vi. προφητεύω, μαντεύομαι.

Προφητεύω er et ord, der hele tiden forekommer i Det Nye Testamente; μαντεύομαι forekommer kun én gang, nemlig i ApG 16,16, hvor der om pigen, der var besat af en «spådomsånd» eller «Apollons ånd», siges, at hun skaffede sine ejere store indtægter «ved at spå» (μαντευομένη). Det er meget påfaldende, at dette ord undgås alle andre steder og bruges netop her. Det er et bemærkelsesværdigt eksempel på det religiøse instinkt, hvormed de inspirerede forfattere holder sig fra ord, hvis brug ville have en tendens til at nedbryde skellet mellem hedenskab og åbenbaret religion. Således bruges εύδαιμονία aldrig om kristen salighed, skønt det fra et hedensk synspunkt er et religiøst ord, for det tilskriver lykken en guddoms gunst; og det kunne heller ikke passende have været brugt sådan, eftersom δαίμων, som danner ordets grundlag, rummer polyteistisk vildfarelse. På samme måde forekommer ἀρετή, det faste ord for «dyd» i den hedenske etik, yderst sjældent i Det Nye Testamente. Det findes kun én gang i alle Paulus' skrifter (Fil 4,8), og hvor det ellers forekommer (hvilket kun er i Peters breve), bruges det på helt andre måder end hos Aristoteles.1 På samme måde forekommer ἤθη, som har givet os ordet «etik», kun et eneste sted, og dette ene sted er – hvilket viser, at ordets fravær andre steder ikke er tilfældigt – et citat fra en hedensk digter (1 Kor 15,33).

I overensstemmelse med den samme lov om moralsk passende ordvalg, der afgør, hvilke ord der tages med, og hvilke der udelukkes, møder vi προφητεύειν som det faste ord i Det Nye Testamente for at profetere ved Guds Ånd. Men så snart en bibelsk forfatter skal nævne den hedenske spådoms løgnagtige kunst, bruger han ikke længere dette ord, men foretrækker μαντεύεσθαι (jf. 1 Sam 28,8; 5 Mos 18,10). Hvad den væsentlige forskel er mellem de to ting, «at profetere» og «at spå», «weissagen» (af «wizan» = «wissen») og «wahrsagen»,Etym. Note. 3 [de tyske ord for henholdsvis at profetere og at spå; «wissen» betyder «vide»], og hvorfor det var nødvendigt at holde dem adskilt ved hjælp af forskellige betegnelser for hver af dem, forstår vi bedst, når vi har set på etymologien i det mindste for det ene af ordene. Men først: I dag er det næsten overflødigt at advare mod det, der engang var en meget almindelig fejl, som mange af kirkefædrene delte (se Suicer, s. v. προφήτης), nemlig at opfatte προ i προφητεύειν og προφήτης som tidsangivende – hvad det lige så lidt er som i πρόφασις – og så finde ordets grundbetydning i: den, der forkynder ting, før de sker. Denne _forud_sigelse eller _forud_bebudelse kan høre til profetens embede, og gør det ofte, men den hører ikke til embedets væsen; og det gælder lige så lidt i bibelsk som i klassisk græsk. Προφήτης er den, der taler ud; den, der udtaler Guds råd med den klarhed, kraft og myndighed, som udspringer af bevidstheden om at tale i Guds navn og at have modtaget et direkte budskab fra ham, som skal bringes videre. Naturligvis viser alt dette sig i svagere og mere utydelig form i klassisk græsk, for ordet kommer aldrig helt til sin ret, før det bruges om den sande Guds profeter. Men også dér er προφήτης «interpres Deorum» [gudernes tolk]; således Euripides (Ion, 372, 413; Bacch. 211): ἐπεὶ σὺ φέγγος, Τειρεσία, τόδ᾽ οὐχ ὀρᾷς, ἐγὼ προφήτης σοι λόγων γενήσομαι; og Pindar (Fragm. 15), μεντευέο, Μοῖσα, προφατεύσω δ᾽ ἐγώ; mens han hos Filon (Quis Rer. Div. Hoer. 52) defineres som ἑρμηνεὺς Θεοῦ, og igen: ὄργανον Θεοῦ ἐστιν ἠχοῦν, κρουόμενον καὶ πληττόμενον ἀοράτως ὑπ᾽ αὐτοῦ. Fra at betegne gudernes eller Guds tolk mistede ordet lidt af sin høje betydning, og προφήτης blev ikke mere end en tolk i en mere almindelig forstand – men stadig en tolk af det gode og sande; sammenlign således Platon, Phoedr. 262 d, og det fine svar, som Lukian lægger Diogenes i munden, da han bliver spurgt, hvilket erhverv han udøvede (Vit. Auct. 8 d). Men det er ikke nødvendigt at følge ordets historie længere, når det bevæger sig uden for åbenbaringens kreds. Det går heller ikke anderledes inden for denne kreds. Om προφήτης i både Det Gamle og Det Nye Testamente kan vi med samme sikkerhed fastslå, at han ikke først og fremmest, men kun sekundært, er en, der forudsiger fremtidige ting. Han er snarere en, der er blevet undervist af Gud og nu udtaler hans vilje (5 Mos 18,18; Es 1; Jer 1; Ez 2; 1 Kor 14,3).

