vii. τιμωρία, κόλασις.

Af disse ord forekommer det første kun én gang i Det Nye Testamente (Hebr 10,29; jf. ApG 22,5; 26,11), og det sidste kun to gange (Matt 25,46; 1 Joh 4,18); men verbet τιμωρεῖν forekommer to gange (ApG 22,5; 26,11), og κολάζειν lige så ofte (ApG 4,21; 2 Pet 2,9). I τιμωρία er straffens gengældende karakter efter klassisk sprogbrug den fremherskende tanke. Det er det latinske «vindicatio», som Cicero (Inv. ii 22) forklarer som den handling, «per quam vim et contumeliam defendendo aut ulciscendo propulsamus nobis, et a nostris; et per quam peccata punimus» [hvorved vi, ved at forsvare os eller hævne os, afværger vold og krænkelse fra os selv og vore egne, og hvorved vi straffer forbrydelser]. Det er straf, der tilfredsstiller den straffendes følelse af krænket retfærdighed, idet den forsvarer hans egen ære eller den overtrådte lovs ære. Heri stemmer betydningen overens med etymologien, for ordet kommer af τιμή og οὖρος, ὁράω: æresvagt, ærens beskyttelse. På tysk er det blevet gengivet med «Ehrenstrafe» [æresstraf], eller bedre: «Ehrenrettung, die der Ehre der verletzten Ordnung geleistete Genugthuung» [æresoprejsning, den fyldestgørelse, der ydes den krænkede ordens ære] (Delitzsch). I κόλασις ligger derimod snarere forestillingen om straf med henblik på at rette op på og forbedre den skyldige (se Filon, Leg, ad Cai. I; Josefus, Antt. ii. 6. 8). Det er «castigatio» [tugtelse], og ordet bruges naturligt nok for det meste mildere end τιμωρία. Således forbinder Platon (Protag. 323 e) κολάσεις og νουθετήσεις, og hele stedet frem til kapitlets slutning er yderst lærerigt med hensyn til forskellen mellem ordene: οὐδεὶς κολάζει τοὺς ἀδικοῦντας ὅτι ἠδίκησεν, ὅστις μὴ ὥσπερ θηρίον ἀλογίστως τιμωρεῖται,... ἀλλὰ τοῦ μέλλοντος χάριν ἵνα μὴ αὖθις ἀδικήσῃ; og det samme skifte i de ord, han bruger, forekommer endnu to eller tre gange i samme sætning. Med alt dette kan man sammenligne, hvad Klemens af Alexandria har sagt, Strom. iv. 24, og igen vii. 16, hvor han definerer κολάσεις som μερικαὶ παιδεῖαι og τιμωρία som κακοῦ ἀνταπόδοσις. Og dette er Aristoteles' skelnen (Rhet. i. 10): διαφέρει δὲ τιμωρία καὶ κόλασις· ἡ μὲν γὰρ κόλασις τοῦ πάσχοντος ἕνεκά ἐστιν· ἡ δὲ τιμωρία, τοῦ ποιοῦντος, ἵνα ἀποπληρωθῇ; jf. Ethic. Nic. iv. 5: τιμωρία παύει τῆς ὀργῆς, ἠδονῆν ἀντὶ τῆς λύπης ἐμποιοῦσα. Det er disse og lignende definitioner, Aulus Gellius hentyder til, når han siger (Noct. Att. vi. 14): «Puniendis peccatis tres esse debere causas existimatum est. Una est quae νουθεσία, vel, κόλασις, vel παραίνεσις dicitur; cum poena adhibetur castigandi atque emendandi gratiâ; ut is qui fortuito deliquit, attentior fiat, correctiorque. Altera est quam ii, qui vocabula ista curiosius diviserunt, τιμωρίαν appellant. Ea causa animadvertendi est, cum dignitas auctoritasque ejus, in quem est peccatum, tuenda est, ne praetermissa animadversio contemtum ejus pariat, et honorem levet: idcircoque id ei vocabulum a conservatione honoris factum putant.» [Man har ment, at der bør være tre grunde til at straffe forseelser. Den ene kaldes νουθεσία, κόλασις eller παραίνεσις: når straffen bruges for at tugte og forbedre, så den, der har forset sig ved et tilfælde, bliver mere påpasselig og retter sig. Den anden kalder de, der mere omhyggeligt har skelnet mellem disse ord, τιμωρία. Denne grund til at straffe foreligger, når den forurettedes værdighed og anseelse skal beskyttes, så det ikke fører til foragt for ham og svækker hans ære, hvis straffen udebliver; derfor mener de, at ordet er dannet af bevarelsen af æren.] Der findes en dybsindig kommentar til disse ord i Göschels Zerstreute Blätter, del 2, s. 343–360; sammenlign også en lærerig note i Wyttenbachs Animadd. in Plutarch. bd. xii, s. 776.

Det ville imidlertid være en meget alvorlig fejl at forsøge at overføre denne skelnen i hele dens omfang til ordene, som de bruges i Det Nye Testamente. Κόλασις αἰώνιος i Matt 25,46 er tydeligvis ingen blot forbedrende og derfor midlertidig tugt. Det kan ikke være andet end den ἀθάνατος τιμωρία (Josefus, B. J. ii. 8. II; jf. Antt. xviii. 1. 3, εἰργμὸς ἀΐδιος), de ἀϊδίοι τιμωρίαι (Platon, Ax. 372 a), som Herren andre steder truer mennesker, der til det sidste forbliver ubodfærdige, med (Mark 9,43–48). For at bevise, at κόλασις sammen med κολάζεσθαι i hellenistisk græsk havde fået denne strengere betydning og blev brugt blot om «straf» eller «pine», uden nogen nødvendig bitanke om, at den, der udholdt den, blev forbedret derved, behøver vi kun at henvise til steder som disse: Josefus, Antt. xv. 2. 2; Filon, De Agric. 9; Mart. Polycar. 2; 2 Makk 4,38; Visd 19,4; og ja, til Peters egne ord (2 Pet 2,9). Så meget er der dog stadig tilbage af Aristoteles' skelnen, og det kan genkendes i Skriftens brug af ordene, at i κόλασις er straffens forhold til den straffede fremherskende, i τιμωρία forholdet til den, der straffer.