xxv. βόσκω, ποιμαίνω.

Både βόσκειν og ποιμαίνειν bruges ofte i billedlig og åndelig betydning i GT (1 Krøn 11,2; Ez 34,3; Sl 77,72; Jer 23,2), og ποιμαίνειν også i NT. Men de eneste steder i NT, hvor βόσκειν bruges sådan, er Joh 21,15.17. Dér giver vor Herre Peter det tre gange gentagne pålæg om at give føde til sine «lam» (v. 15), sine «får» (v. 16) og igen sine «får» (v. 17), og han bruger først βόσκε, dernæst ποίμαινε og vender til sidst tilbage til βόσκε. At han ved den tredje og sidste gentagelse af pålægget vender tilbage til det ord, han brugte første gang, har for nogle været et stærkt argument for, at ordene betyder nøjagtig det samme. De har med en vis ret hævdet, at Kristus her ikke kan have villet vise hyrdegerningens fremadskridende sider, for så ville han ikke til sidst være vendt tilbage til det βόσκε, han begyndte med. Alligevel kan jeg ikke tilskrive vekslen mellem ordene en tilfældighed, lige så lidt som skiftene i de samme vers fra ἀγαπᾶν til φιλεῖν (se s. 41) og fra ἀρνία til πρόβατα. Det er rigtigt, at den engelske King James-oversættelse (A.V.), som gengiver både βόσκε og ποίμαινε med «Feed», ligesom Vulgata med «Pasce», ikke har forsøgt at følge grundtekstens skift. Jeg kan heller ikke se, at hverken vor egen engelske oversættelse eller den latinske havde sproglige midler, de kunne have hjulpet sig med her. «Tend» [passe, tage sig af] for ποίμαινε er det bedste forslag, jeg kan komme med. Tysk kunne klare det ved hjælp af «weiden» (== βόσκειν) og «hüten» (== ποιμαίνειν), men De Wette har «weiden» hele vejen igennem.

Forskellen er ikke desto mindre langt fra indbildt. Βόσκειν, latin «pascere», betyder blot «at give føde»:Etym. Note. 13 men ποιμίνειν rummer langt mere, nemlig hele hyrdens gerning: at lede, vogte og samle hjorden i folden såvel som at finde føde til den. Således siger Lampe: «Hoc symbolum totum regimen ecclesiasticum comprehendit» [Dette billede omfatter hele kirkestyret], og Bengel: «βόσκειν est pars τοῦ ποιμαίνειν» [βόσκειν er en del af ποιμαίνειν]. Den videre rækkevidde og større betydning, ποιμαίνειν har, mærkes i Åb 2,27; 19,15, hvor vi straks er klar over, hvor umuligt det ville være at sætte βόσκειν i stedet; sammenlign også Filon, Quod Det. Pot. Insid. 8.

Hyrdens gerning egner sig særlig godt til at skildre de højeste tjenester, mennesker kan yde til gavn for deres medmennesker. Derfor er betegnelsen «deres folks hyrder» hele tiden blevet overført til dem, der er – eller burde være – trofaste førere og vogtere for andre, som er betroet i deres varetægt. Således er kongerne hos Homer ποιμένες λαῶν [folkenes hyrder]; jf. 2 Sam 5,2; 7,7; Sl 78,71.72. Ja, mere endnu: I Skriften er Gud selv en hyrde (Es 40,11; Ez 34,11–31; Sl 23), og Gud åbenbaret i kødet erklærer om sig selv, at han er ὁ ποιμὴν ὁ καλός (Joh 10,11). Han er ἀρχιποιμήν (1 Pet 5,4), ὁ μέγας ποιμὴν τῶν προβάτων (Hebr 13,20), og som sådan opfylder han Mikas profeti (5,4). Sammenlign et ophøjet sted hos Filon, De Agricul. 12, som begynder: οὅτω μέντοι τὸ ποιμαίνειν ἐστὶν ἀγαθόν, ὥστε οὐ βασιλεῦσι μόνον καὶ σοφοῖς ἀνδράσι, καὶ ψυχαῖς τέλεια κεκαθαρμέναις, ἀλλὰ καὶ Θεῷ τῷ πανηγεμόνι δικαίως ἀνατίθεται [Så god en ting er det at være hyrde, at det med rette tilskrives ikke blot konger, vise mænd og fuldkomment rensede sjæle, men også Gud, alles hersker], sammen med de tre foregående §§.

Men man kan meget naturligt spørge: Hvis ποιμαίνειν således er det langt mere betydningsfulde og omfattende ord, og hvis ποίμαινε af den grund blev føjet til βόσκε i Herrens sidste belæring til sin apostel, hvordan skal man så forklare, at han vendte tilbage til βόσκε og altså sluttede, ikke som vi ville vente, med det videre, men med det snævrere pålæg og den svagere formaning? I domprovst Stanleys Sermons and Essays on the Apostolic Age, s. 138, antydes svaret. Den lære, vi får heraf, er i virkeligheden overordentlig vigtig, og kirken og alle, der har styre i kirken, må flittigt tage den til sig. Den er denne: Hvad der end ellers kommer til af tugt og styre, så er det at give hjorden føde, at finde åndelig næring til den, det første og det sidste. Intet andet kan træde i stedet for dette, og intet andet må få lov at skubbe det bort fra den forreste plads, som med rette tilkommer det. Hvor ofte mister forkyndelsen af Ordet ikke sin forrang i et falsk kirkeligt system! Βόσκειν træder i baggrunden og opsluges af ποιμαίνειν, som snart ikke længere er et sandt ποιμαίνειν, fordi det ikke samtidig er et βόσκειν. Det bliver snarere en «hyrdegerning» af den slags, som Guds ord ved profeten Ezekiel har fordømt (34,2.3.8.10; jf. Zak 11,15–17; Matt 23).