xi. κακία, κακοήθεια.

Det ville være forkert at betragte κακία i Det Nye Testamente som et ord, der omfatter hele det moralsk ondes samlede omfang. I denne brede betydning bruges det uden tvivl ofte; således er ἀρετή og κακία dyd og last (Platon, Rep. 444 d), ἀρεταὶ καὶ κακίαι dyder og laster (Aristoteles, Rhet. ii. 12; Ethic. Nic. vii. 1; Plutark, Conj. Proec. 25 og mange andre steder). Cicero (Tusc. iv. 15) nægter at oversætte κακία med «malitia» og vælger hellere at danne ordet «vitiositas» til formålet, med denne begrundelse: «Nam malitia certi cujusdam vitii nomen est, vitiositas omnium» [For malitia er navnet på en bestemt last, vitiositas på dem alle]. Dermed viser han tydeligt, at κακία i hans øjne ikke var navnet på én last, men på den lastefuldhed, som alle laster udspringer af. I Det Nye Testamente er κακια imidlertid ikke så meget lastefuldhed som en bestemt form for last. Var det lastefuldhed, ville andre onde sindelag være underordnet det som et bredere begreb, der omfatter de snævrere; men i virkeligheden er de sideordnet med det (Rom 1,29; Kol 3,8; 1 Pet 2,1). Vi må derfor søge en mere specifik betydning, og sammenligner vi med πονηρία, tager vi ikke fejl, når vi siger, at κακία snarere er det onde sindelag, den «malitia», som Cicero afviste som gengivelse, eller, som han forklarer det et andet sted, «versuta et fallax nocendi ratio» [en snu og svigefuld måde at skade på] (Nat. Deor. iii. 30; De Fin. iii. 11 in fine), mens πονηρία er den aktive udfoldelse af det samme. Således siger Calvin om κακία (Ef 4,31): «Significat hoc verbo [Apostolus] animi pravitatem quae humanitati et aequitati est opposita, et malignitas vulgo nuncupatur» [Med dette ord betegner (apostlen) sindets fordærvethed, som står i modsætning til menneskelighed og billighed og i daglig tale kaldes ondsindethed], eller som Cicero definerer «malevolentia» (Tusc. Quoest. iv. 9): «voluptas ex malo alterius sine emolumento suo» [glæde over en andens ulykke uden egen fordel]. Når de engelske oversættere af King James-oversættelsen (A.V.) så ofte gengiver κακία med «malice» (Ef 4,31; 1 Kor 5,8; 14,20; 1 Pet 2,1), viser de, at de i høj grad så ordet i dette lys. Hermed stemmer Theodorets forklaring til Rom 1: κακίαν καλεῖ τὴν ψυχῆς ἐπὶ τὰ χείρω ῥοπήν, καὶ τὸν ἐπὶ βλάβῃ τοῦ πέλας γινόμενον λογισμόν. Ikke ganske, men næsten sådan advarer forfatteren af det skrift, der længe gik for at være Klemens’ andet brev, men som man nu ved slet ikke er et brev, mod κακία som forløberen (προοδοίπορος) for alle andre synder (§ 10). Sammenlign artiklen Bosheit i Herzogs Real-Encyclopädie.

