xxix. ἀλαζών, ὑπερήφανος, ὑβριστής.

Alle tre ord forekommer sammen i Rom 1,30, dog i nøjagtig den modsatte rækkefølge af den, jeg har fundet det bekvemt at behandle dem i. De er et interessant emne, når man vil skelne mellem synonymer.

Ἀλαζών forekommer to gange i Septuaginta (Hab 2,5; Job 28,8) og lige så ofte i NT (her og i 2 Tim 3,27). Derimod optræder ἀλαζονεία, som Septuaginta slet ikke kender, fire gange i De Apokryfe Bøger (Visd 5,8; 17,7; 2 Makk 9,8; 15,6) og to gange i NT (Jak 4,16; 1 Joh 2,16). Ordet er afledt af ἄλη, «omflakken» (Etym. note 16), og betegnede først de omvandrende gøglere («marktschreyers») [tysk: markedsskrigere], tryllekunstnere, kvaksalvere eller djævleuddrivere (ApG 19,13; 1 Tim 5,13). Det står sammen med γόης (Lukian, Revivisc. 29), med φέναξ (Aristofanes) og med κενός (Plutark, Quom. in Virt. Prof. 10) – folk, der var fulde af tomme og pralende løfter om helbredelser og andre kunststykker, de kunne udføre, ligesom Volpone i Ben Jonsons The Fox (2. akt, 1. scene). Fra dem blev ordet overført til enhver praler eller storskryder (ἀλαζὼν καὶ ὑπέραυχος, Filon, Cong. Erud. Grat. § 8; om andet tvivlsomt selskab, som ordet holder, se Aristofanes, Nub. 445–452): en, der bryster sig af at have dygtighed (Visd 17,7), kundskab, mod, dyd, rigdom eller hvad det nu kunne være, som ikke i virkeligheden var hans (Plutark, Quâ quis Rat. Laud. 4). Han er således den nøjagtige modsætning til εἴρων, der gør mindre ud af sig selv og sit, end virkeligheden berettiger til, på samme måde som ἀλαζών gør mere ud af det (Aristoteles, Ethic. Nic. ii. 7. 12). I de Definitioner, der går under Platons navn, defineres ἀλαζονεία som ἕξις προσποιητικὴ ἀγαθῶν μὴ ὑπαρχόντων [en tilbøjelighed til at foregive goder, man ikke har]. Xenofon (Cyr. ii. 2. 12) beskriver ἀλαζών sådan: ὁ μὲν γὰρ ἀλαζὼν ἔμοιγε δοκεῖ ὄνομα κεῖσθαι ἐπὶ τοῖς προσποιουμένοις καὶ πλουσιωτέροις εἶναι ἤ εἰσι, καὶ ἀνδρειοτέροις, καὶ ποιήσειν, ἃ μὴ ἱκανοί εἰσι, ὑπισχνουμένοις· καὶ τοῦτα, φανεροῖς γιγνομένοις, ὅτι τοῦ λαβεῖν τι ἕνεκα καὶ κερδᾶναι ποιοῦσιν [For navnet «praler» synes mig at bruges om dem, der foregiver at være rigere og modigere, end de er, og som lover at gøre ting, de ikke er i stand til – og det, så det bliver tydeligt, at de gør det for at få noget og vinde fordel], og Aristoteles (Ethic. Nic. iv. 7. 2): δοκεῖ δὴ ὁ μὲν ἀλαζῶν προσποιητικὸς τῶν ἐνδόξων εἶναι, καὶ μὴ ὑπαρχόντων, καὶ μειζόνων ἢ ὑπάρχει [Praleren synes at foregive at have ting, der giver anseelse, både ting, han ikke har, og større, end han har]. Jf. Theodoret om Rom 1,30: ἀλαζόνας καλεῖ τοὺς οὐδεμίαν μὲν ἔχοντας πρόφασιν εἰς φρονήματος ὄγκον, μάτην δὲ φυσιωμένους [Pralere kalder han dem, der ingen grund har til at være opblæste, men som alligevel forgæves puster sig op]. Som sådan vil han let blive en geskæftig person, der blander sig i alt, og det kan forklare, at ἀλαζονεία og πολυπραγμοσύνη står side om side (Ep. ad Diognetum, 4). Andre ord, det forbindes med, er βλακεία (Plutark, De Rect. Aud. 18), τύφος (Klemens af Rom, 1 Ep. § 13), ἀγερωχία (2 Makk 9,7) og ἀπαιδευσία (Filon, Migrat. Abrah. 24). I det Xenofon-sted, som jeg netop citerede en del af, skelnes ἀλαζόνες desuden fra ἀστεῖοι og εὐχαρίτες.

