xxvii. ζωή, βίος.

Det latinske sprog og ikke mindre det engelske er fattigere end det græske, fordi de kun har ét ord – latin «vita», engelsk «life» – hvor græsk har to. Der ville ganske vist ikke være tale om nogen fattigdom her, hvis ζωή og βίος blot var dubletter. Men da de to ord betragter livet fra meget forskellige synsvinkler, er det uundgåeligt, at vi, der kun har ét ord for begge, må bruge dette ene ord i meget forskellige betydninger. Og gennem denne tvetydighed kan vi måske skjule virkelige og vigtige forskelle for os selv eller for andre, for intet virker så effektivt til det som brugen af tvetydige ord.

Den egentlige modsætning til ζωή er θάνατος (Rom 8,38; 2 Kor 5,4; Jer 8,3; Sir 30,17; Platon, Legg. xii. 944 c), ligesom modsætningen til ζῆν er ἀποθνήσκειν (Luk 20,38; 1 Tim 5,6; Åb 1,18; jf. Il. xxiii. 70; Herodot, i. 31; Platon, Phoedo, 71 d: οὐκ ἐναντίον φῂς τῷ ζῆν τὸ τεθνάναι εἶναι;). Efter nogles mening er ζωή nært beslægtet med ἄω, ἄημι, at ånde livets ånde,Etym. Note. 14 som er den nødvendige betingelse for at leve, og som sådan ligger på samme måde i πνεῦμα og ψυξή, i «spiritus» og «anima» [latin: ånd og sjæl].

Men mens ζωή således er livet intensivt («vita quâ vivimus» [det liv, hvormed vi lever]), er βίος livet ekstensivt («vita quam vivimus» [det liv, som vi lever]), dvs. livets tid eller varighed; dernæst, i en afledt betydning, de midler, som livet opretholdes ved; og for det tredje den måde, livet leves på: «livsbanen», «erhvervet», karrieren. Det Nye Testamente giver eksempler på βίος i alle disse betydninger. Ordet bruges således om:

α. Livets tid eller varighed; således χρόνος τοῦ βίου (1 Pet 4,3); jf. βίος τοῦ χρόνου (Job 10,20); μῆκος βίου καὶ ἔτη ζωῆς (Ordsp 3,2); Plutark (De Lib. Ed. 17): στιγμὴ χρόνου πᾶς ὁ βίος ἐστι; endvidere βίος τῆς ζωῆς (Cons. ad Apoll. 25) og ζωὴ καὶ βίος (De Plat. Phil. v. 18).

β. Livets midler, eller «living», som den engelske King James-oversættelse (A. V.) siger; Mark 12,44; Luk 8,43; 15,12; 1 Joh 3,17: τὸν βίον τοῦ κόσμου; jf. Platon, Gorg. 486 d; Legg. xi. 936 c; Aristoteles, Hist. An. ix. 23. 2; Euripides, Ion, 329. Ofte, men ikke altid, bruges ordet om disse livsmidler med en underbetydning af rigelighed og overflod.

γ. Livsførelsen, eller livet med hensyn til dets moralske vandel. Ord som τρόπος, ἤθη og πρᾶξις er da ensbetydende med det, og ikke sjældent er tillægsord som κόσμιος, χρηστός og σώφρων knyttet til det; 1 Tim 2,2; således Platon (Rep. i. 344 e): βίου διαγωγή; Plutark: δίαιτα καὶ βίος (De Virt. et Vit. 2), og meget smukt (De Is. et Os. 1): τοῦ δὲ γινώσκειν τὰ ὄντα καὶ φρονεῖν ἀφαιρεθέντος, οὐ βίον ἀλλὰ χρόνον [οἶμαι] εἶναι τὴν ἀθανασίαν; og De Lib. Ed. 7: τεταγμένος βίος; Josefus, Att. v. 10. 1. Sammenlign hermed Augustin (De Trin. xii. 11): «Cujus vitoe sit quisque; id est, quomodo agat hoec temporalia, quam vitam Graeci non ζωήν sed βίον vocant» [hvilket liv hver enkelt fører, dvs. hvordan han handler med disse timelige ting – det liv, som grækerne ikke kalder ζωή, men βίος].

