xvii. θιγγάνω, ἅπτομαι, ψηλαφάω.

En præcis skelnen mellem synonymer kan undertiden straks få os til at afvise en tolkning af Skriften som uholdbar, selv om den ellers kunne have vundet en vis tilslutning. Mange fortolkere har således forklaret Hebr 12,18: «For I er ikke kommet til et bjerg, som kan berøres» (ψηλαφωμένῳ ὄρει), ud fra Sl 104,32: «Han rører ved bjergene, og de ryger». Til støtte for dette henviser de til, at Gud ved lovgivningen steg ned på Sinaj bjerg, som «stod helt i røg, fordi Herren steg ned på det» (2 Mos 19,18). Men det, der afgørende udelukker denne forklaring, er, at ψηλαφάω aldrig betegner at håndtere en genstand sådan, at man former eller ændrer den. Det betegner højst at føle på dens overflade (Luk 24,39; 1 Joh 1,1), måske for at finde ud af, hvad den består af (1 Mos 27,12.21.22). Ikke sjældent betyder det ikke mere end at føle sig frem til eller famle efter en genstand uden overhovedet at komme i berøring med den. Det bruges igen og igen om at famle i mørket (Job 5,14) eller om den blindes famlen (Es 59,10; 1 Mos 27,12; 5 Mos 28,29; Dom 16,26), undertiden i overført betydning (ApG 17,27); jf. Platon (Phoed. 99 b): ψηλαφῶντες ὥσπερ ἐν σκότει; Aristofanes, Pax, 691; Eccles. 315; og Filon, Quis Rer. Div. Hoer. 51. Heller ikke det ψηλαφώμενον ὄρος, som der lige blev henvist til – «mons palpabilis» eller «tractabilis», som Vulgata har det [«et bjerg, som kan føles» eller «som kan berøres»] – betyder noget andet. Apostlen vil sige: I er ikke kommet til noget materielt bjerg som Sinaj, der kan berøres og håndteres; ikke i denne forstand til det bjerg, som kan føles, men til det himmelske Jerusalem, til et νοητόν, ikke til et αἰσθητόν ὄρος. Sådan også Knapp (Script, Var. Argum, s. 264): «Videlicet τὸ ψηλαφώμενον idem est, quod αἰσθητόν, vel quidquid sensu percipitur aut investigatur quovis modo; plane ut Tacitus (Ann. iii. 12) oculis contrectare dixit, nec dissimili ratione Cicero (Tusc. iii. 15) mente contrectare. Et Sina quidem mons ideo αἰσθητός appellatur, quia Sioni opponitur, quo in monte, quae sub sensus cadunt, non spectantur; sed ea tantum, quae mente atque animo percipi possunt, νοητά, πνευματικά, ἠθικά. Apposite ad h. l. Chrysostomus (Hom. 32 in Ep. ad Hebr.): πάντα τοίνυν τότε αἰσθητά, καὶ ὄψεις, καὶ φωναὶ· πάντα νοητὰ καὶ ἀόρατα νῦν.» [«τὸ ψηλαφώμενον er nemlig det samme som αἰσθητόν, det vil sige alt, hvad der på en eller anden måde opfattes eller udforskes med sanserne; ganske som Tacitus (Ann. iii. 12) sagde ‹at befamle med øjnene›, og på lignende måde Cicero (Tusc. iii. 15) ‹at befamle med tanken›. Og Sinaj bjerg kaldes αἰσθητός, fordi det stilles over for Zion; på dette bjerg ser man ikke på det, der falder ind under sanserne, men kun på det, der kan opfattes med forstand og sind: det åndelige og sædelige (νοητά, πνευματικά, ἠθικά). Træffende siger Chrysostomos om dette sted (32. prædiken over Hebræerbrevet): ‹Dengang var altså alt sanseligt, både syner og lyde; nu er alt åndeligt og usynligt.›»]

At håndtere en genstand sådan, at man påvirker og ændrer den – fransk «manier» i modsætning til «toucher», tysk «betasten» i modsætning til «berühren» – ville hedde enten ἅπτεσθαι1 eller θιγγάνειν. Disse to ord kan undertiden bytte plads, som det sker i 2 Mos 19,12; jf. også Aristoteles, De Gen. et Corrupt. 1. 8, som Lightfoot citerer sammen med andre steder til Kol 2,21. Men i det store og hele er det første stærkere end det andet: ἅπτεσθαι (== «contrectare» [befamle, håndtere]) er stærkere end θιγγάνειν (Sl 104,15; 1 Joh 5,18). Det ses tydeligt i et sted hos Xenofon (Cyr. i. 3. 5), hvor drengen Kyros bebrejder sin bedstefar hans lækkerier og siger: ὅτι σε ὁρῶ, ὅταν μὲν τοῦ ἄρτου ἅψῃ, εἰς οὐδὲν τὴν χεῖρα ἀποψώμενον, ὅταν δὲ τούτων τινὸς θίγῃς, εὐθὺς ἀποκαθαιρῃ τὴν χεῖρα εἰς τὰ χειρόμακτρα, ὡς τάνυ ἀχθόμενος [«for jeg ser, at når du tager fat i brødet, tørrer du ikke hånden af i noget, men når du blot rører ved en af disse retter, tørrer du straks hånden af i servietten, som om det var dig meget imod»]. Ja, ἅπτεσθαι er så meget stærkere, at det kan bruges om billedhuggerens bearbejdning af sit materiale (Plutark, Max. cum Principibus, 1), hvad θιγγάνειν bestemt ikke kunne. Den bevidste anstrengelse, som undertiden ligger i det første ord, er altid fraværende i det andet. Vores bibeloversættelse, den engelske King James-oversættelse (A.V.), har altså netop vendt ordenes rette rækkefølge om, når den i Kol 2,21 gengiver μὴ ἅψῃ, μηδέ γεύσῃ, μηδὲ θίγῃς med «Touch not, taste not, handle not» [«Rør ikke, smag ikke, tag ikke»]. Det første og det sidste forbud burde bytte plads, så stedet lød: «Handle not, taste not, touch not» [«Tag ikke, smag ikke, rør ikke»]. På samme måde burde man i de latinske oversættelser bytte om på «tangere» [røre ved], som nu står for ἅπτεσθαι, og «attaminare» [røre ved og besmitte] eller «contrectare», som står for θιγεῖν. Hvor meget tydeligere træder da ikke den stadig stigende skala af overtroiske forbud hos de falske lærere i Kolossæ frem! Det er ikke nok at afholde sig fra at «tage»; de forbyder at «smage» og til sidst endda at «røre ved» de ting, som man efter deres mening kunne blive uren af. Beza har bemærket dette godt: «Verbum θίγειν a verbo ἅπτεσθαι sic est distinguendum, ut decrescente semper oratione intelligatur crescere superstitio.» [«Verbet θίγειν skal skelnes fra verbet ἅπτεσθαι sådan, at man forstår, at overtroen vokser, alt imens udtrykket bliver stadig svagere.»] Verbet ψαύειν forekommer ikke en eneste gang i Det Nye Testamente og heller ikke i Septuaginta. Til sidst kan jeg nævne, at der findes en meget omhyggelig undersøgelse af denne ordgruppe i Schmidts Synonymik, bd. i, s. 224–243.

Fodnote 1 På det sted, der allerede er henvist til, Sl 104,32, lyder Septuagintas ord: ὁ ἁπτόμενος τῶν ὀρέων καὶ καπνίζονται.