xix. αἰσχύνη, αἰδώς, ἐντροπή.

Der var en tid, da αἰδώς dækkede hele det betydningsområde, som senere blev delt mellem det og αἰσχύνη. Dengang havde ordet den samme dobbelthed i betydningen, som ligger skjult i det latinske «pudor» og i vores eget «skam»; og faktisk bevarede det en vis dobbelthed i betydningen til det sidste (Euripides, Hippol. 387–389). Således bruger Homer, der ikke kender αἰσχύνη, undertiden αἰδώς, som i Il. v. 787, hvor man i senere græsk ganske sikkert ville have brugt αἰσχύνη; men andre steder bruger han det i den betydning, som det senere gjorde krav på som udelukkende sin egen (Il. xiii. 122; jf. Hesiod, Op. 202). Og selv Thukydid har efter manges mening på et vanskeligt og usikkert sted, hvor begge ord forekommer (i. 84), brugt dem som ligeværdige og indbyrdes ombyttelige (Donaldson, Cratylus, 3. udg. s. 545). Ligeledes på et sted hos Sofokles, hvor de står tæt sammen – αἰδώς forbundet med φόβος og αἰσχύνη med δέος (Ajax, 1049, 1052) – er det meget svært, hvis ikke umuligt, at skelne mellem dem. I sprogets attiske periode blev de dog i almindelighed ikke regnet for synonymer. Ammonios skelner udtrykkeligt mellem dem ud fra en filologisk interesse, ligesom stoikerne (se Plutark, De Vit. Pud. 2) gjorde det ud fra en etisk; og næsten hvert eneste sted, hvor et af dem forekommer, vidner om, at der er en virkelig forskel mellem dem.

Denne forskel er ikke altid blevet indfanget lige vellykket. Således har man undertiden sagt, at αἰδώς er den skam eller æresfølelse, der holder én tilbage fra at gøre en uværdig handling, mens αἰσχύνη er den vanære, ydre eller indre, der følger, når man har gjort den (Luk 14,9). Denne skelnen rummer noget sandt, men er ikke udtømmende; og hvis vi derfor antog, at αἰσχύνη kun var bagudskuende, den bevidste følge af uværdige handlinger, ville den være fejlagtig:1 for αἰσχύνη udtrykker gang på gang den følelse, der får én til at sky det uværdige, fordi man på forhånd forudser vanæren. Således er den i de Definitioner, der tilskrives Platon (416), φόβος ἐπὶ προσδοκίᾳ ἀδοξίας; og Aristoteles medtager også fremtiden i sin omfattende definition (Rhet. ii. 6): ἔστω δὴ αἰσχύνη, λύπη τις καὶ ταραχὴ περὶ τὰ εἰς ἀδοξίαν φαινόμενα φέρειν τῶν κακῶν, ἢ παρόντων, ἢ γεγονότων, ἢ μελλόντων; jf. Ethic. Nic. iv. 9. 1. I denne betydning, som «fuga dedecoris» [flugt fra vanære], bruges ordet i Sir 4,21, af Platon (Gorg. 492 a) og af Xenophon (Anab. iii. 1. 10): φοβούμενοι δὲ τὸν ὁδὸν καὶ ἄκοντες ὄμως οἱ πολλοὶ δι᾽ αἰσχύνην καὶ ἀλλήλων καὶ Κύρου συνηκολούθησαν. Xenophon antyder her, at selv om han og andre af mere end én grund var uvillige til at drage videre med Kyros for at angribe hans brors trone, skammede de sig nu alligevel over at trække sig tilbage.

Så meget sandhed rummer den skelnen, der blev nævnt ovenfor, at αἰδώς (= «verecundia», som Cicero, Rep. vi. 4, definerer som «quidam vituperationis non injustae timor»2 [en vis frygt for dadel, der ikke er uretfærdig]) er det ædlere ord og indebærer det ædlere motiv: i det ligger en medfødt moralsk modvilje mod at gøre den vanærende handling, en modvilje, som næppe eller slet ikke findes i αἰσχύνη. Lad den, der alene holdes tilbage af αἰσχύνη, blive sikret mod den ydre vanære, som han frygter, at hans handling vil medføre, så vil han ikke længere afholde sig fra den. Den er kun, som Aristoteles lærer, περὶ ἀδοξίας φαντασία; eller som South siger: «Den sorg, et menneske føler over sine egne ufuldkommenheder, betragtet i forhold til at verden lægger mærke til dem; med ét ord kan den defineres som sorg over at føle sig ringeagtet»; således har vi i Jer 2,26 αἰσχύνη κλέπτου ὅταν ἁλῷ. Heller ikke den definition af «skam», som Locke giver (Of Human Understanding, ii. 20), når højere end dette. Som Aristoteles viser videre, har den derfor ikke egentlig sit sæde i den moralske sans hos den, der føler den, altså i hans bevidsthed om en ret, som er blevet eller ville blive krænket ved hans handling, men kun i hans frygt for andre, som er eller kunne blive vidende om krænkelsen. Fjern denne frygt, og αἰσχύνη ophører; αἰδώς derimod har sit motiv i sig selv og indebærer ærefrygt for det gode, fordi det er godt (se Aristofanes, Nubes, 994), og ikke blot fordi der er knyttet ære og anseelse til det; se herom nogle fremragende bemærkninger i Gladstones Studies on Homer, bd. ii. s. 431, og igen i hans Primer on Homer, s. 112. Derfor er det ofte forbundet med εὐλάβεια (Hebr 12,28, hvis denne læsemåde da kan stå), ærefrygten for Gud, for hans majestæt og hellighed, som skaber en omhu for ikke at krænke ham – det tyske «Scheu» [ærefrygtig sky] (Plutark, Coes. 14; Proec. Conj. 47; Filon, Leg. ad Cai. 44); ofte også med δέος (Platon, Euthyd. 126 c); med εὐκοσμία (Xenophon, Cyrop. viii. 1. 33); med εὐταξία og κοσμιότης (Plutark, Coes. 4); med σεμνότης (Proec. Conj. 26). For at sammenfatte det hele kan vi sige, at αἰδώς altid ville holde en god mand tilbage fra en uværdig handling, mens αἰσχύνη undertiden ville holde en dårlig mand tilbage.

Ἐντροπή, der kun forekommer to gange i Det Nye Testamente (1 Kor 4,5 [sandsynligvis 1 Kor 6,5]; 15,34), findes andre steder forbundet snart med αἰσχύνη, snart med αἰδώς: med det første i Sl 34,26, jf. Sl 119,3; Ez 35,32; med det andet hos Jamblichos (citeret af Rost og Palm). Også det må gengives med «skam», men det har noget i sig, som hverken αἰδώς eller αἰσχύνη har. Det er nært beslægtet med ἐντρέπω, ἐντρέπομαι og antyder i hvert fald den ændring af adfærd, den vending, hvor et menneske går i sig selv, som en sund skam fører med sig hos den, der føler den. Det kommer til udtryk i vendinger som παιδεία ἐντροπῆς (Job 20,3); og det er sikkert kun en sådan skam, Paulus vil føre sine omvendte i Korinth til på de to steder, der allerede er nævnt; jf. Tit 2,8 og 2 Thess 3,14, ἵναἐντραπῇ, som Grotius med rette omskriver: «ut pudore tactus ad mentem meliorem redeat» [for at han, rørt af skam, kan vende tilbage til et bedre sind]. Pott (Etym. Forsch. bd. v. s. 138) følger godt ordenes skiftende betydninger: «ἐντρέπω, umwenden, umkehren, umdrehen. Uebertr. einen in sich kehren, zu sich bringen, machen, dass er in sich geht... ἐντροπή das Umkehren; 2. das in sich Gehen, Beschämung, Scham, Scheu, Rücksicht, Achtung, wie αἰδώς.» [ἐντρέπω: vende om, vende tilbage, dreje rundt. Overført: vende en ind i sig selv, bringe en til sig selv, få en til at gå i sig selv … ἐντροπή: det at vende om; 2. det at gå i sig selv, beskæmmelse, skam, sky, hensyn, agtelse, ligesom αἰδώς.]

«Irruit, et nostrum vulgat clamore pudorem.» [Han styrter frem og råber vores skam ud for alle.]

Fodnote 1 Den samme ensidighed, blot lige til den modsatte side, findes i Ciceros definition af «pudor», som han gør udelukkende fremadskuende: «Pudor, metus rerum turpium, et ingenua qaaedam timiditas, dedecus fugiens, laudemque consectans» [Blufærdighed er frygt for skammelige ting og en vis ædel frygtsomhed, som flygter fra vanære og stræber efter ros]; men Ovid skriver:

Fodnote 2 I sølvalderens latin havde «verecundia» fået betydningen falsk skam; således Quintilian, xii. 5, 2: «Verecundia est timor quidam reducens animum ab eis quae facienda sunt» [Verecundia er en vis frygt, som holder sindet tilbage fra det, der bør gøres]. Det er den δυσωπία, om hvis skadevirkninger Plutark har skrevet et så yndefuldt lille essay.