xxvi. ζῆλος, φθόνος.

Disse ord står ofte side om side. Det gør de hos Paulus (Gal 5,20–21), hos Klemens af Rom (1 Ep. § 3), 4, 5, og reelt også hos Cyprian i hans lille skrift De Zelo et Livore [Om nidkærhed og misundelse]; men det gør de også hos klassiske forfattere: hos Platon (Phil. 47 e; Legg. iii. 679 c; Menex. 242 a), hos Plutark, Coriol. 19, og hos andre. Alligevel er der forskel på dem. Først og fremmest den, at ζῆλος er et μέσον [et mellemord, der kan bruges både i god og dårlig betydning], der snart bruges i god betydning (som Joh 2,17; Rom 10,2; 2 Kor 9,2), snart – og i Skriften oftere – i dårlig betydning (som ApG 5,17; Rom 13,13; Gal 5,20; Jak 3,14; på det sidste sted gøres det helt klart, hvilken ζῆλος der menes, ved at ordet får tilføjelsen πικρός og kobles sammen med ἐρίθεια). φθόνος derimod kan ikke betegne noget godt og har altid og udelukkende en dårlig betydning. Når ζῆλος tages i god betydning, betegner det den hæderlige kappelyst,1 med den efterligning, der følger deraf, over for det, der for sjælens øje står som fremragende: ζῆλος τῶν ἀρίστων (Lukian, Adv. Indoct. 17); ζῆλος τοῦ βελτίονος (Filon, de Proem. et Poen. 3); φιλοτιμία καὶ ζῆλος (Plutark, De Alex. Fort. Or. ii. 6; An Seni Resp. Ger. 25); ζῆλος καὶ μίμησις (Herodian, ii.4); ζηλωτὴς καὶ μιμητής (vi. 8). Det svarer til det latinske «aemulatio» [kappelyst, efterligning], som ikke nødvendigvis rummer noget af misundelse, selv om misundelse – ligesom i det engelske «emulation» – kan finde plads i det; og til det tyske «Nacheiferung» [efterstræben, ædel kappelyst] til forskel fra «Eifersucht» [skinsyge, misundelse]. Jeg behøver næppe at bemærke, at verbet «aemulor» [kappes med, efterligne] fint udtrykker forskellen mellem værdig og uværdig kappelyst: det styrer akkusativ, når det første menes, og dativ, når det sidste menes. South udtrykker sig her som altid godt: «Vi bør for alt i verden lægge mærke til forskellen mellem misundelse og kappelyst. Kappelysten er noget modigt og ædelt og af en helt anden art, for den består alene i en ædelmodig efterligning af noget fremragende – og vel at mærke en efterligning, der ikke vil nøjes med at stå tilbage for sit forbillede, men stræber efter om muligt at overgå det. Den, der kappes, kan ikke tåle at have nogen over sig; men han løser det ikke ved at trykke eller bagtale en anden, men ved at fuldkommengøre sig selv. Mens den tåbelige misundelse undertiden fylder hele sjælen, sådan som en tæt, tung tåge fylder luften, giver kappelysten tværtimod sjælen nyt liv og ny kraft og skærper og vækker alle dens evner til handling. Og det, der gør det (når vi også ser bort fra den hidsighed og skarphed, som tilfældigvis kan følge med), må sandelig med nødvendighed være lige så lovligt og prisværdigt, som det er for et menneske at gøre sig så nyttigt og dygtigt, som det kan» (Works, London 1737, bd. v, s. 403; sammenlign biskop Butler, Works, 1836, bd. i, s. 15).