Med μαντεύομαι føres vi ind i en helt anden verden. Ordet hænger sammen med μάντις og er gennem det, som Platon har lært os, beslægtet med μανία og μαίνομαι. Heraf følger, at det henviser til sindets tumult, det raseri, det midlertidige vanvid, som de var grebet af, der mentes at være besat af guden, mens de afgav deres orakler. Dette spåmandsraseri viste sig ved rullende øjne, fråde om munden, flagrende hår og andre tegn på en mere end naturlig ophidselse.2 Det er meget muligt, at disse symptomer undertiden blev fremkaldt – og ofte utvivlsomt forstærket – hos seerne, pythierne, sibyllerne og lignende ved indånding af dampe fra jorden eller ved andre kunstige ophidselsesmidler (Plutark, De Def. Orac. 48). Men enhver, der tror, at virkelige åndelige kræfter ligger bag alle former for afgudsdyrkelse, vil erkende, at der ofte var meget mere i disse fænomener end blot kunstgreb og bedrag. Og enhver, der har nogen indsigt i verdens falske religioners frygtelige mysterium, vil i disse symptomer se resultatet af et virkeligt forhold, som disse personer stod i til en åndelig verden – ganske vist en åndelig verden, som ikke var over dem, men under dem.

Åbenbaringen kender derimod intet til dette spåmandsraseri, undtagen for at fordømme det. «Profeters ånder underordner sig under profeterne» (1 Kor 14,32; jf. Chrysostomos, In Ep. 1 ad Cor. Hom. 29, ad init.). Den sande profet taler ganske vist ikke af sig selv; προφήτης γὰρ ἴδιον οὐδὲν ἀποφθέγγεται, ἀλλότρια δὲ πάντα, ὑπηχοῦντος ἑτέρου, (Filon, Quis Rer. Div. Hoer. 52 d; jf. Plutark, Amat. 16). Han bliver revet ud af sig selv; han er ἐν Πνεύματι (Åb 1,10); ἐν ἐκστάσει (ApG 11,5); ὑπὸ Πνεύματος Ἁγίου φερόμενος (2 Pet 1,21), hvilket er meget mere end «moved by the Holy Ghost» [bevæget af Helligånden], som vi har gengivet det i vores oversættelse, den engelske King James-oversættelse (A.V.); snarere «getrieben» [drevet], som De Wette oversætter (jf. Knapp, Script. Var. Argum. s. 33). Han er θεόληπτος (Kyrillos af Alexandria). Og vi må ikke i vores modstand mod hedensk og montanistisk vildfarelse gå så vidt, at vi benægter dette, sådan som nogle har gjort, frem for alt de, der var optaget af striden med montanisterne, for eksempel Hieronymus (se den mesterlige drøftelse af dette emne i Hengstenbergs Christologie, 2. udg., bd. iii, del 2, s. 158–188). Men han bliver løftet op over sit hverdagsjeg, ikke sat ved siden af det. Det er ikke splid og uorden, men en højere harmoni og en mere guddommelig orden, der føres ind i hans sjæl. Han er altså ikke som en, der i sit lavere livs område bliver overvældet af kræfter, der er stærkere end hans egne, af et oprør nedefra. Nej, hans ånd bliver løftet ud af dette område og op i