xxi. σύρω, ἕλκω.

Disse ord er forskellige, og forskellen mellem dem er ikke uden teologisk betydning. Vi gengiver bedst forskellen, hvis vi oversætter σύρειν med «slæbe» og ἑλκύειν med «drage» [Trench bruger de engelske ord «to drag» og «to draw»]. I σύρειν ligger der, ligesom i vores «slæbe», altid forestillingen om kraft, som når Plutark (De Lib. Ed. 8) taler om en flods voldsomme løb, πάντα αύρων καὶ πάντα παραφέρων; og deraf følger, at hvor det gælder personer og ikke blot ting, vil σύρειν rumme forestillingen om vold (ApG 8,3; 14,19; 17,6; jf. κατασύρειν, Luk 12,58). Men i ἑλκύειν ligger denne forestilling om kraft eller vold ikke nødvendigvis. Den kan være der (ApG 16,19; 21,30; Jak 2,6; jf. Homer, Il. xi. 258; xxiv. 52, 417; Aristofanes, Equit. 710; Euripides, Troad. 70: Αἰὰς εἷλκε Κασάνδραν βίᾳ), men den behøver ikke at være der (således Platon, Rep. 6:494 e: ἐὰν ἕλκηται πρὸς φιλοσοφίαν; jf. vii. 538 d) – lige så lidt som i vores «drage», som vi bruger om en åndelig og moralsk tiltrækning, eller i det latinske «traho» («trahit sua quemque voluptas» [enhver drages af sin egen lyst]).

Kun ved at holde fast ved den forskel, der således er mellem disse ord, kan vi forsvare to dogmatisk vigtige steder i Johannesevangeliet mod fejlagtig fortolkning. Det første er 12,32: «Og når jeg bliver løftet op fra jorden, vil jeg drage alle [πάντας ἑλκύσω] til mig.» Men hvordan drager en korsfæstet og dermed ophøjet Frelser alle til sig? Ikke med magt, for viljen kan ikke tvinges, men ved sin kærligheds guddommelige tiltrækning. Og igen (6,44): «Ingen kan komme til mig uden at Faderen, som sendte mig, drager ham» (ἑλκύσῃ αὐτόν). Alle, der føler sig forpligtet til at afvise enhver «gratia irresistibilis» [uimodståelig nåde] af den slags, der gør mennesket til en maskine og slæber det til Gud, hvad enten det vil eller ej, må straks indrømme – ja, må hævde – at dette ἑλκύσῃ ikke kan betyde mere end kærlighedens mægtige lokken og tiltrækkende kraft, den måde, hvorpå Faderen drager mennesker til Sønnen; sammenlign Jer 31,3: «Med kærlig godhed har jeg draget dig» (εἵλκυσά σε), og Højs 1,3–4. Fandt vi αύρειν på et af disse steder (ikke at det ville være muligt), kunne fortalerne for en «gratia irresistibilis»1 hævde, at vor Herres udsagn ikke gav plads for nogen anden betydning end deres; men ikke som de nu står.

I overensstemmelse med alt dette ligger der i ἑλκύειν overvejende betydningen at drage hen mod et bestemt punkt, i σύρειν blot at slæbe noget efter sig; således beskriver Lukian (De Merc. Cond. 3), der sammenligner et menneske med en fisk, som allerede sidder på krogen og slæbes gennem vandet, ham som συρόμενον καὶ πρὸς ἀνάγκην ἀγόμενον. Ikke sjældent vil der i αύρειν ligge den forestilling, at slæbningen sker hen ad jorden, eftersom det, der med magt slæbes af sted uden egen vilje, vil slæbe hen ad jorden (jf. σύρμα, σύρδην og Es 3,16) – for eksempel et lig (Filon, In Flac. 21). Vi kan sammenligne Joh 21,6 og 11 med v. 8 i samme kapitel som bekræftelse på det, der netop er sagt. I v. 6 og 11 bruges ἑλκύειν, for dér er der tale om at drage nettet hen til et bestemt punkt: disciplene drager det hen til sig selv i båden, Peter hen til sig selv på stranden. Men i v. 8 viger ἑλκύειν for σύρειν, for dér er der kun tale om at slæbe nettet, som var gjort fast til båden, efter den gennem vandet. Vores oversættelse, den engelske King James-oversættelse (A.V.), har fastholdt forskellen; det har De Wettes tyske oversættelse også ved hjælp af «ziehen» (==ἑλκύειν) og «nachschleppen» (==σύρειν); men hverken Vulgata eller Beza har, for begge bruger «traho» hele vejen igennem.

Fodnote 1 Augustins fremragende ord om dette sidste sted – han bliver selv undertiden fremført som fortaler for denne lære – kan citeres her (In Ev. Joh. Tract. xxvi. 4): «Nemo venit ad me, nisi quem Pater adtraxerit. Noli te cogitate invitum trahi; trahitur animus et amore. Nec timere debemus ne ab hominibus qui verba perpendunt, et a rebus maxime divinis intelligendis longe remoti sunt, in hoc Scripturarum sanctarum evangelico verbo forsitan reprehendamur, et dicatur nobis, Quomodo voluntate credo, si trahor? Ego dico: Parum est voluntate, etiam voluptate traheris. Porro si poëtae dicere licuit, Trahit sua quemque voluptas; non necessitas, sed voluptas; non obligatio, sed delectatio; quanto fortius nos dicere debemus, trahi hominem ad Christum, qui delectatur veritate, delectatur beatitudine, delectatur justitiâ, delectatur sempiternâ vitâ, quod totum Christus est?» [Ingen kommer til mig, uden at Faderen drager ham. Tro ikke, at du drages mod din vilje; sjælen drages også af kærlighed. Vi behøver heller ikke frygte, at mennesker, som vejer ordene, men står langt fra at forstå især de guddommelige ting, måske vil dadle os for dette evangeliske ord i den hellige Skrift og sige til os: Hvordan kan jeg tro af egen vilje, hvis jeg drages? Jeg svarer: Det er for lidt at sige «af vilje»; du drages også af lyst. Og når en digter kunne sige: «Enhver drages af sin egen lyst» – ikke nødvendighed, men lyst; ikke tvang, men glæde – hvor meget stærkere må vi så ikke sige, at det menneske drages til Kristus, som glæder sig over sandheden, glæder sig over saligheden, glæder sig over retfærdigheden, glæder sig over det evige liv – hvilket alt sammen er Kristus?]