xxiii. στέφανος, διάδημα.

Vi må ikke blande disse ord sammen, fordi vores ord «krone» dækker dem begge. Jeg tvivler stærkt på, at στέφανος noget sted i den klassiske litteratur bruges om kongens eller kejserens krone. Det er sejrskransen ved legene, kransen for borgerdyd, for tapperhed i krig, for bryllupsglæde og for festglæde – flettet af eg, vedbend, persille, myrte eller oliven, eller af guld i efterligning af disse eller andre blade – eller af blomster som violer eller roser (se Athenaios, xv. 9–33). Det er med andre ord «kransen» eller «guirlanden», det tyske «Kranz» til forskel fra «Krone»; men aldrig, lige så lidt som «corona» på latin, symbolet og tegnet på kongemagt. Det var διάδημα, der var dette βασιλείας γνώρισμα [kongedømmets kendetegn], som Lukian kalder det (Pisc. 35; jf. Xenofon, Cyr. viii. 3. 13; Plutark, De Frat. Am. 18). Egentlig var det et hvidt linnedbånd, «taenia» eller «fascia» [bånd, bind] (Curtius, 3,3), som omsluttede panden. Derfor er intet udtryk mere almindeligt end περιτιθέναι διάδημα [at tage diademet på] for at betegne, at nogen overtager den kongelige værdighed (Polybios, v. 57. 4; 1 Makk 1,9; 11,13; 13,32; Josefus, Antt. xii. 10, 1), ligesom på latin kun «diadema» er «insigne regium» [kongeligt tegn] (Tacitus, Annal. xv. 29). Hermed stemmer Seldens indledende ord i hans lærde drøftelse af forskellen mellem «kroner» og «diademer» (Titles of Honour, kap. 8, § 2): «Hvor meget disse navne end fra gammel tid er blevet blandet sammen, var diademet i streng forstand noget helt andet end det, en krone nu er eller var. Det var intet andet end et bånd af silke, linned eller lignende. Og intet tyder på, at nogen anden slags krone blev brugt som kongeligt tegn end denne slags bånd – bortset fra i nogle riger i Asien – før kristendommens begyndelse i Romerriget.»

Et afsnit hos Plutark viser meget klart den forskel, der her påstås. Den kongekrone, som Antonius tilbyder Cæsar, beskriver biografen som διάδημα στεφάνῳ δάφνης περιπεπλεγμένον [et diadem flettet ind i en laurbærkrans] (Coes. 61). Her er στέφανος guirlanden eller laurbærkransen, som selve diademet var flettet ind i. Ifølge Cicero (Phil. 2,34) var Cæsar i forvejen «coronatus» (= ἐστεφανωμένος) [bekranset], sådan som han ville have været det som konsul, da tilbuddet blev fremsat. Netop ved at holde denne forskel for øje kan vi forklare en version af samme hændelse hos Sueton (Coes. 79). Nogen sætter på Cæsars statue «coronam lauream candidâ fasciâ praeligatam» [en laurbærkrans bundet om med et hvidt bånd] (hans statuer var, fortæller også Plutark, διαδήμασιν ἀναδεδεμένοι βασιλικοῖς [omvundet med kongelige diademer]). Folketribunerne befaler da at fjerne, ikke «corona» [kransen], men «fascia» [båndet]; for det var diademet, og det var alene i det, den forræderiske antydning lå, at han skulle lade sig udråbe til konge. Sammenlign Diodor fra Sicilien xx. 24, hvor han siger om en mand: διάδημα μὲν οὐκ ἔκρινεν ἔχειν, ἐφόρει γὰρ ἀεὶ στεφανον [han besluttede ikke at bære diadem, for han bar altid en krans].

Hvor nøjagtigt ordene holdes adskilt i Septuaginta og i De Apokryfe Bøger, kan man se ved i Første Makkabæerbog at sammenligne de steder, hvor διάδημα bruges (fx 1,9; 6,15; 8,14; 11,13.54; 12,39; 13,32), med dem, hvor στέφανος forekommer (4,57; 10,29; 11,35; 13,39; jf. 2 Makk 14,4). Sammenlign Es 62,3, hvor det siges om Israel, at det skal være στέφανος κάλλους [en skønhedskrans], men, som der tilføjes, διάδημα βασιλείας [et kongeligt diadem].

