ix. θεράπων, δοῦλος, διάκονος, οἰκέτης, ὑπηρέτης.

Det eneste sted i Det Nye Testamente, hvor θεράπων forekommer, er Hebr 3,5: «Og Moses var ganske vist tro i hele hans hus, som en tjener» (ὡς θεράπων). Hentydningen her til 4 Mos 12,7 er tydelig; dér har Septuaginta θεράπων som gengivelse af עֶבֶר. Det samme har den andre steder (2 Mos 4,10; 5 Mos 3,24; Jos 1,2), men det er ikke dens faste regel; ofte gengiver den ordet ikke med θεράπων, men med δοῦλος, og fra denne sidste gengivelse har vi utvivlsomt udtrykket Μωϋσῆς ὁ δοῦλος τοῦ Θεοῦ i Åb 15,3. Heraf følger ikke, at der ingen forskel er mellem δοῦλος og θεράπων, eller at der ikke kan være tilfælde, hvor det ene ord passer langt bedre end det andet. Det følger kun, at der ofte er tilfælde, som ikke kræver, at det, der udgør forskellen mellem dem, fremhæves. Og en sådan virkelig forskel er der. Δοῦλος står i modsætning til ἐλεύθερος (1 Kor 12,13; Åb 13,16; 19,18; Platon, Gorg. 502 d) og har δεσπότης (Tit 2,9) eller i Det Nye Testamente oftere κύριος (Luk 12,46) som sin modsætning. Han er egentlig den «bundne», trælen, af δέω, «ligo» [«jeg binder»],Etym. note 4 en, der står i et varigt trældomsforhold til en anden, og hvis vilje helt er opslugt af den andens vilje; Xenofon (Cyrop. viii. 1. 4): οἱ μὲν δοῦλοι ἄκοντες τοῖς δεσπόταις ὑπηρετοῦσι [«trælle tjener deres herrer mod deres vilje»]. Det er han helt uafhængigt af, om han i et givet øjeblik yder den anden en tjeneste. Θεράπων er derimod den, der udfører en aktuel tjeneste, uden hensyn til om han yder den som fri mand eller som træl, af pligt eller drevet af kærlighed. Derfor knytter der sig, som en nødvendig følge, normalt til ordet forestillingen om en, hvis tjeneste er ømmere, ædlere og friere end trælens. Således kalder Achilleus Patroklos sin θεράπων (Homer, Il. xvi. 244), en, hvis tjeneste ikke var tvungen, men kærlighedens tjenstvillige omsorg – meget lig væbnerens eller pagens i middelalderen. Meriones er θεράπων for Idomeneus (xxiii. 113), Sthenelos for Diomedes, mens alle grækerne er θεράποντες Ἄρηος [«Ares’ tjenere»] (ii. 110 og ofte; jf. Nägelsbach, Homer. Theologie, s. 280). På samme måde kalder Hesiod sig Μουσάων θεράπων [«musernes tjener»]; og ligeledes kaldes Eros hos Platon (Symp. 203 c) Afrodites ἀκόλουθος καὶ θεράπων [«følgesvend og tjener»]; jf. Pindar, Pyth. iv. 287, hvor θεράπων stilles op over for δράστης. Med alt dette stemmer definitionen hos Hesychios (οἱ ἐν δευτέρᾳ τάξει φίλοι [«venner af anden rang»]), hos Ammonios (οἱ ὑποτεταγμένοι φίλοι [«underordnede venner»]) og hos Eustathios (τῶν φίλων οἱ δραστικώτεροι [«de mest virksomme blandt vennerne»]). I udsagnsordet θεραπεύειν (= «curare» [«drage omsorg for»]), til forskel fra δουλεύειν og beslægtet med «faveo» [«jeg begunstiger»], «foveo» [«jeg varmer, plejer»],Etym. note 5 θάλπω, træder tjenestens ædlere og ømmere karakter endnu stærkere frem. Det kan bruges om lægens årvågne pleje af de syge og om menneskets tjeneste for Gud, og Xenofon (Mem. iv. 3. 9) bruger det smukt om gudernes omsorg for menneskene.