en klarere luft, en mere guddommelig dag, end han ellers får lov at ånde i. Alt, hvad han tidligere havde, er fortsat hans, blot renset, ophøjet og levendegjort af en kraft, der er højere end hans egen, men dog ikke fremmed for den; for mennesket er mest sandt menneske, når det er mest fyldt af Guds fylde.3 Selv inden for hedenskabet blev προφήτης' højere værdighed i forhold til μάντις anerkendt – og anerkendt netop af disse grunde. Der er således et velkendt sted i Platons Timoeus (71 e, 72 a, b), hvor der – netop fordi μάντις er en, hos hvem al fornuftig tale er sat ud af kraft, og som, sådan som ordet selv antyder, mere eller mindre raser – drages en bred og tydelig grænse mellem ham og προφήτης. Den første underordnes den sidste, og hans udsagn får først lov at gå videre, når de har fået den andens segl og godkendelse. Hvor ofte stedet end er blevet citeret, kan det stadig være værd at citere det, i det mindste delvis, endnu en gang: τὸ τῶν προφήτων γένος ἐπὶ τοῖς ἐνθέοις μαντείαις κριτὰς ἐπικαθιστάναι νόμος· οὓς μάντεις ἐπονομάζουσί τινες, τὸ πᾶν ἠγνοηκότες ὅτι τῆς δι᾽ αἰνιγμῶν οὗτοι φήμης καὶ φαντάσεως ὑποκριταὶ καὶ οὔτι μάντεις, προφήται δὲ τῶν μαντευομένων δικαιότατα ὀνομάζοιντ᾽ ἄν. Den sandhed, som den bedste hedenske filosofi her fik et glimt af, blev for bestandigt legemliggjort af den kristne kirke, idet den tog προφητεύειν til sig selv, men henviste μαντεύεσθαι til det hedenskab, som den var ved at fortrænge og omstyrte.

Fodnote 1 «Verbum nimium humile» [et alt for ringe ord], sådan som Beza siger, når han forklarer dets fravær – «si cure donis Spiritûs Sancti comparatur» [når det sammenlignes med Helligåndens gaver].

Fodnote 2 Cicero, der gerne fremhæver, hvor han kan, at det latinske sprog er det græske overlegent, gør – og efter min mening med rette – krav på en sådan overlegenhed her, fordi latin havde «divinatio», et ord, der udtrykker profetiens guddommelige karakter og det forhold, at den var en gave fra guderne. Græsk havde derimod kun μαντική, der ikke griber selve sagen i dens kerne, men blot fremstiller et af de ydre tegn, som ledsagede gaven (De Divin. i. 1): «Ut alia nos melius multa quam Graeci, sic huic praestantissimae rei nomen nostri a divis; Graeci, ut Plato interpretatur, a furore duxerunt.» [Ligesom vi har gjort meget andet bedre end grækerne, sådan har vore forfædre afledt navnet på denne fortrinligste af alle ting af divi (guderne); grækerne har, som Platon forklarer, afledt det af furor (raseri).]

Fodnote 3 Se John Smith, platonikeren fra Cambridge, On Prophecy, kap. 4: The Difference of the true prophetical Spirit from all Enthusiastical Imposture [Forskellen mellem den sande profetiske ånd og alt sværmerisk bedrag].