viii. ἀληθής, ἀληθινός.

Det latinske «verax» og «verus» ville hver for sig svare til ἀληθής og ἀληθινός og i det store og hele gengive forskellen mellem dem; Vulgata angiver da også som regel ved hjælp af disse to ord, hvilket af de græske ord der står i grundteksten. Men vi har mistet, eller næsten mistet, «very» (fransk vrai) som tillægsord og har kun bevaret det som biord, og derfor har vi kun «true» til at gengive dem begge med. [På engelsk betyder «very» som tillægsord «sand, virkelig»; på dansk gengives begge græske ord normalt med «sand».] Følgen er, at forskellen mellem de to forsvinder i vores engelske bibeloversættelse, den engelske King James-oversættelse (A.V.). Det er ikke oversætternes skyld – medmindre de da fejlede ved ikke at genoplive «very», som var Wyclifs sædvanlige gengivelse af «verus» (således Joh 15,1: «I am the verri vine» [«Jeg er det sande vintræ»]). Det ville ikke have været let [sandsynligvis menes «svært», jf. parentesen og resten af sætningen] at genoplive ordet på deres tid (de bruger det faktisk sådan i 1 Mos 27,21.24), ligesom det ikke ville være umuligt på vores. Vi har det jo stadig i den nikænske trosbekendelse, hvor det gør udmærket tjeneste: «very God of very God» [«sand Gud af sand Gud»] (Θεὸν ἀληθινὸν ἐκ Θεοῦ ἀληθινοῦ). Forsøget ville have været umagen værd, for de forskelle, vi nu udvisker, er i højeste grad virkelige. Gud er således ἀληθής, og han er også ἀληθινός, men de to tillægsord tilskriver ham meget forskellige egenskaber. Han er ἀληθής (Joh 3,33; Rom 3,4; = «verax»), fordi han ikke kan lyve, fordi han er ἀψευδής (Tit 1,2), den Gud, der taler sandt og elsker sandheden (jf. Euripides, Ion, 1554). Men han er ἀληθινός (1 Thess 1,9; Joh 17,3; Es 65,16; = «verus»), sand Gud, til forskel fra afguderne og alle andre falske guder, som er drømmebilleder fra menneskets syge fantasi og ikke har nogen reel eksistens i virkelighedens verden (jf. Athenaios vi. 62, hvor det fortælles, hvordan athenerne modtog Demetrios med guddommelig ære: ὡ σεἴη μόνος θεός ἀληθινός, οἱ δ᾽ ἄλλοι καθεύδουσιν, ἢ ἀποδημοῦσιν, ἢ οὐκ εἰσί [«at han alene var den sande gud, mens de andre sov, var draget bort eller slet ikke fandtes»]). «Tillægsordene på -ι-νος udtrykker det stof, noget er lavet af, eller rettere: de betegner et blandet forhold – både af beskaffenhed og af oprindelse – til den genstand, som navneordet, de er afledt af, betegner. Således betyder ξύλ-ι-νος ‹af træ›, ‹træ-›; [ὀστράκ-ι-νος ‹af ler›, ‹ler-›; ὑάλ-ι-νος ‹af glas›, ‹glas-›;] og ἀληθ-ι-νός betyder ‹ægte›, bestående af det, som er sandt [det, der med kemiens sprog har sandheden som sit stof og sin basis]. Dette sidste tillægsord bruges især om det, der er alt det, det giver sig ud for at være, for eksempel rent guld i modsætning til forfalsket metal» (Donaldson, New Cratylus, s. 426).