Når forfatteren af Hebræerbrevet kalder Moses en θεράπων i Guds hus (3,5), følger det altså, at han antyder, at Moses indtog en mere betroet stilling, at hans tjeneste var friere og hans værdighed højere end en almindelig δοῦλος’, og at hans stilling kom nærmere en husforvalters (οἰκονόμος) i Guds hus. Slår vi op i 4 Mos 12,6–8, finder vi dette synspunkt bekræftet: dér tillægges Moses en enestående værdighed, som løfter ham op over Guds andre δοῦλοι. «Egregius domesticus fidei tuae» [«den fremragende husfælle i din tro»] kalder Augustin ham (Conf. xii. 23); jf. 5 Mos 24,5, hvor han er οἰκέτης κυρίου. I overensstemmelse hermed finder vi titlen θεράπων κυρίου givet til Moses (Visd 10,16), men ikke til nogen anden af de store skikkelser fra den gamle pagt, der nævnes i kapitlet – dog til Aron i 18,21. Det ville have været godt, hvis de engelske oversættere havde fundet en måde at markere den enestående og mere hædrende titel, som her gives ham, der «var tro i hele Guds hus». Vulgata, der har «famulus», har i det mindste forsøgt (sådan også Cicero: «famulae Idaeae matris» [«den idæiske moders tjenerinder»]); det samme har Tyndale og Cranmer, der har «minister», måske det mest dækkende ord, sproget råder over.

Heller ikke forskellen mellem διάκονος og δοῦλος burde man lade gå tabt i en engelsk oversættelse af Det Nye Testamente. Det er ikke svært at bevare den. Διάκονος kommer ikke af διά og κόνις, en, der i sin hast løber gennem støvet – det er en ren fantasiafledning, som også udelukkes af længden af den tredjesidste stavelse i διᾱκονος. Det kommer sandsynligvis af samme rod som διώκω, «skynde sig efter»,Etym. note 6 eller «forfølge», og betyder således egentlig stadig «en løber» (således Buttmann, Lexil. i. 219; men se Döderlein, Lat. Syn. bd. v, s. 135). Forskellen mellem διάκονος på den ene side og δοῦλος og θεράπων på den anden er denne: διάκονος betegner tjeneren i hans virksomhed for opgaven (διακονεῖν τι, Ef 3,7; διάκονος τοῦ εὐαγγελίου, Kol 1,23; 2 Kor 3,6), ikke i hans forhold til en person – hverken det trællebundne forhold som δοῦλος’ eller det mere frivillige som θεράπων’. Opvarterne ved et gæstebud er διάκονοι uden hensyn til, om de er frie eller trælle (Joh 2,5; Matt 22,13; jf. Joh 12,2). Hvor vigtigt det er at bevare forskellen mellem δοῦλος og διάκονος, kan belyses ved lignelsen om bryllupsfesten (Matt 22,2–14). I vores engelske oversættelse er det kongens «servants» [«tjenere»], der henter de indbudte gæster ind (v. 3, 4, 8, 10), og hans «servants», der får besked på at kaste den gæst ud, som ikke havde bryllupsklædning på (v. 13). Men på græsk er de første, der henter gæsterne ind, δοῦλοι, mens de sidste, der fuldbyrder kongens dom, er διάκονοι. Denne forskel er højst virkelig og hører til lignelsens væsentlige træk: δοῦλοι er mennesker, Kristi sendebud, som nu indbyder deres medmennesker til hans rige, mens διάκονοι er englene, som i alle dommens handlinger ved verdens ende altid optræder som dem, der fuldbyrder Herrens vilje. Lignelsen drejer sig ganske vist ikke om denne forskel, men de to grupper bør lige så lidt blandes sammen som δοῦλοι og θερισταί i Matt 13,27.30; jf. Luk 19,24.

