xviii. παλιγγενεσία, ἀνακαίνωσις.

Παλιγγενεσία er et af de mange ord, som evangeliet fandt og så at sige herliggjorde. Det udvidede ordets betydning, løftede det op i en højere sfære og gjorde det til udtryk for langt dybere tanker og langt mægtigere sandheder end nogen, det hidtil havde båret. Ordet var ganske vist allerede i brug. Men ligesom den kristne genfødsel først kom efter Kristi fødsel, ligesom menneskene ikke blev genfødt, før Kristus var født (Joh 1,12), og ligesom deres genfødsel ikke gik forud for hans fødsel, men først fulgte efter den, sådan kunne ordet heller ikke bruges i denne sin højeste og mest hemmelighedsfulde betydning, før det store mysterium, Guds søns fødsel ind i vores verden, faktisk havde fundet sted. Alligevel er det overordentlig interessant at følge ordets underordnede og, som det viste sig, forberedende anvendelser. Der er steder (fx hos Lukian, Muscoe Encore. 7), hvor det betyder genoplivelse og intet andet. I pythagoræernes lære om sjælevandringen blev sjælenes genkomst i nye legemer kaldt deres παλιγγενεσία (Plutark, De Esu Car. i. 7; ii. 6; De Isid. et Osir. 35: Ὀσίριδος αἱ ἀναβιώσεις καὶ παλιγγενεσίαι; De Ei ap. Delp. 9: ἀποβιώσεις καὶ παλιγγενεσίαι; De Def. Orac. 51: μεταβολαὶ καὶ παλιγγενεσίαι). Hos stoikerne betegnede ordet jordens periodiske fornyelse, når den om foråret skød knopper og blomstrede, vågnede af sin vintersøvn og så at sige levede op igen efter sin vinterdød. Denne genoplivelse kalder Marcus Aurelius derfor (ii. 1) τὴν περιοδικὴν παλιγγενεσίαν τῶν ὅλων. Også Filon bruger gang på gang παλιγγενεσία om den føniksagtige opstandelse af den materielle verden ud af ilden, som stoikerne lærte (De Incorr. Mun. 17, 21; De Mun. 15). Et andet sted siger han om Noa og dem, der var med ham i arken (De Vit. Mos. ii. 12): παλιγγενεσίας ἐγένοντο ἡγεμόνες, καὶ δευτέρας ἀρχηγέται περιόδου. Basileios den Store (Hexaëm. Hom. 3) omtaler nogle kættere, som bragte gamle hedenske spekulationer ind i den kristne kirke og ἀπείρους φθορὰς κόσμου καὶ παλιγγενεσίας εἰσάγουσιν. Cicero (Ad Attic. vi. 6) kalder det, at han blev genindsat i sine værdigheder og hædersposter efter hjemkomsten fra eksil, «hanc παλιγγενεσίαν nostram» [«denne vores genfødsel»]; jf. Filon, Leg. ad Cai. 41. Josefus (Antt. xi. 3. 9) betegner det jødiske folks genrejsning efter fangenskabet som τὴν ἀνάκτησιν καὶ παλιγγενεσίαν τῆς πατρίδος (== ζωοποίησιν, Ezra 9,8.9). Og for at nævne endnu et sted: Olympiodoros, en senere platoniker, kalder genkaldelsen eller erindringen, som omhyggeligt må skelnes fra hukommelsen,1 for kundskabens παλιγγενεσία (Journal des Savans, 1834, s. 488): παλιγγενεσία τῆς γνώσεώς ἐστιν ἡ ἀνάμνησις.