Aristoteles bruger udelukkende ζῆλος i denne ædlere betydning: som den aktive kappelyst, der ikke er bedrøvet over, at en anden har det gode, men over, at den ikke selv har det, og som ikke bliver stående der, men søger at afhjælpe de mangler, den finder hos sig selv. Ud fra det synspunkt stiller han den op over for misundelsen (Rhet. 2. 11): ἔστι ζῆλος λύπη τις ἐπὶ φαινομένῃ παρουσίᾳ ἀγαθῶν ἐντίμων.... οὐχ ὅτι ἄλλῳ, ἀλλ᾽ ὅτι οὐχὶ καὶ αὑτῷ ἐστι· διὸ καὶ ἐπιεικές ἐστιν ὁ ζῆλος, καὶ ἐπιεικῶν· τὸ δὲ φθονονεῖν, φαῦλον, καὶ φαύλων. Kirkefædrene følger i hans fodspor. Hieronymus (Exp. in Gal. v. 20): «ζῆλος et in bonam partem accipi potest, quum quis nititur ea quae bona sunt aemulari. Invidia vero alienâ felicitate torquetur» [ζῆλος kan også tages i god betydning, når nogen stræber efter at efterligne det, der er godt. Misundelsen derimod pines af andres lykke]; og igen (in Gal. iv. 17): «aemulantur bene, qui cum videant in aliquibus esse gratias, dona, virtutes, ipsi tales esse desiderant» [Det er en god kappelyst hos dem, der ser nåde, gaver og dyder hos andre og selv ønsker at blive sådan]. Oikumenios: ἔστι ζῆλος κίνησις ψυχῆς ἐνθουσιώδης ἐπί τι, μετά τινος ἀφομοιώσεως τοῦ πρὸς ὃ ἡ σπουδή ἐστι; jf. Plutark, Pericles, 2. Sammenlign vores engelske digters ord:

«Misundelse, som den uædle sjæl er slave af, er kappelyst hos den lærde og den tapre.»