Οἰκέτης bruges ofte som ensbetydende med δοῦλος. Det gælder i hvert fald i 1 Pet 2,18, og næppe anderledes de tre øvrige steder, hvor ordet forekommer i Det Nye Testamente (Luk 16,13; ApG 10,7; Rom 14,4). Heller ikke Septuaginta (2 Mos 21,27; 5 Mos 6,21; Ordsp 17,2) synes at kende nogen forskel mellem dem, og apokryferne lige så lidt (Sir 10,25). Samtidig fremhæver og understreger οἰκέτης (= «domesticus» [«husfælle»]) ikke trældomsforholdet så stærkt som δοῦλος; ordet ser snarere forholdet fra en synsvinkel, der var egnet til at mildne dets yderste hårdhed, og som faktisk også i høj grad mildnede den. Han hører til husstanden, til «familien» i ordets ældre betydning. Han er ikke nødvendigvis født i huset – ordet for det er οἰκογενής i Septuaginta (1 Mos 14,14; Præd 2,7), på latin «verna», som er identisk med det gotiske «bairn»,Etym. note 7 jf. spansk «criado» – men han er, som sagt, en af familien: οἰκέτης ἐστὶν ὁ κατὰ τὴν οἰκίαν διατρίβων, κἂν ἐλεύθερος ᾖ, κοινόν [«οἰκέτης er den, der opholder sig i huset, selv om han er fri; ordet er fælles»] (Athenaios vi. 93). I sprogets bedste tid blev ordet brugt så bredt, at det omfattede hustru og børn; således hos Herodot (viii. 106 og ofte), mens der hos Sofokles (Trach. 894) med οἰκέται kun kan menes Deianeiras børn. Om de forskellige navne på trælle og tjenere af forskellig klasse og rang, se Athenaios på det ovenfor anførte sted.

Ὑπηρέτης, som er det eneste ord, der mangler at blive behandlet, er hentet fra krigens verden. Oprindelig var han roeren på en krigsgalej (af ἐρέσσω, «remigo» [«jeg ror»]), til forskel fra soldaten; dernæst den, der udførte ethvert hårdt og tungt arbejde; siden den underordnede embedsmand, der stod rede til at udføre sin overordnedes befalinger, som ordonnansen, der ledsager en hærfører i krig (Xenofon, Cyrop. vi. 2, 13), eller herolden, der bringer højtidelige budskaber (Euripides, Hec. 503). Når Prometheus kalder Hermes Θεῶν ὑπηρέτης (Aischylos, Prom. Vinct. 990), en, der løber ærinder for de andre guder, er det derfor efter min mening utvivlsomt ment som en hån. I denne betydning, som en lavere medhjælper, der skulle udføre bestemte opgaver for Paulus og Barnabas, var Markus deres ὑπηρέτης (ApG 13,5); og i denne embedsmæssige betydning – liktor, rettertjener og lignende – finder vi ordet konstant, ja, overvejende brugt i Det Nye Testamente (Matt 5,25; Luk 4,20; Joh 7,32; 18,18; ApG 5,22). At Johannes nævner δοῦλοι og ὑπηρέται sammen (18,18), er alene nok til at vise, at han skelner mellem dem. Af denne forskel følger, at den, der slog Herren i ansigtet (Joh 18,22), ikke, som nogle foreslår, kan være den samme, hvis øre Herren lige havde helbredt (Luk 22,51); for denne var ypperstepræstens δοῦλος, mens den gudløse og frække mand, der slog, var hans ὑπηρέτης. Betydningerne af διάκονος og ὑπηρέτης ligger hinanden langt nærmere; de glider faktisk hele tiden over i hinanden, og der er utallige tilfælde, hvor ordene kunne bruges i flæng. Forskellen mellem dem ligger i ὑπηρέτης’ mere embedsmæssige karakter og opgaver. Se Vitringa, De Synagogâ Vetere, s. 916–919, og Dictionary of the Bible, artiklen «Minister».