Det er ikke tilfældigt, men hører til selve væsenet hos ἀλαζών, at han i sit pral overskrider sandhedens grænser (Visd 2,16–17). Aristoteles ser derfor i ham ikke blot en, der på upassende vis stiller ting til skue, som han faktisk har, men en, der bryster sig af ting, han ikke har, og han stiller ham over for ἀληθευτικὸς καὶ τῷ βίῳ καὶ τῷ λόγῳ [den, der er sandfærdig både i liv og tale]; jf. Rhet. ii. 6: τὸ τὰ ἀλλότρια αὑτοῦ φάσκειν, ἀλαζονείας σημεῖον [at kalde andres ting sine egne er et tegn på pral], og Xenofon, Mem. i. 7. Platon (Rep. viii. 560 c) forbinder ψευδεῖς med ἀλαζόνες λόγοι, og Plutark (Pyrrh. 19) ἀλαζών med κόμπος. I samme betydning har vi en levende beskrivelse af ἀλαζών i Theofrasts Characters (23), og endnu bedre en beskrivelse af de kneb og udflugter, han tager sin tilflugt til, i skriftet Ad Herenn. iv. 50, 51. Selv om det engelske «boaster» [praler] derfor gengiver ἀλαζών ret godt (Jebb foreslår «swaggerer» [storsnuder], Characters of Theophrastus, s. 193), gengiver «ostentation» [prunk, fremvisning] ikke ἀλαζονεία godt, eftersom man kun kan være ostentatious [prunkende] med ting, man virkelig har at vise frem. Intet engelsk ord, og slet ikke «pride» [stolthed, hovmod] (1 Joh 2,16 i den engelske King James-oversættelse, E.V.), gengiver det så dækkende som det tyske «prahlerei» [pral, praleri]. Hvad selve sagen angår, er Falstaff og Parolles, begge «uskrammede krigspralere», fremragende, om end forunderligt forskellige, eksempler; det samme er Bessus i Beaumont og Fletchers King and no King. Marlowes Tamburlaine er derimod trods alle sine store, pralende ord ingen ἀλαζών, for bag disse μεγάλης γλώσσης κόμποι [den store tunges pral] står en frygtelig og virkelig magt, der bærer dem og gør dem sande. Denne hang til storpraleri tilskrives undertiden hele folk; således tilskrives ætolerne en ἔμφυτος ἀλαζονεία [medfødt pral] (Polybios, iv. 3; jf. Livius, xxxiii. 11), og i nyere tid gasconerne, som har givet os ordet «gasconade» [praleri]. Vulgata, der oversætter ἀλαζόνες med «elati» [opblæste] (i Reims-oversættelsen «haughty» [hovne]), har ikke ramt den centrale betydning så godt som Beza, der har gengivet det med «gloriosi» [pralende].1

Man har undertiden skelnet mellem ἀλαζών og πέρπερος [ἡ ἀγάπη οὐ περπερεύεται, 1 Kor 13,4] [kærligheden praler ikke] på den måde, at den første praler af ting, han ikke har, den anden af ting, han faktisk har, hvor lidt hans pral og bravader om dem end klæder ham. Den sondring kan dog ikke opretholdes (se Polybios, xxxii. 6. 5; xl. 6. 2); de er begge lige store løgnere.

