xxiv. πλεονεξία, φιλαργυρία.

Mellem disse ord er der samme forskel som mellem de engelske ord «covetousness» og «avarice» [omtrent «havesyge» og «gerrighed»], eller som mellem de tyske «Habsucht» og «Geiz». Πλεονεξία betyder først det at have mere og dernæst, i en afledt og mere almindelig betydning, begæret efter at have mere. Den er den mere aktive synd, φιλαργυρία den mere passive: den første, «amor sceleratus habendi» [den forbryderiske lyst til at _eje_], søger snarere at gribe det, den ikke har; den anden søger at holde fast på det, den allerede har, og at forøge det ved at hobe op. Den første vil ofte gå dristigt og aggressivt til værks, når den skal skaffe sig noget; ja, den kan være – og vil ofte være – lige så rundhåndet til at strø om sig og ødsle bort, som den var ivrig og samvittighedsløs, da den skaffede sig det. En πλεονέκτης vil ofte være «rapti largitor» [en, der gavmildt deler ud af det røvede], sådan som Catilina var. Cicero siger om ham (Pro Coel. 6): «Quis in rapacitate avarior? quis in largitione effusior?» [Hvem var mere grisk i sit rov? Hvem var mere ødsel i sine gaver?] Den samme tanke er meget dristigt formet i Massingers skikkelse Sir Giles Overreach. I overensstemmelse hermed finder vi πλεονέκτης sammen med ἅρπαξ (1 Kor 5,10); πλεονεξία sammen med βαρύτης (Plutark, Arist. 3); πλεονεξίαι sammen med κλοπαί (Mark 7,22), med ἀδικίαι (Strabon, vii. 4. 6) og med φιλονεικίαι (Platon, Legg. iii. 677 b). Theodoret definerer synden således (in Ep. ad Rom. i. 30): ἡ τοῦ πλείονος ἒφεσις, καὶ τῶν οὐ προσηκόντων ἡ ἁρπαγή [begæret efter mere og det at rive til sig, hvad der ikke tilkommer en]. Sammenlign hermed definitionen – hvem den så end stammer fra – af «avaritia» som «injuriosa appetitio alienorum» [et uretfærdigt begær efter andres ejendom] (ad Herenn. iv. 25), og sammenlign desuden Bengels note (til Mark 7,22): «πλεονεξία, comparativum involvens, denotat medium quiddam inter furtum et rapinam; ubi per varias artes id agitur ut alter per se, sed cum laesione sui, inscius vel invitus, offerat, concedat et tribuat, quod indigne accipias.» [πλεονεξία, der rummer en komparativ, betegner noget midt imellem tyveri og rov: man sørger ved forskellige kneb for, at den anden af sig selv, men til egen skade, uden at vide det eller mod sin vilje, tilbyder, overlader og giver det, som man uretmæssigt tager imod.] Derfor står ordet med rette sammen med αἰσχροκερδεία (Polybios, vi. 46. 3). Men mens det forholder sig sådan med πλεονεξία, vil φιλαργυρία, gnierens synd (den står sammen med μικρολογία, Plutark, Quom. Am. ab Adul. 36), derimod ofte være forsigtig og frygtsom, og den har ikke nødvendigvis kastet det ydre skin af retskaffenhed af sig. Farisæerne var for eksempel φιλάργυροι (Luk 16,14), og det lod sig godt forene med at opretholde en religiøs bekendelse, hvad πλεονεξία åbenlyst ikke ville have gjort.

Cowley drager denne skelnen kraftigt og godt i den dejlige prosa, som han har indflettet mellem sine vers (Essay 7, Of Avarice), selv om Chaucer havde gjort det samme før ham (se hans Persones Tale og hans beskrivelse af henholdsvis Covetise og Avarice i The Romaunt of the Rose, 183–246). «Der er,» siger Cowley, «to slags gerrighed. Den ene er kun af en uægte art, og det er det grådige begær efter vinding – ikke for vindingens egen skyld, men for fornøjelsen ved straks at lade den strømme ud igen gennem hovmodets og luksusens kanaler. Den anden er den ægte art, gerrighed i egentlig forstand: et rastløst og umætteligt begær efter rigdom, ikke til noget videre formål eller nogen videre brug, men kun for at samle den, bevare den og hele tiden forøge den. Den gerrige af den første slags ligner en grådig struds, som sluger hvilket som helst metal, men gør det for at leve af det, og som faktisk får det fordøjet og udskilt. Den anden ligner den tåbelige allike, som elsker at stjæle penge alene for at gemme dem.»

Der er også en anden synsvinkel, hvorfra πλεονεξία kan betragtes som det bredere begreb, slægten, mens φιλαργυρία er arten. Den sidste er kærligheden til penge, mens πλεονεξία er synderens trang til at trække og rive skabningen til sig i enhver form og skikkelse, sådan som den ligger uden for og hinsides ham selv. Det er Ciceros «indigentia» («indigentia est libido inexplebilis» [indigentia er et umætteligt begær]: Tusc. iv. 9. 21); sammenlign Dion Chrysostomos, De Avarit. Orat. 17; Augustin, Enarr. in Ps. cxviii. 35, 36; og Bengels dybsindige forklaring på, at Paulus i sine opregninger af synder så ofte nævner πλεονεξία sammen med kødets synder, som i 1 Kor 5,11; Ef 5,3.5; Kol 3,5: «Solet autem jungere cum impuritate πλεονεξίαν, nam homo extra Deum quaerit pabulum in creaturâ materiali, vel per voluptatem, vel per avaritiam: bonum alienum ad se redigit.» [Han plejer at forbinde πλεονεξία med urenhed, for mennesket uden for Gud søger næring i den stoflige skabning, enten gennem vellyst eller gennem havesyge: det trækker et fremmed gode til sig.] Men selv om Bengel har sagt meget, har han ikke sagt alt. Forbindelsen mellem disse to områder af synd er endnu dybere og mere inderlig. Det ses af, at πλεονεξία ikke blot i betydningen havesyge nævnes sammen med urenhedens synder, men at ordet undertiden – som i Ef 5,3 (se Hieronymus, in loc.) og ofte hos de græske kirkefædre (se Suicer, Thes. s. v., og Hammonds fremragende note til Rom 1,29) – bruges om selve disse synder. Roden, som de begge vokser op af, er nemlig én og den samme: den stadig voldsommere længsel hos skabningen, som har forladt Gud, efter at fylde sig med sansernes lavere ting. De romerske kejsere, der var uhyrer af liderlighed, var også uhyrer af havesyge (Sueton, Calig. 38–41). Set fra denne side har πλεονεξία en langt bredere og dybere betydning end φιλαργυρία. Når Platon (Gorg. 493) sammenligner menneskets begær med danaidernes si eller gennemhullede kar, som de altid fyldte, men aldrig kunne få fuldt,1 giver han underforstået en ophøjet kommentar til ordet. Og det er ikke for meget at sige, at i det er skabningens altid skuffede længsel sammenfattet: Efter at have foragtet børnenes brød vil den stille sin sult med svinenes bønnebælge.

«Den overmættede vilje, / det mættede, men utilfredse begær, / det kar, der både er fyldt og løber ud.»

Cymbeline, 1. akt, 7. scene.

Fodnote 1 Det er tydeligt, at den samme sammenligning også havde strejfet Shakespeare: