v. ἀνάθημα, ἀνάθεμα.

Nogle hævder, at der blot er tale om to stavemåder af samme ord, og at de bruges i flæng. Var det tilfældet, hørte de naturligvis ikke hjemme i en bog om synonymer, for dertil kræves både forskel og lighed. Så langt har de dog ret: ἀνάθημα og ἀνάθεμα må, ligesom εὕρημα og εὕρεμα, ἐπίθημα og ἐπίθεμα, hver for sig betragtes som oprindelig blot to forskellige udtaler af et og samme ord, som så førte til to forskellige stavemåder. Men intet er mere almindeligt, end at lidt forskellige udtaler af samme ord til sidst fæstner sig og udskiller sig som forskellige ord med hver sin retskrivning og hvert sit betydningsområde, som de har tilegnet sig, og som de fra da af hævder helt uafhængigt af hinanden. Jeg har andetsteds givet talrige eksempler på den slags (English Past and Present, 10. udg., s. 157–164), og ganske få kan være nok her: θράσος og θάρσος, 1 «Thrax» og «Threx», «rechtlich» og «redlich», «fray» og «frey»,Etym. Note. 2 «harnais» og «harnois», «allay» og «alloy», «mettle» og «metal». Det, der kan siges om alle disse, kan også siges om ἀνάθημα og ἀνάθεμα. Om disse ord virkelig havde vundet hvert sit betydningsområde, blev drøftet med ikke så lidt alvor og heftighed af nogle af de store tidlige hellenister, og fremtrædende navne står på begge sider: Salmasius blandt dem, der fastholdt, at der var en forskel, i det mindste i hellenistisk græsk, og Beza blandt dem, der benægtede det. Måske lå sandheden her, som i så mange tilfælde, ikke helt hos den ene eller den anden part, men snarere midt imellem, om end langt nærmere den ene side end den anden. Den rimeligste konklusion, når man har vejet alle beviser på begge sider, er denne: En sådan betydningsforskel fandtes og blev anerkendt af mange, men den blev på ingen måde anerkendt eller overholdt af alle.

I klassisk græsk er ἀνάθημα langt den mest udbredte form og den eneste, som attiske forfattere godtager (Lobeck, Phrynichus, s. 249, 445; Paralip. s. 391). Her er det fagordet for alle de kostbare gaver, der blev givet til guderne og derefter hængt op eller på anden måde udstillet i deres templer – det, romerne kaldte «donaria» [tempelgaver], såsom trefødder, kranse, vaser af sølv eller guld og lignende. På den måde blev de for altid skilt ud fra al almindelig og verdslig brug og åbent indviet til ære for den guddom, de fra begyndelsen var givet til (Xenofon, Ahab. v. 3. 5 [sandsynligvis Xenofons _Anabasis_]; Pausanias, x. 9).

Men da de hebraiske skrifter blev oversat til græsk, krævede en ny tanke at komme til orde. Skrifterne talte om to måder, hvorpå ting kunne være hellige, udskilt til Gud, viet til ham. Israels børn var viet til ham; Gud blev forherliget i dem. De ugudelige kana'anæere var viet til ham; Gud blev forherliget på dem. Denne frygtelige kendsgerning, at ting og personer på mere end én måde kunne være חֵרֶם (3 Mos 27,28–29) – at de kunne være viet til Gud til godt og til ondt; at man kunne være «forbandet for Herren» (Jos 6,17; jf. 5 Mos 13,16; 4 Mos 21,1–3); at af byttet fra den samme by kunne en del helliges Herren i hans skatkammer og en anden del tilintetgøres fuldstændigt, og at dog både den ene og den anden del var viet til ham (Jos 6,19.21), «sacred and devote» [helliget og viet] (Milton) – alt dette krævede nu at blive udtrykt og fandt sit udtryk i to anvendelser af ét ord. Ordet forblev det samme, men skilte sig lige netop så meget ud, at det viste, i hvilken af de to betydninger det blev brugt. Og her skal det bemærkes, at de, der ser adskillelse fra Gud som den centrale tanke i ἀνάθεμα (fx Theodoret om Rom 9,3: τὸ ἀνάθεμα διπλῆν ἔχει τὴν διάνοιαν· καὶ γὰρ τὸ ἀφιερώμενον τῷ Φεῷ ἀνάθημα ὀνομάζεται, καὶ τὸ τούτου ἀλλότριον τὴν αὐτὴν ἔχει προσηγορίαν [«Anathema har en dobbelt betydning: Både det, der er helliget Gud, kaldes anathema, og det, der er fremmed for ham, har samme betegnelse.»]), slet ikke er i stand til at påvise et fælles betydningsbånd mellem det og ἀνάθημα, der jo tydeligvis er adskillelse til Gud, eller til at vise, hvor de to skilles. Der er derimod ingen vanskelighed af den art, når man ser, at adskillelse til Gud i begge tilfælde er underforstået.2