Af denne sidste bemærkning ses det, at det ikke nødvendigvis følger, at alt, hvad der sættes op som modsætning til det ἀληθινός, dermed må antages at være uden virkelig eksistens, altså helt falsk og bedragerisk. Lavere og underordnede virkeliggørelser af sandheden, delvise og ufuldkomne forvarsler om den, kan stilles op over for sandheden i dens højeste form, i dens modneste og mest fuldendte udfoldelse; og så er det kun denne sidste, der får betegnelsen ἀληθινός. Kahnis siger det godt (Abendmahl, s. 119): «Ἀληθής schliesst das Unwahre und Unwirkliche, ἀληθινός das seiner Idee nicht Entsprechende auf. Das Mass des ἀληθής ist die Wirklichkeit, das des ἀληθινός die Idee. Bei ἀληθής entspricht die Idee der Sache, bei ἀληθινός die Sache der Idee.» [«Ἀληθής udelukker det usande og uvirkelige, ἀληθινός det, som ikke svarer til sin idé. Målestokken for ἀληθής er virkeligheden, for ἀληθινός idéen. Ved ἀληθής svarer idéen til sagen, ved ἀληθινός svarer sagen til idéen.»] Således siger Xenofon om Kyros (Anab. i. 9. 17), at han havde et ἀληθινὸν στράτευμα under sig, en hær, der virkelig var en hær og fortjente navnet; men han ville ikke helt have nægtet ringere tropper betegnelsen «hær». Og når Platon (Tim. 25 a) kalder havet uden for Herkules’ søjler πέλαγος ὄντως, ἀληθινὸς πόντος, mener han, at kun det virkeliggjorde idéen om det store, dybe ocean fuldt ud; jf. Rep. i. 347 d: ὁ τῷ ὄντι ἀληθινὸς ἄρχων [«den, der i sandhed er en virkelig hersker»]; og igen vi. 499 c: ἀληθινῆς φιλοσοφίας ἀληθινὸς ἔρως [«en ægte kærlighed til ægte filosofi»]. Vi ville ofte gå glip af ordets præcise betydning og kunne komme i alvorlige vanskeligheder, hvis vi opfattede ἀληθινός som nødvendigvis det sande i modsætning til det falske. Meget ofte er det snarere det virkelige og håndgribelige i modsætning til skyggen og omridset; som Origenes (in Joan. tom. ii. § 4) har udtrykt det så godt: ἀληθινός, πρὸς ἀντιδιαστολὴν σκιᾶς καὶ τύπου καὶ εἰκόνος [«ἀληθινός, i modsætning til skygge, forbillede og billede»]. Således omtales i Hebr 8,2 den σκηνὴ ἀληθινή [«det sande telt»], som vores store ypperstepræst gik ind i. Det betyder selvfølgelig ikke, at tabernaklet i ørkenen ikke også i fuldeste forstand var rejst på Guds befaling og efter det forbillede, han havde vist (2 Mos 25). Det betyder kun, at det og alt, hvad der var i det, var svage jordiske afbilleder af himmelske virkeligheder (ἀντίτυπα τῶν ἀληθινῶν). Den jødiske ypperstepræsts gang ind i Det Allerhelligste og alt andet, der hørte til den jordiske helligdom, var kun σκιὰ τῶν μελλόντων ἀγαθῶν [«en skygge af de kommende goder»], mens σῶμα – det, der udfyldte disse omrids, så de fik fylde og legeme og ikke længere var skygge – var Kristi (Kol 2,17).1

Når Døberen erklærer: «Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus» (Joh 1,17), kan modsætningen heller ikke være mellem det falske og det sande, men kun mellem det ufuldkomne og det fuldkomne, skyggen og det virkelige. På samme måde erklæres det evige Ord at være τὸ φῶς τὸ ἀληθινόν (Joh 1,9). Dermed benægtes det ikke, at Døberen også var «lampen, som brændte og lyste» (Joh 5,35), eller at de troende er «lys i verden» (Fil 2,15; Matt 5,14); men der gøres krav på, at én, der er større end dem alle, er «det sande lys, som oplyser ethvert menneske, og som kommer til verden».2 Kristus kalder sig selv ὁ ἄρτος ὁ ἀληθινός (Joh 6,32). Dermed antyder han ikke, at det brød, Moses gav, ikke også var «brød fra himlen» (Sl 105,40), men kun at det var det i en afledt og lavere grad; det var ikke føde i højeste forstand, for det nærede ikke dem, der spiste det, til evigt liv (Joh 6,49). Han er ἡ ἄμπελος ἡ ἀληθινή (Joh 15,1). Dermed benægter han ikke, at også Israel var Guds vintræ (Sl 80,8; Jer 2,21), men fastslår, at ingen uden ham selv virkeliggjorde dette navn og alt, hvad navnet indebar, fuldt ud (Hos 10,1; 5 Mos 32,32).3 Det ville være let at forfølge dette videre, men disse eksempler kan være nok. Den eftertænksomme læser vil bemærke, at de hovedsageligt er hentet fra Johannes. At ἀληθινός i denne evangelists skrifter bruges toogtyve gange mod fem gange i hele resten af Det Nye Testamente, vil han næppe anse for tilfældigt.

