xx. αἰδώς, σωφροσύνη.

Disse to nævnes sammen af Paulus (1 Tim 2,9; jf. Platon, Phoedrus, 253 d) som den sandeste pryd for en kristen kvinde; σωφροσύνη forekommer kun to andre steder (ApG 26,25; 1 Tim 2,15). Hvis den skelnen, der er draget i § 19, er rigtig, så kan det, som Xenophon (Cyrop. viii. 1. 31) lægger Kyros i munden, ikke holde: διῄρει δὲ αἰδῶ καὶ σωφροσύνην τῇδε, ὡς τοὺς μὲν αἰδουμένους· τὰ ἐν τῷ φανερῷ αἰσχρὰ φεύγοντας, τοὺς δὲ σώφρονας καὶ τὰ ἐν τῷ ἀφανεῖ. Det er forfejlet på begge sider: på den ene side skyr αἰδώς ikke blot åbenlys og synlig nedrighed, hvor meget αἰσχύνη end gør det; på den anden side fremhæves en tilfældig side ved σωφροσύνη, som om den var dens væsen. Etymologien af σωφροσύνη som σώζουσα τὴν φρόνησιν (Aristoteles, Ethic. Nic. vi. 5) eller σωτηρία τῆς φρονήσεως (Platon, Crat. 411 e; jf. Filon, De Fort. 3) må ikke tages som alvorligt ment; Chrysostomos har givet den rigtigt: σωφροσύνη λέγεται ἀπὸ τοῦ σώας τὰς φρένας ἔχειν. Den står over for ἀκολασία (Thukydid, iii. 37; Aristoteles, Rhet. i. 9; Filon, Mund. Opif. 16 b) og ἀκρασία (Xenophon, Mem. iv. 5) og er middelvejen mellem ἀσωτία og φειδωλία (Filon, De Praem. et Poen. 918 b); egentlig er den den tilstand, hvor man har fuldt herredømme over lidenskaberne og begærene, så de ikke får mere spillerum, end loven og den rette fornuft tillader og godkender (ἐπικράτεια τῶν ἐπιθυμιῶν, 4 Makk 1,31; jf. Tit 2,12); jf. Platon (Symp. 196 c): εἶναι γὰρ ὀμολογεῖται σωφροσύνη τὸ κρατεῖν ἡδονὼν καὶ ἐπιθυμιῶν; hans Charmides er helt igennem viet til at undersøge ordets nøjagtige betydning. Aristoteles (Rhet. i. 9): ἀρετὴ δι᾽ ἣν πρὸς τὰς ἡδονὰς τοῦ σώματος οὕτως ἔχουσιν, ὡς ὁ νόμος κελεύει; Plutark (De Curios. 14; De Virt. Mor. 2; og Gryll. 6): βραχύτης τις ἐστὶν ἐπιθυμιῶν καὶ τάξις, ἀναιροῦσα μὲν τὰς ἐπεισάκτους καὶ περιττὰς, καιρῷ δὲ καὶ μετριότητι κοσμοῦσα τὰς ἀνακαίας; Filon (De Immut. Dei, 316 e): μέση ῥᾳθυμίας δὲ ἐκκεχυμένης καὶ φειδωλίας ἀνελευθέρου, σωφροσύνη; jf. Diogenes Laërtios, iii. 57.91, og Klemens af Alexandria, Strom. ii. 18. Med Jeremy Taylors ord (The House of Feasting): «Den er fornuftens bælte og lidenskabens tøjle.... den er ῥώμη ψυχῆς, som Pythagoras kalder den; κρηπὶς, siger Sokrates; κόσμος ἀγαθῶν πάντων, siger Platon; ἀσφάλεια τῶν καλλίστων ἕξεων, siger Jamblichos.» Vi finder den ofte forbundet med κοσμιότης (Aristofanes, Plut. 563, 564), med εὐταξία (2 Makk 4,37), med καρτερία (Filon, De Agric. 22) og med ἁγνεία (Klemens af Rom, 1. Korintherbrev, § 58). Intet enkelt latinsk ord gengiver den nøjagtigt; som Cicero selv indrømmer (Tusc. iii. 8; jf. v. 14), gengiver han den snart med «temperantia», snart med «moderatio», snart med «modestia» [mådehold, måde, sømmelighed], og han beskriver den således: «ejus enim videtur esse proprium motus animi appetentes regere et sedare, semperque adversantem libidini, moderetam in omni re servare constantiam.» [Dens særlige kendetegn synes nemlig at være at styre og dæmpe sjælens begærlige bevægelser og, idet den altid står lysten imod, at bevare en afmålt fasthed i alle ting.] Σωφροσύνη var en dyd, der fik en mere fremtrædende plads i den hedenske etik end i den kristne (δώρημα κάλλιστον θεῶν, som Euripides, Med. 632, har kaldt den). Det var ikke, fordi man dér tillagde den større værdi end hos os, men dels fordi den dér var én blandt en langt mindre kreds af dyder, som hver især derfor måtte tiltrække sig mere opmærksomhed, dels også fordi denne tilstand af selvbeherskelse for alle dem, der «ledes af Ånden», optages og forvandles til en endnu højere tilstand: Her ordner og behersker et menneske ikke sig selv – hvad der er godt, så langt det rækker – men bliver, hvad der er endnu bedre, ordnet og behersket af Gud.