Allerede i Septuaginta og i de apokryfe bøger ser vi ἀνάθημα og ἀνάθεμα begynde at løsrive sig fra hinanden og fra en forvirret og vilkårlig brug. Hvor langt forskellen dog overholdes dér, og om den overholdes overalt, er svært at afgøre på grund af de mange forskellige læsemåder i de forskellige udgaver. Men i en af de senere tekstkritiske udgaver (Tischendorfs fra 1850) overholder mange steder (fx Jdt 16,19; 3 Mos 27,28–29; 2 Makk 2,13) forskellen, selv om de i nogle tidligere udgaver ser ud til at se bort fra den. I Det Nye Testamente overholdes forskellen uden undtagelse: ἀνάθημα bruges om det hellige, «sacrum» [det hellige, det helligede], i god betydning, ἀνάθεμα i dårlig betydning. Det må ganske vist indrømmes, at stederne ikke er talrige nok til at overbevise en modstander; han kan tilskrive det tilfældet, at de stemmer med denne forskel. ἀνάθημα forekommer kun én gang: «Og da nogle sagde om helligdommen, at den var prydet med smukke sten og tempelgaver» (ἀναθήμασι, Luk 21,5; selv her læser håndskrifterne A og D samt Lachmann ἀναθέμασι), og ἀνάθεμα kun seks gange (ApG 23,14; Rom 9,3; 1 Kor 7,3 [sandsynligvis 1 Kor 12,3]; 16,22; Gal 1,8–9). Men så langt disse steder rækker, bekræfter de denne opfattelse. Og vender vi os til de græske kirkefædre, finder vi ganske vist nogle, der ser bort fra forskellen; men andre, og det blandt de allerstørste af dem, anerkender den ikke blot underforstået, som Klemens af Alexandria gør (Coh. ad Gen. 4: ἀνάθημα γεγόναμεν τῷ Θεῷ ὑπὲρ Χριστοῦ, hvor sammenhængen tydeligt viser, at meningen er: «Vi er blevet en kostbar gave til Gud»), men anerkender forskellen udtrykkeligt og følger den nøjagtigt og præcist; se fx Chrysostomos, Hom. xvi. in Rom., citeret af Suicer (Thes. s. v. ἀνάθεμα).

Når jeg således sammenholder alt det, der er anført – den forudgående sandsynlighed, hentet fra lignende fænomener i alle sprog, for at et ords to former efterhånden ville få hver sin betydning; den forunderlige måde, hvorpå de to sider af indvielsen til Gud, til godt og til ondt, på denne måde kommer frem gennem lidt forskellige former af samme ord; den kendsgerning, at alle steder i Det Nye Testamente, hvor ordene forekommer, passer ind i dette mønster; og brugen i senere kirkelige skrifter, selv om den ikke er helt konsekvent – så kan jeg ikke andet end konkludere, at Den Nye Pagts hellige forfattere ikke tilfældigt bruger ἀνάθημα og ἀνάθεμα i forskellige betydninger. Lukas bruger ἀνάθημα (21,5), fordi han vil udtrykke det, der er viet til Gud til dets egen ære såvel som til Guds ære. Paulus bruger ἀνάθεμα, fordi han mener det, der er viet til Gud, men viet sådan som kana'anæerne i fordums tid: ganske vist til hans ære, men til sin egen fuldstændige undergang. Sådan må til sidst ethvert fornuftigt væsen, der er i stand til at kende og elske Gud og er kaldet til denne kundskab, være enten ἀνάθημα eller ἀνάθεμα for ham (se Witsius, Misc. Sac. bd. ii, s. 54 ff.; Deyling, Obss. Sac. bd. ii, s. 495 ff.; Fritzsche om Rom 9,3; Hengstenberg, Christologie, 2. udg., bd. iii, s. 655; Cremer, Biblisch-theologisches Wörterbuch, 2. udg., s. 550).

Fodnote 1 Gregor af Nazianz (Carm. ii. 34, 35):

Fodnote 2 Flacius Illyricus (Clavis Script. s. v. Anathema) forklarer udmærket, hvordan de to tilsyneladende modsatte betydninger udfolder sig fra én rod: «Anathema igitur est res aut persona Deo obligata aut addicta; sive quia Ei ab hominibus est pictaris causâ oblata: sive quia justitia Dei tales, ob singularia aliqua piacula veluti in suos carceres poenasque abripuit, comprobane et declarante id etiam hominum sentcuriaâ.... Duplici enim de causâ Deus vult aliquid habere; vel tanquam gratum acceptumque ac sibi oblatum; vel tanquam sibi exosum suaeque irae ac castigationi subjectum ac debitum.» [«Et anathema er altså en ting eller en person, der er forpligtet eller overgivet til Gud: enten fordi den af fromhed er givet ham af mennesker, eller fordi Guds retfærdighed på grund af særlige forbrydelser har revet sådanne bort som til sine fængsler og straffe, idet også menneskers dom godkender og erklærer det … For Gud vil have noget af to grunde: enten som noget kært og velbehageligt, der er givet ham, eller som noget forhadt for ham, der er underlagt og hjemfaldet til hans vrede og straf.»]