xiv. σκληρός, αὐστηρός.

I lignelsen om talenterne (Matt 25) anklager den dovne tjener sin herre for at være σκληρός, «en hård mand» (v. 24), mens det i den tilsvarende lignelse hos Lukas er αὐστηρός, «en streng mand» (19,21) [den engelske King James-oversættelse (A.V.) har «an hard man» og «an austere man»], han anklager ham for at være. Heraf følger, at ordene må ligge hinanden nær i betydning, men ikke at de er ens.

Σκληρός, afledt af σκέλλω, σκλῆναι (= «arefacio» [jeg gør tør]), er egentlig et tillægsord om det, som på grund af mangel på fugt er hårdt og tørt og derfor ru og ubehageligt at røre ved; eller mere end det: forvredet og ubøjeligt, «asper» og «durus» [ru og hård] på én gang. Derefter overføres det til det etiske område, hvor det især hører hjemme, og udtrykker dér ruhed, hårdhed og ubøjelighed i et menneskes moralske natur. Således er Nabal (1 Sam 25,3) σκληρός, og intet tillægsord kunne bedre udtrykke den grove mands onde sindelag. Hvad angår det øvrige selskab, ordet holder, finder vi det forbundet med αὐχμηρός (Platon, Syrup. 195 d); ἀντίτυπος (Theoet. 155 a; Plutark, De Pyth. Orac. 26); ἀμετάστροφος (Platon, Crat. 407 d); ἄγριος (Aristoteles, Ethic. iv. 8; Plutark, Cons. ad Apoll. 3); ἀνήδυντος (Proec. Ger. Reip. 3); ἀπηνής (De Vit. Pud.); ἀνέραστος (De Adul. et Am. 19); τραχύς (De Lib. Ed. 18); ἀπαίδευτος (Alex. Virt. seu Fort. Or. i. 5); ἄτρεπτος (Diogenes Laertios, vii. 1. 64, 117); ἀφηνιαστής (Filon, De Septen. 1); αὐθάδης (1 Mos 49,3); πονηρός (1 Sam 25,3); πικρός. Det stilles op over for εὐηθικός (Platon, Charm. 175 d); μαλακός (Protag. 331 d); μαλθακός (Symp. 195 d; Sofokles, Oedip. Col. 771).

Αὐστηρός, som i NT kun forekommer én gang (Luk 19,21) og aldrig i Septuaginta, bruges i sin grundbetydning om ting, der trækker tungen sammen og er skarpe og snerpende for ganen, som ny vin, der endnu ikke er blevet blød med alderen, umodne frugter og lignende. Når Cowper beskriver, hvordan han som dreng plukkede «sloes austere» [sure slåen] i hækkene,Etym. Note. 10 bruger han derfor «austere» med den største præcision. Men ligesom vi har overført «strict» (af «stringo») [eng. «streng», af lat. «stringo», jeg snører sammen] til det etiske område, sådan overførte grækerne αὐστηρός, med et billede lånt fra smagen, ligesom σκληρός fra følesansen. Heller ikke dette ord betegner noget elskværdigt eller tiltrækkende hos den, det bruges om. Det holder selskab med ἀηδής (Platon, Rep. iii. 398 a); ἄκρατος og ἀνήδυντος (Plutark, Proec. Conj. 29); ἀνήδυστος (Phoc. 5); αὐθέκαστος1 (De Adul. et Am. 14); πικρός (ibid. 2); ἀγέλαστος og ἀνέντευκτος (De Cup. Div. 7); αὐχμηρός (Filon, De Proem. et Poen. 5); mens Eudemos (Ethic. Eudem. vii. 5) stiller αὐστηρός op over for εὐτράπελος og bruger det sidste ord i god betydning.

Samtidig antyder ingen af de tillægsord, αὐστηρός forbindes med, den dybe moralske fordærvethed, der ligger i mange af dem, σκληρός knyttes til; og desuden møder man det ikke sjældent i mere hæderligt selskab. Således forbindes det gang på gang med σώφρων (Plutark, Proec. Conj. 7, 29; Quoest. Gr. 40); med μουσικός (Symp. v. 2); med σωφρονικός (Klemens af Alexandria, Poedag. ii. 4); én, der ellers er γενναῖος καὶ μέγας [ædel og stor], er αὐστηρός, fordi han ikke ofrer til gratierne (Plutark, Amat. 23); og stoikerne hævdede, at alle gode mennesker er strenge (Diogenes Laertios, vii. 1. 64, 117): καὶ αὐστηροὺς δέ φασιν εἶναι πάντας τοὺς σπουδαίους, τῷ μήτε αὐτοὺς πρὸς ἡδονὴν ὁμιλεῖν, μήτε παρ᾽ ἄλλων τὰ πρὸς ἡδονὴν προσδέχεσθαι [og de siger, at alle de dygtige er strenge, fordi de hverken selv omgås andre for fornøjelsens skyld eller tager imod det, der skal more, fra andre]; jf. Plutark, Proec. Conj. 27. På latin er «austerus» overvejende et hædrende tillægsord (Döderlein, Lat. Synon. bd. iii, s. 232): den, det bruges om, er alvorlig og streng og afviser al letsindighed. Han må meget vel vogte sig for hårdhed, strenghed eller tværhed, som han let kunne glide over i («non austeritas ejus tristis, non dissoluta sit comitas» [hans strenghed må ikke være dyster, hans venlighed ikke slap], Quintilian, ii. 2. 5), men han kan endnu ikke beskyldes for dem.

Vi kan altså skelne mellem dem sådan: σκληρός rummer altid en bebrejdelse, og det en alvorlig, og betegner en hård, umenneskelig og (i ordets ældre betydning) uciviliseret karakter; med Hesiods ord: ἀδάμαντος ἔχων κρατερόφρονα θυμόν [med et sind så ubøjeligt som stål]. Sådan er det ikke med αὐστηρός. Dette tillægsord rummer ikke nødvendigvis nogen bebrejdelse overhovedet, lige så lidt som det tyske «streng», der er meget forskelligt fra «hart» [hård]; og selv hvor det gør, er bebrejdelsen langt mindre vanærende: snarere en dyd, der er drevet for vidt, end en egentlig last.