I βίος, brugt på denne måde om livsførelsen, ligger der ofte en etisk betydning, som ζωή ikke har, i hvert fald ikke på klassisk græsk. Således siger Aristoteles (Politics, i. 13. 13), at slaven er κοινωνὸς ζωῆς – han lever sammen med familien – men ikke κοινωνὸς βίου – han har ikke del i sin herres livsbane; jf. Ethic. Nic. x. 6. 8. Ifølge Ammonios drager han følgende skel: βίος ἐστὶ λογικὴ ζωή. Ammonios selv hævder, at βίος aldrig, undtagen med urette, bruges om planters eller dyrs eksistens, men kun om menneskers liv.1 Jeg ved ikke, hvordan han fik denne påstand til at stemme med steder som disse hos Aristoteles, Hist. Anim. i. 1. 15; ix. 8. 1 – medmindre han da også regnede ham med under sin kritik. Alligevel er det skel, han hævder lidt for absolut (se Stallbaums note til Platons Timoeus, 44 d), et virkeligt skel. Det viser sig med usædvanlig tydelighed i vores ord «zoologi» og «biografi», men ikke i «biologi»,Etym. Note. 15 som, sådan som ordet nu bruges, er en åbenlys fejlbenævnelse.2 På den ene side taler vi om «_zoo_logi», for dyrene (ζῶα) har livsprincippet; de lever lige så vel som mennesker og kan inddeles og beskrives efter de forskellige måder, deres naturlige liv virker på. Men på den anden side taler vi om «_bio_grafi», for mennesker lever ikke blot, de fører et liv, og i disse liv er der en moralsk forskel mellem den ene og den anden, som kan gøre dem værd at skildre. Det er ἔ τ η ζωῆς, men ὁ δ ο ὶ βίου (Ordsp 4,10); jf. Filon, De Carit. 4, hvor han om Moses siger, at han på et bestemt tidspunkt af sit dødelige livsløb ἤρξατο μετα-βάλλειν ἐκ θνητῆς ζωῆς εἰς ἀθάνατον βίον.

Af alt dette følger det, at selv om θάνατος og ζωή, som allerede bemærket, udgør den egentlige modsætning, gør de det kun, så længe livet betragtes fysisk; således Siraks søn (30,17): κρείσσων θάνατος ὑπὲρ ζωὴν πικρὰν ἢ ἀῤῥώστημα ἔμμονον. Men så snart et moralsk element kommer ind, og «livet» betragtes som lejligheden til at leve ædelt eller det modsatte, står modsætningen ikke mellem θάνατος og ζωή, men mellem θάνατος og βίος. Sammenlign således Xenofon (De Rep. Lac. ix. 1): αἰρετώτερον εἶναι τὸν καλὸν θάνατον ἀντὶ τοῦ αἰσχροῦ βίου, med Platon (Legg. xii. 944 d): ζωὴν αἰσχρὰν ἀρνύμενος μετὰ τάχους, μᾶλλον ἢ μετ᾽ ἀνδρείας καλὸν καὶ εὐδαίμονα θάνατον. Slår man de to steder op, vil man se, at det i det sidste er den nuværende gave, et skammeligt liv (derfor ζωή), som den feje soldat foretrækker frem for en ærefuld død. I det første lærer Lykurg derimod, at en ærefuld død er at foretrække frem for en lang og skammelig tilværelse, en βίος ἄβιος (Empedokles, 326), en βίος ἀβίωτος (Xenofon, Mem. iv. 8. 8; jf. Meineke, Fragm. Com. Groec. 142), en βίος οὐ βιωτός (Platon, Apol. 38 a), en «vita non vitalis» [et liv, der ikke er værd at leve] – et liv, som al livets pryd og alle grunde til at leve er forsvundet fra. De to store kapitler, som Platons Gorgias slutter med (82, 83), er en fin øvelse i skellet mellem ordene selv og ikke mindre mellem deres afledninger; det samme gælder Herodot, vii. 46.

Men når alt dette forholder sig sådan, og βίος, ikke ζωή, er det etiske ord i klassisk græsk, kunne en eftertænksom læser af Skriften forståeligt nok blive forvirret over, at alt her er vendt om. For ingen vil nægte, at ζωή er det ædleste ord i Skriften, idet det bestandig udtrykker alt det højeste og bedste, som de hellige ejer i Gud; således στέφανος τῆς ζωῆς (Åb 2,10), ξύλον τῆς ζωῆς (2,7), βίβλος τῆς ζωῆς (3,5), ὕδωρ ζωῆς (21,6), ζωὴ καὶ εὐσέβεια (2 Pet 1,3), ζωὴ καὶ ἀφθαρσία (2 Tim 1,10), ζωὴ τοῦ Θεοῦ (Ef 4,18), ζωὴ αἰώνιος (Matt 19,16; Rom 2,7),3 ζωὴ ἀκατάλυτος (Hebr 7,16), ἡ ὄντως ζωή (1 Tim 6,19), eller undertiden ζωή uden nogen tilføjelse (Matt 7,14; Rom 5,17 og ofte). Alle disse udtrykker, hver 1