I Det Nye Testamente er det tydeligt, at den στέφανος, Paulus taler om, altid er sejrherrens og ikke kongens (1 Kor 9,24–26; 2 Tim 2,5); det samme gælder i det, der går under navnet Klemens’ Andet Brev, § 7. Selv om Peters hentydning (1 Pet 5,4) ikke så direkte gælder de græske lege, stiller også han stiltiende himlens kranse, som aldrig visner, ἀμαράντινος στέφανος τῆς δόξης [herlighedens uvisnelige krans], over for jordens kranse, som så hurtigt mister deres skønhed og friskhed. I Jak 1,12; Åb 2,10; 3,11; 4,4 er det ikke sandsynligt, at der tænkes på disse græske lege, hverken direkte eller fjernt. Jødernes afsky for dem som afgudsdyrkende og vanhellige gik langt tilbage og stak dybt (Josefus, Antt. xv. 8. 1–4; 1 Makk 1,14; 2 Makk 4,9.12), og uden tvivl også hos kirkens jødiske medlemmer, så billeder hentet fra præmierne ved disse lege snarere ville have frastødt end tiltrukket dem. Men også her er στέφανος eller στέφανος τῆς ζωῆς [livets krans], ikke et symbol på kongemagt, men på den højeste glæde og fryd (jf. στέφανος ἀγαλλιάματος [jubelens krans], Sir 6,31), på herlighed og udødelighed. Så meget desto sikrere kan vi slutte, at det forholdt sig sådan hos Johannes, eftersom han de tre gange, hvor han uden tvivl mener kongelige kroner, bruger διάδημα (Åb 12,3; 13,1 [jf. 17,9.10, αἱ ἑπτὰ κεφαλαὶ... βασιλεῖς ἑπτά εἰσιν [de syv hoveder … er syv konger]]; 19,12). I det sidste vers siges det ophøjet om ham, som er kongernes konge og herrernes herre, at «på hans hoved har han mange kroner» (διαδήματα πολλά). Trods al sin pragt er dette udtryk svært at forestille sig, så længe vi for vores indre øje ser kroner som dem, nutidens monarker bærer; men det bliver straks forståeligt, når vi tænker på dem som «diademer», dvs. smalle bånd om panden. Disse «mange diademer» er da tegnene på de mange herredømmer – på jorden, i himlen og i helvede (Fil 2,10) – som er hans. Det er herredømmer, som engang blev tilranet eller angrebet af den store røde drage, som tilraner sig Kristi værdighed og ære, og som derfor også har sine egne syv diademer (13,1); men nu har han, som de med rette tilhører, åbent og for evigt taget dem på. Ligesom – for at sammenligne jordiske ting med himmelske – da Ptolemæus, Egyptens konge, drog i triumf ind i Antiokia, satte han to «kroner», eller rettere «diademer» (διαδήματα), på sit hoved, Asiens diadem og Egyptens diadem (1 Makk 11,13). Eller som vi hos Diodor fra Sicilien (i. 47) læser om en kvinde ἔχουσαν τρεῖς βασιλείας ἐπὶ τῆς κεφαλῆς [som bar tre kongedømmer på sit hoved], hvor sammenhængen tydeligt viser, at det er tre diademer, tegnene på et tredobbelt kongedømme, som hun bar.

Det eneste sted, hvor στέφανος kunne synes at blive brugt om en kongekrone, er Matt 27,29; jf. Mark 15,17; Joh 19,2. Her er fletningen af tornekronen (στέφανος ἀκάνθινος), og at den blev sat på Frelserens hoved, tydeligvis en del af den gudsbespottelige kongemaskerade, som de romerske soldater ville tvinge ham til at spille. Men flettet af sådanne materialer, som den var – sandsynligvis af juncus marinus [strandsiv] eller af lycium spinosum [en tornet busk] – kunne διάδημα åbenbart ikke bruges om den. Derfor træder det ord, der passede bedst med hensyn til det materiale, den var lavet af, i stedet for det ord, der ville have passet bedst med hensyn til det formål, den var tænkt til. Om hele emnet for denne § se The Dictionary of the Bible, s. vv. Crown og Diadem, og Dictionary of Christian Antiquities, artiklen «Coronation», s. 464.