I hedensk og jødisk græsk betyder παλιγγενεσία altså en genvinding, en genoprettelse, en genoplivelse. Men dér når ordet aldrig den dybde i betydningen, som det har fået i kristent sprog, eller kommer bare i nærheden af den. Ordet forekommer ikke en eneste gang i Det Gamle Testamente (men πάλιν γίνεσθαι i Job 14,14; jf. Josefus, Con. Apion. ii. 30) og kun to gange i Det Nye (Matt 19,28; Tit 3,5). Men de to steder har det – og det er meget bemærkelsesværdigt – tilsyneladende forskellig betydning. I vor Herres egne ord er der tydeligvis tale om hele skabningens genfødsel, ἀποκατάστασις πάντων (ApG 3,21), som skal ske, når Menneskesønnen engang kommer i sin herlighed. «Genfødslens bad», som Paulus taler om, drejer sig derimod ikke om genfødslen af hele den skabning, der ligger i fødselsveer, men om den enkelte sjæls genfødsel, som nu hele tiden finder sted. Bruges παλιγγενεσία da i to forskellige betydninger, uden noget fælles bånd mellem dem? Slet ikke; en sådan antagelse strider mod alle sprogets love. Sagen er snarere, at vor Herre bruger ordet i en videre, hans apostel i en snævrere betydning. Det er to betydningscirkler, hvor den ene omfatter mere end den anden, men centrum er det samme. Den παλιγγενεσία, som Skriften forkynder, begynder med de enkelte sjæles μικρόκοσμος; men den ender ikke dér; den holder ikke op med sin virkning, før den har omfattet hele universets μακρόκοσμος. Det primære sted for παλιγγενεσία er menneskets sjæl, og det er den, Paulus taler om. Men når den først har fået sit centrum dér, breder den sig i stadig videre cirkler, og først til menneskets legeme, for opstandelsens dag er legemets παλιγγενεσία. Deraf følger, at de kirkefædre, som i Matt 19,28 satte παλιγγενεσία lig med ἀνάστασις og selv stadig brugte ordene som synonymer, havde en vis, om end kun delvis ret (Eusebios, Hist. Eccl. v. 1. 58; iii. 23; Euthymios: παλιγγενεσίαν λέγει τὴν ἐκ νεκρῶν ἀνάστασιν ὡς παλινζωΐαν; se Suicer, s. v.). Vor Herre forudsætter eller underforstår utvivlsomt opstandelsen dér, men han omfatter også meget mere. Efter opstandelsens dag, eller måske samtidig med den, kommer en dag, hvor hele naturen skal aflægge sine tilsmudsede hverdagsklæder og iføre sig sin festdragt: «den tid, hvor alt bliver genoprettet» (ApG 3,21), det, som Plutark, der rækker ud efter denne herlige sandhed, kalder μετακόσμησις (De Fac. in Orbe Lunoe, 13), «den nye himmel og den nye jord» (Åb 21,1; Es 65,17; 66,22; 2 Pet 3,13). Paulus ser denne dag som den, i hvis fødselsveer hele skabningen sukker og vånder sig indtil nu (Rom 8,21–23).2 Mennesket er nu genstand for παλιγγενεσία og den forunderlige forvandling, den indebærer; men på den dag vil den have omfattet hele den verden, som mennesket er midtpunktet i. Heri forenes de to steder: det ene sted betragtes den som noget, der angår den enkelte sjæl, det andet sted som noget, der angår hele den forløste skabning. Begge steder taler om den samme begivenhed, men på forskellige tidspunkter og trin i dens udvikling. Som Delitzsch siger kort og godt (Apologetik, s. 213): «Palingenesia ist kurzer Ausdruck für die Wiedergeburt oder Verklaärung der menschlichen Leiblichkeit und der aussermenschlichen Gesammtnatur.» [«Palingenesia er et kort udtryk for genfødslen eller forklarelsen af det menneskelige legeme og af hele naturen uden for mennesket.»] Jf. Engelhardt, Weltverklärung und Welterneuerung i Zeitschrift für Luther. Theol. 1871, s. 48 ff.