Mens κακία forekommer flere gange i Det Nye Testamente, forekommer κακοήθεια kun én gang, nemlig i Paulus’ lange og frygtelige katalog over de ugerninger, som hedningeverdenen var fuld af (Rom 1,29). Derimod forekommer det en fire-fem gange i Makkabæerbøgerne (3 Makk 3,22; 7,3; 4 Makk 1,4; 3,4), og κακοήθης ligeledes dér (4 Makk 1,25; 2,16), men aldrig i Septuaginta. Vores engelske oversættelse gengiver det med «malignity» [ondsindethed]. Tager vi det imidlertid i denne bredere betydning, som ingen vil nægte, at det meget ofte har (Platon, Rep. i. 384 d; Xenofon, De Ven. xiii. 16), eller i den endnu bredere, som Basilius den Store giver det (Reg. Brev. Int. 77: κακοήθεια μέν ἐστιν, ὡς λογίζομαι, αὐτὴ ἡ πρώτη καὶ κεκρυμμένη κακία τοῦ ἤθους), så det, som han her gør, svarer nøjagtigt til de gamle engelske teologers «ill nature» [ond natur] (se min Select Glossary, s. v.) – ligesom forfatteren af Tredje Makkabæerbog (iii. 22) taler om nogle, der τῇ συμφύτῳ κακοηθείᾳ τὸ καλὸν ἀπωσάμενοι, διηνεκῶς δὲ εἰς τὸ φαῦλον ἐκνεύοντες – når, siger jeg, betydningen udvides så meget, er det meget svært at tildele ordet et område, som ikke allerede er optaget af enten κακία eller πονηρία. Jeg foretrækker derfor her at forstå κακοήθεια i den mere begrænsede betydning, som det undertiden har. Det har den engelske Genève-oversættelse gjort, idet den gengiver ordet med en omskrivning, «taking all things in the evil part» [at tage alt i den onde mening]. Det er nøjagtig Aristoteles’ definition (Rhet. ii. 13), og ordet hører da også til hans etiske fagsprog: ἔστι γὰρ κακοήθεια τὸ ἐπὶ τὸ χεῖρον ὑπολαμβάνειν ἅπαντα; eller, som Jeremy Taylor kalder det, «en lavhed i naturen, hvorved vi tager tingene ved det forkerte håndtag og altid udlægger tingene i den værste mening»;1 Plinius’ «malignitas interpretantium» [fortolkernes ondsindethed] (Ep. 5:7);2 den står nøjagtig i modsætning til det, Seneca (De Irâ, ii. 24) så rammende kalder «benigna rerum aestimatio» [en velvillig bedømmelse af tingene]. Netop en sådan brug af κακοήθως findes hos Josefus, Antt. vii. 6. 1; jf. 2 Sam 10,3. At give alle andres ord og handlinger den mest ugunstige tolkning nævner Aristoteles som en af de gamle menneskers laster, i det vemodige, men for den kristne meget lærerige afsnit, som der netop er henvist til: de er κακοήθεις og καχύποπτοι. Vi tager derfor næppe fejl, når vi tager κακοήθεια i Rom 1,29 i denne snævrere betydning. Den plads, ordet har i det frygtelige syndekatalog, giver os fuldt ud ret til at behandle det som den særlige form for ondskab, der viser sig i en ondsindet tolkning af andres handlinger, hvor man hele tiden tillægger dem de værst tænkelige motiver.

Vi bør heller ikke forlade κακοήθεια uden at lægge mærke til den dybe psykologiske sandhed, som denne afledte betydning, ordet har fået, vidner om: at det onde, vi finder i os selv, gør os parate til at mistænke og tro det onde om andre. Den κακοήθης, der selv har et ondt moralsk sindelag, projicerer sig selv og de motiver, der driver ham, over på andre omkring sig og ser sig selv i dem. For som vores dybsindige engelske ordsprog siger: «Den, der gør ondt, tænker ondt» [engelsk «Ill doers are ill deemers»]; eller som det lyder i munkeverset: «Autumat hoc in me quod novit perfidus in se» [Den troløse tillægger mig det, som han kender hos sig selv]. Og ligesom Kærligheden på den ene side, med Schillers herlige ord,

«tror med fryd på guddomme, fordi den selv er guddommelig»,

sådan kan det, der selv er gennemondt, umuligt tro andet end ondt om andre (Job 1,9–11; 2,4–5). Således er bejlerne i Odysseen, netop mens de lægger planer mod Telemachos’ liv, overbevist om, at han ved et gilde vil blande gift i deres vin og på den måde gøre det af med dem alle (Odyss. ii. 329, 330). Jago tror tydeligvis, verden er befolket af Jagoer, og kan ikke forestille sig nogen anden slags menneske end sin egen. Her fortjener et mærkværdigt sted i Platons Staten (iii. 409 a, b) opmærksomhed. Sokrates viser dér, hvilken fordel det er for læger især at have haft med syge at gøre, mens det ikke er en fordel for lærere og herskere at have haft mest med de onde at gøre. Han forklarer også, hvorfor unge mænd, som endnu ikke er fordærvede, er εὐήθεις snarere end κακοήθεις, ἅτε οὐκ ἔχοντες ἐν ἑαυτοῖς παραδείγματα ὁμοιοπαθῆ τοῖς πονηροῖς.

Fodnote 1 Grotius: «Cum quae possumus in bonam partem interpretari, in pejorem rapimus, contra quam exigit officium dilectionis.» [Når vi drager det, vi kunne tolke i den gode mening, over i den værre, stik imod hvad kærlighedens pligt kræver.]

Fodnote 2 Hvor slående er i øvrigt ikke denne brug af «interpretor» i betydningen «at tolke skævt» hos Tacitus (der ikke selv var helt fri for lasten), Plinius og de andre forfattere fra deres tid.