I 1 Tim 2,9 skelner vi bedst mellem αἰδώς og σωφροσύνη – og den skelnen vil kunne anvendes videre – hvis vi siger om αἰδώς, at det er den «shamefastness»1 eller blufærdighed, som viger tilbage for at overskride grænserne for kvindelig tilbageholdenhed og beskedenhed, og ligeledes for den vanære, der med rette ville knytte sig dertil; og om σωφροσύνη, at det er det vanemæssige indre selvherredømme, som stadig holder alle lidenskaber og begær i tøjlen, og som ville forhindre, at fristelsen hertil opstod, eller i hvert fald at den opstod med en sådan styrke, at den overvandt de hindringer og skranker, som αἰδώς satte op imod den.

Fodnote 1 Det er en skam, at «shamefast» (Sir 41,16) og «shamefastness», som oversætterne af vores engelske King James-oversættelse (A.V.) her gengav σωφροσύνη med, i moderne sprogbrug skulle blive fordærvet til «shame_faced_» og «shame_facedness_» [«shamefast» betyder egentlig «gjort fast ved skam», mens «shamefaced» betyder «med skam i ansigtet», undselig]. Ordene er egentlig dannet på samme måde som «steadfast», «steadfastness», «soothfast», «soothfastness» og de gode gamle engelske ord, som vi nu har mistet, «rootfast» og «rootfastness»; hertil kan føjes «masterfast», bundet til en herre; «footfast», fangen; «bedfast», sengeliggende; «handfast», trolovet; «weatherfast», vejrbunden. Ligesom vores fædre ved «rootfast» forstod det, der stod fast og var gjort fast ved sin rod, forstod de ved «shamefast» det, der var grundfæstet og gjort fast ved (en hæderlig) skam. At ændre dette til «shame_faced_» er at lade hele ordets betydning og kraft glide op til overfladen og efterlade os et etisk langt fattigere ord. Det er utilgiveligt, at alle moderne genoptryk af den autoriserede engelske oversættelse har givet efter for denne fordærvelse. Så længe stavemåden ikke berører et ords liv, kan den sagtens følge moderne brug; vi ønsker ikke «sonne» eller «marvelie», når alle nu staver «son» og «marvel». Men hvor dette liv angribes af senere ændringer – i virkeligheden fordærvelser af stavemåden – og ordet i virkeligheden gøres til et andet, dér bør man holde sig nøje til udgaven fra 1611 og betragte den som autoritativ og forbilledlig for alle senere.