xvi. ἀσωτία, ἀσέλγεια.

Det er ikke sandsynligt, at den, der er ἄσωτος, ikke også vil være ἀσελγής; men alligevel betyder ἀσωτία og ἀσέλγεια ikke det samme. De udtrykker forskellige sider af hans synd eller betragter den i hvert fald fra forskellige synsvinkler.

Ἀσωτία er et ord, hvor den hedenske etik sagde langt mere, end den havde til hensigt eller vidste. Det forekommer tre gange i NT (Ef 5,18; Tit 1,6; 1 Pet 4), én gang i Septuaginta (Ordsp 28,7) og én gang i de apokryfe skrifter, hvor det står sammen med κώμοι (2 Makk 6,4). Desuden har vi adverbiet ἀσώτως i Luk 15,13 og ἄσωτος én gang i Septuaginta (Ordsp 7,11). Den engelske King James-oversættelse (A.V.) gengiver det i Ef 5,18 med «excess» [«umådehold»] og på de to andre steder med «riot» [«svir, udskejelse»], ligesom ζῶν ἀσώτως gengives «in riotous living» [«i et udsvævende liv»]. Vulgata oversætter altid med «luxuria» og «luxuriose» – ord, der i middelalderens latin betegner en løs og udsvævende levevis, som er fremmed for vores nuværende «luxury» og «luxuriously» [«luksus», «luksuriøst»]; se belæg herfor i min Select Glossary, s. vv. Ἄσωτος tages undertiden i passiv betydning, som == ἄσωστος (Plutark, Alcib. 3): en, der ikke kan frelses, σώζεσθαι μὴ δυνάμενος, som Klemens af Alexandria (Poedag. ii. 1) forklarer det, «perditus» [«fortabt»] (Horats, Sat. i. 2. 15), «heillos» [tysk: «ulægelig, håbløs»], eller, som man før sagde på engelsk, en «losel», en «hopelost» (dette bemærkelsesværdige ord findes i Grimestons Polybius) [gamle engelske ord for et fortabt, håbløst menneske]. Grotius: «Genus hominum ita immersorum vitiis, ut eorum salus deplorata sit» [«En slags mennesker, der er så nedsunket i laster, at man må opgive håbet om deres frelse.»]. Ordet er så at sige en profeti om den skæbne, der ventede dem, det blev brugt om.1 Dette var dog afgjort den sjældneste brug. Som regel er ἄσωτος en, der ikke selv kan spare eller holde på noget, == «prodigus» [«ødsel»]; eller, for igen at bruge et godt gammelt engelsk ord, som Spenser bruger mere end én gang, men som vi nu har ladet falde, en «scatterling» [«ødeland, en der spreder alt for alle vinde»]. Denne ødsle sløsen med sine midler angiver Aristoteles som den egentlige definition på ἀσωτία (Ethic. Nic. iv. 1. 3): ἀσωτία ἐστὶν ὑπερβολὴ περὶ χρήματα [«ἀσωτία er overdrivelse med hensyn til penge»]. Ordet hører til hans etiske fagsprog: den ἐλευθέριος, dvs. den virkelig gavmilde mand, holder den gyldne middelvej mellem de to ἄκρα [«yderpunkter»], nemlig ἀσωτία (== «effusio» [«ødselhed»]) på den ene side og ἀνελευθερία, dvs. uædel nærighed (== «tenacitas» [«påholdenhed»], Augustin, Ep. 167. 2), på den anden. Det er ud fra denne opfattelse af ἀσωτία, at Platon (Rep. viii. 560 e) nævner de forskellige misbrugte betegnelser, hvormed mennesker kalder deres laster ved navnene på de dyder, de er karikaturer af, og lader dem kalde deres ἀσωτία for μεγαλοπρέπεια [«storslåethed, prægtighed»]; jf. Quintilian (Inst. viii. 36): «Pro luxuriâ liberalitas dicitur» [«I stedet for ødselhed siger man gavmildhed.»]. Det er på dette trin i ordets betydning, at Plutark forbinder det med πολυτέλεια [«overdådighed»] (De Apoph. Cat. 1), og at Menander forbinder ἄσωτος med πολυτελής [«overdådig»] (Meineke, Fragm. Com. s. 994).

