xii. ἀγαπάω, φιλέω.

I vores engelske bibeloversættelse har vi ikke gjort noget forsøg på at skelne mellem disse ord. Og dog er der ofte en forskel mellem dem, som i høj grad havde fortjent at blive bemærket og gengivet, hvis det havde ligget inden for vores sprogs muligheder; den svarer meget nøje til forskellen mellem «diligo» og «amo» på latin. Forstår vi den nøjagtige forskel mellem disse to, hjælper det os til at forstå forskellen mellem de to andre, som er den egentlige genstand for vores undersøgelse. Til det har vi rigeligt materiale hos Cicero, der ofte stiller ordene op over for hinanden i en lærerig modsætning. Således når han skriver til en ven om den hengivenhed, han nærer for en anden (Ep. Fam. xiii.47): «Ut scires illum a me non diligi solum, verum etiam amari» [for at du skal vide, at han ikke blot sættes højt af mig, men også elskes]; og igen (Ad Brut. 1): «L. Clodius valde me diligit, vel, ut ἐμφατικώτερον dicam, valde me amat» [L. Clodius sætter mig meget højt, eller for at sige det mere eftertrykkeligt: han elsker mig meget]. Ud fra disse og andre lignende steder (der findes en righoldig samling af dem i Döderleins Latein. Synon. bd. iv, s. 98 ff.) kunne vi slutte, at «amare», som svarer til φιλεῖν, er stærkere end «diligere», som, sådan som vi skal se, svarer til ἀγαπᾶν. Det er sandt, men ikke hele sandheden. Ernesti har med held indfanget loven for deres forskellige brug, når han siger: «Diligere magis ad judicium, amare veto ad intimum animi sensum pertinet» [«diligere» hører mere til dømmekraften, «amare» derimod til sindets inderste følelse]. Så Cicero siger i virkeligheden på det først anførte sted: «Jeg agter ikke blot manden, men jeg elsker ham; der er noget af hengivenhedens lidenskabelige varme i den følelse, jeg nærer for ham.»

Heraf følger, at selv om en ven hellere vil «amari» end «diligi» af sin ven, er der sider, hvor «diligi» er mere end «amari», ἀγαπᾶσθαι mere end φιλεῖσθαι. Det første udtrykker en mere overvejet hengivenhed, som bygger på valg og udvælgelse («_di_ligere» = «_de_ligere» [udvælge]): man ser i den, man skænker den, noget, der er værd at agte, eller man føler, at man skylder den pågældende det, fordi han er ens velgører eller lignende. Det andet er ikke nødvendigvis en ubegrundet hengivenhed, men gør sig dog mindre regnskab for sig selv; det er mere instinktivt, hører mere til følelserne og de naturlige tilbøjeligheder og rummer mere lidenskab. Således siger Antonius i ligtalen til det romerske folk over Cæsars lig: ἐφιλήσατε αὐτὸν ὡς πατέρα, καὶ ἠγαπήσατε ὡς εὐεργέτην [I elskede ham som en far og satte ham højt som en velgører] (Dion Cassius, xliv. 48). Se også to steder hos Xenofon (Mem. ii. 7. 9. 12), der kaster meget lys over forholdet mellem ordene og viser, hvordan forestillingerne om agtelse og ærbødighed hele tiden ligger i ἀγαπᾶν; i φιλεῖν er de ikke udelukket, men heller ikke indeholdt. Således i det andet af disse steder: αἱ μὲν ὡς κηδεμόνα ἐφίλουν, ὁ δὲ ὡς ὠφελίμους ἠγάπα [de holdt af ham som deres beskytter, og han satte pris på dem, fordi de var til nytte]. Ud fra dette kan man forklare, at mens mennesker gang på gang får befaling om ἀγαπᾶν τὸν Θεόν (Matt 22,37; Luk 10,27; 1 Kor 8,3), og det siges om gode mennesker, at de gør det (Rom 8,28; 1 Pet 1,8; 1 Joh 4,21), bliver φιλεῖν τὸν Θεόν aldrig befalet dem. Faderen ἀγαπᾷ ganske vist τὸν Υἱόν (Joh 3,35) og φιλεῖ også τὸν Υἱόν (Joh 5,20); det første udsagn kan man sætte i forbindelse med steder som Matt 3,17, det andet med steder som Joh 1,18 og Ordsp 8,22.30.

På næsten alle disse steder i NT har Vulgata ved hjælp af «diligo» og «amo» bevaret en forskel, som vi har opgivet. Det er særlig beklageligt i Joh 21,15–17; for grundtekstens skift dér fra det ene ord til det andet er usædvanlig lærerigt og må på ingen måde gå upåagtet hen. I det tredobbelte «Elsker du mig?», som den opstandne Herre retter til Peter, spørger han ham først: ἀγαπᾷς με; I dette øjeblik, hvor den nu angrende apostels hjerte slår med lidenskabelig hengivenhed for hans Herre, lyder dette ord på Herrens læber alt for koldt og udtrykker kun meget ufuldkomment varmen i hans hengivenhed for ham. Spørgsmålet ville have været smertefuldt nok i en hvilken som helst form (v. 17); den sprogdragt, det er iklædt, gør det endnu mere smertefuldt.1 Derfor sætter han i sit svar ordet for en mere personlig kærlighed, φιλῶ σε, i stedet for Kristi ἀγαπᾷς (v. 15). Og det gør han ikke blot første gang, men også anden gang. Og nu har han endelig sejret; for da hans Herre stiller ham spørgsmålet for tredje gang, er det ikke længere ἀγαπᾷς, men φιλεῖς. Alt dette fine og sarte spil af følelser forsvinder uundgåeligt i en oversættelse, der enten ikke bryder sig om eller ikke er i stand til at gengive vekslingen mellem ordene, sådan som den findes i grundteksten.

