xxii. ὁλόκληρος, τέλειος, ἄρτιος.

Ὁλόκληρος og τέλειος står sammen, men i omvendt rækkefølge, i Jak 1,4: «fuldkomne og helstøbte» (jf. Filon, De Sac. Ab. et Cain. 33: ἔμπλεα καὶ ὁλόκληρα καὶ τέλεια; Dion Chrysostomos, Orat. 12, s. 203). Ellers forekommer ὁλόκληρος kun én gang i Det Nye Testamente (1 Thess 5,23); ὁλοκληρία også én gang, men i fysisk og ikke i etisk betydning (ApG 3,16; jf. Es 1,6). Ὁλόκληρος betegner først, som ordets oprindelse viser, det, som har bevaret alt, hvad der fra begyndelsen blev det tildelt (Ez 15,5), og som derfor er helt og uskadt i alle sine dele (ὁλόκληρος καὶ παντελής, Filon, De Merc. Meret. 1), uden at noget af det, der hører til dets fuldstændighed, mangler. Således ville Dareios gerne have undladt at indtage Babylon, hvis blot Zopyros stadig var ὁλόκληρος – han havde lemlæstet sig selv for at gennemføre den list, som byen faldt ved (Plutark, Reg. et Imper. Apoph.). Ligeledes er utilhuggede sten ὁλόκληροι, fordi de ikke har mistet noget ved at blive formet og poleret (5 Mos 27,6; 1 Makk 4,47); fulde uger er ἑβδομάδες ὁλόκληροι (3 Mos 23,15); og en mand ἐν ὁλοκλήρῳ δέρματι er «i hel hud» [dvs. uskadt] (Lukian, Philops. 8). Dernæst finder vi ὁλόκληρος brugt om den legemlige fuldkommenhed, hvor intet er for meget og intet for lidt (jf. 3 Mos 21,17–23), som blev krævet af de levitiske præster som betingelse for, at de kunne gøre tjeneste ved alteret, og som heller ikke måtte mangle hos de ofre, de bar frem. I begge disse betydninger bruger Josefus ordet (Antt. iii. 12. 2), og det gør Filon hele tiden. Hos ham er det det faste ord for denne fuldkommenhed hos præsterne og ofrene, som han ofte vender tilbage til nødvendigheden af. Han ser – med rette – en mystisk betydning i den: at det er ὁλόκληροι θυσίαι ὁλοκλήρῳ Θεῷ [fuldkomne ofre til den fuldkomne Gud] (De Vict. 2; De Vict. Off. 1, ὁλόκληρον καὶ παντελῶς μώμων ἀμέτοχον; De Agricul. 29; De Cherub. 28; jf. Platon, Legg. vi. 759 c). Τέλειος bruges af Homer (Il. 1. 66) i samme betydning.

Det varer ikke længe, før ὁλόκληρος og ὁλοκληρία, ligesom det latinske «integer» og «integritas», overføres fra legemlig til sjælelig og moralsk helhed (Sueton, Claud. 4). Det eneste, der nærmer sig dette i De Apokryfe Bøger, er Visd 15,3, ὁλόκληρος δικαιοσύνη. Men i et interessant og vigtigt afsnit i Platons Faidros (250 c; jf. Tim. 44 c) udtrykker ὁλόκληρος menneskets fuldkommenhed før syndefaldet – selvfølgelig syndefaldet, sådan som Platon forestillede sig det. Dengang fik menneskene, som endnu var ὁλόκληροι καὶ ἀπαθεῖς κακῶν [hele og uberørte af det onde], ὁλόκληρα φάσματα [hele syner], i modsætning til de svage, delvise glimt af den evige skønhed, som er alt, hvad de fleste mennesker nu får. Den person eller ting er altså ὁλόκληρος, som er «omnibus numeris absolutus» [fuldendt i alle henseender], eller ἐν μηδενὶ λειπόμενος [«så I intet mangler»], som Jakob selv (1,4) forklarer ordet.

De forskellige anvendelser af τέλειος kan alle føres tilbage til τέλος, som ordet bygger på. I naturlig betydning er τέλειοι de voksne, som har nået den fulde højde, styrke og forstand, de kan nå, og derfor i disse henseender har nået deres τέλος, i modsætning til νέοι eller παῖδες, unge mænd eller drenge (Platon, Legg. xi. 929 c; Xenofon, Cyr. viii. 7. 6; Polybios, v. 29. 2). Dette billede af fuldt udvokset vækst i modsætning til spædbarns- og barnealderen ligger bag Paulus’ etiske brug af τέλειοι, hvor han stiller dem op over for νήπιοι ἐν Χριστῷ [de umyndige i Kristus] (1 Kor 2,6; 14,20; Ef 4,13.14; Fil 3,15; Hebr 5,14; jf. Filon, De Agricul. 2). De svarer faktisk til πατέρες [fædrene] i 1 Joh 2,13.14, til forskel fra νεανίσκοι og παιδία [de unge mænd og børnene]. Denne etiske brug af τέλειος findes heller ikke kun i Skriften. Stoikerne skelnede i filosofien mellem den τέλειος og den προκόπτων [den, der gør fremskridt], ligesom τέλειοι i 1 Krøn 25,8 stilles over for μανθάνοντες [de lærende]. Hos hedningerne var også de τέλειοι, som var blevet indviet i mysterierne. For ligesom nadveren blev kaldt τὸ τέλειον (Bingham, Christ. Antiquities, i. 4. 3), fordi der intet var ud over den, intet privilegium, som den kristne ikke havde fået del i, sådan fik disse τέλειοι i den hedenske indvielse deres navn, fordi de nu var blevet ført ind i de sidste og øverste mysterier af alle.