Men det er let at se, at den, der er ἄσωτος i denne betydning – at han bruger for meget og lægger sine udgifter an i en større målestok, end hans midler tillader – let glider videre. Under smigrernes skæbnesvangre indflydelse og alle de fristelser, han har omgivet sig med, begynder han at bruge det, han så rundhåndet skiller sig af med, på sine egne lyster og begær og at ofre det på at tilfredsstille sine sanselige ønsker. Således får ordet en ny farve og betegner nu ikke kun en alt for kostbar, men også og især en opløst, udsvævende og ryggesløs levevis; det tyske «liederlich» [«udsvævende, lastefuld»]. Det har Aristoteles bemærket (Ethic. Nic. iv. 1. 36): διὸ καὶ ἀκόλαστοι αὐτῶν [τῶν ἀσώτων] εἰσιν οἱ πολλοί· εὐχερῶς γὰρ ἀναλίσκοντες καὶ εἰς τὰς ἀκολασίας δαπανηροί εἰσι, καὶ διὰ τὸ μὴ πρὸς τὸ καλὸν ζῇν, πρὸς τὰς ἡδονὰς ἀποκλίνουσιν [«Derfor er de fleste af dem [de ødsle] også tøjlesløse; for da de let giver penge ud, er de også ødsle med deres udsvævelser, og fordi de ikke lever for det gode, bøjer de af mod nydelserne.»]. Hermed forklarer han en tidligere udtalelse: τοὺς ἀκρατεῖς καὶ εἰς ἀκολασίαν δαπανηροὺς ἀσώτους καλοῦμεν [«Dem, der mangler selvbeherskelse og bruger penge på udsvævelser, kalder vi ἄσωτοι.»].

I denne betydning bruges ἀσωτία i NT, ligesom vi andetsteds finder ἀσωτίαι og κραιπάλαι [«udskejelser og drikkeorgier»] forbundet (Herodian, ii. 5). De to betydninger vil naturligvis ofte glide over i hinanden, og det vil ikke være muligt at holde dem strengt adskilt. Således er de forskellige eksempler på ἄσωτος og ἀσωτία, som Athenaios (iv. 59–67) giver, snart mest af den ene, snart mest af den anden art. Den, der ødsler sine ejendele bort, vil meget ofte ødsle alt andet bort også. Han vil lægge sig selv øde – sin tid, sine evner, sine kræfter; og hvis vi forener ordets aktive og passive betydning, kan vi tilføje, at han selv vil blive lagt øde: han mister på én gang sig selv og er fortabt. I Kebes' Tabula holder Ἀσωτία, en af kurtisanerne, Herakles' fristerinder, selskab med Ἀκρασία, Ἀπληστία og Κολακεία [«Umådeholdenhed», «Umættelighed» og «Smiger»].

Etymologien bag ἀσέλγεια er indhyllet i mørke. Nogle går så langt som til Selge, en by i Pisidien, hvis indbyggere var berygtede for deres laster; andre afleder ordet af θέλγειν, sandsynligvis det samme ord som det tyske «schwelgen» [«frådse, svælge»]:Etym. Note. 12 se dog Donaldson, Cratylus, 3. udg., s. 692. Det bruges oftere end ἀσωτία i NT og gengives i den engelske oversættelse som regel med «lasciviousness» [«liderlighed, udsvævelse»] (Mark 7,22; 2 Kor 12,21; Gal 5,19; Ef 4,29; 1 Pet 4,3; Jud 4), men undertiden med «wantonness» [«kådhed, tøjlesløshed», også «liderlighed»] (Rom 13,13; 2 Pet 2,18). Tilsvarende har Vulgata snart «impudicitia» [«uterlighed»], snart «luxuria», og i Etymologicon Magnum defineres ordet som ἑτοιμότης πρὸς πᾶσαν ἡδονήν [«beredvillighed til enhver nydelse»]. Hvis de engelske oversættere eller den latinske oversættelse udelukkende havde urenhed og kødets lyster for øje, har de afgjort givet ordet en for snæver betydning. Ἀσέλγεια – som, man vil bemærke, ikke er grupperet sammen med den slags synder i syndekataloget i Mark 7,21–22 – beskrives bedst som kåd og lovløs uforskammethed. Det er noget stærkere end det latinske «protervitas» [«frækhed»], men af samme art, og står nærmere ved «petulantia» [«kådhed, overmod»]; Chrysostomos (Hom. 37 in Matt.) forbinder ἰταμότης [«dristighed, frækhed»] med det. Basilius den Store definerer det (Reg. Brev. Int. 67) som διάθεσις ψυχῆς μὴ ἔχουσα ἢ μὴ φέρουσα ἄλγος ἀθλητικόν [«en sjælstilstand, der ikke har eller ikke vil bære den smerte, en kæmper må tåle»]. Den ἀσελγής står, som Passow bemærker, meget nær den ὑβριστικός og ἀκόλαστος [«overmodige og tøjlesløse»]: det er en, der ikke anerkender nogen grænser, og som vover alt, hvad hans lune og kåde overmod kan finde på.2 Ingen vil nægte, at ἀσέλγεια kan vise sig i handlinger af den slags, vi kalder «liderlighed»; for der findes ingen værre udslag af ὕβρις [«overmod»] end dem. Men det er alligevel deres kådhed og uforskammethed, som dette ord udtrykker; Polybius (v. 111) forbinder det med βία [«vold»]. Af de to gengivelser i den engelske oversættelse er «wantonness» den bedste, fordi ordet har en bemærkelsesværdig etisk forbindelse med ἀσέλγεια og har samme dobbelthed i betydningen.