Men det er kun alt for let for denne iver og hæderlige rivalisering at udarte til en lavere lidenskab. Det latinske «simultas» [rivalisering, fjendskab] bevidner det: ordet hænger (se Döderlein, Lat. Synon. bd. iii, s. 72) ikke sammen med «simulare» [forstille sig], men med «simul» [sammen]. De, der sammen sigter mod det samme mål og altså er konkurrenter, står i fare for også at blive fjender. På samme måde hænger ἅμιλλα (som dog har bevaret sin mere hæderlige brug, se Plutark, Anim. an Corp. App. Pej. 3) sammen med ἅμα; og «rivales» betød oprindelig ikke andet end folk, der boede ved bredden af den samme flod (Pott, Etym. Forsch. ii. 2. 191). Disse udartninger ligger kappelysten så nær, at selve ordet undertiden bruges om det, den udarter til («bleg og blodløs emulation», Shakespeare). De kan antage to skikkelser. Den ene er et ønske om at føre krig mod det gode, man ser hos en anden, og dermed forstyrre dette gode og gøre det mindre; derfor finder vi ζῆλος og ἔρις stadig forbundet (Rom 13,13; 2 Kor 12,20; Gal 5,20; Klemens af Rom, 1 Ep. § 3, 36) og ζῆλος og φιλονεικία (Plutark, De Cap. Inim. Util. 1). Den anden: Hvor der ikke er kraft og energi nok til at forsøge at gøre det mindre, kan der i det mindste være et ønske om, at det var mindre, med al den smålige kritik og fejlfinding, man tør tillade sig – således står φθόνος og μῶμος sammen, som hos Plutark, Proec. Reg. Reip. 27. Og netop her, i det sidste, ligger berøringspunktet mellem ζῆλος og φθόνος (således Platon, Menex. 242 a: πρῶτον μὲν ζῆλος, ἀπὸ ζήλου δὲ φθόνος; og Aischylos, Agamem. 939: ὁ δ᾽ ἀφθόνητος οὐκ ἐπίζηλος πέλει); φθόνος er i sit væsen passiv, mens ζῆλος er aktiv og energisk. Vi finder ikke φθόνος i det omfattende syndekatalog i Mark 7,21–22. Men denne misundelse – δύσφρων ἴος, som Aischylos (Agam. 755) har kaldt den, σημεῖον φύσεως παντάπασι πονηρᾶς, som Demosthenes (499, 21) har kaldt den, πασῶν μεγίστη τῶν ἐν ἀνθρώποις νόσος, som Euripides har kaldt den, og som Herodot (iii. 80) har sagt om: ἀρχῆθεν ἐμφύεται ἀνθρώπῳ – kunne ikke mangle i den ene eller anden skikkelse. Dens plads udfyldes af en omskrivning, ὀφθαλμὸς πονηρός (jf. Sir 14,8.10), men en omskrivning, der sætter den i forbindelse med det latinske «invidia», som ifølge Cicero (Tusc. iii. 9) er afledt «a nimis intuendo fortunam alterius» [af at se for meget på en andens lykke]; jf. Matt 20,15 og 1 Sam 18,9: «Saul så skævt til», det vil sige misundte, «David». Persius' «urentes oculi» [brændende øjne] (Sat. ii. 34) og italienernes «mal' occhio» [det onde øje] må forklares på samme måde. Φθόνος er den lavere synd – deraf det smukke græske ordsprog ὁ φθόνος ἔξω τοῦ θείου χόρου –, for den er blot mishag ved en andens gode;2 λύπη ἐπ᾽ ἀλλοτρίοις ἀγαθοῖς, som stoikerne definerede den (Diogenes Laërtios, vii. 63, 111), λύπη τῆς τοῦ πλσίον εὐπραγίας, som Basilius gjorde (Hom. de Invid.), «aegritudo suscepta propter alterius res secundas, quae nihil noceant invidenti» [en sorg over en andens medgang, skønt den slet ikke skader den misundelige], som Cicero gjorde (Tusc. iv. 8; jf. Xenofon, Mem. iii. 9. 8), «odium felicitatis alienae» [had til andres lykke], som Augustin gjorde (De Gen. ad Lit. 11–14),3 – forbundet med ønsket om, at dette gode eller denne lykke må blive mindre. Og det helt uden noget håb om, at ens egen derved bliver større (Aristoteles, Rhet. ii. 10). Så det er ikke underligt, at Salomo for længe siden kunne beskrive den som «forrådnelse i knoglerne» (Ordsp 14,30). Den, der mærker den i sig, føler ingen trang eller længsel efter at hæve sig op til den, han misunder, men kun efter at trykke den misundte ned til sit eget niveau. Da Miltiades' sejre ikke lod den unge Themistokles sove (Plutark, Them. 3), var det ζῆλος i dens ædlere form: en kappelyst, der ikke gav ham ro, før han kunne stille sit eget Salamis op mod sin store forgængers Marathon. Men det var φθόνος, der fik den athenske borger til at blive træt af altid at høre Aristides kaldt «den Retfærdige» (Plutark, Arist. 7) – en misundelse, der ikke rummede nogen tilskyndelse til selv at stræbe efter den retfærdighed, han misundte en anden. Se videre om dette emne Plutarks smukke bemærkninger i De Prof. Virt. 14, og om ligheder og forskelle mellem μῖσος og φθόνος hans fine afhandling, fuld af subtil analyse af menneskehjertet, De Invidiâ et Odio. Βασκανία, et ord, der er hyppigt nok i senere græsk i denne betydning af misundelse, forekommer intetsteds i NT; βασκαίνειν kun én gang (Gal 3,1).

Fodnote 1 Ἔρις, der ofte i Odysseen og i senere græsk lå meget tæt op ad ζῆλος i denne betydning af kappelyst, kunne på samme måde bruges i en ædlere forstand. Således definerer Basilius den Store ordet (Reg. Brev. Tract. 66): ἔρις μέν ἐστιν, ὅταν τις, ὑπὲρ τοῦ μὴ ἐλάττων φανῆναί τινος, σπουδάζῃ ποιεῖν τι.

Fodnote 2 Augustins definition af φθόνος (Exp. in Gal. v. 21) indfører et etisk element, som sjældent eller slet ikke hører til ordet: «Invidia dolor animi est, cum indignus videtur aliquis assequi etiam quod non appetebas» [Misundelse er en smerte i sindet, når en uværdig ser ud til at opnå selv det, som du ikke tragtede efter]. Det ville snarere være νέμεσις og νεμεσᾶν i Aristoteles' etiske terminologi (Ethic. Nic. ii. 7, 15; Rhet, ii. 9).

Fodnote 3 «Syg af en sælsom sygdom: en andens sundhed.» – Phineas Fletcher.