Men den, der stadig praler af sit eget, vil næppe undgå at foragte det, andre har. Fandt han ikke allerede den tilbøjelighed hos sig selv, ville pralet hurtigt skabe den; derfor er ἀλαζών ofte også αὐθάδης (Ordsp 21,24). Ἀλαζονεία er nært beslægtet med ὑπεροψία; de bruges næsten som ensbetydende (Filon, De Carit. 22–24). Men fra ὑπεροψία til ὑπερηφανία er der kun et enkelt skridt, og vi skal derfor ikke undre os over at finde ὑπερήφανος forbundet med ἀλαζών; jf. Klemens af Rom, 1 Ep. § 16. Ud over de steder, der allerede er nævnt, forekommer ordet i NT i Luk 1,51; Jak 4,6; 1 Pet 5,5, og ὑπερηφανία i Mark 7,22. Ordet bygger på et malende billede: ὑπερήφανος, af ὑπέρ og φαίνομαι, er en, der viser sig over sine medmennesker, nøjagtig som det latinske «superbus» [hovmodig] kommer af «super» [over], og som engelsk «stilts» [stylter] hænger sammen med tysk «Stolz» [stolthed] og med engelsk «stout» i dets ældre betydning «stolt» eller «opløftet». Deyling (Obss. Sac. bd. v, s. 219): «Vox proprie notat hominem capite super alios eminentem, ita ut, quemadmodum Saul, prae ceteris sit conspicuus, 1 Sam 9,2.» [Ordet betegner egentlig et menneske, der rager et hoved op over andre, så han ligesom Saul er iøjnefaldende frem for de øvrige.] Sammenlign Horats (Carm. i. 18. 15): «Et tollens vacuum plus nimio Gloria verticem.» [og Pralen, der løfter sin tomme isse alt for højt.]

En mand kan kun vise sig som ἀλαζών, når han er sammen med andre mennesker; men ὑπερηφανία, det tyske «hochmuth» [hovmod], har sit egentlige sæde i det indre. Den, der er syg af denne synd, sammenligner sig, hemmeligt eller åbent, med andre og hæver sig over andre og sætter sig selv højest i ære. Hans synd er, som Theofrast (Charact. 34) beskriver den, καταφρόνησίς τις πλὴν αὑτοῦ τῶν ἄλλων [en foragt for alle andre end sig selv]. Den forbindes derfor med ὑπεροψία (Demosthenes, Orat. xxi. 247) og med ἐξουδένωσις (Sl 30,19 [Septuagintas nummerering; Sl 31,19 i danske bibler]), og ὑπερήφανος med αὐθάδης (Plutark, Alcib. c. Cor. 4). Den hovmodiges optræden over for andre hører ikke til selve synden, men er kun dens følge. Hans «arrogance», som vi siger, hans krav på ære og hensyn (ὑπερηφανία forbindes med φιλοδοξία, Est 4,10), hans forbitrelse og måske hans grusomhed og hævn, hvis han ikke får det (se Est 3,5–6 og Appian, De Reb. Pun. viii. 118: ὡμὰ καὶ ὑπερήφανα [grusomt og hovmodigt]), er kun udslag af denne falske vurdering af ham selv. Derfor forbindes ὑπερήφανος og ἐπίφθονος (Plutark, Pomp. 24), ὑπερήφανοι og βαρεῖς (Qu. Rom. 63) og ὑπερηφανία og ἀγερωχία (2 Makk 9,7). I ὑπερήφανος har vi måske fordrejningen af en ædlere karakter end i ἀλαζών: han er det melankolske temperament, ligesom ἀλαζών er det sangvinske og ὑβριστής det koleriske. Men netop fordi karakteren er ædlere, falder den dybere, når den falder, og synder mere forfærdeligt. Han er en, hvis «hjerte er opløftet» (ὑψηλοκάρδιος, Ordsp 16,5), en af τὰ ὑψηλὰ φρονοῦντες [dem, der stræber efter det høje] (Rom 12,16), i modsætning til ταπεινοὶ τῇ καρδίᾳ [de ydmyge af hjertet]. Han er τυφωθείς (1 Tim 3,6) eller τετυφωμένος (2 Tim 3,4), forblændet af hovmod og langt fra al sand visdom (Sir 15,8). Og denne ophøjelse af hans hjerte kan rette sig ikke blot mod mennesker, men mod Gud; han kan angribe selve guddommens forrettigheder (1 Makk 1,21.24; Sir 10,12–13; Visd 14,6: ὑπερήφανοι γιγάντες [hovmodige kæmper]). Theofylakt går derfor ikke for vidt, når han kalder denne synd ἀκρόπολις κακῶν [det ondes borg], og vi skal heller ikke undre os over, at vi tre gange med nøjagtig de samme ord bliver mindet om, at «Gud står de hovmodige imod» (ὑπερηφάνοις ἀντιτάσσεται: Jak 4,6; 1 Pet 5,5; Ordsp 3,34): han stiller sig op til kamp mod dem, ligesom de mod ham.