ud fra sin egen synsvinkel, skabningens højeste salighed. Stil dem over for følgende brug af βίος: ἡδοναὶ τοῦ βίου (Luk 8,14), πραγματεῖαι τοῦ βίου (2 Tim 2,4), ἀλαζονεία τοῦ βίου (1 Joh 2,16), βίος τοῦ κόσμου (3,17), μερίμναι βιωτικαί (Luk 21,34). Hvordan skal vi forklare dette?

Lidt eftertanke giver svaret. Den åbenbarede religion, og den alene, sætter død og synd i den nærmeste forbindelse med hinanden og erklærer, at de nødvendigvis hører sammen (1 Mos 1–3; Rom 5,12); og som en følge heraf gælder det samme om liv og hellighed. Det er Guds ord alene, der forkynder, at hvor der er død, er den der, fordi synden var der først; og hvor der ingen død er, dvs. hvor der er liv, er livet der, fordi synden aldrig har været der, eller fordi den, efter at have været der, nu er kastet ud og fordrevet. I den åbenbarede religion, som således lader døden komme ind i verden ved synden og kun ved synden, hører liv og hellighed sammen. Alt, hvad der virkelig lever, lever, fordi synden aldrig har fået plads i det, eller fordi synden, efter at have haft plads for en tid, siden er blevet overvundet og fordrevet. Så snart man føler og forstår dette, får ζωή straks den dybeste moralske betydning; det bliver det mest passende udtryk for den allerhøjeste salighed. Om det, vi tilskriver absolut ζωή, udsiger vi også absolut hellighed. Da Kristus sagde om sig selv: ἐγώ εἰμι ἡ ζωή (Joh 14,6; jf. 1 Joh 1,2; Ignatius, ad Smyrn. 4: Χριστὸς τὸ ἀληθινὸν ἡμῶν ζῇν), sagde han underforstået om sig selv, at han var absolut hellig. Og på samme måde er det i skabningen kun det, der først har sejret over synden, som i sandhed lever eller sejrer over døden – døden både i fysisk og i åndelig forstand. Det er derfor ikke underligt, at Skriften ikke kender noget højere ord end ζωή til at udtrykke Guds salighed og den salighed, skabningen har i samfund med Gud.

Heraf følger, at de fortolkere af Ef 4,18 tager fejl, som her forstår ἀπηλλοτριωμένοι τῆς ζωῆς τοῦ Θεοῦ som «fremmedgjort fra et gudeligt liv», dvs. «fra et liv levet efter Guds vilje og bud» («remoti a vitâ illâ quae secundum Deum est» [fjernet fra det liv, som er efter Gud], som Grotius udtrykker det), for ζωή betyder aldrig dette. At de var fremmedgjort på den måde, var kun alt for sandt; men det er ikke det, apostlen udsiger her. Han taler snarere om hedningernes elendige tilstand som mennesker, der er skilt fra livets ene kilde (παρά Σοὶ πηγὴ ζωῆς, Sl 35,10 [Septuagintas nummerering; Sl 36,10 i danske bibler]); som mennesker, der ikke har liv, fordi de er adskilt fra ham, som alene lever i absolut forstand (Joh 5,26), den levende Gud (Matt 16,16; 1 Tim 3,15), i hvis fællesskab alene nogen skabning har liv. Et andet sted, nemlig Gal 5,25, vil altid synes at indeholde en tautologi, indtil vi giver ζωή (og også verbet ζῆν) den betydning, som her er gjort gældende for det.

Fodnote 1 Se om disse to synonymer Vömel, Synon. Wörterbuch, s. 168 ff., og Wyttenbach, Animad. in Plutarchum, bd. iii, s. 166.

Fodnote 2 Ordet kom til os fra fransk. Gottfried Reinhart Trevisanus, der døde i 1837, har sandsynligvis skabt det i sin bog Biologie. ou la Philosophie de la Nature vivante, hvis første bind udkom i 1802. Et par løse blade af kannik Field fra Norwich, Biology and Social Science, gør grundigt op med denne fejlbenævnelse.

Fodnote 3 Ζωὴ αἰώνιος forekommer én gang i Septuaginta (Dan 12,2; jf. ζωὴ ἀέναος, 2 Makk 7,36) og hos Plutark, De Is. et. Os. 1.