Ἀναγέννησις, et ganske almindeligt ord hos de græske kirkefædre (se Suicer, s. v.), forekommer ingen steder i Det Nye Testamente, selv om verbet ἀναγεννάω forekommer to gange (1 Pet 1,3.23). Hvis vi mødte det dér, ville det være et nærmere synonym til παλιγγενεσία, end ἀνακαίνωσις kan være. Ἀναγέννησις (== regeneratio) fremhæver nemlig den aktive virksomhed hos ham, der er ophavet til genfødslen, mens παλιγγενεσία (== renascentia) er selve genfødslen. Men uden at gå videre med dette skal vi nu tale om ἀνακαίνωσις (== renovatio), om dets forhold til παλιγγεσία og om de nøjagtige grænser for hvert ords betydning.

For det første er det værd at lægge mærke til, at mens ordet παλιγγενεσία er hentet fra naturens område, stammer ἀνακαίνωσις fra kunstens område. Ordet findes kun i Det Nye Testamentes græsk og forekommer dér kun to gange: én gang sammen med παλιγγενεσία (Tit 3,5) og igen i Rom 12,2. Men vi har verbet ἀνακαινόω, der også udelukkende er en nytestamentlig form, i 2 Kor 4,16 og Kol 3,10, og det mere klassiske ἀνακαινίζω i Hebr 6,6. Fra dette sidste er de navneord, der er hyppige hos de græske kirkefædre, ἀνακαινισμός og ἀνακαίνισις, 3 mere direkte afledt. Vi har også ἀνανεόω i Ef 4,23, alle i lignende betydning. Mere om disse ord findes i § lx. Vores kollekt til juledag [i den anglikanske kirkes Book of Common Prayer] udtrykker udmærket forholdet mellem παλιγγενεσία og ἀνακαίνωσις. Vi beder dér om, «at vi, som er genfødt» – med andre ord allerede har fået del i παλιγγενεσία – «daglig må blive fornyet ved Helligånden», altså stadig må erfare ἀνακαίνωσις Πνεύματος Ἁγίου. I denne kollekt, der som så mange andre udtrykker dyb teologisk sandhed i en form, der på én gang er den enkleste og den mest præcise, betragtes genfødslen som noget, der allerede er sket én gang for alle, mens «fornyelsen» sker dagligt. Den er nemlig den gradvise genoprettelse af Guds billede, som hele tiden skrider frem i den, der gennem genfødslen er kommet ind under den kommende verdens forvandlende4 kræfter. Den kaldes «fornyelsen ved Helligånden», fordi han er den virkende årsag; det er ham alene, der bringer det i stand, at man iklæder sig det nye menneske og aflægger det gamle.

Disse to er altså knyttet tæt sammen: det andet er fortsættelsen, følgen og fuldendelsen af det første. Παλιγγενεσία er den frie handling af Guds barmhjertighed og magt, hvorved han lader synderen gå fra mørkets rige over i lysets, fra døden over i livet. Det er ἄνωθεν γεννηθῆναι i Joh 3,3, γεννηθῆναι ἐκ Θειῦ i 1 Joh 5,4, θεογενεσία hos Dionysios Areopagiten og andre græske teologer og γεννηθῆναι ἐκ σπορᾶς ἀφθάρτου i 1 Pet 1,23. I den begynder det herlige ord at gå i opfyldelse: ἰδοὺ καινὰ ποιῶ τὰ πάντα (Åb 21,5). I den – ikke i forberedelsen til den, men i selve handlingen – er mennesket passivt, ligesom barnet intet har at gøre med sin egen fødsel. Med ἀνακαίνωσις forholder det sig anderledes. Den er den gradvise tilpasning af mennesket, mere og mere, til den nye åndelige verden, som det er ført ind i, og hvor det nu lever og bevæger sig; den er genoprettelsen af Guds billede. I alt dette er mennesket langtfra passivt; det må være Guds medarbejder. Det første var «regeneratio», dette er «renovatio». De to må ikke skilles ad, men lige så lidt blandes sammen, som Gerhard (Locc. Theoll. xxi. 7. 113) har udtrykt det godt: «Renovatio, licet a regeneratione proprie et specialiter acceptâ distinguatur, individuo tamen et perpetuo nexu cum eâ est conjuncta.» [«Selv om fornyelsen skelnes fra genfødslen, når den tages i egentlig og særlig forstand, er den dog forbundet med den ved et udeleligt og vedvarende bånd.»] Hvilke uendelige forvirringer, stridigheder, forargelser og formørkelser af Guds sandhed på den ene og den anden side er der ikke opstået, snart fordi man har blandet disse to sammen, snart fordi man har skilt dem ad!

