xiii. θάλασσα, πέλαγος.

At θάλασσα hænger sammen med verbet ταράσσειν, så ordet egentlig betyder det oprørte eller urolige, vinder tilslutning hos Curtius (s. 596) og hos Port (Etym. Forsch. bd. ii, s. 56). Schmidt er uenig (bd. 1, s. 642) og fremhæver, at det indtryk, havet først og fremmest gør på beskueren, ikke uro, men ro – stilhed og ikke bevægelse; vi må derfor søge ordets grundbetydning i en helt anden retning. θάλασσα, siger han, «ist das Meer nach seiner natürlichen Beschaffenheit, als grosse Salzflut, und dem Sinne nach von dem poetischen ἅλς durch nichts unterscheiden» [er havet efter dets naturlige beskaffenhed, som stor saltflod, og i betydning på ingen måde forskelligt fra det poetiske ἅλς]. Ifølge ham er det «den store saltflod». Men uden at gå videre ind på dette spørgsmål er det nok at sige, at det ligesom det latinske «mare» er havet i modsætning til landet (1 Mos 1,10; Matt 23,15; ApG 4,24), eller måske mere præcist i modsætning til kysten (se Haymans Odyssey, bd. 1, s. xxxiii, Appendix). Πέλαγος, der er nært beslægtet med πλάξ, πλατύς og «plat», «plot», «flat» [engelske ord], er den vældige, uafbrudte flade og udstrækning af åbent vand, «altum mare» [det åbne hav],1 til forskel fra de dele af havet, der brydes af øer og lukkes inde af kyster og forbjerge (Thukydid, vi. 104; vii. 49; Plutark, Timol. 8).2 Ordet giver indtryk af bredde og ikke af dybde, undtagen som en bibetydning og som noget, der sandsynligvis vil findes i dette åbne hav. Således Sofokles (Oed. Col. 659): μακρὸν τὸ δεῦρο πέλαγος, οὐδὲ πλώσιιμον [langt er havet herhen og ikke til at sejle over]; ligeledes sammenligner de knurrende israelitter (Filon, Vit. Mos. 35) ørkenens uendelige sandflader med et πέλαγος; og hos Herodot (ii. 92) siges Nilen, når den oversvømmer Egypten, πελαγίζειν τὰ πεδία [at gøre sletterne til hav], skønt den kun dækker dem til en dybde af nogle få fod; jf. ii. 97. Et sted i Platons Timaios (25 a, b) belyser godt forskellen mellem ordene: her nægtes Middelhavet betegnelsen πέλαγος, for det er kun en havn med den snævre indsejling mellem Herkules' søjler som munding, mens kun det store Atlanterhav udenfor kan anerkendes som ἀληθινὸς πόντος, πέλαγος ὄντως [et sandt hav, et virkeligt åbent hav]. Sammenlign Aristoteles, De Mun. 3; Meteorol. ii. 1: ῥέουσα δ᾽ ἡ θάλαττα φαίνεται κατὰ τὰς στενότητας [Gibraltarstrædet], εἴπου διὰ περιιέχουσαν γῆν εἰς μικρὸν ἐκ μεγάλου συνάγεται πέλαγος [havet ser ud til at strømme ved strædene, hvor det på grund af det omgivende land presses sammen fra et stort åbent hav til et lille].

Det kunne se ud, som om denne forskel ikke holdt stik på det ene af de to steder, hvor πέλαγος forekommer i NT, nemlig Matt 18,6: «for ham var det bedre, at en møllesten blev hængt om hans hals, og han blev sænket i havets dyb» (καὶ καταποντισθῇ ἐν τῷ πελάγει τῆς θαλάσσης). Men betydningen af dybde, som stedet utvivlsomt kræver, skal her søges i καταποντισθῇ: πόντος (ikke i NT) hænger sammen med βάθος, βυθός (2 Mos 15,5) og βένθος, måske endda det samme ord som dette sidste,Etym. Note. 9 og betegner havet i dets lodrette dybde, ligesom πέλαγος (= «maris aequor» [havets flade]) betegner det i dets vandrette udstrækning og omfang. Sammenlign Döderlein, Lat. Syn. bd. iv, s. 75.

Fodnote 1 Det er næppe nødvendigt at bemærke, at ordet har samme betydning, når det er optaget i latin:

«Ut pelagus tenuere rates, nee jam amplius ulla Occurrit tellus, maria undique et undique caelum.» [Da skibene havde nået det åbne hav, og intet land længere kom til syne, men hav på alle sider og himmel på alle sider.]

Fodnote 2 Hippias anklager i Platons Protagoras (338 a) den veltalende sofist for at φεύγειν εἰς πέλαγος τῶν λόγων, ἀποκρύψαντα γῆν [flygte ud på ordenes åbne hav, så landet forsvinder af syne]. Dette sidste udtryk dukker op igen i det franske «noyer la terre» [drukne landet], der bruges om et skib, som sejler ud af syne af land, ligesom i Vergils «Phaeacum abscondimus arces» [vi lader faiakernes borge forsvinde af syne].