På mange steder er forestillingen om liderlighed helt fraværende i ordet. I klassisk græsk defineres det (Bekkers Anecdota, s. 451) som ἡ μετ᾽ ἐπηρεασμοῦ καὶ θρασύτητος βία [«vold forbundet med krænkelse og frækhed»]. Således fordømmer Demosthenes også i sin Første filippiske tale, 42, Filips ἀσέλγεια. Andetsteds betegner han det slag, Meidias havde givet ham, som i god overensstemmelse med mandens kendte ἀσέλγεια og forbinder den med ὕβρις (Cont. Meid. 514); og andre steder igen forbinder han ἀσελγῶς med δεσποτικῶς [«despotisk»] (Or. xvii. 21) og med προπετῶς [«overilet, fremfusende»] (Or. lix. 46). Plutark betegner som ἀσέλγεια en lignende krænkelse, som Alkibiades begik mod en agtværdig borger i Athen (Alcib. 8); ja, hele det billede, han tegner af Alkibiades, er et portræt i fuld figur af en ἀσελγής. Aristoteles nævner δημαγωγῶν ἀσέλγειαν [«demagogernes ἀσέλγεια»] som en hyppig årsag til revolutioner (Pol. v. 4). Josefus tilskriver Jezabel ἀσέλγεια og μανία [«vanvid»], fordi hun vovede at bygge et Ba'al-tempel i selve den hellige by (Antt. viii. 13. 1). Det samme tilskriver han en romersk soldat, som under sin vagt ved Templet i påsken fremkaldte et oprør ved en yderst grov uanstændighed, og i det oprør mistede mange livet (xx. 5. 3). Andre steder, der kan hjælpe til at fastlægge ordets sande betydning, er 3 Makk 2,26; Polybius, viii. 14. 1; Eusebios, Hist. Eccl. v. 1. 26; se også citaterne hos Wetstein, bd. i, s. 588. Ἀσέλγεια og ἀσωτία kan altså tydeligt skelnes: grundbetydningen i ἀσωτία er ødselhed og udsvævende umådehold, i ἀσέλγεια lovløs uforskammethed og kåde indfald.

«ipsa si cupiat Salus, Servare prorsus non potest hanc familiam.» [«Selv om Frelsen (gudinden Salus) selv ønskede det, kan hun slet ikke frelse denne familie.»]

Uden tvivl var der i den græske original et tredobbelt ordspil her med ἄσωτος, σωτηρία og σώζειν, som Terents ikke har kunnet bevare, fordi latin mangler en tilsvarende gruppe ord.

Fodnote 1 Således fortsætter en person i Terents' Adelphi (vi. 7), efter at have talt om en ung mand, der er «luxu perditum» [«fortabt ved udsvævelse»]:

Fodnote 2 Således bemærker Witsius (Melet. Leid. s. 465): «ἀσέλγειαν dici posse, omnem tam ingenii, quam morum proterviam, petalantiam, lasciviam quae ab aeschine opponitur τῇ μετριότητι καὶ σωφροσύνῃ.» [«at man kan kalde al frækhed, kådhed og tøjlesløshed, både i sindet og i sæderne, for ἀσέλγεια; den stilles hos Aischines op som modsætning til måde og besindighed.»] Hos Coccejus til Gal 5,19 findes en fortræffelig note – men for lang til at citere – om alt, hvad ἀσέλγεια omfatter.