Tilbage står ὑβριστής. Det er afledt af ὕβρις, der igen kommer af ὑπέρ (det mener i hvert fald Schneider og Pott, men Curtius, Grundzüge, 2. udg., s. 473, tvivler) – på engelsk ville vi sige «uppishness» [det at sætte sig over andre, næsvished]. Dermed står ὑβριστής i et vist etymologisk forhold til ὑπερήφανος (se Donaldson, New Cratylus, 3. udg., s. 552). Ὕβρις er frækt og overmodigt at gøre andre uret, ikke af hævn eller noget andet motiv end den rene fornøjelse, det giver at påføre dem uretten. Således Aristoteles (Rhet. ii. 2): ἔστι γὰρ ὕβρις, τὸ βλάπτειν καὶ λυπεῖν, ἐφ᾽ οἷς αἰσχύνη ἐστὶ τῷ πάσχοντι, μὴ ἵνα τι γένηται αὐτῷ ἄλλο, ἢ ὅτι ἐγένετο, ἀλλ᾽ ὅπως ἠσθῇ· οἱ γὰρ ἀντιποιοῦντες οὐχ ὑβρίζουσιν, ἀλλὰ τιμωροῦνται [For ὕβρις er at skade og krænke en anden på en måde, der bringer skam over den, der rammes, ikke for selv at opnå andet end det, der skete, men for at more sig; for de, der gengælder, øver ikke ὕβρις, men tager hævn]. Hvad dens blomst, frugt og høst skal blive, har Aischylos fortalt os i sine frygtindgydende vers (Pers. 822). Ὑβριστής forekommer kun to gange i NT: Rom 1,30 («despiteful» [hånlig] i den engelske King James-oversættelse, E.V.) og 1 Tim 1,13 («injurious» [krænkende], E.V.; et ord, der nu sjældent bruges om andet end ting, men som det ser ud til at være at foretrække frem for «insolent» [fræk, uforskammet], som for nylig er blevet foreslået). I Septuaginta forekommer det ofte, og i Job 40,6–7 og Es 2,12 står det sammen med ὑπερήφανος (jf. Ordsp 8,13), ligesom de to på samme måde forbindes af Aristoteles (Rhet. ii. 16). Andre ord, det holder selskab med, er ἄγριος (Homer, Od. vi. 120), ἀτάσθαλος (Ib. xxiv. 282), αἴθων (Sofokles, Ajax, 1061), ἄνομος (Id. Trachin. 1076), βίαιος (Demosthenes, Orat. xxiv. 169), πάροινος, ἀγνώμων, πικρός (Id. Orat. liv. 1261), ἄδικος (Platon, Legg. i. 630 b), ἀκόλαστος (Apol. Socr. 26 e), ἄφρων (Phil. 45 e), ὑπερόπτης (Aristoteles, Ethic. Nic. iv. 3. 21), θρασύς (Klemens af Alexandria, Strom. ii. 5), φαῦλος (Plutark, Def. Orac. 45) og φιλογέλως (Id. Symp. 8. 5; men her i en langt mildere betydning). I sin Lucullus, 34, omtaler Plutark en person som ἀνὴρ ὑβριστής, καὶ μεστὸς ὁλιγωρίας ἀπάσης καὶ θρασύτητος [en voldsom mand, fuld af al slags ringeagt og frækhed]. Den nøjagtige modsætning er σώφρων (Xenofon, Apol. Soc. 19; Ages. x. 2; jf. πρᾳΰθυμος, Ordsp 16,19). Ὑβριστής er hånende; hans frækhed og foragt for andre bryder ud i handlinger af overmod og vold. Menelaos er ὑβριστής, da han vil nægte Ajax’ lig at blive begravet (Sofokles, Ajax, 1065). Det var ligeledes ὕβρις, da Hanun, ammonitternes konge, skar kong Davids gesandters klæder af, barberede halvdelen af deres skæg af og sendte dem sådan tilbage til deres herre (2 Sam 10). Da Paulus forfulgte kirken, var han ὑβριστής (1 Tim 1,13; jf. ApG 8,3), men blev selv ὑβρισθείς (1 Thess 2,2) i Filippi (se ApG 16,22–23). Da vor velsignede Herre forudsiger forløbet af sin lidelse, erklærer han, at Menneskesønnen ὑβρισθήσεται [skal forhånes] (Luk 18,32). Hele den bespottelige maskerade med kongeværdighed, hvor man ville have ham til at spille hovedrollen (Matt 27,27–30), var opfyldelsen af denne profeti. «Pereuntibus addita ludibria» [til de døende føjedes spot] er Tacitus’ ord (Annal. xv. 44), da han beskriver de kristnes martyrdød under Neros forfølgelse; de døde, vil han sige, μεθ᾽ ὕβρεως [under hån]. Det samme kan siges om York, da man i Shakespeares Henrik VI sætter papirkronen på hans hoved for at håne hans krav på kongemagten, før Margaret og Clifford dolker ham. På samme måde er spartanerne ikke tilfredse med at rive Athens lange mure ned, medmindre de gør det til tonerne af musik (Plutark, Lys. § 15). Fanger i en spansk borgerkrig skydes i ryggen. Ja, hele menneskehedens historie er fuld af eksempler på dette dæmoniske element, der ligger dybt i menneskets hjerte: det onde for det ondes egen skyld, som hele tiden føder sig selv på ny.

