xxviii. κύριος, δεσπότης.

Ifølge de senere græske grammatikere var en mand δεσπότης i forhold til sine slaver (Platon, Legg. vi. 756 e), derfor οἰκοδεσπότης, men κύριος i forhold til sin hustru og sine børn, som gav ham denne ærestitel, når de talte til ham eller om ham: «ligesom Sara adlød Abraham og kaldte ham herre» (κύριον αὐτὸν καλοῦσα, 1 Pet 3,6; jf. 1 Sam 1,8; jf. Plutark, De Virt. Mul. s. vv. Μίκκα καὶ Μεγιστώ). Der er en vis sandhed i dette skel. Der ligger utvivlsomt i κύριος betydningen af en myndighed, der anerkender grænser – måske moralske grænser. Det ligger også deri, at den, der udøver denne myndighed, ikke ser bort fra hensynet til det bedste for dem, den udøves over. Derimod udøver δεσπότης en mere ubegrænset magt og et absolut herredømme, der ikke anerkender sådanne grænser eller bånd. Den, der tiltaler en anden med δέσποτα, lægger en underdanighed i sine ord, som κύριε ikke ville have haft. Derfor nægtede grækerne, så længe de endnu ikke var blevet slaviske, at give andre end guderne titlen δεσπότης (Euripides, Hippol. 88: ἄναξ, θεοὺς γὰρ δεσπότας καλεῖν χρεών). Og vores egen brug af «despot», «despotisk» og «despotisme» over for «herre», «herredømme» og lignende viser, at disse ord har samme farve for os, som de havde for dem, vi har overtaget dem fra.

Alligevel var der kræfter på spil, som trak i retning af at nedbryde dette skel. Slaveri, dvs. at man uden betaling tilegner sig andre menneskers arbejde, er – hvor meget det end er lovfæstet – så afskyeligt for menneskets medfødte retfærdighedssans, at man søger at mildne dets grusomhed, i det mindste i ord, hvis ikke i gerning. Ingen plantageejer i Sydstaterne i Amerika talte gerne om sine «slaver», men foretrak et andet ord. På samme måde veg modsætningen mellem δεσπότης og δοῦλος i oldtiden bestandig pladsen for modsætningen mellem κύριος og δοῦλος, overalt hvor et mildere eller mere humant syn på slaveriet vandt indpas. Den hårdere modsætning kunne stadig leve videre, men den mildere ville råde ved siden af den. Vi behøver ikke se længere end til Paulus' skrifter for at se, hvor lidt grammatikernes skel blev overholdt i dagligt sprog. Herrer er hos ham snart κύριοι (Ef 6,9; Kol 4,1), snart δεσπόται (1 Tim 6,1–2; Tit 2,9; jf. 1 Pet 2,18); sammenlign også Filon, Quod Omn. Prob. Lib. 6.

Al erfaring viser, hvor lidt det syndige menneske kan betros ubegrænset magt over sit medmenneske, og hvor sikkert det vil misbruge den – en moralsk kendsgerning, som både vores brug af «despot» i betydningen «tyran» og selve ordet «tyran»s historie vidner om. Men det kan kun være en velsignelse for mennesket at betragte Gud som den absolutte Herre, Hersker og Råder over sit liv, for hos ham er magten aldrig adskilt fra visdom og kærlighed. Vi så, at grækerne, ikke uden en vis fornemmelse af dette, gerne kaldte guderne δεσπόται, selv om de nægtede alle andre denne titel. På samme måde bruges δεσπότης inden for åbenbaringens grænser ikke mindre end κύριος om den sande Gud. Således i Septuaginta i Jos 5,14; Ordsp 29,25; Jer 4,10; i apokryferne i 2 Makk 5,17 og andre steder; og i Det Nye Testamente ved disse lejligheder: Luk 2,29; ApG 4,24; Åb 6,10; 2 Pet 2,1; Jud 4. I de to sidste er det Kristus, men Kristus som Gud, titlen tilskrives. Erasmus nægter ganske vist, ud fra den skjulte arianisme, som han måske knap selv var klar over, at δεσπότης i Jud 4 skal henføres til Kristus; han tilskriver ham kun κύριος og henfører δεσπότης til Faderen. At Θεόν i den græske tekst, sådan som han læste den, fulgte efter og var knyttet til δεσπότην, lå uden tvivl i virkeligheden bag hans modvilje mod at tilskrive Kristus titlen δεσπότης. For ham var det ikke en filologisk, men en teologisk vanskelighed, hvordan han end har søgt at bilde sig selv noget andet ind.

Når de troende brugte dette δεσπότης, udtrykte det uden tvivl stærkere, end κύριος ville have gjort, deres fornemmelse af, at Gud råder absolut over sine skabninger, og af hans enevældige magt – han, som «gør efter sin vilje med himlens hær og med jordens indbyggere» (Dan 4,35 [Dan 4,32 i danske bibler]). Så meget fremgår klart af nogle ord hos Filon (Quis Rer. Div. Hoer. 35). Han finder et bevis på Abrahams εὐλάβεια – på at han ved en bestemt, bemærkelsesværdig lejlighed dæmpede sin frimodighed med ærbødighed og gudsfrygt – i, at han, når han tiltaler Gud, forlader det mere almindelige κύριε og sætter δέσποτα i stedet. For δεσπότης er, som Filon fortsætter, ikke blot κύριος, men φοβερὸς κύριος, og det forudsætter hos den, der bruger det, en mere fuldstændig ydmygelse af sig selv over for Guds magt og majestæt, end κύριος ville have gjort.