens sandhed, om ikke udadtil, så dog indadtil. For det er sandhedens herlige forret, når den virker på sit højeste, ikke blot at gøre sig gældende og bringe modstanderen til tavshed, men at bringe ham til tavshed ved at overbevise ham om hans vildfarelse. Således kan Job sige om Gud: ἀλήθεια καὶ ἔλεγχος παρ᾽ αὐτοῦ (23,7); 2 og Demosthenes (Con. Androt. s. 600): Πάμπολυ λοιδορία τε καὶ αἰτία κεχωρισμένον ἐστὶν ἐλέγχου· αἰτία μὲν γάρ ἐστιν, ὅταν τις ψιλῷ χρησάμενος λόγῳ μὴ παράσχηται πίστιν, ὧν λέγει· ἔλεγχος δέ, ὅταν ὧν ἂν εἴπῃ τις καὶ τάληθὲς ὁμοῦ δείζῃ. Jf. Aristoteles (Rhet. ad Alex. 13): Ἔλεγχος ἔστι μὲν ὃ μὴ δυνατὸν ἄλλως ἔχειν, ἀλλ᾽ οὕτως, ὡς ἡμεῖς λέγομεν. Med vores nyttige engelske skelnen mellem «convict» [dømme skyldig] og «convince» [overbevise] fastholder vi en forskel mellem den juridiske og den moralske ἔλεγχος. Begge vil dog flyde sammen til ét på den yderste dag, når enhver fordømt synder på én gang bliver «dømt skyldig» og «overbevist». Alt dette ligger i ordene «men han tav» om gæsten, som kongen fandt uden bryllupsklædning (Matt 22,12; jf. Rom 3,4).

«Til slangen hører ingen overbevisning:»

det var en nåde, der var forbeholdt Adam og Eva, for kun de var modtagelige for den.

Fodnote 1 Lampe gengiver fortrinligt, hvad der ligger i dette ἐλέγξει: «Opus Doctoris, qui veritatem quae hactenus non est agnita ita ad conscientiam etiam renitentis demonstrat, ut victas dare manus cogatur.» [«Det er en lærers gerning: Han påviser en sandhed, som hidtil ikke er blevet erkendt, over for samvittigheden, også hos den, der stritter imod, så denne tvinges til at give sig overvundet.»] Se en fremragende drøftelse af ordet, især som det bruges her, i ærkedegn Hares Mission of the Comforter, 1. udg., s. 528–544.

Fodnote 2 Derfor kunne Milton sige (P. L. x. 84):