Grusomhed og liderlighed er de to vigtigste skikkelser, ὕβρις viser sig i. Eller rettere: de er ikke to. For som de afskyelige beretninger om menneskets ondskab alt for ofte har vist – for eksempel retssagen mod Gilles de Retz, marskal af Frankrig, i det femtende århundrede – er de ikke to synder, men én; og da Milton skrev «begær tæt ved had», sagde han meget, men ikke alt. Ud fra en fornemmelse af, at ὕβρις rummer begge dele, den ene lige så meget som den anden, betegner Josefus (Ant. i. 11. 1) Sodomas mænd som ὑβρισταί mod mennesker (jf. 1 Mos 19,5), ikke mindre end ἀσεβεῖς mod Gud. Han bruger samme sprog (Ib. v. 10. 1) om Elis sønner (jf. 1 Sam 2,22) og viser begge gange, at han med den ὕβρις, han tilskrev de første og de sidste, mente et overgreb på andres kyskhed (jf. Euripides, Hipp. 1086). Kritias (citeret af Ailian, V. H. x. 13) kalder Arkilokos λάγνος καὶ ὑβριστής [liderlig og voldsom], og Plutark giver dem begge denne betegnelse, da han sammenligner Demetrios Poliorketes og Antonius (Com. Dem. cum Anton. 3; jf. Demet. 24; Lukian, Dial. Deor. vi. 1; og artiklen Ὕβρεως δίκη i Paulys Encyclopädie).

De tre ord kan altså tydeligt skelnes fra hinanden og dækker tre forskellige betydningsområder. De viser os en stigende skala af skyld, og som allerede nævnt betegner de hver for sig den, der er pralende i ord, den, der er hovmodig og overlegen i tanker, og den, der er fræk og krænkende i handlinger.

Fodnote 1 Tidligere brugte man på engelsk «glorious» i denne betydning. Således i Norths Plutarch, s. 183: «Nogle opfattede dette som et glorious [pralende] skryderi; andre mente, at han [Alkibiades] godt kunne have gjort det.» Og Milton (The Reason of Church Government, i. 5): «Han [Anselm] drømte dengang ikke om, at reformationens lugejern efter to tidsaldre ville rykke hans glorious valmue [bispestyret] op, så den ikke længere kunne håne det gode korn [presbyterstyret].»