Man vil se, at der er en vis tvetydighed i vores ord «fuldkommen», som det i øvrigt deler med τέλειος selv: begge bruges snart i relativ, snart i absolut betydning. Kun sådan kunne vor Herre sige: «I skal da være fuldkomne (τέλειοι), ligesom jeres himmelske Far er fuldkommen (τέλειος)», Matt 5,48; jf. 19,21. Den kristne skal være «fuldkommen», men ikke i den betydning, som nogle af sekterne prædiker fuldkommenhedslæren i. Ser man nærmere på deres ord, viser det sig, at de enten ikke mener andet, end hvad de kunne have udtrykt med et ord, der var mindre udsat for misforståelse, eller at de mener noget, som intet menneske når i dette liv, så den, der påstår at have nået det, bedrager sig selv eller andre eller begge dele. Den troende skal være «fuldkommen», dvs. ved Guds nåde stræbe efter at være fuldt udrustet og fast grundfæstet i kundskab om og udøvelse af de ting, der hører Gud til (Jak 3,2; Kol 4,12: τέλειος καὶ πεπληροφορημένος); ikke et barn i Kristus til det sidste, «ikke altid optaget af begyndelsesgrundene og troens barnlige sætninger og øvelser, men i færd med ædle gerninger og vel bevandret i troens og helligheds dybeste hemmeligheder».1 I denne betydning gjorde Paulus krav på at være τέλειος, selv om han næsten i samme åndedrag afviste at være τετελειωμένος [allerede fuldendt] (Fil 3,12.15).

Forskellen er altså klar. Den ὁλόκληρος er den, som har bevaret sin helhed, eller som, efter at have mistet den, nu har genvundet den. Den τέλειος er den, som har nået sit moralske mål, det han var bestemt til, nemlig at være en mand i Kristus – selv om det kan være sandt, at når han har nået dette, åbner andre og højere mål sig for ham: at Kristus mere og mere må tage skikkelse i ham.2 Hos den ὁλόκληρος mangler ingen af de dyder, der burde findes hos et kristent menneske; hos den τέλειος er ingen dyd blot i sin svage, ufuldkomne begyndelse, men alle har nået en vis modenhed. Ὁλοτελής, som forekommer én gang i Det Nye Testamente (1 Thess 5,23; jf. Plutark, De Plac. Phil. v. 21), danner et bindeled mellem de to, idet første halvdel knytter sig til ὁλόκληρος og anden halvdel til τέλειος.

Ἄρτιος, som kun forekommer én gang i Det Nye Testamente (2 Tim 3,17) og straks efter forklares nærmere med ἐξηρτισμένος, ligger i betydning nærmere ved ὁλόκληρος, som Filon forbinder det med (De plant. 29), end ved τέλειος. Calvin forklarer det som «in quo nihil est mutilum» [det, hvor intet er lemlæstet] – se desuden citatet fra Theodoret hos Suicer, s.v. – og det stilles op som modsætning til χωλός [halt] (Chrysostomos), til κολοβός [stympet] (Olympiodoros) og til ἀνάπηρος [vanfør] (Theodoret). Vulkan er hos Lukian (Sacrif. 6) οὐκ ἄρτιος τὼ πόδε [ikke hel på begge fødder]. Spørger vi os selv, fra hvilken særlig side fuldstændigheden ses i ἄρτιος, kan man trygt svare, at det ikke blot drejer sig om, at alle de dele er til stede, som er nødvendige for denne fuldstændighed, men også om, at delene er tilpasset og egnede til de formål, de skulle tjene. Guds menneske, vil Paulus sige (2 Tim 3,17), skal være udrustet og færdiguddannet med alt, hvad der er nødvendigt for at udføre det arbejde, han er sat til.

Fodnote 1 Om, i hvilken betydning «fuldkommenhed» kræves af den kristne, findes der en udførlig drøftelse hos Jeremy Taylor, Doctrine and Practice of Repentance, i. 3. 40–56, som dette citat er hentet fra.

Fodnote 2 Seneca (Ep. 120) siger om en mand: «Habebat perfectum animum, ad summam sui adductus» [Han havde en fuldkommen sjæl, ført frem til sit højeste].