Til sidst bemærker jeg, at ἔρως, ἐρᾶν og ἐραστής aldrig forekommer i NT, men de to sidste af og til i Septuaginta; således ἐρᾶν i Est 2,17 og Ordsp 4,6; ἐραστής som regel i en vanærende betydning som «boler» (Ez 16,33; Hos 2,5), men en enkelt eller to gange (som Visd 8,2) i en mere hæderlig betydning, ikke = «amasius», men «amator» [ikke «elsker, kæreste», men «en, der elsker eller holder af noget»]. At de mangler, er betydningsfuldt. Det skal uden tvivl til dels forklares ved, at de ved verdens fordærvede brug var blevet så gennemtrængt af sanselig lidenskab og omgivet af en sådan atmosfære af uhellighed (se Origenes, Prol. in Cant. Opp. tom iii, s. 28–30), at Guds sandhed holdt sig fra den besmittende berøring med dem; ja, den skabte hellere et nyt ord end at ty til et af disse. For man må ikke glemme, at ἀγάπη er et ord, der er født i den åbenbarede religions skød: det forekommer i Septuaginta (2 Sam 13,15; Højs 2,4; Jer 2,2) og i Apokryferne (Visd 3,9), men der er intet spor af det hos nogen hedensk forfatter overhovedet, og lige så lidt hos Filon eller Josefus; det højeste, de når her, er φιλανθρωπία og φιλαδελφία, og det sidste aldrig i nogen anden betydning end kærligheden mellem kødelige brødre (jf. Cremer, Wörterbuch d. N. T. Gräcität, s. 12). Men grunden ligger måske endnu dybere. Det kunne være gået Ἔρως, som det er gået så mange andre ord: det kunne være blevet indviet på ny trods den dybe fornedrelse i dets fortid;2 og der var allerede tendenser i den retning i platonikernes brug af det, nemlig som den længselsfulde attrå efter den usete, men evige Skønhed, hvis svage spor man overalt kan finde her i verden;3 i denne betydning har Filon kaldt eros οὐράνιος [himmelsk] (De Vit. Cont. 2; De Vit. Mos. 1). Men netop i det, at ἔρως (= ὁ δεινὸς ἵμερος [den voldsomme længsel], Sofokles, Trach. 476) udtrykte denne længselsfulde attrå (Euripides, Ion, 67; Alkestis, 1101), denne længsel efter det, man ikke ejer (i Platons udsøgte myte, Symp. 203 b, er Ἔρως søn af Πενία [Fattigdom]), lå dets dybere uegnethed til at udtrykke den kristne kærlighed. Den er ikke blot en følelse af mangel, tomhed og fattigdom, med længsel efter fylde, og heller ikke længslen efter en uopnået og i denne verden uopnåelig Skønhed, men en kærlighed til Gud og mennesker, som er følgen af, at Guds kærlighed allerede er udøst i hans folks hjerter. Den blotte længsel og attrå – og mere er ἔρως i bedste fald ikke – har siden Menneskevordelsen måttet vige for den kærlighed, der ikke kun er i begær, men også i besiddelse. At ἔρως ikke er mere end det, er godt udtrykt i disse linjer af Gregor af Nazianz (Carm. ii. 34, 150, 151):

Πόθος δ᾽ ὄρεξις ἢ καλῶν ἢ μὴ καλῶν, Ἔρως δὲ θερμὸς δυσκάθεκτός τε πόθος. [Længsel er attrå efter det skønne eller det ikke-skønne, men eros er en brændende og ubetvingelig længsel.]

Fodnote 1 Bengel har som regel æren af «rem acu tetigisse» [at have ramt sømmet på hovedet, egentlig «at have rørt ved sagen med en nål»]; her har han påfaldende nok ramt ved siden af og er helt på vildspor: «ἀαπᾶν, amare, est necessitudinis et affectûs; φιλειν, diligere, judicii» [ἀγαπᾶν, «amare», hører til det nære forhold og følelsen; φιλεῖν, «diligere», til dømmekraften].

Fodnote 2 Om det forsøg, som nogle kristne forfattere havde gjort på at skelne mellem «amor» og «dilectio» eller «caritas», se Augustin, De Civ. Dei, xiv. 7: «Nonnulli arbitrantur aliud esse dilectionem sive caritatem, aliud amorem. Dicunt enim dilectionem accipiendam esse in bono, amorem in malo» [Nogle mener, at «dilectio» eller «caritas» er én ting og «amor» en anden. De siger nemlig, at «dilectio» skal forstås om det gode, «amor» om det onde]. Med mange eksempler fra den latinske bibel på «dilectio» og «diligo» brugt i en dårlig betydning og på «amor» og «amo» brugt i en god viser han, at det er umuligt at fastholde en sådan skelnen.

Fodnote 3 Jeg kan ikke betragte Ignatius' velkendte ord, Ad Rom. 7: ὁ ἐμὸς ἔρως ἐσταύρωται, som et bevis på en sådan ny indvielse. Det stemmer langt bedre med ånden i disse ignatianske breve at tage ἔρως subjektivt her: «Min kærlighed til verden er korsfæstet», dvs. med Kristus, end objektivt: «Kristus, genstanden for min kærlighed, er korsfæstet.»