x. δειλία, φόβος, εὐλάβεια.

Af disse tre ord bruges det første, δειλία, altid i dårlig betydning. Det andet, φόβος, er et mellemord: det kan tolkes både godt og ondt og står neutralt mellem de to. Det tredje, εὐλάβεια, bruges helt overvejende i god betydning, selv om heller ikke det helt er sluppet for at blive brugt i en dårlig.

Δειλία svarer til det latinske «timor» og har θρασύτης, «dumdristighed», som sin modsatte yderlighed (Platon, Tim. 87 a). Det er vores «fejhed». Ordet forekommer kun én gang i Det Nye Testamente, 2 Tim 1,7, hvor Bengel siger – med hvilken hjemmel ved jeg ikke præcis: «Est timor cujus causae potius in animo sunt quam foris» [Det er en frygt, hvis årsager snarere ligger i sindet end udenfor]. Men δειλιάω forekommer i Joh 14,27, og δειλός i Matt 8,26; Mark 4,40; Åb 21,8. De δειλοί på dette sidste sted er dem, der i forfølgelsestider af frygt for lidelse har fornægtet troen; jf. Eusebius, Hist. Eccl. viii. 3. Δειλία forbindes med ἀνανδρεία (Platon, Phoedr. 254 c; Legg. ii. 659 a), med λειποταξία (Lysias, Orat. in Alcib. s. 140), med ψυχρότης (Plutark, Fab. Max. 17) og med ἔκλυσις (2 Makk 3,24). Josefus tillægger den de spejdere, der bragte et ondt rygte om det forjættede land (Antt. iii. 15. 1). Ordet stilles konstant over for ἀνδρεία, ligesom δειλός over for ἀνδρεῖος, for eksempel i den lange drøftelse af tapperhed og fejhed i Platons Protagoras, 360 d; se også den livlige beskrivelse af den δειλός i Theofrasts Karakterer (27). Δειλία søger at skjule sin frygtsomhed under det mere ærefulde navn ὐλάβειαx (Filon, De Fort. 739) og påberåber sig, at den i virkeligheden er ἀσφάλεια (Plutark, An. an Cor. App. Pej. 3; Filon, Quod Det. Pot. Insid. 11).

Φόβος forbindes meget ofte med τρόμος (som i 1 Mos 9,2; 5 Mos 11,25; 2 Mos 15,6; 1 Kor 2,3; Fil 2,12) og svarer til det latinske «metus». Det er, som sagt, et mellemord og bruges som sådant i Det Nye Testamente undertiden i dårlig betydning, men oftere i god. I dårlig betydning således i Rom 8,15; 1 Joh 4,18; jf. Visd 17,11; men i god betydning i ApG 9,31; Rom 3,18; Ef 6,5; Fil 2,12; 1 Pet 1,17. Netop fordi ordet er sådan et μέσον, føjer Platon i den ovennævnte Protagoras αἰσχρός til det, hver gang han vil betegne den frygtsomhed, der ikke sømmer sig for en mand. Om forskellen mellem «timor», «metus» og «formido» se Donaldson, Complete Latin Grammar, s. 489.

Εὐλάβεια forekommer kun to gange i Det Nye Testamente (Hebr 5,7 [se Bleek til stedet] og 12,28) og betegner begge gange fromheden, betragtet som frygt for Gud; la vigilance à l’égard du mal [årvågenheden over for det onde] (GodelEtym. Note. 8). Det billede, ordet bygger på, er det at gribe forsigtigt fat i og varsomt håndtere – εὖ λαμβάνεσθαι – et kostbart, men skrøbeligt kar, som let kunne gå i stykker, hvis det blev håndteret mere groft eller mindre omhyggeligt (ἡ γὰρ εὐλάβεια σώζει πάντα, Aristofanes, Aves, 377), som i Baldes ophøjede sørgehymne over den unge tyske kejserinde:

«Quam manibus osseis tangit, Crystallinam phialam frangit. O inepta et rustica Mors, O caduca juvenculae sors!» [Den krystalskål, som hun rører med knoglehænder, knuser hun. O tåbelige og bondske Død, o den unge piges forgængelige lod!]

Men en sådan forsigtig omhu i omgangen med tingene (Plutark forbinder ordet med πρόνοια, Marc. 9; Euripides kalder det χρησιμωτάτη Θεῶν, Phoen. 794) udspringer delvis af frygt for at mislykkes og ligger derfor let åben for beskyldningen for frygtsomhed. Således hævder Demosthenes, der stiller εὐλάβεια over for θράσος (517), at han kun var εὐλαβής, hvor hans fjender beskyldte ham for at være δειλός og ἄτολμος; og hos Plutark (Fab. 17) forbindes εὐλαβής og δυσέλπιστος. Det er derfor ikke underligt, at frygt kom til at blive betragtet som et væsentligt element i εὐλάβεια og undertiden fylder ordet så meget, at der ikke er plads til nogen anden betydning (Josefus, Antt. xi. 6. 9). Som regel er der dog ikke tale om en vanærende frygt (se dog en bemærkelsesværdig undtagelse, Visd 17,8), men om en frygt, som en vis og god mand med rette kan nære. Cicero (Tusc. iv. 6) skriver: «Declinatio [a malis] si cum ratione fiet, cautio appelletur, eaque intelligatur in solo esse sapiente; quae autem sine ratione et cum exanimatione humili atque fractâ, nominetur metus.» [Sker undvigelsen (fra det onde) med fornuft, skal den kaldes forsigtighed, og den skal forstås som noget, der kun findes hos den vise; men sker den uden fornuft og med nedtrykt og knækket bestyrtelse, skal den kaldes frygt.] Han har sandsynligvis stoikernes definition for øje. De afviste φόβος som et πάθος, men optog εὐλάβεια, som de definerede som ἔκκλισις σὺν λόγῳ (Klemens af Alexandria, Strom. ii. 18), i dydernes kreds. Således Diogenes Laertios (vii. 1. 116): τὴν δὲ εὐλάβειαν [ἐνατίαν φασὶν εἶναι] τῷ φόβῳ, οὖσαν εὔλογον ἔκκλισιν· φοβηθήσεσθαι μὲν γὰρ τὸν σοφὸν οὐδαμῶς, εὐλαβηθήσεσθαι δέ; og Plutark (De Repugn. Stoic. 11) citerer deres grundsætning: τὸ γὰρ εὐλαβεῖσθαι σοφῶν ἴδιον. Men når alt kommer til alt, var disse sondringer, hvormed de søgte at undslippe de vanskeligheder, deres etiske standpunkt bragte dem i, intet værd – for eksempel indrømmelsen af, at den vise nok kunne føle «suspiciones quasdam etiam irae affectuum» [visse anstrøg også af vredens affekter], men ikke selve «affectus» [affekterne] (Seneca, De Irâ, i. 16; jf. Plutark, De Virt. Mor. 9). De havde indrømmet selve sagen og kæmpede nu kun om ord, som skulle dække over og skjule, at de reelt havde opgivet deres standpunkt; de var ὀνοματομάχοι, som en peripatetisk modstander beskylder dem for. Se hele drøftelsen af dette spørgsmål hos Klemens af Alexandria, Strom. ii. 7–9, og sammenlign Augustin, De Civ. Dei, ix. 4. Om den mere udpræget religiøse side af εὐλάβεια bliver der lejlighed til at tale senere (§ 48).

Fodnote 1 «Og kalder det forudseenhed, som vi kalder flugt.» – Dryden.