Fodnote 1 Formålet med stedet hos Olympiodoros er netop at fremhæve den gamle aristoteliske og platoniske skelnen mellem «hukommelse» (μνήμη, Gedächtniss) og «genkaldelse» eller «erindring» (ἀνάμνησις, Hebr 10,3; Wiedererinnerung). Den første er instinktiv og fælles for dyr og mennesker; den anden er genoplivelsen af falmede indtryk ved en bevidst viljesakt, det, at kundskab, som engang er ebbet ud, på sindets befaling strømmer tilbage (Platon, Philebus, 34 b; Legg. v. 732 b: ἀνάμνησις δ᾽ ἐστὶν ἐπιῤῥοὴ φρονήσεως ἀπολιπούσης; jf. Filon, Cong. Erud. Grat. 8), og som sådan hører den kun mennesket til (Aristoteles, De Hist. Anim. i. 1. 15; Brandis, Aristoteles, s. 1148–53). Man ser straks, at det kun er om denne sidste, Olympiodoros kunne sige, at den er παλιγγενεσία τῆς γνώσεως.

Fodnote 2 Paralleller fra hedenske forfattere er meget ofte vildledende, og ingen er mere tilbøjelige til at vise sig at være det end dem, Seneca byder på; se herom Lightfoot i et tillæg til hans kommentar til Paulus' Brev til galaterne, s. 268 ff., og også Aubertin, Sur les Rapports supposaés entre Sénèque et S. Paul. Og dog må man, selv når man fuldt ud indrømmer dette, erkende, at de følgende ord er bemærkelsesværdige (Ep. 102): «Quemadmodum novem mensibus nos tenet maternus uterus, et praeparat non sibi sed illi loco in quem videmur emitti, jam idonei spiritum trahere, et in aperto durare, sic per hoc spatium quod ab infantiâ patet in senectutem, in alium naturae sumimur partum, alia origo nos expectat, alius rerum status.» [«Ligesom moderlivet holder os i ni måneder og forbereder os, ikke for sig selv, men for det sted, som vi synes at blive sendt ud til, når vi er i stand til at trække vejret og klare os i det fri, sådan bliver vi gennem det tidsrum, der strækker sig fra barndom til alderdom, båret frem mod en anden fødsel i naturen: en anden oprindelse venter os, en anden tingenes tilstand.»]

Fodnote 3 Således Gregor af Nazianz (Orat. 10): ἀναμένω τοῦ οὐρανοῦ μετασχηματισμόν, τῆς γῆς μεταποίησιν, τὴν τῶν στοιχείων ἐλευθερίαν, τοῦ κόσμου παντὸς ἀνακαίνισιν.

Fodnote 4 Μεταμορφοῦσθε τῇ ἀνακαινώσει τοῦ νοός (Rom 12,2). Senecas slående ord (Ep. 6): «Intelligo me emendari non tantum, sed transfigurari» [«Jeg forstår, at jeg ikke blot bliver forbedret, men forvandlet»], er alt for store til at udtrykke noget godt, han i virkeligheden kunne have fået af sine bøger og filosofskoler. De rækker ud efter velsignelser, som ikke kan opnås i menneskers skoler, men kun i den levende Guds kirke.