Skal vi så sammenfatte forskellen mellem de to ord så kort som muligt, kan vi sige om den, der er ἀληθής, at han indfrier det, hans læber lover; men den, der er ἀληθινός, indfrier det større løfte, som ligger i hans navn. Hvad navnet end indebærer, taget i sin højeste, dybeste og videste betydning, hvad han end ifølge det burde være, det er han fuldt ud. Lad mig tilføje, at dette gælder ting lige så vel som personer; derfor står πιστοί og ἀληθινοί med god grund sammen i Åb 21,5.

Fodnote 1 Dette har F. Spanheim (Dub. Evang. 106) udtrykt godt: «Ἀλήθεια in Scripturâ Sacrâ interdum sumitur ethice, et opponitur falsitati et mendacio; interdum mystice, et opponitur typis et umbris, ut εἰκών illis respondens, quae veritas alio modo etiam σῶμα vocatur a Spiritu S. opposita τῇ σκιᾷ» [«Ἀλήθεια tages i Den Hellige Skrift undertiden etisk og står i modsætning til falskhed og løgn; undertiden mystisk og står i modsætning til forbilleder og skygger, som den εἰκών, der svarer til dem; denne sandhed kaldes på en anden måde også σῶμα af Helligånden, i modsætning til τῇ σκιᾷ»]. Jf. Deyling, Obss. Sac. bd. iii, s. 317; bd. iv, s. 548 og 627; og Delitzsch: «Es ist Beiname dessen was seinem Namen und Begriffe im vollsten, tiefsten, uneingeschränktesten Sinne entspricht, dessen was das was es heisst nicht blos relativ ist, sondern absolut; nicht blos materiell, sondern geistig und geistlich; nicht blos zeitlich, sondern ewig; nicht blos bildlich, d. h. vorbildlich, abbildlich, nachbildlich, sondern gegenbildlich und urbildlich.» [«Det er tilnavn til det, som svarer til sit navn og begreb i den fuldeste, dybeste og mest ubegrænsede betydning; til det, som ikke blot relativt, men absolut er det, som det kaldes; ikke blot materielt, men åndeligt i begge ordets betydninger [O: tysk «geistig und geistlich»: både intellektuelt og religiøst]; ikke blot timeligt, men evigt; ikke blot billedligt, dvs. som forbillede, afbillede eller efterbillede, men som modbillede og urbillede.»]

Fodnote 2 Lampe (in loc.): «Innuitur ergo hic oppositio tum luminarium naturalium, qualia fuere lux creationis, lux Israëlitarum in aegypto, lux columnae in deserto, lux gemmarum in pectorali, quae non nisi umbrae fuere hujus verae lucis; tum eorum, qui falso se esse lumen hominum gloriantur, quales sigillatim fuere Sol et Luna Ecclesiae Judaicae, qui cum ortu hujus Lucis obscurandi, Joel 2:31; tum denique verorum quoque luminarium, sed in minore gradu, quaeque omne suum lumen ab hoc Lumine mutuantur, qualia sunt omnes Sancti, Doctores, Angeli lucis, ipse denique Joannes Baptista.» [«Her antydes altså en modsætning, dels til de naturlige lys, som skabelsens lys, israelitternes lys i Egypten, skystøttens lys i ørkenen og ædelstenenes lys i brystskjoldet, der kun var skygger af dette sande lys; dels til dem, der falsk roser sig af at være menneskenes lys, som især var den jødiske kirkes sol og måne, der skulle formørkes, da dette Lys stod op, Joel 2,31; og endelig også til sande lys, men i ringere grad, som låner alt deres lys fra dette Lys, sådan som alle de hellige, lærerne, lysets engle og til sidst Johannes Døberen selv.»]

Fodnote 3 Lampe: «Christus est Vitis vera,... et quâ talis proeponi, quin et opponi, potest omnibus aliis qui etiam sub hoc symbolo in scriptis propheticis pinguntur.» [«Kristus er det sande vintræ … og som sådan kan han sættes over, ja, endog stilles op imod alle andre, der også skildres under dette billede i de profetiske skrifter.»]